Lytter til klaverets melodier, der former sig ud til en sang. Jeg kender noderne, kender rytmen udenad nu. Det spiller om og om igen. Musikken griber mig, når jeg falder. Puster liv i mig, når jeg har mistet vejret. Jeg nynner, bare for at holde mit tomme hoved med selsskab for lidt liv. Jeg ligger bare her. Livløs med store øjne. På vid gab. Sikke et flot billede. Alle ved, at selv de grimmeste mennesker, bliver smukke når de er ved at dø. 
Jeg er på vej til et sted hen hvor intet er virkeligt. Jeg er ikke en sjæl i en krop. Jeg består hverken af følelser eller ønsker. Jeg står uden betingelser. Jeg har prøvet før at komme væk, men verden holdte mig tilbage. Men nu er jeg på vej væk igen.
Falder bare og lader musikken gribe mig. Jeg har det fint. Om lidt. Nok ikke lige nu. Jeg ser mine oplevelser gå på revy, fortryder næsten, men glæder mig også til det tidspunkt hvor jeg kan komme væk. Mor, jeg kommer hjem.
Jeg tager afsted fra den verden, der hele tiden prøvede at æde op min sjæl. Bare at gå igennem en dag, var som at miste et til stykke af mig selv mere. Min krop er et hylster, en illusion. Jeg narrer folk til at tro jeg er okay. Først var det en harmløs forsvarsmekanisme, pludselig gik det imod mig. Ingen vil nogensinde få det her af vide. Jeg lovede at blive, men alle ved, at man kan ikke leve et liv for andre.
Jeg træder ud nu. Jeg kan næsten ikke mærke mine fingre, men tørheden i min hals er stadig tør, næsten som en ørken. Varmen forsvinder ud af min krop og jeg kan høre mit hjerte banke. Bank, bank, banke på. Mit hjerte prøver at fortælle mig noget vigtigt, men jeg lukker ikke op. Ikke mere.
Aldrig mere skal jeg føle.
Jeg tager tid. Selvom det føles som en evighed, så er der sikkert kun gået få minutter. Jeg lytter til det store ur ude i køkkenet. Det tikker. Tik tak, tik tak, tik tak. Ordene kommer ikke ud af min mund. Jeg ved ikke hvad jeg prøver at sige. Jeg føler mig søvnig og lys vågen på samme tid. Nu er jeg nået så langt, at jeg ikke kan række ud efter telefonen. Kan ikke råbe hjælp efter nogen. Nu er der ingen vej tilbage. Hvis jeg kunne, så ville jeg smile.
For jeg træder ud af mig selv. Jeg kan blive hvad som helst. Jeg vil træde ind i en verden, der ikke er en verden. Jeg vil se ting, der ikke er blevet navngivet endnu. Jeg vil møde Ray Charles og Michael Jackson, der synger duet. Jeg vil blive genforenet med mor. Dejlige mor.
Jeg vil mærke mors hænder på mine kinder. Jeg vil mærke frihed. Jeg vil mærke en lettelse. En større lettelse end jeg føler nu. Jeg ville græde hvis jeg kunne. Jeg føler mig så fri. Nu når uret stopper med at tikke. Jeg kan kun høre klaverets melodier, der former sig ud til en sang. Jeg kender noderne, kender rytmen udenad. Det spiller om og om igen.
Det er så befriende, at jeg mister pusten. Og jeg falder, falder, falder indtil musikken griber mig og puster liv i mig på en helt anden måde. Det fører mig et sted hen. 
Jeg føler mig smuk for første gang i mit liv. Mor, jeg er på vej hjem.