De så det aldrig komme. Måske var røgens tåge for tyk til at se igennem. Måske valgte de at lukke øjnene og simpelthen prøvede at glemme. Hvis blot jeg kunne, så ville jeg skære mine fingre fri blot for at de kunne spille alene på klaveret hele dagen fordi jeg nærmede mig aldrig stue hvor mit støvede klaver stod længere. Jeg var lænket til sengen uden nogen idé om verden udenfor. Dette var mit råb om hjælp. Dette var min historie.

Jeg havde aldrig brudt mig om grønsager, men min mor fik mig altid til at spise det alligevel.
Jeg var 11 år gammel og sad ved spisebordet. Far var stadig ikke kommet hjem og stilheden imellem min mor og jeg var så iskold at jeg umuligt kunne rykke mig ud af øjeblikket. Jeg var frosset til is og hver gang jeg prøvede at bevæge et led i min krop kunne jeg høre isen briste og knække imellem mine organer og knogler.

Jeg kiggede ned på min tallerken og så min tallerken som var anrettet med kartofler, brunsovs og massevis af grønsager. Grønsagerne var mest af alt blevet lagt på tallerken i den store bunke for at skjule, at der ikke var nok kød eller kartofler.
Vi havde ikke særlig mange penge, men vi havde altid nok grønsager, fordi min mor høstede selv grønsagerne.
Hun sad der og stirrede ned på sin tallerken, som var anrettet præcis min. Hendes ansigt var fyldt med væmmelse og sorg og jeg vidste godt hvorfor, men jeg lod som ingenting. Jeg lod mig simpelthen glemme det.

Hendes rynker skar ned i hendes hud og afslørede hendes alder som hun var indeni, selvom hun var så ung udenpå.

Jeg fokuserede på broccolien.
Kunne ikke lade være med at tænke på hvis jeg lagde min hånd på hendes, som hvilede på bordet, ville hun så gengælde det? Ville hun holde om mig og forklare mig hvordan vi endte her?
Måske ville hun endda trøste mig og fortælle mig, at hun elskede mig, selvom hun måske ikke gjorde.

Jeg stirrede længselsfuldt på hende med dådyrs øjne der skar igennem både kød og knogler. Lige ind til hendes sjæl som ellers var blevet lagt på is et stykke tid mens krigen mellem min mor og far stadig var i live.

"Elsk mig, mor. Elsker du mig, mor? Jeg har haft en god dag i skolen. Vil du høre om min dag? Mor? Mor?".
Mine øjne løb i vand. Disse ord kom aldrig ud af min mund, men bestod kun i mine tanker.

Min mor sagde heller ikke noget. Luften imellem os stod stille og kunne ikke holde os begge i live. Jeg følte trang til at græde det hele ud indtil jeg måske glemte alting for det gjorde for ondt når jeg huskede tilbage på nætterne og skrigene der veg mig bort fra et godt liv som jeg kunne have haft.

Jeg gjorde tegn til at rejse mig op fra bordet og det vækkede min mor op fra den dybe trance hun befandt sig i og hun vækkede op med en uendelig vrede. Hendes øjne udtrykte had mens hun stirrede på mig. "Hvor tror du, at du skal hen?", spurgte hun mens hendes øjne åd sig igennem min hud og knogler; helt ind til mit inderste.
Hjertet hoppede. Glemte, hvad jeg havde gjort. Glemte fuldstændig, hvem jeg var oppe imod.

"Svar mig!", skreg hun og bankede med den før så hvilende hånd hårdt ned i træbordet.
"Jeg er ikke sulten", sagde jeg i en god tro om hun ville lade mig slippe.

Stemningen mellem os var langt fra sund, men i stedet fyldt op med livsfarlige følelser.
Jeg indså stille med årene, at vi begge ikke ville overleve i dette hus, hvis en af os ikke forsvandt.

"Hvem tror du, at du er? Tror du virkelig at du kan komme og bestemme dagsorden. Sæt dig ned", hvæsede hun. Rynkerne gennemborede hendes hud. Øjnene forsvandt i lagene af sorg; had til mig.

Hvor er mor? Hvor er min mor?
Jeg sagde ikke noget fordi jeg ikke havde noget at sige. Ingen god undskyldning som jeg skyldte hende.

"Sæt dig", sagde hun advarende, "Og spis dine grønsager".
Jeg kunne ikke. Jeg prøvede at gå baglæns, væk fra hende, men alligevel var mine fødder plantet til jorden og gjorde mig urørlig.
Jeg følte mig blottet. Når minderne endelig viste sig for mine øjne, indså jeg at denne kvinde, som skulle være min mor, hadede mig mere end nogen anden på grund af det, der skete de par sidste nætter.
Jeg var beskidt; ikke engang flere gange i badet kunne skylde mig ren.
Sorgen var ikke nok straf, derfor fandt hun fred i sit had til mig og jeg kunne lide derefter.

Hun rejste sig op og rev fat i min arm. Hun hev mig ned på stolen og da hendes hænder endelig havde givet slip på min arm efterlod det blåmærker.
"Spis dine grønsager og vis for helvede du er taknemmelig for, at jeg stadig vil give dig mad til at overleve", skreg hun ind i mit ansigt, så hendes spyt ramte mig, men jeg var for skræmt til at reagere og fjerne det. Blot i frygt for at hun ville gøre noget ondt ved mig; skade mig. Måske endda slå mig ihjel.

Jeg kiggede ned på grønsagerne og kunne ikke få mig selv til at tage gaffelen i min ene hånd og spise. Jeg rystede i hele kroppen og ønskede, at jeg kunne komme væk. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun måtte ikke se mig græde, fordi så ville hun vide, at hun havde knækket mig.
Intet kunne knække mig fordi jeg kunne glemme, men i det øjeblik så distraherede hun mig med hendes råben og skrigen. Det var umuligt at forholde sig rolig i dette hus der rummede så mange gennemborende hemmeligheder og følelser, som man i virkeligheden ikke kunne slå ihjel.
Du kunne kun tie og tro på, at det ikke nåede ud for husets døre.

Hun tog en håndfuld af grønsagerne og tvang dem ind i min mund. Jeg prøvede at skubbe maden væk med min tunge, men hun rev mit hoved tilbage med et fast greb i mit hår og tvang det ind i mig.
Først der begyndte jeg at gå i panik, men hun blev ved indtil tallerkenen med grønsagerne var væk.
"Slug det!", skreg hun ind i mit ansigt mens hun fyldte min mund op så jeg ikke kunne trække vejret.

De kogte grønsager gled langsomt ned i min hals. Deres konsistens gav mig sure opstød, men min mors hånd var over min mund. Hvis jeg blot prøvede at kaste op, ville hun tvinge mig til også at spise mit eget bræk. Jeg havde rester af grønsager udover mit ansigt og tøj.

Jeg prøvede at kæmpe imod, men hun klemte hårdere om mit hår så jeg kunne smage blod i min mund.
Et øjeblik ville jeg ønske at hun gjorde det af med mig.

Grønsagerne røg endelig ned sammen med det sure opstød som senere sikkert ville komme, men jeg lod hende ikke vide at jeg havde det skidt. Mit blik fokuserede på den gule tallerken med resterne af en aftensmad.
Til sidst slugte jeg grønsagerne og først der slap hun mit hår og skubbede mit hoved forover så mit ansigt ramte tallerkenen med resterne af den brune sovs og kartofler.

Hun gik derefter op på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg blev siddende med madrester i ansigtet og følte mig blottet; nu kunne verden se hvor beskidt jeg i virkeligheden var.
Det var først der at jeg begyndte at græde. Først stille og roligt, men jo mere jeg huskede begyndte jeg at skrige og smide med tingene. Ting gik itu omkring mig og væggene blev malet af vaser med våde forårsblomster.

Alligevel fik jeg aldrig brudt igennem den hårde murstensmur.
Alle mine skrig blev fanget og gav genlyd indtil det på et tidspunkt ikke havde mere ilt tilbage og døde ud.

De skrig blev ofte vækket til livs af hans berøring. Natten gjorde mit værelse endnu mere mørkt og uhyggeligt. Hans øjne forsvandt bag rynkerne. Tiden tog alting væk så hurtigt, men når han kom på besøg så gik tiden så langsomt.
Sommetider mistænker jeg tiden for i virkeligheden at være tidløs. Det er bare noget, som vi mennesker har fundet på for at få en tidsfornemmelse og den gave fik han frarøvet mig sammen med min glæde til livet selv.
Hun vidste det godt, men var blevet så træt af at bekæmpe det at hun tændte for grammofonen og spillede klassisk musik.
Og det gjorde det hele endnu mere deprimerende mens han holdte sin hånd over min mund. Bad mig om at tie stille. Han ville gøre meget slemme ting imod mig hvis jeg ikke lå stille.

"Se ud som om du faktisk er i live", råbte han ind i mit ansigt mens han prustede som en hest.
Jeg græd ikke længere; ikke som første gang hvor jeg skreg hans navn igennem den kolde nat. Så højt at det ikke engang kunne overdøve mors klassiske musik.
"Vis mig, at du kan lide det".

Jeg mærkede fjedrene skære ind i min nøgne ryg. Jeg var var lammet af frygt for om hun hadede mig endnu mere efter dette.
Det gjorde hun sikkert ellers havde hun banket på væggen for at han skulle skynde sig med at blive færdig så han kunne se deres yndlings tv serie, som var i fjernsynet, men denne gang lod hun som om det ikke skete; at jeg ikke eksisterede. Hun ville hellere se tv serien alene den aften.

Når han kom ind til hende igen så hældte hun kaffe op af hans "Bedste far" kop og slukkede grammofonen. Nu var det overstået. Nu var vi en rigtig familie igen.

Tit så troede jeg at det var mig, som havde fantaseret det hele. Men jeg kiggede ned ad mig selv, selvom jeg burde lade være, så jeg brændemærkerne af hans cigaretter på mine ben.
Siden da stoppede jeg bare med at kigge ned ad mig selv for jeg var ulækker; ikke et rigtigt menneske.

Jeg sov aldrig. Jeg lå som jeg blev efterladt og lod tankerne tie stille for engang skyld og lyttede blot til mine forældre bag væggen, der hældte mere kaffe op i deres kopper og tændte ild til deres cigaret. Deres kølighed var en hån imod mig. Jeg troede at jeg var ved at blive sindssyg for de lod som om det var okay.

"Hvad græder du over? Er du virkelig sådan et utaknemmeligt barn, der ikke kan tage imod din egen fars kærlighed når han kommer og putter dig om aftenen?", sagde han hvæsende da jeg stillede mig op i en krog på mit værelse om aftenen, da han kom på besøg for det sædvanlige. Ville ikke have ham tæt på mig. Allerede natten før hvilede i mine tanker og jeg kunne ikke klare mere.
"Hvis det ikke var for mig, så var du aldrig blevet født. Vidste du det?". Hans blik skar igennem og jeg kunne ane hans smil komme i det fjerne. Han elskede at sige disse ting til mig og jeg tog imod det hele. Slugte hvert et ord som kvalte mig til sidst ihjel, men kun inderst inde, desværre, kun inderst inde.


"Din mor ville ikke have dig så hun prøvede at få en abort, men fik afslag, vidste du det? Staten ville ikke hjælpe os. Maria, du skal vide, at det er hårde tider. Du gjorde din mor rigtigt ked af det over din eksistens", sagde han og gik med langsomme skridt imod mig.

"Først så søgte hun hjælp hos de såkaldte kvaksalvere, kender du dem?".
Han fortsatte med at gå imod mig med langsomme og med et drilsk blik. Han ventede ikke på et svar. Dette var hans lille forestilling.
Først nedbrød han mig psykisk fordi så strittede jeg ikke så meget imod fysisk.
Til sidst blev jeg ligeglad, hvad end han gjorde ved mig. Jeg fortjente det. Inderst inde gjorde jeg, men altid kun inderst inde.

"Men krisen havde ramt os. Du var ikke værd alle disse penge som det ville koste at fjerne dig, så din mor prøvede en tidlig morgen at grave dig ud med en strikkepind. Hun var ved at blive slået ihjel, Maria, og du var årsagen".
"Stop", skreg jeg og holdte mig for mine ører. Ikke mere, ikke mere.

"Men det er jo rigtigt, Maria, og du døde ikke engang. Du forblev indeni hende som en infektion; som den skide sygdom som du er! Du er som pesten selv! Vi kan ikke komme af med dig!", skreg han mig ind i ansigtet så jeg kunne lugte hans dårlige ånde af smøger og muggent kaffe. "Og føj, da vi fik dig græd din mor fordi hun var ulykkelig. Du var en smuk baby, men kun fordi du har arvet din mors skønhed ellers er du et monster; en forbandelse. Hvorfor kom du, Maria? Kan du ikke forstå, at din mor aldrig blev den samme igen!", og med det skubbede han mig hårdt ind i væggen, så jeg mistede hørelsen et øjeblik.

Det eneste jeg hørte var en summen i det fjerne. Det var først efter jeg fandt af at det var din anklagende stemme, som summede.
"Så vi kan lige så godt få det bedste ud af det, nu når du er her!", råbte han og tog mig hårdt i armen og kastede mig ned på gulvet og sparkede mig i maven.
"Så for helvede gør hvad jeg siger. Hvis du stritter imod låser jeg dig inde i skuret og tvinger dig spise din egen afføring".
Jeg skreg endnu højere da han rev mit tøj af. Min krop rystede og jeg fokuserede på min bamse som stirrede tomt på mig med sine glasøjne. Jeg vendte den om, så den ikke kunne se på mig imens.
"Stop med at græde!", råbte han endnu højere mens han tog sine sko af.
Jeg stoppede med det samme med at græde. Jeg lå der bare og blev kvalt i mine tårer, der ikke fik lov til at komme ud.

Og jeg var som en levende død der til hver dag gik imellem levende mennesker som jeg ikke kunne sammenligne mig selv med; skabe relationer til.
Det var som om at jeg var bag et skjult glas og bankede desperat på glasset for at blive set og bemærket, men de lydtætte vægge omkring mig slog hver og eneste skrig om hjælp ihjel inden de nåede ud. Til sidst blev jeg ligeglad. Jeg malede glasset med sort maling fordi jeg alligevel ikke ville vide ikke af den verden udenfor. Hvis den ikke var noget for mig, så ville jeg heller ikke prøve at være en del af den.
Nej, jeg ville slet ikke vide af den. Det var ikke noget for mig.

Det der vækkede mig op igen var lægens kølige hænder der rørte min mave og stolens hårde facade som jeg lænede mig op ad som om jeg ville lægge mig til at sove, men jeg lukkede ikke øjnene en eneste gang. Jeg fokuserede blot på lægens øjne bag de store brune briller. Hans blik var intetsigende og jeg kunne se, at han tænkte over noget der omhandlede mig, men jeg kunne ikke læse hans tanker. Han skubbede mig ud af hans hoved hver gang jeg prøvede at komme ind.

Han sagde ikke noget til mig, da han forlod værelset og lod mig vente uvidende på hans kontor.
Min far ventede udenfor. Han var iført jakkesæt for at vise sin bedste side som blot var en løgn, men det var det hele alligevel. Han lod som om han var den bekymrende far som havde taget sin datter til lægen på grund af en uskyldig forkølelse, men den var langt fra uskyldig
.
Forkølelsen var klistrende og ulækker. Lugten af skyld og væmmelse dækkede min krop ind som et varmt tæppe og lod mig forblive derinde som om jeg var en larve i en puppe. Jeg ville gerne vokse mig stor og flyve ud som en smuk sommerfugl, men jeg var blevet frosset inde og kunne ikke finde min vej ud. Mine vinger var blevet visnet for længst. De alle sammen havde glemt mig herinde.

Min mor gemte sit ansigt i sine små hænder mens hun udstød de fortrængte skrig af gråd. Min far nikkede og så alvorlig ud fordi det var en alvorlig situation; hans datter var en luder.

Lægens dømmende blik åd mig op. Han bad min far om at holde det hemmeligt for familiens ære og sige, at det er mine forældres. Lade det opfostre som deres eget og ikke lade nogen vide af det.
Min far nikkede. Rakte hånden frem og tog imod lægens hånd. Han takkede inderligt for lægens hjælp. Fortalte om de hårde tider uden at vide, at de tider ikke var noget i forhold til det, der ventede os.

Min far låste mig inde i skuret som straf for at det blev undfanget. Det var ikke meningen. "Du kan heller ikke gøre andet end at bringe skam over din familie!", skreg han og kastede en potteskjuler efter mig, så det ramte mig i hovedet og gik itu.
Min mor græd inde i skuret; højlydt så det trængte igennem hver en væg selv den mest lydtætte.

"Jeg hader hende! Jeg vil ikke have noget at gøre med hende eller det barn!", græd hun til min far da han trådte ind i køkkenet. "Jeg ved det godt, Ellen, men vi kan ikke gøre andet. Folk vil stille spørgsmål og vi kan ikke risikere noget".
Jeg forstillede mig ham omfavnede min mor kærligt som han aldrig omfavnede mig.
"Hvad skal vi dog stille op?", græd min mor og gemte sit våde ansigt i sine hænder.
Min far stod målløs overfor hende: "Jeg ved det ikke, Ellen, jeg ved det virkelig ikke".

Dagene var lange og mørke i skuret. Selvom jeg ikke kunne se noget, så, så jeg mange ting inde i mit hoved som ikke forsvandt selvom jeg lukkede øjnene. Jeg prøvede at tænke på noget andet. Jeg snakkede mig selv til ro.
Sommetider græd jeg for nu kunne jeg ikke lade som ingenting og være ligeglad; fordi et levende væsen voksede indeni mig og forandrede mit liv for altid. Jeg levede ikke længere for de spildte dage jeg gik imod, men et andet menneskes liv. Jeg kunne ikke engang leve mit eget, så hvordan kunne jeg leve to menneskers liv. Jeg spiste ikke engang, men som barnet voksede og viste tegn, så begyndte jeg at mærke varmen live op indeni mig mens jeg kærtegnede min voksende mave med mine beskidte hænder.

Min far kom ind til mig engang imellem med mad og vand. Mest af alt for barnets skyld for han kunne ikke være mere ligeglad med mig. Han smilede til mig og omfavnede min mave og glædede sig til sit kommende barn.

Jeg trak mig væk, men det afholdte ham ikke fra at putte mig når aftenen kom.

Til tider troede jeg at jeg var ved at blive sindssyg af al den mørke. Jeg begyndte at forstille mig ting. Det voksede indeni mig og det holdte mig i live; Hvad så når barnet var kommet ud til verden? Hvad blev der så af mig? De ville slå mig ihjel, mor og far. De ville slå mig ihjel og jeg ville aldrig overlade min egen baby i hænderne på de mennesker, som havde ødelagt alt for mig. Så jeg handlede i desperation.

Min baby fortjente ikke, at blive født i denne familie. Jeg ville hellere lade barnet forblive som et godt minde i stedet for at lade det dø ud imellem disse mennesker.

Jeg søgte i flyttekasser og i støvede kroge; efter noget spidst. Efter noget, der kunne redde os begge fordi du var en tikkende bombe. Når du først var ude af min favn, så var du ikke længere min.

Jeg fandt noget gammelt strikkegrej i en flyttekasse og huskede på, hvad min far altid fortalte hvad min mor gjorde og jeg gjorde det under risikable omstændigheder.

Jeg kunne ikke se noget i mørket, men jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke det hele og jeg skreg. Jeg skreg fordi jeg kunne mærke hvor meget jeg var ved at miste dig.
Og han hørte mig. Skyndte sig ind og stoppede mig. Han råbte og skreg og for første gang i flere måneder så jeg min mor ved døren. Hun var kommet fordi han havde råbt sådan.
"Lad hende dø", bad hun koldt mens hun stirrede mig ind i øjnene.

Min far nægtede og fik fat i lægen, som skyndte sig ud til os. Han spurgte aldrig til, hvad der var sket eller hvorfor jeg befandt mig i et beskidt skur.
"Jeg gør det igen! Jeg vil ikke have det lever!", skreg jeg og sprættede med benene.
Min læge gav mig en lussing for at få mig til at tie stille. "Har du ingen skam i livet kvinde?".

Jeg skreg endnu højere.
"Jeg gør det igen! Lad min baby være!". Min far holdte mig nede og lægen undersøgte mit underliv.
"Der er ikke sket skade med fosteret umiddelbart. Hun har ikke nået at komme helt op", sagde han.
Min far smilede. "Gudskelov".

Siden den dag holdte han øje med mig. Hver eneste bevægelse jeg lavede blev analyseret.
Jeg blev rykket ind på mit gamle værelse og kunne endelig sige farvel til flere måneders fængsel i skuret omme i baghaven. Min far mente, at de skulle sørge for fostret den sidste tid inden det kom.
"Jeg vil ikke se på hende gående rundt i mit eget hus som en slags hån imod mig!", skreg min mor og farede op fra stolen ved spisebordet.
Hun var blevet gammel at se på. Hun lignede ikke den kvinde hun var for ni måneder siden.
"Jeg forstår ikke, hvorfor du vil beholde barnet! Er det fordi jeg ikke er god nok længere, Claus? Hvad med mig?", skreg min mor og blev rød i hovedet mens tårerne der fór ned ad hendes kinder som afslørede om al hendes frustration og glemte smerte.

Min far havde sat sig ned i stolen overfor hende og åbnede avisen op og læste ligegyldige annoncer mens han stønnede opgivende fordi han ikke kunne svare hende længere. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op.
"Siden vi fik af vide, at hun bar barn har hun været det eneste du har tænkt på! Hvorfor kan du for en gang skyld ikke tænke på andet end dig selv og den forbandede skøge!", skreg min mor og hamrede hånden adskillige gange ned i bordet for at få min fars opmærksomhed.
Han lagde avisen fra sig på bordet og kiggede på hende; "Fordi det er mit barn", sagde han. "Hun bærer mit barn. Du kan jo ikke blive gravid længere efter du prøvede at udføre en abort på dig selv. Du kunne bare lade være, Ellen, så kunne vi have været det lykkelige par, som du længtes efter hver eneste forbandede dag!", råbte min far og hamrede sin hånd ned i spisebordet så hele huset rummede.
Der var stille et øjeblik. Min mor stirrede min far ind i øjnene.
"Dit forbandede svin. Gå ad helvedes til!", skreg hun og kastede et glas efter ham så det gik itu da det ramte væggen.
En dør smækkede og der var atter stilhed.

Den nat fødte jeg min egen datter. Min mor var ikke til stede under hele fødselen; kun min far og vores læge.
Alle var så begejstret for, at barnet endelig kom at de næsten ikke kunne gemme deres glæde.
Jeg følte ingen smerte den nat andet end den skarpe smerte som mine tanker påførte mig. Tankerne om, at jeg ikke kunne redde hende. Nu var hun ikke længere min.
Min far tog hende op i sine arme og kiggede stolt. "Har du tænkt på et navn?", spurgte han.
Jeg blev forskrækket og indså han spurgte mig. Jeg kiggede blot. Det havde jeg.
"Hun skal hedde Anne", sagde han og smilede til lægen. Glemte alt om mig og min mening.
"Hun skal hedde Christine", sagde jeg svagt.
Min far vendte sig imod mig og hans øjne sagde alt. Det bestemte jeg ikke.
Jeg rakte ud efter hende. "Giv mig hende. Vil du ikke nok lade mig få hende?", sagde jeg med en skælvende stemme. Tårerne begyndte allerede at komme.
Min far undveg mit blik og gik ud af rummet.
"Giv mig min baby!", skreg jeg og prøvede at komme op af sengen, men lægen holdte mig nede. "Du har brug for at slappe af. Jeg giver dig noget beroligende så du kan sove".
Jeg kiggede bedende på ham, mens han gav mig en indsprøjtning: "Vil du ikke nok give mig min baby?", hviskede jeg grædende, men han svarede mig aldrig.

Næste morgen følte jeg mig ør i hovedet. Der var gået betændelse i mit underliv, som var blevet værre.
Jeg kæmpede mig op af sengen for at komme ud af værelset og få noget frisk luft. Jeg kunne ikke tænke på andet end at få Christine i mine arme og beskytte hende fra resten af verden.
Jeg nåede slet ikke, at se hendes ansigt før hun blev taget fra mig. Jeg nåede aldrig at sige hej før vi allerede sagde farvel.

Jeg gik med langsomme skridt, mens jeg hørte gulvet der knirkede under mine bare fødder. Min kjole var stadig smurt ind i blod. De havde bare efterladt mig sådan og det gjorde mig endnu mere sikker på, at Christine ikke var sikker hos dem. Hun tilhørte mig.
På et tidspunkt ville de gøre det af med mig og så var Christine efterladt alene for sig selv og stod til en fremtid som jeg havde.

Jeg åbnede døren stille op og kunne høre min far snakke sammen med min mor. Hun ville ikke holde Christine.
"Hun ligner et misfoster", hvæsede hun vredt. Væmmelse var ikke svær at tyde i hendes tonefald.
"Hun ligner dig", sagde min far kortfattet. Prøvede at ignorere min mors fornærmende kommentar.
"Vi skulle have ladet dem dø da vi havde chancen, så ville dødsårsagen være selvforskyldt".
"Hvordan kan du sige sådan noget om din egen datter, Ellen?".
"Hun er ikke min datter. Og det der misfoster ikke er mit barn heller", hvæsede hun.

Jeg gik stille ned ad trappen mens jeg hørte dem snakke. Stemningen var spændt og et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg burde holde mig inde på værelset indtil de sov. Jeg var ikke velkommen her.

"Lægen sagde, at det skyldes nogle gener", undskyldte min far.
"Jeg er fuldstændig ligeglad! Hvad skal jeg sige til naboen? At min mand har gjort min egen datter gravid og hun har givet ham et misfoster af en datter! Du tvinger mig til at gå, Claus, du tvinger mig til at gå!?, skreg hun grædende.
"Hvorhen? Ingen andre ville tage imod sådan en gammel barnløs kælling som dig!", råbte min far og slog sin hånd hårdt ind i væggen så Christine begyndte at græde.
Min mor forblev atter tavs.


Pludselig knirkede et af trinene som jeg betrådte, så min far vendte sig om: "Maria?".
Jeg mærkede panikken vokse og skyndte mig op på mit værelse og lod som om jeg stadig sov.
Jeg lyttede efter fodtrin, men han gik ikke op for at tjekke til mig. Han troede vel bare, at det var det gamle hus, som snakkede.

Og natten faldt på og jeg hørte grammofonen blive tændt og klassikeren blive spillet som i gamle dage. Lige pludselig følte jeg mig helt hjemme. Det var som om jeg bare havde været væk et stykke tid. Nu var jeg mig selv. Intet havde ændret sig.
Det var først, da jeg hørte Christine græde fordi hun blev lagt i seng at jeg vågnede op og huskede på mit andet liv som græd bag de andre vægge.
Og jeg ventede. Tankerne strejfede mig. Jeg vidste ikke mit levende råd. Jeg følte mig magteløs. Hun var ude af mine hænder; ude af min favn. Jeg kunne ikke nå hende.
Men jeg ville fange hende; jeg ville få fat i hende igen.
Dette skulle være det sidste min far ville kunne tage fra mig.

Og da der kom ro over huset, så sneg jeg mig ud. Gik imod soveværelset. Min far var faldet i søvn foran fjernsynet og min mor sad nede i køkkenet og strikkede mens grammofonen spillede lavt.
Jeg gik imod sengen med usikre skridt. Det var først, da jeg så hendes ansigt at jeg vidste besked.
Christine var vanskabt. Hendes ansigt så ikke normalt ud og hun manglede nogle fingre. Alligevel bag det vanskabte ydre så jeg den smukkeste pige. Min babypige.
Og hun sov. Så roligt og stille selvom hun havde svært ved at trække vejret normalt.
Jeg tog hende op i min favn og duftede til hende. Hun duftede så rent; så uskyldigt.
"Du er så smuk", hviskede jeg. "Så smuk".
Og jeg kyssede hende op til flere gange mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Min fars snorken og min mors grammofon forsvandt i baggrunden og der var kun Christine og jeg tilbage.

Jeg satte mig ned i mine forældres seng og betragtede Christine der sov trygt i min favn. I det mindste sov hun, så det ikke ville blive nær så svært.
Hun skulle bare vide, hvor meget jeg elskede hende. Tanken om, at hun skulle opleve det samme som jeg har gjort i mit liv gjorde for ondt til at jeg kunne leve med det.
Så jeg tog hendes pude og lagde den over hendes ansigt. Og jeg holdte den blidt for hun var min lille pige.
Hun begyndte at vågne op og jeg bad til Gud om at hun snart faldt i søvn igen. Jeg kunne høre hende græde, men hun ville en dag forstå.
Hendes små hænder rakte ud efter mine og jeg tog fat i hendes hånd; lod hende vide at mor var ved hendes side og aldrig gav slip. Mor elskede sin dyrbare skat.
Og efter et stykke tid blev hendes lille spinkle krop kold i mine arme og jeg rystede. Jeg turde ikke fjerne puden i frygt for at hun havde øjnene åbne. Jeg ville hellere leve i den tro med, at hun stadig sov.
Og jeg ledte efter hjertebanken, men hendes krop havde givet op.
Fjernede stille puden og så hendes små blå læber. Hendes øjne var lukkede og hun så fredfyldt ud og jeg var atter alene.
Jeg skreg mens tårerne aldrig stoppede. Jeg tog hendes lille krop op til mit ansigt og græd ind i det lyserøde tæppe hun var blevet lagt ind i.
For jeg elskede hende mere end noget andet, men han måtte ikke få hende.

Jeg tog hende ind på mit værelse og skiftede de blodige lagner ud med det smukke blomstrede betræk, der duftede af lavendel.
Jeg slugte mere beroligende medicin end jeg havde brug for, men det var også meningen. Jeg havde gennemtænkt det hele; det her var min sidste chance. Jeg vidste ikke om han ville gøre det af med mig om nogle dage. Uvisheden gjorde mig desperat. Han måtte ikke få hende. Han måtte ikke tage dette fra mig.
Jeg bad om tilgivelse og forståelse fra Gud fordi han var den eneste, der så til mens alt dette skete for mig. Han vidste hvad jeg ville. Og selvom jeg havde mistet min tro for længst, så havde jeg brug for ham den nat.
Så jeg lagde mig roligt ned i min seng med de friske lagner med Christine sovende dybt i min favn.
Jeg puttede os ind i tæpper og dyner så vi aldrig ville fryse, også lukkede jeg endelig mine øjne i, mens jeg tænkte på hvor lykkelig jeg egentlig var over, at hun igen var min.

Min krop faldt søgende ned på det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte, men alligevel frøs jeg. Verden forsvandt for mine øjne og jeg ventede på englene, der skulle føre mig bort; føre mig tilbage til der jeg kom fra.

Jeg blev født i den kolde tid i 1986. Jeg skulle rigtigt have været en abort, men min mor troede på ære og levede derfor på en løgn med at min far døde i Vietnamkrigen og derfor fik hun mig alene blot for at stille sig selv i et bedre lys, men i virkeligheden var min far ikke en soldat, men en barndomskæreste som hun aldrig så igen efter fødselen. Han vidste ikke engang, at hun ventede mig før hun var væk.
Status var en af de vigtigeste fundamenter for at opnå et lykkeligt liv og min mor skabte det på egen hånd. Hele hendes liv var en facade for at narre det der foregik udefra. Jeg vidste ingenting. Jeg forstillede mig altid min far som en tapper person, der døde for vores lands ære. Tit drømte jeg om, at han ville vende tilbage tyve år efter og fortælle mig, at jeg er hans lille pige selvom jeg nærmer mig de enogtyve og jeg er ikke længere et barn.

Min mor fortalte mig løgne om en mand, der ikke eksisterede og jeg lyttede interesseret fordi løgne behager af en eller anden grund mere end sandheden gør.
Sandheden var, at min far blot var en ganske almindelig mand, der ikke vidste at jeg blev til. Han faldt for kvinder, der vidste hvordan man holdte ham fast og manipulerede ham til at tro, at de elskede ham. Ligesom min mor var mester til. Det gjorde hun med alle. Hun løj for alt, hvad der kom hende nær og det er også af den grund, at hun var dømt til at dø som ensom kvinde.

Jeg lignede min mor på mange måder. Jeg havde en ven, der hed Jenny. Hun kom fra et fattigt hjem, hvor moren fødte børn der ikke havde den samme far. Hun skulle oprindeligt være min bedste ven fordi det kaldte hun sig selv, men jeg følte aldrig noget for hende. Måske tillod jeg aldrig mig selv at synes om hende. Måske vidste jeg ikke hvordan.
 Vi legede ude på markerne og jeg var altid helten i legene, men hun var den der altid tabte.
Solen bagte på vores små spinkle kroppe og selvom jeg ikke kunne fordrage Jenny, så legede vi indtil solen stod ned og vi skulle i seng.
Jenny var modsat af mig. Hun er lyshåret og har ærlige blå øjne, mens jeg har mørkt hår som jeg havde en tendens til at klippe kort med en køkkenkniv fordi jeg hellere ville ligne en dreng; for jeg ville være soldat ligesom min far.
Jenny var egentlig en sød pige. Det var nok derfor jeg ikke brød mig om hende. Hendes sødme rådnede op i mine tanker når hun passerede forbi mig, spurgte om jeg ikke ville ud og lege. I virkeligheden lugtede hun langt væk af alt, det som jeg ikke var; alt det som jeg ikke havde.
Selvom jeg havde penge, så var Jenny altid foran mig. Hun havde en far som stadig var i live. Godt nok drak han spandevis af whisky, men han elskede hende. Alkoholen skulle have taget livet af ham, men selv det kunne ikke holde ham fra at forblive for Jenny og hendes familie. Og min far kunne kun kæmpe for vores land, men ikke nok til at komme hjem til min mor og jeg. Troede jeg.
Jenny kaldte mig sin bedste veninde, men alligevel stjal jeg hendes legetøj blot for at opnå en følelse af magt. En følelse af at jeg var bedre.

Min mor præsenterede mig aldrig for mændene der kom og gik ud af vores hus. Sommetider bildte jeg mig selv ind, at hun prøvede at finde en perfekt far til mig. Kun for mig. Jeg ville pakke ham op til jul. Han ville være pakket flot ind i julepapir med stjerner og engle. En flot sløjfe som resultat på den perfekte gave. Perfekte farmand.
Men jeg så dem aldrig igen. Nogen kunne jeg lide andre kunne jeg ikke. Min mor viste aldrig sorg over deres forsvinden. Hun sagde, at hun ikke ventede på nogen mand.
Og alligevel kiggede hun længselsfuldt på hver og en af dem, der trådte ind af døren som om de var den endelige løsning på en perfekt tilstand. Hun narrede dem til at dele seng en nat, men når sollyset brød ind af vinduet blev min mors ydre side afsløret. Hun var ikke længere ung, men blot en kvinde hvor årene nærmede sig hende og hun havde allerede en anden mands barn. Huset var hellere ikke tiltalende. Toilettet lugtede af kloak, men om sommeren kunne man ane syren fordi blomsten voksede udenfor vinduet.

Dog så mødte jeg Johannes som en af de eneste mænd. Han var den mand som viste mig kærtegn som føltes blide imod nøgen hud. Det var en sommerdag, hvor jeg sad ved spisebordet. Han bankede på den beskidte rude overfor mig. Hans smil afslørede hans begyndende rynker. Jeg genkendte ham ikke. Jeg havde aldrig før set ham.
Jeg åbnede vinduet halvt og han spurgte om jeg var min mor. Jeg kiggede på ham. Kunne se længsel i hans øjne efter noget, som jeg ikke havde, men kunne frembringe. Han så glad ud for at se mig og jeg mærkede smigren trænge sig på.
Jeg løj og sagde, at det var jeg. Han måtte have forvekslet min mor og jeg, men jeg lignede hende også på en prik bortset fra, at jeg ejede min fars lille hage.
Han hoppede ind af vinduet og bragte mig eventyr. Vi sagde ikke særlig meget. Vi kiggede heller ikke. En enkelt gang sagde han: "Du er præcis så smuk som dine ord i brevene du skrev".
Jeg smilede og takkede. Jeg har aldrig nogensinde skrevet et brev i mit liv, men hvis det tilfredstillede ham så meget, så kunne jeg sagtens begynde at skrive.
Han tog min hånd og kiggede mig ind i øjnene. "Tænk, at denne dag endelig skulle komme, Stella".
Jeg smilede atter engang. Stella var min mor. Jeg svarede som hun ville. "Ja, men ikke mere snak.... Vi spilder tid på at snakke".
Dermed blev Johannes min første rigtige kærlighed som vi delte iblandt min mors lagner i hendes seng. Han var smuk. Niogtyve år gammel. Og jeg var blot 17.

Men jeg så ham ikke igen efter den eftermiddag. Jeg tog det ikke tungt, sådan var det med alle min mors mænd. I dette tilfælde var han min mand som blot ville blive et tal i blandt de andre der kom med tiden. Dog vil han altid være den allerførste.

Engang efter skole kom jeg hjem til min mor der sad ved spisebordet. Jeg gik over til hende og spurgte, hvad der var galt for jeg kunne mærke det i luften. Det var anspændt og ubehageligt. Den slags stemning kunne min mor bringe. Det var en af hendes skjule talenter.
Hun kiggede op på mig med et hadefuldt blik. Tusindvis af dele af mig blev slået ihjel blot af hendes blik som fortalte alt.
"Jeg hader dig", hvæsede hun. "Jeg hader dig for alle de ting som du har taget fra mig. Først tog du mit liv, min familie. Nu tror du, at du kan tage det mest dyrbare fra mig som mine mænd. Du er ikke andet end en luder som ingen andre kan elske. Ikke engang jeg, din egen mor, kan elske dig! Du spiser min mad, sover under mit tag og dette er hvad, jeg får tilbage. Jeg har ofret alt for dig og alligevel vælger du at smide alt det væk blot for en mand. Din luder, ingen vil elske sådan en forræderisk løgner!", skreg hun og spyttede på mig som jeg var skrald.
Hun kiggede på mig med væmmelse. Hendes skrig var rystende og med det så jeg for første gang min mor græde. Tårerne var næsten malet røde som blod da de trillede ned ad hendes tårer. Hendes øjne var forgrædt. Hendes hjerte var knust og jeg var årsagen uden jeg anede det var muligt.
Jeg knuste den mest urørelige kvinde i verden. Jeg knuste min egen mor.

Johannes havde været i fængsel og min mor og ham havde skrevet i få år. De havde glædet sig til at mødes. Jeg læste alle deres breve. Mærkede deres kærlighed og længsel igennem få ord. De sluttede altid brevet af med de antal dage der var tilbage indtil Johannes var en fri mand.
Og de havde kun set hinanden en enkelt gang, men alligevel kunne Johannes ikke se, at jeg ikke var min mor. Måske var det fordi det var så mange år siden sidst de sås.

Jeg var jo bare hendes datter, men det er jo klart. Hun fortalte aldrig om mig på den måde. I hendes breve eksisterede jeg ikke. Alt hun skrev i brevene om hende selv var løgne for at fremstille sig selv bedre dog indrømmede hun, at hun blev gravid som ung og blev udstødt af familien. Min far kendte hun ikke til længere, men han skulle have været hendes eneste kærlighed. Hun valgte at rejse væk i stedet for at blive med ham. Han måtte ikke vide, at jeg var til fordi hun var ikke parat til at leve et liv i fangeskab med en mand. Hun ville ud og leve livet, skrev hun.

Hun ville heller ikke spilde tiden, men hun fødte mig stadig fordi hun havde ære som den kvinde hun var. Hun bandt sin mave stramt ind i klude for at skjule sin graviditet så længe hun kunne fordi hun vidste hvordan det så ud med en ung ugift kvinde, der venter et barn alene. Luder.
Hun fødte mig, en ganske rask pige var jeg. Hun skrev i brevet til Johannes at hun overvejede mange gange, at efterlade mig på et dørtrin og håbe, at jeg kom til en god familie blot fordi hun ikke kunne leve et liv i fangenskab. Hun nævnte hele tiden hun ikke ville være bundet til andre mennesker, hun ikke ønskede at dele sit liv med.
Så i virkeligheden ønskede hun ikke at være i nærheden af mig.

Hun fortalte hun tit overvejede at drukne mig i en pose, som man gjorde med hjemløse killinger.
Til allersidst fortalte hun skylden hun måtte igennem. Den uvise kærlighed til livet som hun måtte se bort fra. Dog sagde hun, at hun bortadopterede mig væk, men hun håbede inderligt på, at Johannes ville tilgive hende for hendes synder og måske en dag lade hende bære hans barn. For hun var trods alt en kvinde med ære.
Det gjorde ondt at læse brevet, især fordi hun løj om bortadoptionen. Hun skaffede sig aldrig af med mig. Jeg ved ikke hvorfor, når hun åbenlyst hadede mig.
Jeg mindede hende om et liv, som hun ikke kunne få fordi jeg var der; fordi jeg eksisterede.
Jeg vidste ikke hvad hun havde tænkt sig, hvis Johannes endelig kom hjem og så mig. Ville hun sige jeg blot var en hjemløs hun tilbød husly for natten og derefter smide mig ud tidligt om morgenen så jeg ikke ødelagde hendes liv mere end jeg allerede har gjort?

Sommetider troede jeg ikke, at det gik op for hende, at det var et rigtigt menneske hun skrev til. Nogen gange var det tilfredsstillende ikke at stå til ansvar for et menneske med behov, men bare læse de smirgende ord og svare tilbage når hun havde lyst. Sommetider troede jeg ikke hun havde lyst til Johannes. Hun havde lyst til en, der ikke var menneskelig. En, som blot levede for at tilfredsstille hende og uden at forvente noget tilbage.
Derfor forsvandt alle mændene altid efter lidt tid. De var jo levende. Derfor hadede hun mig, fordi jeg ønskede hende så forfærdeligt meget.
Og selv efter jeg læste brevene gik jeg ned til hende og sagde, at jeg elskede hende som intet var hændt, men hun sad stadig ved spisebordet med forgrædte øjne og opsvumlende kinder.
"Gør mig en tjeneste og forsvind ud af mit liv", bad hun mig uden at kigge mig ind i øjnene.
Jeg satte vand over til te. "Sikke et dejligt sommervejr vi har i dag, mor", sagde jeg monotont mens jeg stirrede ud ad vinduet.
Hun svarede mig aldrig tilbage. Det stod næsten i kortene, at det var sidste gang vi skulle have en samtale sammen.
Min mor tog sit eget liv den nat. Hun blev fundet i seng, alene, uden udtryk i sit ansigt. I sit afskedsbrev stod der ikke engang farvel blot "Tak for ingenting".

Jenny hørte om min mor fordi vi levede i en lille by. Hun kom og bankede på døren i flere dage efter. Jeg åbnede aldrig op. Jeg lod som om jeg ikke var hjemme, men hun vidste godt, at jeg var der og lyttede.
Hun kaldte på mig og sagde, at hun lovede at alting nok skulle ordne sig. Hun var jo trods alt min bedste veninde og hun ville være der for mig, men hun kendte mig knapt nok. Derfor sagde jeg ikke farvel til hende da jeg drog afsted næste morgen fordi hun betød ikke noget for mig. Hun var allerede et minde væk.

Jeg søgte efter min rigtige far. Jeg havde hans navn, men ikke  nogen adresse. Når jeg gik på landevejen imod mit nye hjem, så sang jeg sange om min far og jeg. "John han elsker mig, fordi jeg er hans lille pige. John han er min far; han valgte mig".
Jeg forstillede mig John for mine øjne. Hvordan han ville se ud i ansigtet, når han så mig når jeg bankede på hans dør. Hans lille hage ville dirre og glædestårerne ville strømme ud af hans øjne.
Hans arme åbner sig for mig og et nyt hjem med kærlighed vil blive til for mig. Jeg ville løbe ind i hans arme og fortælle ham, at jeg har rejst langvejs blot for at dufte duften af ham.

Igennem flere ugers søgen, hvor jeg levede på forskellige moteller, hos forskellige mænd og sov på bænke i alt slags vejr så fandt jeg ham.
Det var på grund af denne her fyr som jeg mødte, der hed Carl. Vi mødtes tilfældigt på en bar og han var rigtig rar. En smule sjusket og fuld, men rarere end andre for han gav gode drikkepenge. Han gjorde det i den tro, at jeg var prosititueret, men jeg tog det ikke personligt. Blev rigtig glad for Carl i den korte tid vi tilbragte sammen.
Han levede i en lille lejlighed. Han tog antidepressive piller, fordi dem fandt jeg ude på hans badeværelse da jeg skulle tisse. Han sad inde i stuen og mumlede for sig selv.
Desværre tog han det personligt, da jeg gav ham en overdosis blandet op i en drink blot for at kunne tage hans penge og gå.
Jeg skrev i det mindste et brev til hans nærmeste, når de fandt ham: "Tak for alt. Farvel, hilsen Carl".
De ville takke mig, hvis de vidste, at det var mig. Jeg tog mig meget tit af dem, der blev forsømt af andre. Og nu når Carl havde været så sød, så ville jeg godt gøre ham en sidste tjeneste at skrive brevet fra ham. Det var sådan alle almindelige mennesker gjorde for hinanden.

Jeg gik over til en telefonboks og bladrede igennem telefonbogen mens jeg brugte alle mine småpenge fra Carl til at ringe John op. Nogle vidste jeg med det samme ikke var min far fordi de lød hostende, næsten døende som en alkoholiker var sin sidste tid i møde. Jeg vidste jo min far var en helt, ikke soldat, men en vaskeægte helt.
Jeg udgav mig for, at være Stella. Det var den eneste måde, at jeg vidste, at han kunne genkende mig på og den eneste måde jeg vidste jeg kunne finde ham.

Og lige pludselig skete det; "Stella? Stella Morena? Hvor har du været?", sagde han hæst og fik kaffen galt i halsen. Forskrækket blev han, men også jeg.
Mit hjerte stoppede. "Tyve år senere og så ringer du? Synes du ikke selv, det er lidt for sent?", spurgte han.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige som undskyldning fordi jeg ikke var hurtigere til at finde ham. Jeg havde stadig ikke forstået, at jeg stod og snakkede med min far. Kun afstanden afholdte mig fra at dufte ham. Blive omfavnet i hans arme.
Pludselig brød han ud i latter, "Hvor er det dejligt, at høre fra dig, Stella. Skal vi mødes og snakke om gamle dage?".
Jeg nikkede og han fortalte mig hans adresse fordi jeg ville hellere hjem til ham end at invitere ham hjem til mig for midlertidigt havde jeg ikke noget hjem.

Da jeg mødte op foran hans dør og ringede på var mine hænder svedige mens mit hjerte bankede. Det var præcis som min fantasi. Han boede i et gult hus. Han vandede aldrig sine blomster, så de var ved at dø ud. Han var ugift og havde et middelklasse job.
Han åbnede døren og så på mig med forbløffede øjne. "Hvem er du?", spurgte han overrasket.
"Rose", sagde jeg og rakte min hånd frem som hilsen. "Din datter".
Han kiggede blot på mig. Tog ikke imod min gestus. Han virkede bare skræmt. Ikke glad.
"Jeg ved ikke, hvad du snakker om, men jeg har ikke nogen børn", sagde han og prøvede at smække døren i, men jeg stoppede ham. Fortalte ham om min mor for at overbevise ham.
Han lyttede og hans øjne afslørede sorg da jeg fortalte om brevene, Johannes og min mors død. Han var målløs, men jeg forstod ham godt. Jeg var også glad for at se ham.
Jeg smilede til  ham og kiggede afventende for at få krammet som ventede i hans arme, men han åbnede dem aldrig.
"Jeg ved ikke, hvem du er eller hvem Stella er længere. Jeg ved ikke noget som helst. Jeg er en gammel mand som bare passer mig selv og jeg har ikke lyst til at være en del af det her", undskyldte han og kiggede ned i jorden.
"Men jeg er din datter", sagde jeg anklagende og rakte armene ud. Længselsfuldt.
"Nej, beklager. Du er ikke min datter. Jeg vil gerne bede dig om at gå. Tak". Og med det smækkede han døren i og efterlod mig tom indeni.
Jeg blev siddende udenfor hans dør i flere timer kun fordi jeg ikke vidste hvor mit rigtige hjem var. Troede jo det var her jeg hørte til, men ikke længere. Det blev taget fra mig og jeg havde ingen anelse om hvorhen jeg nu skulle gå.

Jeg boede på adskillige moteller indtil jeg fandt et der kunne lade mig bo i længere tid. Huslejen var rimelig, men værelset var også faldefærdigt.
Jeg var ensom, men det var heller ikke mærkeligt da jeg tit var alene. Kun minderne besøgte mig på motellet hvor jeg opholdte mig. 
Senere fandt jeg ud af, at jeg ventede mig et barn. Jeg var flere uger henne, mere end at jeg bare kunne gå tilbage og fjerne det. Jeg var fanget med noget, der voksede sig større indeni mig.
Jeg følte en smule væmmelse, da jeg så barnet blive vist på skærmen. Sygeplejersken smilede og fortalte mig, at det var en dreng. For mig var han ikke et menneske. Blot en klump på en skærm, men alligevel når han bevægede sig inde i mig spredte en ukendt varme sig i min krop som om jeg blev overvældet af noget, som jeg ikke kendte til. Senere fandt jeg ud af, at det var kærlighed.

Jeg vidste udmærket godt, at Johannes var faren, men jeg ville ikke kontakte ham. Dog ville jeg lade min søn af vide, hvem Johannes var. Jeg ville aldrig fortælle en løgn fordi min søn var det mest ægte, der var skabt af mig. Jeg ville aldrig ødelægge ham på den måde. Han var ren. Fortjente det bedste.

Men alligevel kunne jeg ikke vise mig frem til offentligheden. Jeg bandt maven ind, så jeg kunne arbejde som rengøringsdame. Ingen kendte til mig og jeg udgav mig for andet end jeg var.
Jeg mødte mænd som ville have mig, men forsvandt næste morgen. Jeg lå altid tilbage i sengen med min ufødte søn, der sov trygt inde i min mave.
Forårets brise kom ind ad vinduet og jeg indså, at det var en fantastisk sommerdag. Jeg tænkte på min mor. Mon om hun ikke ville synes det samme?

For de penge jeg kunne få ud af mine deltidsjob og mænd på sidelinjen betalte jeg for legetøj til mit barn. Jeg gik aldrig rundt med en fornemmelse på, at jeg skulle give ham et navn fordi det ville gøre ham menneskelig og virkelig.
Det var rart i det øjeblik, at han blot var et minde. Ikke noget, der krævede noget fra mig andet end jeg skal klare mig selv.
Jeg kunne stadig leve mit liv og det gjorde jeg. Jeg mødte mange mennesker, både tragiske og sjove tilfælde.
Men jeg mødte bare aldrig en, der fik mig til at indse, at jeg var god nok. Jeg lå altid i sengen næste morgen med en følelse af fiasko.

Sommetider trak jeg ikke gardinerne for, fordi jeg kunne ikke se en mening med mig selv.
Med mit liv. Med min eksistens. I et kort øjeblik ønskede jeg, at hoppe ud for en høj bygning, men min søn afholdte mig fra det. Han fortjente en chance ligeså vel som alle andre.
Jeg elskede ham til allersidst i graviditeten, men allerhøjst da jeg fik ham i min favn. Han var virkelig; så fantastisk levende.
Han havde sin morfars lille hage og mine brune øjne. Jeg elskede ham højere end noget andet. Jeg kunne stirre på ham i flere timer uden at stoppe. Jeg kunne kærtegne hele hans perfekte krop uden at blive træt af det. Han gav mig en perfekt tilstand. Han gjorde mit liv fuldendt, men inderst inde gjorde det for ondt til at jeg kunne nyde øjeblikket for jeg kunne ikke give ham det som han fortjente; det som han havde brug for.

Men jeg prøvede i det mindste. Han fik sit eget værelse, men jeg elskede ham for højt til at blive ved. Derfor tog jeg derhen hvor jeg vidste der altid var kærlighed. Langt væk fra der, hvor jeg levede. Markerne var stadig det samme. Det var kun mit gamle hus, som var forandret af den nye familie som var flyttet ind efter min forsvinden.
Jeg gik med rystende ben imod det blå hus. Jeg kunne allerede mærke hende som jeg bevægede mig derhen. Hendes sødme dufteded af kamiliete; af blide kærtegn. Jeg lod det ikke dø ud denne gang, fordi jeg turde lade det forblive indeni mig.

Jeg bankede på døren, men forsvandt hurtigt igen.. Jenny åbnede døren og kiggede ned på min søn. Intet havde ændret sig. Hun var blot blevet smukkere med årene og hendes lyse hår var blevet længere.
Hun tog ham op i sin favn og jeg kunne se det var, der han hørte til. Jeg vendte mig om og så ikke tilbage. For der var ikke mere jeg kunne gøre.

For engang skyld måtte jeg lade være med at tænke på mig selv, så jeg gik i god tro om at Jenny ville passe på ham med hendes kærlighed. Hvis han blev hos mig, ville han ende som mig. Jeg gav ham en ny familie. En ny start ligesom jeg også burde have fået fra min mor, men aldrig fik, så jeg vidste betydningen af det.

Motellet var bare så koldt under mine fødder. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til. Hvem jeg skulle fortælle mine synder til. Jeg følte mig alene atter igen. Ikke engang min søn kunne få mig til at blive god igen.

Jeg skreg og kastede med tingene. Smadrede glas og tallerkner, mens jeg skreg af smerte.
Tænkte på mor. Tænkte på alle disse ting, som jeg kunne have fået, men som jeg aldrig fik blot fordi det ikke er mit.
Jeg så altid på menneskerne der gik forbi og havde det hele. Kærligheden levede jo i deres øjne. De viste mig al den kærlighed, som jeg ikke fik. Det var det rene tortur. Jeg ved ikke, hvad de bildte sig ind.
Og derfor tog jeg ikke nogen mand med hjem den aften, fordi jeg ville prøve at ligge i sengen alene. Et eller andet sted måtte jeg høre til ellers ville jeg ikke være til, så jeg valgte at sluge pillerne, mens jeg lå i de beskidte lagner der lugtede af hundredvis af mænd som jeg allerede havde glemt.

I virkeligheden var det ikke så smertefuldt. Jeg var helt fredfuldt mens jeg lå der og så alting forsvinde for øjnene af mig.  
Det eneste jeg huskede var, at jeg rejste mig op fra sengen fordi jeg ville ikke dø det samme sted som min mor. Ikke alene i beskidte lagener der fortalte alt om mig og mit liv.
Jeg gik ind i vægge, men jeg slog mig aldrig. Jeg mærkede ikke til noget som helst. Jeg gik videre ud til hans værelse, men nåede aldrig frem før min krop faldt og mit hoved mødte det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte og rystede, men alligevel frøs jeg. Det var som om mit liv kom til en helhed. Jeg så aldrig englene, men jeg så ham for mig, mens jeg tænkte tilbage på alle vores få minder vi havde som alligevel var de bedste minder i mit liv. Nu blot et minde væk, men alligevel var det rart at tænke på.
Jeg ville aldrig glemme, hvor smertefuldt det var at skrive det brev til Jenny, men min søn fortjente et rigtigt farvel. At vide hvor han kom fra og hvorfor han blev efterladt. Jeg efterlod ham hos en familie af varme og kærlighed. Som kan overleve uden penge og stadige være rige. Jeg ville have han skulle leve et godt liv, hvor han fik lov til at være sig selv. Hvor han fik lært, hvordan kærlighed føltes som.

Og jeg afsluttede brevet som et farvel til Jenny: "....Hans navn er Andrew som en engel. Pas på ham mens jeg er væk. Tak for dit venskab. Hilsen, Rose".
Gulvet forsvandt under min krop og jeg smilede inderst inde, mens billedet af Andrew viste sig for mig. Jeg fik endelig fred i blandt englene for jeg var ikke længere til. Jeg drog tilbage hvor jeg kom fra; jeg tog hjem.....

Jeg fandt dig efter hundrede år og du lever stadig
Du lå blandt efterladte legemesdele mens du smilede fordi alt var glemt
Din krop var adskilt fra hinanden, men du lever stadig videre
Efter hundrede år består du stadig
Og jeg husker dig blot for de gange du ommøblerede dine tanker, dine egne organer
Du ønskede et helt andet image så ingen kunne se igennem
Du var en yderst mærkelig mand
Måske er jeg ikke den eneste, der fandt dig her i forglemmelsen
Der du er, liggnede hjælpeløs uden din egen stemme
De andre lod bare som ingenting og gik
Efter hundrede år og du er stadig alene
Dog med det perfekte ansigt med ingen tanker til at forhindre tiden
Desværre kunne din krop ikke følge med forandringen der var så ekstrem
Så hektisk, aldrig virkeligt, blot bestående af plastic og tape
Du fortalte dig selv løgne om at leve for evigt mens du nød kokainen og de smukke kvinder
Men du fandt altid dig selv næste morgen i en død krop ved siden af din bedste ven, som ikke kunne bevæge dig
Alting var glemt fra aftenen før
Du blev liggnede i beskidte lagner og oceaner af tab fra et tidligere liv
Et liv hvor du kunne forblive
Du hadede tiden og hvordan den fik dig til at glemme
Lige så meget hadede du når kaffen blev kold fordi du glemte at drikke den
Du fortabte dig i dine tanker, men kom aldrig til en afslutning
Du troede oprigtigt på at du skulle blive noget sort
Derfor nåede du aldrig til at elske en rigtig kvinde der var i live fordi du havde travlt med at opfinde væsener, som kun fandtes i din fantasi
En dag vil verden gå under og opstå på ny, fortalte du mig, og du ville stadig være dig, bare i en smukkere krop
Lægerne sagde mange led af samme lidelse, du var ikke et enkelt sørgeligt tilfælde
Men alligevel følte du dig alene
Selv når de sagde, der var håb forude
Men der var altid en chance for det ikke ville ske, altid en chance for du ville sove ind

Din krop var din Judas
og alligevel din eneste bedste ven som altid ville følge dig igennem livet mange tåger
Men stadig kunne ingen dele dine tanker
De var for abstrakte, ikke livlige fordi ingen kunne leve i sådan en perfekt tilstand uden at falde sammen af iltmangel
Du har taget mål af kvindens tajle, vendt hendes ansigt indad, ladet spørgsmålene blive besvaret til sidst
Du gjorde hende umenneskelig fordi du ønsker dig hende smuk med en smuk, der er syet sammen fordi du ønsker ikke at høre hendes ord eller meninger. Du har andre ting at beskæftige dig med her i livet
Du elskede allermest hende store øjenvipper der skjulte hendes øjnes dybe hemmelighed
Hun skulle føde dit barn - du ville gerne være far, men du fandt hende aldrig
Du fik aldrig lov til at holde din søn i dine arme
Kvinderne levede ikke op til dine krav

Når du var fuld fortalte du tit, at dine dage var talte
I virkeligheden vidste du jo godt, at du aldrig ville blive far og når sygdommen invaderede din krop fuldstændig ville du blot forsvinde væk og blive ubetydelig for verden
Glemt imellem alle de andre døde
Det er først nu jeg forstår, at du ikke ønskede andre end dig selv
En rigtig bedste ven, en krop der kunne passe på sig selv
Du ønskede et liv der var smertefrit
En kvinde med et helbred til at bære dit barn uden at give din sygdom videre
Dit blod var som gift, der flød igennem dine årer, gjorde dig ustabil
Ufattelig ulykkelig
Og når dagene var svare at komme igennem, lod du som ingenting
Mens du fortærede dig selv
Du skabte dit eget paradis med din fantasi
Hvor du var fri,
Hvor Judas aldrig ville kunne komme igennem
Du ville leve for evigt i den perfekte statue af dig selv
Husket for det bedste, aldrig vil du begå fejltagelser igen
Alle skal huske dig for det smukke menneske du er
Og sådan blev du en gang for alle perfekt i andres øjne
Du kom bag kulisserne og afslørede din dybe hemmelighed
Nu ved de alle sammen, hvem du er
Hvorfor du måske en dag ikke vil være her længere
Og efter hundrede år finder jeg dig
Liggende i en død krop, lykkelig indeni, men kun på grund af din krops forglemmelse

Du ville selv bestemme, du ønskede en perfekt tilstand
Den perfekte krop, det perfekte liv der forblev smertefrit
Du har ingen anelse om, at du tænkte dig selv til en afslutning
Du ønskede selv, hvornår du skulle sige farvel.... også hundrede år efter

Det her er min endestation
I min krop, i min by
Lygtepælene får byen til at skinne op i mørket efter en regnfuld aften
Du er bleg i ansigtet mens dit hjerte stadig pumper blod ud af de åbne sår du aldrig dækker til
Måske skulle du have brugt tiden bedre til at lære mig af kende når lyset bliver slukket, måske skulle du have gjort det nemmere for mig at gå
Men jeg bebrejder dig ikke, ej savner jeg livet der hører til din person eller de omgivelser jeg befandt mig i når jeg var nær dig
For glitteret ville på et tidspunkt møde tyngdekraften og falde ned til jorden igen
Lyset vil blive slukket
Alle kærlighedshistorier har en endestation - et slutkapitel når det bliver atter morgen
Et tidspunkt hvor man får nok af anstrengelserne
Dagene der går  til spilde på at leve på grædende hjerte som vi fordrer med sandpapir indtil venerne bliver tømt og slidt op - simpelthen bare dør ud
Der er ikke noget næring i dine ord, ej heller ikke i dine øjne
Det her er endestationen
Det her er min forfaldne by, min støvede lejlighed med ulæste bøger af en ukendt forfatter
Du tømmer mit hjem for alt godt og efterlader mig med så meget had og sorg
Ligesom dengang hvor jeg blot levede på en madras - du efterlader mig altid når jeg allermest har brug for en ven
Det her er endestationen for jeg har fået nok
Min krop er nøgen og nedbrudt af alle disse år hvor jeg har levet på dine ord som jeg til sidst har fundet ud af består af intet indhold.
Du fik mig altid til at flyve på de mest visne vinger fordi du fik mig til at tro, men jeg fandt altid ned til jordenigen næste morgen
Måske skulle du have brugt mig som en ven der levede med tiden, måske skulle du have indset at jeg ikke lever for evigt
Jeg kan ikke leve på linje sammen med de andre kvinder der knapt nok eksisterer.
Jeg består af tiden - forældes for hvert sekund og forsvinder ligeså stille som årene sniger sig ind på mig
Du har dog ikke knust mit hjerte fordi det banker stadig i bunken af det spildte glitter der stadig søger bunden af alt dette rod
Du er et rod, et rigtigt stort rod og jeg vil ikke være tilbage for at rydde op efter dig
Så dette er endestationen - mit endelige farvel selvom du aldrig vil se det fordi jeg ved aldrig hvornår du vender tilbage
Men jeg bebrejder dig ikke, ej vil jeg savne dette fordi jeg kender dig
Det her er bare sådan du er, men jeg kan ikke gøre for at jeg altid vil hade dig for den måde du fik mig til at elske dig
Men jeg hader dig endnu mere fordi det er blot et spørgsmål om tid før du vender tilbage for at få mig til at tilgive dig atter igen....
Og du kender mig - du ved at jeg ikke bebrejder dig....
Trods for lidelserne vi gik igennem de sidste par år hvor du burde være min ven, men efterlod mig nøgen på en muggen madres
Måske en dag hvor tiden er med mig - med os - vil vi finde hinandens endestationer og give slip fordi vi lever begge i forskellige dimensioner
Du er langt foran mig, mens jeg sakker bagud
Man skal være blind for ikke at kunne se at vores historier er dømt til at dø ud - de er knapt nok virkelige, blot ord.....
Måske vil tiden hele mig nok til at glemme selve smerten som gennemborer hver en knogle der skulle fastholde min struktur
Det er blot et spørgsmål om tid før jeg starter forfra for du er trods alt min ven....

Du gemmer på hemmeligheden som du forglemmer.... Som du i virkeligheden hader. Det er de små tegn, der får dig til at frygte atter et besøg i nat. En enkel nat og du lå søvnløs siden da. Årene er gået og udefra ligner du en voksen kvinde, men indeni dig sidder der stadig en 8-årig pige. Forskræmt. Du kalder på far. Dine evige bønner blev aldrig hørt. Måske fordi du ikke skriger højt nok, men sandheden gør dig flov. Du skjuler den smerte han påførte dig den kolde januar nat, hvor du blot ville sove ind.

Du vil helst forsvinde fra verden. Beskedent og uden nogen lægger mærke til det Der er ikke noget tilbage for dig. Dette er ikke et hjem. Du hører ikke til nogen steder.
Du vil bare gerne væk, fortæller du mig, fra alle disse mennesker, der efterhånden har lukket øjnene. Dine mærker på din krop efter hans hårde greb, fortæller din byrde. Din baby.

Pludselig blev du koldere end natten og sneen, der smeltede udenfor dit vindue lige så stille morgenen efter.
Pludselig følte du ikke nær så meget som da han trådte ind på værelset. Han tændte ikke lyset. Han lod det hele forblive mørkt. Alligevel formåede han altid at gøre det mørkere da han gik end da han kom.
Du blev liggende stiv som et lig. Du har ingenting at sige. Måske fordi ingen lytter. Du bliver bare ved med at sige.... "Lad være, lad være, lad være, lad mig være....". Men han blev ved med at skade dig også selv når du stoppede med at græde. Du vidste udmærket godt at han elskede dig. Du er hans et og alt. Hans baby.

Du bærer på en løgn du fik foræret: En løgn som du med tiden selv skulle gennemleve. Du var født som et barn der skulle opleve livets mange sider og det gjorde du som alle andre, men bare ikke det folk havde forudset. Ej heller ikke mor.

Lad mig røre dig, fordi jeg gør dig ikke ondt. Lad mig vise dig, hvordan det føles at blive beundret for den man er. En dag så vil du blive fri.... En dag vil du flyve selv med de mest visne vinger.
Normalt er kærtegn dig en trussel. Et værktøj for at få dig til at bukke under.
Men sandheden kan vaske dine synder af. Al den historie som du ikke lader nogen høre. Selv under hans besøg græder du lydløst. Du forstiller dig din mor og hendes blide hænder der kærtegner dit ansigt. Altid kunne hun få dig til at falde til ro og få det bedre. Især når du følte dig alene. Når du lyttede til liv bag væggene.
Der er alligevel ingen bag væggen. Ingen der kan gribe ind. Kun et hjemsøgt spøgelse der er for lammet til at kunne reagere fordi hun ved godt, at det går værst udover hende selv selvom hun burde ofre sig for at du har det godt. Du er hendes baby.

I det øjeblik er det blot ham og dig og selvom du har følt dit liv var slut alle de gange det foregik, så er du her endnu. Kærlighed er ikke ondt. Du har aldrig mærket til kærlighed. Ikke engang fra ham. Ham, der skulle være din tryghed. Dit blod og kød.
I stedet ødelægger han dig. En dag skænker du ham barn. Han gemmer dig væk fra mennesker, der vil dig. Folk blander sig. Folk forstår ikke. Det er din baby.
Du får ikke lov til at se, hvor smuk du egentlig er. Du forbliver gemt væk sammen med dine tanker. Alene med hans hemmeligheder.
Han besøger dig når mørket trænger sig på. Forlader dig morgen efter med kaoset tilbage som din eneste ven.

"Det er uretfærdigt", græder du ud i mørket, mens jeg lytter. Du tager chancen og lukker en smule op. Kun en smule. Verden er fuld af uretfærdighed og egoisme. Det, der blev taget fra dig, kommer ikke igen....
Du er ikke et dårligt menneske fordi dette skete for dig selvom du tror det. Det skete fordi mor ikke ville lytte. Fordi hun havde prøvet det tusindvis af gange selv. Det skete fordi han drak og lod fremmede sider af sig selv besøge dig midt om natten uden han kunne anger næste morgen. Det var jo i virkeligheden ikke ham selv undskyldte han.

Det er disse øjeblikke hvor du indser du kan se frem i tiden hvis du ikke handler og jeg vil gerne redde dig; jeg vil gerne vise dig respekt og kærlighed som du aldrig har mødt på din vej. Måske en dag vil du genopstå som ny med mod på livet og det der følger med. Lige nu er du en skikkelse af den person jeg engang kendte og holdte af, men du skal nok komme tilbage fordi jeg har ikke glemt hvem du er, selvom du selv har. Selvom du siger der ikke er noget at redde så tager du fejl. Lad mig løsrive dig fra fængslet du lever i for du er ligeså meget værd som os andre. Du er ligeså ren og smuk som os andre hvis ikke mere.

Husene står på rækkevis, mens roserne vokser nedad i Jillians forsømte have
Ikke fordi jeg går op i sådan nogle ting - normalt lægger jeg knapt nok mærke til
Men det forekom mig at Jillian var min eneste rigtige ven, da jeg mærkede hvordan grusvejen gjorde ondt under mine bare fødder - det var netop som at danse på bløde glasskår
Det får mig til at tænke på at Jillian levede for sorgerne og det, der fik hende til at komme over dem igen.
Jillian kom fra en lille landsby hvor ulige opstod uden at det blev set bort fra.
Jillian prøvede på et tidspunkt at bruge sine hænder i stedet for at se, blot for at bevise at det var muligt.

Hun prøvede på at bevise, at hendes øjne ikke bragte noget godt til sidst
Og folk mente at Jillian var sindssyg. De mente hun hørte til bag en spændetrøje der kunne holde hende i ro og beskyttet fra de grove grusveje der skar under hendes fødder som glasskår
Hvis hun fik lov ville hun sikkert sove nøgen på grusvejen og bade sig i smertens spor for Jillian mente, at smerte var overvurderet - smerte er i virkeligheden en illusion, sagde hun, som du skaber igennem din barndom.
Men Jillian har aldrig været barn - Hun har aldrig prøvet at være voksen.

Engang prikkede hun øjnene ud på sig selv blot for at chokere
Nu siger folk ikke godmorgen til hende mere fordi Jillian er anderledes.
De ser på hende med chokerende blikke uden hun opdager det
Jillian fortsætter blot ned ad grusvejen som intet er hændt
Hun kan ingenting se, blot mærke

Det der rører Jillian allermest er solen som skinner på hendes krop
Og englene der kun eksistere i hendes hoved, men alligevel daler ned fra himlen for at omfavne hende når hun har brug for en ven
Hun rækker ud med hænderne og mærker absolut ingenting. For luft er ingenting, blot et materiale der holder os i live.
Så længe Jillian mærker vinden mellem sine tynde fingre vidste hun med sikkerhed
Hvad hun ved har jeg ingen anelse om fordi Jillian er anderledes - hendes tankemønstre et mysterium

Og jeg stirrer forbløffet på hende, men Jillian går forbi mig som jeg var luft
Hun danser videre ned ad grusvejen på sine bare fødder - forbi husene der står rækkevis for at leve i sit lille telt som hun kaldte for sit hjem.

 

 

Ensomheden trænger sig ind på mig og jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg vil ikke have selskab, men mine tanker strækker sig til uendeligheder. Sommetider ved jeg ikke hvor meget værd det er at blive ved. Lige nu er det bare for hårdt at forblive i live.... Jeg vil bare falde hen og sove. Dybt. Jeg vil gerne lykkes. Jeg vil gerne lykkes.... Det er derfor jeg har kæmpet så hårdt og nu står jeg her.... på vej imod det jeg gerne vil opnå med min egen lejlighed med masser af planter som jeg tit har beskrevet i mine tekster.... Jeg lever for mig selv uden nogen som helst diktatur. Jeg er mig selv. Jeg lever for mig selv. Det eneste der ikke helt er skiftet ud er rødvinen.... den søde terra og mine drømme om at kunne blive til mere end det her. Jeg forventer ikke det helt store. Jeg forventer blot at blive noget som jeg kan stå inde for som mine tekster. Jeg vil gerne have dem ud.
Og nu når jeg sidder her og tænker tilbage for blot et år siden har jeg rykket mig meget og jeg vil ikke blive følelsesladet, men det er svært. For blot 2 år siden troede jeg ikke, at jeg ville være her. For 4 år siden troede jeg at jeg ville dø inden jeg blev 18. Da jeg var syv ønskede jeg at sidde i denne lejlighed..... så fortæl mig, at alting ordner sig.... fortæl mig at jeg faktisk godt kan finde ud af noget og det var bare et bump på vejen.... hele min barndom og ungdom var bare et bump på vejen.... det her er den glatte nylagte asfalt..... Det her er mit nye liv..... Jeg er på vej..... tro på mig.

Jeg har været så alene at jeg begyndte at skabe mine egne venner. Sommetider når jeg græd allermest så snakkede en stemme i mit hoved berolignede til mig og jeg svarede hver gang.
Tanken om en ven, der forstod mig og kunne gå igennem det her med mig, var en lettelse fordi jeg har aldrig været god til at være alene.
I virkeligheden var der slet ikke nogen omkring mig og jeg mistede mere min sans for virkeligheden og gled mere over i min underbevidsthed. Sommetider var det nemmest. Andre gange gjorde det blot min situation værre.

Jeg har ikke mistet nogle mennesker, som jeg har elsket, ved døden og jeg er ikke fyldt op med kærlighedssorger. Jeg har noget langt værre; Jeg har en uhelbredelig sygdom, der lænker mig sommetider til sengen dag og nat.
En sygdom der jager mine ondeste dæmoner ud af skyggen og ind i sollyset. Jeg har aldrig villet stå ansigt til ansigt med dem. Derfor undgår jeg mit eget spejlbillede.
Den her sygdom er det reneste ondskab. Nogen vil sige en forbandelse, mens jeg bare vil være ærlig og indrømme, at det er medfødt. Det ligger til mine gener. Det er indeni mig. Det er smagen i mit blod.

Denne sygdom er så ond, at jeg ikke kan dø af den. Der er intet medicin, der kan kurerere mig eller visdomsord som kan hele mig. Alle burde vide, at man ikke kan flygte fra sig selv. På et tidspunkt vil man indhente sig selv og der må man bare indse, at det er spild af tid.
I det mindste bliver jeg ikke tvunget til at se mig selv i spejlet. Jeg lader det blive som det er. Jeg har kun hørt, hvordan jeg ser ud, men jeg har aldrig selv prøvet at se det. Folks meninger er forskellige. Andre er løgne mens andres er blinde.
Selv hvis jeg var smuk, kunne man ikke se det. Der er for meget der overskygger mit ansigt. Mange års vandring efter helbredelsen har lagt sig i mine rynker. Forblevet der. Nogen gange ville jeg ønske at jeg blot kunne dø.
Jeg skar mine årer op i håb om Gud ville rejse sig og omfavne min sjæl, der har været indespærret i denne syndsforladte krop, men selv efter flere timers ventetid så var min krop tømt for blod og jeg trak stadig vejret.

Nu ved jeg at Gud ikke findes fordi han ville aldrig lade mig forblive i live. Jeg har bedt alle bønner jeg kunne, men jeg har aldrig fået et svar tilbage. Ikke noget som helst.
Sommetider tror jeg, at han ikke kan se mig. Som om han er blind for mennesker som mig, der ikke fortjener at blive frelst. Mennesker som mig, der selv har valgt den familie jeg blev født i.

Nogen gange når jeg sidder og venter forgæves på at alderdommen vil fange mig, ser jeg folk dø omkring mig sammen med deres partnere. De har haft hele livet foran sig og de har levet det igennem. Uden frygt mødte de døden og forsvandt hånd i hånd.
Mens jeg stadig er her. Kigger ud af vinduet. Venter på at tågen letter. Måske en dag.

I går aftes sad jeg i min seng og begyndte at græde ustyrligt. Jeg kastede med ting og rev mit eget hår af. Brevet som jeg fik tidligt om morgen om at han var kommet videre og havde fundet en yngre kvinde slog mig ud. Kærligheden var så tæt på og alligevel slap den forbi.
Jeg bliver straffet med hele tiden at blive husket på, hvad jeg ikke må få. Alle disse kroppe som jeg aldrig må berøre eller disse hjerter som jeg aldrig må kende. Elske.

Jeg ønsker kærligheden, men jeg ønsker døden mere. Hvis jeg ikke trækker gardinet for så morgenlyset daler ind igennem glasruden, så mister jeg forstanden. Jeg rører mig selv i mørket for at mærke om jeg stadig er fysisk til stede.
Sommetider så føles selv det nemmeste som vejrtrækning en kamp. Det gør så ondt at forblive i live. At se al det liv forsvinde forbi mens jeg kun kan kigge på. Og jeg bliver ældre, men det vises ikke. Mørket trænger sig på midt om natten når jeg er alene. Og jeg er altid alene.
Så jeg skaber mine venner og glemmer alt, hvad doktoren sagde om et forbedret liv. Han er ikke min ven og vil aldrig nogensinde blive for han er et menneske. Fuldkommen menneskelig og har et liv, mens jeg er et monster, født af en kvinde, der ikke kunne give af sin kærlighed.

Jeg bosætter mig mørket og føler mig hjemme. Det er her jeg altid har befundet mig. Jeg fortæller stille om hvordan min dag er gået og straks når jeg stopper med at snakke, så begynder stemmerne at spørge ind til mig. De spørger hvordan jeg har det. Jeg kigger ud i mørket og et smil breder sig på mine tørre læber.
"Fint, bedre end i går", griner jeg og forstiller mig at ligge i deres favne. Mine venner er uden ansigter, men det skal jeg nok ordne på et tidspunkt. Lige nu er deres kropsvarme og berøring det vigtigeste.

Deres små hænder kærtegner mig og jeg lukker øjnene. Jeg føler mig som et barn igen. Uskyld og renlighed overvælder mig og jeg glemmer alt om, hvad der var sket med min barndom. Jeg glemmer min mor og hvad min far gjorde ved mig.
Pludselig ser jeg mig for mig. Jeg er lyshåret og går rundt i en hvid sommerkjole mens jeg plukker blomster. I luften lytter jeg til min mors blide stemme, som jeg aldrig har kunnet huske kun fornemmet. Jeg smiler. Jeg er lykkelig. Mit ansigt er ikke eksisterende, men jeg arbejder på det. Det er heller ikke særlig vigtigt. Bare jeg kan forblive der et øjeblik mellem påskeliljer og mælkebøtter, så er alt godt igen.

Jeg ligger mig ned i sengen og folder mine hænder sammen. "Tak venner fordi I gav mig ro igen", takker jeg. De siger ikke noget tilbage. Der er fuldstændigt tomt for mennesker i mit lille værelse, men mørket afslører ikke min ensomhed. Jeg kan være hvem som helst herinde. Her hvor ikke engang Guds øjne kan se mig.

Tidsfordriv tager tid
Mens kærlighed samler på der, der betyder
Du efterlader dit rod i mørket
I håb om at solen vil endelig lyse på dem

Øjnene ser facaderne, mens hjertet mærker det, der bevæger sig
Det kræver sin mand, at sige at man ikke er perfekt
Men problemer vil blive glemt
Tiden har nemlig den magt
Ligesom den magt at tiden lader dine kære tage afsted....

Bag gardinerne gemmer morgensolen sig
Tiden vil finde dig
Når du mindst venter det
Du føler absolut ingenting, men alligevel føler du alting
Det dræner dig for energi....
Alles smerte og bekymringer påfører du dig, som de var dine egne

Du vil ikke spilde din tid
For tid tager liv
Livet tager tid at finde ud af
Og du ønsker ikke, at de skal gå i stå
Bare fordi de fik det forkerte liv
Fordi folk aldrig gav dem tid

 

Et evigt liv uden nogen ende. Menneskerne ligger på vejkanten uden nogen grund til at rejse sig op. Vi kører forbi dem med vilje. Vi lader som om vi ikke lægger mærke til dem. Lægger mærke til den verden som disse mennesker skaber ved deres lidelse.
De gør min verden utryg. Uhyggelig. Da jeg var barn gemte jeg mig altid under tæppet midt om natten når deres ansigter viste sig for mig.

Disse mennesker blev født af kvinder, der havde født så mange gange at de stoppede med at tælle. Der var ingen glædelige fotografier til at mindes om dagen eller besøgende til at lykønske moderen og barnet.
Kvinderne fødte for at komme hjem igen til det liv som millioner af andre mennesker lever.

Børnene voksede op og blev stemplet før de udviklede deres egen stemme. Socialbelastede problembørn.
De vidste alle sammen, at de ikke skulle være blevet født. Selv i skolen kunne de ikke udfolde sig. De blev placeret bagerst.... Mens de andre elevers stemmer overdøvede deres. Til sidst lagde man ikke mærke til dem. Det var som om de slet ikke var der.
Sommetider fik jeg øje på dem, men jeg gemte altid mit blik væk i bøgerne som undskyldning. Jeg læste altid de samme bøger hvor jeg kendte historien ud og ind.
Det gør mig tryg. Får mig til at føle mig hjemme. Da jeg var barn læste min mor disse bøger op for mig. Men når jeg ser disse børn, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om deres mor nogensinde læste en historie op for dem.

Hun glemte deres navne. Deres identitet. Evigt begravet i mænd og alkohol. Hun levede blot det liv som så millioner af andre kvinder gør.
Og verden burde være børnenes livline. Vi mennesker der har overskuddet og kærligheden burde være deres livreddere, der samler dem op fra vejkanten. For ingen anden gør.
Men alligevel kører vi forbi. Træder speederen i bund hvis vi skuer dem i det fjerne. Vi er bange for at stoppe op og ikke kunne komme videre for disse mennesker er så ødelagte, så sørgelige og triste.
De knuser glansbilledet af det lykkelige liv. Den dejlige verden hvor vi alle burde føle os hjemme i.

De trækker tæppet af os pludseligt midt om natten og lader os fryse. De gør det for at lade os mærke hvad de mærker hver dag.... De minder os om, at de var født for at dø alene.... Minder os om den virkelighed, som vi glemte liggende i vejkanten.

Hvordan går det.... Hvordan går det.... Jeg er egentlig en smule splittet omkring, hvad der står i min e-journal. Føler mig misforstået og set som en forkælet møgunge af min sidste psykiater, der mente jeg skulle tage ansvar og selv sørge for, at få hjælp selvom det er tydeligt, at jeg har brug for det eftersom jeg fik en diagnose inden sidste sommerferie....

Hun hjalp mig aldrig. Beskyldte mig for ikke at møde op og ikke give afbud, men jeg fik aldrig brevene med mødetiderne og faktisk så fik jeg aldrig lov til at komme inden hun afsluttede mig fordi jeg ramte de 18 år.
Og jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Rigtigt meget for jeg ventede over et halvt år for at komme igennem og nu har hun smidt mig ud igen, fordi hun ikke mener, at jeg er stabil.

Kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange patienter, der er dødsdømt hvis de får hende.... Jeg ved, at der er flere der har det værre end mig og specielt psykisk syge kan have svært ved at komme til møder.
Og så bliver de mødt af sådan en arrogance fra en, der burde have forståelse og accept for dem....

Men videre.... Der er noget, som jeg er vild med. Det er ikke noget, som jeg altid har kunnet lide. Det er sko, rigtige sko. Faktisk har jeg gået med de sædvanlige ballerinasko til en 50'er i de fleste discountbutikker og slidt dem op og om vinteren var jeg meget stædig og en hård kamp at få til at gå i ordentlige vintersko for min mor, fordi jeg simpelthen ikke kunne lide sko.
For jeg går virkelig op i detajler. Ligesom med tøj. Hvis der er en syning eller et mærke på tøjet, som jeg ikke bryder mig om, så køber jeg det ikke. Selvom ingen vil lægge mærke til det. Selvom tøjet virkelig er flot.
Men jeg lægger mærke til det. Jeg vil føle ubehag med den syning.

Jeg tror bare, at dette er min "transforming into a real woman" og det er skræmmende. Jeg kan faktisk godt lide sko og jeg har købt nogle vinterstøvler til 400 og andre støvler til også 400 kr.
Ikke fordi jeg har råd. Eller jo, men det siger jeg til mig selv jeg ikke har, fordi jeg simpelthen er så nærig.
Og nej, nærighed er ikke noget, der lige er kommet.... Sådan har jeg altid været....

Dog bruger jeg flest penge på grønsager. Jeg ville gøre min mor stolt, hvis hun så mit forbrug. Hendes plan har altid været, siden jeg var helt lille og uskyldig, at fodre mig med grønsager og ikke slik, så det blev en vane for mig, at indtage mindst 500 gram grønsager om dagen.
Og det virkede. Jeg har altid fortrukket grønsager i stedet for alt andet og for tiden spiser jeg mere end 500 gram grønsager om dagen og det er simpelthen kun fordi jeg har lyst. Jeg elsker peberfrugter. Og tomater.
Men jeg spiser også meget spaghetti med kødsovs. Det er simpelthen fordi det er min livret og da min kæreste har samme livret, så udnytter vi det meget, når vi har mulighed for at lave det. Eller få andre til at lave det. (Det sidste foretrækker vi helst, du ved....).

Jeg er forresten flyttet hjemmefra og har boet sammen med min kæreste hos hans mor i over et år. Eller faktisk boede vi først hos hans far i få måneder og derefter i december hos hans mor.
Vi har hele kælderen for os selv, plus toilet, så det er ren luksus. Mit første rigtige hjem. Mit helt eget.
Og så er vaskemaskinen tæt på vores værelse. Faktisk lige ved siden af, så endelig får vi vasket alt vores tøj.
Vi plejer at gemme den fornøjelse til vi faktisk ikke har mere tøj tilbage og går rundt i andres t-shirts....

Ellers så går jeg på gymnasiet, hvilket er rigtigt dejligt. Meget bedre end folkeskolen. Det halter stadig i matematik, men jeg har endelig vist lidt engagement.... Det kommer vi til senere!!
Jeg får faktisk 7 i mundtlig dansk og jeg har altid ligget på 02, tæt på 00 i dansk i folkeskolen, men mine evner indenfor sprog og det jeg kunne, blev altid undertrykt fordi lærerne ikke var helt fair.
Jeg er så glad for gymnasiet. Det er befriende og kan bedre lide afleveringerne og undervisningen.
Det er til tider kvælende og lange dage, men det går faktisk. I folkeskolen var en lang dag 14.20 og hvis det var længere, så ville jeg hellere dø.
I dag var jeg i skole til klokken 16.10 og det har været en god dag.

Føler mig mere værdsat. Retfærdigt behandlet. Og engelsk er jeg endelig bestået i mundtlig. Jeg har aldrig før bestået. Det er faktisk fantastisk. Jeg tør sige noget i timen, dog er det for det meste planlagt, men jeg har været oppe ved tavlen for at sige noget om mig selv. Min lærer sad så ved siden af, men det var fint nok. Rigtigt rart at være ligesom alle de andre.

Og mine historier fortsætter. Engang imellem må jeg holde dem tilbage fordi jeg ikke har tid til at skrive, men så når jeg endelig får stile for, så går det udover mine lærere fordi så udnytter jeg det. Stakkels dem.

De er blevet meget imponerede, hvis man kan sige det sådan, over min livlige fantasi.... En lærer turde ikke tro på, at jeg kunne have sådan en "voldsom" fantasi, da jeg skrev om en lastbilchauffør, der kørte en ung pige over.... Det er jo ingenting, når man kigger på resten af mine noveller. Vi er jo først begyndt.... Vi starter bare blødt ud!

Ellers har jeg det godt. Fint til tider, ad helvedes til som andre. Jeg er enormt træt for tiden og sov i matematiktimen i dag, hvor jeg faktisk kom til at savle på matematikbogen. Hvilket jeg måske skulle stoppe med, da det faktisk ikke var min bog.
Og så er vi kommet til det jeg snakkede om før med matematik. Jeg har lige været ude og købe ind til skolen.
Jeg har købt nye notatbøger, fordi jeg har skrevet alle siderne ud og så har jeg købt plasticlommer til mine afleveringer, så det ser en smule fancy ud, du ved.
Men nu kommer det bedste! Noget, som jeg aldrig før har fået før. Eller prøvet.

Er det ikke sejt? Endelig har jeg fået en lommeregner, som jeg kan bruge til noget. En lommeregner, der kan regne alle de der tegn ud som jeg ikke kan huske, hvad betyder, men som min lommeregner bare kan ordne for mig.
Nu kan jeg bare læne mig tilbage og trykke på tasterne. Dog skal jeg lige lære, hvordan den fungerer....

Pas godt på dig selv, hvem end du er....
Tilde.

Tænk hvis jeg levede tilstrækkeligt nok til at kunne elske dig. Det er egentlig en sindssyg tanke fordi der er ikke noget mere dødt i denne by som mig. Byens borgere har i det mindste indhold. Et familiebillede at gemme sig bag om.

Kan ikke lade være med at tænke på hvis det virkelig er muligt at komme videre fra alt det der var grunden til at man stoppede. Stoppede op og dengang kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Det hele er så tragisk.
De andre mennesker flyver, mens jeg har lænket mig til jorden.
Og sådan vil det altid være.

Tiderne har ændret sig mens jeg er den samme. Min hud er stadig blød som et nyfødt barn. Tiden har ikke efterladt en eneste rynke til at bevise, at jeg er blevet ældre. Jeg er præcis sådan som du forlod mig den dag.... Jeg er nøgen, mens mine ben stadig er viklet ind i de forsnærvede løgne.
Jeg er nået til det punkt hvor det ikke hjælper at græde, hverken alene eller foran folk. De alle sammen finder deres egen vej når de indser at jeg ikke kan gå med. Jeg er ude af stand til at bevæge mig ud af mindet.
Disse tanker binder mig fast til personen som jeg har været i årevis; Den person jeg hader.

Kan ikke lade være med at tænke på om det er muligt at bryde ud af dette hylster og leve.... Det er blevet så tragisk. Hver gang jeg får øje på mig selv i spejlet benægter jeg virkeligheden og trænger tilbage til minderne som jeg allerede kender til. I virkeligheden er jeg bare bange for at skulle ende op alene igen. Bange for at rådne op herhenne fordi du glemte at finde tid til mig imellem livet og de hektiske tider med problemerne derhjemme.

Jeg kan huske alt hvad der blev sagt den sidste dag. Kan stadig huske dig og hvordan du var klædt. Jeg elskede dig så højt, endnu højere end mig selv og det var der jeg skulle lade dig gå.... I stedet mistede jeg al dømmekraft og lod gå mig selv gå.....

Før var det i orden, nu er det blot tragisk.

For tiderne har ændret sig. Måske hvis jeg mødte dig engang til uden drømmene og håbet indeni mig, om at du var denne person der skulle redde mig fra forfærdeligheden, så kunne vi begge få en god tid sammen inden din egen tid var inden.

Måske hvis vi blot stoppede alle forventningerne til et bedre liv..... Hvis vi for første gang glemte virkeligheden og de to verdner der adskiller os fra at være sammen.... at være menneskelige og sammen..... at være elskende og i live....  så kunne vi måske bare nyde hinandens selskab i fred. For en sidste gang til evig tid.

Lyset fremtvang et skær af knivens spidse stålside. Jeg var lammet, fuldstændig ude af kontrol. Ikke engang mine tanker var mine egne. Han bevægede sig over til mig, mens han holdte kniven. Hans tilstedeværelse fyldte mig med væmmelse. Han spurgte mig om jeg ønskede at gøre det selv eller om han skulle gøre det for mig.
Jeg svarede ham ikke. Jeg ville ikke give ham den tilfredstillelse. Jeg lå der bare uden at vide hvorfor. Jeg lå der ufrivilligt og uberørt. "Endelig mødes vi", sagde han med et glimt i øjet, "Igennem alle disse år, kan jeg endelig vise dig, eller rettere sagt din sjæl, vejen ud af det fængslende hjem, du har bosat den i".
Han illusterede hvor han ville skære mig op ved at føre kniven let over mit maveskind. Han lavede cirkler og fortalte, hvor mit hjerte var.
Han smilede da han kunne mærke at det bankede. "Jeg tror, at der er en vis person, der gerne vil ud og se lyset, Lisbeth", grinede han og pegede på mit hjerte. Han slikkede sig om munden mens han så på mig som hans næste måltid.
Hans smil afslørede to manglende tænder. Hans rynker omkring øjnene var markante. Det værste var hans lugt af barbersprit og noget så sterilt og rent.
Han var det modsatte af det han burde være. Hans hænder var sikkert blevet vasket en million gange for at komme af med begæret der tærede hans negle ned til roden.Tanken om alle disse liv, der gik fortabt for ingenting.

"Du ved vist godt, hvem jeg er og hvorfor jeg gør det her, ikke?", sagde han og stirrede ned på mig. Lyset blev skarpere, men jeg prøvede at fokusere på ham. Af en eller anden grund, så skiftede han hele tiden øjenfarve. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad for en øjenfarve han egentligt havde.

Han smilede og sukkede en anelse. "Og du svarer mig netop ikke fordi du føler afsky. Jeg kan se det i dit ansigt". Han vendte sig om og gik imod disken, hvor han tog en anden køkkenkniv og slibede den.
"Du vil måske ikke tillade mig at leve mit liv. I friheden. Du tror sikkert, at jeg er et monster. Problemet er.... Lisbeth, at jeg er en ensom mand med tusindafvis af sjæle, der forfølger mig uden at give mig noget næring."
"Hvor vil du hen med det?", spurgte jeg.
"Hvad tror du?", spurgte han igen og stoppede med at slibe kniven. Denne gang vendte han sig imod mig og smilede. "Hvad gør du, hvis du er tom indeni?".
Han gik imod mig med langsomme skridt. Jeg var ikke længere bange. Jeg var bitter. "Fortæl mig det", svarede jeg.
Han stoppede og kiggede forbløffet på mig. "Du gør hvad du kan for at blive genopfyldt", smilede han. Jeg kiggede blot på ham uden ord at sige.
Han satte hovedet på skrå og smilede endnu mere. "Af alle de kvinder jeg har haft på besøg, så har de aldrig haft en rigtig samtale med mig, er det ikke mærkeligt?", spurgte han og lagde kniven fra sig på disken bagved ham. "De bad og græd i timevis om at jeg skulle slippe dem fri. Ikke en eneste gang svarede de på mine spørgsmål".
Jeg lod stadig være med at svare. Prøvede at regne ham ud. Lyset blev skrapere. Jeg kunne høre at et rør var utæt. Han gik imod mig med langsomme skridt og stoppede først, da han var helt tæt på mit ansigt. Jeg kunne mærke hans varme ånde på mig. Det lugtede af pebermynte.
"Synes du ikke, at det er uhøfligt? Jeg er jo en gammel mand. Hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg er jo kun høflig og bringer dem mad, så de ikke dør af sult hernede", sagde han og trådte et skridt tilbage.
"Måske fordi de ikke ønsker dit selskab", sagde jeg og bed mig i læben af irriation over ikke at kunne bevæge mig. Jeg blev ved med at holde øje med kniven bag ham, der skinnede i mørket.
Tanken om at bore det igennem hans krop, ville være en fryd. Alle disse år ville blive slettet og erstattet, når han var død. Han fortjente ikke at leve.

Jeg knyttede hænderne sammen og prøvede at finde ud af om jeg kunne bevæge mig fri var lænkerne, der var rundt om min krop, men han havde bundet mig fast i liggende stilling til en kold ståldisk. Hverken mine arme eller ben kunne bevæge sig og lyset ovenover mig lyste skrapt.
"Måske", sagde han og kløede sig i nakken, "Men man må blive ved med at prøve, Lisbeth, det er jo det jeg prøver at sige", smilede han. "Man bliver jo ved med at prøve indtil man finder en som dig".
Jeg kiggede omkring og lagde mærke til lugten af forråddelse. Jeg havde ingen idé om hvor jeg var, men det var et koldt og fugtigt rum. Det var en kælder. Jeg var under jorden.. Tiden stod stille og jeg vidste ikke hvordan jeg var havnet der. Jeg huskede kun det sidste øjeblik inden alting blev sort med at jeg var ude og løbe. Pludselig blev jeg skræmt.
"Hvorfor?", spurgte jeg, mens jeg holdte øje med ham. Han bevægede sig langsomt rundt omkring uden at gøre noget.
"Fordi du snakker med mig som jeg er et menneske. Du er ikke bange for mig", grinede han og satte sig ned i stolen ved siden af mig, "Tværtimod du er ligefrem vred på mig. Tro ikke at jeg ikke har lagt mærke til dit blik, der fyldes op med had hver gang du ser mig". Han grinede højlydt og slog sig selv på låret.
"Du er ikke menneskelig", svarede jeg vredt, "Du er et monster".
"Ganske vist, Lisbeth, men vi har stadig noget til fælles som vi mennesker kun kan have med hinanden", sagde han mens hans smil falmede.
"Vil du vide hvad?", spurgte han og nærmede sig mit ansigt.
Jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, mens koldsveden drev ned ad min krop. Jeg sagde ikke et eneste ord.
"Det skal jeg fortælle dig, Lisbeth.... Det vi har til fælles er, at vi begge gerne vil fange hinanden....".

Han kyssede mig på kinden og aede mig i håret, mens jeg undveg hans kys ved dreje hovedet den anden vej. "Vi begge er tomme, og måden vi overlever på, er at blive fyldt op igen af vores medmennesker....", hviskede han blidt i mit ene øre.
"Jeg ved hvor længe du har søgt efter mig og nu har du mig, men jeg vil have noget igen, Lisbeth, jeg vil have det, der er indeni dig".
Han lagde stille sin hånd på min mave og førte den langsomt op til mit bryst.
Jeg spyttede ham i ansigtet. "Dit dumme svin", skreg jeg og vred mig. I et sekund ville jeg slå ham ihjel. Blot for nydelsens skyld.
Han tog hænderne til sig og rejste sig op, mens han tørrede sit ansigt af i sit ene ærme.
 "Du skal vide, Lisbeth....", sukkede han, mens han gik over til døren, "At dit selskab er mere end bare værdsat". Han smilede ondskabsfuldt mens han nærmede sig døren.
Lyden af døren, der lukkede sig efter ham, gjorde at jeg gik i panik. "Leonardo! Jeg ved hvem du er!", skreg jeg panisk og rystede over hele min krop, mens jeg prøvede at bryde fri fra lænkerne der var viklet rundt omkring min krop og holdt mig tæt bundet tilbage til den kolde disk.
"Jeg ved hvem du er! Jeg slår dig ihjel!", skreg jeg, men han kom ikke tilbage.

Jeg hørte blot ekkoet af hans skridt der gik op ad en trappe, der førte til op over jorden.... Jeg skreg alt hvad jeg kunne, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder.
Tanken om, at jeg ikke vidste hvornår jeg kom ud igen drev mig til vanvid, men endnu mere tanken om at han kunne gå ud af huset som vi begge befandt os i og færdes ude i blandt andre mennesker, gjorde mig endnu mere vanvittig.
De vidste jo ingenting. Jeg var den eneste, der vidste sandheden om Leonardo. Og nu havde han gjort mig stille.

Der var en pige, som jeg elskede. En pige, som jeg beundrede og begærede. Hendes kropsform var ægte timeglas, så glat at hendes silkekjole næsten strøg af hendes krop.
Hun var tapet sammen og hendes mund var syet opad, så det lignede hun altid var glad. I virkeligheden var hun ingenting.
Hun tilbragte sin tid med at tegne sig selv på papir så hun aldrig glemte, hvordan hun engang så ud og ikke nok med det, hvordan hendes liv så ud.
Hun var engang hel og livlig. Hun var ikke lykkeligere end andre, men hun var ægte og rummede intentioner om at leve et liv, som ville være værd at stå ved.
Hun gjorde sit bedste i skolen. Hun gjorde sit bedste for familien. Hun nåede ud af gymnasiet og direkte ind på universitet og hun følte sig hjemme. Hjemme sammen med de kloge hoveder, som vidste alt fakta om verden fra bøger og kloge legender.
Hun kunne alle slags sprog, fordi hun mente kommunikation med omverden var vigtigst, så hun lærte alle sprog, der fandtes. Selv de sprog, som de psykisk syge på den lukkede fandt på for de var også værd at kende.
I virkeligheden begik hun sig i en verden, som hun kendte fra bøgernes synsvinkel. Hun malede tit begivenheder og tapede dem fast i sin dagbog, så hun altid ville huske dem.
Hun vidste jo godt inderst inde, at hun ikke vidste alt og derfor tog hun ud og levede livet med vennerne, der aldrig kom længere end gymnasiets tredje år.
Hun faldt hårdt igennem, da de snakkede et andet sprog og de interesserede sig i noget andet. De lyttede til musikkens toner, mens hun tegnede den.
De var dybt forskellige, men alligevel lod hun til at falde på plads med det samme, fordi menneskerne godt kunne lide hende. Menneskerne blev til hendes venner.
Og sådan foregik det i mange måneder, hvor hun balancerede mellem venner og universitet.
Indtil han kom ind i hendes liv, som det var forudbestemt. Han var en krusedulle på hendes tegning. En fejltagelse, som hun ikke kunne viske ud, men hun var betaget af ham. Hun var trods alt betaget af alt, som hun ikke kendte til og som virkede fremmede.
Han gik på en anderledes måde og han snakkede med en jysk accent, så man skulle tro, at han i virkeligheden ikke kom fra det samme land som hende, men på den følelsesmæssige front, så forstod de hinanden.
Han viste hende kunsten i at elske hinanden med kærtegn. Med ord på latin.
Hun mistede grebet og sine fødder. Hun var styret af strømmen og de andre døde fisk i floden ved siden af.
Manipulerende og ømme håndled efter atter en nat, hvor han bandt hende op med reb i sengen for at lære hende om smerte.
Han blev ved med at fortælle hende, at hun i virkeligheden ikke var i live. At hun lå livløs på motorvejen et eller andet sted i ødemarken. Dette var en drøm. Han var fiktiv, en ægte passion. Et brændeligt ønske om, at han kan redde hende. Han prøvede at få hende til at betvivle sig selv og sin virkelighed for han elskede at se hende fortabt. Han ville drage hende derud, hvor hun ikke turde stole på sig selv og derfor ville hun have ham som sit eneste holdepunkt i livet. Han ville have kontrol. Han var drevet af magt.
Han spurgte hende om hun nogensinde havde følt sig tom. Hun nikkede sagte og indrømmede. Hun havde prøvet det mange gange i sit liv, og tanken om at alt det hun havde gennemgået for at nå til tops ikke var ægte, slog hende ud.
Pludselig drejede værelset rundt og mens han skar hende ud i småstykker som et puslespil, så syntes hun ikke at det gjorde ondt.
Alt inde i hende gjorde oprør og prøvede at vække hende op, men hun var fanget i et mareridt sammen med en mand, der ikke ville binde hende op og sætte hende fri.

Nætterne falmede og dagene fortsatte derud af. Efter få gange blev hun sat fri og samlede sig selv sammen. Stumperne af hende selv tapede hun fast til sin krop, så hun følte sig nogenlunde tilpas. Han stirrede blot på hende og sagde: "Vidste du, hvor falsk du egentlig er?".
Hun svarede ikke, men arbejdede videre med sig selv og stumperne af hendes kolde kropsdele. "Dengang jeg mødte dig, så skinnede du som selve solen. Som om du var solen, men du er ingenting. Du er ikke engang virkelighed. Ingen savner dig. Dit lig rådner op på en motorvej, fordi ham, der kørte dig over ville ikke engang stoppe for at kigge efter. Han troede du var et dyr, gjorde han".
Han var ondskabsfuld og lænede sig tilbage i stolen, eftersom hun ikke reagerede.
Hun kunne ikke huske noget om en bilulykke, eller at hun var med i den. Hun kunne kun huske selve drømmen hun befandt sig i.
Hun huskede ingenting om et andet liv. Nogen gange tvivlede hun på om han blot var sindssyg, eller at hun havde været død i flere år. I et helt menneskeliv.

Inden tanken drev hende til vanvid, valgte hun at han var vanvittig. Hun kunne ikke fatte, at ingen savnede hende.
Hun kiggede alle sine tegninger igennem for at finde svar, mens han var nede i købmanden for at købe nogle smøger og et franskbrød.
Hun så sine tegninger af begivenheder og blomster i parken om foråret. Udenfor var vejret trist og bitteret. Atter efterår. Tegningerne af sig selv matchede til pigen i spejlet bortset fra at pigen i spejlet var ødelagt og skåret fra hinanden. Dog i et sølle forsøg var hun tapet sammen, så hun lignede et fuldkomment menneske.

Efter et par timer kom han tilbage og var fordrukken. Det skete tit, og normalt sagde hun ikke noget. Selvom hun ikke lagde mærke til det, så havde årene gået forbi og pludselig boede de sammen og virkede udefra som et normalt par.
Tegningerne af ham dengang lignede ikke ham, hun så nu. Han stod ved dørkarmen og stirrede på hende med et trist blik. "Du siger aldrig noget", vrissede han og smækkede døren efter sig.
Han var blevet en gammel mand og hun var i virkeligheden en gammel kvinde, der ventede på at vågne op igen. Hun kunne ikke fatte, at alle de år var blevet stjålet fra hende. Nu var hun lige ved at afslutte universitet og hun kunne ikke huske nogle af de gode begivenheder.
Tegningerne stoppede da hun mødte ham.

Selv når han slog hende, så sagde hun ikke noget. Hun protosterede ikke engang. Hun lod ham. Sommetider rakte hun ham kniven, når han ledte efter den fordi han ville skære i hende. Han var begyndt på et mesterværk på hendes krop. Et mønster, der skulle danne et spindelvæv. Han sagde altid "En menneskekrop kan udholde mere end et sind kan klare".
Og det var sandt. Hendes sind var for længst brudt sammen.

Han kom pludselig bag fra og rev hende i håret, så hendes nakke sagde knæk. Hun gispede en enkelt gang. Han råbte alt muligt, som hun ikke kunne tyde og derefter kastede han hende ind i klædeskabet. Det føltes som om alle hendes knogler i kroppen bristede. Hun sagde stadigvæk ikke noget for hun vidste, at han først var begyndt.
"I virkeligheden er du en skændsel for omverden, men du er stadig et mesterværk for mig", sagde han mens han gik imod hende. Han tog hendes silkekjole af og betragtede hendes skrøbelige krop, som var beklædt af dybe ar, der skulle forstille et spindelvæv.
Han var langt fra færdig. Han vendte hende om på maven og skar videre, mens hun bed det i sig. Hun blev i tankerne om, at hun i virkeligheden var død. Liggende livløs på motorvejen. Glemt og forladt for det var trods alt bedre end at være der.
"Du tilhører mig nu", grinede han højlydt, "Mit mesterværk". Og straks skar han noget hud af hendes ryg af og lagde det ved siden af hende, så hun kunne se det.
Blodet strømmede ud af hendes krop, men hun blev aldrig tom. Det var som om hun bare blev ved.

Pludselig blev det nat og hun var tapet sammen med plaster og papir. Hun sad i en hullet t-shirt og stirrede ud på natten og de famlende stjerner. Hun ringede aldrig til sine venner og hun begav sig næsten aldrig ud.
Ingen kendte hende længere. Ingen ringede længere. Han sørgede for, at alle holdte sig væk.
Hun sad på sengen og gik alle sine gamle tegninger igennem. De var et dejligt minde om et godt liv.
Han lå bag hende og trak vejret rigtigt tungt. Hun vendte sig om, rystende og bange for at han vågnede af den mindste bevægelse hun lavede. Hendes krop kunne ikke klare mere smerte i dag.
Stykkerne af hendes hud og kød lå i en bunke ved vinduet. Hun havde ikke energi til at sy det tilbage igen. Hun ventede til i morgen.

Hun betragtede ham uskyldigt. Han var ikke barberet. Hans ene fortand var knækket, da han nytårsaften skulle åbne en øl med tænderne. Igennem årene var hans mave begyndt at blive stor, selvom han ikke ville indse det. Rynkerne passerede hendes øjne. Egentlig var han bare en gammel mand. En gammel indebrændt psykopat med had til omverden. Og hende.
Han elskede hende ikke. Han lavede ikke andet end at ændre hende til noget bedre end hvad hun var, men hun følte sig ikke længere tilpas i sin egen krop eller sind. Hun var blot en kopi, en idé, af den kvinde som han ønskede sig. En kvinde, der lod sig fange i hans spindelvæv og aflød hans inderste ønsker, men hun var ikke tankelæser og derfor blev hun straffet hver gang hun misforstod.
Hun tog sig sammen til ikke at græde. Hun var et rod. Og tårerne ville alligevel ikke ændre på noget. Det ville ikke få hende til at elske ham igen.
Så hun tog et blankt papir frem og tegnede ham. Hun tegnede ham som hun mest så ham i sengen med munden på vid gab.
Alle detajlerne skulle med selv de grimme. Han blev pludselig fanget på papir, næsten på levende vis. Han var hendes mesterværk. Den første af hans ting, som hun ejede.
Og da tegningen var færdigt, viskede hun ham ud igen. Hun viskede alle detajlerne og rodet ud igen indtil han forsvandt, også i virkeligheden.

Pludselig befandt hun sig i sengen. Alene. Solen strålede ind ad vinduet og det var morgen for første gang i mange år. Hun kiggede bag sig, men han lå der ikke. Hun kiggede under sengen, men han var ikke til at finde.
Hun tog en dyb indånding og trådte ud af sengen. Hun bevægede sig imod vinduet, som det var lyset for enden af tunnelen.
På vejen så hun spejlet og sig selv i det. Hun var helet og hendes sår var så småt væk. Resterne af hendes hud og kød der lå på gulvet var på hendes krop igen. Det hele var et fjernt minde om en fjern usand drøm.
Hun smilede kort, mens hun åbnede vinduet og lod forårets vind komme ind i værelset.

Hun lukkede øjnene kort og åbnede dem igen, og så smuldrende stykker af viskelæder forsvinde i vinden sammen med maridtet.....
Da hun lukkede vinduet igen, tapede hun det blanke papir fast til sin dagbog. Blot så hun aldrig skulle glemme.

Der er den her pige, som jeg faktisk ikke kan fordrage. Hun skriver og har gjort i noget tid, men hendes tekster er så overfladiske og personerne i teksterne er mennesker uden personlighed. Hendes digte er uinteressante og skrevet for at lyde godt, og det irriterer mig. Det irriterer mig at hun vil lave en bog og gør et stort nummer ud af det, selvom det ikke engang er velskrevet. Hun skriver om sig selv som hun er et omvandrende mesterværk. Hendes selvsikkerhed irriterer mig grænseløst. Irriterer mig uden nogen grund. Jeg får lyst til at sætte hende på plads. Få hendes selvsikkerhed til at briste, men hvorfor? Hun er jo bare en pige, der har nogle drømme og tror på sig selv. Jeg lever totalt efter janteloven og dem der ikke gør, får jeg lyst til at hakke ned. For hvorfor må hun ikke være stolt? Hvorfor må hun ikke sætte billeder af hendes krop ud? Er det fordi jeg ikke selv tillader mig at være stolt? Jeg reflekterer meget over min måde at tænke på fordi det er interessant. En anden pige ser sig som den støreste og mest populære blogger på en hjemmeside, selvom hendes blogge er egocentreret, overfladisk, utroværdig og ikke særlig tiltalende. Hun gav sig selv titlen og så beder hun forskellige mennesker skrive kommentarer om hende, så hun kan sætte dem på sin blog som hyldest for sig selv. Hun kalder sig selv endda den ukronede bloggerprinsesse. Jeg tror i bund og grund at det handler om, at jeg kender følelsen at kæmpe for noget, som mit skriveri og jeg arbejder med mig selv i hver en tekst. Jeg er ikke engang jaloux. Det kan jeg faktisk indrømme fordi jeg ønsker ikke at være dem eller have hvad de har. Jeg er glad for det jeg skriver og at det for mig, er ægte. Om deres så i virkeligheden er ægte følelser, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan ikke klare sådan nogle personer. Men det er jo fordi jeg ikke forstår dem. Tilde.

Jeg lytter til musikken, som er højere end stemmerne, som drager mig ud i en uvirkelighed, hvor jeg ikke kan huske hvem jeg er.
Jeg leder efter meninger, som giver mening for mig. Alt andet er meningsløst.
Og måske er jeg blevet sindssyg. Helt igennem vanvittig. Jeg lyver og stjæler folks småpenge, for at overleve.
Jeg ønsker blot noget, at få noget at drikke i kantinen og en smule frihed.
Et frirum, hvor mine meninger ikke bliver påvirket af andres, eller af fjernsynet.

Jeg vil løbe væk, mens vinden stadig har fat i mig.

Og de advarer, fortæller mig, at jeg smider alt hvad jeg har.
Men hvis det er det, der skal til.

For jeg ser ikke andet end tomme glas og nøgne kvinder fra overklassen.
Mens sejler tiden forbi mig og jeg synker stille og fredfyldt i min egen papirbåd.
Bølgerne gaber og spiser mig, men det er blot vand. Jeg drukner ikke, for selv fisk har lært at trække vejret under vandet.

Ligesom midt om natten vil jeg snige mig ud af vinduet, selvom jeg burde være i min seng, blot for at mærke, at jeg stadig er i live. Jeg har stadig en mening. Jeg er ikke helt meningsløs.

Jeg drikker mig fuld og riskere alkoholforgiftning, fordi de antidepressive gør mig følelsesløs, og jeg kan ikke leve et liv, hvor jeg tager afstand til alt.
Jeg snakker ikke med nogen. Ingen ved længere, hvad jeg går og laver.
Jeg prøver, at få en hverdag til at køre og gå i stå. Og mens alt virker meningsløst fordi min mor smider mig ud og jeg fuldender ingen drømme, så ser jeg succes længere fremme. Det skinner som lyset i enden af tunnelen. Jeg vil ære og have det som et trofæ.
Så den kan minde mig om, at mit liv er meningsfuldt.
Der er en grund til, at jeg er i live.
Jeg lever på noget, der giver mening.

Der er en grund til, at jeg blev født. Dog skal jeg ikke redde verden, blot mig selv og forladte fugleunder i fuglereder, som i mine drømme.

Og selvom jeg ikke kan nå stjernerne eller hendes hjælpende hånd, betyder ikke, at jeg er på bar bund.
Det betyder, at jeg er på vej et andet sted, som ikke var ment til at være. Et sted, som jeg selv vælger, fordi det giver mening for kun mig.
Det giver mig lyst til at drømme. At skrive monstrene ud af mine fingrespidser, indtil de er væk, men altid foreviget på papir på et andet sprog, som ingen andre forstår.

Jeg er ligeglad, om hvad de forstår. Det giver mening for mig.
Det her er en del af mig. Det her er mig under facaden. Godt nok ser ingen mig før mørkets frembrud, hvor jeg skriver.
Jeg kan lide, at skrive til folk, som gik tabt i dem selv eller bare forsvandt, da jeg kiggede væk.
For jeg finder det meningsfuldt, at mindes. Selvom jeg ikke har styr på, hvem er døde eller i live.
Hvem, der er rigtige mennesker eller blot dukker.
Men det er ikke vigtigt, bare det giver mening for mig. Bare det er meningsfuldt nok for mig. 

Jeg elsker, at se frygten i deres øjne i det lille øjeblik, når de indser, at der ikke er længe igen. I starten tror de, at jeg har hjerte nok til at slippe dem, for de kan ikke forstille sig selv dø.
De tror, at de er uovervindelige overfor livet og at deres udødelige sjæl bærer rustning på flere tons. Jeg knuser deres illusion og gør dem til små børn igen.
Natten bliver til dag og dag bliver til uendelighed.
De føler sig alene i rummet med kun fire vægge. De råber tit, selvom de ved, at de er under jorden og har ingen chance for, at blive fundet.

Jeg holder øje med dem uden de ved det. Jeg iagttager dem, når de tror, at de er mest alene.
De sidder i konstant mørke for at mærke, hvordan det føles, at være sindssyg. Til sidst river de sig selv til blods, mens de løber ind i væggene. De ridser deres negle ned i gulvet til de knækker af. De bider deres fingre af og prikker dem selv i øjnene.
De ser ting, som ikke er der, men alligevel er der.

Rummet er tidsløst og de glemmer, hvem de er og hvordan de endte der. De beder en bøn, selv den mindst troende beder en bøn sommetider, når ingen kigger.
Det ramler sammen og de hører stemmer, men det er blot dem selv, der taler.
De skriger om hjælp igen. Beder om, at dø. Beder om, at komme hjem.

Jeg sidder stille og stirrer på dem. Jeg trækker knapt nok vejret, for de skal ikke vide af, at jeg holder øje med dem i mørket.
Tit når de ligger sig på gulvet og ryster uden, at sige noget i flere dage, så lader jeg dem dø i fred. Jeg forlader rummet og lader lyset være slukket. De lader slet ikke mærke til, at jeg forlader rummet.
Men jeg elsker endnu mere, at gå på gaden og udpege mine ofrer. Jeg er som et lille barn i en slikbutik. Alt er gratis. De beder næsten om, at dø som de går på gaden og blot venter.
Der er så forskellige typer, men jeg elsker mest smukke mennesker. Dem, der tror, at de kan få alt med deres udseende.
De betragter altid sig selv i butiksruderne og smiler knapt til dem, der går forbi fordi de er for optaget af sig selv og hvor mange citroner de skal bruge i deres te.
Jeg lokker dem med blomster og smiger. Jeg får dem til, at elske mig.
De vil knapt nok lægge mærke til, at der intet ligger bag mine ord. De æder alt råt, som dem selv, når de får øje på et spejl.

Når de er trådt ned i kælderen, så kommentere de altid lugten. Jeg siger, at det er kloakken, selvom det er liggene, der ligger begravet under deres fødder.
Denne gang er det en kvinde med en tajle, som en barbie dukke. Hun kigger rundt i rummet, som kun består af hvide vægge.
Jeg bliver sulten, når jeg kommer til at tænke på, at på et tidspunkt, så ligger hun der også under fliserne.
Hun spørger til, hvad hun skal der og jeg lover hende en overraskelse, fordi hun er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Hun grinet fjoget og retter på sit hår.

Det er først sjovt, når hun indser, at hun ikke kommer ud. Det virker først som om hun ikke forstår, hvad jeg siger, når jeg fortæller hende, at hun skal dø. Og jeg har i forvejen planlagt de mest grusomme måder, hun skal dø på. Jeg vil se hendes ansigt rådne og blive grimt.
Jeg vil tortuere hendes sjæl i stykker. Flå hendes organer ud og lade hende spise dem råt.
Hun går i panik og prøver, at gøre modstand når jeg nærmer mig hende.
Hun er blot et lille barn bag camuflage af make-up og hud.

Jeg binder hende fast og skærer langsomt hendes hud i ansigtet af. Hun skriger og sparker med benene. Men jeg sidder øverst. Hun kan ikke komme fri.
Hun går i chok og stopper med, at sige noget, mens en bunke af løst hud samler sig ved siden af hende. Jeg vil have hun skal se det. Lytte og tælle stykkerne af hud falde om hendes ører.
Jeg vil grave dybere under hendes hud. Jeg vil se, hvad der gemmer sig bag sådan en smukhed.
Det er aldrig ægte og hun var ikke en undtagelse. Det er blot hud, der narrer en. Hun er ligesom alle os andre indenunder.
Jeg bliver skuffet. Og utrolig vred. Hun har løjet om sig selv. Hun fortjener slet ikke, at være så smuk.

Jeg skærer hendes ører af, hvorefter jeg skærer hendes næse af. Jeg fortsætter ned af hendes krop, men beholder øjnene, fordi hun skal se det ske.
Hun begynder, at græde stille, mens hun beder mig om, at lade hende slippe.
Men jeg siger, at det er for sent.
Ingen ville elske sådan et ansigt.

Hun skriger i håb om nogen kan høre hende.
Hun ønsker, at komme hjem. Hun beder til Gud, mens hun skriger for hver gang jeg løsner for hendes hud.
Hendes tøj bliver malet rødt og hendes krop ryster af blodmangel.
I et øjeblik træder jeg tilbage og iagttager mit mesterværk. Hun kigger på mig. Jeg kan næsten smage frygten i hendes øjne.

Uden videre binder jeg hende op.

Jeg går ud af rummet og efterlader lyset slukket. Hun tror i et øjeblik, at det er ovre. Hun glemmer fuldstændig, hvem hun er og hvordan hun ser ud.
Hun ånder lettet ud indtil hun begynder, at gennemsøge hendes krop og da hun indser, hvad hun har mistet, begynder hun at skrige så væggene ryster.

Jeg sidder ude ved siden af og drikker saftevand og venter på, at klokken er fire, så jeg kan komme tilbage og færdiggøre mit arbejde.

Når klokken slår fire, så åbner jeg døren og hun lægger ikke engang mærke til mig før jeg tænder for lyset.
Hun ligger i fosterstilling og ryster, mens blodet omringer hende og spreder sig. Hun kigger på mig og hendes blik søger medlidenhed.
Jeg går over til hende og sætter mig ned på hug og stryger mine fingre igennem hendes lyse hår.
Hun tror i et øjeblik, at jeg lader hende slippe. Hendes øjne bliver fyldt op med håb, mens hun gisper ord, som jeg ikke forstår.

Jeg rejser mig og henter en stol. Da hun indser, at jeg går ud for at slukke lyset, begynder hun at græde og håbet dør ud i hendes øjne. Hun mumler ting for sig selv og lukker øjnene og ryster på hovedet.

Lyset bliver derefter slukket igen og jeg iagttager hende siddende i mørket til det tidspunkt, hvor hun tror hun er helt alene. Jeg trækker knapt nok vejret for hun ikke skal høre mig. Jeg nyder hvert sekund af det.
Hun ved ikke engang, at hun skal dø endnu før hun er lige ved det. Hun tror, at der kommer noget i sidste øjeblik og redder hende. Jeg er den eneste, der ved det.

Til sidst dør hun. Men jeg bliver siddende og stirrer ud i mørket.
Jeg ånder lettet ud og føler mig godt tilpas. Efter et stykke tid tænder jeg for lyset og betragter hendes før så smukke ansigt, som er begyndt at rådne op med resten af hendes krop. Hendes øjne stirrer tomt ud i luften og jeg indser, hvor ensom jeg føler mig igen.... Jeg begraver hende under fliserne og lader hende blive en del af de andre lig.

Det regner meget udenfor og kloakkerne er oversvømmet, men jeg er ligeglad.
Jeg går ned ad gaden og bliver frustreret over, at der ikke er mange mennesker indtil jeg finder en mand, der står og læser avis ved kiosken.
Jeg smiler for mig selv, mens jeg går over til manden og rækker ham min hånd og præsenterer mig selv. Han kigger op og hilser pænt igen. Han afslører sine hvide tænder og sine smukke blå øjne, der er så livlige, at det giver mig lyst til at tvinge ham spise dem råt.
Og det vil jeg, mens jeg lokker ham med hjem. Jeg lover en varm kop te indtil regnvejret er overstået.
Han ved ingenting. Han er helt uvidende om, hvad der skal til, at ske, mens han fortæller om sin kone og nyfødte datter. Han snakker om det nye hus, han har købt og hegnet han lige har bygget omkring huset.
Jeg griner og nikker til alt hvad han siger. Han ved slet ikke, hvorfor jeg griner. Han ved slet ingenting, men det vil han lige før lyset slukkes for hans øjne.

"Det her er, at leve", sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene.
Jeg sagde ikke noget. Jeg syntes, at han var åndssvag.
Han var en person, som elskede at se solen stå ned fra himlen og dufte til nyslået græs. Han var en person, som elskede at kigge ud over horsionten og føle sig stærk, bare fordi han turde stå tæt på kanten af klippen.
Jeg betragtede omgivelserne og prøvede at leve mig ind i øjeblikket. Det blev beskrevet i så mange bøger, og alligevel føltejeg ikke som alle forfatterne. Jeg kunne lugte nyslået græs og morgenen duggede på min hud og efterlod dråber hvilende på mine læber.

Han slog sine arme ud og tog en dyb indånding, mens han med store skridt kom tættere og tættere på kanten af den store klippe, som vi stod på.

Han var sindssyg, tænkte jeg og stirrede forarget på ham. Ikke nok, så tvang han mig ud af sengen midt om natten for, at stirre på solen stige op på himlen og gøre natten til dag, så skulle jeg også være vidne til, at han opførte sig skørt. Det var jo ikke normalt. Der var ikke andre mennesker heroppe. Alle menneskerne levede nede i den lille landsby forenden af klippen.

Jeg kiggede forsigtigt ned og betragtede husene som stadig sov. Der var ikke et eneste levende væsen. Jeg følte mig pludselig utrolig ensom.
Det fik mig til, at tænke på hvor jeg kom fra. Det havde jeg helt glemt. Det eneste jeg tænkte på, var hvordan jeg kom ud.
Jeg huskede ikke min barndom særlig godt, men jeg huskede min mor og hvordan hun plukkede æbler til mig fra vores store æbletræ hver sommer. Jeg kom til at tænke på den første person, som jeg sagde, at jeg elskede.
Han måtte være langt væk og ville slet ikke have mig i hans tanker, fordi han har travlt med at leve to liv, og jeg bebrejdede ham ikke. Jeg havde selv svært ved, at leve et liv.
Hvis jeg besøgte ham og tog ham op til klippen, ville han så føle sig fri? Min tvivl ville mest være om han ville tage springet og prøve, at flyve, fordi stofferne havde ætset resterne af hans hjerne.
Det var synd, fordi der var så mange ting, jeg ville sige til ham og alligevel ikke. Jeg var blevet tom for ord og mening. Alt var meningsløst.

Det havde bare været nogle dårlige dage, hvor jeg næsten ikke kunne få ro fra mig selv, og så er det, der man skal spørge sig selv om, det er det værd.
Jeg var den person, der havde prøvet alt. Jeg prøvede engang, at tage mit eget liv, hvorefter jeg prøvede at redde det ved at se mulighederne for et bedre liv, men det hele opløste sig og efterlod mig alene med min tvivl.
Det var der han kom midt om natten og førte mig op til den store klippe, hvor man kan mærke vinden blæse ens knogler på plads.

Han stod stadig med armene i vejret og lod tiden passere ham forbi, han havde ikke travlt. Tiden stod nærmest stille og da han vendte sig om og sagde mit navn, så overvejede jeg i et øjeblik at tage hans hånd og springe ud for klippen. Ikke for, at dø, men for at lære at flyve.
Han rakte sin hånd ud til mig og gav mig tegn på, at komme over til ham. Jeg havde armene over kryds og kiggede tvivlende på ham.
"Der er ikke noget, at være bange for", sagde han, "Hvis du gør det, så vil du føle dig så fri".
Jeg troede ikke på ham, og i stedet for at tage hans hånd, gik jeg langsomt baglæns. Hans øjne spejlede mit ansigt og jeg opdagede, hvor skræmt jeg så ud.
"Jeg lover dig, at der ikke sker noget", sagde han og rakte sin hånd ud til mig.
Jeg rystede svagt på hovedet og kiggede ned på mine fødder. De stod nærmest planet til jorden og jeg kunne mærke deres rødder. Jeg kunne hverken gå frem eller tilbage.

Jeg vidste ikke, hvad jeg var bange for, men jeg kunne ikke lide chancen for at falde, så jeg søgte tilbage til det trygge sted, hvor jeg allerede har været. Noget jeg kendte.

Han læste mine tanker præcis, som den sjælven jeg digtede som lille. Underligt nok kunne jeg ikke lide ham, men han var alt det, jeg håbede på at møde.
Han tog sin hånd ned og sukkede. Han gav op et split sekund, hvor han derefter rettede sit blik op imod mig og sagde: "Jeg vil ikke lade dig gå tomhændet hjem", og så gik han med beslutsomme skridt over imod mig og tog min hånd så blidt. Hans hænder føltes som fjer.

I langsomme skridt nærmede vi os klippens kant og sveden drev ned ad mig, men jeg fortsatte, velvidende om hans hånd var i min og han gav aldrig slip. Han gav aldrig op med mig.

Pludselig stod vi der, det sted, som jeg aldrig havde forstillet mig, at jeg kunne stå ved. Jeg så ud over horisonten og nød synet af fuglene, der fløj i flok og menneskerne, der stod op fra nattens søvn og gik rundt i landsbyen. Pludselig følte jeg mig en smule i live.
Jeg tog dog ikke springet. Jeg forblev bare på kanten af klippen, fordi jeg er bange for højder, men jeg stod der. I egen høje person og så ud imod det ukendte, hvad end det så er.

Jeg skriver stadig, selvom jeg ikke lægger særlig meget ud på internettet længere. Det vil jeg begynde på igen.
Jeg har også bestemt mig for, at starte på Susan Stalker igen, da jeg har lagt historien lidt på hylden og så vil jeg skrive den færdig og sende den til Gyldendal. Folk siger, at jeg er dum, hvis jeg foksuser for meget på mit skriveri end skolen, men jeg har bestemt mig for, at det afgører jeg selv. Det giver mig lidt frihed at skrive....

Og så skal jeg have mit første interview (Jeg har lavet mange interviews, men det har været noget relateret til skolen) og det bliver med Terra Naomi. Det bliver så over e-mail, men det er helt klart det værd og jeg blev virkelig glad, da hun giver sig tid til det.... Jeg vil måske lægge artiklen ud på megablog. Lad os se, hvad der sker....

Tilde