Der var en pige, som jeg elskede. En pige, som jeg beundrede og begærede. Hendes kropsform var ægte timeglas, så glat at hendes silkekjole næsten strøg af hendes krop.
Hun var tapet sammen og hendes mund var syet opad, så det lignede hun altid var glad. I virkeligheden var hun ingenting.
Hun tilbragte sin tid med at tegne sig selv på papir så hun aldrig glemte, hvordan hun engang så ud og ikke nok med det, hvordan hendes liv så ud.
Hun var engang hel og livlig. Hun var ikke lykkeligere end andre, men hun var ægte og rummede intentioner om at leve et liv, som ville være værd at stå ved.
Hun gjorde sit bedste i skolen. Hun gjorde sit bedste for familien. Hun nåede ud af gymnasiet og direkte ind på universitet og hun følte sig hjemme. Hjemme sammen med de kloge hoveder, som vidste alt fakta om verden fra bøger og kloge legender.
Hun kunne alle slags sprog, fordi hun mente kommunikation med omverden var vigtigst, så hun lærte alle sprog, der fandtes. Selv de sprog, som de psykisk syge på den lukkede fandt på for de var også værd at kende.
I virkeligheden begik hun sig i en verden, som hun kendte fra bøgernes synsvinkel. Hun malede tit begivenheder og tapede dem fast i sin dagbog, så hun altid ville huske dem.
Hun vidste jo godt inderst inde, at hun ikke vidste alt og derfor tog hun ud og levede livet med vennerne, der aldrig kom længere end gymnasiets tredje år.
Hun faldt hårdt igennem, da de snakkede et andet sprog og de interesserede sig i noget andet. De lyttede til musikkens toner, mens hun tegnede den.
De var dybt forskellige, men alligevel lod hun til at falde på plads med det samme, fordi menneskerne godt kunne lide hende. Menneskerne blev til hendes venner.
Og sådan foregik det i mange måneder, hvor hun balancerede mellem venner og universitet.
Indtil han kom ind i hendes liv, som det var forudbestemt. Han var en krusedulle på hendes tegning. En fejltagelse, som hun ikke kunne viske ud, men hun var betaget af ham. Hun var trods alt betaget af alt, som hun ikke kendte til og som virkede fremmede.
Han gik på en anderledes måde og han snakkede med en jysk accent, så man skulle tro, at han i virkeligheden ikke kom fra det samme land som hende, men på den følelsesmæssige front, så forstod de hinanden.
Han viste hende kunsten i at elske hinanden med kærtegn. Med ord på latin.
Hun mistede grebet og sine fødder. Hun var styret af strømmen og de andre døde fisk i floden ved siden af.
Manipulerende og ømme håndled efter atter en nat, hvor han bandt hende op med reb i sengen for at lære hende om smerte.
Han blev ved med at fortælle hende, at hun i virkeligheden ikke var i live. At hun lå livløs på motorvejen et eller andet sted i ødemarken. Dette var en drøm. Han var fiktiv, en ægte passion. Et brændeligt ønske om, at han kan redde hende. Han prøvede at få hende til at betvivle sig selv og sin virkelighed for han elskede at se hende fortabt. Han ville drage hende derud, hvor hun ikke turde stole på sig selv og derfor ville hun have ham som sit eneste holdepunkt i livet. Han ville have kontrol. Han var drevet af magt.
Han spurgte hende om hun nogensinde havde følt sig tom. Hun nikkede sagte og indrømmede. Hun havde prøvet det mange gange i sit liv, og tanken om at alt det hun havde gennemgået for at nå til tops ikke var ægte, slog hende ud.
Pludselig drejede værelset rundt og mens han skar hende ud i småstykker som et puslespil, så syntes hun ikke at det gjorde ondt.
Alt inde i hende gjorde oprør og prøvede at vække hende op, men hun var fanget i et mareridt sammen med en mand, der ikke ville binde hende op og sætte hende fri.

Nætterne falmede og dagene fortsatte derud af. Efter få gange blev hun sat fri og samlede sig selv sammen. Stumperne af hende selv tapede hun fast til sin krop, så hun følte sig nogenlunde tilpas. Han stirrede blot på hende og sagde: "Vidste du, hvor falsk du egentlig er?".
Hun svarede ikke, men arbejdede videre med sig selv og stumperne af hendes kolde kropsdele. "Dengang jeg mødte dig, så skinnede du som selve solen. Som om du var solen, men du er ingenting. Du er ikke engang virkelighed. Ingen savner dig. Dit lig rådner op på en motorvej, fordi ham, der kørte dig over ville ikke engang stoppe for at kigge efter. Han troede du var et dyr, gjorde han".
Han var ondskabsfuld og lænede sig tilbage i stolen, eftersom hun ikke reagerede.
Hun kunne ikke huske noget om en bilulykke, eller at hun var med i den. Hun kunne kun huske selve drømmen hun befandt sig i.
Hun huskede ingenting om et andet liv. Nogen gange tvivlede hun på om han blot var sindssyg, eller at hun havde været død i flere år. I et helt menneskeliv.

Inden tanken drev hende til vanvid, valgte hun at han var vanvittig. Hun kunne ikke fatte, at ingen savnede hende.
Hun kiggede alle sine tegninger igennem for at finde svar, mens han var nede i købmanden for at købe nogle smøger og et franskbrød.
Hun så sine tegninger af begivenheder og blomster i parken om foråret. Udenfor var vejret trist og bitteret. Atter efterår. Tegningerne af sig selv matchede til pigen i spejlet bortset fra at pigen i spejlet var ødelagt og skåret fra hinanden. Dog i et sølle forsøg var hun tapet sammen, så hun lignede et fuldkomment menneske.

Efter et par timer kom han tilbage og var fordrukken. Det skete tit, og normalt sagde hun ikke noget. Selvom hun ikke lagde mærke til det, så havde årene gået forbi og pludselig boede de sammen og virkede udefra som et normalt par.
Tegningerne af ham dengang lignede ikke ham, hun så nu. Han stod ved dørkarmen og stirrede på hende med et trist blik. "Du siger aldrig noget", vrissede han og smækkede døren efter sig.
Han var blevet en gammel mand og hun var i virkeligheden en gammel kvinde, der ventede på at vågne op igen. Hun kunne ikke fatte, at alle de år var blevet stjålet fra hende. Nu var hun lige ved at afslutte universitet og hun kunne ikke huske nogle af de gode begivenheder.
Tegningerne stoppede da hun mødte ham.

Selv når han slog hende, så sagde hun ikke noget. Hun protosterede ikke engang. Hun lod ham. Sommetider rakte hun ham kniven, når han ledte efter den fordi han ville skære i hende. Han var begyndt på et mesterværk på hendes krop. Et mønster, der skulle danne et spindelvæv. Han sagde altid "En menneskekrop kan udholde mere end et sind kan klare".
Og det var sandt. Hendes sind var for længst brudt sammen.

Han kom pludselig bag fra og rev hende i håret, så hendes nakke sagde knæk. Hun gispede en enkelt gang. Han råbte alt muligt, som hun ikke kunne tyde og derefter kastede han hende ind i klædeskabet. Det føltes som om alle hendes knogler i kroppen bristede. Hun sagde stadigvæk ikke noget for hun vidste, at han først var begyndt.
"I virkeligheden er du en skændsel for omverden, men du er stadig et mesterværk for mig", sagde han mens han gik imod hende. Han tog hendes silkekjole af og betragtede hendes skrøbelige krop, som var beklædt af dybe ar, der skulle forstille et spindelvæv.
Han var langt fra færdig. Han vendte hende om på maven og skar videre, mens hun bed det i sig. Hun blev i tankerne om, at hun i virkeligheden var død. Liggende livløs på motorvejen. Glemt og forladt for det var trods alt bedre end at være der.
"Du tilhører mig nu", grinede han højlydt, "Mit mesterværk". Og straks skar han noget hud af hendes ryg af og lagde det ved siden af hende, så hun kunne se det.
Blodet strømmede ud af hendes krop, men hun blev aldrig tom. Det var som om hun bare blev ved.

Pludselig blev det nat og hun var tapet sammen med plaster og papir. Hun sad i en hullet t-shirt og stirrede ud på natten og de famlende stjerner. Hun ringede aldrig til sine venner og hun begav sig næsten aldrig ud.
Ingen kendte hende længere. Ingen ringede længere. Han sørgede for, at alle holdte sig væk.
Hun sad på sengen og gik alle sine gamle tegninger igennem. De var et dejligt minde om et godt liv.
Han lå bag hende og trak vejret rigtigt tungt. Hun vendte sig om, rystende og bange for at han vågnede af den mindste bevægelse hun lavede. Hendes krop kunne ikke klare mere smerte i dag.
Stykkerne af hendes hud og kød lå i en bunke ved vinduet. Hun havde ikke energi til at sy det tilbage igen. Hun ventede til i morgen.

Hun betragtede ham uskyldigt. Han var ikke barberet. Hans ene fortand var knækket, da han nytårsaften skulle åbne en øl med tænderne. Igennem årene var hans mave begyndt at blive stor, selvom han ikke ville indse det. Rynkerne passerede hendes øjne. Egentlig var han bare en gammel mand. En gammel indebrændt psykopat med had til omverden. Og hende.
Han elskede hende ikke. Han lavede ikke andet end at ændre hende til noget bedre end hvad hun var, men hun følte sig ikke længere tilpas i sin egen krop eller sind. Hun var blot en kopi, en idé, af den kvinde som han ønskede sig. En kvinde, der lod sig fange i hans spindelvæv og aflød hans inderste ønsker, men hun var ikke tankelæser og derfor blev hun straffet hver gang hun misforstod.
Hun tog sig sammen til ikke at græde. Hun var et rod. Og tårerne ville alligevel ikke ændre på noget. Det ville ikke få hende til at elske ham igen.
Så hun tog et blankt papir frem og tegnede ham. Hun tegnede ham som hun mest så ham i sengen med munden på vid gab.
Alle detajlerne skulle med selv de grimme. Han blev pludselig fanget på papir, næsten på levende vis. Han var hendes mesterværk. Den første af hans ting, som hun ejede.
Og da tegningen var færdigt, viskede hun ham ud igen. Hun viskede alle detajlerne og rodet ud igen indtil han forsvandt, også i virkeligheden.

Pludselig befandt hun sig i sengen. Alene. Solen strålede ind ad vinduet og det var morgen for første gang i mange år. Hun kiggede bag sig, men han lå der ikke. Hun kiggede under sengen, men han var ikke til at finde.
Hun tog en dyb indånding og trådte ud af sengen. Hun bevægede sig imod vinduet, som det var lyset for enden af tunnelen.
På vejen så hun spejlet og sig selv i det. Hun var helet og hendes sår var så småt væk. Resterne af hendes hud og kød der lå på gulvet var på hendes krop igen. Det hele var et fjernt minde om en fjern usand drøm.
Hun smilede kort, mens hun åbnede vinduet og lod forårets vind komme ind i værelset.

Hun lukkede øjnene kort og åbnede dem igen, og så smuldrende stykker af viskelæder forsvinde i vinden sammen med maridtet.....
Da hun lukkede vinduet igen, tapede hun det blanke papir fast til sin dagbog. Blot så hun aldrig skulle glemme.