Du gemmer på hemmeligheden som du forglemmer.... Som du i virkeligheden hader. Det er de små tegn, der får dig til at frygte atter et besøg i nat. En enkel nat og du lå søvnløs siden da. Årene er gået og udefra ligner du en voksen kvinde, men indeni dig sidder der stadig en 8-årig pige. Forskræmt. Du kalder på far. Dine evige bønner blev aldrig hørt. Måske fordi du ikke skriger højt nok, men sandheden gør dig flov. Du skjuler den smerte han påførte dig den kolde januar nat, hvor du blot ville sove ind.

Du vil helst forsvinde fra verden. Beskedent og uden nogen lægger mærke til det Der er ikke noget tilbage for dig. Dette er ikke et hjem. Du hører ikke til nogen steder.
Du vil bare gerne væk, fortæller du mig, fra alle disse mennesker, der efterhånden har lukket øjnene. Dine mærker på din krop efter hans hårde greb, fortæller din byrde. Din baby.

Pludselig blev du koldere end natten og sneen, der smeltede udenfor dit vindue lige så stille morgenen efter.
Pludselig følte du ikke nær så meget som da han trådte ind på værelset. Han tændte ikke lyset. Han lod det hele forblive mørkt. Alligevel formåede han altid at gøre det mørkere da han gik end da han kom.
Du blev liggende stiv som et lig. Du har ingenting at sige. Måske fordi ingen lytter. Du bliver bare ved med at sige.... "Lad være, lad være, lad være, lad mig være....". Men han blev ved med at skade dig også selv når du stoppede med at græde. Du vidste udmærket godt at han elskede dig. Du er hans et og alt. Hans baby.

Du bærer på en løgn du fik foræret: En løgn som du med tiden selv skulle gennemleve. Du var født som et barn der skulle opleve livets mange sider og det gjorde du som alle andre, men bare ikke det folk havde forudset. Ej heller ikke mor.

Lad mig røre dig, fordi jeg gør dig ikke ondt. Lad mig vise dig, hvordan det føles at blive beundret for den man er. En dag så vil du blive fri.... En dag vil du flyve selv med de mest visne vinger.
Normalt er kærtegn dig en trussel. Et værktøj for at få dig til at bukke under.
Men sandheden kan vaske dine synder af. Al den historie som du ikke lader nogen høre. Selv under hans besøg græder du lydløst. Du forstiller dig din mor og hendes blide hænder der kærtegner dit ansigt. Altid kunne hun få dig til at falde til ro og få det bedre. Især når du følte dig alene. Når du lyttede til liv bag væggene.
Der er alligevel ingen bag væggen. Ingen der kan gribe ind. Kun et hjemsøgt spøgelse der er for lammet til at kunne reagere fordi hun ved godt, at det går værst udover hende selv selvom hun burde ofre sig for at du har det godt. Du er hendes baby.

I det øjeblik er det blot ham og dig og selvom du har følt dit liv var slut alle de gange det foregik, så er du her endnu. Kærlighed er ikke ondt. Du har aldrig mærket til kærlighed. Ikke engang fra ham. Ham, der skulle være din tryghed. Dit blod og kød.
I stedet ødelægger han dig. En dag skænker du ham barn. Han gemmer dig væk fra mennesker, der vil dig. Folk blander sig. Folk forstår ikke. Det er din baby.
Du får ikke lov til at se, hvor smuk du egentlig er. Du forbliver gemt væk sammen med dine tanker. Alene med hans hemmeligheder.
Han besøger dig når mørket trænger sig på. Forlader dig morgen efter med kaoset tilbage som din eneste ven.

"Det er uretfærdigt", græder du ud i mørket, mens jeg lytter. Du tager chancen og lukker en smule op. Kun en smule. Verden er fuld af uretfærdighed og egoisme. Det, der blev taget fra dig, kommer ikke igen....
Du er ikke et dårligt menneske fordi dette skete for dig selvom du tror det. Det skete fordi mor ikke ville lytte. Fordi hun havde prøvet det tusindvis af gange selv. Det skete fordi han drak og lod fremmede sider af sig selv besøge dig midt om natten uden han kunne anger næste morgen. Det var jo i virkeligheden ikke ham selv undskyldte han.

Det er disse øjeblikke hvor du indser du kan se frem i tiden hvis du ikke handler og jeg vil gerne redde dig; jeg vil gerne vise dig respekt og kærlighed som du aldrig har mødt på din vej. Måske en dag vil du genopstå som ny med mod på livet og det der følger med. Lige nu er du en skikkelse af den person jeg engang kendte og holdte af, men du skal nok komme tilbage fordi jeg har ikke glemt hvem du er, selvom du selv har. Selvom du siger der ikke er noget at redde så tager du fejl. Lad mig løsrive dig fra fængslet du lever i for du er ligeså meget værd som os andre. Du er ligeså ren og smuk som os andre hvis ikke mere.