Jeg vågner. Åbner øjnene, og det første jeg ser, er det hvide loft med en sprække. Den sprække har ikke nogen helst værdi for nogen, men for mig så er den en del af min hverdag. Den er det første jeg ser om morgenen, det sidste jeg ser om aftenen. Jeg vil navngive den, Peter. Min gode ven. Jeg har altid ønsket mig en ven, der hed Peter.
Og jeg rejser mig op fra sengen. Hvert et skridt man tager betyder nok ikke noget for andre, fordi alle er vant til at gå, men disse skridt ud til badeværelset betyder alt for mig. Jeg går. Et skridt og så et til.
Og jeg tænder på bruseren og vandet rammer min krop, varmer mig og vasker mig ren. For andre betyder det vel ikke noget, men for mig betyder det alt. Utroligt hvor beskidt man kan føle sig, så beskidt at ikke engang vand kan vaske det af en, men i det mindste kommer det overflødige af og bliver skyllet ned i kloakken. Der hvor det hører til.
Jeg gør mig klar. Jeg trækker vejret i et normalt tempo. Et tempo andre kan relatere til, så de ikke tror der er noget galt med mig, selvom mit hjerte banker så hurtigt, at jeg frygter at det springer ud af brystet på mig.
Tøjet er ikke valgt med omhu. Der er intet der passer min kropsform.
Jeg serverer cornflakes, fordi jeg elskede cornflakes som lille, men min mad smager af netop ingenting. Måske er jeg ikke så meget til cornflakes mere.

Men jeg går alligevel. Som om det er første gang jeg går udenfor. Måske skulle jeg lade som om, at det er første gang, fordi så bliver jeg mindre nervøs. Så ved jeg ikke hvad der venter mig, fordi i virkeligheden ved jeg godt hvad der venter mig. Det får mit hjerte til at gå amok. Ingen kvinde har nogensinde fået mit hjerte til at banke, når jeg tænker over det. Men verden kan få mit hjerte til at gå amok og endda gå i stå. Verden har knust mit hjerte itu og derefter repareret det, men ikke godt nok, fordi det blev knust lidt tid efter.
Verden er med så mange valgmuligheder, men der er nogen af os, der ikke ved hvad vi vil. Så vi bliver smidt over i en bunke med andre ustabile og misforståede mennesker. Vi glemmer helt, at vi er alle ens.
Solen skinner på mig, som om jeg er velsignet. Måske er det et tegn. Måske velsigner Gud mig for første gang i mit liv, men jeg tvivler. Der kan ikke findes en Gud når menneskehandel og børn, der dør i krig eksistere i denne verden. Vend blikket til. Det gør de fleste, ellers vil tanken gøre dig sindssyg.
Og jeg stiger ind i bussen som jeg har gjort millioner af gange før, men denne gang er det første gang. I dag er jeg født på ny. Jeg sætter mig ned på et sæde, så yndefuldt at man næsten bliver narret til at tro, at jeg er professionel til det med busser og sæder. Jeg kigger ud af vinduet og det føles næsten så nemt nu når jeg kører forbi alle disse liv, som jeg aldrig nogensinde vil berøre. Men stadig gør, fordi jeg ved at de er til. Det virker så nemt.
Jeg føler følelsen af tab, når jeg indser det. Indser hvad, ved jeg ikke, men mine tanker bliver ved med at sige ting, som får mig ned. Jeg ved ikke om det er sandhed, men jeg har kun oplevet at grimme forestillinger bliver til virkelighed. Så jeg stopper med at tænke på dem. Stopper med at tænke på den tanke at ende alene.
Sommetider tager jeg mig selv i at tænke, at det ville være så meget nemmere hvis jeg cuttede al forbindelsen med folk udefra. Det ville være så meget nemmere. Så er der ingen jeg skal være perfekte for. Ingen jeg skal frygte at miste. De kommer alligevel aldrig ordentlig ind til at kunne lære mig af kende. Jeg er et helt andet menneske end de tror.
Jeg er fyldt med tomme tanker, der ikke giver mening. Men de tomme tanker kommer til liv og bliver mit værste mareridt, og det æder mig op hvergang jeg skal sige farvel igen, bare fordi jeg ikke var god nok. Det er så svært at have venner. Hvorfor kan jeg ikke bare være venner med hvem som helst?
Jeg kigger bag mig. Jeg ved at de er der i bussen, men det føles som om, at jeg er den eneste i den her tomme bus. Tomhed. Så jeg råber op og hører ekko. Jeg er efterladt. Det er kun min egen stemme, som kommer tilbage. Ingen kalder tilbage på mig. Det er så svært at finde en ven.

Jeg sætter mig ned i min stol og tilpasser mig miljøet. Det er nemlig altid mig, der skal tilpasse mig. I forhold, venskaber og i familielivet. Jeg kan ikke bare gøre det på min måde eller gå min egen vej, fordi der er ingen, der går efter mig.
Og jeg finder mig selv alene igen.
De snakker sikkert til mig. Jeg hører tit mit navn blive nævnt, men jeg reagerer ikke. Selvom lokalet er fyldt op med levende mennesker, så føles det som om jeg er den eneste i dette store lokale. Jeg snakker slet ikke det samme sprog som dem. Jeg er anderledes, selvom jeg har prøvet hele mit liv at være ligesom dem. Der er noget jeg har overset. En evne, som jeg ikke besidder. Jeg føler mig som et monster.
Timerne flyver forbi mig og det føles næsten så let bare at lade dem flyve forbi, selvom jeg kunne udrette på disse timer. Jeg tæller dem ikke. Det gør mig bare nedtrykt alligevel. Ingen kan redde verden på få timer alligevel.
Bare forhold dig rolig og normal, så vi kan komme igennem dagen. Og jeg lukker mig i som en øster og lader helt vær med at svare. Det føles så nemt. Nu snakker de for mig. De svarer næsten på deres egne spørgsmål.

Når jeg tager hjem, føler jeg mig fladmast. Jeg prøver at skubbe alle tankerne og oplevelserne for i dag ud. I dag skal ikke have en analyse, der er så overanalyseret, så sandheden er blevet viklet ind med forskruet løgne, som jeg har selv fundet på. Det er så nemt at lyve, men så svært at skaffe sig af med løgnene der suger sig til min hud. Som sugekopper og efterlader røde og hævede mærker. Intet kan vaske de mærker af.
Jeg når ikke min bus, så jeg går.
Jeg går den samme vej, som jeg har gået i flere år, men i dag så bliver jeg fornøjet, overrasket og tilfredsstillet ved at gå ned ad den her sti. Det her er en ny dag.
Tror på det. Tror på det virkelig i dag.
Det er sommer, og det er næsten sært, fordi sidste gang jeg bemærkede årstiden så var det vinter.
Jeg lukker øjnene og husker, men jeg kan ikke huske. Alle ting er fortrængt uden jeg har fortrængt dem med vilje, men de vil komme til mig igen. Mest på sådanne nogle gode øjeblikke som denne. De vil komme og spolere min nye finpudset glæde, som jeg havde planlagt at føle dagen før. Fordi dagen før var en slem dag. Jeg slukkede alt lyset og lagde mig på gulvet, mens jeg drak vin for at komme igennem natten. Det er altid der hvor man mest har brug for en ven, at der er ingen. Jeg har aldrig bedt om andet end en ven, men det er så svært at finde rigtige venner. Hvis de virkelig findes. Men jeg har hørt rygter om, at de faktisk gør. Så jeg leder videre.
Et skridt efter det andet. Jeg går så flot så yndefuldt at det næsten ville narre folk udefra til at tro at jeg var professionel til det med at gå.

Hvergang de går ud af mit liv, så fyldes min krop med tomhed. Det æder min person op, ætser min identitet og skader min ikke-længere-eksisterende eksisens. Hvergang de går, så bliver mit hjerte knust og senere repareret, men det er lige meget i længden. Der vil altid komme andre for at træde på det.
Træd på mine drømme, på den person som jeg er. Godt og grundigt. Sig ord, som vil ramme hårdere end nogen som helst knytnæve. Selvom ord bare er tomme ord, men vi giver dem betydning og en mening. 
Og mor kan ikke bestemme sig om hun i virkeligheden hader eller elsker mig. Jeg er næsten ligesom en forbandelse. Jeg gør alle kede af det. Jeg kan ikke engang gøre mig selv glad.
Men hvis de bare vidste hvor meget jeg prøvede. Jeg vil ikke leve mit liv for andre længere. For når de så går. Sådan virkelig går, så kan jeg ikke huske hvorfor jeg lever.
Ender på gulvet og drikker vin for alle pengene igen. Inviter tomheden ind igen. Men ingen kan se mig, ingen kan dømme mig alligevel.
Og når flasken er tom, så føler jeg mig fri på liv. Indtil næste morgen hvor jeg vågner op med en følelse af længsel efter kærlighed, men jeg kan ikke tvinge dem til at elske mig. Især ikke når jeg ikke kan elske mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg gør. Det må være noget jeg har overset. En evne, jeg ikke besidder.

Og jeg går videre. Tæller hvert et skridt, men nu begynder det at gøre ondt.
Nogen sagde engang at man skulle give slip hvis det gjorde for ondt. Så mange gange jeg har spurgt mig selv hvorfor jeg stadig holder fast. Det ville være så forbandet nemt at give slip.
Og jeg mister grebet og glemmer fuldstændig hvorfor jeg prøvede i dag. Jeg savner min seng. Jeg savner at være gemt væk i mørket. Jeg savner sprækken.
Jeg træder ind i min lejlighed, overser fiskene og ligger mig i min seng. Jeg ligger på ryggen og kigger op på mit hvide loft. Jeg bemærker sprækken, den sprække som ikke har nogen betydning for nogen som helst, men den sprække betyder alt for mig. Den sprække er det første jeg ser når jeg vågner, og det sidste jeg ser når jeg skal til at sove. Jeg lukker øjnene og ignorerer tankerne, fordi tanker forårsager kaos i mit system. Jeg indser, at jeg er kommet tomhændet hjem igen.
Jeg åbner øjnene og stirrer på sprækken. Det er helt fint. Jeg skal nok klare mig. Fordi jeg ved når jeg åbner øjnene igen, så vil sprækken, Peter, være det første jeg ser og Peter vil minde mig om at det er en ny dag. En dag mere i mit liv end i går. Det betyder nok ikke noget for andre at leve atter en dag mere, men for mig betyder det alt. Det betyder nemlig at jeg bliver ved. Og måske, men også kun måske, en dag kan jeg komme hjem ikke tomhændet, men glad.