Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det ud. Alt det der er inden i. Jeg er bange for at gå ud i lyset, "expose myself" som det så fint hedder på engelsk.
Jeg ved ikke hvor langt der er endnu, om jeg bliver klar til d. 1 september. Lige nu føles det som om jeg aldrig bliver klar.
Jeg ville virkelig ønske jeg havde en "anden halvdel". Ikke fordi at det at have en kæreste ville hjælpe på noget, men det at der altid er en der tænker og bekymrer sig. Det at der altid er en der vil være sammen med en også på de kedelige dage.
Jeg føler mig bare så alene. Palle alene i verdenen.
Megaforsinket studenterfest hos Amling var fjong. Jeg havde min elskelige maxikjole på. På vejen kom jeg forbi nogen fyre, der råbte mig an: "Øh, undskyld, men er det ikke herrevarmt det der tøj der?" "Næh," svarede jeg, "den er dejlig luftig." Hvad fanden skal man sige? Da jeg gik videre kunne jeg svagt høre, at de fortsatte: "Men den er altså meget smuk. Meget smuk." Lidt fedt alligevel.
Det var dejligt at se folk til festen, især LeMü som man ikke har set i et helt år og Alf, som jeg havde savnet på det sidste. Og det var bare rart at være samlet og alt var som i gamle dage. Plus gøgl med studenterhuer. Og ølkroket. Til sidst blev jeg bare meget træt og tog med nogen andre i en taxa til stationen. Det tog mig to timer at komme hjem, så da jeg gik det sidste stykke, bemærkede jeg overrasket, at det var ved at blive lyst og fuglene kvidrede.
Næste dag var jeg med familien på shopping. City 2, som vi stiftede bekendtskab med mens vi boede i klimahuset, ligger godt nok lidt langt væk, men til gengæld er det relativt rart at shoppe der. Der er aldrig særligt proppet med mennesker, men stort udvalg af butikker. Og så er folk i butikkerne altid så smilende og venlige, synes jeg.
Købte:
- Megalang tank til indenunder kjole (i bløøøød øko-modal).
- Oversize kjole i det herligste tynde, støvetblå skjortestof, perfekt med et bælte i taljen.
- Tyndt brunt flettet læderbælte.
- Kommende yndlingsnederdel i råhvid med smock i taljen og broderie anglaise og blonder forneden. Alle fire ting fra Vila, og absolut unødvendige, og dejligt sommerlige.
- To par blonde-ballerina-sokker for 30 i Føtex - selvom de ikke har den perfekte facon, var det billigt.
- Min yndlingsmascara fra Clinique i sort/brun... dyr, men ingen andre slår den.
- Mew: No More Stories... til en halvtredser i Fona. Hvor de forresten havde et 3d-tv. Vildt!
Billede af køb kommer, når jeg kan finde ud af det!
Bagefter var vi på stranden. Det var lidt køligt, men der var en rimeligt lækker fyr i badebukser. Jeg kom til at stirre lidt efter ham. OG han kiggede tilbage. Ret meget. Da de gik, udvekslede vi et længere blik, hvorefter han smilede og så ned. Sødt. Altid dejligt med lidt flirteri. Hot-hot.
Om aftenen grillede vi alle sammen hos min far. Som som sædvanlig havde alt for meget mad. Men ellers succes. Har det stadig mærkeligt med det der med at blande "de to sider" af min familie. Oh at være skilsmissebarn.
Og SÅ får I vist ikke mere for den 25-øre. Korsika i overmorgen, juhu! Skal til at vaske noget tøj. Hejhej.
PS: Jeg håber at stirre efter flere lækre fyre i badebukser de næste par uger! En dybt undervurderet forde (+bagdel?) ved sommer. Mmm.
Somme tider spekulerer jeg på, om jeg i virkeligheden er ved at grave min egen føelsesmæssige grav ved at lægge afstand til alle de engang vigtigste mennesker i mit liv, som reaktion på et eller andet forskruet issue, som jeg unægteligt må have pådraget mig nogen stykker af, eller om jeg bare forsøger at ændre et eller andet til det bedre, i og med at der jo egentlig ikke er færre eller værre mennesker i mit liv nu (faktisk tværtimod).
Jeg hader eksamenslæsning. HADER det. Hvad jeg hader endnu mere er fysisk kemi. Jeg er SÅ bange, SÅ bange for, at jeg ikke består det her fag. Jeg har aldrig været så usikker på mig selv fagligt. Jeg har VIRKELIG presset mig selv til at læse og læse, og jeg har da også fået en hel del ud af det, men jeg er bare ikke sikker på, om jeg har fået det RIGTIGE ud af det, om jeg kan gå op til den skide eksamen og rent faktisk regne mine opgaver og bestå.
ØV hvor jeg hader eksamenslæsning.
Men om tre dage har jeg sommerferie.
Det værste er, at jeg ved ikke, hvad jeg skal lave. De første tre uger skal jeg... Absolut ingenting!! Det var der, jeg skulle have været i Spanien med unifolk, men siden det blev droppet, har jeg ikke fået planlagt noget. Jeg er blevet forsøgt lokket med på Roskilde, men jeg kan bare ikke rigtig... Ikke rigtig se mig selv dér. Selvom jeg måske burde prøve det af. Måske næste år. Resten af ferien er til gengæld allerede gået...
Hmm. Ikke så meget, ellers.
Jo, jeg har hovedpine og føler mig feberagtig, og jeg er lidt i tvivl om, om det er af for meget eksamenslæsning eller en undertrykt forkølelse, der startede for et par uger siden. Jeg HAR bare at komme igennem de eksamener.
HADER eksamensæsning. Eneste upside er, at jeg ikke er blevet lige så vanvittig i hovedet af det, som jeg plejer. Tror jeg da.
I dag vågnede jeg og kunne ikke finde en grund til at stå op. Det gør så ondt indeni. Jeg gider ikke trætte mine venner med mine problemer. Jeg gider ikke trætte dem med alt mit lort. De har fortjent bedre end mig der hele tiden går i ring.
Jeg føler jeg ligger i et stort sort hul og venter på at der er en eller anden der rækker hånden ud. Og lige nu, vil jeg ikke trætte mine veninder med mit sorte hul lort.
Jeg burde male mit værelse. Jeg burde virkelig få det malet, men jeg kan simpelthen ikke overskue det.
Dagen er en "se serie dag" - en "greys hvide verden dag". Måske bage knækbrød?!
Hjemme igen i Århus. Det er egentlig ok lige nu, men der er frygteligt ensomt. Der er ingen mennesker, og jeg kan ikke engang sætte mig og se ferie. Når jeg kigger på kalenderen kommer perioden med endnu en omgang læsning rasende tæt på! Inde i mit hoved hænger det stadig ikke sammen, men tror det nok skal komme, specielt når jeg har været omkring "hjernevrideren"!
Lige nu føler jeg ikke at jeg har ferie overhovedet, og i princippet har jeg jo egentlig heller ikke. Det er nok det der er hårdest, at alle de planer man havde lagt sig, ligger fuldstændig i grus. Alt inde i mit hoved lægger fuldstændig i kaos.
Det eneste der lægger en dæmper på min krop og mit indre tankevæsen, er en aftenøl. Noget jeg ellers ikke plejer at gøre, af ideologiske grunde - at drikke alkohol.
Alt er vendt på hovedet. Jeg kan faktisk ikke rigtig kende mig selv længere. Jeg plejer at være den ultimativt gode pige, der har styr på alt der har med studiet at gøre.
Okay. Jeg har haft den vildest uheldige dag, det er helt absurd så uheldig jeg har været! Okay, og lidt dum, desværre. Here goes:
I dag græd jeg hos psykologen. Lige nu er det hele lidt noget lort. Der er også det, at siden jeg startede der igen, har jeg følt et presserende behov for at tale med hende om det, som fylder mine tanker 24 timer i døgnet og giver anledning til en del negative følelser, men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke. Der er dog så mange andre ting, at der er rigeligt at tale om alligevel. Og nu i dag... Har jeg opbrugt mit tilskud til de psykologsessioner. Og min økonomi går i forvejen den forkerte vej.
Nåh, jeg tager fra psykologen og ind i lejligheden. Jeg er lidt distræt over samtalen og det hele og sætter mig ind i bussen den forkerte vej, og der går nogen stop, før jeg opdager det, og jeg skynder mig ud. Pludselig genkender jeg stedet, jeg er kommet til. Det sygehus, hvor jeg i mine depressionsdage var til en enkelt konsultation hos en eller anden specialistlæge, som meget uprofessionelt spurgte til mine selvmordstanker, mens min mor var i rummet. Ved lige præcis dét busstoppested græd min mor og spurgte, om det virkelig passede. Jeg har aldrig før eller siden sat mine ben der, men i dag gjorde jeg, og det hele kom tilbage.
Jeg opdagede også en anden ting: Jeg var lige præcis kommet et par stoppesteder ud af den zone, mit månedskort dækker. Jeg havde ikke noget klippekort, så jeg valgte (dumt) at hoppe på bussen, flashe mit ugyldige månedskort og snyde mig til de skide tre-fire stoppesteder. Og TROR I så ikke, at lige præcis i dag, lige præcis inden for de fire stoppesteder, så kommer der en kontrollør!? Det er FØRSTE gang, jeg nogensinde er blevet kontrolleret i en bus. Lige præcis i dag, hvor jeg lige præcis havde snydt mig til fire stoppesteder, fordi jeg lige præcis havde taget en bus den forkerte vej ud af mit månedskort. Af alle dage, alle tidspunkter! Så 600 kroners bøde til mig. Oven i økonomien. Tak.
Nåh, jeg står af bussen og skal skifte til et tog. Jeg beslutter, at det her, det skal bare ikke ske for mig igen, så jeg vil købe et klippekort, som jeg vil klippe, lige gyldigt hvor få stop, jeg kommer til at tage bussen den anden vej. Så jeg begiver mig i krig med dsb-automaten. Dsb's billetautomater hader mig altid. De vil aldrig godkende mit dankort. Det tager da også tre forsøg i dag, men til sidst lykkes det rent faktisk. Endelig lidt held! Troede jeg... Lyde fra automaten. Jeg venter. Flere lyde. Printelyde. En kvittering kommer ud. Jeg tager kvitteringen og venter på mit klippekort. Ingenting. "Husk din billet," står der på skærmen. Ja tak! Jeg slår lidt til automaten og roder rundt med hånden i lugen, selvom jeg udmærket ved, der intet klippekort er. Så kommer mit tog, og jeg må opgivende stige ind med min kvittering på aldrig modtaget klippekort i hånden.
Da toget kommer til næste station, opdager jeg gudhjælpemig, at jeg igen er taget i den forkerte retning. Hvad sker der! Jeg spørger en venlig togmand, hvad jeg skal gøre med klippekortet, men han kan ikke hjælpe mig, og der er ikke noget billetsalg på stationen. Ind i toget tilbage igen.
Endelig på min egen station får jeg heldigvis uden problemer (men efter nogen diskussion i baglokalet) et klippekort for min kvittering.
Senere kommer jeg hjem til familien og taber lidt ting foran min fætter og hans bedste ven, førend jeg smutter ovenpå og føler mig såååå træææt, og jeg skal baaaare lige lægge mig lidt ned med lukkede øjne. En time efter vågner jeg, og det første, jeg tænker, er: "Hvornår er det egentlig, Præcis holder grillhygge!?" Jeg tjekker facebook. I dag. OM EN TIME!! Desorienteret af søvnen slæber jeg mig ned i køkkenet, hvor min onkel er på vej på indkøb, og jeg klager min nød til ham. Han tilbyder at køre mig (offentlig transport = halvanden time), indtil han kommer i tanker om, at der ikke er nogen bil, fordi min tante arbejder lang dag og har fiaten, mens lupoen er til mekanikeren. Jeg gør mig alligevel klar efter at have ringet til Præcis og sagt, jeg blev forsinket. Tyve minutter senere er jeg klar, og min onkel har købt kød for mig til grillen. Jeg tjekker rejseplanen (for anden gang), og indser nu, at jeg først ville kunne være der klokken 8, halvanden time for sent. Fair nok - hvis ikke det var fordi jeg skal tidligt op til spørgetime imorgen. Så kunne det altså ikke betale sig.
NU vil jeg gå ned og spise aftensmad, og med mit hed idag skal det nok lykkes mig at blive kvalt i æggesalat eller andet godt.
Nu er ugen kommet. Ugen hvor jeg burde være igang med at være nervøs over eksamen..
Jeg ved det er det rigtige valg. Jeg ved det er det rigtige jeg har gjort. Jeg har bare aldrig undladt at komme til en eksamen. Jeg har altid været den pligtopfyldende pige. Jeg har altid gjort som jeg skulle.
Så det at jeg "freaker" ud lige nu har lige så meget at gøre med at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg er ude på gyngende grund og ved ikke hvad mere jeg skal holde fast i.
Jeg er en fiasko.
Jeg udskyder alt hele tiden, kommer ind i dårlige mønstre - som min far siger. Det var ikke det jeg havde brug for at høre i dag. For jeg ved det godt. Jeg ved godt jeg har udskudt bilvasken i 2-3 dage nu. Men for det første er denne her "bilvask" blevet min opgave fordi ingen andre gider gøre det, og så har far lige set chancen, "fordi jeg har behov for at komme ud"! For det andet er det en dårlig undskyldning for at udnytte at jeg er hjemme.
- Det er sådan jeg ser den her skide bilvask. Det er ikke en opgave som skolen var det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Denne her uge bliver hård, for jeg går ikke op og gør noget. Jeg er bange for hvad professorerne vil tænke, hvad de andre vil tænke. Jeg har det dårligt med ikke at møde op. Jeg føler det er uansvarligt og jeg kan ikke li den her følelse. Men jeg har snakket med studievejledningen. De ved det godt, så det i sig selv burde være en afslapper.
Jeg gik ned. Har smidt håndklædet i ringen. Jeg kunne bare ikke mere. Muren ramte mig lige i ansigtet.
I går var en sindssyg dag. Jeg brød sammen for 4-5 gang i denne her uge. Da jeg ramte den i går tog jeg konsekvensen, kastede håndklædet i ringen, ringede hjem og 2-3 timer efter sad jeg i toget på vej fra Århus til KBH - for at komme hjem.
Jeg ville ikke mere. Jeg havde taget bøgerne med og selvom overskuddet er begyndt at komme tilbage lige så langsomt går det meget op og ned.
Jeg pressede mig selv for hårdt det her semester, troede jeg var supermand og pressede mig selv hårdere da muren kom. Inden jeg gav op, sad jeg tudende foran computeren og prøvede at få nogle eksamensting til at hænge sammen.
Lige nu sidder jeg herhjemme - laaangt væk fra Århus. Og selvom jeg mest af alt har lyst til at blive, bliver jeg nødt til at se det i øjnene og snart tage hjem igen. Jeg skal op på uni og snakke med studievejlederen, for at finde ud af hvad jeg gør med den her eksamen.
Lige nu er overskuddet på sit absolut højeste, og jeg kan mærke at livsglæden så småt er ved at komme igen. Men mange af de ting jeg ellers ville have gjort når jeg er hjemme, har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg vil hellere bare sove hele dagen, og når jeg ikke laver noget hvor jeg skal tænke, så får jeg det faktisk helt godt..!
Nå men, jeg skal have ringet til lægen i morgen. Finde ud af hvad jeg gør. Hvad det er! Stress? Eksamensangst?
Jeg ved det ikke, og lige nu har jeg ikke overskud til at skrive det ned vi kom frem til og hvorfor tingene er endt som de er. Jeg ved det er min egen skyld, men kunne nu godt bruge at nogle af mine venner reagerede på det jeg har skrevet til dem her på det sidste!
De der aftener, hvor man bare ikke orker, men hvor man tager afsted alligevel. Man tager afsted for i det mindste lige at sige hej, måske har man lovet at komme, men man vil tage tidligt hjem, og man vil i hvert fald ikke drikke... Nogen gange, så ændrer de aftener sig. I det øjeblik man er der, er aftenen allerede anderledes, og når man tager den første øl, har man taget valget. Somme tider bliver de aftener, man bare ikke orker, gode.
Jeg kom hjem med den tanke, at hvor havde jeg snakket med mange nye mennesker. Med overraskelsen over, at jeg IKKE var endt i et hjørne, som jeg selv havde forventet.
Og jeg flirtede... Eller. Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg lavede. Men jeg snakkede med den her fyr. Længe. Først snakkede jeg egentlig med hans ven. Men så snakkede jeg med den her fyr. Han var ikke specielt pæn eller specielt sød eller havde noget specielt til fælles med mig eller var på nogen måde egentlig specielt tiltrækkende. Det eneste, jeg rent faktisk kan huske om ham, er, at han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder og en neongrøn plastikhalskæde. Mest af alt var det fuldskab, tror jeg. Jeg tænkte, at der skulle ske noget. At jeg skulle gøre noget. Komme ud af min skal. Men jeg spurgte mig selv, hvad fanden jeg egentlig lavede - især da Hvede begyndte at sidde og sende mig meget sigende blikke, mens jeg snakkede med den her fyr. Og jeg kunne måske have kysset på ham eller noget. Han sagde, jeg var kær. Men det, der var ved det, var bare, at det ikke gjorde noget som helst bedre. Fordi jeg ikke har gjort sådan før. Fordi jeg bare ikke er typen, der går i byen og scorer. Det fik mig til at føle mig slutty. At jeg sad og tænkte på, hvad der kunne komme ud af det her - og det dybest set handlede om at glemme ham.
Egentlig virkede det meget godt. Jeg havde en god aften. Jeg havde det sjovt og jeg gik fra den med en overordnet god følelse. Jeg blev bekræftet i og med at der blev vist interesse for mig. Bare sådan.
Måske er det et godt tegn. Måske skal jeg bare blive ved, indtil der dukker en fyr op, som rent faktisk er interessant nok til, at jeg ikke forsvinder, mens han vender ryggen til, for at tosse rundt med mine venner. Og som er interesseret nok til ikke at vende ryggen til så længe. Men lige nu. Idet, jeg skrev, at det handlede om at glemme. Da var jeg meget, meget tæt på at tilføje: Og jeg kan ikke.
Det, jeg egentlig ville skrive i det her indlæg, var faktisk noget helt helt andet. Jeg ville kaste et spørgsmål i grams til jer: Hvad sker der for fyre (ja, fyrE) og "skal du ikke snart op og købe noget at drikke?" Hvad blev der af at købe pigen en drink - er det et hint til dét, når de siger sådan, eller er jeg bare gammeldags? Eller er jeg ikke en drink værd, måske? Næste gang skal de fandme få lov at købe mig én aligevel - hvis de er interessante nok!
Der er grænser for hvad et menneske kan klare. Det her semester har været hårdt, og jeg er nu ved vejs ende. Desværre føles der som lang vej endnu, da jeg overhovedet ikke har styr på en skid til min sidste eksamen.
Jeg kan snart ikke mere. Jeg har allerede brudt sammen 2 gange og den ene gang var i studiegruppen. Jeg kunne ikke mere. Jeg kan ikke så meget mere. Der skal meget lidt til, og så vælter tårnet. Jeg er skide træt og jeg tror jeg begynder at tude hvis jeg består.
Se hvad jeg fandt af nyheder på min outlet:
Taske og trench fra Margit Brandt. Jeg har ledt efter sådan en taske SÅ længe. Problemet er, at når man helst vil have noget holdbart noget i rigtig læder, så er det som oftest hundedyrt. Og så har denne her lækre detaljer. Frakken findes desværre kun i L i den blå farve (dueblå frakke er ellers kind of min ting.). Og jeg kan på ingen måde komme til at lægge den grå, som de har i XS i kurven, der er vist en fejl... Nåh jeg sendte lige en mail til dem og under 10 min senere er den fikset og jeg får svar, det er sgu service også!
Forresten skal en del af den anden bestilling tilbage. Tasken er helt forkert i materialet og for lille, boleroen er jeg skuffet over fordi den ikke kan knappes op (!!?) og jakken er bare ikke mig. Er lidt i tvivl om to af kjolerne og den blå trøje også.
Anyways... Havde egentlig droppet festen i aften (humøret, suk), men nu er der allerede spisning kl halv fem, så tænker, jeg måske tager til det og så tager den derfra. Så jeg vil smutte.
"Jamen du kan jo godt have sådan én i munden..."
"Ej, så stor er min mund altså ikke."
"Hvis det er en lille én."
"Jaja men så små er sådan nogen jo ikke. Prøv bare at se på den dér, den er der jo ikke plads til i min mund..."
"Neeej okay, men dén der kan du sagtens have i munden. Prøv lige at se på størrelsen af den..."
*Tvivlende blik.*
"Ja altså ikke den hele, vel."
... Samtae om kopper. Hvorfor har jeg altid sådan nogen dybt sære samtaler med min familie?
De sidste par dage har været mere eller mindre "hard-core"..! Jeg har stort set siddet i læsegruppe hver dag - eller læst. Har dog haft enkelte aftner der var helliget veninder, mere eller mindre impulsivt. Noget der har fået mine ben ned på jorden igen efter at være fløjet med "eksamens-læsnings-flyet"!
Men i min læsegruppe er vi godt på vej til at kæmpe os igennem tekster og læsestof. Noget der er utroligt hårdt for os alle sammen.
Desværre har min frustration, nervøsitet over om jeg overhovedet består det her og manglende søvn kommet til at gå ud over en af de andre i min gruppe. Hun er en af dem der er hægtet lidt af en gang imellem, og det er synd for hende at det skal gå ud over hende hele tiden. Det er også mere ubevidste bemærkninger og kommentarer jeg er kommet til at give til hende. Men hun skal have en reel undskyldning i morgen. Det har hun fortjent.
Ellers er livet ret kedeligt for tiden. Jeg har overholdt min Fjæs aftale, såvel som min gut aftale. Den sidste del kan jeg så informere om at jeg brugte noget tid med ham her den anden dag. Samme aften som jeg havde lavet gut-aftalen, skrev han og kom frem til at invitere mig samme aften. Når han inviterer skal der en meteor der rammer jordens overflade til at jeg siger nej (Desværre - Marly er blot et menneske!!!!)! Så selvfølgelig kom jeg. Og det var hyggeligt. Han fik nogle ting at vide om mig og det jeg rendte rundt og tænkte på som jeg ikke har fortalt til så mange. Dog ikke helt ind. Men hvis jeg havde fortalt ham alt, havde han nok sagt "nårh, på den måde...!" For sandheden er at jeg har fortalt ham det hele, han har bare ikke lagt to og to sammen!
Men efter vi fik snakket om det og jeg cyklede hjem ændrede det noget i mig. Jeg er stadig lige vild med ham, men der er andre aspekter af mit liv der har haft en lille forandring.
Ih.. Den gut.. Hvorfor skal det være ham der forårsager unødige sommerfugle og livsforandringer??????!
Okay, jeg har egentlig altid gerne villet gøre det her i min blog:
Lettere vild overspringshandlings-/trøste-/kedsomheds-/fornyelsestrangs-/jakkemangels-shopping:
Margit Brandt:
S'nob + taske fra Fräulein:
St-Martins:
-Og nej, jeg er ikke blevet millionær, jeg har fundet en outlet. :D Varerne er vist nok fra sidste og forringe sæson, men hvad fanden, når man får dem til under halv pris og derudover får 10% mængderabat... Jaokay. Men man kan jo altid sende det tilbage i hvert fald. Jakken og den langærmede kjole er lidt nogen sats, men en god del af resten er åååve - især den blomstrede maxikjole, faktisk (nedsat fra 699 til 149...). :3
Jeg ER stærk. Ikke svag. Gu' fanden kan jeg klare mig selv. Ud og svinge med håret. Det betyder bare, at jeg ved, hvad jeg vil og ikke vil og hvad jeg har brug for - og det skal jeg hode fast i. Slut. Bum. Færdig.
Det er jo, hvad man selv gør det til. Nu er jeg sgu træt af at gøre det hele til noget lort.
Jeg har planlagt at skrive en bog, når jeg får ferie. Jeg har tænkt meget over det siden januar. Nu har jeg skrevet prologen. Jeg har endda fundet ud af en titel, jeg synes ville være passende. Jeg har ikke tænkt mig at uddybe meget hvad den handler om.
Det er en ung elver, af den race der dræber dem som holder af hende.
Confessions
Af Line Jensen
Prolog
Jeg har tænkt mig at tage mit eget liv.
Jeg ved allerede, hvordan jeg skal gøre det.
Jeg har skaffet det, jeg skal bruge, for at gennemføre mine planer.
Jeg har gjort meget dårligt og jeg er ikke værdig til at leve.
Jeg er et af de væsner, der dræber dem der holder af mig.
Men jeg er nødt til at tilstå, inden jeg er klar til at dø.
Andre er nødt til at vide, hvad jeg har gjort, så de kan forstå,
at de ikke skal være triste over min forsvinding.
Når jeg er væk, kan verden endelig hele.
Når jeg er væk, behøver dem, jeg elsker, ikke holde vejret.
De vil ikke længere være i fare.
De vil intet have at frygte.
Jeg håber, at de bliver glade,
selvom en del af mig stadigvæk håber, at de vil savne mig.
Men det vil være godt for dem,
hvis de bare glemmer mig.
Hvis de starter på ny.
Det ville jeg gøre i deres tilfælde.
Lev vel, mine nære.
Glem at jeg nogensinde har eksisteret.
Det er kun for jeres eget bedste jeg ender det for mig selv.
Jeg har oplevet det jeg bør.
Min grund til at leve er blevet taget fra mig.
Men undskyld ikke.
Jeg er glad for at I gjorde det.
Jeg elsker jer alligevel.
Når I har læst til sidste side, er jeg væk.
