hvorfor er de så svært?!

Skrevet af 12:01, Jan. 26, 2009

Jeg savner ham. Jeg savner ham inderligt..
Jeg har brug for ham, jeg har brug for at vide at han er der..

- Jeg savner min bedsteven..

fra dagen..

Skrevet af 11:15, Jan. 18, 2009

han er næsten lige taget hjem.. jeg savner ham, men jeg er ikke lægselsfuld.. ikke lige i aften..
det er nok pga. at jeg ved at der snart blive gjort noget ved den måde, jeg har det på.

Jeg tror at jeg snart går ned med stress. så det er godt at det er nu her, der kommer en psykolog på banen.

Min halvmor sagde idag, at hvis jeg havde brug for det, kunne jeg bare komme op i stuen og sove. Hvis jeg ikke ville føle mig alene. Jeg er glad for at jeg fik tilbudet. - Jeg sagde faktisk, at det ville jeg gøre. Men nu.. sover jeg så på mit eget værelse. Med musik tændt, for at berolige mig, og få mig til at slappe af.. Det er Tina Dickow nu altid god til ved mig :)

Min kæreste er lige i øjeblikket skadet, så han skal ikke træne i denne uge. YES!!
Så er der mere tid til at være sammen. Det er skønt..

Jeg glæder mig til at fodbold starter. Så jeg har noget at fordrive tiden med. Og noget at gå op i.
Jeg savner også følelsen af at være så smadret, at når man kommer hjem, er det bare på hovedet i seng.

Før kunne jeg ligge om morgenen, en lørdag, og bare tænke, at idag vil jeg bare se film hele dagen og overhovedet ikke lave noget.. Det er lang tid siden, at jeg har haft det sådan.. Jeg har behovet for at være sammen med ham hele tiden, min kæreste.. Men mon ikke det ændres, nu hvor jeg kommer til en psykolog og fodbold starter? Det håber jeg.

I må alle sove rigtig godt.
You are the one, honey <3

hmm.

Skrevet af 4:18, Jan. 18, 2009

måske er det bare influenza?!
uanset hvad.. det har fået mig til at indse en masse ting og jeg har snakket med min halvmor om det. Hun får ringet til lægen i morgen, og så henvender hun os forhåbentlig til én psykolog, der kan hjælpe mig.. Jeg ved at følelsen jeg har i mig, fosvinder en dag, hvis jeg bare får det bearbejdet. Men jeg ved også at det bliver svært.. Og jeg ville være utrolig glad, hvis der sidder nogen og læser det, og har oplevet noget lign. Eller bare har noget at tilføje :)

yay.

Skrevet af 4:18, Jan. 17, 2009

idag, var en okay dag.
jeg tog hjem fra min mor igår, da jeg havde det så dårligt. jeg havde den følelse i maven - den klump. når jeg tænker over hvordan det hele går, ellers jeg tænker på min kæreste, bliver det bare værre. jeg kramper mig helt sammen så.     Men så da jeg kom tilbage fra min mor, var jeg sammen med kæresten. Det var rigtig dejlig, vi snakkede om det hele igen. Og jeg fortalte hvordan jeg havde det med ham. Jeg er bare så bange for at lyde desperat efter ham. (selvom mange nok ville mene at jeg var). Men han sagde at han elskede mig og han forstod det. Jeg elsker ham..

Så kommer han herover i aften efter han har spist. Jeg glæder mig. Men jeg glæder mig ikke til at han tager hjem igen. Jeg kan ikke lide følelsen af, at være alene nu.. Jeg hader det faktisk..

Jeg ønsker virkelig... at jeg bare kunne sige, jamen det er bare noget teenage noget. Men det kan bare ikke kun være det! Jeg skal til en psykolog nu her. vi skal lige have fat i én. Jeg håver inderligt at det hjælper, at vedkommende kan komme med en konklussion på det hele. Og så hjælpe mig videre derfra. For jeg er så træt af det.

I nat.. Da min kæreste og jeg sov sammen.. Kunne jeg ikke falde til ro. Mit hjerte bankede bare, og jeg krympede mig sammen. Hver gang jeg tænker på hvordan jeg har det, gør det bare helt ondt, helt ud i tæerne og jeg krympede mig bare mere og mere sammen.. Jeg vækkede min kæreste, han prøvede at berolige mig, ved at nusse mig på maven, men det hjalp ikke.. Jeg er helt bange for, ikke at kunne sove i aften. Hvad gør jeg så?! Jeg har overvejet at skrive en liste ned, med ting jeg kan gøre hvis jeg ikke kan falde til ro. For når jeg ligger og har det dårligt om natten, eller bare ikke kan sove, tænker jeg slet ikke på at gå ovenpå eller bare tænde for tv'et.. Så det tror jeg at jeg vil..

jeg leder efter svar. kom med det!

Skrevet af 4:18, Jan. 17, 2009

Hvor jeg dog savner ham.. Jeg har ikke rigtig snakket med ham idag..
Jeg føler jeg går glip af noget, når vi ikke snakker. Jeg snakkede med en ven om det hele idag, og han læste min blog og han kunne ikke forstå det. Han sagde at jeg skulle have noget at give mig til, noget at fordrive tiden med.. Men jeg tænker så, hvad så efter? For så er det jeg har lavet, skyld i at jeg ikke har kunnet være sammen med ham i den tid.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Men jeg fik afvide af min mor, at for at kunne få et godt liv skal man selv tilføre det gode. Og ikke kun lade det komme fra andre.. Men hvad så, når det der skal tilføje det gode, gør at jeg ikke kan være sammen med ham, jeg egentlig ønkser at være sammen med? Hvad så? Er der nogle der kan give mig et svar på dette?

jeg føler mig nøgen..

Skrevet af 3:22, Jan. 17, 2009

Jeg tænker på ham hele tiden.. Jeg har ladet ham komme så tæt på, at jeg ikke kan undvære ham. Det har jeg aldrig prøvet før, jeg har aldrig tilladt andre det. Jeg føler mig... nøgen.. Hjælpeløs.
Hvad gør jeg, for at frigive mig lidt fra ham?

klumpen, der ikke forsvinder..

Skrevet af 1:53, Jan. 17, 2009

Først vil jeg starte med at sige at min kæreste og jeg fandt sammen igen, lige før at jeg skulle flytte hjem til min mor. Det gjorde så at vi skulle ses i weekenderne og en gang imellem i ugerne. Det var hårdt, for jeg havde aldrig prøvet andet, men det har helt klart også styrket vores forhold, da vi nu ved, hvor meget vi sætter pris på at være sammen.     Sammentidig skulle jeg starte på en ny skole, hvor jeg havde gået før. Og folk havde selvfølgelig ændret sig, og de kendte alle hinanden, så jeg var bare én der lige kom. Folk tog ikke rigtig imod mig. Først efter lidt tid fik jeg en veninde, og to andre jeg snakkede med.. Jeg savnede dem fra min gamle by, fremfor alt min kæreste - da jeg synes at savnet på en kæreste er langt større end for en veninde. (sådan har jeg det i hvert fald). Jeg blev mere og mere ensom.. Mit liv var gået i stå og mine venner og min kærestes liv fortsatte og blev mere interessant. Jeg savnede kontakten med min kæreste, jeg var hele tiden klar ved telefonen og computeren for at kunne snakke og skrive med ham. Jeg kunne ikke lide om aftenen at lukke min computer ned, og jeg ønskede ikke at sige godnat.. For jeg vidste at dagen efter ville der komme en skoledag, hvor han havde travlt og ikke rigtig havde tid til at snakke med mig. Ikke så meget som jeg ønskede i hvert fald. Hver weekend så jeg ham. Enten var han her ved mig eller også var jeg ved ham eller oppe ved min far, hvor jeg så ham mindst en dag og sov med ham..     Min fritid var alt for meget tid. Jeg lavede ikke særlig tit noget efter skole, og jeg stod ligesom bare stille i forhold til de andre. Jeg følte mig alene, ensom. Også selvom at jeg snakkede med ham hver dag. Jeg savnede ham noget så inderligt. Men han havde sin sport og venner, og det kunne jeg jo ikke gøre noget ved. Selvom jeg til tider faktisk ønskede at han skulle droppe det, for at jeg kunne snakke med mig. Jeg ved det, det var egoistisk tænkt. Men jeg følte mig så alene. Jeg ønskede bare at han var ved mig.       Nu er jeg så flyttet tilbage til den samme by. Jeg kunne ikke holde ud ikke at leve rigtigt. Jeg savnede det hele, skolen, vennerne og min kæreste..     Skolen har været lidt problematisk her de første to uger, da jeg har været oppe og skændtes med en veninde derfra, hvor hun så har bagtalt mig for alle jeg kom til at gå i klasse med. Så det har været svært, for jeg synes ikke at folkene i klassen åbner sig og giver mulighed for at kunne snakke med dem.     Nu er der jo den fordel helt klart, at jeg kan være sammen med min kæreste lidt oftere. Men... De sidste to uger.. Man kan sige at efter et halvt år uden rigtig at have været social og så have savnet i sig.. Jeg har nærmest et behov for at være sammen med min kæreste hele tiden. Specielt min kæreste, da jeg føler at jeg har savnet ham mest. Det halve år, har gjort mig ensom, usikker og fået mig til at føle mig alene. Og nu.. hvor vi er måske 300 meter fra hinanden, er det som om at det gør savnet langt større, end før. For det er så nemt bare at tage om til hinanden. Men han har sin sport og lektier der også skal gøres. Jeg har selvfølgelig også lektier, mit fodbold starter først lidt senere. Men jeg vil ikke andet end at være sammen med ham! Jeg har den her klump i maven, af ensomhed hele tiden.. Jeg har det behov for at være sammen med ham hele tiden.. Men det kan vi jo ikke. Og det gør mig så frygtelig ked af det! jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv når vi ikke er sammen. Jeg har hele tiden brug for at snakke eller skrive med ham.. Jeg ønsker kun.. At vi kunne være sammen hele tiden.. Jeg ville gøre alt for det..      Jeg kan ikke holde det ud..   Hjælp mig en eller anden..