Jeg sidder i min seng med hovedet mellem mine ben og prøver klare tankerne op. Jeg puster ind og ud, men det virker ikke som om ilten når til min hjerne. Jeg ser ingenting.
Alt er blevet malet sort for mine øjne, og alligevel ser jeg for meget. Jeg ser igennem alle mennesker og indser deres indbildte løgne og egoisme, som de prøver at skjule fra en hver levende sjæl. Bortset fra mig. Jeg ser bare ikke pointen i, hvorfor jeg ser det, jeg ser. Hellere leve i en løgn med andre, end alene i sandheden. Jeg lukker øjnene. Jeg prøver for en sidste gang, at huske hvem jeg er.

Jeg ser igennem tiden og overvejer om det er det værd. Jeg leger med tanken om, at forsvinde, men stadig i håb om at blive fundet og genforenet med et andet menneske, som i legen gemmeleg. En der er interesseret i, at finde mig. En, der synes jeg er værd at finde.

Jeg føler mig så død, men alligevel mærker jeg følelser indeni mig, der tegner sig på, at være smerte. Ægte smerte, som er opstået af en ægte hændelse, så alt er ikke plastic kirurgi og pap vin.
Det bider sig fast til min hud og spiser sig igennem min brystkasse og direkte ind til mit hjerte. Det gror fast og slår rødder og i dens proces hæmmer den mit hjerte i at banke.
Jeg bliver svimmel og tør i munden. Ser minder, som jeg ikke engang har gennemlevet endnu.

Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har følt mig så meget i live hele mit liv.