Jeg sidder og svinger med benene. Jeg kigger ned på mine nye gummistøvler. Jeg er simpelthen så stolt af dem. De er stribede, blå og grønne, adeles grimme, præcis som jeg kan lide det.
Det er en fredelig forårsdag, ikke meget at lave. Solen skinner ind ad vinduet og rammer mit ansigt. Jeg er alene for mig selv, ikke fordi det gør noget. Jeg smiler. Koppen med kaffe varmer mine hænder.

Jeg leger med tanken om at barbere mig selv skaldet, hvor jeg beholder en tot, der sidder lige i midten af knolden på mig og så vil jeg farve totten lilla. Jeg vil sætte totten op med voks og for meget hårspray, der lufter af tyggegummi, så den vil stritte op i luften.  
Jeg vil gå med bare fødder hele tiden, fordi jeg hader sko og når det er vinter, så putter jeg bare vanter på mine fødder, så jeg ikke får lungebetændelse.
Jeg vil bruge mine sidste penge, som jeg har på min konto, på vandmeloner, som jeg skærer ud i halve dele og spiser den ene halvdel til morgenmad med en ske, og den sidste til aftensmad.

Jeg vil leve i en lejlighed, hvor stuen er malet grøn og sofaen er braset sammen, fordi der engang sov femogtyve mennesker i den. Det var en hård fredag, dårligt eksperiment med smoothes med vodka og juice i. 

Jeg vil have en sej diskokugle hængende oppe i loftet i min stue og min bedste ven er en dværg, der hedder Tony. Vi mødtes ved Pølse Finns pølsebod en tirsdag morgen, selvom ingen af os kan lide pølser. Det var skæbnen.

Jeg vil lade min rotte få lov til at løbe rundt og æde af min frugtskål.
Der er sikkert ingen, der besøger mig, fordi jeg gør aldrig rent og det gør at folk udvikler støvallergi, når de er her mere end 5 minutter. Det er også helt fint.
Der vil være fisk i badekarret, og den største vil jeg kalde for Tilde, fordi jeg synes, at fisken har mine øjne.

Min seng vil være en hængekøje, og det er der jeg tilbringer min tid, når jeg skal læse bøger.
Det er ude på toilettet, hvor jeg skriver mine historier. Til hverdag, så udspionere jeg en kvinde, der hedder Dorthe, som bor lige overfor mig. Hun trækker aldrig gardinerne for, så det er hendes egen skyld at jeg kan se hende. Jeg har holdt øje med hende i flere år, og der er ikke sket noget specielt, andet end hun fik klippet spidser i fredags.

Jeg vil følge hendes liv nøje og skrive om det. Det bliver min første bog, som bliver udgivet.
Det tager ikke lang tid, før bogen bliver et fiasko, men i det mindste fik jeg nogle penge til at købe flere vandmeloner.
Det vigtigeste er, at jeg er lykkelig, tænker jeg og drikker af min kaffe og iagttager Dorthe fra mit vindue af, som stryger nogle trøjer.