Min krop faldt søgende ned på det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte, men alligevel frøs jeg. Verden forsvandt for mine øjne og jeg ventede på englene, der skulle føre mig bort; føre mig tilbage til der jeg kom fra.

Jeg blev født i den kolde tid i 1986. Jeg skulle rigtigt have været en abort, men min mor troede på ære og levede derfor på en løgn med at min far døde i Vietnamkrigen og derfor fik hun mig alene blot for at stille sig selv i et bedre lys, men i virkeligheden var min far ikke en soldat, men en barndomskæreste som hun aldrig så igen efter fødselen. Han vidste ikke engang, at hun ventede mig før hun var væk.
Status var en af de vigtigeste fundamenter for at opnå et lykkeligt liv og min mor skabte det på egen hånd. Hele hendes liv var en facade for at narre det der foregik udefra. Jeg vidste ingenting. Jeg forstillede mig altid min far som en tapper person, der døde for vores lands ære. Tit drømte jeg om, at han ville vende tilbage tyve år efter og fortælle mig, at jeg er hans lille pige selvom jeg nærmer mig de enogtyve og jeg er ikke længere et barn.

Min mor fortalte mig løgne om en mand, der ikke eksisterede og jeg lyttede interesseret fordi løgne behager af en eller anden grund mere end sandheden gør.
Sandheden var, at min far blot var en ganske almindelig mand, der ikke vidste at jeg blev til. Han faldt for kvinder, der vidste hvordan man holdte ham fast og manipulerede ham til at tro, at de elskede ham. Ligesom min mor var mester til. Det gjorde hun med alle. Hun løj for alt, hvad der kom hende nær og det er også af den grund, at hun var dømt til at dø som ensom kvinde.

Jeg lignede min mor på mange måder. Jeg havde en ven, der hed Jenny. Hun kom fra et fattigt hjem, hvor moren fødte børn der ikke havde den samme far. Hun skulle oprindeligt være min bedste ven fordi det kaldte hun sig selv, men jeg følte aldrig noget for hende. Måske tillod jeg aldrig mig selv at synes om hende. Måske vidste jeg ikke hvordan.
 Vi legede ude på markerne og jeg var altid helten i legene, men hun var den der altid tabte.
Solen bagte på vores små spinkle kroppe og selvom jeg ikke kunne fordrage Jenny, så legede vi indtil solen stod ned og vi skulle i seng.
Jenny var modsat af mig. Hun er lyshåret og har ærlige blå øjne, mens jeg har mørkt hår som jeg havde en tendens til at klippe kort med en køkkenkniv fordi jeg hellere ville ligne en dreng; for jeg ville være soldat ligesom min far.
Jenny var egentlig en sød pige. Det var nok derfor jeg ikke brød mig om hende. Hendes sødme rådnede op i mine tanker når hun passerede forbi mig, spurgte om jeg ikke ville ud og lege. I virkeligheden lugtede hun langt væk af alt, det som jeg ikke var; alt det som jeg ikke havde.
Selvom jeg havde penge, så var Jenny altid foran mig. Hun havde en far som stadig var i live. Godt nok drak han spandevis af whisky, men han elskede hende. Alkoholen skulle have taget livet af ham, men selv det kunne ikke holde ham fra at forblive for Jenny og hendes familie. Og min far kunne kun kæmpe for vores land, men ikke nok til at komme hjem til min mor og jeg. Troede jeg.
Jenny kaldte mig sin bedste veninde, men alligevel stjal jeg hendes legetøj blot for at opnå en følelse af magt. En følelse af at jeg var bedre.

Min mor præsenterede mig aldrig for mændene der kom og gik ud af vores hus. Sommetider bildte jeg mig selv ind, at hun prøvede at finde en perfekt far til mig. Kun for mig. Jeg ville pakke ham op til jul. Han ville være pakket flot ind i julepapir med stjerner og engle. En flot sløjfe som resultat på den perfekte gave. Perfekte farmand.
Men jeg så dem aldrig igen. Nogen kunne jeg lide andre kunne jeg ikke. Min mor viste aldrig sorg over deres forsvinden. Hun sagde, at hun ikke ventede på nogen mand.
Og alligevel kiggede hun længselsfuldt på hver og en af dem, der trådte ind af døren som om de var den endelige løsning på en perfekt tilstand. Hun narrede dem til at dele seng en nat, men når sollyset brød ind af vinduet blev min mors ydre side afsløret. Hun var ikke længere ung, men blot en kvinde hvor årene nærmede sig hende og hun havde allerede en anden mands barn. Huset var hellere ikke tiltalende. Toilettet lugtede af kloak, men om sommeren kunne man ane syren fordi blomsten voksede udenfor vinduet.

Dog så mødte jeg Johannes som en af de eneste mænd. Han var den mand som viste mig kærtegn som føltes blide imod nøgen hud. Det var en sommerdag, hvor jeg sad ved spisebordet. Han bankede på den beskidte rude overfor mig. Hans smil afslørede hans begyndende rynker. Jeg genkendte ham ikke. Jeg havde aldrig før set ham.
Jeg åbnede vinduet halvt og han spurgte om jeg var min mor. Jeg kiggede på ham. Kunne se længsel i hans øjne efter noget, som jeg ikke havde, men kunne frembringe. Han så glad ud for at se mig og jeg mærkede smigren trænge sig på.
Jeg løj og sagde, at det var jeg. Han måtte have forvekslet min mor og jeg, men jeg lignede hende også på en prik bortset fra, at jeg ejede min fars lille hage.
Han hoppede ind af vinduet og bragte mig eventyr. Vi sagde ikke særlig meget. Vi kiggede heller ikke. En enkelt gang sagde han: "Du er præcis så smuk som dine ord i brevene du skrev".
Jeg smilede og takkede. Jeg har aldrig nogensinde skrevet et brev i mit liv, men hvis det tilfredstillede ham så meget, så kunne jeg sagtens begynde at skrive.
Han tog min hånd og kiggede mig ind i øjnene. "Tænk, at denne dag endelig skulle komme, Stella".
Jeg smilede atter engang. Stella var min mor. Jeg svarede som hun ville. "Ja, men ikke mere snak.... Vi spilder tid på at snakke".
Dermed blev Johannes min første rigtige kærlighed som vi delte iblandt min mors lagner i hendes seng. Han var smuk. Niogtyve år gammel. Og jeg var blot 17.

Men jeg så ham ikke igen efter den eftermiddag. Jeg tog det ikke tungt, sådan var det med alle min mors mænd. I dette tilfælde var han min mand som blot ville blive et tal i blandt de andre der kom med tiden. Dog vil han altid være den allerførste.

Engang efter skole kom jeg hjem til min mor der sad ved spisebordet. Jeg gik over til hende og spurgte, hvad der var galt for jeg kunne mærke det i luften. Det var anspændt og ubehageligt. Den slags stemning kunne min mor bringe. Det var en af hendes skjule talenter.
Hun kiggede op på mig med et hadefuldt blik. Tusindvis af dele af mig blev slået ihjel blot af hendes blik som fortalte alt.
"Jeg hader dig", hvæsede hun. "Jeg hader dig for alle de ting som du har taget fra mig. Først tog du mit liv, min familie. Nu tror du, at du kan tage det mest dyrbare fra mig som mine mænd. Du er ikke andet end en luder som ingen andre kan elske. Ikke engang jeg, din egen mor, kan elske dig! Du spiser min mad, sover under mit tag og dette er hvad, jeg får tilbage. Jeg har ofret alt for dig og alligevel vælger du at smide alt det væk blot for en mand. Din luder, ingen vil elske sådan en forræderisk løgner!", skreg hun og spyttede på mig som jeg var skrald.
Hun kiggede på mig med væmmelse. Hendes skrig var rystende og med det så jeg for første gang min mor græde. Tårerne var næsten malet røde som blod da de trillede ned ad hendes tårer. Hendes øjne var forgrædt. Hendes hjerte var knust og jeg var årsagen uden jeg anede det var muligt.
Jeg knuste den mest urørelige kvinde i verden. Jeg knuste min egen mor.

Johannes havde været i fængsel og min mor og ham havde skrevet i få år. De havde glædet sig til at mødes. Jeg læste alle deres breve. Mærkede deres kærlighed og længsel igennem få ord. De sluttede altid brevet af med de antal dage der var tilbage indtil Johannes var en fri mand.
Og de havde kun set hinanden en enkelt gang, men alligevel kunne Johannes ikke se, at jeg ikke var min mor. Måske var det fordi det var så mange år siden sidst de sås.

Jeg var jo bare hendes datter, men det er jo klart. Hun fortalte aldrig om mig på den måde. I hendes breve eksisterede jeg ikke. Alt hun skrev i brevene om hende selv var løgne for at fremstille sig selv bedre dog indrømmede hun, at hun blev gravid som ung og blev udstødt af familien. Min far kendte hun ikke til længere, men han skulle have været hendes eneste kærlighed. Hun valgte at rejse væk i stedet for at blive med ham. Han måtte ikke vide, at jeg var til fordi hun var ikke parat til at leve et liv i fangeskab med en mand. Hun ville ud og leve livet, skrev hun.

Hun ville heller ikke spilde tiden, men hun fødte mig stadig fordi hun havde ære som den kvinde hun var. Hun bandt sin mave stramt ind i klude for at skjule sin graviditet så længe hun kunne fordi hun vidste hvordan det så ud med en ung ugift kvinde, der venter et barn alene. Luder.
Hun fødte mig, en ganske rask pige var jeg. Hun skrev i brevet til Johannes at hun overvejede mange gange, at efterlade mig på et dørtrin og håbe, at jeg kom til en god familie blot fordi hun ikke kunne leve et liv i fangenskab. Hun nævnte hele tiden hun ikke ville være bundet til andre mennesker, hun ikke ønskede at dele sit liv med.
Så i virkeligheden ønskede hun ikke at være i nærheden af mig.

Hun fortalte hun tit overvejede at drukne mig i en pose, som man gjorde med hjemløse killinger.
Til allersidst fortalte hun skylden hun måtte igennem. Den uvise kærlighed til livet som hun måtte se bort fra. Dog sagde hun, at hun bortadopterede mig væk, men hun håbede inderligt på, at Johannes ville tilgive hende for hendes synder og måske en dag lade hende bære hans barn. For hun var trods alt en kvinde med ære.
Det gjorde ondt at læse brevet, især fordi hun løj om bortadoptionen. Hun skaffede sig aldrig af med mig. Jeg ved ikke hvorfor, når hun åbenlyst hadede mig.
Jeg mindede hende om et liv, som hun ikke kunne få fordi jeg var der; fordi jeg eksisterede.
Jeg vidste ikke hvad hun havde tænkt sig, hvis Johannes endelig kom hjem og så mig. Ville hun sige jeg blot var en hjemløs hun tilbød husly for natten og derefter smide mig ud tidligt om morgenen så jeg ikke ødelagde hendes liv mere end jeg allerede har gjort?

Sommetider troede jeg ikke, at det gik op for hende, at det var et rigtigt menneske hun skrev til. Nogen gange var det tilfredsstillende ikke at stå til ansvar for et menneske med behov, men bare læse de smirgende ord og svare tilbage når hun havde lyst. Sommetider troede jeg ikke hun havde lyst til Johannes. Hun havde lyst til en, der ikke var menneskelig. En, som blot levede for at tilfredsstille hende og uden at forvente noget tilbage.
Derfor forsvandt alle mændene altid efter lidt tid. De var jo levende. Derfor hadede hun mig, fordi jeg ønskede hende så forfærdeligt meget.
Og selv efter jeg læste brevene gik jeg ned til hende og sagde, at jeg elskede hende som intet var hændt, men hun sad stadig ved spisebordet med forgrædte øjne og opsvumlende kinder.
"Gør mig en tjeneste og forsvind ud af mit liv", bad hun mig uden at kigge mig ind i øjnene.
Jeg satte vand over til te. "Sikke et dejligt sommervejr vi har i dag, mor", sagde jeg monotont mens jeg stirrede ud ad vinduet.
Hun svarede mig aldrig tilbage. Det stod næsten i kortene, at det var sidste gang vi skulle have en samtale sammen.
Min mor tog sit eget liv den nat. Hun blev fundet i seng, alene, uden udtryk i sit ansigt. I sit afskedsbrev stod der ikke engang farvel blot "Tak for ingenting".

Jenny hørte om min mor fordi vi levede i en lille by. Hun kom og bankede på døren i flere dage efter. Jeg åbnede aldrig op. Jeg lod som om jeg ikke var hjemme, men hun vidste godt, at jeg var der og lyttede.
Hun kaldte på mig og sagde, at hun lovede at alting nok skulle ordne sig. Hun var jo trods alt min bedste veninde og hun ville være der for mig, men hun kendte mig knapt nok. Derfor sagde jeg ikke farvel til hende da jeg drog afsted næste morgen fordi hun betød ikke noget for mig. Hun var allerede et minde væk.

Jeg søgte efter min rigtige far. Jeg havde hans navn, men ikke  nogen adresse. Når jeg gik på landevejen imod mit nye hjem, så sang jeg sange om min far og jeg. "John han elsker mig, fordi jeg er hans lille pige. John han er min far; han valgte mig".
Jeg forstillede mig John for mine øjne. Hvordan han ville se ud i ansigtet, når han så mig når jeg bankede på hans dør. Hans lille hage ville dirre og glædestårerne ville strømme ud af hans øjne.
Hans arme åbner sig for mig og et nyt hjem med kærlighed vil blive til for mig. Jeg ville løbe ind i hans arme og fortælle ham, at jeg har rejst langvejs blot for at dufte duften af ham.

Igennem flere ugers søgen, hvor jeg levede på forskellige moteller, hos forskellige mænd og sov på bænke i alt slags vejr så fandt jeg ham.
Det var på grund af denne her fyr som jeg mødte, der hed Carl. Vi mødtes tilfældigt på en bar og han var rigtig rar. En smule sjusket og fuld, men rarere end andre for han gav gode drikkepenge. Han gjorde det i den tro, at jeg var prosititueret, men jeg tog det ikke personligt. Blev rigtig glad for Carl i den korte tid vi tilbragte sammen.
Han levede i en lille lejlighed. Han tog antidepressive piller, fordi dem fandt jeg ude på hans badeværelse da jeg skulle tisse. Han sad inde i stuen og mumlede for sig selv.
Desværre tog han det personligt, da jeg gav ham en overdosis blandet op i en drink blot for at kunne tage hans penge og gå.
Jeg skrev i det mindste et brev til hans nærmeste, når de fandt ham: "Tak for alt. Farvel, hilsen Carl".
De ville takke mig, hvis de vidste, at det var mig. Jeg tog mig meget tit af dem, der blev forsømt af andre. Og nu når Carl havde været så sød, så ville jeg godt gøre ham en sidste tjeneste at skrive brevet fra ham. Det var sådan alle almindelige mennesker gjorde for hinanden.

Jeg gik over til en telefonboks og bladrede igennem telefonbogen mens jeg brugte alle mine småpenge fra Carl til at ringe John op. Nogle vidste jeg med det samme ikke var min far fordi de lød hostende, næsten døende som en alkoholiker var sin sidste tid i møde. Jeg vidste jo min far var en helt, ikke soldat, men en vaskeægte helt.
Jeg udgav mig for, at være Stella. Det var den eneste måde, at jeg vidste, at han kunne genkende mig på og den eneste måde jeg vidste jeg kunne finde ham.

Og lige pludselig skete det; "Stella? Stella Morena? Hvor har du været?", sagde han hæst og fik kaffen galt i halsen. Forskrækket blev han, men også jeg.
Mit hjerte stoppede. "Tyve år senere og så ringer du? Synes du ikke selv, det er lidt for sent?", spurgte han.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige som undskyldning fordi jeg ikke var hurtigere til at finde ham. Jeg havde stadig ikke forstået, at jeg stod og snakkede med min far. Kun afstanden afholdte mig fra at dufte ham. Blive omfavnet i hans arme.
Pludselig brød han ud i latter, "Hvor er det dejligt, at høre fra dig, Stella. Skal vi mødes og snakke om gamle dage?".
Jeg nikkede og han fortalte mig hans adresse fordi jeg ville hellere hjem til ham end at invitere ham hjem til mig for midlertidigt havde jeg ikke noget hjem.

Da jeg mødte op foran hans dør og ringede på var mine hænder svedige mens mit hjerte bankede. Det var præcis som min fantasi. Han boede i et gult hus. Han vandede aldrig sine blomster, så de var ved at dø ud. Han var ugift og havde et middelklasse job.
Han åbnede døren og så på mig med forbløffede øjne. "Hvem er du?", spurgte han overrasket.
"Rose", sagde jeg og rakte min hånd frem som hilsen. "Din datter".
Han kiggede blot på mig. Tog ikke imod min gestus. Han virkede bare skræmt. Ikke glad.
"Jeg ved ikke, hvad du snakker om, men jeg har ikke nogen børn", sagde han og prøvede at smække døren i, men jeg stoppede ham. Fortalte ham om min mor for at overbevise ham.
Han lyttede og hans øjne afslørede sorg da jeg fortalte om brevene, Johannes og min mors død. Han var målløs, men jeg forstod ham godt. Jeg var også glad for at se ham.
Jeg smilede til  ham og kiggede afventende for at få krammet som ventede i hans arme, men han åbnede dem aldrig.
"Jeg ved ikke, hvem du er eller hvem Stella er længere. Jeg ved ikke noget som helst. Jeg er en gammel mand som bare passer mig selv og jeg har ikke lyst til at være en del af det her", undskyldte han og kiggede ned i jorden.
"Men jeg er din datter", sagde jeg anklagende og rakte armene ud. Længselsfuldt.
"Nej, beklager. Du er ikke min datter. Jeg vil gerne bede dig om at gå. Tak". Og med det smækkede han døren i og efterlod mig tom indeni.
Jeg blev siddende udenfor hans dør i flere timer kun fordi jeg ikke vidste hvor mit rigtige hjem var. Troede jo det var her jeg hørte til, men ikke længere. Det blev taget fra mig og jeg havde ingen anelse om hvorhen jeg nu skulle gå.

Jeg boede på adskillige moteller indtil jeg fandt et der kunne lade mig bo i længere tid. Huslejen var rimelig, men værelset var også faldefærdigt.
Jeg var ensom, men det var heller ikke mærkeligt da jeg tit var alene. Kun minderne besøgte mig på motellet hvor jeg opholdte mig. 
Senere fandt jeg ud af, at jeg ventede mig et barn. Jeg var flere uger henne, mere end at jeg bare kunne gå tilbage og fjerne det. Jeg var fanget med noget, der voksede sig større indeni mig.
Jeg følte en smule væmmelse, da jeg så barnet blive vist på skærmen. Sygeplejersken smilede og fortalte mig, at det var en dreng. For mig var han ikke et menneske. Blot en klump på en skærm, men alligevel når han bevægede sig inde i mig spredte en ukendt varme sig i min krop som om jeg blev overvældet af noget, som jeg ikke kendte til. Senere fandt jeg ud af, at det var kærlighed.

Jeg vidste udmærket godt, at Johannes var faren, men jeg ville ikke kontakte ham. Dog ville jeg lade min søn af vide, hvem Johannes var. Jeg ville aldrig fortælle en løgn fordi min søn var det mest ægte, der var skabt af mig. Jeg ville aldrig ødelægge ham på den måde. Han var ren. Fortjente det bedste.

Men alligevel kunne jeg ikke vise mig frem til offentligheden. Jeg bandt maven ind, så jeg kunne arbejde som rengøringsdame. Ingen kendte til mig og jeg udgav mig for andet end jeg var.
Jeg mødte mænd som ville have mig, men forsvandt næste morgen. Jeg lå altid tilbage i sengen med min ufødte søn, der sov trygt inde i min mave.
Forårets brise kom ind ad vinduet og jeg indså, at det var en fantastisk sommerdag. Jeg tænkte på min mor. Mon om hun ikke ville synes det samme?

For de penge jeg kunne få ud af mine deltidsjob og mænd på sidelinjen betalte jeg for legetøj til mit barn. Jeg gik aldrig rundt med en fornemmelse på, at jeg skulle give ham et navn fordi det ville gøre ham menneskelig og virkelig.
Det var rart i det øjeblik, at han blot var et minde. Ikke noget, der krævede noget fra mig andet end jeg skal klare mig selv.
Jeg kunne stadig leve mit liv og det gjorde jeg. Jeg mødte mange mennesker, både tragiske og sjove tilfælde.
Men jeg mødte bare aldrig en, der fik mig til at indse, at jeg var god nok. Jeg lå altid i sengen næste morgen med en følelse af fiasko.

Sommetider trak jeg ikke gardinerne for, fordi jeg kunne ikke se en mening med mig selv.
Med mit liv. Med min eksistens. I et kort øjeblik ønskede jeg, at hoppe ud for en høj bygning, men min søn afholdte mig fra det. Han fortjente en chance ligeså vel som alle andre.
Jeg elskede ham til allersidst i graviditeten, men allerhøjst da jeg fik ham i min favn. Han var virkelig; så fantastisk levende.
Han havde sin morfars lille hage og mine brune øjne. Jeg elskede ham højere end noget andet. Jeg kunne stirre på ham i flere timer uden at stoppe. Jeg kunne kærtegne hele hans perfekte krop uden at blive træt af det. Han gav mig en perfekt tilstand. Han gjorde mit liv fuldendt, men inderst inde gjorde det for ondt til at jeg kunne nyde øjeblikket for jeg kunne ikke give ham det som han fortjente; det som han havde brug for.

Men jeg prøvede i det mindste. Han fik sit eget værelse, men jeg elskede ham for højt til at blive ved. Derfor tog jeg derhen hvor jeg vidste der altid var kærlighed. Langt væk fra der, hvor jeg levede. Markerne var stadig det samme. Det var kun mit gamle hus, som var forandret af den nye familie som var flyttet ind efter min forsvinden.
Jeg gik med rystende ben imod det blå hus. Jeg kunne allerede mærke hende som jeg bevægede mig derhen. Hendes sødme dufteded af kamiliete; af blide kærtegn. Jeg lod det ikke dø ud denne gang, fordi jeg turde lade det forblive indeni mig.

Jeg bankede på døren, men forsvandt hurtigt igen.. Jenny åbnede døren og kiggede ned på min søn. Intet havde ændret sig. Hun var blot blevet smukkere med årene og hendes lyse hår var blevet længere.
Hun tog ham op i sin favn og jeg kunne se det var, der han hørte til. Jeg vendte mig om og så ikke tilbage. For der var ikke mere jeg kunne gøre.

For engang skyld måtte jeg lade være med at tænke på mig selv, så jeg gik i god tro om at Jenny ville passe på ham med hendes kærlighed. Hvis han blev hos mig, ville han ende som mig. Jeg gav ham en ny familie. En ny start ligesom jeg også burde have fået fra min mor, men aldrig fik, så jeg vidste betydningen af det.

Motellet var bare så koldt under mine fødder. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til. Hvem jeg skulle fortælle mine synder til. Jeg følte mig alene atter igen. Ikke engang min søn kunne få mig til at blive god igen.

Jeg skreg og kastede med tingene. Smadrede glas og tallerkner, mens jeg skreg af smerte.
Tænkte på mor. Tænkte på alle disse ting, som jeg kunne have fået, men som jeg aldrig fik blot fordi det ikke er mit.
Jeg så altid på menneskerne der gik forbi og havde det hele. Kærligheden levede jo i deres øjne. De viste mig al den kærlighed, som jeg ikke fik. Det var det rene tortur. Jeg ved ikke, hvad de bildte sig ind.
Og derfor tog jeg ikke nogen mand med hjem den aften, fordi jeg ville prøve at ligge i sengen alene. Et eller andet sted måtte jeg høre til ellers ville jeg ikke være til, så jeg valgte at sluge pillerne, mens jeg lå i de beskidte lagner der lugtede af hundredvis af mænd som jeg allerede havde glemt.

I virkeligheden var det ikke så smertefuldt. Jeg var helt fredfuldt mens jeg lå der og så alting forsvinde for øjnene af mig.  
Det eneste jeg huskede var, at jeg rejste mig op fra sengen fordi jeg ville ikke dø det samme sted som min mor. Ikke alene i beskidte lagener der fortalte alt om mig og mit liv.
Jeg gik ind i vægge, men jeg slog mig aldrig. Jeg mærkede ikke til noget som helst. Jeg gik videre ud til hans værelse, men nåede aldrig frem før min krop faldt og mit hoved mødte det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte og rystede, men alligevel frøs jeg. Det var som om mit liv kom til en helhed. Jeg så aldrig englene, men jeg så ham for mig, mens jeg tænkte tilbage på alle vores få minder vi havde som alligevel var de bedste minder i mit liv. Nu blot et minde væk, men alligevel var det rart at tænke på.
Jeg ville aldrig glemme, hvor smertefuldt det var at skrive det brev til Jenny, men min søn fortjente et rigtigt farvel. At vide hvor han kom fra og hvorfor han blev efterladt. Jeg efterlod ham hos en familie af varme og kærlighed. Som kan overleve uden penge og stadige være rige. Jeg ville have han skulle leve et godt liv, hvor han fik lov til at være sig selv. Hvor han fik lært, hvordan kærlighed føltes som.

Og jeg afsluttede brevet som et farvel til Jenny: "....Hans navn er Andrew som en engel. Pas på ham mens jeg er væk. Tak for dit venskab. Hilsen, Rose".
Gulvet forsvandt under min krop og jeg smilede inderst inde, mens billedet af Andrew viste sig for mig. Jeg fik endelig fred i blandt englene for jeg var ikke længere til. Jeg drog tilbage hvor jeg kom fra; jeg tog hjem.....