OPRET GRATIS BLOG
 
Life is cushy and no one ever dies or gets fat

En drøm.

Skrevet 2016-May-25 kl 01:07
Vi er på en mark. Den forfølger os. Hvad er det? Hvem? Kan ikke se. Mørkt.
En lommelygte lyser ud af hullet af mit ansigt. Jeg kan kun se kviste. De knaser under mine fødder.
Jeg gemmer mig bag et træ. Jeg er ikke helt sikker.
Hun løber, men den sluger hende. Nu løber han. Den spiser ham. Jeg forstiller mig det i mørket. Jeg kan ikke løbe for kvistene afslører min frygt.
Den vil finde mig. Jeg venter.

Den ser mig. Se, se mig.

Dens ansigt er mit eget. Vi er af samme art. Øjnene er sorte knapper der udhuler mine. Slukker min lommelygte. Det åbner sit gab der er større end mig. Jeg bliver et bytte som den fortærer, men dens tænder er af gummi. Det kilder at dø. Er jeg død? Hvem?

Skidt

Skrevet 2016-May-22 kl 12:39
Klokken er 01.40, og jeg har det ad helvedes til. Hvorfor? Fordi jeg kommer i tanke om en bestemt ting, og så spekulerer jeg.
Jeg har tænkt en del over min måde at være på, tænke på. Hvorfor vender jeg konstant tilbage til folk, der er ligeglade med mig? Behandler mig skidt? Hvorfor gør jeg det? Hvorfor ydmyger jeg mig selv?
Er det fordi jeg egentlig kan lide dem?
Svaret er nok nej. Jeg kan lide idéen om dem.
Jeg har svært ved ting der ikke bliver afsluttet, så jeg forsøger nok at afslutte det, eller åbne det og se, hvad der egentlig skete. Men jeg må ikke få svar. Jeg får aldrig et svar.
Jeg havde en god ven, kendte hende i seks år. Vi aftalte at ses en dag, men hun svarede aldrig på dagen. Jeg ringede og hun sagde, at hun havde travlt på sit arbejde. Det var ok. Jeg hørte aldrig fra hende igen. Det er snart 5 år siden. Jeg har dog aldrig kontaktet hende siden, men det nager mig.
For hvorfor forsvandt hun? Hvorfor valgte hun at ignorere mig?
Det var et dårligt tidspunkt, fordi jeg mistede min rigtig gode veninde nogenlunde samme tidspunkt. Hun har altid været dårlig til at svare. Så det var næsten for godt til at være sandt da hun afskrev mig fuldstændig ligesom hende den anden ved at ignorere mine beskeder. Det var lidt off og on, hvor hun kontaktede mig igen og så lod mig hænge. Hende kontaktede jeg tilbage i oktober med en besked om vi skulle mødes. Hende har jeg kendt siden jeg var barn. Hun så mine beskeder, men hun svarede aldrig. Hun kunne ikke engang sige "Næ, tak".
På trods af jeg sagde det faktisk var ok. Jeg fik bare lyst til at se hende.
Men jeg vil aldrig vide hvorfor. Men jeg vender alligevel tilbage. Nu vil jeg bare aldrig kontakte hende igen. Men i mit hoved gør jeg.
Jeg drømmer tit om de mennesker jeg ikke snakker med mere. At vi mødes. Snakker. Det hele er ok igen.
Men det er jo ikke engang fordi jeg ønsker at være venner med dem igen. For jeg er ikke den person de efterlod.
Jeg kan aldrig stole på dem, især ikke hende jeg har forsøgt at kontakte.

Jeg kan næsten ikke åbne for gode venskaber, fordi jeg dvæler ved dem, der gjorde mig ondt. Jeg var utrolig ensom i deres selskab. Det beviser denne her blog selv, når man læser tilbage. Men jeg tror ikke på, at jeg tror på, at jeg fortjener mennesker i mit liv der holder af mig.
Jeg tror ikke rigtigt på... at jeg tror på... at der er nogen der kan holde af mig, så jeg finder mig lidt i det skidt jeg får serveret. Selv det skidt der afviser mig.
01.47. Godnat.

Psykofarmaka

Skrevet 2016-May-2 kl 11:03
Vil du lade dem pille dig ned?
Du føler jo ingenting
Du kan spejle dig
i hudløse maskiner
og følelsen af absurditet spreder sig
idet du føler dig hjemme i deres selskab.

Vil du smage egen medicin,
så deres oprigtighed
ikke blot er indbildning?

Jeg betragter
det væsen
der indkapsler mit sind,
og føler mig så absurd
alene

Men jeg behøver ikke
at bedøve
det, det gør ondt.

En dag
vil jeg måske
stoppe med at være ensom.
Men jeg vil gerne være der,
når det sker.

Zombie med returret

Skrevet 2016-May-2 kl 10:44
Lige for tiden går jeg til terapi. Det har jeg gjort i et år. Jeg lovede mig selv aldrig at ende i psykiatrien igen, men jeg kan melde tilbage at det er blevet bedre. Meget mere fokus på terapi i stedet for at fylde folk med piller.

Mit motto er: ingen antidepressive piller, ingen beroligende. Jeg tager gerne imod sovepiller; det er det bedste jeg ved. (og det ville det også for dig, hvis du aldrig sover!)

Gruppeterapi er også læreigt. Man finder pludselig ud af, at folk er helt normale, når de lider af angst; de er forskellige, men helt normale.
Pludselig er jeg ikke det unikke monster.

Det er som om det aldrig stopper. Kampen. I dag sagde min psykolog, at det smertefulde for mig er, at jeg er parat til at være en del af verden (hov, måske derfor jeg er vendt tilbage), men jeg har været væk så længe, at det ikke er ligetil. Jeg har været en levende død; nu er jeg en zombie der har ombestemt sin egen monstrøsitet. Vil gerne være normal.

Det er også paradoksalt hvordan jeg kan have en trang til at gøre en ende på det, fordi det bliver ikke bedre. Jeg får det aldrig bedre, tænker jeg, og derfor ser jeg det som eneste løsning. Min psykolog spurgte ind til dårlig samvittighed, og jeg overvejede at lyve og sige "selvfølgelig, folk vil blive så kede af det, puha hvor jeg skammer mig". Men jeg tror oprigtigt på de vil komme videre. Er det trist jeg er mere bekymret for min hund, hvis jeg forsvinder?

Hun har levet et lidt hårdt liv før hun kom til mig, så hun er ret ængstelig, men utrolig loyal og dejlig, når hun finder en person hun er tryg ved. Folk gad ikke sådan en hund, får jeg tit at vide. Men måske projicerer jeg alle mine føleser over på hende, fordi jeg siger at hun også har lov til at være der. Og om hun er her i 10 år, så sørger jeg for hun får et godt liv med mig. Med masser af kylling

Jeg har skrevet en liste til mig selv i min (dag)bog. Jeg besøger den sommetider. Det startede i oktober, da jeg var ret langt nede. Især hvis jeg lige vil skrive tanker ned, fordi så kan jeg læse tilbage og egentlig ikke tro det hele var fantasi.
Jeg fandt ud af, at når jeg har tanker om at forsvinde, at jeg er snæversynet, så fokuseret på smerten at jeg glemmer andre nuancer af livet. Så jeg skriver nuancerne ned, og jeg ved at når jeg ender i den dårlige fase, at jeg vil grine af mig selv og tænke jeg er latterlig. Men de er sande.

Jeg skal til en koncert med Terra igen for tredje gang og møde hende, og have min veninde med. Måske tager vi til London denne gang. Det vil da være nederen at gå glip af. Sjovt nok tænkte jeg slet ikke på dette.
Ville også være fedt at få det album fra hende som jeg har hjulpet med at give penge til, så det kunne blive en realitet. (har trods alt ventet i fire år siden hendes sidste)
Jeg skal til Spanien med min kæreste. Jeg rejser jo aldrig. Og jeg har lige betalt for det. Ville være nederen at dø fra det hele.

Jeg har en novellesamling som ville være trist at forlade.
Men mest trist af alt, så ville jeg forsvinde uden at gøre gavn. Det kan godt være at folk ville komme videre, være ligeglade. Men det er trist at jeg døde, fordi jeg ikke kunne finde de rigtige mennesker at spejle mig i. Det er da trist de tog livet af mig.

Jeg er ret sikker på det nok skal gå.

Småkage poesi

Skrevet 2016-Apr-27 kl 12:55
Du må aldrig slippe den våde tagrende for jeg vil gerne spise dig. Sprød i din struktur, bagt på slatne korn, blev du til. Nu ruller du ud i det fri, hjem fra en fest med kvinder der mimer i bitre tonelejer.
Jeg lover dig, at hvis du aldrig elsker en anden mand, kan jeg forvandles til fast figur. Du må endda trykke på mine saltede sår, lade væsken drive herud.
Jeg vil forblive en genbrugt plasticpose som du selvfølgelig må græde i. Jeg lover dig, at jeg aldrig vil lade vandet løbe i håb om at sælge dig videre.
Jeg ved godt, at der er en chance for lejligheden er en kulisse med kameraer indbygget i vinduet der filmer hver bevægelse; indfanger min hæse stemme.
Pludselig er jeg til uden navn.
Og hvis jeg fanges i dette øjeblik, hvor jeg elsker dig mest, vil de så konsumere mig før jeg når at smage dig?
Jeg tror ikke vi kan leve i denne verden, hvor der findes kvinder der danser som slanger og bider i mine skrøbelige hæle.
Jeg kan ikke løbe. Kan ikke rulle. Jeg er også for stor til at gemme mig under tæppet.

Men jeg kan spise dig i solskinnet lampen fra terapi forærer; for jeg er nemlig blevet mester i at vække depressive hjerner fra den tomme grav, omfavne deres indvolde og gøre dem stabile i vanviddets hule.

Omfavn mig, småkage.
Bemærk dit hjem.

Jeg eksisterer ikke i dit liv

Skrevet 2016-Apr-24 kl 02:04
Jeg eksisterer ikke i dit liv
Kun midlertidigt på din telefonsvarer.
Du sletter, og jeg gentager som en gal.

For jeg har ikke talt med dig
i tre år
Jeg skaber nye samtaler
for at undgå at dvæle

i en sandhed,
hvor jeg vælges fra.

Du eksisterer heller ikke,
men jeg opretholder dig gerne
med minder.

Jeg stopper med at eksistere,
når du ignorerer.

I mit hoved
vil du altid
forblive min ven.
På den måde vedligholder jeg også
mit evige selvhad,
som er det eneste du gengælder.

Tanker

Skrevet 2016-Apr-21 kl 11:46
Ville jeg kunne tillade mig en blog uden Terra? Nej. Der er bare ting der aldrig ændrer sig.

Jeg har tænkt på at vende tilbage hertil, blot for at skrive om mig selv. Jeg har aldrig haft ønsket om at være så åben som jeg har været herinde. Jeg har dog aldrig tænkt over at jeg skrev om mig selv. Men jeg er glad for jeg gjorde det; nu kan jeg kigge tilbage.
Hvad sker der i mit liv? Jeg arbejder på min novellesamling, og det er det første værk hvor jeg seriøst overvejer at kæmpe for at få det udgivet. Jeg har haft det ok med bare at være mig de sidste par år og har nydt at møde fremmede mennesker, men nu føler jeg behov for at være mere "seriøs". Men måske er det fordi jeg indså, at jeg havde en historie at fortælle ved at læse mine noveller igennem; et såkaldt tema.

Hvad ellers? Jeg går til terapi, stadig ikke nået længere. Eller jo, jeg er nået langt, tættere på at blive rask, men det har godt nok taget mange år. Jeg tænker tit på at hvis jeg havde haft nogle bag mig som barn, så havde jeg ikke følt sådan et tab.
Og det fik mig til at tænke på hvordan depression faktisk kan udrydde ens identitet, og det var utroligt skræmmende at opleve. Det er et univers, hvor du ikke kan eksistere, men du må finde en måde at være til. Jeg måtte give slip på mig selv, ellers gjorde det for ondt. Jeg tænker tit på hvordan jeg gik igennem det. Det gjorde jeg bare.
Eller jeg skrev om det.

Nu er jeg her. Tro ikke jeg er bitter. Det er jeg kun på dårlige dage. Jeg føler at jeg måske kan tage noget af den her smerte, den lidelse jeg har været igennem i næsten 10 år og bruge det til noget godt. Måske give det videre i min litteratur, fordi det værste er følelsen af ensomhed, især hvis du faktisk også fysisk er alene.
Ellers er jeg ok. Hvad med dig?

Når man vender tilbage

Skrevet 2015-Feb-12 kl 07:59
Det er sjovt at vende tilbage og falde over de tekster jeg skrev, som faktisk var utrolig personlige. Det ligner ikke mig i dag. Jeg er blevet så anonym at jeg først titter frem i mine tekster, men man kender mig alligevel ikke, så man vil ikke lægge mærke til det. Jeg vil lade det stå. Jeg kan faktisk godt lide den person jeg var dengang, selvom jeg ikke kunne på det tidspunkt og aldrig er kommet tæt på det, der ligner kærlighed til den jeg er. Ville ønske jeg kunne holde om mig selv, fordi det var egentlig det jeg havde brug for. Man burde sælge kram til ensomme.

ensomhed klokken sent om natten

Skrevet 2011-May-21 kl 01:17

Ensomheden trænger sig ind på mig og jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg vil ikke have selskab, men mine tanker strækker sig til uendeligheder. Sommetider ved jeg ikke hvor meget værd det er at blive ved. Lige nu er det bare for hårdt at forblive i live.... Jeg vil bare falde hen og sove. Dybt. Jeg vil gerne lykkes. Jeg vil gerne lykkes.... Det er derfor jeg har kæmpet så hårdt og nu står jeg her.... på vej imod det jeg gerne vil opnå med min egen lejlighed med masser af planter som jeg tit har beskrevet i mine tekster.... Jeg lever for mig selv uden nogen som helst diktatur. Jeg er mig selv. Jeg lever for mig selv. Det eneste der ikke helt er skiftet ud er rødvinen.... den søde terra og mine drømme om at kunne blive til mere end det her. Jeg forventer ikke det helt store. Jeg forventer blot at blive noget som jeg kan stå inde for som mine tekster. Jeg vil gerne have dem ud.
Og nu når jeg sidder her og tænker tilbage for blot et år siden har jeg rykket mig meget og jeg vil ikke blive følelsesladet, men det er svært. For blot 2 år siden troede jeg ikke, at jeg ville være her. For 4 år siden troede jeg at jeg ville dø inden jeg blev 18. Da jeg var syv ønskede jeg at sidde i denne lejlighed..... så fortæl mig, at alting ordner sig.... fortæl mig at jeg faktisk godt kan finde ud af noget og det var bare et bump på vejen.... hele min barndom og ungdom var bare et bump på vejen.... det her er den glatte nylagte asfalt..... Det her er mit nye liv..... Jeg er på vej..... tro på mig.

To verdner

Skrevet 2011-Jan-30 kl 07:39

Tænk hvis jeg levede tilstrækkeligt nok til at kunne elske dig. Det er egentlig en sindssyg tanke fordi der er ikke noget mere dødt i denne by som mig. Byens borgere har i det mindste indhold. Et familiebillede at gemme sig bag om.

Kan ikke lade være med at tænke på hvis det virkelig er muligt at komme videre fra alt det der var grunden til at man stoppede. Stoppede op og dengang kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Det hele er så tragisk.
De andre mennesker flyver, mens jeg har lænket mig til jorden.
Og sådan vil det altid være.

Tiderne har ændret sig mens jeg er den samme. Min hud er stadig blød som et nyfødt barn. Tiden har ikke efterladt en eneste rynke til at bevise, at jeg er blevet ældre. Jeg er præcis sådan som du forlod mig den dag.... Jeg er nøgen, mens mine ben stadig er viklet ind i de forsnærvede løgne.
Jeg er nået til det punkt hvor det ikke hjælper at græde, hverken alene eller foran folk. De alle sammen finder deres egen vej når de indser at jeg ikke kan gå med. Jeg er ude af stand til at bevæge mig ud af mindet.
Disse tanker binder mig fast til personen som jeg har været i årevis; Den person jeg hader.

Kan ikke lade være med at tænke på om det er muligt at bryde ud af dette hylster og leve.... Det er blevet så tragisk. Hver gang jeg får øje på mig selv i spejlet benægter jeg virkeligheden og trænger tilbage til minderne som jeg allerede kender til. I virkeligheden er jeg bare bange for at skulle ende op alene igen. Bange for at rådne op herhenne fordi du glemte at finde tid til mig imellem livet og de hektiske tider med problemerne derhjemme.

Jeg kan huske alt hvad der blev sagt den sidste dag. Kan stadig huske dig og hvordan du var klædt. Jeg elskede dig så højt, endnu højere end mig selv og det var der jeg skulle lade dig gå.... I stedet mistede jeg al dømmekraft og lod gå mig selv gå.....

Før var det i orden, nu er det blot tragisk.

For tiderne har ændret sig. Måske hvis jeg mødte dig engang til uden drømmene og håbet indeni mig, om at du var denne person der skulle redde mig fra forfærdeligheden, så kunne vi begge få en god tid sammen inden din egen tid var inden.

Måske hvis vi blot stoppede alle forventningerne til et bedre liv..... Hvis vi for første gang glemte virkeligheden og de to verdner der adskiller os fra at være sammen.... at være menneskelige og sammen..... at være elskende og i live....  så kunne vi måske bare nyde hinandens selskab i fred. For en sidste gang til evig tid.

Før de lukker deres øjne

Skrevet 2010-Aug-14 kl 04:43

Jeg elsker, at se frygten i deres øjne i det lille øjeblik, når de indser, at der ikke er længe igen. I starten tror de, at jeg har hjerte nok til at slippe dem, for de kan ikke forstille sig selv dø.
De tror, at de er uovervindelige overfor livet og at deres udødelige sjæl bærer rustning på flere tons. Jeg knuser deres illusion og gør dem til små børn igen.
Natten bliver til dag og dag bliver til uendelighed.
De føler sig alene i rummet med kun fire vægge. De råber tit, selvom de ved, at de er under jorden og har ingen chance for, at blive fundet.

Jeg holder øje med dem uden de ved det. Jeg iagttager dem, når de tror, at de er mest alene.
De sidder i konstant mørke for at mærke, hvordan det føles, at være sindssyg. Til sidst river de sig selv til blods, mens de løber ind i væggene. De ridser deres negle ned i gulvet til de knækker af. De bider deres fingre af og prikker dem selv i øjnene.
De ser ting, som ikke er der, men alligevel er der.

Rummet er tidsløst og de glemmer, hvem de er og hvordan de endte der. De beder en bøn, selv den mindst troende beder en bøn sommetider, når ingen kigger.
Det ramler sammen og de hører stemmer, men det er blot dem selv, der taler.
De skriger om hjælp igen. Beder om, at dø. Beder om, at komme hjem.

Jeg sidder stille og stirrer på dem. Jeg trækker knapt nok vejret, for de skal ikke vide af, at jeg holder øje med dem i mørket.
Tit når de ligger sig på gulvet og ryster uden, at sige noget i flere dage, så lader jeg dem dø i fred. Jeg forlader rummet og lader lyset være slukket. De lader slet ikke mærke til, at jeg forlader rummet.
Men jeg elsker endnu mere, at gå på gaden og udpege mine ofrer. Jeg er som et lille barn i en slikbutik. Alt er gratis. De beder næsten om, at dø som de går på gaden og blot venter.
Der er så forskellige typer, men jeg elsker mest smukke mennesker. Dem, der tror, at de kan få alt med deres udseende.
De betragter altid sig selv i butiksruderne og smiler knapt til dem, der går forbi fordi de er for optaget af sig selv og hvor mange citroner de skal bruge i deres te.
Jeg lokker dem med blomster og smiger. Jeg får dem til, at elske mig.
De vil knapt nok lægge mærke til, at der intet ligger bag mine ord. De æder alt råt, som dem selv, når de får øje på et spejl.

Når de er trådt ned i kælderen, så kommentere de altid lugten. Jeg siger, at det er kloakken, selvom det er liggene, der ligger begravet under deres fødder.
Denne gang er det en kvinde med en tajle, som en barbie dukke. Hun kigger rundt i rummet, som kun består af hvide vægge.
Jeg bliver sulten, når jeg kommer til at tænke på, at på et tidspunkt, så ligger hun der også under fliserne.
Hun spørger til, hvad hun skal der og jeg lover hende en overraskelse, fordi hun er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Hun grinet fjoget og retter på sit hår.

Det er først sjovt, når hun indser, at hun ikke kommer ud. Det virker først som om hun ikke forstår, hvad jeg siger, når jeg fortæller hende, at hun skal dø. Og jeg har i forvejen planlagt de mest grusomme måder, hun skal dø på. Jeg vil se hendes ansigt rådne og blive grimt.
Jeg vil tortuere hendes sjæl i stykker. Flå hendes organer ud og lade hende spise dem råt.
Hun går i panik og prøver, at gøre modstand når jeg nærmer mig hende.
Hun er blot et lille barn bag camuflage af make-up og hud.

Jeg binder hende fast og skærer langsomt hendes hud i ansigtet af. Hun skriger og sparker med benene. Men jeg sidder øverst. Hun kan ikke komme fri.
Hun går i chok og stopper med, at sige noget, mens en bunke af løst hud samler sig ved siden af hende. Jeg vil have hun skal se det. Lytte og tælle stykkerne af hud falde om hendes ører.
Jeg vil grave dybere under hendes hud. Jeg vil se, hvad der gemmer sig bag sådan en smukhed.
Det er aldrig ægte og hun var ikke en undtagelse. Det er blot hud, der narrer en. Hun er ligesom alle os andre indenunder.
Jeg bliver skuffet. Og utrolig vred. Hun har løjet om sig selv. Hun fortjener slet ikke, at være så smuk.

Jeg skærer hendes ører af, hvorefter jeg skærer hendes næse af. Jeg fortsætter ned af hendes krop, men beholder øjnene, fordi hun skal se det ske.
Hun begynder, at græde stille, mens hun beder mig om, at lade hende slippe.
Men jeg siger, at det er for sent.
Ingen ville elske sådan et ansigt.

Hun skriger i håb om nogen kan høre hende.
Hun ønsker, at komme hjem. Hun beder til Gud, mens hun skriger for hver gang jeg løsner for hendes hud.
Hendes tøj bliver malet rødt og hendes krop ryster af blodmangel.
I et øjeblik træder jeg tilbage og iagttager mit mesterværk. Hun kigger på mig. Jeg kan næsten smage frygten i hendes øjne.

Uden videre binder jeg hende op.

Jeg går ud af rummet og efterlader lyset slukket. Hun tror i et øjeblik, at det er ovre. Hun glemmer fuldstændig, hvem hun er og hvordan hun ser ud.
Hun ånder lettet ud indtil hun begynder, at gennemsøge hendes krop og da hun indser, hvad hun har mistet, begynder hun at skrige så væggene ryster.

Jeg sidder ude ved siden af og drikker saftevand og venter på, at klokken er fire, så jeg kan komme tilbage og færdiggøre mit arbejde.

Når klokken slår fire, så åbner jeg døren og hun lægger ikke engang mærke til mig før jeg tænder for lyset.
Hun ligger i fosterstilling og ryster, mens blodet omringer hende og spreder sig. Hun kigger på mig og hendes blik søger medlidenhed.
Jeg går over til hende og sætter mig ned på hug og stryger mine fingre igennem hendes lyse hår.
Hun tror i et øjeblik, at jeg lader hende slippe. Hendes øjne bliver fyldt op med håb, mens hun gisper ord, som jeg ikke forstår.

Jeg rejser mig og henter en stol. Da hun indser, at jeg går ud for at slukke lyset, begynder hun at græde og håbet dør ud i hendes øjne. Hun mumler ting for sig selv og lukker øjnene og ryster på hovedet.

Lyset bliver derefter slukket igen og jeg iagttager hende siddende i mørket til det tidspunkt, hvor hun tror hun er helt alene. Jeg trækker knapt nok vejret for hun ikke skal høre mig. Jeg nyder hvert sekund af det.
Hun ved ikke engang, at hun skal dø endnu før hun er lige ved det. Hun tror, at der kommer noget i sidste øjeblik og redder hende. Jeg er den eneste, der ved det.

Til sidst dør hun. Men jeg bliver siddende og stirrer ud i mørket.
Jeg ånder lettet ud og føler mig godt tilpas. Efter et stykke tid tænder jeg for lyset og betragter hendes før så smukke ansigt, som er begyndt at rådne op med resten af hendes krop. Hendes øjne stirrer tomt ud i luften og jeg indser, hvor ensom jeg føler mig igen.... Jeg begraver hende under fliserne og lader hende blive en del af de andre lig.

Det regner meget udenfor og kloakkerne er oversvømmet, men jeg er ligeglad.
Jeg går ned ad gaden og bliver frustreret over, at der ikke er mange mennesker indtil jeg finder en mand, der står og læser avis ved kiosken.
Jeg smiler for mig selv, mens jeg går over til manden og rækker ham min hånd og præsenterer mig selv. Han kigger op og hilser pænt igen. Han afslører sine hvide tænder og sine smukke blå øjne, der er så livlige, at det giver mig lyst til at tvinge ham spise dem råt.
Og det vil jeg, mens jeg lokker ham med hjem. Jeg lover en varm kop te indtil regnvejret er overstået.
Han ved ingenting. Han er helt uvidende om, hvad der skal til, at ske, mens han fortæller om sin kone og nyfødte datter. Han snakker om det nye hus, han har købt og hegnet han lige har bygget omkring huset.
Jeg griner og nikker til alt hvad han siger. Han ved slet ikke, hvorfor jeg griner. Han ved slet ingenting, men det vil han lige før lyset slukkes for hans øjne.

Ny novelle, Gulvbrædderne

Skrevet 2010-May-28 kl 09:10

Hun samler sig selv op fra det kold gulv og lader flasken stå alene tilbage. Hun kigger rundt i lokalet efter noget der er stærkere, men der er ikke noget, der kan vække resterne af hende op. Det er som om hun er i en labyrint og går hele tiden rundt om sig selv. Det har ikke nogen ende.
Der er hæse stemmer i det fjerne, der hvisker svagt om hun skal dø, og hun tror dem.
Hun prøver at åbne øjnene fordi måske ser hun noget, der kan få hende op, men hun får kun øje på familiebillederne, der hænger på den grå væk, hvor hovederne er klippet ud. Det er som om, der mangler noget, som om noget i hende har besat hendes krop og fortæret hendes sjæl. Hun kunne leve som en fortabt sjæl, der blot bliver ældre, men aldrig smukkere i dette hus og ingen vil huske hende, hvis hun er væk.
Hun er ude af sig selv. Hun er ikke længere i en krop, men mere end del af det gamle hus.

Hun bevæger sig tungt rundt i det store hus, der knirker og hvisker. Gråd og forpinte skrig er blevet en del af husets historie. Hun kan ikke tro på, engang var der lyst og livligt i dette køkken. Sommetider ser hun det for sig. Hun vender tilbage til den tid, hvor der duftede dejligt at liljer og kaffe. Hun ser altid mor stå ved vasken og skrælle kartofler, mens far læser avis. Hun får altid til sidst øje på sig selv være ude haven. Dengang hvor hun var barn, så levede hun i sin egen verden. Og da scenen kører ud og starter forfra, så opdager hun, at hun ikke lever i den tid. Hun er blot tilskuer og båndet kører ud, mens hun bliver ved med at spille det om igen.

Hun bliver trukket tilbage til sin rigtige tilstedeværelse, hvor der lugter af mug og rådne blomster. Hun føler sig ør i hovedet og prøver at støtte sig op ad væggen, mens hun husker sig selv på hvem hun er, men hun kan ikke fast på det og det siver let ud af hendes hænder. Hun sætter forsigtigt øret til væggen og lytter til den bløde banken, der kommer indefra væggen af. Hun banker svagt igen og prøver at sige noget til vedkommende, men det er blot ord, der kommer ud af hendes ord, ikke rigtige sætninger. Rødvinen stiger hende til hovedet og hun kan mærke, at hun går ind i ting og begynder at udbryde i latter over tanken om, at være alene igen.

Hun klamrer sig til sig selv og kærtegner sin egen krop, men hun mærker kun savnet. Hun tømmes for energi. Engang græd hun. Engang levede hun. Hun mindes alt det, der blev taget fra hende, som retten at leve. Et tidspunkt mærker hun kulden omfavne hendes krop med listige fingre og hun ønsker, at lige meget hvad, der gemmer sig bag selve skyggerne, at det tager hende med. Bare hun ikke ender alene.

Det regnet udenfor og hun tror, at nogen banker på vinduet, men når hun kigger efter, opdager hun, at det er blot regndråberne, der rammer på det beskidte vindue. Hun prøver at huske menneskerne, der ikke længere er til. Hun prøver at huske hvordan deres hjerte slog i takt med hendes.
Hun overvejer om, der stadig er nogen, der ville spontant forære hende et venskabeligt besøg, men hun kan ikke komme på nogle mennesker, for alle dem, som hun kender, ligger begravet i sine egne knogler og støv under gulvbrædderne. Sommetider kan hun høre dem græde dernede under gulvbrædderne. De beder hende om at sætte dem fri, men i stedet sætter hun sig over i hjørnet med sin rødvinsflaske og glemmer.
Når hun ikke er klar i hovedet, så forstiller hun sig selv træde ind i sin egen krop og rive gulvbrædderne op og forene sig med dem. Dø en sidste gang med dem og ende dette, som huset startede. Dø en sidste gang med dem, som skabte og ødelagde hende.

Hun fortsætter rundt i huset, mens hun lytter til sit hjerteskærende grin, mens hun bliver ved med at gå ind i ting og vægge. På et tidspunkt, så falder hun, tænker hun og griber ud efter en stol at støtte sig til.
Der er helt mørkt og hun kan ikke rigtig se noget. Lyset slukker altid af sig selv midt om natten og hun kan altid høre genfærd trække vejret i skyggerne. Hun mærker pludselig en banken under hendes fødder og hun ved ikke om, det er blot hendes fantasi, eller om det virkelig er deres hjerter, der banker.

Tit så tager hun en pille, så hun ikke skal opleve huset blive vækket til livs om natten, fordi det skræmmer livet ud af hende og hun begynder at se huset forandre sig i et mørkt hul og hun farer vild i de endeløse gange. Dette er ikke noget hjem.
Møblerne begynder at svæve over jorden og banken på væggen og gulvet bliver højere, mens de skriger som forpinte små børn.
I nat kan hun ikke sove, fordi det er fuldmåne og det minder hende om, at det er blot få dage siden at hendes sidste ven døde.
Hun vil aldrig glemme, hvordan hun trådte ind i stuen og fik først øje på hendes veninde, der hang oppe i loftet, mens stoffet var bundet stramt omkring hendes hals.
Hun kan stadig huske hendes venindes dinglende slappe krop og kridhvide øjne, som om livet var sivet ud af hende.
Og hun græd ikke, da hun nærmede sin veninde med lette skridt. Hun skubbede til hendes veninde i håb om hun ville vågne, men hendes øjne var døde og hjertet var stoppet for længst med at kæmpe.
Hun fik hendes veninde ned fra loftet og satte sig med hende ovre i hjørnet, mens hun vuggede frem og tilbage med hende i sin favn og bag hende vågne op igen. Hun vågnede aldrig. Når de først er gået, kommer de ikke igen.
Hun lader sin venindes krop falde til jorden, mens hun kigger ud af vinduet og ser fuldmånen skinne på den mørke himmel. Hun begravede sin veninde under gulvbrædderne. Og nu har huset vækket hende til livs, mens fuldmånen atter viser sig på himlen.

Hun føler noget borer sig igennem kødet på hende og taget fat i hendes hjerte og vrider det rundt og derefter flår det ud. Hun tager sig til hjertet, mens hun gisper. Hendes hænder males røde af blod.
Den nat vil altid leve videre indeni hende og holde hende oppe om natten med skrigende under gulvbrædderne, som vil rive hendes hjerte til blods.
Hun ønsker mere at dø end at leve, men hvem skal huske dem, der gik bort, når hun er væk? Hun vil altid være den sidste.

Da far døde på en kold november nat, så sagde mor, at det var fordi det var tid. Som om der er nogen, der tæller ned til hvornår man dør hele sit liv, og så dør man pludselig og efterlader dem, som man elsker og hader uden nogle sidste ord. De sidste ord vil fylde ud i luften i det store hus.
Og mor forsvandt så hurtigt, som far slugte pillerne. Hun husker hvordan hun sad og så på sin mor, der blev fortæret væk af sygdom. Moren hviskede, at hun næsten kunne høre huset tælle ned, og pludselig så endte tallene på nul og mors sidste åndenød var nået.

Nætterne var forfærdelige, når hun lå i sin seng og var alene i det store hus. Hun lå og lyttede til sin mors gråd, som dengang far lige var gået bort. Det hele lå i væggene, i luften. Hun lyttede til forpinte og tal, der talte ned. Hun vidste aldrig hvem, der blev den næste.

Hun rører aldrig noget i køkkenet. Hun står der bare og flygter tilbage til minderne, som altid huskes lysere og mere hjernevasket. Dengang da det hele stod på facaden og hvor alle virkede lykkelige blot for at se godt ud for naboerne. På et tidspunkt, så levede man så tæt ind på løgnene, at man troede, at man var glad.
Scenen starter med et køkken, der bliver lyst op af foråret, der lyser ind af vinduet. Duften af liljer og kaffe spreder sig i hendes næsebor. Mor skræller kartofler og far læser avis. De snakker ikke, men sådan har det altid været. Mens hun selv leger rundt, som det barn hun er, uden at vide besked.
Og den scene spiller om og om i hendes hoved, mens hun står i køkkenet og lugter støvet, der har lagt sig over alting. Hun rører ingenting omkring sig, da alting er blevet lagt et lag af minder på sig, som er uerstattelige, hvis man påfører møblerne nogle nye. Hun vil bare fortabes i minderne, og hendes sjæl drager derover hvor der er lyst, mens hendes krop lænkes tilbage i mørket.

Stemmerne bliver højere og hun ser billeder for sig og de bliver lysere og mere livlige. Hun holder sig for øjnene og stopper straks med at grine, for det er ikke nogen vittighed. Det er en tragedie, hendes liv.
Banken under hendes fødder bliver voldsommere og deres skrig piner hende. ?Lad mig være, lad mig være, lad mig være?, hvisker hun, mens hun presser sine fingre ind imod øjnene for at forhindre de ubehagelige billeder udvikle sig. Hun ser det hele for sig. Kridhvide øjne og dinglende slappe kroppe.
Stemmerne hvisker plagende i hendes ører, men hun ignorerer dem, mens hun bliver stående og begynder at tælle for huset.
De skriger højere for at få hendes opmærksomhed. Gråden bliver værre, indtil hun opdager, at det er hendes egen. Hun skriger så højt, at hendes stemme knækker over. Hun står og tramper løs på gulve, mens hun river store totter ud af sit hår. Hun skriger endnu højere for at mærke og overvejer i et splitsekund om hun er i live, men hun er i live. Huset er der også stadig med dets genfærd. Det hele er ved det samme. Hun mærker sit hjerte banke hårdt og hun har stadig blod i hendes hænder, som hun tørrer af i hendes bukser.

Hun ryster og gisper. Hendes ansigter er fyldt med savl og tårer. Hun sætter sig ned på gulvet og med sine hænder kærtegner hun gulvbrædderne. Hun lægger øret til og prøver at lytte til dem og hun hører dem hviske så blidt. Love hende ting, som hun ønsker. Hun vil ikke dø alene.
Hun finder en hammer frem og løber over til gulvet og hamre alt hvad hun kan imod gulvet. Stemmerne bliver højere og skingre, mens bankene går igennem væggene, så malingen sprækker. Hun flår gulvbrædderne op og graver sig igennem sandet og støvet. Hun bliver ved med at grave og da stemmerne pludselig og banken på væggen dør ud, så befinder hun sig på husets bund. Hun kigger efter dem, men får ikke øje på andet end knogler og sand. Hun råber desperat efter dem, men de svarer hende ikke. Hun græder højt, når hun opdager, at hendes veninde er blevet til knogler og støv. Hun ligger sig ved siden af hende og holder om hende.
Hun stopper pludselig med at græde. Hun kigger rundt og kan ikke genkende noget i mørket, ikke engang hendes veninde. Det er hele virker ukendt for hende og gangene har ikke nogen ende, så hun forbliver liggende og kigger op på loftet. Hun lukker øjnene og borer neglene ned i sandet. Hun er ikke til at finde. Hun er ikke til at huske. Hun kan stadig mærke fuldmånen, men ikke andet.
Og mens hun flygter tilbage til de lyse minder og hjernevaskede stunder, så lytter hun til huset, der stille tæller nedad. Hendes sidste ord fylder ud i luften i det store tomme hus.

Under hans kolde facade

Skrevet 2010-Apr-27 kl 04:21

Vi boede i en lejlighed, der mindede os om vores liv, der lå i ruiner. Trægulvet var ikke længere synligt som, da vi flyttede ind i maj, men dækket til af vasketøj, flasker og papir. Jeg havde prøvet i dagevis at skrive en historie, der kunne få mig væk herfra. En historie, der kunne trække mig ud af min egen elendighed og hvis jeg var stærk nok, så ville jeg tage dig med ud.
Jeg prøvede at huske tilbage, men jeg plejede normalt at lade være. Der var nok forpinte sjæle i denne her lejlighed og med det, tænkte jeg på dig.

Du lå på gulvet og trak vejret meget tungt fordi du sov. Du sagde tit, at du levede bedre i den her tilværelse hvor mørket var omkring dig, så du altid vidste hvor det befandt sig.
Du havde klart ingen idé om sollyset eller livet, det havde du erstattet med heroin.

Det havde været en hård nat med nedture. Du havde råbt og skreget, at de ville komme efter dig. For første gang, så blev jeg bange for dig fordi jeg kunne ikke engang berolige dig. Du stod i shorts og i din hullet T-shirt og rev totter ud af dit hår, mens sveden drev ned ad din krop. Dine øjne var blodskudte og du mumlede ting for dig selv: "De kommer. De kommer. De kommer".
Du begyndte at kaste med tingene omkring dig og da jeg råbte, at du skulle holde op, så kiggede du på mig, så jeg mærkede skrækken gennembore min krop, mens du sagde: "Du ved ikke noget. Når de tager dig, så overlever du aldrig, Nadja". Du rystede på hovedet og prøvede at forstå hvad du lige havde sagt. "Du overlever jo aldrig".
Og med det vendte du dig om og løb ud i køkkenet og tog en køkkenkniv og truede mig med den. Du gentog gang på gang, at det var for mit eget bedste og at du ville dræbe os begge to før de kom og tog os og gemte os væk et sted hvor ingen kunne finde os.
"Hvem er de? Christian. Det er ikke virkeligt! Lig den kniv", skreg jeg panisk og løb rundt om køkkenbordet og du løb efter, mens du fægtede med køkkenkniven efter mig. Du fortalte mig, at du ville skære mig i småstykker og brænde mig, så de aldrig ville kunne nyde min krop og så min sjæl kunne hvile i fred.
Jeg skreg og græd. Prøvede at snakke dig til fornuft, men hver gang vores blikke mødtes, så var du et helt andet menneske. Jeg kunne ikke genkende dig.
"Der er ikke noget at være bange for, Nadja. Det gør ikke ondt", smilede du beroligende, mens dine øjne kiggede gennemsøgende rundt i rummet.
"Se selv", sagde du og førte kniven op til din arm og skar dybt ned i dit håndled. Jeg skreg endnu hårdere, men du blev ved. "Se, Nadja. Det gør slet ikke ondt", grinte du nervøst og rev derefter din T-shirt i stykker og begyndte at skære løs på din mave, så blodet malede dine bukser røde.
Jeg stod lammet og stirrede på dig skære i dig selv og pludselig gik du i stå og kiggede ned ad dig selv som om du endelig forstod hvad du lavede.
Du smed kniven fra dig og dine hænder begyndte at ryste. Du kiggede op på mig med tårer i øjnene og fremstammede: "Jeg bløder Nadja. Jeg dør".
Jeg løb over til dig og beroligede dig. Du trak mig ind til dig og holdte om mig, så jeg blev smurt ind i dit blod mens du græd højlydt: "Undskyld, skat. Jeg elsker dig jo bare så højt".
Jeg nikkede og bed tårerne i mig, men jeg tilgav. "Det er okay. Tænk ikke over det".

Jeg vidste, at vi slapt billigt denne gang fordi dine sår på din mave var overfladiske. Det var kun dine sår på din arm, der bekymrede mig, men jeg bandt dem ind og lagde dig i seng. Da du lå på madrassen, rejste du dig halvt op og smilede til mig: "Skat, henter du ikke noget vi kan sove på?".
Jeg kiggede uroligt over på dig, men jeg vidste, at du var i smerte både fysisk og oppe i dit hoved. Du måtte ikke få sådan et anfald igen, så jeg hentede noget heroin, som jeg hjalp med at sprøjte ind i din arm, så du kunne sove ordentlig ud.

Jeg lagde mig ved siden af dig og så dig trække vejret tungt. Jeg havde lagt min finger på din puls, så jeg kunne mærke om du stadig var i live. Du så, så død ud, men du så endnu mere død ud når du var vågen.
Du havde før grint af folk, der mistede kontrollen med stoffer. Du sagde, at de mindede om zombier. De hverken levede eller elskede, kun i deres hoved når de lod stofferne flyde i deres blod. Du fortalte mig om de sølle eksistenser, der lod sig overvinde af deres egne indre dæmoner en lørdag morgen efter huset næsten var blevet revet ned. Det var en utrolig fed fest, som vi holdte, men jeg havde ikke været til stede. Jeg havde siddet med nogle fremmede mennesker og taget kokain for første gang.
Verden og mennesker flød sammen til et, da jeg optog stoffet og jeg begyndte at se ting svæve og spøgelser, der gik igennem væggen og forsvandt. Jeg grinte og rakte ud efter dem, fordi jeg aldrig havde set et spøgelse før.

"Det her er livet. Meget bedre end sex", sagde du dengang efter din prædiken om at bevare kontrollen og tændte den joint, som du lige havde rullet. Jeg kiggede på dig og beundrede dig. Jeg havde lige lært dig af kende. Du mødte mig første gang på Rådhuspladsen da jeg lige var fyldt sytten og fra det øjeblik af, så blev vi afhængige af hinanden.
Vi blev altid afhængige af et eller andet, som vi dyrkede som vores store lidenskab. Enten var hinanden eller så noget andet, der kunne slå os ihjel. Du var dog det stof, som jeg havde i længst tid i min krop og det, der slog mig langsomt, men helt sikkert ihjel.
 Du var så mystisk og jeg ville vide hvad du gemte under den kolde facade. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at jeg var betaget dig og det liv, men det var ikke noget liv. Det var en zombie tilværelse, der holdte en sulten efter nyt stof og en ensom verden, der kun bestod af en selv og sit nye behov. "Det handler bare om ikke at miste kontrollen", smilte du og rakte mig jointen. Selvfølgelig, tænkte jeg og tog imod jointen og røg mine tømmermænd væk. Jeg lænede mig tilbage i køkkenstolen og begyndte at grine efter noget stykke tid. Det var virkelig bedre end sex.

Du holdte tit om mig og fortalte mig, at du aldrig ville gøre mig ondt og når jeg var hos dig, så var jeg i sikkerhed. Jeg følte mig for første gang elsket og du vidste præcis hvad du skulle sige for at få mig til at tro. Dine ord var ærlige og smukke. Det var det rene poesi når du snakkede om menneskeligheden og at hvordan det måtte være at leve af at spise skyerne fra himlen. Jeg fortalte dig tit, at du kunne have blevet en digter.
"Men det er jeg ikke, Nadja. Det her er hvad jeg er", sagde du og lod mig kigge rundt i vores lejlighed. Der lå en kanyle over i sengen, som ikke var min og der lå farvede sugerør på natbordet, som vi stjal fra McDonald’s, så vi kunne sniffe kokainen i lange hvide baner.

Jeg forstillede mig tit, at du befandt dig i drømmeland og jeg bad dig om at tage mig med fordi dine beskrivelser om stedet virkede fantastiske. Uden jeg vidste det, så befandt jeg mig allerede i drømmeland. Jeg vidste bare ikke, at det så sådan ud.

Det var først næste morgen at jeg kunne mærke få dele af min krop og at min hjerne startede op igen. Jeg kunne ikke huske noget fra dagen før, men jeg havde det forfærdeligt. Min krop blev svedig og jeg begyndte at ryste. Jeg ledte efter dig i sengen, men du var der ikke. "Christian!", skreg jeg, mens jeg kastede op udover sengen og mig selv.
Du kom løbende ind i soveværelset og hoppede op i sengen for at holde om mig.
"Jeg tror, at jeg er syg. Jeg skal til lægen", græd jeg og slugte mit eget opkast.
Du vuggede mig stille frem og tilbage, men kramperne blev ved. "Du skal ikke til lægen", hviskede du og kyssede mig på panden. Du rejste dig op og jeg kiggede efter dig. Jeg kunne høre, at du rodede i nogle ting ude på badeværelset og jeg rullede om på ryggen, så jeg lå i mit eget bræk. Jeg fokuserede op på loftet og talte hullerne, der var der, så jeg kunne tænke på andet end smerte. Det hele flød i mit hoved og min hjerne arbejdede på højtryk for at virke igen. I et øjeblik syntes jeg, at der lugtede af brændt hjerne.

Pludselig kom du ind med en sprøjte og sprøjtede væsken ind i min arm. Mit syn blev sløret og jeg sagde nogle uforståelige ting. Det sidste jeg hørte var dig, der hviskede ind i mit øre: "Det her skal nok få dig til at sove. Det er det rene magi, skat". Og så sov jeg og begav mig over til drømmeland, hvor det kun var mig, der fandtes.
Du lovede mig tit, at du ville besøge mig derover, men du kom aldrig forbi. Jeg sad på stenen og ventede, hvis ikke jeg vågnede op næste morgen, så ville jeg have ventet for evigt.

Månederne gik og vi levede stort set i den lille lejlighed, hvor folk kom rendende ind og ud. Vores navne var kendte og hørt i manges ører. Vi var dem, man tog over til for at snakke om livet mens man røg det væk samtidigt eller så var vi dem, man festede med. For de fleste, der kom og gik, så tog de hjem til deres eget liv morgenen efter, men vi forblev altid hvor vi var fordi det var vores liv.

Jeg havde aldrig oplevet nogen af de mennesker, der kom, som kunne holde til at være i vores lejlighed end højst få dage, fordi de ikke kunne leve i det miljø. Det var kun sjovt engang imellem at sætte livet på standby, men de gik altid tilbage til det, de gik fra.
Sommetider følte jeg, at alting var gået i stå og en følelse af tomhed overvældede mig, mens jeg sad og gloede ind i en kasse, der var et fjernsyn.

Du sad som regel ude i køkkenet og diskuterede med nogle venner om at sælge stoffer videre.
Jeg sad forstenet i sofaen, da jeg hørte at du hævede din stemme og bankede hånden ned i bordet. For første gang i lang tid, så havde vi ingen penge og vi havde ikke flere stoffer fordi vi havde taget det hele. For at få stoffer må man have penge og det havde du ikke, så de nægtede at handle med dig. Det gjorde dig rasende, så dit ansigt blev rødt og du spyttede når du råbte. Dine venner forblev tavse og lod dig svine dem til.
"Alt hvad jeg har gjort for jer og så er det her takken!", råbte du og kastede et glas fyldt med whisky imod den hvide væg, så glasset gik itu og whiskyen spredte sig udover det hele.

Der blev derefter stille og I snakkede lavmælt. Jeg sad selv og hang, mens jointen hang halvt ud af munden på mig. Jeg var begyndt at ignorere spøgelserne, som gik igennem væggene fordi de hilste aldrig pænt igen.
Pludselig stod der to mænd foran mig, der kiggede ned på mig og de tog fat i begge mine arme og hev mig op fra sofaen.
Jeg kiggede forvirret på dem og tabte min joint. Jeg fik øje på dig, der stod ved dørkarmen og iagttog dem, da de holdte fast i mig.
"Hvad sker der, Christian?", spurgte jeg dig hæst og prøvede at tage mine arme til mig, men de holdte et hårdt greb om mig.
Dine øjne var helt sorte, men du holdte stadigvæk øjenkontakt med mig: "Gør det for min skyld, Nadja", sagde du roligt og med det begyndte jeg at gå i panik. Jeg turde ikke tænke mig til hvad du mente. Jeg begyndte at skrige og sparke ud til alle sider for at komme fri, men de slæbte mig ind på soveværelset og det eneste jeg kunne huske, at jeg skreg og tænkte på, imens de tog tøjet af mig og voldtog mig i vores seng, var dit navn og dig.

Da de var færdige blev jeg liggende i sengen og kiggede på at de gav dig stofferne som var en del af aftalen. Vreden spredte sig i min krop og det dunkede i mit hoved. Jeg bed hårdt ned i min arm, så jeg smagte blod. Jeg gispede efter vejret, mens jeg mærkede tårerne samle sig i mine øjne. Jeg følte mig rasende. Da de havde forladt lejligheden, så rejste jeg mig op og kastede en lampe efter dig, mens jeg skreg at jeg hadede dig. Jeg kunne ikke tro det. Du havde solgt mig. Jeg var pludselig blot en ting, men du nåede over til mig og beroligede mig, mens du lovede aldrig at gøre det igen.
"Jeg gør det jo for os, Nadja, så vi kan leve et godt liv. Jeg gør det jo for dig", hviskede du og puttede de piller ind i min mund, som du lige havde tjent på mig og hviskede jeg skulle sluge dem. "Det er din belønning. Nu bliver alt godt, skat".
Efter den dag så indså jeg at mit eget liv var blevet til et mareridt og jeg drak og tog stoffer for at undgå at leve det. Der kom pludselig flere kvinder ind i lejligheden og du fortalte mig, at det var fordi de ingen steder havde at være, mest af alt fordi de kom fra udlandet, så du ville passe på dem. Jeg vidste, at du gik i seng med dem alle og du solgte dem, når du havde brug for flere stoffer.
Tit når vi lå i vores seng og sov bare dig og mig, så kunne jeg høre dem græde ved værelset ved siden af. De bad til Gud på flere forskellige sprog og selvom jeg ikke altid vidste hvad de sagde, så vidste jeg, at de gerne ville hjem og det ville jeg også, selvom den lejlighed var blevet mit hjem og med tiden, så ville det også blive deres.

Du fik det op og køre med din forretning hvor du solgte kvinderne til mænd og vi havde flere penge end nogensinde og det brugte vi på stoffer og et nyt fjernsyn.
Når du sad ude i køkkenet og talte penge sammen, så prøvede jeg altid at snakke med dig, men du virkede kold og afvisende. Du havde lige fået en ny kunde og du kunne høre den russiske pige skrige inde fra værelset af og hendes negle, der skar igennem væggen. Du prøvede at ignorere det. Der var ikke rigtig noget, der kunne komme ind under din kolde facade. Ikke engang jeg længere.
Jeg gik bag dig og holdte om dig, mens du sad ved spisebordet og lavede regnskaber. Jeg kyssede dig på kinden, men du bemærkede det ikke engang. Du føltes helt død. Du mindede mig om de mennesker, som du altid havde grint af, dem som havde mistet kontrollen og var levende døde.

Du blev rasende hvis du ikke tog stoffer. Du blev voldelig og bankede næsten en svensk pige til døde fordi hun ikke tilfredsstillede en af dine kunder, så han gik uden at betale. Du snakkede aldrig om livet eller hvordan det måtte være at leve af at spise skyerne fra himlen. Du snakkede om regnskaber og stoffer. Selv når jeg lå i den samme seng med dig og græd, at jeg ikke ville leve længere, så spekulerede du hvornår du kunne få dit næste fix.

Men så skete det, som vi alle så komme fordi vi ikke kunne blive ved. Der måtte komme noget, hvor vi blev tvunget til at stoppe.
Det var en eftermiddag og solen stod klart på himlen og jeg kunne næsten føle den, når jeg mærkede vinduet med mine fingrespidser. Jeg prøvede at huske på hvornår jeg sidst var udenfor en dør. Du var bare ikke meget for det, fordi du mente, at så ville skyggerne slå mig ihjel og smide mig i en container, så du ikke kunne finde mig igen.
Du sad ude i køkkenet den dag og drak nogle øl med nogle gode kammerater, som du tit sås med, når du ikke lavede forretninger. Det havde været en meget rolig dag. Du havde ikke rigtig sagt et ord til mig hele dagen, kun en enkelt gang da jeg stod under bruseren, så kom du ud til mig og holdte om mig, så dit tøj blev vådt. "Undskyld, Nadja. Tilgiv mig. Jeg lover, at alting nok skal blive bedre. En dag får jeg dig ud herfra". Og jeg begravede mit hoved ned i din gennemblødte T-shirt og lod være med at græde. Jeg tilgav dig derimod og troede på dig fordi jeg havde ikke meget håb tilbage og så ville resten af mig dø ud.

Den dag ville jeg aldrig kunne glemme. Jeg ville altid huske den i detaljer.
Jeg tog en slurk af min øl og iagttog dine venner og dig grine over en intern vittighed, som jeg ikke forstod, men den handlede om en kvinde med for små bryster, som I havde sex med imod hendes vilje. I fortalte om hvordan I havde drukket hende fuld i Jack Daniels og pisset hende i munden, mens I latterliggjorde hendes krop. Hvordan I slog hende omkuld og voldtog hende på skift. I slog jer selv hårdt i skødet og grinte endnu højere, da I sluttede historien af med hvordan I lod hende ligge nøgen på gaden badet i sit eget blod og jeres urin.

I skålede højt og drak jeres øl og åbnede nogle nye. Pludselig bad du mig om, at hente nogle piger uden at begrunde. Jeg rejste mig op fra sofaen uden at sige noget og gik ind til værelset, hvor pigerne sad på madrasser og kiggede stift ud i luften. Gardinet var trukket for, så der kom ikke noget lys ind og der var ridset ting ind på væggene.
De vidste udmærket godt hvorfor jeg var der, men de sagde alligevel ikke noget. Jeg valgte tre piger. De to var russiske piger, der var meget erfaren og den sidste var en tysk pige, som lige var flyttet ind.  Hun var ikke særlig erfaren og vist nok jomfru, så inden vi gik ind i stuen, så gav jeg hende en pose med kokain og hviskede til hende, at det hjalp hende igennem det. Første gang var altid den man ville huske, så derfor hjalp kokainen hende med at glemme.
Hun stirrede på mig med tårer i øjnene og jeg kiggede væk. Sagde at hun skulle skynde sig, ellers så ændrede jeg måske mening.
Hun bukkede sig ned og tog nogle baner og rejste sig derefter op og gik med de andre piger ud i køkkenet.

Pigerne stillede sig på en række og dine venner kiggede nøje på dem før de godkendte dem. Mændene grinte højlydt og tog hver deres pige og førte dem ind til vores soveværelse.
Jeg satte mig ned ved siden af dig og kiggede på dig. Du rullede en joint uden et udtryk i ansigtet. "Elsker du mig?", spurgte jeg pludselig.
Du tog jointen op til munden og tændte den, mens dine hænder rystede og sveden dannede sig i dråber og faldt tungt ned ad din pande. "Jeg elsker dig", hviskede jeg og tog fat i din ene hånd for at lade dig mærke at jeg var der stadig. Det virkede sommetider som om du slet ikke så mig.
Du nikkede: "Jeg ved hvert fald at jeg elsker det her", og med det bredte der sig et stort smil på dine læber og du rakte mig jointen. "Meget bedre end sex", sagde du til mig og hostede voldsomt, så der kom noget blod op.
Du rejste dig op og tog ud efter nogle trusser, som lå på gulvet og tørrede op efter dig.
Jeg sad med jointen i min hånd og mærkede tårerne presse på, mens jeg prøvede at huske hvornår du sidst havde sagt, at du elskede mig. Det havde du ikke i lang tid og mens jeg tog et sug, så faldt tårerne ned ad mine kinder, mens du hvilede dit hoved på mit skød og hviskede, at jeg duftede så dejligt af kvinder og stoffer.
Jeg fik kvalme over mig selv og mit liv. Jeg lagde jointen i æskebægeret og lagde mit hoved på køkkenbordet og prøvede at sove mig væk.

Pludselig hørte vi skrig indefra soveværelset af og de to russiske kvinder løb nøgne ud fra værelset af, mens dine venner råbte efter dig. Du vågnede straks og løb ind på soveværelset og jeg gik efter. Min krop gik helt i stå, da jeg så den tyske pige ligge halvnøgen på sengen og ryste, mens øjnene rullede rundt i ansigtet på hende og der kom fryde ud af hendes mund. 
"Hvad fanden har I gang i!", råbte du og skubbede dine venner til side og løb over til hende og gav hende en lussing for at vække hende op, men hun reagerede ikke. Du fandt posen med kokain, der lå gemt i hendes bh, men der var ikke engang halvdelen i.
"Hvem har givet hende stoffer?", råbte du hysterisk og kiggede på os alle sammen. Ingen sagde noget og dit blik landede på mig. Du kunne se igennem mig straks og jeg rystede på hovedet.
"Det var ikke med vilje, Christian", fremstammede jeg og tog hænderne op til ansigtet og prøvede at forstå hvad der skete.
"Hun er ved at dø for helvede, Nadja!", råbte du og rejste dig op og gav mig en lussing, så jeg blev forskrækket og stod blot og stirrede på dig, mens mit ansigt brændte.
"Tror du, at jeg vil have en ubetydelig kælling til at dø i min egen seng, Nadja?", råbte du mig lige ind i ansigtet, så jeg kunne mærke dit spyt ramme mig.
"Nej", hviskede jeg og kiggede stift ud i luften. Pludselig stoppede den tyske pige med at bevæge sig og lå helt stille. Ingen bevægede sig. Vi kiggede blot på hende.
Da du endelig listede over til hende og tog hendes puls og erklærede hende død, så faldt jeg sammen og skreg, mens jeg rev store totter ud af mit hår. Først der indså jeg, at jeg havde slået et menneske ihjel.

Du samlede hende op fra sengen og gik ud i køkkenet. Dine venner gik med dig for at planlægge hvordan I kom af med hendes krop. I valgte at skære hende i småstykker og smide hende i en container og sætte ild til det hele.
Og jeg blev siddende på gulvet og vuggede frem og tilbage, mens jeg græd. Du efterlod mig den nat for at komme af med liget og jeg var fuldstændig alene. Jeg overvejede i et sekund at tage mit eget liv, men så ville du blive så vred, fordi så skulle du af med et til lig, så i stedet så tog jeg en sprøjte og lagde mig til at sove. Jeg begav mig ind i drømmeland og håbede på at møde dig der, fordi jeg havde brug for dig. Jeg satte mig ned på en sten derover og havde besluttet mig på at vente for evigt, fordi så ville du komme før eller siden.

Og nu var det kun få dage siden den dag. Vennerne havde holdt sig væk lige siden og du havde solgt kvinderne videre fordi du ville have ro om natten fra deres hulkeri. Du havde fået flere vrangforestillinger, hvor du så skyggerne, der formerede sig til monstrene og grinte af dig. Jeg fortalte dig tit, at de ikke ville dig ondt, men du troede mig ikke.

Du sov stadig og jeg var stadig vågen. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men jeg vidste, at det var midt om natten fordi månen stod klart oppe på himmelen og den lyste ind ad vinduet og på os. Det føltes en smule beroligende, fordi der var så mørkt i lejligheden. Det eneste man kunne høre var den utætte vandhane ude i køkkenet. Der føltes helt tomt. Engang var der fyldt op med mennesker, men for tiden var der kun dig og mig.
Nu havde vi rykket vores madras ind i stuen og jeg så solen stå op på himlen og forsvinde så stille igen, mens du enten græd eller skreg af smerte. Jeg kunne ikke gå fra dig. Jeg kunne ikke leve uden dig. En dag uden dig i mit liv, ville gøre så jeg fik de mest voldsomme abstinenser, fordi jeg havde brug for dig.
Jeg var fængslet i min egen krop. Jeg havde ikke trådt ud for en dør i et halvt år. Jeg talte månederne, men det hele virkede uklart. Jeg var havnet i mørket, der havde omringet mig. Jeg var et sted, hvor ingen kunne finde mig igen.
Jeg længtes efter at du rørte mig, så jeg kunne føle kærligheden, fordi jeg elskede ikke mere. Jeg længtes efter noget at spise, som var rigtig mad og noget at inhalere som var rigtig luft. Jeg trak vejret, men jeg kunne ikke finde ud af at leve.

Jeg kiggede på dig og aede dig på ryggen. Du så, så fredfyldt ud i ansigtet. Jeg prøvede at fantasere til mig, hvor du befandt dig. Helt sikkert i drømmeland, men jeg kunne ikke komme over til dig. Af en eller anden grund så levede vi adskilt i den verden. Det var som om der var en mur imellem os, som vi ikke havde fundet en vej til at knuse.
"Jeg savner dig", hviskede jeg ind i dit øre og du reagerede ved at mumle. "Jeg savner dig så meget", hviskede jeg igen og lagde mig tæt ind til dig. Jeg ville have du tog mig med til drømmeland. Jeg ville have, at vi skulle ud af denne her lejlighed som du lovede mig.

Jeg rejste mig op og gik over til køkkenet og hentede noget mere heroin, så vi kunne sove ordentlig igennem natten. Jeg overvejede en enkelt gang inden jeg satte med ned ved siden af dig og sprøjtede den anden sprøjte ind i din åre. Derefter gjorde jeg det på mig selv.
Min krop blev tung i det og jeg kunne godt mærke, at det var alt for meget og det gjorde mig bange, men jeg fortrød ikke.
Jeg lagde mig ned ved siden af dig og kiggede på dig. Du trak vejret tungt og savlede en smule på hovedpuden. Jeg lagde mit hoved tæt til dit, mens jeg holdte din hånd op imod mit bryst, så du kunne mærke mit hjerte slå. Jeg vidste, at du ville blive taknemmelig når du fandt ud af hvad jeg havde gang i. Jeg prøvede at redde os inden det var for sent.

Jeg følte mine øjenlåg blev tungere, som om jeg ikke havde sovet i flere dage. Du stoppede pludselig med at trække vejret og din hånd blev slap i min.
Jeg smilte og klemte en enkelt gang din hånd og hviskede: "Find mig, Christian" og derefter lukkede jeg øjnene i.
Og med det forlod vi begge lejligheden, som vi længe havde ønsket og begav os op imod skyerne. Nu havde vi en evighed til at finde hinanden i drømmeland.

Efter i dag...

Skrevet 2010-Mar-19 kl 12:21

Så jeg føler jeg har brug for at skrive et eller andet. Jeg har lige skrevet nogle digte og en enkel novelle. Jeg ved ikke hvorfor jeg er begyndt at skrive digte, fordi det har jeg aldrig gjort før.
Jo! Da jeg var 11-12 år gammel, så skrev jeg rigtig mange digte, men de var ikke lige noget at være stolt af. Jeg har dem stadig på min computer, men det er ikke noget, som jeg vil vise. Lad os bare sige, at det er en del af fortiden nu...

Jeg blev inspireret af en digter, som simpelthen er så talentfuld. Den måde han bruger sine ord på, så de nærmest flyder i teksten og samtidigt rammer en så hårdt med deres mening (Det gav sikkert kun mening for mig). Selvom jeg nok ikke forstår altid meningen i selve digtet, så får jeg det altid til at hænge sammen med mine egne tanker, eller det jeg har været igennem. Nogen gange får jeg helt lyst til at kramme ham og spørge hvor han har været hele mit liv. Jeg er aldrig blevet rørt over digte før.

Jeg er også begyndt at læse Michael Strunges digte. Jeg er gået glip af ret meget, kan jeg se. Jeg troede bare at han var en, der skrev kærlighedsdigte, så jeg troede ikke, at det var noget for mig. Dumme, dumme Tilde....
Jeg tror også, at jeg vil begynde at læse bøger igen. Jeg er stoppet lidt med det, men jeg vil rigtig gerne begynde igen.
Hvis du kender en forfatter, som du synes har skrevet nogle gode bøger, så skriv det til mig, fordi jeg er meget interesseret i at læse andre ting, end jeg plejer.

Nu bliver min mor sikkert rigtig glad. Men jeg tror, at jeg vil forsøge med de der krimibøger, selvom jeg hader krimi, og synes det er røvsygt. Men... Jeg har aldrig givet det en chance. Måske skulle jeg prøve.... Måske.

Jeg fik faktisk sendt min ansøgning ind til forfatterskolen, og i starten var det faktisk min mor, der gav mig idéen. Jeg har altid villet, men aldrig tænkt på at sende en ansøgning ind nu. Så vi gik ind på siden og fandt ud af, at fristen var d. 1 marts. Så jeg havde travlt hvis jeg skulle nå at få den ind.
Jeg huskede mig selv på, at tænke at jeg ikke kom ind og jeg ikke måtte blive skuffet. Jeg gik ind i projektet hvor jeg var klar over, at det ikke skadede at prøve og at næste gang ville jeg prøve engang til. Dem fra forfatterskolen vil ikke slippe af mig fra nu af.

Det var lidt svært.. Jeg skulle finde de rigtige tekster... Rette dem om og om igen... Ændre teksterne, som jeg har valgt skulle med... Huske på hvor mange sider, jeg skulle overholde... Ændre tekster igen... Rette teksterne om.. Ændre tekster en gang til.. Skrive nogle nye.. Rette dem... Fastholde dem... Tro på det... Huske hvor mange sider, jeg skulle overholde... Fastholde det... Rette teksterne.. Skrive ansøgningen!

Men så mens jeg sad der fra klokken 12 om eftermiddagen til sent om aftenen, hvor jeg arbejdede på mine tekster, så begyndte jeg at indså hvor meget jeg egentlig ønskede det.
Jeg fik næsten lyst til at græde af glæde over at forstille mig, hvis jeg kom ind. (Jeg ved det, det burde jeg ikke fordi det er vist kun otte, der kommer ind.. Men når ingen så det, så tillod jeg mig selv at drømme).

Jeg tror aldrig jeg har arbejdet så meget med noget før, og været så koncentreret. Sommetider glemte jeg helt at spise, ja selv at gå på toilettet! (Den detalje skulle I altså også lige få).
Jeg nød det virkelig at arbejde med mine tekster, fordi det er jo det jeg elsker allermest at lave.

Da jeg var op på posthuset og skulle skrive adresse på og alt det der på konvolutten, så kunne jeg mærke mine hænder ryste og at jeg fik hjertebanken fordi jeg indså virkelig hvor meget jeg ønskede det. 
Nu er jeg overbevist om, at det er det jeg vil lave og det er det, jeg vil fokusere på, fordi jeg har aldrig været så glad og tilfreds som da jeg sad og arbejdede med mine tekster i dagevis.
Jeg plejer altid at være træt og i dårligt humør i skolen fordi jeg føler at jeg spilder min tid, men når jeg arbejder med mine tekster, så kan jeg bare mærke, at det er det jeg vil og det er det, jeg skal lave. Jeg kan også forstille mig selv arbejde med det.
Der er ikke noget at gøre. Det er bare det, der gør mig glad og altid har gjort. Det er altid noget, jeg kommer tilbage til. Det er noget jeg gør hver dag, og har gjort siden jeg var otte og lærte at stave. Det er noget, jeg brænder virkelig for.
Et sted indeni, så er det rart at vide hvad jeg vil, men stadig bliver jeg urolig, fordi jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Det er en smule usikkert, fordi jeg kan ikke få en uddannelse indenfor det. Jeg kommer nok ikke engang ind på forfatterskolen, så jeg må også have en uddannelse ved siden af....
Men jeg vil simpelthen det her så meget.. Jeg kan faktisk slet ikke beskrive hvor meget jeg vil det her.

Men hvert fald fra i dag af, så ved jeg, at jeg vil arbejde videre med mine tekster, og sende en ansøgning ind næste gang, man kan. Jeg vil blive ved...

Tilde.

take me where i wanna go, take me to the sky....

Skrevet 2010-Mar-13 kl 05:43

fald og ram bunden i et brag, så alle kan høre dig
gå itu som et glas, der smadrer når du rammer
fordel dig overalt, så folk kan træde på dine glasskår
få deres fødder til at bløde sammen med dig

 

Frankenstein - Ikke ny tekst

Skrevet 2010-Mar-6 kl 08:46

Giv mig noget af din morfin, doktor. Fjern al tvivlen og smerten, der sidder fast indeni mig. Opløs det og mig. Jeg er villig til næsten alt, men mit hjerte rører du ikke. Hold afstand, når jeg beder dig om det.
Jeg er stadig kun halvt et menneske og halvt noget andet, som ingen andre er.

Bedøv mig, doktor, så jeg kan få fred. Jeg jagtes af mine egne dæmoner i mine drømme, og når jeg er vågen. Jeg ser ting, som ingen andre gør. Der er spøgelser fra min fortid, som invaderer mit hjem og holder mig vågen. Jeg kan ikke finde fred i min krop, doktor. Jeg har brug for morfin for at sove igennem. Giv mig hvad som helst og jeg tager det.

Jeg er faret vild i mine egne tanker, og det hele virker så uvirkeligt, fordi jeg har opholdt mig på det her hospital værelse i så lang tid, så jeg har glemt virkeligheden udenfor. Noget siger mig, at selvom jeg er væk, så lever verden videre. Jeg vil ikke længere være en del af den verden.
Hvis du forstår, så hjælp mig ud af det.
Jeg ville ikke dø, men jeg vil heller ikke leve længere. Min sjæl er forpint og sover på nåle, der stikker sig igennem mig. Jeg går hvileløst rundt, som et spøgelse.
Der er ingen omkring mig. Jeg tror næsten, at du er den eneste, der ser mig. Jeg er fanget i et hylster og når jeg endelig prøver at bryde ud, så bliver jeg lænket tilbage til løgnene og den person, som de tror jeg er.
Jeg er tilbageholdt og længselsfuld efter noget lys, et eller andet, der tegner sig på liv, men noget siger mig, at jeg har opbrugt alle mine chancer.

Jeg er som en stor løgn på to ben, der kan gå, men kommer alligevel ingen vegne. Jeg går i cirkler. Det er det rene vanvid, og når jeg endelig tror, at jeg kan få fred, så besøger klovnen Edward mig i min søvn og beordrer mig til at følge med ham til det sted, hvor jeg hører til. Han tager min hånd og jeg skriger næsten mine lunger ud i forsøg på at nogen skal høre mig. Jeg vil ikke med ham. Han vil tvinge mig ned i helvede og lade mig brænde op.
Der er ingen, der hører mit råb om hjælp, så Edward får mig op af sengen og slæber mig over til hans verden, mens jeg hoster mine lunger op. Nu kan ingen finde mig. Det er som et mareridt, du ikke kan vågne op fra.

Jeg er så forvirret og jeg kan ikke håndtere alle disse tanker. Smerten har gjort, så jeg ikke kan føle noget for nogen som helst. Jeg ville ønske, at nogen kunne vække mig op fra dette mareridt, som jeg selv har skabt, men der er ingen tilbage, der vil vække mig op. Jeg er fuldstændig ødelagt.

Så skær mig i småstykker, doktor og saml mig som et puslespil. Sy mig sammen og reparere skaderne på min krop. Gør mig perfekt. Jeg er ligeglade med de permanente ar, der vil blive en del af min krop for evigt.
Jeg vil have verden til at se og forstå, at jeg er en af dem.
Pust min krop op som om jeg er en ballon. Tilføj noget luft og liv ind i mig. Jeg har brug for det. Jeg har brug for alt, hvad du kan give mig, doktor.
Grav mine øjne ud med en ske og giv mig nogle nye øjne, fordi briller er ikke godt nok. Jeg kan ikke se klart mere. Det hele er sløret og langt fra virkeligt. Giv mig synet tilbage.

Jeg vil nemlig prøve, at gå en tur udenfor og nye synet af mennesker, der går forbi. Jeg vil finde alt smukt, selv den grå himmel, som normalt virker trist på grund af det kolde november vejr.
Jeg vil nyde kulden, fordi jeg mærker hvordan den kryber sig under mit tøj og bider sig fast i min nøgne hud. Det føles ægte og det er en del af at være i live. Det er smertefrit, men alligevel smertefuldt.

Elsk mig, doktor. Jeg ligger her alene i min hospital seng efter alle operationerne og ingen kommer og besøger mig. Sæt dig ved siden af min seng og kys mig på panden. Fortæl mig, at jeg er smuk. Overbevis mig.
Fordi når jeg går ned ad gaden, så ser folk mig som Frankenstein med alle mine sting og ar, men så ved jeg med sikkerhed, at i dine øjne er jeg bare smuk.
Jeg er din skabelse og din succes. Ingen får lov til at holde mig hen længere, ikke engang mig selv. Jeg behøver ikke være alene længere, fordi jeg har din kærlighed, doktor. Jeg har dig og dine beroligende stoffer, som du sprøjter ind i mine årer, når jeg føler det mindste ubehag.  Det føles godt at være fri fra tankerne og dæmonerne, der dør lige så stille inde i mit hoved. Du får mig til at føle suset helt ned til mine tæer. Du får mig til at føle mig som et spøgelse, der får chancen til at leve livet igen.

Med tiden vil jeg være taknemmelig, doktor. Du giver mig røde roser med torne på, fordi du ved, at det er mine yndlingsblomster. De dufter så dejligt af min barndom og det barn, som jeg var. Du lader mig huske den jeg engang var. Du forærer mig de fortrængte minder og husker mig på det gode i dem.

Doktor, hele mit liv har folk set mig som et misfoster, men du bringer det gode frem i mig. Du får mig til at tro på, at jeg er god nok. Nu blotter jeg mig helt for dine øjne. Jeg er fuldstændig nøgen og du beundrer min krop, selvom hver en kropsdel er syet sammen med sting og mine ar lyses op i mørket. Du er det, der holder mig sammen. Du er min stolpe. Hvis du forsvandt, så ville min krop falde fra hinanden.
Jeg ville dø og min sjæl ville gå rundt på gaderne for at lede efter dig. Jeg kan ikke eksistere hvis du ikke gør.
For i de andres øjne vil jeg altid være Frankenstein, men i dine er jeg bare smuk.

En eller anden at stole på

Skrevet 2010-Feb-27 kl 06:55
Sommetider så kan jeg hade, at jeg er til. At jeg overhovedet blev født.
Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har haft det så godt, at jeg er begyndt at miste troen på alt. Jeg tror ikke på mennesker længere. Det er ikke fordi jeg føler mig bedre, men for at være ærlig, så vil jeg hellere leve uden mennesker lige nu. De kan være så ækle og udspekuleret. Jeg vil bare ikke have, at de er en del af mit liv....
Alligevel så mangler jeg dem. Jeg mangler alt hvad de kan give mig.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg har følt mig så alene. Jeg har virkelig lyst til at snakke om det, der foregår oppe i mit hoved, med en eller anden.
Jeg savner virkelig mine venner. Jeg tror at jeg savner en eller anden, som jeg ved holder af mig uanset hvad jeg gør eller siger på en af mine dårlige dage. En, der ser det gode i mig, i stedet for at tage afstand, når jeg fejler. Jeg fejler nemlig meget, især for tiden. Jeg har bare brug for en, der viser mig vej..

Jeg savner ærlighed...
Igennem mit liv har jeg løjet meget for mig selv og dem omkring mig. Jeg har selv været ude for folk, der løj og prøvede at manipulere. Jeg hader løgne, fordi det er så respektløst. Jeg kan bare se det nogen gange, når folk lyver. Det er som om jeg ser igennem det. Nogle gange så stoler jeg ikke engang på mine venner, fordi der er noget forkert ved deres historier og hvordan de er bygget op. Tit håber jeg på, at jeg ikke har ret, men det ender altid med, at jeg har. Jeg kan ikke forstå det, fordi løgne giver kun afstand og jeg kan umuligt tro på personen igen. Jeg kan umuligt ligge det fra mig og glemme det.
Jeg vil så gerne, fordi jeg vil godt blive glad igen. Men igen blev jeg taget for givet fordi personen i virkeligheden ikke ved hvem jeg er eller hvad jeg har at give. Det er måske kun et tab for personen, men også for mig... Et sted føles det som et tab for mig. Jeg er bange for, der er noget galt med mig...
Bare tag mig væk... Jeg har brug for at komme væk.. Jeg vil bare gerne slippe for al det her. Jeg vil have noget at stole på.. Noget, at falde tilbage på uden at skulle tvivle og mistænke.. Noget, jeg ved jeg altid kan gå tilbage til, når mit liv braser sammen...

Mit eget helvede og din egen drøm

Skrevet 2010-Feb-27 kl 04:45

Det er ikke lyst udenfor. Månen findes, men solen er forsvundet. Jeg rejser mig op fra sengen, som jeg har ligget i hele natten uden at ønske, at jeg var i en andens seng.
Du spørger mig hvor jeg er på vej hen, og jeg svarer, "Bare væk"...
Du følger efter mig, mens du nynner en melodi, der minder mig om et liv.
Når jeg husker liv, så husker jeg sommerminder. Vi vil altid huske sommeren, der kunne varme vores kroppe op. Det hele er kommet så meget på afstand, at jeg ikke kan huske hvordan det føles at leve længere.
Mens jeg går, så tænker jeg på hvad der holder mig fast i, at gå tilbage. Alt, tænker jeg.
Det her er nemlig ikke virkelighed. Det er noget, som er opstået oppe i mit hoved og jeg lever drømmen ud. Til hver eneste dråbe.
Sneen går mig op til knæene. Jeg ser mine fodspor blive dannet i sneen og du træder med vilje ned i dem for at evige dem og min eksistens. Nu ved alle, at jeg har gået her.

Jeg går ned ad gaden, hvor folk kigger ned på deres fødder når de går. Jeg bliver mindet om hvor jeg kommer fra. Det her er vores helvede. Jeg hader denne her by. Jeg hader alle der lever i den.
Vi fastholder smerten, som om vi dyrker den og glemmer helt det gode, som vi har sat til siden. Vi bevæger os aldrig ud til kanten. Vi tager aldrig springet.

Jeg vil ud af byen og fordi jeg vil det, så hjælper du mig.
Du tager mig over til et operahus, hvor  væggene er belagt med ægte guld. Det føles som en smuk drøm, som jeg ikke tør røre, fordi jeg ikke vil ødelægge noget og derfor vågne op. Jeg forbliver i drømmen. Jeg lever den fuldstændig ud igennem dig.
Vi lytter til de store damer, der synger deres hjerter ud til publikum. Deres stemmer spreder sig ud i vibrationer og rammer os, som om det er en smittelig sygdom. Det mærkes som smerte.
Det gennemborer mig for hver en sang, de gennemfører. Jeg føler præcis hvad de føler.
På et tidspunkt tror jeg næsten, at jeg er en af dem. Min sjæl bevæger sig op imod scenen og bliver forenet med damerne i rampelyset, mens min krop stadig sidder i sædet og betragter de store damer. Jeg ved nemlig godt, at rampelyset aldrig vil have en chance for at ramme mig, hvis jeg sidder så langt væk fra scenen af. Jeg ved godt, at det liv, vil jeg aldrig nogensinde kunne leve, hvis jeg blot er tilskuer.

Jeg trækker mig tilbage. Jeg er i virkeligheden ude af stand til at føle noget selv. Jeg er en kopi af alle andre mennesker i denne her sal. Vi adoptere andres meninger og følelser, fordi vi ikke kan danne nogen selv.
Du spørger mig hvorfor, og jeg vælger at lade være med at svare.
Hvis jeg svarer dig, så vil jeg blive trukket tilbage til den virkelighed, jeg kom fra. Jeg vil bare gerne sidde her og nyde showet. Jeg holder stædigt fast i drømmen og håber ingen opdager det.

Jeg får lyst til at skrige, mens jeg sidder og stirrer op imod scenen. Jeg sætter mine tænder ned i mine læber og bider til indtil jeg kan smage blodet flyde rundt i min mund. Det smager af metal. Ikke af andet.

Du holder mig i hånden imens, som vi er gode venner. Jeg lægger en snedig plan for hvordan jeg kan skubbe dig væk. Jeg ved nemlig godt, at du ikke er ægte. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud.
Du sidder og nynner den irriterende melodi, der minder mig om mig selv. Det, som jeg prøver at flygte fra. Der befinder sig så mange tanker inde i mig, som prøver at tage livet af mig. En dag vil det ske, tænker jeg anspændt. Jeg vil så gerne væk...

Din eksistens håner mig. Du er præcis det, som jeg aldrig bliver. Du kender ikke til konsekvenserne ved at elske. Dit skelet er blødt hele vejen igennem og dine organer flyder ud af dine næsebor, som flydende budding. Jeg føler trang til at optage dig i mig.
Jeg lægger mærke til at der hvor dit hjerte burde sidde, er der efterladt et stort udhulet hul, så man kan se direkte igennem dig. Jeg kan se mennesker, der sidder bag  hos i salen, igennem dit hul og de kan ikke se mig. Du minder mig om en dørspion.

Jeg smugkigger igennem dit hul og undrer mig over  hvordan det er opstået, indtil jeg får ordentligt øje på alle mennesker, der har stillet sig bag dig. De virker fraværende og på deres udseende er de helt blege. De virker alle sammen døde. Du husker mig på, at vi alle har en fortid. De mennesker stjal dit vigtigeste organ, så de andre organer virkede overflødige og ligegyldige. Du er som en forpint sjæl, der ikke kan klæde dig på med følelserne udenpå din krop. Du er indelukket og jeg kan ikke tage vare for dig. Det er jeg virkelig ked af.
Du har mistet slaget og falder tilbage til den rolle, der ikke er dig længere. Du beklæder dig i en dragt, der skjuler din rigtige krop, der er så smuk, bare fordi den er til. Jeg berører dig faktisk kun for at føle noget selv. Jeg kan fornemme, at der gemmer sig noget i dig, der er større end os. Det er det, der tiltrækker mig til at komme tilbage til dig.
Du sagde engang, at det hele handlede om at kunne føle, ellers ville noget i os dø væk.

Jeg ved hvert fald, at jeg vil eje dine følelser og klæde mig på med dem, som de var tøj. Jeg vil spise dine organer for få noget til at fylde min tomme krop op med. Bliv en del af mig... Jeg beder dig.

Jeg hader, at jeg vågner op alene hver morgen, som den robot jeg er blevet til. Jeg hader, at jeg vågner op, selvom der ikke er noget at vågne op til. Det er bare noget, jeg gør.
Du spørger mig hvad jeg føler for og jeg svarer, at jeg ikke ved det længere.
Mit hjerte sidder et sted inde i mig, men slagene føles ikke andet end mekaniske. Min krop føles så træt, men den bevæger sig stadig videre for at overleve en til dag. Det er bare noget, som den skal.

Jeg kigger rundt på gaden til tider og spejler mig i butiksvinduet. Jeg ser en krop, som jeg stjal fra et andet menneske. Jeg ved ikke hvor min sjæl blev af. Min lidenskab for livet er som en sygdom, der tærer mig op. Jeg lever efter meningen med livet. Med mig selv.
Jeg dør hvis de ikke snart ser mig.. Jeg dør hvis de ikke snart lytter til mig..

Det, der giver mening lige nu, er at ligge i den her seng. Drømmen tager mig væk og tillader mig at være hos dig. Dine ord er så smukke, næsten som poesi. Hver nat forstiller jeg mig altid at ligge hos dig og kærtegne dine læber med mine fingre. Du giver mig lyst til at prøve... Du giver mig lyst til at føle. Jeg vil ønske, at du udgav dine ord, fordi verden går glip af dig.

Du ser mig. Du lytter til mig. Du prøver at komme ind til mig, men mit skelet er hårdt hele vejen igennem. Du spørger mig hvorfor, og jeg kan ikke finde ud af om det er min egen skyld.
Jeg ved det ikke... Jeg vil ønske, at jeg kunne elske dig. Jeg tror bare, at jeg beundrer dig.

Jeg vil ønske, at min krop var brand varm som den blev om sommeren, i stedet for så afkølet, så jeg føler mig som et levende lig.
Jeg får lyst til at ligge i den her seng og sove verden væk. Jeg vil lukke øjnene og aldrig vågne op igen. Når jeg befinder mig i den her drøm, så græder jeg endelig, mens jeg rækker mine hænder ud efter dig. Jeg beder dig grædende om at kærtegne mine kinder og varme mine hænder op. Jeg beder dig om at elske mig, mens verden tæres op og mørket omsluger os. Det eneste jeg kan se, er dig og denne her seng vi ligger i. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud. Du er som en drøm, jeg ikke vil vågne op fra for du er så blid og fraværende.
Du forsvinder altid når jeg åbner øjnene og kommer tilbage til mit eget helvede, men når jeg lukker øjnene i igen, så vender du tilbage. Byder mig velkommen.
Alt det, der består af mig, sulter efter dig. Du er som et liv. Et virkeligt liv.
Vil ønske, at de vidste hvor meget jeg hørte til her hos dig.
Du smiler og siger, at du gør. Jeg svarer, at det ved jeg godt.. Det gør du nemlig altid. Du kærtegner mine kinder, som er våde af tårer. Jeg beder dig om at elske mig. Røre mig, men du famler lige så stille væk fra mig. Jeg mister pusten og prøver at gispe efter vejret, mens jeg skriger efter. Jeg rækker mine hænder ud til dig for at mærke dig, men du er væk og har taget varmen med dig.

Jeg åbner øjnene og opdager at jeg ligger i min egen seng uden dig. Jeg er tilbage til virkeligheden og du var blot en drøm. Jeg ruller om på siden og prøver at sove igen, men kan ikke.
Jeg har aldrig følt mig så alene.

forfatterskolen og så mange andre tanker...

Skrevet 2010-Feb-19 kl 02:50

Jeg er meget forvirret over hvad jeg skal næste år. Det hele er blevet så stort og alvorligt.
Planen er nok en ungdomsuddannelse eller gymnasiet. Vi ser på det.... Alligevel sidder jeg og håber allermest på forfatterskolen, selvom chancen er minimal. Jeg har faktisk tænkt mig, at sende en ansøgning ind med mine yndlingsnoveller og uddrag fra Susan Stalker... Jeg håber ikke på noget. Jeg tror, at jeg er alt for ung, men det er virkelig det jeg vil. Nu har jeg brugt flere år på skolen og følt, at jeg har spildt min tid.... Jeg sagde altid gymnasiet først, så forfatterskolen fordi jeg ville være fornuftig, men nu er tingene anderledes... Nu prøver jeg bare det hele...

En dag skal jeg nok få lov til at skrive.. Som jeg vil.


and i hope you're thinking of me as you lay down on your side.... now the drugs dont work they just make you worse.. but i know i'll see your face again... cause baby, if heaven calls, i'm coming too.... just like you said, if you leave my life.. ï'm better off dead...

Den perfekte kvinde bag de mørke solbriller

Skrevet 2010-Feb-15 kl 03:31

Hun var sådan en smuk kvinde. Mit blik klistrede sig fast på hende da hun stillede sig ved siden af mig. Jeg studerede hver en perfekt kropsdel, som hun ejede. Hun var sådan en kvinde, man ville gå ned på knæ for, bare for at kysse hendes fødder, silkebløde fødder.
Måske var det medicinen, der gjorde mig høj, eller så var jeg forelsket. Jeg havde ikke været forelsket i årevis, så jeg kunne ikke vide det med sikkerhed, men noget var sikkert, og det var, at hun ikke var en hallucination. Hun var ganske ægte.

Det var med lige linjer, og det helt rigtige taljemål, så man næsten skulle tro, at hun var den perfekte kvinde, men så heller ikke mere.
Hun burde være den kvinde, der fødte alle menneskers børn, så verden kunne blive fyldt op med smukke vidunder børn.
Alt hvad hun rørte ved, blev smukt, men så heller ikke mere. Det var ikke som, at blomsterne voksede op mirakuløst fra sneen og blomstrede, fordi hun havde betrådt jorden.
Det var ikke som, at solen skinnede over hende og efterlod mørke skyer til os andre normale mennesker.

Når man så hende gå ned ad gaden, så fangede hun ens blik lige med det samme, men man anede ikke sorg i hendes øjne, fordi de var skjult bag de mørke solbriller.
Vi stod ved siden af hinanden på busstopstedet, men hun ignorerede min eksistens. På et tidspunkt tvivlede jeg på, om jeg var i live eller om jeg var usynlig for hendes øjne. Måske kunne hun kun se sig selv og mennesker, der var ligesom hende.
Jeg havde dog aldrig mødt mennesker, som hende, så hun måtte føle sig rigtig ensom.

Jeg spekulerede om hun havde en fortid. Det havde hun nok ikke. Hun havde nok ikke engang en straffeattest, der ville plette på hendes nye hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.
Hun satte sig på et sæde inde i bussen, lige ved siden af det beskidte vindue og jeg tillod mig selv at sætte mig ved siden af hende, men hun lagde stadig ikke mærke til mig.
Hun kiggede blot ud af vinduet, mens hendes blik hvilede på den verden, der forsvandt forbi.
Verden var dækket med sne og himlen var grå. Det føles som om tiden stod stille i et øjeblik.
Jeg betragtede hendes mørkebrune hår, som var løst. Jeg fik lyst til at stryge mine fingre igennem det og mærke hvordan smukt hår føltes som. Hendes hår var smukkere end modellernes hår i shampoo reklamerne, tænkte jeg.
Hun mindede meget om en model, når jeg tænkte over det. Hun havde alt hvad de dødelige manglede.
Hun burde være lykkelig. Hendes tøj og udstråling afslørede hendes succes, men noget sagde mig, at der ikke var nogen, der ventede på hende derhjemme.
Hun tjekkede jævnligt hendes mobil for beskeder, men for hver gang hun ikke fandt gevinst, så sukkede hun stille og lagde mobilen ned i sin taske igen.

Jeg betragtede hendes fyldige læber, der var malet røde, mens hendes hud var kridhvid. Ikke engang kulden kunne trænge sig igennem hendes perfekte facade og gøre hendes kinder lyserøde.
Jeg stirrede skamløst på hende. Hun var virkelig det, som alle ville være. Når hun gik ned ad gaden, så lagde man kun mærke til hendes skønhed, men aldrig hvad der gemte sig bag. Hun var lige så smuk som en model og havde en krop som en vaskeægte mannequin. Jeg troede ikke at den slags mennesker fandtes. Hun måtte være en truet dyreart. Hendes ydre var så koldt, men hendes indre var i oprør. Noget i mig fik lyst til at holde om hende og passe på hende.
Hun mærkede mit blik og vendte sig om og kiggede på mig. For første gang mødtes vores blikke og jeg spejlede mig i hendes mørke solbriller. Der var fuldstændig stilhed imellem os. Noget havde brudt igennem muren og forenet os. Nu var vi begge i samme verden. Jeg var synlig for hendes øjne.
Ordene forlod min mund. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget smukt som mindede om poesi, så hun ville falde for mig. Alt hvad jeg ville, var at kysse hendes fyldige røde læber og smelte mig sammen med hende, men det gik ikke. Jeg vidste godt, at vi var fuldstændig modsætninger. Der sad jeg med beskidt tøj, uglet hår og et rodet liv hængende over mit hoved. Jeg var alt, hvad hun indeholdte indeni. Hvis vi blot rørte hinanden og flød sammen som en krop til sammen, ville hun blive dødelig.
Det måtte hun også have tænkt, fordi da hun vendte sit blik imod vinduet igen, så kunne jeg se tårerne trille ned ad fra hendes mørke solbriller og lande på hendes hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.


Forrige side | Side 1 af 6 | Næste side