Mit eget helvede og din egen drøm
Det er ikke lyst udenfor. Månen findes, men solen er forsvundet. Jeg rejser mig op fra sengen, som jeg har ligget i hele natten uden at ønske, at jeg var i en andens seng.
Du spørger mig hvor jeg er på vej hen, og jeg svarer, "Bare væk"...
Du følger efter mig, mens du nynner en melodi, der minder mig om et liv.
Når jeg husker liv, så husker jeg sommerminder. Vi vil altid huske sommeren, der kunne varme vores kroppe op. Det hele er kommet så meget på afstand, at jeg ikke kan huske hvordan det føles at leve længere.
Mens jeg går, så tænker jeg på hvad der holder mig fast i, at gå tilbage. Alt, tænker jeg.
Det her er nemlig ikke virkelighed. Det er noget, som er opstået oppe i mit hoved og jeg lever drømmen ud. Til hver eneste dråbe.
Sneen går mig op til knæene. Jeg ser mine fodspor blive dannet i sneen og du træder med vilje ned i dem for at evige dem og min eksistens. Nu ved alle, at jeg har gået her.
Vi fastholder smerten, som om vi dyrker den og glemmer helt det gode, som vi har sat til siden. Vi bevæger os aldrig ud til kanten. Vi tager aldrig springet.
Jeg vil ud af byen og fordi jeg vil det, så hjælper du mig.
Du tager mig over til et operahus, hvor væggene er belagt med ægte guld. Det føles som en smuk drøm, som jeg ikke tør røre, fordi jeg ikke vil ødelægge noget og derfor vågne op. Jeg forbliver i drømmen. Jeg lever den fuldstændig ud igennem dig.
Vi lytter til de store damer, der synger deres hjerter ud til publikum. Deres stemmer spreder sig ud i vibrationer og rammer os, som om det er en smittelig sygdom. Det mærkes som smerte.
Det gennemborer mig for hver en sang, de gennemfører. Jeg føler præcis hvad de føler.
På et tidspunkt tror jeg næsten, at jeg er en af dem. Min sjæl bevæger sig op imod scenen og bliver forenet med damerne i rampelyset, mens min krop stadig sidder i sædet og betragter de store damer. Jeg ved nemlig godt, at rampelyset aldrig vil have en chance for at ramme mig, hvis jeg sidder så langt væk fra scenen af. Jeg ved godt, at det liv, vil jeg aldrig nogensinde kunne leve, hvis jeg blot er tilskuer.
Jeg trækker mig tilbage. Jeg er i virkeligheden ude af stand til at føle noget selv. Jeg er en kopi af alle andre mennesker i denne her sal. Vi adoptere andres meninger og følelser, fordi vi ikke kan danne nogen selv.
Du spørger mig hvorfor, og jeg vælger at lade være med at svare.
Hvis jeg svarer dig, så vil jeg blive trukket tilbage til den virkelighed, jeg kom fra. Jeg vil bare gerne sidde her og nyde showet. Jeg holder stædigt fast i drømmen og håber ingen opdager det.
Jeg får lyst til at skrige, mens jeg sidder og stirrer op imod scenen. Jeg sætter mine tænder ned i mine læber og bider til indtil jeg kan smage blodet flyde rundt i min mund. Det smager af metal. Ikke af andet.
Du holder mig i hånden imens, som vi er gode venner. Jeg lægger en snedig plan for hvordan jeg kan skubbe dig væk. Jeg ved nemlig godt, at du ikke er ægte. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud.
Du sidder og nynner den irriterende melodi, der minder mig om mig selv. Det, som jeg prøver at flygte fra. Der befinder sig så mange tanker inde i mig, som prøver at tage livet af mig. En dag vil det ske, tænker jeg anspændt. Jeg vil så gerne væk...
Din eksistens håner mig. Du er præcis det, som jeg aldrig bliver. Du kender ikke til konsekvenserne ved at elske. Dit skelet er blødt hele vejen igennem og dine organer flyder ud af dine næsebor, som flydende budding. Jeg føler trang til at optage dig i mig.
Jeg lægger mærke til at der hvor dit hjerte burde sidde, er der efterladt et stort udhulet hul, så man kan se direkte igennem dig. Jeg kan se mennesker, der sidder bag hos i salen, igennem dit hul og de kan ikke se mig. Du minder mig om en dørspion.
Jeg smugkigger igennem dit hul og undrer mig over hvordan det er opstået, indtil jeg får ordentligt øje på alle mennesker, der har stillet sig bag dig. De virker fraværende og på deres udseende er de helt blege. De virker alle sammen døde. Du husker mig på, at vi alle har en fortid. De mennesker stjal dit vigtigeste organ, så de andre organer virkede overflødige og ligegyldige. Du er som en forpint sjæl, der ikke kan klæde dig på med følelserne udenpå din krop. Du er indelukket og jeg kan ikke tage vare for dig. Det er jeg virkelig ked af.
Du har mistet slaget og falder tilbage til den rolle, der ikke er dig længere. Du beklæder dig i en dragt, der skjuler din rigtige krop, der er så smuk, bare fordi den er til. Jeg berører dig faktisk kun for at føle noget selv. Jeg kan fornemme, at der gemmer sig noget i dig, der er større end os. Det er det, der tiltrækker mig til at komme tilbage til dig.
Du sagde engang, at det hele handlede om at kunne føle, ellers ville noget i os dø væk.
Jeg ved hvert fald, at jeg vil eje dine følelser og klæde mig på med dem, som de var tøj. Jeg vil spise dine organer for få noget til at fylde min tomme krop op med. Bliv en del af mig... Jeg beder dig.
Jeg hader, at jeg vågner op alene hver morgen, som den robot jeg er blevet til. Jeg hader, at jeg vågner op, selvom der ikke er noget at vågne op til. Det er bare noget, jeg gør.
Du spørger mig hvad jeg føler for og jeg svarer, at jeg ikke ved det længere.
Mit hjerte sidder et sted inde i mig, men slagene føles ikke andet end mekaniske. Min krop føles så træt, men den bevæger sig stadig videre for at overleve en til dag. Det er bare noget, som den skal.
Jeg kigger rundt på gaden til tider og spejler mig i butiksvinduet. Jeg ser en krop, som jeg stjal fra et andet menneske. Jeg ved ikke hvor min sjæl blev af. Min lidenskab for livet er som en sygdom, der tærer mig op. Jeg lever efter meningen med livet. Med mig selv.
Jeg dør hvis de ikke snart ser mig.. Jeg dør hvis de ikke snart lytter til mig..
Det, der giver mening lige nu, er at ligge i den her seng. Drømmen tager mig væk og tillader mig at være hos dig. Dine ord er så smukke, næsten som poesi. Hver nat forstiller jeg mig altid at ligge hos dig og kærtegne dine læber med mine fingre. Du giver mig lyst til at prøve... Du giver mig lyst til at føle. Jeg vil ønske, at du udgav dine ord, fordi verden går glip af dig.
Du ser mig. Du lytter til mig. Du prøver at komme ind til mig, men mit skelet er hårdt hele vejen igennem. Du spørger mig hvorfor, og jeg kan ikke finde ud af om det er min egen skyld.
Jeg ved det ikke... Jeg vil ønske, at jeg kunne elske dig. Jeg tror bare, at jeg beundrer dig.
Jeg vil ønske, at min krop var brand varm som den blev om sommeren, i stedet for så afkølet, så jeg føler mig som et levende lig.
Jeg får lyst til at ligge i den her seng og sove verden væk. Jeg vil lukke øjnene og aldrig vågne op igen. Når jeg befinder mig i den her drøm, så græder jeg endelig, mens jeg rækker mine hænder ud efter dig. Jeg beder dig grædende om at kærtegne mine kinder og varme mine hænder op. Jeg beder dig om at elske mig, mens verden tæres op og mørket omsluger os. Det eneste jeg kan se, er dig og denne her seng vi ligger i. Du er noget, som jeg ikke kan beskrive. Du er et stykke af mit liv, som jeg aldrig får lov til at leve ud. Du er som en drøm, jeg ikke vil vågne op fra for du er så blid og fraværende.
Du forsvinder altid når jeg åbner øjnene og kommer tilbage til mit eget helvede, men når jeg lukker øjnene i igen, så vender du tilbage. Byder mig velkommen.
Alt det, der består af mig, sulter efter dig. Du er som et liv. Et virkeligt liv.
Vil ønske, at de vidste hvor meget jeg hørte til her hos dig.
Du smiler og siger, at du gør. Jeg svarer, at det ved jeg godt.. Det gør du nemlig altid. Du kærtegner mine kinder, som er våde af tårer. Jeg beder dig om at elske mig. Røre mig, men du famler lige så stille væk fra mig. Jeg mister pusten og prøver at gispe efter vejret, mens jeg skriger efter. Jeg rækker mine hænder ud til dig for at mærke dig, men du er væk og har taget varmen med dig.
Jeg åbner øjnene og opdager at jeg ligger i min egen seng uden dig. Jeg er tilbage til virkeligheden og du var blot en drøm. Jeg ruller om på siden og prøver at sove igen, men kan ikke.
Jeg har aldrig følt mig så alene.
