Jeg elsker, at se frygten i deres øjne i det lille øjeblik, når de indser, at der ikke er længe igen. I starten tror de, at jeg har hjerte nok til at slippe dem, for de kan ikke forstille sig selv dø.
De tror, at de er uovervindelige overfor livet og at deres udødelige sjæl bærer rustning på flere tons. Jeg knuser deres illusion og gør dem til små børn igen.
Natten bliver til dag og dag bliver til uendelighed.
De føler sig alene i rummet med kun fire vægge. De råber tit, selvom de ved, at de er under jorden og har ingen chance for, at blive fundet.

Jeg holder øje med dem uden de ved det. Jeg iagttager dem, når de tror, at de er mest alene.
De sidder i konstant mørke for at mærke, hvordan det føles, at være sindssyg. Til sidst river de sig selv til blods, mens de løber ind i væggene. De ridser deres negle ned i gulvet til de knækker af. De bider deres fingre af og prikker dem selv i øjnene.
De ser ting, som ikke er der, men alligevel er der.

Rummet er tidsløst og de glemmer, hvem de er og hvordan de endte der. De beder en bøn, selv den mindst troende beder en bøn sommetider, når ingen kigger.
Det ramler sammen og de hører stemmer, men det er blot dem selv, der taler.
De skriger om hjælp igen. Beder om, at dø. Beder om, at komme hjem.

Jeg sidder stille og stirrer på dem. Jeg trækker knapt nok vejret, for de skal ikke vide af, at jeg holder øje med dem i mørket.
Tit når de ligger sig på gulvet og ryster uden, at sige noget i flere dage, så lader jeg dem dø i fred. Jeg forlader rummet og lader lyset være slukket. De lader slet ikke mærke til, at jeg forlader rummet.
Men jeg elsker endnu mere, at gå på gaden og udpege mine ofrer. Jeg er som et lille barn i en slikbutik. Alt er gratis. De beder næsten om, at dø som de går på gaden og blot venter.
Der er så forskellige typer, men jeg elsker mest smukke mennesker. Dem, der tror, at de kan få alt med deres udseende.
De betragter altid sig selv i butiksruderne og smiler knapt til dem, der går forbi fordi de er for optaget af sig selv og hvor mange citroner de skal bruge i deres te.
Jeg lokker dem med blomster og smiger. Jeg får dem til, at elske mig.
De vil knapt nok lægge mærke til, at der intet ligger bag mine ord. De æder alt råt, som dem selv, når de får øje på et spejl.

Når de er trådt ned i kælderen, så kommentere de altid lugten. Jeg siger, at det er kloakken, selvom det er liggene, der ligger begravet under deres fødder.
Denne gang er det en kvinde med en tajle, som en barbie dukke. Hun kigger rundt i rummet, som kun består af hvide vægge.
Jeg bliver sulten, når jeg kommer til at tænke på, at på et tidspunkt, så ligger hun der også under fliserne.
Hun spørger til, hvad hun skal der og jeg lover hende en overraskelse, fordi hun er den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Hun grinet fjoget og retter på sit hår.

Det er først sjovt, når hun indser, at hun ikke kommer ud. Det virker først som om hun ikke forstår, hvad jeg siger, når jeg fortæller hende, at hun skal dø. Og jeg har i forvejen planlagt de mest grusomme måder, hun skal dø på. Jeg vil se hendes ansigt rådne og blive grimt.
Jeg vil tortuere hendes sjæl i stykker. Flå hendes organer ud og lade hende spise dem råt.
Hun går i panik og prøver, at gøre modstand når jeg nærmer mig hende.
Hun er blot et lille barn bag camuflage af make-up og hud.

Jeg binder hende fast og skærer langsomt hendes hud i ansigtet af. Hun skriger og sparker med benene. Men jeg sidder øverst. Hun kan ikke komme fri.
Hun går i chok og stopper med, at sige noget, mens en bunke af løst hud samler sig ved siden af hende. Jeg vil have hun skal se det. Lytte og tælle stykkerne af hud falde om hendes ører.
Jeg vil grave dybere under hendes hud. Jeg vil se, hvad der gemmer sig bag sådan en smukhed.
Det er aldrig ægte og hun var ikke en undtagelse. Det er blot hud, der narrer en. Hun er ligesom alle os andre indenunder.
Jeg bliver skuffet. Og utrolig vred. Hun har løjet om sig selv. Hun fortjener slet ikke, at være så smuk.

Jeg skærer hendes ører af, hvorefter jeg skærer hendes næse af. Jeg fortsætter ned af hendes krop, men beholder øjnene, fordi hun skal se det ske.
Hun begynder, at græde stille, mens hun beder mig om, at lade hende slippe.
Men jeg siger, at det er for sent.
Ingen ville elske sådan et ansigt.

Hun skriger i håb om nogen kan høre hende.
Hun ønsker, at komme hjem. Hun beder til Gud, mens hun skriger for hver gang jeg løsner for hendes hud.
Hendes tøj bliver malet rødt og hendes krop ryster af blodmangel.
I et øjeblik træder jeg tilbage og iagttager mit mesterværk. Hun kigger på mig. Jeg kan næsten smage frygten i hendes øjne.

Uden videre binder jeg hende op.

Jeg går ud af rummet og efterlader lyset slukket. Hun tror i et øjeblik, at det er ovre. Hun glemmer fuldstændig, hvem hun er og hvordan hun ser ud.
Hun ånder lettet ud indtil hun begynder, at gennemsøge hendes krop og da hun indser, hvad hun har mistet, begynder hun at skrige så væggene ryster.

Jeg sidder ude ved siden af og drikker saftevand og venter på, at klokken er fire, så jeg kan komme tilbage og færdiggøre mit arbejde.

Når klokken slår fire, så åbner jeg døren og hun lægger ikke engang mærke til mig før jeg tænder for lyset.
Hun ligger i fosterstilling og ryster, mens blodet omringer hende og spreder sig. Hun kigger på mig og hendes blik søger medlidenhed.
Jeg går over til hende og sætter mig ned på hug og stryger mine fingre igennem hendes lyse hår.
Hun tror i et øjeblik, at jeg lader hende slippe. Hendes øjne bliver fyldt op med håb, mens hun gisper ord, som jeg ikke forstår.

Jeg rejser mig og henter en stol. Da hun indser, at jeg går ud for at slukke lyset, begynder hun at græde og håbet dør ud i hendes øjne. Hun mumler ting for sig selv og lukker øjnene og ryster på hovedet.

Lyset bliver derefter slukket igen og jeg iagttager hende siddende i mørket til det tidspunkt, hvor hun tror hun er helt alene. Jeg trækker knapt nok vejret for hun ikke skal høre mig. Jeg nyder hvert sekund af det.
Hun ved ikke engang, at hun skal dø endnu før hun er lige ved det. Hun tror, at der kommer noget i sidste øjeblik og redder hende. Jeg er den eneste, der ved det.

Til sidst dør hun. Men jeg bliver siddende og stirrer ud i mørket.
Jeg ånder lettet ud og føler mig godt tilpas. Efter et stykke tid tænder jeg for lyset og betragter hendes før så smukke ansigt, som er begyndt at rådne op med resten af hendes krop. Hendes øjne stirrer tomt ud i luften og jeg indser, hvor ensom jeg føler mig igen.... Jeg begraver hende under fliserne og lader hende blive en del af de andre lig.

Det regner meget udenfor og kloakkerne er oversvømmet, men jeg er ligeglad.
Jeg går ned ad gaden og bliver frustreret over, at der ikke er mange mennesker indtil jeg finder en mand, der står og læser avis ved kiosken.
Jeg smiler for mig selv, mens jeg går over til manden og rækker ham min hånd og præsenterer mig selv. Han kigger op og hilser pænt igen. Han afslører sine hvide tænder og sine smukke blå øjne, der er så livlige, at det giver mig lyst til at tvinge ham spise dem råt.
Og det vil jeg, mens jeg lokker ham med hjem. Jeg lover en varm kop te indtil regnvejret er overstået.
Han ved ingenting. Han er helt uvidende om, hvad der skal til, at ske, mens han fortæller om sin kone og nyfødte datter. Han snakker om det nye hus, han har købt og hegnet han lige har bygget omkring huset.
Jeg griner og nikker til alt hvad han siger. Han ved slet ikke, hvorfor jeg griner. Han ved slet ingenting, men det vil han lige før lyset slukkes for hans øjne.