Tid afskærer mig fra dig. Der er så mange uopdagede objekter, som ligger imellem os. Jeg husker hadefulde ord og tid, hvor jeg troede, at jeg var ved at blive sindssyg bare ved tanken om at miste dig eller blive hos dig...
Der er så mange mennesker imellem os, der lever deres eget liv på vores omkostninger. Jeg ved, at det hele er i mit hoved og det her er sikkert ikke virkeligt, men kan ikke glemme, at det var det engang.
Så lad mig skrive en gang til om dig... Selvom jeg godt ved, at det er ikke med mine ord at jeg finder dig igen. Jeg ved det godt nu.

Du lever igennem billeder og minder, som tynger min hukommelse. Hos dig var jeg et elsket barn. Jeg fandt altid hjem i dine øjne. Du vidste lige hvad du skulle sige for at få mig overbevist.
Du er den eneste, som jeg ikke mistænkte for at lyve. Jeg vidste bare at du elskede mig.

Men tiden er grunden til jeg er bange. Jeg er begyndt at vokse ud af min egen krop. Jeg træder ud som en helt anden, slet ikke som den person, som du forelskede dig i. Jeg ved godt, at årene gør forandringer og intet varer for evigt, men jeg vil være præcis den pige, som du forlod den sommer, så du kan komme tilbage og mindes, som jeg tillader mig selv at gøre lige nu.

Jeg har undret mig over hvor du var. Igennem mine historier har jeg altid prøvet at finde dig.
Jeg har overvejet om jeg nogensinde var i dine tanker. Du har levet i mine tanker i årevis, men jeg fortalte det aldrig til nogen. Der er ingen, der ved det her, og derfor har det netop været så ensomt.

Du var den, der aldrig var ligeglad. Dine opkald holdte mine drømme med selskab. Du var ikke perfekt, men i mine øjne var du bedre end det. Bare at se dig gav mig lyst til at leve.

Men hvordan kan du nogensinde elske mig efter al den tid, som der er blevet tvunget imellem os?
Hvordan kan du nogensinde røre mig og føle det samme, når jeg ikke længere lever i den samme krop, som du før beundrede, selv for dens fejl?

Du er den eneste, der kender svaret.

Jeg håber, at når du ser mig, at du lægger mærke til at mine øjne er stadig lige så grønne som græsset. Du havde en ting med mine øjne. Du sagde, at grøn var farven for håb.

Så... Jeg håber, at det er mine øjne du lægger mærke til, så du genkender mig med det samme, i mængden af alle disse mennesker. Du vil føle følelserne igen. Du vil lade dem strømme igennem din krop, fordi et sted må de have været gemt i alle disse år.

Og vi kan være venner for evigt. Du må bare aldrig forsvinde igen, fordi det er hos dig, jeg er fikset. Det er der, hvor mine mangler bliver til fordele.
Det lyder måske skørt efter alle disse år, men jeg lever stadig i minderne. Jeg har prøvet at komme videre og jeg er videre, men jeg tror ikke, at vi var ment til at sige farvel.
Det føltes aldrig rigtigt. Du kom nemlig også altid tilbage.

Jeg tror, at det er muligt for når jeg ser dig, så virker det som om det kun var i går, at du kiggede mig ind i øjnene og sagde, at mine øjne var grønne som græs.
Jeg vil så gerne tro på, at det er muligt at slette tiden og bare se ind i dine øjne, som intet var hændt og finde hjem igen.
Fordi jeg savner dig så ufatteligt meget.