"Det her er, at leve", sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene.
Jeg sagde ikke noget. Jeg syntes, at han var åndssvag.
Han var en person, som elskede at se solen stå ned fra himlen og dufte til nyslået græs. Han var en person, som elskede at kigge ud over horsionten og føle sig stærk, bare fordi han turde stå tæt på kanten af klippen.
Jeg betragtede omgivelserne og prøvede at leve mig ind i øjeblikket. Det blev beskrevet i så mange bøger, og alligevel føltejeg ikke som alle forfatterne. Jeg kunne lugte nyslået græs og morgenen duggede på min hud og efterlod dråber hvilende på mine læber.

Han slog sine arme ud og tog en dyb indånding, mens han med store skridt kom tættere og tættere på kanten af den store klippe, som vi stod på.

Han var sindssyg, tænkte jeg og stirrede forarget på ham. Ikke nok, så tvang han mig ud af sengen midt om natten for, at stirre på solen stige op på himlen og gøre natten til dag, så skulle jeg også være vidne til, at han opførte sig skørt. Det var jo ikke normalt. Der var ikke andre mennesker heroppe. Alle menneskerne levede nede i den lille landsby forenden af klippen.

Jeg kiggede forsigtigt ned og betragtede husene som stadig sov. Der var ikke et eneste levende væsen. Jeg følte mig pludselig utrolig ensom.
Det fik mig til, at tænke på hvor jeg kom fra. Det havde jeg helt glemt. Det eneste jeg tænkte på, var hvordan jeg kom ud.
Jeg huskede ikke min barndom særlig godt, men jeg huskede min mor og hvordan hun plukkede æbler til mig fra vores store æbletræ hver sommer. Jeg kom til at tænke på den første person, som jeg sagde, at jeg elskede.
Han måtte være langt væk og ville slet ikke have mig i hans tanker, fordi han har travlt med at leve to liv, og jeg bebrejdede ham ikke. Jeg havde selv svært ved, at leve et liv.
Hvis jeg besøgte ham og tog ham op til klippen, ville han så føle sig fri? Min tvivl ville mest være om han ville tage springet og prøve, at flyve, fordi stofferne havde ætset resterne af hans hjerne.
Det var synd, fordi der var så mange ting, jeg ville sige til ham og alligevel ikke. Jeg var blevet tom for ord og mening. Alt var meningsløst.

Det havde bare været nogle dårlige dage, hvor jeg næsten ikke kunne få ro fra mig selv, og så er det, der man skal spørge sig selv om, det er det værd.
Jeg var den person, der havde prøvet alt. Jeg prøvede engang, at tage mit eget liv, hvorefter jeg prøvede at redde det ved at se mulighederne for et bedre liv, men det hele opløste sig og efterlod mig alene med min tvivl.
Det var der han kom midt om natten og førte mig op til den store klippe, hvor man kan mærke vinden blæse ens knogler på plads.

Han stod stadig med armene i vejret og lod tiden passere ham forbi, han havde ikke travlt. Tiden stod nærmest stille og da han vendte sig om og sagde mit navn, så overvejede jeg i et øjeblik at tage hans hånd og springe ud for klippen. Ikke for, at dø, men for at lære at flyve.
Han rakte sin hånd ud til mig og gav mig tegn på, at komme over til ham. Jeg havde armene over kryds og kiggede tvivlende på ham.
"Der er ikke noget, at være bange for", sagde han, "Hvis du gør det, så vil du føle dig så fri".
Jeg troede ikke på ham, og i stedet for at tage hans hånd, gik jeg langsomt baglæns. Hans øjne spejlede mit ansigt og jeg opdagede, hvor skræmt jeg så ud.
"Jeg lover dig, at der ikke sker noget", sagde han og rakte sin hånd ud til mig.
Jeg rystede svagt på hovedet og kiggede ned på mine fødder. De stod nærmest planet til jorden og jeg kunne mærke deres rødder. Jeg kunne hverken gå frem eller tilbage.

Jeg vidste ikke, hvad jeg var bange for, men jeg kunne ikke lide chancen for at falde, så jeg søgte tilbage til det trygge sted, hvor jeg allerede har været. Noget jeg kendte.

Han læste mine tanker præcis, som den sjælven jeg digtede som lille. Underligt nok kunne jeg ikke lide ham, men han var alt det, jeg håbede på at møde.
Han tog sin hånd ned og sukkede. Han gav op et split sekund, hvor han derefter rettede sit blik op imod mig og sagde: "Jeg vil ikke lade dig gå tomhændet hjem", og så gik han med beslutsomme skridt over imod mig og tog min hånd så blidt. Hans hænder føltes som fjer.

I langsomme skridt nærmede vi os klippens kant og sveden drev ned ad mig, men jeg fortsatte, velvidende om hans hånd var i min og han gav aldrig slip. Han gav aldrig op med mig.

Pludselig stod vi der, det sted, som jeg aldrig havde forstillet mig, at jeg kunne stå ved. Jeg så ud over horisonten og nød synet af fuglene, der fløj i flok og menneskerne, der stod op fra nattens søvn og gik rundt i landsbyen. Pludselig følte jeg mig en smule i live.
Jeg tog dog ikke springet. Jeg forblev bare på kanten af klippen, fordi jeg er bange for højder, men jeg stod der. I egen høje person og så ud imod det ukendte, hvad end det så er.