Husene står på rækkevis, mens roserne vokser nedad i Jillians forsømte have
Ikke fordi jeg går op i sådan nogle ting - normalt lægger jeg knapt nok mærke til
Men det forekom mig at Jillian var min eneste rigtige ven, da jeg mærkede hvordan grusvejen gjorde ondt under mine bare fødder - det var netop som at danse på bløde glasskår
Det får mig til at tænke på at Jillian levede for sorgerne og det, der fik hende til at komme over dem igen.
Jillian kom fra en lille landsby hvor ulige opstod uden at det blev set bort fra.
Jillian prøvede på et tidspunkt at bruge sine hænder i stedet for at se, blot for at bevise at det var muligt.

Hun prøvede på at bevise, at hendes øjne ikke bragte noget godt til sidst
Og folk mente at Jillian var sindssyg. De mente hun hørte til bag en spændetrøje der kunne holde hende i ro og beskyttet fra de grove grusveje der skar under hendes fødder som glasskår
Hvis hun fik lov ville hun sikkert sove nøgen på grusvejen og bade sig i smertens spor for Jillian mente, at smerte var overvurderet - smerte er i virkeligheden en illusion, sagde hun, som du skaber igennem din barndom.
Men Jillian har aldrig været barn - Hun har aldrig prøvet at være voksen.

Engang prikkede hun øjnene ud på sig selv blot for at chokere
Nu siger folk ikke godmorgen til hende mere fordi Jillian er anderledes.
De ser på hende med chokerende blikke uden hun opdager det
Jillian fortsætter blot ned ad grusvejen som intet er hændt
Hun kan ingenting se, blot mærke

Det der rører Jillian allermest er solen som skinner på hendes krop
Og englene der kun eksistere i hendes hoved, men alligevel daler ned fra himlen for at omfavne hende når hun har brug for en ven
Hun rækker ud med hænderne og mærker absolut ingenting. For luft er ingenting, blot et materiale der holder os i live.
Så længe Jillian mærker vinden mellem sine tynde fingre vidste hun med sikkerhed
Hvad hun ved har jeg ingen anelse om fordi Jillian er anderledes - hendes tankemønstre et mysterium

Og jeg stirrer forbløffet på hende, men Jillian går forbi mig som jeg var luft
Hun danser videre ned ad grusvejen på sine bare fødder - forbi husene der står rækkevis for at leve i sit lille telt som hun kaldte for sit hjem.