om at kæmpe eller gi op
Skrevet 2009-Apr-11 kl 09:22
har ikke skrevet blog i flere uger
og pludselig tar det fat igen
men ovenpå en skod dag som igår, virker bloggen pludselig meget tiltalende
hvor sku jeg ellers ku læsse af uden at folk har brug for at analysere mig
ringer jeg til min søs får jeg afvide at det er "fordi jeg er gravid" og ringer jeg til min veninde, prøver hun at lege par terapeut.... og hvor sødt det end er, så magter jeg det bare ikke lige nu.
for hvor er det altså lidt noget skod at jeg her....2 mdr efter vores bryllup.... står i en situation hvor jeg overvejer (-vejede) hvilke alternativer der er til det her.
jeg har altid brugt løsningen med at "flygte" hvis problemerne voksede mig over hovedet i et forhold.
da drengerøven nægtede at blive voksen, forlod jeg ham til fordel for et liv som enlig mor.
da jeg opdagede at min rolige, tålmodige (næste) kæreste, havde drukket i smug i flere uger... tog jeg den "nemme udvej" og valgte ham fra skønt jeg ventede hans barn.
da han senere kom tilbage ædru... valgte jeg ham til... men igennem årene valgte jeg ham fra hver gang hans svigt blev for slemt, hver gang hans misbrug tog overhånd, og hver gang livet med ham bare var for vanskeligt.(og det var det meget ofte)
at jeg senere har fortrudt at jeg ikke valgte ham fra langt før... kan jeg måske sparke mig selv for, men det gav mig endnu en dejlig søn, og for det er jeg taknemmelig.
forskellen på dengang og nu er tydelig.....
dengang havde jeg muligheden for at vælge dem fra
at tage den nemme udvej
fordi det ikke umidelbart havde konsekvenser for andre end mig selv
sådan er det ikke længere
jeg har 3 børn nu.... 3 følsomme, selvtænkende individer, med en hverdag de trives og er trygge i, og med et liv og en verden som de føler stor tilfredshed med at opholde sig i.
jeg er økonomisk bundet på hænder og fødder, med huslån, bank aktier og krydslivsforsikringer.
plus alt det øvrige som navneændringer, vielsesattest og faderskabspapirer.....
og det er for pokker kun den praktiske del
hvis jeg sku trække mig ville det koste børnene deres hverdag og deres hjem.... og guderne må vide de har været gennem nok.
men der må også være lidt med modenhed der spiller ind
jeg er for pokker 30 år.... jeg er gift....og jeg er gravid
på et tidspunkt må jeg være moden nok til faktisk at blive og tage kampen op
for lige nu er det bare ikke nogen dans på roser....
lige nu er vi enige om alt det praktiske
men det føles som om alt hvad der hedder kærlighed, flirt og romantik (sex)
er noget vi ikke længere kender eksistensen af
jeg føler som om jeg rækker ud, men bare ikke når ind til ham
jeg føler at diskutionen fra gårdsdagens tåbelige påskefrokost, står mellem os som en uigennemtrængelig mur,...... og det på trods af at vi brugte lang tid på at snakke den igennem
han bebrejdede mig mit humør, jeg bebrejdede ham hans måde at tale til mig på
måske har vi begge ret
måske har ingen af os
men uanset hvad..... så stjæler det luften mellem os
og jeg savner den kærlighed som forsvandt
jeg savner den uendeligt meget
Nutche
og pludselig tar det fat igen
men ovenpå en skod dag som igår, virker bloggen pludselig meget tiltalende
hvor sku jeg ellers ku læsse af uden at folk har brug for at analysere mig
ringer jeg til min søs får jeg afvide at det er "fordi jeg er gravid" og ringer jeg til min veninde, prøver hun at lege par terapeut.... og hvor sødt det end er, så magter jeg det bare ikke lige nu.
for hvor er det altså lidt noget skod at jeg her....2 mdr efter vores bryllup.... står i en situation hvor jeg overvejer (-vejede) hvilke alternativer der er til det her.
jeg har altid brugt løsningen med at "flygte" hvis problemerne voksede mig over hovedet i et forhold.
da drengerøven nægtede at blive voksen, forlod jeg ham til fordel for et liv som enlig mor.
da jeg opdagede at min rolige, tålmodige (næste) kæreste, havde drukket i smug i flere uger... tog jeg den "nemme udvej" og valgte ham fra skønt jeg ventede hans barn.
da han senere kom tilbage ædru... valgte jeg ham til... men igennem årene valgte jeg ham fra hver gang hans svigt blev for slemt, hver gang hans misbrug tog overhånd, og hver gang livet med ham bare var for vanskeligt.(og det var det meget ofte)
at jeg senere har fortrudt at jeg ikke valgte ham fra langt før... kan jeg måske sparke mig selv for, men det gav mig endnu en dejlig søn, og for det er jeg taknemmelig.
forskellen på dengang og nu er tydelig.....
dengang havde jeg muligheden for at vælge dem fra
at tage den nemme udvej
fordi det ikke umidelbart havde konsekvenser for andre end mig selv
sådan er det ikke længere
jeg har 3 børn nu.... 3 følsomme, selvtænkende individer, med en hverdag de trives og er trygge i, og med et liv og en verden som de føler stor tilfredshed med at opholde sig i.
jeg er økonomisk bundet på hænder og fødder, med huslån, bank aktier og krydslivsforsikringer.
plus alt det øvrige som navneændringer, vielsesattest og faderskabspapirer.....
og det er for pokker kun den praktiske del
hvis jeg sku trække mig ville det koste børnene deres hverdag og deres hjem.... og guderne må vide de har været gennem nok.
men der må også være lidt med modenhed der spiller ind
jeg er for pokker 30 år.... jeg er gift....og jeg er gravid
på et tidspunkt må jeg være moden nok til faktisk at blive og tage kampen op
for lige nu er det bare ikke nogen dans på roser....
lige nu er vi enige om alt det praktiske
men det føles som om alt hvad der hedder kærlighed, flirt og romantik (sex)
er noget vi ikke længere kender eksistensen af
jeg føler som om jeg rækker ud, men bare ikke når ind til ham
jeg føler at diskutionen fra gårdsdagens tåbelige påskefrokost, står mellem os som en uigennemtrængelig mur,...... og det på trods af at vi brugte lang tid på at snakke den igennem
han bebrejdede mig mit humør, jeg bebrejdede ham hans måde at tale til mig på
måske har vi begge ret
måske har ingen af os
men uanset hvad..... så stjæler det luften mellem os
og jeg savner den kærlighed som forsvandt
jeg savner den uendeligt meget
Nutche
0 kommentar :: skriv kommentar ::
0 trackbacks :: trackback url
::
link
