Jeg finder ting, som jeg vil leve for. Ting, der gør det værd at stå op om morgen. Jeg er på vej, men alligevel får jeg det så skidt. Jeg får lyst til at sætte mig ned og græde, at jeg simpelthen ikke kan mere. Jeg får lyst til at smide alle væk fra mig og sige, at jeg bare ikke vil dem længere. Forsvind ud af mit liv. Forsvind ud af mit hoved og mit hjerte. Jeg vil næsten sige, at jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt jer.
Og med det samme fortryder jeg. Det var noget grimt noget at sige...
Jeg ved bare slet ikke hvad der er sandt eller falsk. Hvem der mener det de siger og hvem, der lyver for at tage alt fra mig.
Hvem der vil mig alt godt eller hvem, der bare vil bruge mig som en fordel for dem selv.
Hvem, der er her eller er for længst forsvundet...

Jeg vil bare have mig for mig selv og alligevel vil jeg dele med en anden. Jeg vil gerne have en eller anden. En der kan gøre, så jeg ikke græder. En, der kan være der uden det hele tiden skal gøre så ondt...
Jeg kan ikke lide den her følelse.
Det er som om noget indeni mig, er ved at eksplodere. Som om noget er ved at æde mig op.

Og jeg kan ikke sove ordenligt. Jeg kan ikke spise i fred. Jeg kan ikke fokusere og jeg håber altid dagen er gået. Frygter altid weekenderne, fordi der kan jeg gøre hvad jeg vil.
Jeg vil drikke vin og leve på mit værelse...
Langt væk fra mennesker, som kan røre mig...

Jeg kan snart ikke længere. Jeg har bare brug for ro indeni. Jeg sad i bussen og det virkede næsten som sommer udenfor. Den måde solen skinnede og varmede mig på. Jeg følte faktisk glæde, selvom jeg ikke engang kan lide sommer, fordi jeg har oplevet så mange dårlige ting i den årstid, men alligevel..... Det lyste tingene op, og sikkert også noget op indeni mig, som jeg troede var dødt. 

Det er som om at pludselig føler jeg en stor vilje til at gøre så tingene ordner sig. Jeg vil ordne alle og alting. Jeg prøver så hårdt... Men når jeg indser, at efter al det arbejde, at det aldrig vil gå efter mit hoved, så føler jeg magtesløshed.
Det er der, hvor jeg får lyst til at sætte mig ned og græde. Først var det ved busstopstedet, som i går og i dag var det i badet. Jeg kan sidde og have samtaler med venner, hvor jeg griner og pludselig har lyst til at bryde ud i gråd, fordi det er blevet så tungt.

Jeg får lyst til at forsvinde, fuldstændig. Sommetider bliver jeg bange for at være alene, fordi jeg ved ikke hvad jeg vil gøre.
Jeg tror, at det eneste der stopper mig, er mine drømme, som jeg så gerne vil opfylde. Jeg kan være så stædig... Jeg vil så gerne have det skal fungere.

Alle skal være glade. Ingen skal føle smerte. Ingen skal miste dem, de elsker. Det er bare ikke fair.

Det burde bare ikke gøre så ondt og jeg kan ikke snakke om det. Jeg kan ikke skrive om det. Jeg er ikke klar. Jeg vil ikke have at det bliver til virkelighed når jeg endelig skriver om det. Jeg er ikke klar til at indse, at jeg er ligesom alle andre. Jeg mister også. Jeg er ikke klar til at overleve og finde en vej videre.

Jeg er bare ikke klar. Det gør mig bare ked af det, at jeg ikke er glad mere. Det gør mig rigtig ked af det.