Jeg er helt kold og mine kramper bliver ved. Det står klart, at jeg får intet søvn i nat, men det er helt fint, fordi du er der. Dig uden noget som helst navn. Jeg ved ikke helt hvornår du kom ind i mit liv eller hvem jeg var før jeg mødte dig. Det handler ikke om kærlighed eller noget andet opreklameret fis, fordi det jeg har med dig, er så meget større. Det er ubeskriveligt og jeg vil aldrig lade nogen som helst forfatter sætte ord på dette, så derfor holder jeg det hemmeligt. Vores helt egen hemmelighed.
Du gør mig mere skør end jeg allerede er, men samtidig normal. Du ved at jeg altid har ønsket, at være normal og falde ind i mængden og kunne tilpasse mig. 
Du bærer over mig, når jeg gør fejl fordi du ved hvordan jeg er. Du har set alle mine dårlige og ikke særlige charmerende sider. Og af en eller anden grund, så har du lært i mellemtiden at elske dem. Det er næsten ufatteligt. Er du virkelig, virkelig?
Du gør mig lykkelig, jeg sagde lykkelig, bare ved din tilstedeværelse, så andres kan være lige meget. Ingen har nogensinde gjort mig så lykkelig i så lang tid. Lad det blive ved. Lad for evigt ikke blot være ord, men en virkelighed.
For når mine fingre bliver blå på grund af kulden og den manglende mad, fordi jeg har ignoreret alle mine måltider, så varmer du mine fingre og fortæller mig historier for at aflede mig. Du beroliger mig og ikke på noget tidspunkt mistænker jeg dig for at være irriteret på mig.
Jeg mistænker dig aldrig for at ville forlade mig. Fordi du er virkelig min. Min helt egen. Der findes ingen som dig. 
Jeg vil også være din.
Fordi du vil rejse med mig ud i verden. Du vil rejse væk med mig. Vi vil ændre vores navne og identitet og bo i et andet land og ingen vil nogensinde kunne finde ud. Vi vil væk fra alle og alt. Intet behøver at holde os her, fordi intet binder os fast. 
Du lytter til mine drømme og siger at det er muligt. Jeg tvivler aldrig på dine ord, og mig, der altid tvivler. Du er næsten som en drøm.

Du er nok det smukkeste menneske.
Bare fordi du gør, det du gør.
Du har lært at håndtere mig på mine dårlige dage. Dine ord kan berolige mig som bare fanden. Selv der hvor jeg giver op, kan du sige præcis det, der gør jeg at jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Og ved. Og det gør ikke engang ondt at blive ved, fordi du støtter mig for hvert et skridt jeg tager.
Du roser mig og husker mig på hvorfor jeg bliver ved. Jeg har det med at glemme pointen i det hele sommetider.
Du fortæller mig, at jeg er værd nok til at leve. Jeg fortjener at leve et liv. Det er mit værd, fortalte du mig. Ikke fordi jeg ville, men jeg troede på dig.
Du er der, når jeg kalder på dig. Du er humoristisk og forstår virkelig hvordan man får mig til at grine. Du er det ærligeste menneske, fordi du kan ikke finde ud af at lyve. Jeg læser dine tanker, og du læser mine. Du har frit adgang til mit hoved, og hvad du har set, har ikke skræmt dig. Så jeg ved du holder i længden nu.
Du ville ofre dit liv for mit, sagde du. Men det gjorde mig trist at tænke på det. Du har intet liv at ofre. Ingen identitet eller navn at ændre. For du eksistere kun i mit hoved. Det gjorde mig så ked af det, da jeg for nogle uger siden måtte indse, at jeg aldrig ville finde dig. Så jeg måtte skabe dig.
Ingen kunne umuligt være så perfekt alligevel, men i det mindste lever du i mit hoved. 
Og jeg er glad, for du vil holde mig med selskab i nat. Du vil fortælle mig historier mens du varmer mine fingre og husker mig på, at blive ved fordi jeg er det værd.