Jeg er her nu. Det tog noget tid før jeg kom hertil.
Jeg sidder i et lokale med folk, som er kommet over deres indre dæmoner. Folk, der er præcis ligesom mig. Jeg siger ingenting. Jeg venter på, at det bliver min tur til at rejse mig op og indrømme. De andre fortæller om deres historie og fortæller stolt hvor lang tid siden det var siden sidst... Folk klapper for at støtte dem i at være så stærke.

Det var nogle hårde nætter, men endnu hårde dage. Jeg ved ikke hvornår jeg mistede kontrollen. Jeg tror faktisk, at jeg var den eneste, der ikke så det komme, selvom alle mine venner fortalte mig, at jeg var nødt til at vågne op. Jeg var nødt til at vågne op før det gik galt, men jeg blev ved.. Jeg kunne ikke stoppe nu når jeg var i gang.

Jeg var blevet besat af denne søde drik, der fik mig til at føle mig så godt tilpas og så beskidt på samme tid. Jeg kan huske første gang jeg tog en tår.
Jeg var ung og uvidende. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til. Min veninde og jeg tog op til tanken fordi vi ville have noget frokost. Det var en normal dag. Sikkert en torsdag. Og så stod den der i køledisken og stirrede på mig.
Jeg er ret så sikker på, at den hviskede til mig, lokkede mig med dens sukkersøde ord. Dens sukkersøde manipulerende ord.
Jeg kunne ikke modstå. Jeg tog den og kiggede på den. Dens navn stod skrevet med hvide blokbogstaver: Matilde Kakao, skummetmælk.... kun 0,5 % fedt.
Det var så nemt. Den kostede ingenting og jeg vidste jo ikke, at den kakao var djævlen selv.
Jeg vidste ikke, at Matilde kakao mælken kunne blive min død.

Jeg kunne virkelig godt lide den. Dens smag var ubeskrivelig velsmagende.
Det var som om at jeg mærkede intet andet end smerte og nydelse, når jeg drak det brune stads. Det gjorde mig høj, men kun i få timer, og så var jeg nødt til at få mere.
Jeg blev ved med at købe kakaoen sammen med min veninde i frikvarterene, men pludselig begyndte jeg også at købe kakao, når jeg var alene.

Først var jeg social og drak min kakao i selskab med andre, men til sidst sad jeg alene på mit værelse og drak det. Jeg så mig selv forsvinde lige så stille.
Mine hænder rystede når jeg ikke drak det og jeg vågnede op badet i sved midt om natten, fordi mine drømme kun bestod af Matilde kakao mælk og dens søde hvisken.
Jeg kan sommetider stadig høre kakaoen hviske til mig om natten...

Jeg kunne til sidst ikke overskue at gå ud og være sammen med mine venner. Jeg ville bare drikke min kakao. Jeg blev høj af hver en slurk og jeg drak altid en halv liter kakao på fem minutter, fordi jeg havde gjort det så mange gange før.
Jeg var lykkelig. Jeg var forelsket. Det var som en hemmelig affære og jeg prøvede alt for at holde det hemmeligt, så ingen opdagede det. De ville ikke forstå.

Til sidst glemte jeg at spise fordi det eneste jeg ville indtage var kakao og jeg brugte alle mine penge, så jeg til sidst solgte mine sokker på gaden til forbigående og slog gamle damer ned og stjal deres penge, og deres trusser, som jeg kunne sælge senere på dagen.
Selv mens jeg drak min kakao i fornægtelse om hvad for et monster jeg havde udviklet mig til, så udtænkte jeg altid en ny plan, så jeg kunne få mit næste fix.
Jeg ville sælge min egen mor for at få et nyt fix. Så langt ude var jeg.

Jeg vågnede tit op om morgen uden at vide hvad jeg havde lavet den anden dag. Jeg havde ondt i maven, men alligevel greb jeg ud efter en ny kakao og drak den, så smerterne forsvandt.

Tiden gik og mine venner begyndte at forsvinde, fordi de sagde, at de ikke kunne hjælpe mig. Jeg var simpelthen for langt ude.
Jeg begyndte at tabe mit hår og mine tænder. Jeg lignede en gammel mand og jeg lugtede også som en, fordi jeg var ude af stand til at gå i bad.

Til sidst blev det bare for meget for mig og jeg så ingen udvej end at tage mit eget liv, så jeg købte flere liter Matilde kakao og drak dem alle på en gang og lagde mig ned for at dø i min seng.
Jeg faldt i søvn, men vågnede op igen få timer efter. Jeg døde ikke af min overdosis. Jeg havde bare rigtigt ondt i maven.

Det var der, at jeg indså, at jeg havde brug for hjælp og det var der, jeg lovede mig selv, da jeg drak den sidste Matilde kakao mælk, at det var den sidste tår, jeg nogensinde ville få.

Fra den dag af prøvede jeg at være ædru.

Det var hårdt og mange gange så fik jeg tilbagefald, men mine venner støttede mig.
Sommetider kan jeg stadig savne, at drikke mig væk i kakaoen, men det går bare ikke. Jeg må være stærk...

Kvinden, der sidder ved siden af mig, sætter sig ned. Hun er færdig med sin tale om hendes tidligere misbrug af heroin, og det er der, jeg indser, at alles blikke hviler på mig. Nu er det min tur til at indrømme.
Jeg rejser mig op og synker en klump.
"Jeg hedder Tilde", siger jeg og trækker vejret tungt, "Jeg er kakaoholiker og jeg har været clean i ca. fire timer, fordi jeg fik en upser tidligere i dag, men det sker. Jeg er trods alt bare et menneske".
"Hej, Tilde", siger de alle sammen i kor og derefter klapper for at støtte mig i at være så stærk.