Lyset fremtvang et skær af knivens spidse stålside. Jeg var lammet, fuldstændig ude af kontrol. Ikke engang mine tanker var mine egne. Han bevægede sig over til mig, mens han holdte kniven. Hans tilstedeværelse fyldte mig med væmmelse. Han spurgte mig om jeg ønskede at gøre det selv eller om han skulle gøre det for mig.
Jeg svarede ham ikke. Jeg ville ikke give ham den tilfredstillelse. Jeg lå der bare uden at vide hvorfor. Jeg lå der ufrivilligt og uberørt. "Endelig mødes vi", sagde han med et glimt i øjet, "Igennem alle disse år, kan jeg endelig vise dig, eller rettere sagt din sjæl, vejen ud af det fængslende hjem, du har bosat den i".
Han illusterede hvor han ville skære mig op ved at føre kniven let over mit maveskind. Han lavede cirkler og fortalte, hvor mit hjerte var.
Han smilede da han kunne mærke at det bankede. "Jeg tror, at der er en vis person, der gerne vil ud og se lyset, Lisbeth", grinede han og pegede på mit hjerte. Han slikkede sig om munden mens han så på mig som hans næste måltid.
Hans smil afslørede to manglende tænder. Hans rynker omkring øjnene var markante. Det værste var hans lugt af barbersprit og noget så sterilt og rent.
Han var det modsatte af det han burde være. Hans hænder var sikkert blevet vasket en million gange for at komme af med begæret der tærede hans negle ned til roden.Tanken om alle disse liv, der gik fortabt for ingenting.

"Du ved vist godt, hvem jeg er og hvorfor jeg gør det her, ikke?", sagde han og stirrede ned på mig. Lyset blev skarpere, men jeg prøvede at fokusere på ham. Af en eller anden grund, så skiftede han hele tiden øjenfarve. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad for en øjenfarve han egentligt havde.

Han smilede og sukkede en anelse. "Og du svarer mig netop ikke fordi du føler afsky. Jeg kan se det i dit ansigt". Han vendte sig om og gik imod disken, hvor han tog en anden køkkenkniv og slibede den.
"Du vil måske ikke tillade mig at leve mit liv. I friheden. Du tror sikkert, at jeg er et monster. Problemet er.... Lisbeth, at jeg er en ensom mand med tusindafvis af sjæle, der forfølger mig uden at give mig noget næring."
"Hvor vil du hen med det?", spurgte jeg.
"Hvad tror du?", spurgte han igen og stoppede med at slibe kniven. Denne gang vendte han sig imod mig og smilede. "Hvad gør du, hvis du er tom indeni?".
Han gik imod mig med langsomme skridt. Jeg var ikke længere bange. Jeg var bitter. "Fortæl mig det", svarede jeg.
Han stoppede og kiggede forbløffet på mig. "Du gør hvad du kan for at blive genopfyldt", smilede han. Jeg kiggede blot på ham uden ord at sige.
Han satte hovedet på skrå og smilede endnu mere. "Af alle de kvinder jeg har haft på besøg, så har de aldrig haft en rigtig samtale med mig, er det ikke mærkeligt?", spurgte han og lagde kniven fra sig på disken bagved ham. "De bad og græd i timevis om at jeg skulle slippe dem fri. Ikke en eneste gang svarede de på mine spørgsmål".
Jeg lod stadig være med at svare. Prøvede at regne ham ud. Lyset blev skrapere. Jeg kunne høre at et rør var utæt. Han gik imod mig med langsomme skridt og stoppede først, da han var helt tæt på mit ansigt. Jeg kunne mærke hans varme ånde på mig. Det lugtede af pebermynte.
"Synes du ikke, at det er uhøfligt? Jeg er jo en gammel mand. Hvad skulle jeg gøre med dem? Jeg er jo kun høflig og bringer dem mad, så de ikke dør af sult hernede", sagde han og trådte et skridt tilbage.
"Måske fordi de ikke ønsker dit selskab", sagde jeg og bed mig i læben af irriation over ikke at kunne bevæge mig. Jeg blev ved med at holde øje med kniven bag ham, der skinnede i mørket.
Tanken om at bore det igennem hans krop, ville være en fryd. Alle disse år ville blive slettet og erstattet, når han var død. Han fortjente ikke at leve.

Jeg knyttede hænderne sammen og prøvede at finde ud af om jeg kunne bevæge mig fri var lænkerne, der var rundt om min krop, men han havde bundet mig fast i liggende stilling til en kold ståldisk. Hverken mine arme eller ben kunne bevæge sig og lyset ovenover mig lyste skrapt.
"Måske", sagde han og kløede sig i nakken, "Men man må blive ved med at prøve, Lisbeth, det er jo det jeg prøver at sige", smilede han. "Man bliver jo ved med at prøve indtil man finder en som dig".
Jeg kiggede omkring og lagde mærke til lugten af forråddelse. Jeg havde ingen idé om hvor jeg var, men det var et koldt og fugtigt rum. Det var en kælder. Jeg var under jorden.. Tiden stod stille og jeg vidste ikke hvordan jeg var havnet der. Jeg huskede kun det sidste øjeblik inden alting blev sort med at jeg var ude og løbe. Pludselig blev jeg skræmt.
"Hvorfor?", spurgte jeg, mens jeg holdte øje med ham. Han bevægede sig langsomt rundt omkring uden at gøre noget.
"Fordi du snakker med mig som jeg er et menneske. Du er ikke bange for mig", grinede han og satte sig ned i stolen ved siden af mig, "Tværtimod du er ligefrem vred på mig. Tro ikke at jeg ikke har lagt mærke til dit blik, der fyldes op med had hver gang du ser mig". Han grinede højlydt og slog sig selv på låret.
"Du er ikke menneskelig", svarede jeg vredt, "Du er et monster".
"Ganske vist, Lisbeth, men vi har stadig noget til fælles som vi mennesker kun kan have med hinanden", sagde han mens hans smil falmede.
"Vil du vide hvad?", spurgte han og nærmede sig mit ansigt.
Jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, mens koldsveden drev ned ad min krop. Jeg sagde ikke et eneste ord.
"Det skal jeg fortælle dig, Lisbeth.... Det vi har til fælles er, at vi begge gerne vil fange hinanden....".

Han kyssede mig på kinden og aede mig i håret, mens jeg undveg hans kys ved dreje hovedet den anden vej. "Vi begge er tomme, og måden vi overlever på, er at blive fyldt op igen af vores medmennesker....", hviskede han blidt i mit ene øre.
"Jeg ved hvor længe du har søgt efter mig og nu har du mig, men jeg vil have noget igen, Lisbeth, jeg vil have det, der er indeni dig".
Han lagde stille sin hånd på min mave og førte den langsomt op til mit bryst.
Jeg spyttede ham i ansigtet. "Dit dumme svin", skreg jeg og vred mig. I et sekund ville jeg slå ham ihjel. Blot for nydelsens skyld.
Han tog hænderne til sig og rejste sig op, mens han tørrede sit ansigt af i sit ene ærme.
 "Du skal vide, Lisbeth....", sukkede han, mens han gik over til døren, "At dit selskab er mere end bare værdsat". Han smilede ondskabsfuldt mens han nærmede sig døren.
Lyden af døren, der lukkede sig efter ham, gjorde at jeg gik i panik. "Leonardo! Jeg ved hvem du er!", skreg jeg panisk og rystede over hele min krop, mens jeg prøvede at bryde fri fra lænkerne der var viklet rundt omkring min krop og holdt mig tæt bundet tilbage til den kolde disk.
"Jeg ved hvem du er! Jeg slår dig ihjel!", skreg jeg, men han kom ikke tilbage.

Jeg hørte blot ekkoet af hans skridt der gik op ad en trappe, der førte til op over jorden.... Jeg skreg alt hvad jeg kunne, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder.
Tanken om, at jeg ikke vidste hvornår jeg kom ud igen drev mig til vanvid, men endnu mere tanken om at han kunne gå ud af huset som vi begge befandt os i og færdes ude i blandt andre mennesker, gjorde mig endnu mere vanvittig.
De vidste jo ingenting. Jeg var den eneste, der vidste sandheden om Leonardo. Og nu havde han gjort mig stille.