Hun var sådan en smuk kvinde. Mit blik klistrede sig fast på hende da hun stillede sig ved siden af mig. Jeg studerede hver en perfekt kropsdel, som hun ejede. Hun var sådan en kvinde, man ville gå ned på knæ for, bare for at kysse hendes fødder, silkebløde fødder.
Måske var det medicinen, der gjorde mig høj, eller så var jeg forelsket. Jeg havde ikke været forelsket i årevis, så jeg kunne ikke vide det med sikkerhed, men noget var sikkert, og det var, at hun ikke var en hallucination. Hun var ganske ægte.

Det var med lige linjer, og det helt rigtige taljemål, så man næsten skulle tro, at hun var den perfekte kvinde, men så heller ikke mere.
Hun burde være den kvinde, der fødte alle menneskers børn, så verden kunne blive fyldt op med smukke vidunder børn.
Alt hvad hun rørte ved, blev smukt, men så heller ikke mere. Det var ikke som, at blomsterne voksede op mirakuløst fra sneen og blomstrede, fordi hun havde betrådt jorden.
Det var ikke som, at solen skinnede over hende og efterlod mørke skyer til os andre normale mennesker.

Når man så hende gå ned ad gaden, så fangede hun ens blik lige med det samme, men man anede ikke sorg i hendes øjne, fordi de var skjult bag de mørke solbriller.
Vi stod ved siden af hinanden på busstopstedet, men hun ignorerede min eksistens. På et tidspunkt tvivlede jeg på, om jeg var i live eller om jeg var usynlig for hendes øjne. Måske kunne hun kun se sig selv og mennesker, der var ligesom hende.
Jeg havde dog aldrig mødt mennesker, som hende, så hun måtte føle sig rigtig ensom.

Jeg spekulerede om hun havde en fortid. Det havde hun nok ikke. Hun havde nok ikke engang en straffeattest, der ville plette på hendes nye hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.
Hun satte sig på et sæde inde i bussen, lige ved siden af det beskidte vindue og jeg tillod mig selv at sætte mig ved siden af hende, men hun lagde stadig ikke mærke til mig.
Hun kiggede blot ud af vinduet, mens hendes blik hvilede på den verden, der forsvandt forbi.
Verden var dækket med sne og himlen var grå. Det føles som om tiden stod stille i et øjeblik.
Jeg betragtede hendes mørkebrune hår, som var løst. Jeg fik lyst til at stryge mine fingre igennem det og mærke hvordan smukt hår føltes som. Hendes hår var smukkere end modellernes hår i shampoo reklamerne, tænkte jeg.
Hun mindede meget om en model, når jeg tænkte over det. Hun havde alt hvad de dødelige manglede.
Hun burde være lykkelig. Hendes tøj og udstråling afslørede hendes succes, men noget sagde mig, at der ikke var nogen, der ventede på hende derhjemme.
Hun tjekkede jævnligt hendes mobil for beskeder, men for hver gang hun ikke fandt gevinst, så sukkede hun stille og lagde mobilen ned i sin taske igen.

Jeg betragtede hendes fyldige læber, der var malet røde, mens hendes hud var kridhvid. Ikke engang kulden kunne trænge sig igennem hendes perfekte facade og gøre hendes kinder lyserøde.
Jeg stirrede skamløst på hende. Hun var virkelig det, som alle ville være. Når hun gik ned ad gaden, så lagde man kun mærke til hendes skønhed, men aldrig hvad der gemte sig bag. Hun var lige så smuk som en model og havde en krop som en vaskeægte mannequin. Jeg troede ikke at den slags mennesker fandtes. Hun måtte være en truet dyreart. Hendes ydre var så koldt, men hendes indre var i oprør. Noget i mig fik lyst til at holde om hende og passe på hende.
Hun mærkede mit blik og vendte sig om og kiggede på mig. For første gang mødtes vores blikke og jeg spejlede mig i hendes mørke solbriller. Der var fuldstændig stilhed imellem os. Noget havde brudt igennem muren og forenet os. Nu var vi begge i samme verden. Jeg var synlig for hendes øjne.
Ordene forlod min mund. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget smukt som mindede om poesi, så hun ville falde for mig. Alt hvad jeg ville, var at kysse hendes fyldige røde læber og smelte mig sammen med hende, men det gik ikke. Jeg vidste godt, at vi var fuldstændig modsætninger. Der sad jeg med beskidt tøj, uglet hår og et rodet liv hængende over mit hoved. Jeg var alt, hvad hun indeholdte indeni. Hvis vi blot rørte hinanden og flød sammen som en krop til sammen, ville hun blive dødelig.
Det måtte hun også have tænkt, fordi da hun vendte sit blik imod vinduet igen, så kunne jeg se tårerne trille ned ad fra hendes mørke solbriller og lande på hendes hvide blazer, som hun havde på den eftermiddag.