Ja, så jeg er kommet ind i atter en skriveblokering, ikke fordi det er det værste, der kan ske. Det kommer jo og går, som det vil. Jeg er bare ikke sådan inspireret for tiden, men jeg ved, at det kommer.

Men alligevel presser jeg mig selv. Fordi jeg hader skriveblokeringer, og jeg bliver sådan lidt mobset, og tænker vredt: "Jeg skal nok SELV bestemme hvornår jeg skal have en skriveblokering!".
Så jeg har skrevet hele dagen.. Og hvad er der kommet ud af det?

Åh, gud...

Min nye novelle, som jeg har valgt at kalde, "Lort". Simpelthen fordi jeg har skrevet om en lort, der blev taget for givet for den eksistens. Sandt, som det er sagt. Jeg vil have at folk værdsætter toiletter, og det der hører med.
Så skal læseren så blive rørt over min novelle om lorten, der bliver taget for givet.... Og tolke det som, mig, der føler mig i virkeligheden som den lort....

Ja.
Jeg ved ikke rigtig om det er min humor, der er dårlig eller ej... Men jeg har altid sagt, at jeg altid følte mig som en lort, der var blevet trådt på eller værre... Så hvorfor ikke skrive en novelle om det, fordi er liige præcis det mennesker mangler at læse om...
Først var det om mit kakao misbrug, nu dette.. Der er bare ingen grænser..

Nu til de mere seriøse noveller.. Tror jeg. Men jeg er begyndt at tænke lidt på at skrive om livet som en grønsage. Hvordan tror du, at en gulerød eller broccoli har det?

Tilde.

Mød mig på den anden side
Hvor jeg faktisk stadig er i live

Natten bliver ved,
Der danner sig billeder i mit hoved
Som fortæller fortrængte historier
De sagde, at det var noget jeg gjorde imod mig selv
Men jeg har arrene som bevis på, at jeg i det mindste kæmpede imens

Dog forgæves
I min kamp om at vinde
Imod den jeg er
Jeg er til grin,
Og livet griner af mig

Hvis blot du læste mig
For jeg fortjener ikke at blive frelst
Men læst
Læs mig

Jeg suger marven ud af kroppen på dig
For at overleve
Tilgiv mig

Jeg er blot et menneske, som dig
Selvom mit udseende siger noget andet
Jeg har intet skjold udenpå som beskyttelse
Jeg er let modtagelig for sygdomme
Jeg er hudløs
Huden falder af, som ingenting
Der skal virkelig ingenting til
Infektionerne tager livet af mig

Jeg befinder mig her fordi jeg vil være hos dig
Jeg vil virkelig
Jeg sagde, at jeg vil ligge i den her seng med dig
Og være døende, som resten af befolkningen
Udenfor det her værelse, vi trækker vejret i

Smerten sniger sig op ad mit ben og rammer mit hoved
Det minder om spændingshovedpine
Minder mig så meget om hvor vidt jeg er i live
Jeg er menneskelig, jeg er, jeg er stadig i live

- Ingen titel
Hvis jeg ikke må blive,
Så vil jeg heller ikke
Men stop mig ikke, når jeg endelig går
Fortæl mig ikke hvor meget du elsker mig
Det gør virkelig ondt
Fordi det du siger har du sagt til så mange før
Men for mig vil det aldrig bare være meningsløse ord

Påskeliljer
Jeg stirrer på billederne, der hænger på væggen og mindes
Der er så mange mennesker, som jeg ikke kender til
Så mange historier, som jeg aldrig får hørt
Tanken er bizar, når jeg tænker på, at en dag vil jeg også dø
Ligesom dem, der optræder på billederne
Min krop vil ligesom deres blive kold
Det der er mig, vil en dag forsvinde
Mit minde vil famle med tiden, men mit ansigt i billeder vil leve videre
Mens resten af mig, vil ende som kompost til påskeliljer

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige. Jeg står og føler noget af mig selv, som jeg helt havde glemt, men nu bliver jeg mindet om det, fordi jeg fandt noget fra fortiden og tog det frem. Jeg føler mig en smule skræmt og får lyst til at smide det væk igen. Jeg har ikke lyst til at gå tilbage fordi minderne, der stammer fra det år, gør ondt. Selvom det ikke burde gøre ondt...
Jeg ved ikke hvor meget jeg egentlig kunne lide den jeg var før eller den jeg er nu. Det er hvert fald nu jeg har indset hvor meget jeg har forandret mig det sidste halve år. Jeg tænker anderledes og gør ting, som jeg ikke gjorde før i tiden. Jeg er også blevet klogere på få punkter og helt usikker på noget andet, fordi tingene er så nye og jeg er begyndt at indse, at jeg har et ansvar for mig selv og de ting, jeg gør og skal. Det er først nu jeg faktisk kan se hvor meget jeg har forandret mig.. Det er ikke så underligt, at mine venner er faldet fra. Jeg mistede også interessen for dem. Heldigvis holdte de rigtige venner fast på mig...
Jeg har bare ikke set det. Måske indså jeg det bare ikke, eller så fokuserede jeg bare på andre ting. Men jeg er klart blevet mere voksen og det skræmmer mig på mange måder.
Jeg er ikke den samme som for få år siden. Jeg er ikke den samme Tilde og selv mine historier har ændret sig. Mine tanker har udviklet sig og mit syn på verden og livet er forandret. Alt er nyt.
Dog er der ting i mit liv, som holder ved lige meget hvad der sker. Det er mit skriveri og Terras musik, som klart holder mig oppe når jeg mest har brug for det. I mine bedste og værste øjeblikke i mit liv. Det er nok det, der aldrig vil miste sin betydning, selvom alt andet omkring mig gør... Og det burde jeg egentlig være glad for....

Giv mig noget af din morfin, doktor. Fjern al tvivlen og smerten, der sidder fast indeni mig. Opløs det og mig. Jeg er villig til næsten alt, men mit hjerte rører du ikke. Hold afstand, når jeg beder dig om det.
Jeg er stadig kun halvt et menneske og halvt noget andet, som ingen andre er.

Bedøv mig, doktor, så jeg kan få fred. Jeg jagtes af mine egne dæmoner i mine drømme, og når jeg er vågen. Jeg ser ting, som ingen andre gør. Der er spøgelser fra min fortid, som invaderer mit hjem og holder mig vågen. Jeg kan ikke finde fred i min krop, doktor. Jeg har brug for morfin for at sove igennem. Giv mig hvad som helst og jeg tager det.

Jeg er faret vild i mine egne tanker, og det hele virker så uvirkeligt, fordi jeg har opholdt mig på det her hospital værelse i så lang tid, så jeg har glemt virkeligheden udenfor. Noget siger mig, at selvom jeg er væk, så lever verden videre. Jeg vil ikke længere være en del af den verden.
Hvis du forstår, så hjælp mig ud af det.
Jeg ville ikke dø, men jeg vil heller ikke leve længere. Min sjæl er forpint og sover på nåle, der stikker sig igennem mig. Jeg går hvileløst rundt, som et spøgelse.
Der er ingen omkring mig. Jeg tror næsten, at du er den eneste, der ser mig. Jeg er fanget i et hylster og når jeg endelig prøver at bryde ud, så bliver jeg lænket tilbage til løgnene og den person, som de tror jeg er.
Jeg er tilbageholdt og længselsfuld efter noget lys, et eller andet, der tegner sig på liv, men noget siger mig, at jeg har opbrugt alle mine chancer.

Jeg er som en stor løgn på to ben, der kan gå, men kommer alligevel ingen vegne. Jeg går i cirkler. Det er det rene vanvid, og når jeg endelig tror, at jeg kan få fred, så besøger klovnen Edward mig i min søvn og beordrer mig til at følge med ham til det sted, hvor jeg hører til. Han tager min hånd og jeg skriger næsten mine lunger ud i forsøg på at nogen skal høre mig. Jeg vil ikke med ham. Han vil tvinge mig ned i helvede og lade mig brænde op.
Der er ingen, der hører mit råb om hjælp, så Edward får mig op af sengen og slæber mig over til hans verden, mens jeg hoster mine lunger op. Nu kan ingen finde mig. Det er som et mareridt, du ikke kan vågne op fra.

Jeg er så forvirret og jeg kan ikke håndtere alle disse tanker. Smerten har gjort, så jeg ikke kan føle noget for nogen som helst. Jeg ville ønske, at nogen kunne vække mig op fra dette mareridt, som jeg selv har skabt, men der er ingen tilbage, der vil vække mig op. Jeg er fuldstændig ødelagt.

Så skær mig i småstykker, doktor og saml mig som et puslespil. Sy mig sammen og reparere skaderne på min krop. Gør mig perfekt. Jeg er ligeglade med de permanente ar, der vil blive en del af min krop for evigt.
Jeg vil have verden til at se og forstå, at jeg er en af dem.
Pust min krop op som om jeg er en ballon. Tilføj noget luft og liv ind i mig. Jeg har brug for det. Jeg har brug for alt, hvad du kan give mig, doktor.
Grav mine øjne ud med en ske og giv mig nogle nye øjne, fordi briller er ikke godt nok. Jeg kan ikke se klart mere. Det hele er sløret og langt fra virkeligt. Giv mig synet tilbage.

Jeg vil nemlig prøve, at gå en tur udenfor og nye synet af mennesker, der går forbi. Jeg vil finde alt smukt, selv den grå himmel, som normalt virker trist på grund af det kolde november vejr.
Jeg vil nyde kulden, fordi jeg mærker hvordan den kryber sig under mit tøj og bider sig fast i min nøgne hud. Det føles ægte og det er en del af at være i live. Det er smertefrit, men alligevel smertefuldt.

Elsk mig, doktor. Jeg ligger her alene i min hospital seng efter alle operationerne og ingen kommer og besøger mig. Sæt dig ved siden af min seng og kys mig på panden. Fortæl mig, at jeg er smuk. Overbevis mig.
Fordi når jeg går ned ad gaden, så ser folk mig som Frankenstein med alle mine sting og ar, men så ved jeg med sikkerhed, at i dine øjne er jeg bare smuk.
Jeg er din skabelse og din succes. Ingen får lov til at holde mig hen længere, ikke engang mig selv. Jeg behøver ikke være alene længere, fordi jeg har din kærlighed, doktor. Jeg har dig og dine beroligende stoffer, som du sprøjter ind i mine årer, når jeg føler det mindste ubehag.  Det føles godt at være fri fra tankerne og dæmonerne, der dør lige så stille inde i mit hoved. Du får mig til at føle suset helt ned til mine tæer. Du får mig til at føle mig som et spøgelse, der får chancen til at leve livet igen.

Med tiden vil jeg være taknemmelig, doktor. Du giver mig røde roser med torne på, fordi du ved, at det er mine yndlingsblomster. De dufter så dejligt af min barndom og det barn, som jeg var. Du lader mig huske den jeg engang var. Du forærer mig de fortrængte minder og husker mig på det gode i dem.

Doktor, hele mit liv har folk set mig som et misfoster, men du bringer det gode frem i mig. Du får mig til at tro på, at jeg er god nok. Nu blotter jeg mig helt for dine øjne. Jeg er fuldstændig nøgen og du beundrer min krop, selvom hver en kropsdel er syet sammen med sting og mine ar lyses op i mørket. Du er det, der holder mig sammen. Du er min stolpe. Hvis du forsvandt, så ville min krop falde fra hinanden.
Jeg ville dø og min sjæl ville gå rundt på gaderne for at lede efter dig. Jeg kan ikke eksistere hvis du ikke gør.
For i de andres øjne vil jeg altid være Frankenstein, men i dine er jeg bare smuk.

Hvis døden er det eneste, der kan tage mit liv fra mig, så behøver jeg ikke være bange længere. Selvom jeg føler mig død indeni, så ved jeg godt, at jeg er i live. Selvom tanken om jeg kunne være et genfærd behager mig meget. Det kunne være rart at kun være i live i noget godt. Jeg vil leve kun i minder, som bevares, glemmes eller savnes. Jeg vil leve i billeder, der er beviset på, at jeg engang var til. Jeg vil leve i folks tanker, der før eller siden strejfer dem om mig. Jeg vil leve i omgivelserne og den mexicanske resturarant, som jeg tit besøger og elsker. Jeg vil leve i din krop, som du ikke kan passe ordentlig på. Men husk på, at jeg er ikke din indre stemme og jeg er aldrig den, der tvinger dig til at gøre dig selv fortræd.

Måske ville du forstå, hvis du blot åbnede dine øjne og så det jeg så, men jeg kan ikke både være dig og dine øjne.
Lige nu er jeg også for svag. Jeg befinder mig helt i bunden af intetheden.. Løft mig op i lyset..

Der hvor solen er...
Solen bør varme min krop op, men det virker alligevel så koldt. Mine fingre er blå og mine ben ryster under mig. Det føles som der er et jordskælv under mig, eller der er en stor eksplosion, der kan springe når som helst indeni mig. Jeg er som en bombe, der tikker nedad og folk går i panik, når de opdager det og flygter.
De er så bange for at miste fodfæstet og prøve at springe i luften. De har aldrig prøvet at stå tilbage med intet andet end dem selv. De har altid noget at komme tilbage til.

Det minder mig om det hjem, som jeg altid har drømt om. Et hjem, jeg kunne tage til efter en dårlig dag. Engang var der faktisk en vej hjem, men chancerne forsvandt fordi jeg valgte at blive hos dig. Jeg led med og for dig, fordi jeg ved hvordan det føles at være efterladt alene. Du fandt din vej ud, men du efterlod mig, fordi du er så glemsom. Lyset blænder selv de bedste.
Og nu sidder jeg her og ved ikke helt hvad jeg skal sige. Det er lige meget hvad jeg møder på min vej, så berører det mig ikke mere. Jeg venter bare på en god sjæl, der vil få øje på mig og samle mig op. En som vil løfte mig og fylde mig op med liv.

Giv mig personlighed og en flot frisure. Lad mig komme ud i mængden af mennesker og lad mig finde min plads i samfundet. Løft mig op og lad mig blive en del af det at være i live....
Der er dog ikke rigtigt noget, der kan gøre så jeg kommer i stand igen. Efter alle disse år, så er jeg begyndt at falde fra hinanden som ubrugeligt skrot. Mit værelse er blevet min egen losseplads, hvor alt mit ragelse, der består af ting og minder, ligger og flyder.
Jeg sidder her og venter på nogen ser mig og opdager hvor meget jeg er værd. Jeg vil gerne have nogen beholder mig som deres eneste værdifulde genstand. Putter mig måske op på en hylde, så jeg kan beundres og kommenteres til, som et trofæ.... Men ingen kan finde mig her...
 
Løft mig op og lad mig skinne igennem som solens stråler, der næsten kan skinne igennem de mørke skyer, der passere forbi mit vindue.
Fortæl en løgn, der gør så jeg kommer igennem den her nat og får mig til at tro, at tingene nok skal ordne sig næste dag. Vær barmhjertelig i dit forsøg på at fikse mig for jeg kan let knækkes. Jeg er ligesom en vase, der er gået itu. Lige meget hvor meget du limer mig sammen, så vil man altid kunne se, at jeg er blevet knust og ødelagt... Men jeg heler langsomt igen, som limen tørrer ind og dagene, der forsvinder så let forbi som ingenting. I det mindste så lever jeg i minderne.. I billederne.. I menneskerne og omgivelserne... I alt det, som der skaber mig....

Det er ikke lyst udenfor. Månen findes, men solen er forsvundet. Jeg rejser mig op fra sengen, som jeg har ligget i hele natten uden at ønske, at jeg var i en andens seng.
Du spørger mig hvor jeg er på vej hen, og jeg svarer, "Bare væk"...
Du følger efter mig, mens du nynner en melodi, der minder mig om et liv.
Når jeg husker liv, så husker jeg sommerminder. Vi vil altid huske sommeren, der kunne varme vores kroppe op. Det hele er kommet så meget på afstand, at jeg ikke kan huske hvordan det føles at leve længere.
Mens jeg går, så tænker jeg på hvad der holder mig fast i, at gå tilbage. Alt, tænker jeg.
Det her er nemlig ikke virkelighed. Det er noget, som er opstået oppe i mit hoved og jeg lever drømmen ud. Til hver eneste dråbe.
Sneen går mig op til knæene. Jeg ser mine fodspor blive dannet i sneen og du træder med vilje ned i dem for at evige dem og min eksistens. Nu ved alle, at jeg har gået her.

Jeg går ned ad gaden, hvor folk kigger ned på deres fødder når de går. Jeg bliver mindet om hvor jeg kommer fra. Det her er vores helvede. Jeg hader denne her by. Jeg hader alle der lever i den.
Vi fastholder smerten, som om vi dyrker den og glemmer helt det gode, som vi har sat til siden. Vi bevæger os aldrig ud til kanten. Vi tager aldrig springet.

Jeg vil ud af byen og fordi jeg vil det, så hjælper du mig.
Du tager mig over til et operahus, hvor  væggene er belagt med ægte guld. Det føles som en smuk drøm, som jeg ikke tør røre, fordi jeg ikke vil ødelægge noget og derfor vågne op. Jeg forbliver i drømmen. Jeg lever den fuldstændig ud igennem dig.
Vi lytter til de store damer, der synger deres hjerter ud til publikum. Deres stemmer spreder sig ud i vibrationer og rammer os, som om det er en smittelig sygdom. Det mærkes som smerte.
Det gennemborer mig for hver en sang, de gennemfører. Jeg føler præcis hvad de føler.
På et tidspunkt tror jeg næsten, at jeg er en af dem. Min sjæl bevæger sig op imod scenen og bliver forenet med damerne i rampelyset, mens min krop stadig sidder i sædet og betragter de store damer. Jeg ved nemlig godt, at rampelyset aldrig vil have en chance for at ramme mig, hvis jeg sidder så langt væk fra scenen af. Jeg ved godt, at det liv, vil jeg aldrig nogensinde kunne leve, hvis jeg blot er tilskuer.

Jeg trækker mig tilbage. Jeg er i virkeligheden ude af stand til at føle noget selv. Jeg er en kopi af alle andre mennesker i denne her sal. Vi adoptere andres meninger og følelser, fordi vi ikke kan danne nogen selv.
Du spørger mig hvorfor, og jeg vælger at lade være med at svare.
Hvis jeg svarer dig, så vil jeg blive trukket tilbage til den virkelighed, jeg kom fra. Jeg vil bare gerne sidde her og nyde showet. Jeg holder stædigt fast i drømmen og håber ingen opdager det.

Jeg får lyst til at skrige, mens jeg sidder og stirrer op imod scenen. Jeg sætter mine tænder ned i mine læber og bider til indtil jeg kan smage blodet flyde rundt i min mund. Det smager af metal. Ikke af andet.

Du holder mig i hånden imens, som vi er gode venner. Jeg lægger en snedig plan for hvordan jeg kan skubbe dig væk. Jeg ved nemlig godt, at du ikke er ægte. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud.
Du sidder og nynner den irriterende melodi, der minder mig om mig selv. Det, som jeg prøver at flygte fra. Der befinder sig så mange tanker inde i mig, som prøver at tage livet af mig. En dag vil det ske, tænker jeg anspændt. Jeg vil så gerne væk...

Din eksistens håner mig. Du er præcis det, som jeg aldrig bliver. Du kender ikke til konsekvenserne ved at elske. Dit skelet er blødt hele vejen igennem og dine organer flyder ud af dine næsebor, som flydende budding. Jeg føler trang til at optage dig i mig.
Jeg lægger mærke til at der hvor dit hjerte burde sidde, er der efterladt et stort udhulet hul, så man kan se direkte igennem dig. Jeg kan se mennesker, der sidder bag  hos i salen, igennem dit hul og de kan ikke se mig. Du minder mig om en dørspion.

Jeg smugkigger igennem dit hul og undrer mig over  hvordan det er opstået, indtil jeg får ordentligt øje på alle mennesker, der har stillet sig bag dig. De virker fraværende og på deres udseende er de helt blege. De virker alle sammen døde. Du husker mig på, at vi alle har en fortid. De mennesker stjal dit vigtigeste organ, så de andre organer virkede overflødige og ligegyldige. Du er som en forpint sjæl, der ikke kan klæde dig på med følelserne udenpå din krop. Du er indelukket og jeg kan ikke tage vare for dig. Det er jeg virkelig ked af.
Du har mistet slaget og falder tilbage til den rolle, der ikke er dig længere. Du beklæder dig i en dragt, der skjuler din rigtige krop, der er så smuk, bare fordi den er til. Jeg berører dig faktisk kun for at føle noget selv. Jeg kan fornemme, at der gemmer sig noget i dig, der er større end os. Det er det, der tiltrækker mig til at komme tilbage til dig.
Du sagde engang, at det hele handlede om at kunne føle, ellers ville noget i os dø væk.

Jeg ved hvert fald, at jeg vil eje dine følelser og klæde mig på med dem, som de var tøj. Jeg vil spise dine organer for få noget til at fylde min tomme krop op med. Bliv en del af mig... Jeg beder dig.

Jeg hader, at jeg vågner op alene hver morgen, som den robot jeg er blevet til. Jeg hader, at jeg vågner op, selvom der ikke er noget at vågne op til. Det er bare noget, jeg gør.
Du spørger mig hvad jeg føler for og jeg svarer, at jeg ikke ved det længere.
Mit hjerte sidder et sted inde i mig, men slagene føles ikke andet end mekaniske. Min krop føles så træt, men den bevæger sig stadig videre for at overleve en til dag. Det er bare noget, som den skal.

Jeg kigger rundt på gaden til tider og spejler mig i butiksvinduet. Jeg ser en krop, som jeg stjal fra et andet menneske. Jeg ved ikke hvor min sjæl blev af. Min lidenskab for livet er som en sygdom, der tærer mig op. Jeg lever efter meningen med livet. Med mig selv.
Jeg dør hvis de ikke snart ser mig.. Jeg dør hvis de ikke snart lytter til mig..

Det, der giver mening lige nu, er at ligge i den her seng. Drømmen tager mig væk og tillader mig at være hos dig. Dine ord er så smukke, næsten som poesi. Hver nat forstiller jeg mig altid at ligge hos dig og kærtegne dine læber med mine fingre. Du giver mig lyst til at prøve... Du giver mig lyst til at føle. Jeg vil ønske, at du udgav dine ord, fordi verden går glip af dig.

Du ser mig. Du lytter til mig. Du prøver at komme ind til mig, men mit skelet er hårdt hele vejen igennem. Du spørger mig hvorfor, og jeg kan ikke finde ud af om det er min egen skyld.
Jeg ved det ikke... Jeg vil ønske, at jeg kunne elske dig. Jeg tror bare, at jeg beundrer dig.

Jeg vil ønske, at min krop var brand varm som den blev om sommeren, i stedet for så afkølet, så jeg føler mig som et levende lig.
Jeg får lyst til at ligge i den her seng og sove verden væk. Jeg vil lukke øjnene og aldrig vågne op igen. Når jeg befinder mig i den her drøm, så græder jeg endelig, mens jeg rækker mine hænder ud efter dig. Jeg beder dig grædende om at kærtegne mine kinder og varme mine hænder op. Jeg beder dig om at elske mig, mens verden tæres op og mørket omsluger os. Det eneste jeg kan se, er dig og denne her seng vi ligger i. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud. Du er som en drøm, jeg ikke vil vågne op fra for du er så blid og fraværende.
Du forsvinder altid når jeg åbner øjnene og kommer tilbage til mit eget helvede, men når jeg lukker øjnene i igen, så vender du tilbage. Byder mig velkommen.
Alt det, der består af mig, sulter efter dig. Du er som et liv. Et virkeligt liv.
Vil ønske, at de vidste hvor meget jeg hørte til her hos dig.
Du smiler og siger, at du gør. Jeg svarer, at det ved jeg godt.. Det gør du nemlig altid. Du kærtegner mine kinder, som er våde af tårer. Du varmer mine  hænder op med dine læber, der virker så bløde.
Du forstår mig, gør du ikke? Behold mig...

Men jeg trækkes tilbage og åbner mine øjne. Jeg finder mig selv i min egen seng. Min krop er brand varm og jeg er fyldt op med ubeskrivelige følelser. Jeg er helt vågen nu og befinder mig i det helvede, som jeg efterlod for at være sammen med dig i drømmen.
Jeg har aldrig følt mig så alene.

Jeg er meget forvirret over hvad jeg skal næste år. Det hele er blevet så stort og alvorligt.
Planen er nok en ungdomsuddannelse eller gymnasiet. Vi ser på det.... Alligevel sidder jeg og håber allermest på forfatterskolen, selvom chancen er minimal. Jeg har faktisk tænkt mig, at sende en ansøgning ind med mine yndlingsnoveller og uddrag fra Susan Stalker... Jeg håber ikke på noget. Jeg tror, at jeg er alt for ung, men det er virkelig det jeg vil. Nu har jeg brugt flere år på skolen og følt, at jeg har spildt min tid.... Jeg sagde altid gymnasiet først, så forfatterskolen fordi jeg ville være fornuftig, men nu er tingene anderledes... Nu prøver jeg bare det hele...

En dag skal jeg nok få lov til at skrive.. Som jeg vil.


and i hope you're thinking of me as you lay down on your side.... now the drugs dont work they just make you worse.. but i know i'll see your face again... cause baby, if heaven calls, i'm coming too.... just like you said, if you leave my life.. ï'm better off dead...

Hun var sådan en smuk kvinde. Mit blik klistrede sig fast på hende da hun stillede sig ved siden af mig. Jeg studerede hver en perfekt kropsdel, som hun ejede. Hun var sådan en kvinde, man ville gå ned på knæ for, bare for at kysse hendes fødder, silkebløde fødder.
Måske var det medicinen, der gjorde mig høj, eller så var jeg forelsket. Jeg havde ikke været forelsket i årevis, så jeg kunne ikke vide det med sikkerhed, men noget var sikkert, og det var, at hun ikke var en hallucination. Hun var ganske ægte.

Det var med lige linjer, og det helt rigtige taljemål, så man næsten skulle tro, at hun var den perfekte kvinde, men så heller ikke mere.
Hun burde være den kvinde, der fødte alle menneskers børn, så verden kunne blive fyldt op med smukke vidunder børn.
Alt hvad hun rørte ved, blev smukt, men så heller ikke mere. Det var ikke som, at blomsterne voksede op mirakuløst fra sneen og blomstrede, fordi hun havde betrådt jorden.
Det var ikke som, at solen skinnede over hende og efterlod mørke skyer til os andre normale mennesker.

Når man så hende gå ned ad gaden, så fangede hun ens blik lige med det samme, men man anede ikke sorg i hendes øjne, fordi de var skjult bag de mørke solbriller.
Vi stod ved siden af hinanden på busstopstedet, men hun ignorerede min eksistens. På et tidspunkt tvivlede jeg på, om jeg var i live eller om jeg var usynlig for hendes øjne. Måske kunne hun kun se sig selv og mennesker, der var ligesom hende.
Jeg havde dog aldrig mødt mennesker, som hende, så hun måtte føle sig rigtig ensom.

Jeg spekulerede om hun havde en fortid. Det havde hun nok ikke. Hun havde nok ikke engang en straffeattest, der ville plette på hendes nye hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.
Hun satte sig på et sæde inde i bussen, lige ved siden af det beskidte vindue og jeg tillod mig selv at sætte mig ved siden af hende, men hun lagde stadig ikke mærke til mig.
Hun kiggede blot ud af vinduet, mens hendes blik hvilede på den verden, der forsvandt forbi.
Verden var dækket med sne og himlen var grå. Det føles som om tiden stod stille i et øjeblik.
Jeg betragtede hendes mørkebrune hår, som var løst. Jeg fik lyst til at stryge mine fingre igennem det og mærke hvordan smukt hår føltes som. Hendes hår var smukkere end modellernes hår i shampoo reklamerne, tænkte jeg.
Hun mindede meget om en model, når jeg tænkte over det. Hun havde alt hvad de dødelige manglede.
Hun burde være lykkelig. Hendes tøj og udstråling afslørede hendes succes, men noget sagde mig, at der ikke var nogen, der ventede på hende derhjemme.
Hun tjekkede jævnligt hendes mobil for beskeder, men for hver gang hun ikke fandt gevinst, så sukkede hun stille og lagde mobilen ned i sin taske igen.

Jeg betragtede hendes fyldige læber, der var malet røde, mens hendes hud var kridhvid. Ikke engang kulden kunne trænge sig igennem hendes perfekte facade og gøre hendes kinder lyserøde.
Jeg stirrede skamløst på hende. Hun var virkelig det, som alle ville være. Når hun gik ned ad gaden, så lagde man kun mærke til hendes skønhed, men aldrig hvad der gemte sig bag. Hun var lige så smuk som en model og havde en krop som en vaskeægte mannequin. Jeg troede ikke at den slags mennesker fandtes. Hun måtte være en truet dyreart. Hendes ydre var så koldt, men hendes indre var i oprør. Noget i mig fik lyst til at holde om hende og passe på hende.
Hun mærkede mit blik og vendte sig om og kiggede på mig. For første gang mødtes vores blikke og jeg spejlede mig i hendes mørke solbriller. Der var fuldstændig stilhed imellem os. Noget havde brudt igennem muren og forenet os. Nu var vi begge i samme verden. Jeg var synlig for hendes øjne.
Ordene forlod min mund. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget smukt som mindede om poesi, så hun ville falde for mig. Alt hvad jeg ville, var at kysse hendes fyldige røde læber og smelte mig sammen med hende, men det gik ikke. Jeg vidste godt, at vi var fuldstændig modsætninger. Der sad jeg med beskidt tøj, uglet hår og et rodet liv hængende over mit hoved. Jeg var alt, hvad hun indeholdte indeni. Hvis vi blot rørte hinanden og flød sammen som en krop til sammen, ville hun blive dødelig.
Det måtte hun også have tænkt, fordi da hun vendte sit blik imod vinduet igen, så kunne jeg se tårerne trille ned ad fra hendes mørke solbriller og lande på hendes hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.

Sneen dalede ned fra himlen af og ramte mit nøgne ansigt. Jeg lukkede øjnene og smed min jakke, så sneen kunne ramme hele min krop. Jeg vil have den skulle omfavne mig.
Jeg ved ikke hvad det var.
Måske følelsen af kulden, der skar ind i huden på mig og ind til mine levende organer.  Det gjorde, at mit hjerte bankede hurtigere og kæmpede for at holde min krop varm. Min hjerne genoplivede gamle minder, som var sat på standby i for lang tid. Jeg trak vejret i et roligt tempo, mens jeg så alle disse billeder passere bag mine øjenlåg. Det gjorde slet ikke ondt.
Jeg nød mig selv for bare et lille øjeblik. Jeg var næsten et barn igen.
Jeg smilede stille for mig selv, mens jeg forsvandt ind i mig selv. De forbigående måtte have troet, at jeg var sindssyg. Jeg var bare rigtig glad.

Vinterens mørke lægger sig over mig og gør mig tung i kroppen. Jeg ligger mig i min seng og føler mig bedøvet af tanker og den smerte, som jeg ikke har lyst til at beskrive. Det hele taler for sig selv.
Mit hjerte banker så hurtigt, at man skulle tro, at det banker for tusindvis af andre mennesker.
Jeg bliver ved med at spørge mig selv om hvorfor jeg er her, mens intet andet trækker vejret i værelset end mig. Jeg savner en ven.
Jeg er begyndt at tvivle hvor vidt jeg er i live. Sommetider undrer jeg mig over om jeg er død nok indeni til at også være det udenpå. Måske er jeg død i dette øjeblik, hvor jeg ligger i min seng, uden at vide det.

Timerne forsvinder og jeg glemmer omverden. Jeg ved ikke hvad jeg fortjener når det kommer til stykket. Jeg kan ikke lade være med at spekulere om grunden til jeg er endt her så mange gange, er fordi jeg virkelig fortjener det.

Jeg tror faktisk ikke, at jeg var skabt til at elske eller leve i den her verden. Der er ingen at snakke med. Der er ikke nogen, der faktisk tænker på mig, men jeg tænker på dem...

Jeg vil ønske, at der fandtes nogle magiske ord, der kunne helbrede mig. Jeg vil ønske, at jeg ikke besad følelser eller tanker. Jeg vil bare have alverdens ting. Jeg vil have alt, som de har, men jeg ikke har.
Jeg er ikke engang sikker på hvad jeg vil have længere. Det hele forsvinder i mørket og alt mister dets værdi, mens jeg synker længere ned i mit eget rod.

Jeg står og kigger ud på det, som jeg burde have indeni. I er alle sammen sådan nogle smukke mennesker. Så skrøbelige, at man faktisk hverken burde snakke eller røre. I burde udstilles på et museum, hvor folk kunne se på jer. I vil være beskyttet bag en glasrude og blive beundret.

Jeg lytter til husets rolige vejrtrækning. Det føles som om hele verden sover. Jeg ligger i min seng og kigger ud af vinduet, mens stemmerne oppe i mit hoved prøver at overtale mig til at flygte, men jeg har ikke gjort andet end at flygte.
Hvis blot jeg kunne se månen, men den er dækket af mørke skyer. Jeg savner at sidde og stirre på den skinne ned på jorden, som solen gør, men månen gør det bare mere intenst og nøgent. Lys min have op. Lys mig op, måne.
Det hele er så mørkt. Der er ikke noget, der er ægte omkring mig. Der er aldrig noget, der virkelig er mit. Jeg burde måske ikke være alene, men det er jeg.
Jeg kunne skabe mennesker oppe i mit hoved og snakke med dem, men det vil aldrig være rigtigt. De griner kun af mine vittigheder, fordi de er nødt til det. De er jo bare mig.

Jeg tænker på stjernerne, der gemmer sig bag skyerne. Det føles som om de gemmer sig fordi de er for generte. De har intet at gemme sig for. De er simpelthen så smukke, når de endelig viser sig klart på den mørke himmel. Jeg vil række min hånd ud og gribe ud efter en af stjernerne. Tanken om at blive en del om af milliarder af andre smukke stjerner virker betryggende, men jeg har hørt, at nogen ikke var skabt til at nå stjernerne. Men jeg vil så gerne være en af dem, der kan.
Så jeg rækker min hånd ud og bliver ved med at tro, at jeg er en af dem, der kan nå stjernerne.

Jeg finder ting, som jeg vil leve for. Ting, der gør det værd at stå op om morgen. Jeg er på vej, men alligevel får jeg det så skidt. Jeg får lyst til at sætte mig ned og græde, at jeg simpelthen ikke kan mere. Jeg får lyst til at smide alle væk fra mig og sige, at jeg bare ikke vil dem længere. Forsvind ud af mit liv. Forsvind ud af mit hoved og mit hjerte. Jeg vil næsten sige, at jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt jer.
Og med det samme fortryder jeg. Det var noget grimt noget at sige...
Jeg ved bare slet ikke hvad der er sandt eller falsk. Hvem der mener det de siger og hvem, der lyver for at tage alt fra mig.
Hvem der vil mig alt godt eller hvem, der bare vil bruge mig som en fordel for dem selv.
Hvem, der er her eller er for længst forsvundet...

Jeg vil bare have mig for mig selv og alligevel vil jeg dele med en anden. Jeg vil gerne have en eller anden. En der kan gøre, så jeg ikke græder. En, der kan være der uden det hele tiden skal gøre så ondt...
Jeg kan ikke lide den her følelse.
Det er som om noget indeni mig, er ved at eksplodere. Som om noget er ved at æde mig op.

Og jeg kan ikke sove ordenligt. Jeg kan ikke spise i fred. Jeg kan ikke fokusere og jeg håber altid dagen er gået. Frygter altid weekenderne, fordi der kan jeg gøre hvad jeg vil.
Jeg vil drikke vin og leve på mit værelse...
Langt væk fra mennesker, som kan røre mig...

Jeg kan snart ikke længere. Jeg har bare brug for ro indeni. Jeg sad i bussen og det virkede næsten som sommer udenfor. Den måde solen skinnede og varmede mig på. Jeg følte faktisk glæde, selvom jeg ikke engang kan lide sommer, fordi jeg har oplevet så mange dårlige ting i den årstid, men alligevel..... Det lyste tingene op, og sikkert også noget op indeni mig, som jeg troede var dødt. 

Det er som om at pludselig føler jeg en stor vilje til at gøre så tingene ordner sig. Jeg vil ordne alle og alting. Jeg prøver så hårdt... Men når jeg indser, at efter al det arbejde, at det aldrig vil gå efter mit hoved, så føler jeg magtesløshed.
Det er der, hvor jeg får lyst til at sætte mig ned og græde. Først var det ved busstopstedet, som i går og i dag var det i badet. Jeg kan sidde og have samtaler med venner, hvor jeg griner og pludselig har lyst til at bryde ud i gråd, fordi det er blevet så tungt.

Jeg får lyst til at forsvinde, fuldstændig. Sommetider bliver jeg bange for at være alene, fordi jeg ved ikke hvad jeg vil gøre.
Jeg tror, at det eneste der stopper mig, er mine drømme, som jeg så gerne vil opfylde. Jeg kan være så stædig... Jeg vil så gerne have det skal fungere.

Alle skal være glade. Ingen skal føle smerte. Ingen skal miste dem, de elsker. Det er bare ikke fair.

Det burde bare ikke gøre så ondt og jeg kan ikke snakke om det. Jeg kan ikke skrive om det. Jeg er ikke klar. Jeg vil ikke have at det bliver til virkelighed når jeg endelig skriver om det. Jeg er ikke klar til at indse, at jeg er ligesom alle andre. Jeg mister også. Jeg er ikke klar til at overleve og finde en vej videre.

Jeg er bare ikke klar. Det gør mig bare ked af det, at jeg ikke er glad mere. Det gør mig rigtig ked af det.

Tid afskærer mig fra dig. Der er så mange uopdagede objekter, som ligger imellem os. Jeg husker hadefulde ord og tid, hvor jeg troede, at jeg var ved at blive sindssyg bare ved tanken om at miste dig eller blive hos dig...
Der er så mange mennesker imellem os, der lever deres eget liv på vores omkostninger. Jeg ved, at det hele er i mit hoved og det her er sikkert ikke virkeligt, men kan ikke glemme, at det var det engang.
Så lad mig skrive en gang til om dig... Selvom jeg godt ved, at det er ikke med mine ord at jeg finder dig igen. Jeg ved det godt nu.

Du lever igennem billeder og minder, som tynger min hukommelse. Hos dig var jeg et elsket barn. Jeg fandt altid hjem i dine øjne. Du vidste lige hvad du skulle sige for at få mig overbevist.
Du er den eneste, som jeg ikke mistænkte for at lyve. Jeg vidste bare at du elskede mig.

Men tiden er grunden til jeg er bange. Jeg er begyndt at vokse ud af min egen krop. Jeg træder ud som en helt anden, slet ikke som den person, som du forelskede dig i. Jeg ved godt, at årene gør forandringer og intet varer for evigt, men jeg vil være præcis den pige, som du forlod den sommer, så du kan komme tilbage og mindes, som jeg tillader mig selv at gøre lige nu.

Jeg har undret mig over hvor du var. Igennem mine historier har jeg altid prøvet at finde dig.
Jeg har overvejet om jeg nogensinde var i dine tanker. Du har levet i mine tanker i årevis, men jeg fortalte det aldrig til nogen. Der er ingen, der ved det her, og derfor har det netop været så ensomt.

Du var den, der aldrig var ligeglad. Dine opkald holdte mine drømme med selskab. Du var ikke perfekt, men i mine øjne var du bedre end det. Bare at se dig gav mig lyst til at leve.

Men hvordan kan du nogensinde elske mig efter al den tid, som der er blevet tvunget imellem os?
Hvordan kan du nogensinde røre mig og føle det samme, når jeg ikke længere lever i den samme krop, som du før beundrede, selv for dens fejl?

Du er den eneste, der kender svaret.

Jeg håber, at når du ser mig, at du lægger mærke til at mine øjne er stadig lige så grønne som græsset. Du havde en ting med mine øjne. Du sagde, at grøn var farven for håb.

Så... Jeg håber, at det er mine øjne du lægger mærke til, så du genkender mig med det samme, i mængden af alle disse mennesker. Du vil føle følelserne igen. Du vil lade dem strømme igennem din krop, fordi et sted må de have været gemt i alle disse år.

Og vi kan være venner for evigt. Du må bare aldrig forsvinde igen, fordi det er hos dig, jeg er fikset. Det er der, hvor mine mangler bliver til fordele.
Det lyder måske skørt efter alle disse år, men jeg lever stadig i minderne. Jeg har prøvet at komme videre og jeg er videre, men jeg tror ikke, at vi var ment til at sige farvel.
Det føltes aldrig rigtigt. Du kom nemlig også altid tilbage.

Jeg tror, at det er muligt for når jeg ser dig, så virker det som om det kun var i går, at du kiggede mig ind i øjnene og sagde, at mine øjne var grønne som græs.
Jeg vil så gerne tro på, at det er muligt at slette tiden og bare se ind i dine øjne, som intet var hændt og finde hjem igen.
Fordi jeg savner dig så ufatteligt meget.

Jeg er her nu. Det tog noget tid før jeg kom hertil.
Jeg sidder i et lokale med folk, som er kommet over deres indre dæmoner. Folk, der er præcis ligesom mig. Jeg siger ingenting. Jeg venter på, at det bliver min tur til at rejse mig op og indrømme. De andre fortæller om deres historie og fortæller stolt hvor lang tid siden det var siden sidst... Folk klapper for at støtte dem i at være så stærke.

Det var nogle hårde nætter, men endnu hårde dage. Jeg ved ikke hvornår jeg mistede kontrollen. Jeg tror faktisk, at jeg var den eneste, der ikke så det komme, selvom alle mine venner fortalte mig, at jeg var nødt til at vågne op. Jeg var nødt til at vågne op før det gik galt, men jeg blev ved.. Jeg kunne ikke stoppe nu når jeg var i gang.

Jeg var blevet besat af denne søde drik, der fik mig til at føle mig så godt tilpas og så beskidt på samme tid. Jeg kan huske første gang jeg tog en tår.
Jeg var ung og uvidende. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til. Min veninde og jeg tog op til tanken fordi vi ville have noget frokost. Det var en normal dag. Sikkert en torsdag. Og så stod den der i køledisken og stirrede på mig.
Jeg er ret så sikker på, at den hviskede til mig, lokkede mig med dens sukkersøde ord. Dens sukkersøde manipulerende ord.
Jeg kunne ikke modstå. Jeg tog den og kiggede på den. Dens navn stod skrevet med hvide blokbogstaver: Matilde Kakao, skummetmælk.... kun 0,5 % fedt.
Det var så nemt. Den kostede ingenting og jeg vidste jo ikke, at den kakao var djævlen selv.
Jeg vidste ikke, at Matilde kakao mælken kunne blive min død.

Jeg kunne virkelig godt lide den. Dens smag var ubeskrivelig velsmagende.
Det var som om at jeg mærkede intet andet end smerte og nydelse, når jeg drak det brune stads. Det gjorde mig høj, men kun i få timer, og så var jeg nødt til at få mere.
Jeg blev ved med at købe kakaoen sammen med min veninde i frikvarterene, men pludselig begyndte jeg også at købe kakao, når jeg var alene.

Først var jeg social og drak min kakao i selskab med andre, men til sidst sad jeg alene på mit værelse og drak det. Jeg så mig selv forsvinde lige så stille.
Mine hænder rystede når jeg ikke drak det og jeg vågnede op badet i sved midt om natten, fordi mine drømme kun bestod af Matilde kakao mælk og dens søde hvisken.
Jeg kan sommetider stadig høre kakaoen hviske til mig om natten...

Jeg kunne til sidst ikke overskue at gå ud og være sammen med mine venner. Jeg ville bare drikke min kakao. Jeg blev høj af hver en slurk og jeg drak altid en halv liter kakao på fem minutter, fordi jeg havde gjort det så mange gange før.
Jeg var lykkelig. Jeg var forelsket. Det var som en hemmelig affære og jeg prøvede alt for at holde det hemmeligt, så ingen opdagede det. De ville ikke forstå.

Til sidst glemte jeg at spise fordi det eneste jeg ville indtage var kakao og jeg brugte alle mine penge, så jeg til sidst solgte mine sokker på gaden til forbigående og slog gamle damer ned og stjal deres penge, og deres trusser, som jeg kunne sælge senere på dagen.
Selv mens jeg drak min kakao i fornægtelse om hvad for et monster jeg havde udviklet mig til, så udtænkte jeg altid en ny plan, så jeg kunne få mit næste fix.
Jeg ville sælge min egen mor for at få et nyt fix. Så langt ude var jeg.

Jeg vågnede tit op om morgen uden at vide hvad jeg havde lavet den anden dag. Jeg havde ondt i maven, men alligevel greb jeg ud efter en ny kakao og drak den, så smerterne forsvandt.

Tiden gik og mine venner begyndte at forsvinde, fordi de sagde, at de ikke kunne hjælpe mig. Jeg var simpelthen for langt ude.
Jeg begyndte at tabe mit hår og mine tænder. Jeg lignede en gammel mand og jeg lugtede også som en, fordi jeg var ude af stand til at gå i bad.

Til sidst blev det bare for meget for mig og jeg så ingen udvej end at tage mit eget liv, så jeg købte flere liter Matilde kakao og drak dem alle på en gang og lagde mig ned for at dø i min seng.
Jeg faldt i søvn, men vågnede op igen få timer efter. Jeg døde ikke af min overdosis. Jeg havde bare rigtigt ondt i maven.

Det var der, at jeg indså, at jeg havde brug for hjælp og det var der, jeg lovede mig selv, da jeg drak den sidste Matilde kakao mælk, at det var den sidste tår, jeg nogensinde ville få.

Fra den dag af prøvede jeg at være ædru.

Det var hårdt og mange gange så fik jeg tilbagefald, men mine venner støttede mig.
Sommetider kan jeg stadig savne, at drikke mig væk i kakaoen, men det går bare ikke. Jeg må være stærk...

Kvinden, der sidder ved siden af mig, sætter sig ned. Hun er færdig med sin tale om hendes tidligere misbrug af heroin, og det er der, jeg indser, at alles blikke hviler på mig. Nu er det min tur til at indrømme.
Jeg rejser mig op og synker en klump.
"Jeg hedder Tilde", siger jeg og trækker vejret tungt, "Jeg er kakaoholiker og jeg har været clean i ca. fire timer, fordi jeg fik en upser tidligere i dag, men det sker. Jeg er trods alt bare et menneske".
"Hej, Tilde", siger de alle sammen i kor og derefter klapper for at støtte mig i at være så stærk.

Du ligger i sengen med lukkede øjne. De siger, at du er væk, men jeg ved godt, at du er her. Din stemme snakker med mig inde i mit hoved. Du siger du elsker mig. Jeg elsker også dig af hele mit hjerte.
Din hud er lige så hvid som det hvide lagen du ligger på. Jeg rører forsigtigt dit ansigt med min hånd og mærker at din varme er forsvundet, men den må findes et sted indeni dig.
Der må være noget, der kan vække dig op. Jeg savner at grine med dig.

Jeg blev født for at elske dig og vokse op med dig. Jeg går ingen vegne, og det må du heller ikke. Før var jeg rigtig bange, men det er jeg ikke mere fordi du kommer tilbage. Det gør du altid.  
Vi aftalte at blive gamle sammen. Vi aftalte at leve livet og rejse verden rundt. Vi skal nok nå det hele. Vi skal til Japan og se kulturen og til Frankrig for at drikke deres vin. 
Og de forstår ikke. De ved intet om os.
De tror, at vi er ligesom alle de andre, der er på hospitalet, men det er vi ikke. Vi er anderledes, vi har en historie, som ikke er sluttet nu. Jeg hader at de omtaler dig i datid, som om du er død.
Jeg hader dem alle sammen. Lige siden de kom ind i vores liv, så blev alting værre. 

Jeg betragter dig. Du er blevet så utrolig lille. Jeg får lyst til at græde og ruske i dig. Vågn op. Vågn op.

Jeg ligger mig ind til din kolde krop og tager dine arme omkring mig. Det er sådan det skal være. Du skal huske, at jeg også har brug for at blive holdet om, så vågn op og hold om mig. Som du plejede.

Jeg husker alle vores minder. Du kan umuligt have glemt dem. De varmer hele min krop op når de fylder mine tanker, hvis du nu tænkte dig om og kom i tanke om dem, så vil du måske også føle varme, føle et eller andet.

Jeg ligger mit hoved på din brystkasse, som jeg plejer. Det er her jeg hører til. Hos dig.
Jeg lukker øjnene og prøver at finde dig indeni mig. Du må være et sted, hvis du ikke er her. Hvor er du? Hvor er du?
Dit hjerte slår ikke. Dit hjerte slår jo ikke. Det gør mit hjerte. Jeg kan mærke det banke hurtigere og hurtigere, mens tårerne samler sig i mine øjne. Det er uretfærdigt. Det er ikke virkeligt....

Jeg prøver at indse, men jeg kan ikke. Hvis jeg gjorde, så blev det til virkelighed. Jeg er nød til at være stærk, fordi du har været så svag på det seneste.
Jeg aer dit hoved med min hånd for at vise dig at alting nok skal blive godt igen. Jeg ved nemlig at det gør, at du falder til ro. Du må må ikke være bange. Jeg er her. Jeg er lige her.
Du holdte altid om mig, mens jeg aede dig i håret, når du var ked af det. Vi brugte aldrig ord, fordi vores kærlighed beskrev alt. Du er alt hvad jeg har. Du er min allerbedste ven.

Der var engang hvor du havde masser af hår, men du har tabt det hele. Det er som om du er en anden. Sygdommen prøver at tage dig fra mig, men du lovede mig i går, at det ville du aldrig tillade.
Du kyssede mine hænder mens jeg græd. Du hviskede alle de ting, som vi skulle nå inden vi blev gamle.
Vi skulle til Tyskland og gøre grin af deres sprog og vi skulle rejse til Frankrig og drikke al deres vin. Vi vil sejle verden rundt på din båd og efterlade alt hvad vi kender til derhjemme. Vi vil kigge på stjerner om natten. Hver dag vil ligne en ny dag. Vi vil leve livet sammen.
Du kyssede mig på panden og hviskede at du elskede mig af hele dit hjerte.

Tårerne falder ned ad mine kinder og rammer din brystkasse. Du er så langt væk og jeg kan ikke finde dig. Du knuser mit hjerte hvis du virkelig har forladt mig. De siger, at du var døende, men det er vi alle sammen. De siger, at der var ingen måde at kunne hjælpe dig på, men de løj.
Du skal hjem til det hjem, som vi selv har byggetop. Du skal sove i din egen seng. Du skal bare finde dig selv, så skal alting nok blive godt igen.

Vinduet lader sollyset komme ind. Det er blevet forår så hurtigt. Jeg vil ønske du vil åbne dine øjne og dele dette øjeblik med mig.
Der er fuldstændig stilhed. Der er ingen af os, der siger noget, men inde i mit hoved, så har vi stadig samtaler kørende. For vi kunne forstå hinanden uden at bruge ord fordi vores kærlighed beskrev alt, hvad der var at sige.
Det går ikke hvis du forsvinder. Det går ikke hvis jeg ikke kan finde dig. Du må ikke forlade mig her alene.
Hvis du forsvinder, så forsvinder jeg også. Husk vores minder, husk vores planer og vågn op. Du kan ikke bare gå. Du kan ikke bare dø fra mig. Det var meningen vi skulle blive gamle sammen og nu er jeg alene her.
Jeg kan ikke høre dig. Du er ikke længere en del af din krop. Det er umuligt for mig at finde dig igen. Jeg er ligeglad hvad de siger...
Jeg vil bare ligge her i denne her seng og dø sammen med dig. Fordi jeg elsker dig af hele mit hjerte.

Jeg sidder og svinger med benene. Jeg kigger ned på mine nye gummistøvler. Jeg er simpelthen så stolt af dem. De er stribede, blå og grønne, adeles grimme, præcis som jeg kan lide det.
Det er en fredelig forårsdag, ikke meget at lave. Solen skinner ind ad vinduet og rammer mit ansigt. Jeg er alene for mig selv, ikke fordi det gør noget. Jeg smiler. Koppen med kaffe varmer mine hænder.

Jeg leger med tanken om at barbere mig selv skaldet, hvor jeg beholder en tot, der sidder lige i midten af knolden på mig og så vil jeg farve totten lilla. Jeg vil sætte totten op med voks og for meget hårspray, der lufter af tyggegummi, så den vil stritte op i luften.  
Jeg vil gå med bare fødder hele tiden, fordi jeg hader sko og når det er vinter, så putter jeg bare vanter på mine fødder, så jeg ikke får lungebetændelse.
Jeg vil bruge mine sidste penge, som jeg har på min konto, på vandmeloner, som jeg skærer ud i halve dele og spiser den ene halvdel til morgenmad med en ske, og den sidste til aftensmad.

Jeg vil leve i en lejlighed, hvor stuen er malet grøn og sofaen er braset sammen, fordi der engang sov femogtyve mennesker i den. Det var en hård fredag, dårligt eksperiment med smoothes med vodka og juice i. 

Jeg vil have en sej diskokugle hængende oppe i loftet i min stue og min bedste ven er en dværg, der hedder Tony. Vi mødtes ved Pølse Finns pølsebod en tirsdag morgen, selvom ingen af os kan lide pølser. Det var skæbnen.

Jeg vil lade min rotte få lov til at løbe rundt og æde af min frugtskål.
Der er sikkert ingen, der besøger mig, fordi jeg gør aldrig rent og det gør at folk udvikler støvallergi, når de er her mere end 5 minutter. Det er også helt fint.
Der vil være fisk i badekarret, og den største vil jeg kalde for Tilde, fordi jeg synes, at fisken har mine øjne.

Min seng vil være en hængekøje, og det er der jeg tilbringer min tid, når jeg skal læse bøger.
Det er ude på toilettet, hvor jeg skriver mine historier. Til hverdag, så udspionere jeg en kvinde, der hedder Dorthe, som bor lige overfor mig. Hun trækker aldrig gardinerne for, så det er hendes egen skyld at jeg kan se hende. Jeg har holdt øje med hende i flere år, og der er ikke sket noget specielt, andet end hun fik klippet spidser i fredags.

Jeg vil følge hendes liv nøje og skrive om det. Det bliver min første bog, som bliver udgivet.
Det tager ikke lang tid, før bogen bliver et fiasko, men i det mindste fik jeg nogle penge til at købe flere vandmeloner.
Det vigtigeste er, at jeg er lykkelig, tænker jeg og drikker af min kaffe og iagttager Dorthe fra mit vindue af, som stryger nogle trøjer.

Jeg ved udmærket godt, at denne tekst er underlig og jeg beundrer den, der kan finde mening i selve teksten. Det var rigtigt et digt, som jeg skrev for nogle måneder siden, men har aldrig rigtigt vist det, men det vil jeg gerne i dag.

Før det der virkede så bekendt viskes ud i mit spejlbillede. Ordene ætser så hurtigt væk, som de blev udsat for et syreangreb, jo mere de bliver tygget på. Sætninger kludres sammen, bliver aldrig til hvad man virkelig føler.
Min sjæl er gammel og blevet slidt efter alle de år, der passere forbi mig med minder, jeg enkeltvis husker. Jeg er den, der ikke beundrer ingen anden, kun dem, der er opnået den umulige krop.
Modellerne skærer hinanden i små stykker på grund af jalousi og usikkerhed med deres skrappe ribben, der stikker frem under deres silke fine kjoler. Det er hvad verden synes er smukt.
Min egne krop er rådden og den bærer dit rumvæsen, der vokser indeni mig. Jeg ville ønske, at en dag jeg ville operere min hjerne ud og ligge den i blød for bare en dag eller to. Så ville jeg ikke behøve at tænke fordi jeg ville blive hjernedød. Ude af drift. Jeg ville blot være en livløs og ubrugelig krop.

Når jeg så endelig er klar igen, så ville nogen fylde mit kranium med hjernemasse og derefter ville jeg vågne op og blive mit gamle jeg. Jeg ville starte forfra, helt fra starten hvor jeg startede. Helt fra begyndelsen af. Jeg vil stadig føle det, som jeg gjorde inden jeg blev hjernedød, fordi jeg er ikke hjerteløs.

Jeg har brug for nye ord, som jeg ikke kender til og finder inspirerende, så det kan holde min krop kørende. Jeg har brug for brandstof, ellers så vil jeg gå død i det.
Jeg er begyndt at falde tilbage i gamle ruiner og svækkende tanker, der hæmmer mig i at føle noget. Der er så mange følelser gemt indeni mig. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal administrere det.
Der er ingen kontrol.
Lov mig, at i morgen er en ny dag fordi hver dag er begyndt at ligne hinanden. Jeg glemmer både at sove og spise fordi jeg troede, at jeg havde mere tid, men pludselig er alle dem, jeg før havde tæt, kommet videre i deres liv, og det er ikke længere sommer, men vinter igen.
Sneen daler ned fra himlen og dækker verden til med hvidt sne. Jeg har aldrig forstået hvad sne var til nytte for. Det kommer bare og alligevel bliver folk så lykkelige når den første sne falder.

Jeg ville ønske at jeg var klog nok til at bygge min egen tidsmaskine, men rygterne siger, at ingen kan rejse tilbage i tiden, men de uheldige kan dog se frem i tiden.
Jeg tror, at jeg er en af dem. Jeg ser alt hvad der står foran mig, men det er stadig tåget og uklart fordi min fortid står bag og distraher mig fra at tænke klart. Det forvirrer min tidsfornemmelse, så jeg sommetider tror, at jeg lever livet, men i virkeligheden lever jeg kun igennem gamle minder.
Jeg ved ikke præcis hvor eller hvem jeg er. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på alt det, de ikke får set og alt det de aldrig får læst fordi jeg er for hjælpeløs til at få det her ned på papir.
Det er situationer, som denne, hvor jeg har brug for du er er min ven for evigt. Især når det der før virkede så begyndt viskes ud i mit spejlbillede, så skal du være der til at huske mig på hvem jeg er og hvem jeg vil være. Du skal besidde den evne, at se det smukkeste i det grimmeste i mig. Du skal have den evne, at holde mig sammen, når kropsdele af min krop rådner væk og falder af i småstykker. Du skal gribe det og sy kropsdele på min krop igen og gør mig hel. Du skal passe på mig, når jeg ikke selv kan.
Du skal være den, der tror på mig, når jeg selv er stoppet.
Du skal være den, der overbeviser mig om, at i morgen er altid en ny dag.

Egentlig ved jeg godt hvad jeg skal skrive, men alligevel ved jeg det ikke. Jeg føler mig rigtig ked af det, mens jeg tænker på hvad jeg skal lave i dag. Jeg skal til en fødselsdagsfest, der bliver holdt for en af mine venner, som jeg holder rigtigt meget af. Jeg har glædet mig til denne her fest, fordi jeg skal se alle mine gamle venner, som jeg ikke ser så meget. Inderst inde så ved jeg at det nok skal blive en god dag...
Det har bare været nogle hårde måneder. Det har været nogle hårde nætter, men dagene var langt værre fordi det var der jeg skulle være vågen og bevidst om hvordan tingene stod til. Jeg har været igennem en periode hvor alt hvad jeg havde i mit liv virkede som ingenting. Jeg havde på mystisk vis indset at jeg ikke var noget værd og mit skriveri var til grin fordi jeg blev ved med at sammenligne mig med andre forfattere. Selvom det slet ikke handlede om det. Jeg prøvede bare at finde noget at slå mig i hovedet med. Det gjorde ondt....
Også da folk, jeg holdte af forsvandt når jeg mest havde brug for dem. Jeg skabte selv afstanden, bare for at finde mere at slå mig i hovedet med... Jeg troede aldrig på at nogen kunne lide mig og blev næsten  vred når jeg ikke kunne læse deres tanker og gennemskue deres løgne.
Jeg har været så langt nede at jeg faktisk troede at jeg ville dø af sorg fordi jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere og hele min krop ryste. Sommetider skræmte det mig, sommetider håbede jeg bare på, at jeg virkelig var ved at dø fordi ingenting gav alligevel mening. Jeg har siddet for meget på min seng og set dagen blive til nat og rystet fordi ingen ville holde om mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg søgte efter.... Jeg søgte bare ikke efter det jeg allerede havde fordi jeg var ikke tilfreds med mit liv...
Jeg straffede mig selv for fejltagelser jeg har lavet i mit liv.. Min ven sagde til mig på min fødselsdag, at han ville ønske, at jeg var lidt mere optimistisk som ham... Han skulle bare vide hvor positiv jeg har været. Måske var det halvhjertet forsøg, men i det mindste forsøgte jeg... Hver morgen tænkte jeg, at jeg ville prøve igen.. Jeg var sammen med venner for at være glad, men når jeg kom hjem, var det ensomheden og sorgen der indhentede mig igen, til sidst så forblev jeg bare på mit værelse og var alene.... Jeg kan næsten ikke holde ud at være sammen med nogen i for lang tid... Jeg går i stå i samtaler fordi jeg befinder mig for meget i mit hoved. Jeg kan sommetider ikke tage telefonen fordi jeg føler mig magtesløs. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, men alligevel føler jeg trang til at være sammen med nogen, der ikke snakker. Bare en eller anden, der oprigtigt elsker mig og vil være sammen med mig. Det vil være rart. En der måske vil være der for evigt, så jeg ikke behøver at regne ud for mig selv hvornår vedkommende forsvinder.... Jeg har brug for stabile omgivelser når jeg har det så skidt, så jeg kan få styr på mig selv... Men alligevel virker det som om at jeg finder konstant de omgivelser, der er det mest ustabile i hele verden og knytter mig til det.

Jeg har ligget på gulvet og grædt uden at lægge mærke til jeg har ligget der i flere timer. Jeg har endda ventet på nogen kom og samlede mig op, men måtte opgive den tanke, da ingen vidste hvor jeg var.
Nu har jeg lyst til at græde, men måske er det bare fordi jeg tænker på alle disse forfærdelige uger, jeg har været igennem alene... Jeg har haft svært ved at mærke mig selv, men det kan jeg nu, men det virker så ekstremt. Enten er der intet eller så kommer det i store portioner, så jeg næsten ikke kan fordøje det. Jeg skal altid være så dramatisk.

Det har gjort så ondt at jeg ikke har kunnet  håndtere det. Jeg så det endda komme. Pludselig stoppede jeg med at spise, leve mit liv og derefter skrive. Så føler jeg ikke, at jeg har noget tilbage. Jeg kan ikke skrive særlig meget. Det eneste jeg skriver er små digte med ord, der er hele tiden i mit hoved. Jeg føler længsel efter at skrive og være alene for mig selv, men det kan jeg næsten ikke holde ud... Det er en evig kamp imod den jeg er og selvom jeg ved at det er spild af kræfter fordi det er nu jeg må passe på mig selv. Det er nu jeg må vække op og indse, at tingene er ikke som jeg forstiller mig.. Jeg er blind og ser kun det jeg vil.. Det er ikke sjove ting jeg ser... Det gør virkelig ondt... Sommetider er det nemmere bare at ligge i sengen, men det er ikke noget liv... Alligevel kan jeg ikke gøre andet.

Nu får jeg det helt dårligt over at skrive det her.. Får lyst til at slette det... Men jeg har brug for at skrive om det, men jeg tør næsten ikke fordi så bliver det til virkelighed..

I en periode fik jeg en stor trang til at synge og skrive sange og det får jeg altid lyst til når jeg er deprimeret, som sidste gang jeg havde en depression så skrev jeg over 100 sange. Det er ikke engang en overdrivelse. Det var det eneste tidspunkt jeg ikke var ensom.
Som om at jeg kommer ind i mit eget hoved og får lov til at hvile. En anden måde at skrive historier på...

Jeg fik også nok da jeg opdagede at jeg næsten græd hver dag hvis jeg ikke var for optaget af at sove. Jeg kom hjem fra skole, så den samme serie, som jeg plejede og derefter lagde mig til at sove. Jeg håbede oprigtigt på at nogen ville komme og redde mig fordi jeg havde ikke selv lyst.
Jeg ville have nogen skulle komme og overbevise mig at jeg var værd at redde.
Og i min venten så døde jeg en smule for hver dag der gik.... Det er svært at beskrive... Og underligt at jeg havde det sådan.. Jeg har aldrig prøvet at føle så meget trang efter kærlighed og accept før.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg har fået det bedre, men det kommer vel. Håber jeg. Jeg føler hele tiden frygt for at miste noget eller miste mig selv. Jeg får underlige tvangstanker, som tvinger mig til at gøre sære ting fordi ellers vil jeg miste noget, jeg holder af... Men det har jeg prøvet før.. Det hele minder om min depression, den her virker bare værre eller så husker jeg ikke så godt...

Jeg burde egentlig være glad. Min bedste veninde har sørget for at være der for mig hver weekend når hun kom hjem fra efterskole og det har jeg virkelig haft brug for. Faktisk har jeg været oprigtigt glad når jeg var sammen med hende. Jeg var stadig fanget i mine egne tanker, men jeg kan slappe af og det betyder meget. Det er som om at jeg aldrig får lov til at hvile. Så jeg burde være glad.. Jeg har et bedre liv end andre og der er få problemer, men problemer er der til at blive løst - medmindre man har så meget fornægtelse som jeg har. Jeg vil bare gerne være så glad... Vil så gerne leve mit liv fordi jeg føler og ser det blive spildt og det gør mig samtidigt frustreret fordi jeg kan ikke bare komme videre og tvinge mig selv til at blive glad... Det er en langsom proces, sommetider frygter jeg at det hele er gået i stå...

Jeg vil også rigtig gerne elske helt, men jeg tør næsten ikke give mig selv hen. Jeg vil simpelthen så gerne... Jeg kan næsten ikke fortælle hvor meget jeg vil... Føle.. Ikke kun med mine hænder og krop, men med mit hjerte og hele min sjæl - og det lød bare så poetisk og slet ikke Tilde, men kan ikke beskrive det bedre. Undskyld hvis jeg gav dig brækfornemmelse.

Jeg prøver at lade være med at give op, selvom det er fristende at smide alt hvad jeg har i hænderne væk og sige at jeg simpelthen bare er så ligeglad. Men så ser jeg mine drømme, som jeg gerne vil opfylde og jeg ser alt hvad jeg har bygget op igennem årene for at få et godt liv. Det hele vil gå til spilde. Det ville være en ligegyldig kamp, som jeg har kæmpet. Jeg ville være til grin i mine egne øjne og det er slet ikke sådan jeg vil ende. Jeg er ikke en person, der er syg eller er ked af det. Jeg rummer rigtig meget kærlighed og glæde... Jeg kvæler bare mig selv... I fejltagelser og selvhad.
Jeg kan ikke stoppe, selvom jeg føler mig træt... Jeg kan ikke bare sætte mig ned og vente.. Fordi livet går videre. Jeg vil ikke komme bagud igen. Sommetider så glemmer jeg helt pointen i det hele. Og så tænker jeg tilbage på gamle minder og savner ad helvedes til, men i virkeligheden savner jeg ikke noget som helst.

Jeg vil ønske at jeg kunne starte forfra og stoppe med at straffe mig selv.. Jeg vil ønske at jeg kunne stoppe alle disse tanker, der nedbryder mig og bare tro det jeg vil tro. Jeg vil ønske at jeg kun behøvede mig selv igen. Jeg vil ønske inderligt at jeg kunne sidde på mit værelse, fuldstændig alene, og skrive massevis af historier uden at lægge mærke til timerne flyver væk fra mig fordi jeg nyder mit eget selskab og historierne, der udvikler sig inde i mit hoved og skaber billeder. Det er rart og det savner jeg....

Jeg håber at jeg har ramt bunden nu... Fordi så er der kun en vej og det er op.. Det håber jeg virkelig.. Fordi så vil jeg gerne leve.. Jeg kan ikke klare at være ked af det mere fordi jeg kan ikke tåle det.  Det har været så ekstremt de sidste måneder.. Nu fortjener jeg ro til at skrive mine historier og i min langsomme proces finde mig selv....

Vejret er gråt og træerne er så nøgne at det er næsten vulgært. Jeg kan ikke se noget grønt eller noget levende omkring mig. Man skal lede længe efter nogle overlevende i denne by. Det er næsten svært bare at huske at trække vejret.
Det er næsten synd. Alle væsner søger skjul i skyggen for faren af at få hudkræft, men de har intet at frygte da deres hud er lavet af læder og stål. Der er absolut intet der kan snige sig under huden på dem. Deres organer er doneret væk og erstattet med plastic.

En flue flyver over imod mig og lander på min hånd. Jeg iagttager den mens den sidder og stirrer på mig. Jeg kan mærke dens ben svagt bevæge sig på min hånd. Det er en kildende følelse. Jeg får lyst til at give den et navn, men jeg når aldrig så langt før den allerede er fløjet op i den grå himmel igen.

Jeg betragter himlen. Det er solformørkelse over hele byen. Der er ikke rigtig nogen, der siger noget der kan muntre os op og tømme vores hoveder for bekymringer. Der er helt stille. Vi er efterladt for os selv.

Jeg er et sted hvor alle andre befinder sig, men alligevel føler jeg mig så ensom. Måske er der en, der har det præcis som mig, så jeg kigger rundt og leder efter denne person, der vil forstå i mængden af alle de mennesker, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
Menneskerne stirrer ud i luften og laver de samme mekaniske bevægelser, der alligevel er så ubevægelige og langt fra menneskelige, at jeg næsten tror, at de er robotter.
Det er koldt og mine fingre er blå. Jeg prøver at varme mig op ad nogle mennesker, der står tæt op ad mig, men de er kolde. Kolde som lig.
Jeg vender mig om og kigger på manden, der står ved siden af mig. Han har en sort lang frakke på og en hat på hovedet. Hans hud er blålig og hans øjne er sorte som solformørkelsen.
Der er intet der kan leve uden en sol.

Jeg savner somre hvor jeg var barn. Der hvor jeg kunne leve i min egen verden. Lange endeløse græsmarker og jeg løb alt hvad jeg kunne på bare fødder. Mor var min ubetinget kærlighed og den sol, som varmede min krop op. Der var ikke tale om hudkræft dengang fordi mor sørgede altid for solcreme.  
Nu står jeg alene tilbage med fjerne minder, der kun er noget værd i de mørkeste tider i mit liv.

Det er langsomt begyndt at blive deprimerende at være en del af denne verden, men døden er ikke en mulighed. Jeg har hverken lyst til at dø eller at leve.
Der er ikke noget der er ægte eller noget der virkelig har varme. Jeg griber ud efter noget der vil holde til evig tid, men der er ikke noget der holder for evigt. Vi kom til verden alene og vi vil dø alene.
Lige meget hvor mange penge og genstande vi har, så har vi i virkeligheden ingenting.

Når jeg kigger på disse mennesker, så ligner de alle sammen hinanden. Deres ansigter ligner en dukkes. De har alle sammen frivilligt været under kniven og fået bygget deres ansigt op med plastic.
Det smukke, som de før havde, dør under plastikken fordi intet kan trække vejret under noget så menneskeskabt.

Og kærligheden er det som burde beskytte os når vi er ved at miste troen på alt og er ved at dø ud. 
Men for hver gang vi indser at kærligheden er noget vi selv har skabt, så dør vi langsomt indeni og håbet bliver pustet ud som et lys. Den sidste varme forlader kroppen. Hjertet stopper dog aldrig, men følelserne mister liv. Vi tvinger os selv til at fortsætte halvhjertet videre. Der var en grund til at vi opfandt denne illusion. Det var det der skulle holde os i live når alt andet ikke kunne. 

Men heldigvis så skabte dokotoren de små blå piller, der lovede et langt bedre liv uden smerte og frygt. Selvom smerterne var en naturlig vej for kroppen til at vise at den var på vej til at få det bedre og det forhindede de blå piller.  
Pludselig levede vi alle sammen i helvede, men på grund af de små piller så var vores liv et godt og indeholdsløst liv i helvede.

Nu er det bare koldt. Jeg er begyndt at miste mig selv. Jeg kan hverken mærke mine sanser eller de tårer, der bliver ved med at dukke op og forsvinde af sig selv. Maden smager af ingenting og rådner på tallerken for øjnene af mig.
Det hele forsvinder af sig selv. Nu lægger jeg slet ikke mærke til dag, der bliver til nat eller min krop, der er begyndt at nedbryde sig selv.

Det er som tørheden i halsen, der spreder sig og når op til munden og efterlader en bitter smag. Ingen vin kan kurere dette. Der er heller ikke nogen læge, der kan helbrede en, der allerede er så ødelagt indeni. De blå piller lover et bedre liv, men de gør os blot følelseskolde.
Pludselig er der ikke noget der er rigtigt eller forkert. De sender unge soldater, der er knapt 15 år gamle, ned til blodtrøstige krige for at redde vores såkaldte land, vores såkaldte jord.
Der er ingen vindere i krige, da jorden allerede er døende.

Det er ligesom med solen der en dag gik ud, som når en pære går ud i en lampe. Vi ville skifte solen ud fordi vi vidste udmærket godt at vi ville dø uden en sol, så fordi vi er så kloge, så byggede vi den højeste stige, der nåede helt op til solen.
Vi erstattede liget af solen med plasticdele, der var selvlysende og kunne lyse verden op i mørket. Nu var solen en af os.
Problemet var bare at solen ikke længere var ægte og vi blev omslugt af kulde og blomster og træer, som vi før tog forgivet, døde ud og det forblev en kold vinter til ubegrænset tid.

Der er heller ikke noget tøj, der varmer ens krop nok. Kulden siver igennem hvert metal og stof og bider i ens hud.
Jeg får lyst til at græde og jeg ved at jeg er sikkert ikke den eneste.
Lejlighederne er mørke og forladte. Vi har et hus, men aldrig et hjem. Aldrig nogensinde et rigtigt hjem fordi et hjem er bygget op af træ, bygget op af fars egne hænder. Et rigtigt hjem er sat i stand af mor og i haven er der ægte levende planter og et stort æbletræ, der vokser sig større for hver sommer, der kommer forbi.
Vi bor alle sammen i betonhuse med glasgulve mens vi ikke længere behøver en have fordi vi har en altan med fine påskeliljer, der er lavet af plastic så vi ikke behøver at vande dem. Der er intet, der kan holdes i live når det er så menneskeskabt.

Men vi går videre mens køen rykker sig en smule. Det er en by fyldt med kemikalier og asfalt, der hvor græsset burde være. Det slår mig ihjel at se disse mennesker forsvinde langsomt ind i dem selv fordi jeg ved at de alle sammen må have startet ud med så mange følelser engang, men de blå piller udrydder det allersidste mens plastic organerne gjorde sit. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind i deres hoved og hører deres tanker.

Jeg ser en ekstra gang omkring mig og opdager at jeg er ligesom alle de andre. Jeg ved ikke hvem jeg er længere og jeg kan ikke huske hvem jeg var før.
Jeg kigger rundt og leder efter det specielle mennesker, der vil forstå mig i mængden af alle andre menneskerne, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
De stirrer stift ud i luften som om de var døde. Plasticsolen stråler sine plasticstråler ned på os, der ikke kan søge i ly i skyggen og derfor giver os hudkræft i vores venten på noget bedre.

Jeg kigger op på himlen, som er mørkere end det mørkeste og opdager hvor alene vi egentlig er. Det er nok det eneste vi har til fælles.

Der er intet der lever eller gror under plasticsolen.