Et evigt liv uden nogen ende. Menneskerne ligger på vejkanten uden nogen grund til at rejse sig op. Vi kører forbi dem med vilje. Vi lader som om vi ikke lægger mærke til dem. Lægger mærke til den verden som disse mennesker skaber ved deres lidelse.
De gør min verden utryg. Uhyggelig. Da jeg var barn gemte jeg mig altid under tæppet midt om natten når deres ansigter viste sig for mig.

Disse mennesker blev født af kvinder, der havde født så mange gange at de stoppede med at tælle. Der var ingen glædelige fotografier til at mindes om dagen eller besøgende til at lykønske moderen og barnet.
Kvinderne fødte for at komme hjem igen til det liv som millioner af andre mennesker lever.

Børnene voksede op og blev stemplet før de udviklede deres egen stemme. Socialbelastede problembørn.
De vidste alle sammen, at de ikke skulle være blevet født. Selv i skolen kunne de ikke udfolde sig. De blev placeret bagerst.... Mens de andre elevers stemmer overdøvede deres. Til sidst lagde man ikke mærke til dem. Det var som om de slet ikke var der.
Sommetider fik jeg øje på dem, men jeg gemte altid mit blik væk i bøgerne som undskyldning. Jeg læste altid de samme bøger hvor jeg kendte historien ud og ind.
Det gør mig tryg. Får mig til at føle mig hjemme. Da jeg var barn læste min mor disse bøger op for mig. Men når jeg ser disse børn, så kan jeg ikke lade være med at tænke på om deres mor nogensinde læste en historie op for dem.

Hun glemte deres navne. Deres identitet. Evigt begravet i mænd og alkohol. Hun levede blot det liv som så millioner af andre kvinder gør.
Og verden burde være børnenes livline. Vi mennesker der har overskuddet og kærligheden burde være deres livreddere, der samler dem op fra vejkanten. For ingen anden gør.
Men alligevel kører vi forbi. Træder speederen i bund hvis vi skuer dem i det fjerne. Vi er bange for at stoppe op og ikke kunne komme videre for disse mennesker er så ødelagte, så sørgelige og triste.
De knuser glansbilledet af det lykkelige liv. Den dejlige verden hvor vi alle burde føle os hjemme i.

De trækker tæppet af os pludseligt midt om natten og lader os fryse. De gør det for at lade os mærke hvad de mærker hver dag.... De minder os om, at de var født for at dø alene.... Minder os om den virkelighed, som vi glemte liggende i vejkanten.