Vi boede i en lejlighed, der mindede os om vores liv, der lå i ruiner. Trægulvet var ikke længere synligt som, da vi flyttede ind i maj, men dækket til af vasketøj, flasker og papir. Jeg havde prøvet i dagevis at skrive en historie, der kunne få mig væk herfra. En historie, der kunne trække mig ud af min egen elendighed og hvis jeg var stærk nok, så ville jeg tage dig med ud.
Jeg prøvede at huske tilbage, men jeg plejede normalt at lade være. Der var nok forpinte sjæle i denne her lejlighed og med det, tænkte jeg på dig.

Du lå på gulvet og trak vejret meget tungt fordi du sov. Du sagde tit, at du levede bedre i den her tilværelse hvor mørket var omkring dig, så du altid vidste hvor det befandt sig.
Du havde klart ingen idé om sollyset eller livet, det havde du erstattet med heroin.

Det havde været en hård nat med nedture. Du havde råbt og skreget, at de ville komme efter dig. For første gang, så blev jeg bange for dig fordi jeg kunne ikke engang berolige dig. Du stod i shorts og i din hullet T-shirt og rev totter ud af dit hår, mens sveden drev ned ad din krop. Dine øjne var blodskudte og du mumlede ting for dig selv: "De kommer. De kommer. De kommer".
Du begyndte at kaste med tingene omkring dig og da jeg råbte, at du skulle holde op, så kiggede du på mig, så jeg mærkede skrækken gennembore min krop, mens du sagde: "Du ved ikke noget. Når de tager dig, så overlever du aldrig, Nadja". Du rystede på hovedet og prøvede at forstå hvad du lige havde sagt. "Du overlever jo aldrig".
Og med det vendte du dig om og løb ud i køkkenet og tog en køkkenkniv og truede mig med den. Du gentog gang på gang, at det var for mit eget bedste og at du ville dræbe os begge to før de kom og tog os og gemte os væk et sted hvor ingen kunne finde os.
"Hvem er de? Christian. Det er ikke virkeligt! Lig den kniv", skreg jeg panisk og løb rundt om køkkenbordet og du løb efter, mens du fægtede med køkkenkniven efter mig. Du fortalte mig, at du ville skære mig i småstykker og brænde mig, så de aldrig ville kunne nyde min krop og så min sjæl kunne hvile i fred.
Jeg skreg og græd. Prøvede at snakke dig til fornuft, men hver gang vores blikke mødtes, så var du et helt andet menneske. Jeg kunne ikke genkende dig.
"Der er ikke noget at være bange for, Nadja. Det gør ikke ondt", smilede du beroligende, mens dine øjne kiggede gennemsøgende rundt i rummet.
"Se selv", sagde du og førte kniven op til din arm og skar dybt ned i dit håndled. Jeg skreg endnu hårdere, men du blev ved. "Se, Nadja. Det gør slet ikke ondt", grinte du nervøst og rev derefter din T-shirt i stykker og begyndte at skære løs på din mave, så blodet malede dine bukser røde.
Jeg stod lammet og stirrede på dig skære i dig selv og pludselig gik du i stå og kiggede ned ad dig selv som om du endelig forstod hvad du lavede.
Du smed kniven fra dig og dine hænder begyndte at ryste. Du kiggede op på mig med tårer i øjnene og fremstammede: "Jeg bløder Nadja. Jeg dør".
Jeg løb over til dig og beroligede dig. Du trak mig ind til dig og holdte om mig, så jeg blev smurt ind i dit blod mens du græd højlydt: "Undskyld, skat. Jeg elsker dig jo bare så højt".
Jeg nikkede og bed tårerne i mig, men jeg tilgav. "Det er okay. Tænk ikke over det".

Jeg vidste, at vi slapt billigt denne gang fordi dine sår på din mave var overfladiske. Det var kun dine sår på din arm, der bekymrede mig, men jeg bandt dem ind og lagde dig i seng. Da du lå på madrassen, rejste du dig halvt op og smilede til mig: "Skat, henter du ikke noget vi kan sove på?".
Jeg kiggede uroligt over på dig, men jeg vidste, at du var i smerte både fysisk og oppe i dit hoved. Du måtte ikke få sådan et anfald igen, så jeg hentede noget heroin, som jeg hjalp med at sprøjte ind i din arm, så du kunne sove ordentlig ud.

Jeg lagde mig ved siden af dig og så dig trække vejret tungt. Jeg havde lagt min finger på din puls, så jeg kunne mærke om du stadig var i live. Du så, så død ud, men du så endnu mere død ud når du var vågen.
Du havde før grint af folk, der mistede kontrollen med stoffer. Du sagde, at de mindede om zombier. De hverken levede eller elskede, kun i deres hoved når de lod stofferne flyde i deres blod. Du fortalte mig om de sølle eksistenser, der lod sig overvinde af deres egne indre dæmoner en lørdag morgen efter huset næsten var blevet revet ned. Det var en utrolig fed fest, som vi holdte, men jeg havde ikke været til stede. Jeg havde siddet med nogle fremmede mennesker og taget kokain for første gang.
Verden og mennesker flød sammen til et, da jeg optog stoffet og jeg begyndte at se ting svæve og spøgelser, der gik igennem væggen og forsvandt. Jeg grinte og rakte ud efter dem, fordi jeg aldrig havde set et spøgelse før.

"Det her er livet. Meget bedre end sex", sagde du dengang efter din prædiken om at bevare kontrollen og tændte den joint, som du lige havde rullet. Jeg kiggede på dig og beundrede dig. Jeg havde lige lært dig af kende. Du mødte mig første gang på Rådhuspladsen da jeg lige var fyldt sytten og fra det øjeblik af, så blev vi afhængige af hinanden.
Vi blev altid afhængige af et eller andet, som vi dyrkede som vores store lidenskab. Enten var hinanden eller så noget andet, der kunne slå os ihjel. Du var dog det stof, som jeg havde i længst tid i min krop og det, der slog mig langsomt, men helt sikkert ihjel.
 Du var så mystisk og jeg ville vide hvad du gemte under den kolde facade. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til. Jeg vidste bare, at jeg var betaget dig og det liv, men det var ikke noget liv. Det var en zombie tilværelse, der holdte en sulten efter nyt stof og en ensom verden, der kun bestod af en selv og sit nye behov. "Det handler bare om ikke at miste kontrollen", smilte du og rakte mig jointen. Selvfølgelig, tænkte jeg og tog imod jointen og røg mine tømmermænd væk. Jeg lænede mig tilbage i køkkenstolen og begyndte at grine efter noget stykke tid. Det var virkelig bedre end sex.

Du holdte tit om mig og fortalte mig, at du aldrig ville gøre mig ondt og når jeg var hos dig, så var jeg i sikkerhed. Jeg følte mig for første gang elsket og du vidste præcis hvad du skulle sige for at få mig til at tro. Dine ord var ærlige og smukke. Det var det rene poesi når du snakkede om menneskeligheden og at hvordan det måtte være at leve af at spise skyerne fra himlen. Jeg fortalte dig tit, at du kunne have blevet en digter.
"Men det er jeg ikke, Nadja. Det her er hvad jeg er", sagde du og lod mig kigge rundt i vores lejlighed. Der lå en kanyle over i sengen, som ikke var min og der lå farvede sugerør på natbordet, som vi stjal fra McDonald’s, så vi kunne sniffe kokainen i lange hvide baner.

Jeg forstillede mig tit, at du befandt dig i drømmeland og jeg bad dig om at tage mig med fordi dine beskrivelser om stedet virkede fantastiske. Uden jeg vidste det, så befandt jeg mig allerede i drømmeland. Jeg vidste bare ikke, at det så sådan ud.

Det var først næste morgen at jeg kunne mærke få dele af min krop og at min hjerne startede op igen. Jeg kunne ikke huske noget fra dagen før, men jeg havde det forfærdeligt. Min krop blev svedig og jeg begyndte at ryste. Jeg ledte efter dig i sengen, men du var der ikke. "Christian!", skreg jeg, mens jeg kastede op udover sengen og mig selv.
Du kom løbende ind i soveværelset og hoppede op i sengen for at holde om mig.
"Jeg tror, at jeg er syg. Jeg skal til lægen", græd jeg og slugte mit eget opkast.
Du vuggede mig stille frem og tilbage, men kramperne blev ved. "Du skal ikke til lægen", hviskede du og kyssede mig på panden. Du rejste dig op og jeg kiggede efter dig. Jeg kunne høre, at du rodede i nogle ting ude på badeværelset og jeg rullede om på ryggen, så jeg lå i mit eget bræk. Jeg fokuserede op på loftet og talte hullerne, der var der, så jeg kunne tænke på andet end smerte. Det hele flød i mit hoved og min hjerne arbejdede på højtryk for at virke igen. I et øjeblik syntes jeg, at der lugtede af brændt hjerne.

Pludselig kom du ind med en sprøjte og sprøjtede væsken ind i min arm. Mit syn blev sløret og jeg sagde nogle uforståelige ting. Det sidste jeg hørte var dig, der hviskede ind i mit øre: "Det her skal nok få dig til at sove. Det er det rene magi, skat". Og så sov jeg og begav mig over til drømmeland, hvor det kun var mig, der fandtes.
Du lovede mig tit, at du ville besøge mig derover, men du kom aldrig forbi. Jeg sad på stenen og ventede, hvis ikke jeg vågnede op næste morgen, så ville jeg have ventet for evigt.

Månederne gik og vi levede stort set i den lille lejlighed, hvor folk kom rendende ind og ud. Vores navne var kendte og hørt i manges ører. Vi var dem, man tog over til for at snakke om livet mens man røg det væk samtidigt eller så var vi dem, man festede med. For de fleste, der kom og gik, så tog de hjem til deres eget liv morgenen efter, men vi forblev altid hvor vi var fordi det var vores liv.

Jeg havde aldrig oplevet nogen af de mennesker, der kom, som kunne holde til at være i vores lejlighed end højst få dage, fordi de ikke kunne leve i det miljø. Det var kun sjovt engang imellem at sætte livet på standby, men de gik altid tilbage til det, de gik fra.
Sommetider følte jeg, at alting var gået i stå og en følelse af tomhed overvældede mig, mens jeg sad og gloede ind i en kasse, der var et fjernsyn.

Du sad som regel ude i køkkenet og diskuterede med nogle venner om at sælge stoffer videre.
Jeg sad forstenet i sofaen, da jeg hørte at du hævede din stemme og bankede hånden ned i bordet. For første gang i lang tid, så havde vi ingen penge og vi havde ikke flere stoffer fordi vi havde taget det hele. For at få stoffer må man have penge og det havde du ikke, så de nægtede at handle med dig. Det gjorde dig rasende, så dit ansigt blev rødt og du spyttede når du råbte. Dine venner forblev tavse og lod dig svine dem til.
"Alt hvad jeg har gjort for jer og så er det her takken!", råbte du og kastede et glas fyldt med whisky imod den hvide væg, så glasset gik itu og whiskyen spredte sig udover det hele.

Der blev derefter stille og I snakkede lavmælt. Jeg sad selv og hang, mens jointen hang halvt ud af munden på mig. Jeg var begyndt at ignorere spøgelserne, som gik igennem væggene fordi de hilste aldrig pænt igen.
Pludselig stod der to mænd foran mig, der kiggede ned på mig og de tog fat i begge mine arme og hev mig op fra sofaen.
Jeg kiggede forvirret på dem og tabte min joint. Jeg fik øje på dig, der stod ved dørkarmen og iagttog dem, da de holdte fast i mig.
"Hvad sker der, Christian?", spurgte jeg dig hæst og prøvede at tage mine arme til mig, men de holdte et hårdt greb om mig.
Dine øjne var helt sorte, men du holdte stadigvæk øjenkontakt med mig: "Gør det for min skyld, Nadja", sagde du roligt og med det begyndte jeg at gå i panik. Jeg turde ikke tænke mig til hvad du mente. Jeg begyndte at skrige og sparke ud til alle sider for at komme fri, men de slæbte mig ind på soveværelset og det eneste jeg kunne huske, at jeg skreg og tænkte på, imens de tog tøjet af mig og voldtog mig i vores seng, var dit navn og dig.

Da de var færdige blev jeg liggende i sengen og kiggede på at de gav dig stofferne som var en del af aftalen. Vreden spredte sig i min krop og det dunkede i mit hoved. Jeg bed hårdt ned i min arm, så jeg smagte blod. Jeg gispede efter vejret, mens jeg mærkede tårerne samle sig i mine øjne. Jeg følte mig rasende. Da de havde forladt lejligheden, så rejste jeg mig op og kastede en lampe efter dig, mens jeg skreg at jeg hadede dig. Jeg kunne ikke tro det. Du havde solgt mig. Jeg var pludselig blot en ting, men du nåede over til mig og beroligede mig, mens du lovede aldrig at gøre det igen.
"Jeg gør det jo for os, Nadja, så vi kan leve et godt liv. Jeg gør det jo for dig", hviskede du og puttede de piller ind i min mund, som du lige havde tjent på mig og hviskede jeg skulle sluge dem. "Det er din belønning. Nu bliver alt godt, skat".
Efter den dag så indså jeg at mit eget liv var blevet til et mareridt og jeg drak og tog stoffer for at undgå at leve det. Der kom pludselig flere kvinder ind i lejligheden og du fortalte mig, at det var fordi de ingen steder havde at være, mest af alt fordi de kom fra udlandet, så du ville passe på dem. Jeg vidste, at du gik i seng med dem alle og du solgte dem, når du havde brug for flere stoffer.
Tit når vi lå i vores seng og sov bare dig og mig, så kunne jeg høre dem græde ved værelset ved siden af. De bad til Gud på flere forskellige sprog og selvom jeg ikke altid vidste hvad de sagde, så vidste jeg, at de gerne ville hjem og det ville jeg også, selvom den lejlighed var blevet mit hjem og med tiden, så ville det også blive deres.

Du fik det op og køre med din forretning hvor du solgte kvinderne til mænd og vi havde flere penge end nogensinde og det brugte vi på stoffer og et nyt fjernsyn.
Når du sad ude i køkkenet og talte penge sammen, så prøvede jeg altid at snakke med dig, men du virkede kold og afvisende. Du havde lige fået en ny kunde og du kunne høre den russiske pige skrige inde fra værelset af og hendes negle, der skar igennem væggen. Du prøvede at ignorere det. Der var ikke rigtig noget, der kunne komme ind under din kolde facade. Ikke engang jeg længere.
Jeg gik bag dig og holdte om dig, mens du sad ved spisebordet og lavede regnskaber. Jeg kyssede dig på kinden, men du bemærkede det ikke engang. Du føltes helt død. Du mindede mig om de mennesker, som du altid havde grint af, dem som havde mistet kontrollen og var levende døde.

Du blev rasende hvis du ikke tog stoffer. Du blev voldelig og bankede næsten en svensk pige til døde fordi hun ikke tilfredsstillede en af dine kunder, så han gik uden at betale. Du snakkede aldrig om livet eller hvordan det måtte være at leve af at spise skyerne fra himlen. Du snakkede om regnskaber og stoffer. Selv når jeg lå i den samme seng med dig og græd, at jeg ikke ville leve længere, så spekulerede du hvornår du kunne få dit næste fix.

Men så skete det, som vi alle så komme fordi vi ikke kunne blive ved. Der måtte komme noget, hvor vi blev tvunget til at stoppe.
Det var en eftermiddag og solen stod klart på himlen og jeg kunne næsten føle den, når jeg mærkede vinduet med mine fingrespidser. Jeg prøvede at huske på hvornår jeg sidst var udenfor en dør. Du var bare ikke meget for det, fordi du mente, at så ville skyggerne slå mig ihjel og smide mig i en container, så du ikke kunne finde mig igen.
Du sad ude i køkkenet den dag og drak nogle øl med nogle gode kammerater, som du tit sås med, når du ikke lavede forretninger. Det havde været en meget rolig dag. Du havde ikke rigtig sagt et ord til mig hele dagen, kun en enkelt gang da jeg stod under bruseren, så kom du ud til mig og holdte om mig, så dit tøj blev vådt. "Undskyld, Nadja. Tilgiv mig. Jeg lover, at alting nok skal blive bedre. En dag får jeg dig ud herfra". Og jeg begravede mit hoved ned i din gennemblødte T-shirt og lod være med at græde. Jeg tilgav dig derimod og troede på dig fordi jeg havde ikke meget håb tilbage og så ville resten af mig dø ud.

Den dag ville jeg aldrig kunne glemme. Jeg ville altid huske den i detaljer.
Jeg tog en slurk af min øl og iagttog dine venner og dig grine over en intern vittighed, som jeg ikke forstod, men den handlede om en kvinde med for små bryster, som I havde sex med imod hendes vilje. I fortalte om hvordan I havde drukket hende fuld i Jack Daniels og pisset hende i munden, mens I latterliggjorde hendes krop. Hvordan I slog hende omkuld og voldtog hende på skift. I slog jer selv hårdt i skødet og grinte endnu højere, da I sluttede historien af med hvordan I lod hende ligge nøgen på gaden badet i sit eget blod og jeres urin.

I skålede højt og drak jeres øl og åbnede nogle nye. Pludselig bad du mig om, at hente nogle piger uden at begrunde. Jeg rejste mig op fra sofaen uden at sige noget og gik ind til værelset, hvor pigerne sad på madrasser og kiggede stift ud i luften. Gardinet var trukket for, så der kom ikke noget lys ind og der var ridset ting ind på væggene.
De vidste udmærket godt hvorfor jeg var der, men de sagde alligevel ikke noget. Jeg valgte tre piger. De to var russiske piger, der var meget erfaren og den sidste var en tysk pige, som lige var flyttet ind.  Hun var ikke særlig erfaren og vist nok jomfru, så inden vi gik ind i stuen, så gav jeg hende en pose med kokain og hviskede til hende, at det hjalp hende igennem det. Første gang var altid den man ville huske, så derfor hjalp kokainen hende med at glemme.
Hun stirrede på mig med tårer i øjnene og jeg kiggede væk. Sagde at hun skulle skynde sig, ellers så ændrede jeg måske mening.
Hun bukkede sig ned og tog nogle baner og rejste sig derefter op og gik med de andre piger ud i køkkenet.

Pigerne stillede sig på en række og dine venner kiggede nøje på dem før de godkendte dem. Mændene grinte højlydt og tog hver deres pige og førte dem ind til vores soveværelse.
Jeg satte mig ned ved siden af dig og kiggede på dig. Du rullede en joint uden et udtryk i ansigtet. "Elsker du mig?", spurgte jeg pludselig.
Du tog jointen op til munden og tændte den, mens dine hænder rystede og sveden dannede sig i dråber og faldt tungt ned ad din pande. "Jeg elsker dig", hviskede jeg og tog fat i din ene hånd for at lade dig mærke at jeg var der stadig. Det virkede sommetider som om du slet ikke så mig.
Du nikkede: "Jeg ved hvert fald at jeg elsker det her", og med det bredte der sig et stort smil på dine læber og du rakte mig jointen. "Meget bedre end sex", sagde du til mig og hostede voldsomt, så der kom noget blod op.
Du rejste dig op og tog ud efter nogle trusser, som lå på gulvet og tørrede op efter dig.
Jeg sad med jointen i min hånd og mærkede tårerne presse på, mens jeg prøvede at huske hvornår du sidst havde sagt, at du elskede mig. Det havde du ikke i lang tid og mens jeg tog et sug, så faldt tårerne ned ad mine kinder, mens du hvilede dit hoved på mit skød og hviskede, at jeg duftede så dejligt af kvinder og stoffer.
Jeg fik kvalme over mig selv og mit liv. Jeg lagde jointen i æskebægeret og lagde mit hoved på køkkenbordet og prøvede at sove mig væk.

Pludselig hørte vi skrig indefra soveværelset af og de to russiske kvinder løb nøgne ud fra værelset af, mens dine venner råbte efter dig. Du vågnede straks og løb ind på soveværelset og jeg gik efter. Min krop gik helt i stå, da jeg så den tyske pige ligge halvnøgen på sengen og ryste, mens øjnene rullede rundt i ansigtet på hende og der kom fryde ud af hendes mund. 
"Hvad fanden har I gang i!", råbte du og skubbede dine venner til side og løb over til hende og gav hende en lussing for at vække hende op, men hun reagerede ikke. Du fandt posen med kokain, der lå gemt i hendes bh, men der var ikke engang halvdelen i.
"Hvem har givet hende stoffer?", råbte du hysterisk og kiggede på os alle sammen. Ingen sagde noget og dit blik landede på mig. Du kunne se igennem mig straks og jeg rystede på hovedet.
"Det var ikke med vilje, Christian", fremstammede jeg og tog hænderne op til ansigtet og prøvede at forstå hvad der skete.
"Hun er ved at dø for helvede, Nadja!", råbte du og rejste dig op og gav mig en lussing, så jeg blev forskrækket og stod blot og stirrede på dig, mens mit ansigt brændte.
"Tror du, at jeg vil have en ubetydelig kælling til at dø i min egen seng, Nadja?", råbte du mig lige ind i ansigtet, så jeg kunne mærke dit spyt ramme mig.
"Nej", hviskede jeg og kiggede stift ud i luften. Pludselig stoppede den tyske pige med at bevæge sig og lå helt stille. Ingen bevægede sig. Vi kiggede blot på hende.
Da du endelig listede over til hende og tog hendes puls og erklærede hende død, så faldt jeg sammen og skreg, mens jeg rev store totter ud af mit hår. Først der indså jeg, at jeg havde slået et menneske ihjel.

Du samlede hende op fra sengen og gik ud i køkkenet. Dine venner gik med dig for at planlægge hvordan I kom af med hendes krop. I valgte at skære hende i småstykker og smide hende i en container og sætte ild til det hele.
Og jeg blev siddende på gulvet og vuggede frem og tilbage, mens jeg græd. Du efterlod mig den nat for at komme af med liget og jeg var fuldstændig alene. Jeg overvejede i et sekund at tage mit eget liv, men så ville du blive så vred, fordi så skulle du af med et til lig, så i stedet så tog jeg en sprøjte og lagde mig til at sove. Jeg begav mig ind i drømmeland og håbede på at møde dig der, fordi jeg havde brug for dig. Jeg satte mig ned på en sten derover og havde besluttet mig på at vente for evigt, fordi så ville du komme før eller siden.

Og nu var det kun få dage siden den dag. Vennerne havde holdt sig væk lige siden og du havde solgt kvinderne videre fordi du ville have ro om natten fra deres hulkeri. Du havde fået flere vrangforestillinger, hvor du så skyggerne, der formerede sig til monstrene og grinte af dig. Jeg fortalte dig tit, at de ikke ville dig ondt, men du troede mig ikke.

Du sov stadig og jeg var stadig vågen. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men jeg vidste, at det var midt om natten fordi månen stod klart oppe på himmelen og den lyste ind ad vinduet og på os. Det føltes en smule beroligende, fordi der var så mørkt i lejligheden. Det eneste man kunne høre var den utætte vandhane ude i køkkenet. Der føltes helt tomt. Engang var der fyldt op med mennesker, men for tiden var der kun dig og mig.
Nu havde vi rykket vores madras ind i stuen og jeg så solen stå op på himlen og forsvinde så stille igen, mens du enten græd eller skreg af smerte. Jeg kunne ikke gå fra dig. Jeg kunne ikke leve uden dig. En dag uden dig i mit liv, ville gøre så jeg fik de mest voldsomme abstinenser, fordi jeg havde brug for dig.
Jeg var fængslet i min egen krop. Jeg havde ikke trådt ud for en dør i et halvt år. Jeg talte månederne, men det hele virkede uklart. Jeg var havnet i mørket, der havde omringet mig. Jeg var et sted, hvor ingen kunne finde mig igen.
Jeg længtes efter at du rørte mig, så jeg kunne føle kærligheden, fordi jeg elskede ikke mere. Jeg længtes efter noget at spise, som var rigtig mad og noget at inhalere som var rigtig luft. Jeg trak vejret, men jeg kunne ikke finde ud af at leve.

Jeg kiggede på dig og aede dig på ryggen. Du så, så fredfyldt ud i ansigtet. Jeg prøvede at fantasere til mig, hvor du befandt dig. Helt sikkert i drømmeland, men jeg kunne ikke komme over til dig. Af en eller anden grund så levede vi adskilt i den verden. Det var som om der var en mur imellem os, som vi ikke havde fundet en vej til at knuse.
"Jeg savner dig", hviskede jeg ind i dit øre og du reagerede ved at mumle. "Jeg savner dig så meget", hviskede jeg igen og lagde mig tæt ind til dig. Jeg ville have du tog mig med til drømmeland. Jeg ville have, at vi skulle ud af denne her lejlighed som du lovede mig.

Jeg rejste mig op og gik over til køkkenet og hentede noget mere heroin, så vi kunne sove ordentlig igennem natten. Jeg overvejede en enkelt gang inden jeg satte med ned ved siden af dig og sprøjtede den anden sprøjte ind i din åre. Derefter gjorde jeg det på mig selv.
Min krop blev tung i det og jeg kunne godt mærke, at det var alt for meget og det gjorde mig bange, men jeg fortrød ikke.
Jeg lagde mig ned ved siden af dig og kiggede på dig. Du trak vejret tungt og savlede en smule på hovedpuden. Jeg lagde mit hoved tæt til dit, mens jeg holdte din hånd op imod mit bryst, så du kunne mærke mit hjerte slå. Jeg vidste, at du ville blive taknemmelig når du fandt ud af hvad jeg havde gang i. Jeg prøvede at redde os inden det var for sent.

Jeg følte mine øjenlåg blev tungere, som om jeg ikke havde sovet i flere dage. Du stoppede pludselig med at trække vejret og din hånd blev slap i min.
Jeg smilte og klemte en enkelt gang din hånd og hviskede: "Find mig, Christian" og derefter lukkede jeg øjnene i.
Og med det forlod vi begge lejligheden, som vi længe havde ønsket og begav os op imod skyerne. Nu havde vi en evighed til at finde hinanden i drømmeland.