Jeg føler mig så mærkelig tom, som om at jeg ikke kan fyldes op igen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde virkelig har været fyldt op. Måske var det bare falsk fyldelse, der blev fyldt op i min krop. Noget jeg fantaserede mig til, fordi jeg vidste det var håbløst bare at vente..
Jeg ved ikke om jeg har brug for andres kærlighed, jeg ved ikke om jeg har lyst til at modtage det. Jeg er ikke klar. Jeg kan ikke elskes når jeg hader mig selv så meget.
Ingen kan redde mig. 
Mit syn rækker ikke langt, men jeg kan forudsige ting og fremtiden er ikke veltalende. Jeg er mæt af dage og mennesker, der går ind og ud af mit liv. Som om de blev betalt for det.
Jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg har skrevet om det her.
Tingene ændrer sig aldrig og der vil aldrig komme nogen og hjælpe mig.
Ingen kan redde mig.
Og jeg føler mig så håbløs. Jeg har lyst til at give slip på alt det der gør ondt, men hvis jeg gør, så ved jeg ikke hvad jeg har at gå tilbage til.
Mine forbrændinger bliver værre og jeg er ikke en af dem, der brænder sig og lærer af det. Der kommer væske ud af brandsåret. Jeg får helt lyst til at grine og græde.
Der er ikke mere alkohol. Der er ikke flere måder at komme væk på. Jeg ville tage hvad som helst for at få det bedre - bare i få minutter endda. Jeg ville dø i nogle dage og genopstå når jeg var klar igen.
Jeg er ikke klar til at blive reddet.
Der er ingen der kan redde mig.
Der er ingen, der vil.