Tænk hvis jeg levede tilstrækkeligt nok til at kunne elske dig. Det er egentlig en sindssyg tanke fordi der er ikke noget mere dødt i denne by som mig. Byens borgere har i det mindste indhold. Et familiebillede at gemme sig bag om.

Kan ikke lade være med at tænke på hvis det virkelig er muligt at komme videre fra alt det der var grunden til at man stoppede. Stoppede op og dengang kunne jeg ikke lade være med at grine af mig selv. Det hele er så tragisk.
De andre mennesker flyver, mens jeg har lænket mig til jorden.
Og sådan vil det altid være.

Tiderne har ændret sig mens jeg er den samme. Min hud er stadig blød som et nyfødt barn. Tiden har ikke efterladt en eneste rynke til at bevise, at jeg er blevet ældre. Jeg er præcis sådan som du forlod mig den dag.... Jeg er nøgen, mens mine ben stadig er viklet ind i de forsnærvede løgne.
Jeg er nået til det punkt hvor det ikke hjælper at græde, hverken alene eller foran folk. De alle sammen finder deres egen vej når de indser at jeg ikke kan gå med. Jeg er ude af stand til at bevæge mig ud af mindet.
Disse tanker binder mig fast til personen som jeg har været i årevis; Den person jeg hader.

Kan ikke lade være med at tænke på om det er muligt at bryde ud af dette hylster og leve.... Det er blevet så tragisk. Hver gang jeg får øje på mig selv i spejlet benægter jeg virkeligheden og trænger tilbage til minderne som jeg allerede kender til. I virkeligheden er jeg bare bange for at skulle ende op alene igen. Bange for at rådne op herhenne fordi du glemte at finde tid til mig imellem livet og de hektiske tider med problemerne derhjemme.

Jeg kan huske alt hvad der blev sagt den sidste dag. Kan stadig huske dig og hvordan du var klædt. Jeg elskede dig så højt, endnu højere end mig selv og det var der jeg skulle lade dig gå.... I stedet mistede jeg al dømmekraft og lod gå mig selv gå.....

Før var det i orden, nu er det blot tragisk.

For tiderne har ændret sig. Måske hvis jeg mødte dig engang til uden drømmene og håbet indeni mig, om at du var denne person der skulle redde mig fra forfærdeligheden, så kunne vi begge få en god tid sammen inden din egen tid var inden.

Måske hvis vi blot stoppede alle forventningerne til et bedre liv..... Hvis vi for første gang glemte virkeligheden og de to verdner der adskiller os fra at være sammen.... at være menneskelige og sammen..... at være elskende og i live....  så kunne vi måske bare nyde hinandens selskab i fred. For en sidste gang til evig tid.