Vinterens mørke lægger sig over mig og gør mig tung i kroppen. Jeg ligger mig i min seng og føler mig bedøvet af tanker og den smerte, som jeg ikke har lyst til at beskrive. Det hele taler for sig selv.
Mit hjerte banker så hurtigt, at man skulle tro, at det banker for tusindvis af andre mennesker.
Jeg bliver ved med at spørge mig selv om hvorfor jeg er her, mens intet andet trækker vejret i værelset end mig. Jeg savner en ven.
Jeg er begyndt at tvivle hvor vidt jeg er i live. Sommetider undrer jeg mig over om jeg er død nok indeni til at også være det udenpå. Måske er jeg død i dette øjeblik, hvor jeg ligger i min seng, uden at vide det.

Timerne forsvinder og jeg glemmer omverden. Jeg ved ikke hvad jeg fortjener når det kommer til stykket. Jeg kan ikke lade være med at spekulere om grunden til jeg er endt her så mange gange, er fordi jeg virkelig fortjener det.

Jeg tror faktisk ikke, at jeg var skabt til at elske eller leve i den her verden. Der er ingen at snakke med. Der er ikke nogen, der faktisk tænker på mig, men jeg tænker på dem...

Jeg vil ønske, at der fandtes nogle magiske ord, der kunne helbrede mig. Jeg vil ønske, at jeg ikke besad følelser eller tanker. Jeg vil bare have alverdens ting. Jeg vil have alt, som de har, men jeg ikke har.
Jeg er ikke engang sikker på hvad jeg vil have længere. Det hele forsvinder i mørket og alt mister dets værdi, mens jeg synker længere ned i mit eget rod.

Jeg står og kigger ud på det, som jeg burde have indeni. I er alle sammen sådan nogle smukke mennesker. Så skrøbelige, at man faktisk hverken burde snakke eller røre. I burde udstilles på et museum, hvor folk kunne se på jer. I vil være beskyttet bag en glasrude og blive beundret.

Jeg lytter til husets rolige vejrtrækning. Det føles som om hele verden sover. Jeg ligger i min seng og kigger ud af vinduet, mens stemmerne oppe i mit hoved prøver at overtale mig til at flygte, men jeg har ikke gjort andet end at flygte.
Hvis blot jeg kunne se månen, men den er dækket af mørke skyer. Jeg savner at sidde og stirre på den skinne ned på jorden, som solen gør, men månen gør det bare mere intenst og nøgent. Lys min have op. Lys mig op, måne.
Det hele er så mørkt. Der er ikke noget, der er ægte omkring mig. Der er aldrig noget, der virkelig er mit. Jeg burde måske ikke være alene, men det er jeg.
Jeg kunne skabe mennesker oppe i mit hoved og snakke med dem, men det vil aldrig være rigtigt. De griner kun af mine vittigheder, fordi de er nødt til det. De er jo bare mig.

Jeg tænker på stjernerne, der gemmer sig bag skyerne. Det føles som om de gemmer sig fordi de er for generte. De har intet at gemme sig for. De er simpelthen så smukke, når de endelig viser sig klart på den mørke himmel. Jeg vil række min hånd ud og gribe ud efter en af stjernerne. Tanken om at blive en del om af milliarder af andre smukke stjerner virker betryggende, men jeg har hørt, at nogen ikke var skabt til at nå stjernerne. Men jeg vil så gerne være en af dem, der kan.
Så jeg rækker min hånd ud og bliver ved med at tro, at jeg er en af dem, der kan nå stjernerne.