Plasticsolen
Vejret er gråt og træerne er så nøgne at det er næsten vulgært. Jeg kan ikke se noget grønt eller noget levende omkring mig. Man skal lede længe efter nogle overlevende i denne by. Det er næsten svært bare at huske at trække vejret.
Det er næsten synd. Alle væsner søger skjul i skyggen for faren af at få hudkræft, men de har intet at frygte da deres hud er lavet af læder og stål. Der er absolut intet der kan snige sig under huden på dem. Deres organer er doneret væk og erstattet med plastic.
En flue flyver over imod mig og lander på min hånd. Jeg iagttager den mens den sidder og stirrer på mig. Jeg kan mærke dens ben svagt bevæge sig på min hånd. Det er en kildende følelse. Jeg får lyst til at give den et navn, men jeg når aldrig så langt før den allerede er fløjet op i den grå himmel igen.
Jeg betragter himlen. Det er solformørkelse over hele byen. Der er ikke rigtig nogen, der siger noget der kan muntre os op og tømme vores hoveder for bekymringer. Der er helt stille. Vi er efterladt for os selv.
Jeg er et sted hvor alle andre befinder sig, men alligevel føler jeg mig så ensom. Måske er der en, der har det præcis som mig, så jeg kigger rundt og leder efter denne person, der vil forstå i mængden af alle de mennesker, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
Menneskerne stirrer ud i luften og laver de samme mekaniske bevægelser, der alligevel er så ubevægelige og langt fra menneskelige, at jeg næsten tror, at de er robotter.
Det er koldt og mine fingre er blå. Jeg prøver at varme mig op ad nogle mennesker, der står tæt op ad mig, men de er kolde. Kolde som lig.
Jeg vender mig om og kigger på manden, der står ved siden af mig. Han har en sort lang frakke på og en hat på hovedet. Hans hud er blålig og hans øjne er sorte som solformørkelsen.
Der er intet der kan leve uden en sol.
Jeg savner somre hvor jeg var barn. Der hvor jeg kunne leve i min egen verden. Lange endeløse græsmarker og jeg løb alt hvad jeg kunne på bare fødder. Mor var min ubetinget kærlighed og den sol, som varmede min krop op. Der var ikke tale om hudkræft dengang fordi mor sørgede altid for solcreme.
Nu står jeg alene tilbage med fjerne minder, der kun er noget værd i de mørkeste tider i mit liv.
Det er langsomt begyndt at blive deprimerende at være en del af denne verden, men døden er ikke en mulighed. Jeg har hverken lyst til at dø eller at leve.
Der er ikke noget der er ægte eller noget der virkelig har varme. Jeg griber ud efter noget der vil holde til evig tid, men der er ikke noget der holder for evigt. Vi kom til verden alene og vi vil dø alene.
Lige meget hvor mange penge og genstande vi har, så har vi i virkeligheden ingenting.
Når jeg kigger på disse mennesker, så ligner de alle sammen hinanden. Deres ansigter ligner en dukkes. De har alle sammen frivilligt været under kniven og fået bygget deres ansigt op med plastic.
Det smukke, som de før havde, dør under plastikken fordi intet kan trække vejret under noget så menneskeskabt.
Og kærligheden er det som burde beskytte os når vi er ved at miste troen på alt og er ved at dø ud.
Men for hver gang vi indser at kærligheden er noget vi selv har skabt, så dør vi langsomt indeni og håbet bliver pustet ud som et lys. Den sidste varme forlader kroppen. Hjertet stopper dog aldrig, men følelserne mister liv. Vi tvinger os selv til at fortsætte halvhjertet videre. Der var en grund til at vi opfandt denne illusion. Det var det der skulle holde os i live når alt andet ikke kunne.
Men heldigvis så skabte dokotoren de små blå piller, der lovede et langt bedre liv uden smerte og frygt. Selvom smerterne var en naturlig vej for kroppen til at vise at den var på vej til at få det bedre og det forhindede de blå piller.
Pludselig levede vi alle sammen i helvede, men på grund af de små piller så var vores liv et godt og indeholdsløst liv i helvede.
Nu er det bare koldt. Jeg er begyndt at miste mig selv. Jeg kan hverken mærke mine sanser eller de tårer, der bliver ved med at dukke op og forsvinde af sig selv. Maden smager af ingenting og rådner på tallerken for øjnene af mig.
Det hele forsvinder af sig selv. Nu lægger jeg slet ikke mærke til dag, der bliver til nat eller min krop, der er begyndt at nedbryde sig selv.
Det er som tørheden i halsen, der spreder sig og når op til munden og efterlader en bitter smag. Ingen vin kan kurere dette. Der er heller ikke nogen læge, der kan helbrede en, der allerede er så ødelagt indeni. De blå piller lover et bedre liv, men de gør os blot følelseskolde.
Pludselig er der ikke noget der er rigtigt eller forkert. De sender unge soldater, der er knapt 15 år gamle, ned til blodtrøstige krige for at redde vores såkaldte land, vores såkaldte jord.
Der er ingen vindere i krige, da jorden allerede er døende.
Det er ligesom med solen der en dag gik ud, som når en pære går ud i en lampe. Vi ville skifte solen ud fordi vi vidste udmærket godt at vi ville dø uden en sol, så fordi vi er så kloge, så byggede vi den højeste stige, der nåede helt op til solen.
Vi erstattede liget af solen med plasticdele, der var selvlysende og kunne lyse verden op i mørket. Nu var solen en af os.
Problemet var bare at solen ikke længere var ægte og vi blev omslugt af kulde og blomster og træer, som vi før tog forgivet, døde ud og det forblev en kold vinter til ubegrænset tid.
Der er heller ikke noget tøj, der varmer ens krop nok. Kulden siver igennem hvert metal og stof og bider i ens hud.
Jeg får lyst til at græde og jeg ved at jeg er sikkert ikke den eneste.
Lejlighederne er mørke og forladte. Vi har et hus, men aldrig et hjem. Aldrig nogensinde et rigtigt hjem fordi et hjem er bygget op af træ, bygget op af fars egne hænder. Et rigtigt hjem er sat i stand af mor og i haven er der ægte levende planter og et stort æbletræ, der vokser sig større for hver sommer, der kommer forbi.
Vi bor alle sammen i betonhuse med glasgulve mens vi ikke længere behøver en have fordi vi har en altan med fine påskeliljer, der er lavet af plastic så vi ikke behøver at vande dem. Der er intet, der kan holdes i live når det er så menneskeskabt.
Men vi går videre mens køen rykker sig en smule. Det er en by fyldt med kemikalier og asfalt, der hvor græsset burde være. Det slår mig ihjel at se disse mennesker forsvinde langsomt ind i dem selv fordi jeg ved at de alle sammen må have startet ud med så mange følelser engang, men de blå piller udrydder det allersidste mens plastic organerne gjorde sit. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind i deres hoved og hører deres tanker.
Jeg ser en ekstra gang omkring mig og opdager at jeg er ligesom alle de andre. Jeg ved ikke hvem jeg er længere og jeg kan ikke huske hvem jeg var før.
Jeg kigger rundt og leder efter det specielle mennesker, der vil forstå mig i mængden af alle andre menneskerne, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
De stirrer stift ud i luften som om de var døde. Plasticsolen stråler sine plasticstråler ned på os, der ikke kan søge i ly i skyggen og derfor giver os hudkræft i vores venten på noget bedre.
Jeg kigger op på himlen, som er mørkere end det mørkeste og opdager hvor alene vi egentlig er. Det er nok det eneste vi har til fælles.
Der er intet der lever eller gror under plasticsolen.
