For hvergang du trækker vejret ind, så tror jeg altid at det er sidste gang du trækker vejret ud. Jeg overvåger dig nøje og jeg kan stadig høre dit hjerte slå, selvom jeg sidder helt herover i hjørnet. Jeg har næsten helt glemt tiden. Det er som om jeg er et sted hvor tiden ikke eksistere. Jeg ved ikke helt  hvor jeg befinder mig, men jeg ved, at jeg er på et slags hospital. 
Jeg har aldrig kunnet lide hospitaler. Jeg er her kun på grund af dig. På hospitaler lugter der af sygdom og lagnerne er hæslige da de minder en om død. Det er vel lige meget. Det er ikke mig, der ligger i dem, det er dig, der gør. Jeg vil ønske at der var noget jeg kunne sige så du vågner op igen.
Jeg har ønsket dig død hele mit liv og nu fortryder jeg. Jeg vil gerne have du vågner op igen og er dig selv. Du er så langt væk, længere væk end du nogensinde har været fra mig.
Jeg kan huske at jeg fortalte dig at du ikke fortjente noget som helst og jeg opremsede alle de ting, jeg hadede ved dig.
Og nu når du ligger der, bevidstløs, på hospitalsengen hvor maskiner er koblet til din krop. De maskiner som holder dig i live fordi du ikke selv kan. Nu fortryder jeg hvert eneste hadefuldt ord, jeg nogensinde har sagt til dig.

Uret, der sidder oppe på væggen går langsomt fremad. Hvis blot jeg kunne få tiden til at gå baglæns så ville jeg gå tilbage i tiden og ændre alt.

Jeg savner at have nogen at snakke med. Jeg har siddet på den her stol i hjørnet og bare stirret på dig. Jeg har hverken drukket eller spist i de uger, du har været bevidstløs. Jeg har ikke følt noget behov for noget som helst. 
Folk kom ind og ud af dit værelse og efterlod blomster til dig. Selvom at blomsterne er blevet stillet i vaser med vand til at give blomsterne næring, så er blomsterne begyndt at visne. Jeg ved ikke om det er et tegn på at det er forbi.
Det er først nu jeg indser, at hvis du ikke vågner op, så forsvinder jeg også.
Jeg har nemlig lagt mærke til hvordan folk bare går forbi mig uden at lægge mærke til mig. Jeg er usynlig for deres øjne. Det er kun dig, der kan se mig og du er grunden til, at de kan se mig. Jeg vil ønske, at jeg igen kunne tage bolig i din krop.
Det var som om at din krop afviste mig, som om at den gjorde alt for at få mig udslettet, som hvis en bakterie kom ind i kroppen for at udvikle en sygdom.
Din krop har udstødt mig og har aldrig ikke kunnet acceptere min tilstedeværelse.
Dit immunsforsvar har altid været godt. Du bliver sjældent syg, men der er aldrig noget, der har beskyttet dit hjerte ordentligt. Det vigtigeste i et menneskes krop. Det, der pumper livsnødvendigt blod ud til dele af din krop.
Nu ligger du der, og jeg er skyld i at du tog dig selv foregivet.

Jeg vil ønske, at jeg kunne sige, at jeg elsker dig, men det gør jeg ikke engang.
Jeg får lyst til at gå, men siden dit hjerte stadig slår, betyder det at jeg stadig hører til her.
Jeg har aldrig set mig selv som dig eller kunnet relatere mig til en del af din krop. Jeg har følt mig som en fange og jo mere jeg blev en del af dig, jo mere prøvede jeg at adskille mig fra dig.
Nu er jeg helt tom indeni, som om jeg ikke hører til nogen steder.

Maskinerne er det eneste, der siger lyde og din svage vejrtrækning. Der er helt stille ellers på hospitalet. Udenfor sneer det. Det er år 2012.
Jeg begynder at miste håb for jeg tror ikke du kommer frivilligt tilbage. Jeg ved ikke om du kan drømme eller om du overhovedet er dig selv uden mig.
Når jeg kigger på dig, ser du så fredfyldt ud. Jeg ser dig på en helt anden måde end jeg plejer. Du ligner faktisk ikke dig selv. Du er blevet ældre.og du har fået langt hår. Du er ikke blevet smukkere, men mere fredfyldt. Det er som om at der er først nu jeg virkelig ser dig og det væsen du er. Det virker helt surrealistisk når jeg mærker din hud. Du har de blødeste kinder.
Dog er din krop kold og livløs så når jeg mærker dit hjerte banke de sidste slag, varmer det mig.  
Jeg kravler op i din seng og ligger mig ved siden af dig mens jeg betrager dig trække vejret. Jeg får helt lyst til at græde når jeg opdager hvem du er. Selvom jeg aldrig har følt mig forbundet med dig, så kan jeg se vi har en forbindelse. En blodåre, som binder din krop til min sjæl. Den sidste blodåre, som vi ikke har skåret over endnu. Vi har en forbindelse. Jeg leder efter din hånd. Jeg har brug for at mærke om du måske klemmer min hånd igen. Om du måske viser mig, at alting er i orden.
Du trækker vejret endnu lettere og langsommere som om du er ved at forsvinde fra mig og jeg føler mig svævende mens jeg prøver at indtræde din krop. Bare den sidste gang, men din krop udstøder mig og nægter mig indgang.
Jeg slipper din hånd og leder efter din puls i dit håndled. Forskrækket indser jeg, at der er ingen puls. Jeg føler panikken sprede sig i min krop og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.
Maskinerne bipper højt og jeg kan høre en eller anden løbe imod dit værelse. Du stopper med at trække vejret helt, det afslører maskinerne.
Jeg kan ikke længere høre dit hjerte og jeg mærker mig selv ætse væk på den mest bløde måde. Jeg er ikke længere virkelig eller til stede. Du er nu bare en krop. 
Jeg kigger ned på dit lagen og opdager, at det er gennemblødt af rødt blod, der kommer fra dit håndled, der er skåret op. Og mens jeg prøver at holde fast i det sidste af mig selv og dig, så ved jeg at det er forbi fordi pulsåren er skåret over. Der er ingen forbindelse.
Så mens de prøver at genoplive dig, ligger jeg mig ved din side og kigger op på uret, som pludselig begynder at gå hurtigt baglæns og jeg lukker øjnene og det er det sidste jeg ser.