Jeg ved udmærket godt, at denne tekst er underlig og jeg beundrer den, der kan finde mening i selve teksten. Det var rigtigt et digt, som jeg skrev for nogle måneder siden, men har aldrig rigtigt vist det, men det vil jeg gerne i dag.

Før det der virkede så bekendt viskes ud i mit spejlbillede. Ordene ætser så hurtigt væk, som de blev udsat for et syreangreb, jo mere de bliver tygget på. Sætninger kludres sammen, bliver aldrig til hvad man virkelig føler.
Min sjæl er gammel og blevet slidt efter alle de år, der passere forbi mig med minder, jeg enkeltvis husker. Jeg er den, der ikke beundrer ingen anden, kun dem, der er opnået den umulige krop.
Modellerne skærer hinanden i små stykker på grund af jalousi og usikkerhed med deres skrappe ribben, der stikker frem under deres silke fine kjoler. Det er hvad verden synes er smukt.
Min egne krop er rådden og den bærer dit rumvæsen, der vokser indeni mig. Jeg ville ønske, at en dag jeg ville operere min hjerne ud og ligge den i blød for bare en dag eller to. Så ville jeg ikke behøve at tænke fordi jeg ville blive hjernedød. Ude af drift. Jeg ville blot være en livløs og ubrugelig krop.

Når jeg så endelig er klar igen, så ville nogen fylde mit kranium med hjernemasse og derefter ville jeg vågne op og blive mit gamle jeg. Jeg ville starte forfra, helt fra starten hvor jeg startede. Helt fra begyndelsen af. Jeg vil stadig føle det, som jeg gjorde inden jeg blev hjernedød, fordi jeg er ikke hjerteløs.

Jeg har brug for nye ord, som jeg ikke kender til og finder inspirerende, så det kan holde min krop kørende. Jeg har brug for brandstof, ellers så vil jeg gå død i det.
Jeg er begyndt at falde tilbage i gamle ruiner og svækkende tanker, der hæmmer mig i at føle noget. Der er så mange følelser gemt indeni mig. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal administrere det.
Der er ingen kontrol.
Lov mig, at i morgen er en ny dag fordi hver dag er begyndt at ligne hinanden. Jeg glemmer både at sove og spise fordi jeg troede, at jeg havde mere tid, men pludselig er alle dem, jeg før havde tæt, kommet videre i deres liv, og det er ikke længere sommer, men vinter igen.
Sneen daler ned fra himlen og dækker verden til med hvidt sne. Jeg har aldrig forstået hvad sne var til nytte for. Det kommer bare og alligevel bliver folk så lykkelige når den første sne falder.

Jeg ville ønske at jeg var klog nok til at bygge min egen tidsmaskine, men rygterne siger, at ingen kan rejse tilbage i tiden, men de uheldige kan dog se frem i tiden.
Jeg tror, at jeg er en af dem. Jeg ser alt hvad der står foran mig, men det er stadig tåget og uklart fordi min fortid står bag og distraher mig fra at tænke klart. Det forvirrer min tidsfornemmelse, så jeg sommetider tror, at jeg lever livet, men i virkeligheden lever jeg kun igennem gamle minder.
Jeg ved ikke præcis hvor eller hvem jeg er. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på alt det, de ikke får set og alt det de aldrig får læst fordi jeg er for hjælpeløs til at få det her ned på papir.
Det er situationer, som denne, hvor jeg har brug for du er er min ven for evigt. Især når det der før virkede så begyndt viskes ud i mit spejlbillede, så skal du være der til at huske mig på hvem jeg er og hvem jeg vil være. Du skal besidde den evne, at se det smukkeste i det grimmeste i mig. Du skal have den evne, at holde mig sammen, når kropsdele af min krop rådner væk og falder af i småstykker. Du skal gribe det og sy kropsdele på min krop igen og gør mig hel. Du skal passe på mig, når jeg ikke selv kan.
Du skal være den, der tror på mig, når jeg selv er stoppet.
Du skal være den, der overbeviser mig om, at i morgen er altid en ny dag.