Jeg lytter til musikken, som er højere end stemmerne, som drager mig ud i en uvirkelighed, hvor jeg ikke kan huske hvem jeg er.
Jeg leder efter meninger, som giver mening for mig. Alt andet er meningsløst.
Og måske er jeg blevet sindssyg. Helt igennem vanvittig. Jeg lyver og stjæler folks småpenge, for at overleve.
Jeg ønsker blot noget, at få noget at drikke i kantinen og en smule frihed.
Et frirum, hvor mine meninger ikke bliver påvirket af andres, eller af fjernsynet.

Jeg vil løbe væk, mens vinden stadig har fat i mig.

Og de advarer, fortæller mig, at jeg smider alt hvad jeg har.
Men hvis det er det, der skal til.

For jeg ser ikke andet end tomme glas og nøgne kvinder fra overklassen.
Mens sejler tiden forbi mig og jeg synker stille og fredfyldt i min egen papirbåd.
Bølgerne gaber og spiser mig, men det er blot vand. Jeg drukner ikke, for selv fisk har lært at trække vejret under vandet.

Ligesom midt om natten vil jeg snige mig ud af vinduet, selvom jeg burde være i min seng, blot for at mærke, at jeg stadig er i live. Jeg har stadig en mening. Jeg er ikke helt meningsløs.

Jeg drikker mig fuld og riskere alkoholforgiftning, fordi de antidepressive gør mig følelsesløs, og jeg kan ikke leve et liv, hvor jeg tager afstand til alt.
Jeg snakker ikke med nogen. Ingen ved længere, hvad jeg går og laver.
Jeg prøver, at få en hverdag til at køre og gå i stå. Og mens alt virker meningsløst fordi min mor smider mig ud og jeg fuldender ingen drømme, så ser jeg succes længere fremme. Det skinner som lyset i enden af tunnelen. Jeg vil ære og have det som et trofæ.
Så den kan minde mig om, at mit liv er meningsfuldt.
Der er en grund til, at jeg er i live.
Jeg lever på noget, der giver mening.

Der er en grund til, at jeg blev født. Dog skal jeg ikke redde verden, blot mig selv og forladte fugleunder i fuglereder, som i mine drømme.

Og selvom jeg ikke kan nå stjernerne eller hendes hjælpende hånd, betyder ikke, at jeg er på bar bund.
Det betyder, at jeg er på vej et andet sted, som ikke var ment til at være. Et sted, som jeg selv vælger, fordi det giver mening for kun mig.
Det giver mig lyst til at drømme. At skrive monstrene ud af mine fingrespidser, indtil de er væk, men altid foreviget på papir på et andet sprog, som ingen andre forstår.

Jeg er ligeglad, om hvad de forstår. Det giver mening for mig.
Det her er en del af mig. Det her er mig under facaden. Godt nok ser ingen mig før mørkets frembrud, hvor jeg skriver.
Jeg kan lide, at skrive til folk, som gik tabt i dem selv eller bare forsvandt, da jeg kiggede væk.
For jeg finder det meningsfuldt, at mindes. Selvom jeg ikke har styr på, hvem er døde eller i live.
Hvem, der er rigtige mennesker eller blot dukker.
Men det er ikke vigtigt, bare det giver mening for mig. Bare det er meningsfuldt nok for mig.