and i'm thinking, i'm thinking if you know how it feels....
Skrevet 2010-Jan-29 kl 03:21
Egentlig ved jeg godt hvad jeg skal skrive, men alligevel ved jeg det ikke. Jeg føler mig rigtig ked af det, mens jeg tænker på hvad jeg skal lave i dag. Jeg skal til en fødselsdagsfest, der bliver holdt for en af mine venner, som jeg holder rigtigt meget af. Jeg har glædet mig til denne her fest, fordi jeg skal se alle mine gamle venner, som jeg ikke ser så meget. Inderst inde så ved jeg at det nok skal blive en god dag...
Det har bare været nogle hårde måneder. Det har været nogle hårde nætter, men dagene var langt værre fordi det var der jeg skulle være vågen og bevidst om hvordan tingene stod til. Jeg har været igennem en periode hvor alt hvad jeg havde i mit liv virkede som ingenting. Jeg havde på mystisk vis indset at jeg ikke var noget værd og mit skriveri var til grin fordi jeg blev ved med at sammenligne mig med andre forfattere. Selvom det slet ikke handlede om det. Jeg prøvede bare at finde noget at slå mig i hovedet med. Det gjorde ondt....
Også da folk, jeg holdte af forsvandt når jeg mest havde brug for dem. Jeg skabte selv afstanden, bare for at finde mere at slå mig i hovedet med... Jeg troede aldrig på at nogen kunne lide mig og blev næsten vred når jeg ikke kunne læse deres tanker og gennemskue deres løgne.
Jeg har været så langt nede at jeg faktisk troede at jeg ville dø af sorg fordi jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere og hele min krop ryste. Sommetider skræmte det mig, sommetider håbede jeg bare på, at jeg virkelig var ved at dø fordi ingenting gav alligevel mening. Jeg har siddet for meget på min seng og set dagen blive til nat og rystet fordi ingen ville holde om mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg søgte efter.... Jeg søgte bare ikke efter det jeg allerede havde fordi jeg var ikke tilfreds med mit liv...
Jeg straffede mig selv for fejltagelser jeg har lavet i mit liv.. Min ven sagde til mig på min fødselsdag, at han ville ønske, at jeg var lidt mere optimistisk som ham... Han skulle bare vide hvor positiv jeg har været. Måske var det halvhjertet forsøg, men i det mindste forsøgte jeg... Hver morgen tænkte jeg, at jeg ville prøve igen.. Jeg var sammen med venner for at være glad, men når jeg kom hjem, var det ensomheden og sorgen der indhentede mig igen, til sidst så forblev jeg bare på mit værelse og var alene.... Jeg kan næsten ikke holde ud at være sammen med nogen i for lang tid... Jeg går i stå i samtaler fordi jeg befinder mig for meget i mit hoved. Jeg kan sommetider ikke tage telefonen fordi jeg føler mig magtesløs. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, men alligevel føler jeg trang til at være sammen med nogen, der ikke snakker. Bare en eller anden, der oprigtigt elsker mig og vil være sammen med mig. Det vil være rart. En der måske vil være der for evigt, så jeg ikke behøver at regne ud for mig selv hvornår vedkommende forsvinder.... Jeg har brug for stabile omgivelser når jeg har det så skidt, så jeg kan få styr på mig selv... Men alligevel virker det som om at jeg finder konstant de omgivelser, der er det mest ustabile i hele verden og knytter mig til det.
Jeg har ligget på gulvet og grædt uden at lægge mærke til jeg har ligget der i flere timer. Jeg har endda ventet på nogen kom og samlede mig op, men måtte opgive den tanke, da ingen vidste hvor jeg var.
Nu har jeg lyst til at græde, men måske er det bare fordi jeg tænker på alle disse forfærdelige uger, jeg har været igennem alene... Jeg har haft svært ved at mærke mig selv, men det kan jeg nu, men det virker så ekstremt. Enten er der intet eller så kommer det i store portioner, så jeg næsten ikke kan fordøje det. Jeg skal altid være så dramatisk.
Det har gjort så ondt at jeg ikke har kunnet håndtere det. Jeg så det endda komme. Pludselig stoppede jeg med at spise, leve mit liv og derefter skrive. Så føler jeg ikke, at jeg har noget tilbage. Jeg kan ikke skrive særlig meget. Det eneste jeg skriver er små digte med ord, der er hele tiden i mit hoved. Jeg føler længsel efter at skrive og være alene for mig selv, men det kan jeg næsten ikke holde ud... Det er en evig kamp imod den jeg er og selvom jeg ved at det er spild af kræfter fordi det er nu jeg må passe på mig selv. Det er nu jeg må vække op og indse, at tingene er ikke som jeg forstiller mig.. Jeg er blind og ser kun det jeg vil.. Det er ikke sjove ting jeg ser... Det gør virkelig ondt... Sommetider er det nemmere bare at ligge i sengen, men det er ikke noget liv... Alligevel kan jeg ikke gøre andet.
Nu får jeg det helt dårligt over at skrive det her.. Får lyst til at slette det... Men jeg har brug for at skrive om det, men jeg tør næsten ikke fordi så bliver det til virkelighed..
I en periode fik jeg en stor trang til at synge og skrive sange og det får jeg altid lyst til når jeg er deprimeret, som sidste gang jeg havde en depression så skrev jeg over 100 sange. Det er ikke engang en overdrivelse. Det var det eneste tidspunkt jeg ikke var ensom.
Som om at jeg kommer ind i mit eget hoved og får lov til at hvile. En anden måde at skrive historier på...
Jeg fik også nok da jeg opdagede at jeg næsten græd hver dag hvis jeg ikke var for optaget af at sove. Jeg kom hjem fra skole, så den samme serie, som jeg plejede og derefter lagde mig til at sove. Jeg håbede oprigtigt på at nogen ville komme og redde mig fordi jeg havde ikke selv lyst.
Jeg ville have nogen skulle komme og overbevise mig at jeg var værd at redde.
Og i min venten så døde jeg en smule for hver dag der gik.... Det er svært at beskrive... Og underligt at jeg havde det sådan.. Jeg har aldrig prøvet at føle så meget trang efter kærlighed og accept før.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg har fået det bedre, men det kommer vel. Håber jeg. Jeg føler hele tiden frygt for at miste noget eller miste mig selv. Jeg får underlige tvangstanker, som tvinger mig til at gøre sære ting fordi ellers vil jeg miste noget, jeg holder af... Men det har jeg prøvet før.. Det hele minder om min depression, den her virker bare værre eller så husker jeg ikke så godt...
Jeg burde egentlig være glad. Min bedste veninde har sørget for at være der for mig hver weekend når hun kom hjem fra efterskole og det har jeg virkelig haft brug for. Faktisk har jeg været oprigtigt glad når jeg var sammen med hende. Jeg var stadig fanget i mine egne tanker, men jeg kan slappe af og det betyder meget. Det er som om at jeg aldrig får lov til at hvile. Så jeg burde være glad.. Jeg har et bedre liv end andre og der er få problemer, men problemer er der til at blive løst - medmindre man har så meget fornægtelse som jeg har. Jeg vil bare gerne være så glad... Vil så gerne leve mit liv fordi jeg føler og ser det blive spildt og det gør mig samtidigt frustreret fordi jeg kan ikke bare komme videre og tvinge mig selv til at blive glad... Det er en langsom proces, sommetider frygter jeg at det hele er gået i stå...
Jeg vil også rigtig gerne elske helt, men jeg tør næsten ikke give mig selv hen. Jeg vil simpelthen så gerne... Jeg kan næsten ikke fortælle hvor meget jeg vil... Føle.. Ikke kun med mine hænder og krop, men med mit hjerte og hele min sjæl - og det lød bare så poetisk og slet ikke Tilde, men kan ikke beskrive det bedre. Undskyld hvis jeg gav dig brækfornemmelse.
Jeg prøver at lade være med at give op, selvom det er fristende at smide alt hvad jeg har i hænderne væk og sige at jeg simpelthen bare er så ligeglad. Men så ser jeg mine drømme, som jeg gerne vil opfylde og jeg ser alt hvad jeg har bygget op igennem årene for at få et godt liv. Det hele vil gå til spilde. Det ville være en ligegyldig kamp, som jeg har kæmpet. Jeg ville være til grin i mine egne øjne og det er slet ikke sådan jeg vil ende. Jeg er ikke en person, der er syg eller er ked af det. Jeg rummer rigtig meget kærlighed og glæde... Jeg kvæler bare mig selv... I fejltagelser og selvhad.
Jeg kan ikke stoppe, selvom jeg føler mig træt... Jeg kan ikke bare sætte mig ned og vente.. Fordi livet går videre. Jeg vil ikke komme bagud igen. Sommetider så glemmer jeg helt pointen i det hele. Og så tænker jeg tilbage på gamle minder og savner ad helvedes til, men i virkeligheden savner jeg ikke noget som helst.
Jeg vil ønske at jeg kunne starte forfra og stoppe med at straffe mig selv.. Jeg vil ønske at jeg kunne stoppe alle disse tanker, der nedbryder mig og bare tro det jeg vil tro. Jeg vil ønske at jeg kun behøvede mig selv igen. Jeg vil ønske inderligt at jeg kunne sidde på mit værelse, fuldstændig alene, og skrive massevis af historier uden at lægge mærke til timerne flyver væk fra mig fordi jeg nyder mit eget selskab og historierne, der udvikler sig inde i mit hoved og skaber billeder. Det er rart og det savner jeg....
Jeg håber at jeg har ramt bunden nu... Fordi så er der kun en vej og det er op.. Det håber jeg virkelig.. Fordi så vil jeg gerne leve.. Jeg kan ikke klare at være ked af det mere fordi jeg kan ikke tåle det. Det har været så ekstremt de sidste måneder.. Nu fortjener jeg ro til at skrive mine historier og i min langsomme proces finde mig selv....
Det har bare været nogle hårde måneder. Det har været nogle hårde nætter, men dagene var langt værre fordi det var der jeg skulle være vågen og bevidst om hvordan tingene stod til. Jeg har været igennem en periode hvor alt hvad jeg havde i mit liv virkede som ingenting. Jeg havde på mystisk vis indset at jeg ikke var noget værd og mit skriveri var til grin fordi jeg blev ved med at sammenligne mig med andre forfattere. Selvom det slet ikke handlede om det. Jeg prøvede bare at finde noget at slå mig i hovedet med. Det gjorde ondt....
Også da folk, jeg holdte af forsvandt når jeg mest havde brug for dem. Jeg skabte selv afstanden, bare for at finde mere at slå mig i hovedet med... Jeg troede aldrig på at nogen kunne lide mig og blev næsten vred når jeg ikke kunne læse deres tanker og gennemskue deres løgne.
Jeg har været så langt nede at jeg faktisk troede at jeg ville dø af sorg fordi jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere og hele min krop ryste. Sommetider skræmte det mig, sommetider håbede jeg bare på, at jeg virkelig var ved at dø fordi ingenting gav alligevel mening. Jeg har siddet for meget på min seng og set dagen blive til nat og rystet fordi ingen ville holde om mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg søgte efter.... Jeg søgte bare ikke efter det jeg allerede havde fordi jeg var ikke tilfreds med mit liv...
Jeg straffede mig selv for fejltagelser jeg har lavet i mit liv.. Min ven sagde til mig på min fødselsdag, at han ville ønske, at jeg var lidt mere optimistisk som ham... Han skulle bare vide hvor positiv jeg har været. Måske var det halvhjertet forsøg, men i det mindste forsøgte jeg... Hver morgen tænkte jeg, at jeg ville prøve igen.. Jeg var sammen med venner for at være glad, men når jeg kom hjem, var det ensomheden og sorgen der indhentede mig igen, til sidst så forblev jeg bare på mit værelse og var alene.... Jeg kan næsten ikke holde ud at være sammen med nogen i for lang tid... Jeg går i stå i samtaler fordi jeg befinder mig for meget i mit hoved. Jeg kan sommetider ikke tage telefonen fordi jeg føler mig magtesløs. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, men alligevel føler jeg trang til at være sammen med nogen, der ikke snakker. Bare en eller anden, der oprigtigt elsker mig og vil være sammen med mig. Det vil være rart. En der måske vil være der for evigt, så jeg ikke behøver at regne ud for mig selv hvornår vedkommende forsvinder.... Jeg har brug for stabile omgivelser når jeg har det så skidt, så jeg kan få styr på mig selv... Men alligevel virker det som om at jeg finder konstant de omgivelser, der er det mest ustabile i hele verden og knytter mig til det.
Jeg har ligget på gulvet og grædt uden at lægge mærke til jeg har ligget der i flere timer. Jeg har endda ventet på nogen kom og samlede mig op, men måtte opgive den tanke, da ingen vidste hvor jeg var.
Nu har jeg lyst til at græde, men måske er det bare fordi jeg tænker på alle disse forfærdelige uger, jeg har været igennem alene... Jeg har haft svært ved at mærke mig selv, men det kan jeg nu, men det virker så ekstremt. Enten er der intet eller så kommer det i store portioner, så jeg næsten ikke kan fordøje det. Jeg skal altid være så dramatisk.
Det har gjort så ondt at jeg ikke har kunnet håndtere det. Jeg så det endda komme. Pludselig stoppede jeg med at spise, leve mit liv og derefter skrive. Så føler jeg ikke, at jeg har noget tilbage. Jeg kan ikke skrive særlig meget. Det eneste jeg skriver er små digte med ord, der er hele tiden i mit hoved. Jeg føler længsel efter at skrive og være alene for mig selv, men det kan jeg næsten ikke holde ud... Det er en evig kamp imod den jeg er og selvom jeg ved at det er spild af kræfter fordi det er nu jeg må passe på mig selv. Det er nu jeg må vække op og indse, at tingene er ikke som jeg forstiller mig.. Jeg er blind og ser kun det jeg vil.. Det er ikke sjove ting jeg ser... Det gør virkelig ondt... Sommetider er det nemmere bare at ligge i sengen, men det er ikke noget liv... Alligevel kan jeg ikke gøre andet.
Nu får jeg det helt dårligt over at skrive det her.. Får lyst til at slette det... Men jeg har brug for at skrive om det, men jeg tør næsten ikke fordi så bliver det til virkelighed..
I en periode fik jeg en stor trang til at synge og skrive sange og det får jeg altid lyst til når jeg er deprimeret, som sidste gang jeg havde en depression så skrev jeg over 100 sange. Det er ikke engang en overdrivelse. Det var det eneste tidspunkt jeg ikke var ensom.
Som om at jeg kommer ind i mit eget hoved og får lov til at hvile. En anden måde at skrive historier på...
Jeg fik også nok da jeg opdagede at jeg næsten græd hver dag hvis jeg ikke var for optaget af at sove. Jeg kom hjem fra skole, så den samme serie, som jeg plejede og derefter lagde mig til at sove. Jeg håbede oprigtigt på at nogen ville komme og redde mig fordi jeg havde ikke selv lyst.
Jeg ville have nogen skulle komme og overbevise mig at jeg var værd at redde.
Og i min venten så døde jeg en smule for hver dag der gik.... Det er svært at beskrive... Og underligt at jeg havde det sådan.. Jeg har aldrig prøvet at føle så meget trang efter kærlighed og accept før.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg har fået det bedre, men det kommer vel. Håber jeg. Jeg føler hele tiden frygt for at miste noget eller miste mig selv. Jeg får underlige tvangstanker, som tvinger mig til at gøre sære ting fordi ellers vil jeg miste noget, jeg holder af... Men det har jeg prøvet før.. Det hele minder om min depression, den her virker bare værre eller så husker jeg ikke så godt...
Jeg burde egentlig være glad. Min bedste veninde har sørget for at være der for mig hver weekend når hun kom hjem fra efterskole og det har jeg virkelig haft brug for. Faktisk har jeg været oprigtigt glad når jeg var sammen med hende. Jeg var stadig fanget i mine egne tanker, men jeg kan slappe af og det betyder meget. Det er som om at jeg aldrig får lov til at hvile. Så jeg burde være glad.. Jeg har et bedre liv end andre og der er få problemer, men problemer er der til at blive løst - medmindre man har så meget fornægtelse som jeg har. Jeg vil bare gerne være så glad... Vil så gerne leve mit liv fordi jeg føler og ser det blive spildt og det gør mig samtidigt frustreret fordi jeg kan ikke bare komme videre og tvinge mig selv til at blive glad... Det er en langsom proces, sommetider frygter jeg at det hele er gået i stå...
Jeg vil også rigtig gerne elske helt, men jeg tør næsten ikke give mig selv hen. Jeg vil simpelthen så gerne... Jeg kan næsten ikke fortælle hvor meget jeg vil... Føle.. Ikke kun med mine hænder og krop, men med mit hjerte og hele min sjæl - og det lød bare så poetisk og slet ikke Tilde, men kan ikke beskrive det bedre. Undskyld hvis jeg gav dig brækfornemmelse.
Jeg prøver at lade være med at give op, selvom det er fristende at smide alt hvad jeg har i hænderne væk og sige at jeg simpelthen bare er så ligeglad. Men så ser jeg mine drømme, som jeg gerne vil opfylde og jeg ser alt hvad jeg har bygget op igennem årene for at få et godt liv. Det hele vil gå til spilde. Det ville være en ligegyldig kamp, som jeg har kæmpet. Jeg ville være til grin i mine egne øjne og det er slet ikke sådan jeg vil ende. Jeg er ikke en person, der er syg eller er ked af det. Jeg rummer rigtig meget kærlighed og glæde... Jeg kvæler bare mig selv... I fejltagelser og selvhad.
Jeg kan ikke stoppe, selvom jeg føler mig træt... Jeg kan ikke bare sætte mig ned og vente.. Fordi livet går videre. Jeg vil ikke komme bagud igen. Sommetider så glemmer jeg helt pointen i det hele. Og så tænker jeg tilbage på gamle minder og savner ad helvedes til, men i virkeligheden savner jeg ikke noget som helst.
Jeg vil ønske at jeg kunne starte forfra og stoppe med at straffe mig selv.. Jeg vil ønske at jeg kunne stoppe alle disse tanker, der nedbryder mig og bare tro det jeg vil tro. Jeg vil ønske at jeg kun behøvede mig selv igen. Jeg vil ønske inderligt at jeg kunne sidde på mit værelse, fuldstændig alene, og skrive massevis af historier uden at lægge mærke til timerne flyver væk fra mig fordi jeg nyder mit eget selskab og historierne, der udvikler sig inde i mit hoved og skaber billeder. Det er rart og det savner jeg....
Jeg håber at jeg har ramt bunden nu... Fordi så er der kun en vej og det er op.. Det håber jeg virkelig.. Fordi så vil jeg gerne leve.. Jeg kan ikke klare at være ked af det mere fordi jeg kan ikke tåle det. Det har været så ekstremt de sidste måneder.. Nu fortjener jeg ro til at skrive mine historier og i min langsomme proces finde mig selv....
7 kommentar :: skriv kommentar ::
link
