Jeg har været så alene at jeg begyndte at skabe mine egne venner. Sommetider når jeg græd allermest så snakkede en stemme i mit hoved berolignede til mig og jeg svarede hver gang.
Tanken om en ven, der forstod mig og kunne gå igennem det her med mig, var en lettelse fordi jeg har aldrig været god til at være alene.
I virkeligheden var der slet ikke nogen omkring mig og jeg mistede mere min sans for virkeligheden og gled mere over i min underbevidsthed. Sommetider var det nemmest. Andre gange gjorde det blot min situation værre.

Jeg har ikke mistet nogle mennesker, som jeg har elsket, ved døden og jeg er ikke fyldt op med kærlighedssorger. Jeg har noget langt værre; Jeg har en uhelbredelig sygdom, der lænker mig sommetider til sengen dag og nat.
En sygdom der jager mine ondeste dæmoner ud af skyggen og ind i sollyset. Jeg har aldrig villet stå ansigt til ansigt med dem. Derfor undgår jeg mit eget spejlbillede.
Den her sygdom er det reneste ondskab. Nogen vil sige en forbandelse, mens jeg bare vil være ærlig og indrømme, at det er medfødt. Det ligger til mine gener. Det er indeni mig. Det er smagen i mit blod.

Denne sygdom er så ond, at jeg ikke kan dø af den. Der er intet medicin, der kan kurerere mig eller visdomsord som kan hele mig. Alle burde vide, at man ikke kan flygte fra sig selv. På et tidspunkt vil man indhente sig selv og der må man bare indse, at det er spild af tid.
I det mindste bliver jeg ikke tvunget til at se mig selv i spejlet. Jeg lader det blive som det er. Jeg har kun hørt, hvordan jeg ser ud, men jeg har aldrig selv prøvet at se det. Folks meninger er forskellige. Andre er løgne mens andres er blinde.
Selv hvis jeg var smuk, kunne man ikke se det. Der er for meget der overskygger mit ansigt. Mange års vandring efter helbredelsen har lagt sig i mine rynker. Forblevet der. Nogen gange ville jeg ønske at jeg blot kunne dø.
Jeg skar mine årer op i håb om Gud ville rejse sig og omfavne min sjæl, der har været indespærret i denne syndsforladte krop, men selv efter flere timers ventetid så var min krop tømt for blod og jeg trak stadig vejret.

Nu ved jeg at Gud ikke findes fordi han ville aldrig lade mig forblive i live. Jeg har bedt alle bønner jeg kunne, men jeg har aldrig fået et svar tilbage. Ikke noget som helst.
Sommetider tror jeg, at han ikke kan se mig. Som om han er blind for mennesker som mig, der ikke fortjener at blive frelst. Mennesker som mig, der selv har valgt den familie jeg blev født i.

Nogen gange når jeg sidder og venter forgæves på at alderdommen vil fange mig, ser jeg folk dø omkring mig sammen med deres partnere. De har haft hele livet foran sig og de har levet det igennem. Uden frygt mødte de døden og forsvandt hånd i hånd.
Mens jeg stadig er her. Kigger ud af vinduet. Venter på at tågen letter. Måske en dag.

I går aftes sad jeg i min seng og begyndte at græde ustyrligt. Jeg kastede med ting og rev mit eget hår af. Brevet som jeg fik tidligt om morgen om at han var kommet videre og havde fundet en yngre kvinde slog mig ud. Kærligheden var så tæt på og alligevel slap den forbi.
Jeg bliver straffet med hele tiden at blive husket på, hvad jeg ikke må få. Alle disse kroppe som jeg aldrig må berøre eller disse hjerter som jeg aldrig må kende. Elske.

Jeg ønsker kærligheden, men jeg ønsker døden mere. Hvis jeg ikke trækker gardinet for så morgenlyset daler ind igennem glasruden, så mister jeg forstanden. Jeg rører mig selv i mørket for at mærke om jeg stadig er fysisk til stede.
Sommetider så føles selv det nemmeste som vejrtrækning en kamp. Det gør så ondt at forblive i live. At se al det liv forsvinde forbi mens jeg kun kan kigge på. Og jeg bliver ældre, men det vises ikke. Mørket trænger sig på midt om natten når jeg er alene. Og jeg er altid alene.
Så jeg skaber mine venner og glemmer alt, hvad doktoren sagde om et forbedret liv. Han er ikke min ven og vil aldrig nogensinde blive for han er et menneske. Fuldkommen menneskelig og har et liv, mens jeg er et monster, født af en kvinde, der ikke kunne give af sin kærlighed.

Jeg bosætter mig mørket og føler mig hjemme. Det er her jeg altid har befundet mig. Jeg fortæller stille om hvordan min dag er gået og straks når jeg stopper med at snakke, så begynder stemmerne at spørge ind til mig. De spørger hvordan jeg har det. Jeg kigger ud i mørket og et smil breder sig på mine tørre læber.
"Fint, bedre end i går", griner jeg og forstiller mig at ligge i deres favne. Mine venner er uden ansigter, men det skal jeg nok ordne på et tidspunkt. Lige nu er deres kropsvarme og berøring det vigtigeste.

Deres små hænder kærtegner mig og jeg lukker øjnene. Jeg føler mig som et barn igen. Uskyld og renlighed overvælder mig og jeg glemmer alt om, hvad der var sket med min barndom. Jeg glemmer min mor og hvad min far gjorde ved mig.
Pludselig ser jeg mig for mig. Jeg er lyshåret og går rundt i en hvid sommerkjole mens jeg plukker blomster. I luften lytter jeg til min mors blide stemme, som jeg aldrig har kunnet huske kun fornemmet. Jeg smiler. Jeg er lykkelig. Mit ansigt er ikke eksisterende, men jeg arbejder på det. Det er heller ikke særlig vigtigt. Bare jeg kan forblive der et øjeblik mellem påskeliljer og mælkebøtter, så er alt godt igen.

Jeg ligger mig ned i sengen og folder mine hænder sammen. "Tak venner fordi I gav mig ro igen", takker jeg. De siger ikke noget tilbage. Der er fuldstændigt tomt for mennesker i mit lille værelse, men mørket afslører ikke min ensomhed. Jeg kan være hvem som helst herinde. Her hvor ikke engang Guds øjne kan se mig.