den skindbare sandhed
Skrevet 2009-Aug-28 kl 07:12
puha den er ikke altid sjov
men råt for usødet og en helt masse æv
sandheden er at jeg stadig ikke har tabt de sidste kilo. efter graviditeten har jeg prøvet at lave mavebøjninger hver dag, men efterhånden som trætheden får overtaget bliver det svært at holde det ved lige og jeg kan næsten se min mummy tummi grine af mig mens jeg kæmper mig vej gennem øvelserne. derudover er min søde tand bare alt alt for stor....og øvelser alene gør ingen underværker.
sandheden er at min mellemste søn har brug for hjælp for at blive lykkelig.
han har nok haft et problem længe, men det har taget mig tid at indse det....beslutningen var uundgåelig, men så ufattelig svær, og den dag hvor jeg endelig tog skridtet fuldt ud, føles det som at vifte med det hvide flag.
min søn er ikke længere lykkelig, men med hjælp kan han blive det igen. allerede efter få samtaler og gode råd er der fremgang at spore....så måske bliver det sket ikke nødvendigt at få hjælp fra kommunen..... men det kræver tid at vurdere om det er en permanent fremgang eller om det bare er en midletidig reaktion.
sandheden er...... at den hverdag han savner med sin søn.... ikke er den hverdag vi havde. han savner en hverdag som aldrig har eksisteret, for hjertet husker kun det gode....og netop fordi han savner så meget.... så glemmer han hvor hårdt det var.
episoden idag var en reminder om hvordan det var, og jeg håber det bringer lidt ro i hans sjæl.
for sandheden er at han lige nu føler sin position truet. i en verden hvor der ikke længere eksisterer "dine, mine og vores" men nu kun "dine og vores" der bliver han pludselig degraderet til at spille anden violin.... for hans tilstedeværelse er pludselig ikke så tvungen nødvendig som tidligere.
hverdagen er ikke længere presset ned i kasser hvor punktlighed er en absolut nødvendighed. han er fri til at bevæge sig lidt undenfor rammerne, og hvor han troede at han ville nyde det...opdager han at det giver ham en følelse af at han ikke længere er nødvendig for at hverdagen fungere.
han ved at jeg har gjort det før, og sagtens ku gøre det igen...og skønt jeg ingen planer har om at gøre det..... ja så giver det ham en tom følelse indeni.
det på trods af at han stadig fylder lige så meget i mine børns liv som tidligere....
min ældste søn ser ham som en bonus far.... men det gør ikke savnet af hans ældste søn mindre.
men råt for usødet og en helt masse æv
sandheden er at jeg stadig ikke har tabt de sidste kilo. efter graviditeten har jeg prøvet at lave mavebøjninger hver dag, men efterhånden som trætheden får overtaget bliver det svært at holde det ved lige og jeg kan næsten se min mummy tummi grine af mig mens jeg kæmper mig vej gennem øvelserne. derudover er min søde tand bare alt alt for stor....og øvelser alene gør ingen underværker.
sandheden er at min mellemste søn har brug for hjælp for at blive lykkelig.
han har nok haft et problem længe, men det har taget mig tid at indse det....beslutningen var uundgåelig, men så ufattelig svær, og den dag hvor jeg endelig tog skridtet fuldt ud, føles det som at vifte med det hvide flag.
min søn er ikke længere lykkelig, men med hjælp kan han blive det igen. allerede efter få samtaler og gode råd er der fremgang at spore....så måske bliver det sket ikke nødvendigt at få hjælp fra kommunen..... men det kræver tid at vurdere om det er en permanent fremgang eller om det bare er en midletidig reaktion.
sandheden er...... at den hverdag han savner med sin søn.... ikke er den hverdag vi havde. han savner en hverdag som aldrig har eksisteret, for hjertet husker kun det gode....og netop fordi han savner så meget.... så glemmer han hvor hårdt det var.
episoden idag var en reminder om hvordan det var, og jeg håber det bringer lidt ro i hans sjæl.
for sandheden er at han lige nu føler sin position truet. i en verden hvor der ikke længere eksisterer "dine, mine og vores" men nu kun "dine og vores" der bliver han pludselig degraderet til at spille anden violin.... for hans tilstedeværelse er pludselig ikke så tvungen nødvendig som tidligere.
hverdagen er ikke længere presset ned i kasser hvor punktlighed er en absolut nødvendighed. han er fri til at bevæge sig lidt undenfor rammerne, og hvor han troede at han ville nyde det...opdager han at det giver ham en følelse af at han ikke længere er nødvendig for at hverdagen fungere.
han ved at jeg har gjort det før, og sagtens ku gøre det igen...og skønt jeg ingen planer har om at gøre det..... ja så giver det ham en tom følelse indeni.
det på trods af at han stadig fylder lige så meget i mine børns liv som tidligere....
min ældste søn ser ham som en bonus far.... men det gør ikke savnet af hans ældste søn mindre.
0 kommentar :: skriv kommentar ::
0 trackbacks :: trackback url
::
link
