Giv mig noget af din morfin, doktor. Fjern al tvivlen og smerten, der sidder fast indeni mig. Opløs det og mig. Jeg er villig til næsten alt, men mit hjerte rører du ikke. Hold afstand, når jeg beder dig om det.
Jeg er stadig kun halvt et menneske og halvt noget andet, som ingen andre er.

Bedøv mig, doktor, så jeg kan få fred. Jeg jagtes af mine egne dæmoner i mine drømme, og når jeg er vågen. Jeg ser ting, som ingen andre gør. Der er spøgelser fra min fortid, som invaderer mit hjem og holder mig vågen. Jeg kan ikke finde fred i min krop, doktor. Jeg har brug for morfin for at sove igennem. Giv mig hvad som helst og jeg tager det.

Jeg er faret vild i mine egne tanker, og det hele virker så uvirkeligt, fordi jeg har opholdt mig på det her hospital værelse i så lang tid, så jeg har glemt virkeligheden udenfor. Noget siger mig, at selvom jeg er væk, så lever verden videre. Jeg vil ikke længere være en del af den verden.
Hvis du forstår, så hjælp mig ud af det.
Jeg ville ikke dø, men jeg vil heller ikke leve længere. Min sjæl er forpint og sover på nåle, der stikker sig igennem mig. Jeg går hvileløst rundt, som et spøgelse.
Der er ingen omkring mig. Jeg tror næsten, at du er den eneste, der ser mig. Jeg er fanget i et hylster og når jeg endelig prøver at bryde ud, så bliver jeg lænket tilbage til løgnene og den person, som de tror jeg er.
Jeg er tilbageholdt og længselsfuld efter noget lys, et eller andet, der tegner sig på liv, men noget siger mig, at jeg har opbrugt alle mine chancer.

Jeg er som en stor løgn på to ben, der kan gå, men kommer alligevel ingen vegne. Jeg går i cirkler. Det er det rene vanvid, og når jeg endelig tror, at jeg kan få fred, så besøger klovnen Edward mig i min søvn og beordrer mig til at følge med ham til det sted, hvor jeg hører til. Han tager min hånd og jeg skriger næsten mine lunger ud i forsøg på at nogen skal høre mig. Jeg vil ikke med ham. Han vil tvinge mig ned i helvede og lade mig brænde op.
Der er ingen, der hører mit råb om hjælp, så Edward får mig op af sengen og slæber mig over til hans verden, mens jeg hoster mine lunger op. Nu kan ingen finde mig. Det er som et mareridt, du ikke kan vågne op fra.

Jeg er så forvirret og jeg kan ikke håndtere alle disse tanker. Smerten har gjort, så jeg ikke kan føle noget for nogen som helst. Jeg ville ønske, at nogen kunne vække mig op fra dette mareridt, som jeg selv har skabt, men der er ingen tilbage, der vil vække mig op. Jeg er fuldstændig ødelagt.

Så skær mig i småstykker, doktor og saml mig som et puslespil. Sy mig sammen og reparere skaderne på min krop. Gør mig perfekt. Jeg er ligeglade med de permanente ar, der vil blive en del af min krop for evigt.
Jeg vil have verden til at se og forstå, at jeg er en af dem.
Pust min krop op som om jeg er en ballon. Tilføj noget luft og liv ind i mig. Jeg har brug for det. Jeg har brug for alt, hvad du kan give mig, doktor.
Grav mine øjne ud med en ske og giv mig nogle nye øjne, fordi briller er ikke godt nok. Jeg kan ikke se klart mere. Det hele er sløret og langt fra virkeligt. Giv mig synet tilbage.

Jeg vil nemlig prøve, at gå en tur udenfor og nye synet af mennesker, der går forbi. Jeg vil finde alt smukt, selv den grå himmel, som normalt virker trist på grund af det kolde november vejr.
Jeg vil nyde kulden, fordi jeg mærker hvordan den kryber sig under mit tøj og bider sig fast i min nøgne hud. Det føles ægte og det er en del af at være i live. Det er smertefrit, men alligevel smertefuldt.

Elsk mig, doktor. Jeg ligger her alene i min hospital seng efter alle operationerne og ingen kommer og besøger mig. Sæt dig ved siden af min seng og kys mig på panden. Fortæl mig, at jeg er smuk. Overbevis mig.
Fordi når jeg går ned ad gaden, så ser folk mig som Frankenstein med alle mine sting og ar, men så ved jeg med sikkerhed, at i dine øjne er jeg bare smuk.
Jeg er din skabelse og din succes. Ingen får lov til at holde mig hen længere, ikke engang mig selv. Jeg behøver ikke være alene længere, fordi jeg har din kærlighed, doktor. Jeg har dig og dine beroligende stoffer, som du sprøjter ind i mine årer, når jeg føler det mindste ubehag.  Det føles godt at være fri fra tankerne og dæmonerne, der dør lige så stille inde i mit hoved. Du får mig til at føle suset helt ned til mine tæer. Du får mig til at føle mig som et spøgelse, der får chancen til at leve livet igen.

Med tiden vil jeg være taknemmelig, doktor. Du giver mig røde roser med torne på, fordi du ved, at det er mine yndlingsblomster. De dufter så dejligt af min barndom og det barn, som jeg var. Du lader mig huske den jeg engang var. Du forærer mig de fortrængte minder og husker mig på det gode i dem.

Doktor, hele mit liv har folk set mig som et misfoster, men du bringer det gode frem i mig. Du får mig til at tro på, at jeg er god nok. Nu blotter jeg mig helt for dine øjne. Jeg er fuldstændig nøgen og du beundrer min krop, selvom hver en kropsdel er syet sammen med sting og mine ar lyses op i mørket. Du er det, der holder mig sammen. Du er min stolpe. Hvis du forsvandt, så ville min krop falde fra hinanden.
Jeg ville dø og min sjæl ville gå rundt på gaderne for at lede efter dig. Jeg kan ikke eksistere hvis du ikke gør.
For i de andres øjne vil jeg altid være Frankenstein, men i dine er jeg bare smuk.