Måneskinnet lyser min krop op i det mørke, som er omkring mig, og de andre, der er flere kilometer væk fra mig.
Det er koldt. Det er midt om natten. Træerne er nøgne, men jeg kan se, at der vokser forårsblomster op i min have, som i virkeligheden ikke er min have, men en dag vil jeg også have min egen have.
Som jeg også vil få mit eget liv.
Nu har jeg mit eget navn, og min egen historie. Det hele bliver skrevet, mens jeg ligger her og tænker.
Jeg vidste det bare ikke.

Jeg har tit spurgt mig selv om hvorfor jeg er kommet ud for disse ting, som har pint mig næsten til døde, og hvorfor jeg stadig har holdt fast, selvom det gjorde for ondt.
Jeg har ledt efter meningen i mennesker, livet og mig selv. 
Det er det, jeg har lavet mens jeg har været væk.
Ligget her og drømt mig selv væk. 

Min krop har været kold, men det stod værre til indeni mig. Jeg har tit overvejet hvad, der holdte mig i live, fordi der var ingen omkring mig. Det var mig selv denne gang. Det var kun mig, der sørgede for at jeg overlevede hver dag.
Det var mig, der holdte om mig selv, når jeg græd om natten. Det var mig, der huskede mig selv på, at en dag så ville det give mening.... Med menneskerne, der kun tænker på dem selv, med livet og mig.

Jeg kigger ned ad mig selv og ser, at mine ribben lyser igennem min hud. Det her er ikke en drøm, selvom det tit føles sådan. Jeg kan næsten ikke forklare. Jeg er så træt af at snakke om hvordan det går og hvorfor jeg har det sådan her. Jeg er så træt af at være i selskab med mennesker, der drikker for at komme væk eller for at føle sig til stede.
Så træt af folk, der ikke lever, men alligevel trækker vejret.
Jeg er træt af mine triste historier, når jeg ved, at der findes bedre derude.
Derfor leder jeg efter den virkelige kærlighed, som jeg kan bade mig i indtil jeg finder pointen. Den der kærlighed, der gør ondt. Den kærlighed, der gør en rigtig beskidt, så selv vand ikke kan gøre ens krop ren igen. Den kærlighed, der heler en forpint sjæl. Den kærlighed, der viser vej hjem, når man har faret vild.

Jeg leder efter disse ord, som jeg aldrig har hørt før, men kender betydningen af. Jeg vil prøve at blive mæt i inspiration, som mennesker jeg møder på min vej, forærer mig gratis. 
Jeg vil prøve at spise dig og blive mæt, som jeg vil blive efter et stort måltid, så min mave bliver helt fyldt op og stor, så det ligner jeg er højgravid.
Jeg vil tage dig i en hel mundfyld, sluge dig og lade dig blive optaget i mit system, så jeg altid kan føle dig. 
Men i virkeligheden er du uspiselig. Du vil aldrig nogensinde give mening for mig, ikke engang for dig selv.

I det mindste gør det ikke ondt mere for solen skinner igennem mit vindue.

Det begynder bare at give mening. Det føles som om jeg har fået synet tilbage. Jeg ser sneen smelte væk fra jordens overflade og mørket letter, og solen viser sig endelig. Det er morgen og jeg kan mærke varmen kærtegne mit vindue. For allerførste gang i år. Jeg tror, at jeg kan kalde det forår.

Jeg tænker virkelig på alt hvad jeg har gået igennem det sidste halve år, og nu forstår jeg hvorfor jeg er gået igennem det.
Det er min nye historie, som jeg skal have skrevet ud. Jeg har altid ventet på den her historie, og nu er den der. Jeg er så overvældet, at jeg næsten ikke kan skrive den.
Den bygger sig op i mit hoved og skaber billeder.
Jeg vidste det bare ikke.

Jeg tror, at jeg får lov til at komme videre nu. Der er intet, der holder mig tilbage i mørket, hvor jeg har opholdt mig. Jeg føler mig hjemme her ved siden af mit vindue. Et sted indeni så ved jeg at, jeg ikke er så alene, som jeg har følt mig.

Jeg smiler.

Det begynder virkelig at lysne op. Noget indeni mig letter. Det gør slet ikke så ondt, som jeg havde troet, at det ville.
Jeg tror, at det er foråret, der gør det.
Nej.
Jeg tror, at det er mig selv, der gør det.