Se hvad jeg fandt af nyheder på min outlet:
Taske og trench fra Margit Brandt. Jeg har ledt efter sådan en taske SÅ længe. Problemet er, at når man helst vil have noget holdbart noget i rigtig læder, så er det som oftest hundedyrt. Og så har denne her lækre detaljer. Frakken findes desværre kun i L i den blå farve (dueblå frakke er ellers kind of min ting.). Og jeg kan på ingen måde komme til at lægge den grå, som de har i XS i kurven, der er vist en fejl... Nåh jeg sendte lige en mail til dem og under 10 min senere er den fikset og jeg får svar, det er sgu service også!
Forresten skal en del af den anden bestilling tilbage. Tasken er helt forkert i materialet og for lille, boleroen er jeg skuffet over fordi den ikke kan knappes op (!!?) og jakken er bare ikke mig. Er lidt i tvivl om to af kjolerne og den blå trøje også.
Anyways... Havde egentlig droppet festen i aften (humøret, suk), men nu er der allerede spisning kl halv fem, så tænker, jeg måske tager til det og så tager den derfra. Så jeg vil smutte.
"Jamen du kan jo godt have sådan én i munden..."
"Ej, så stor er min mund altså ikke."
"Hvis det er en lille én."
"Jaja men så små er sådan nogen jo ikke. Prøv bare at se på den dér, den er der jo ikke plads til i min mund..."
"Neeej okay, men dén der kan du sagtens have i munden. Prøv lige at se på størrelsen af den..."
*Tvivlende blik.*
"Ja altså ikke den hele, vel."
... Samtae om kopper. Hvorfor har jeg altid sådan nogen dybt sære samtaler med min familie?
De sidste par dage har været mere eller mindre "hard-core"..! Jeg har stort set siddet i læsegruppe hver dag - eller læst. Har dog haft enkelte aftner der var helliget veninder, mere eller mindre impulsivt. Noget der har fået mine ben ned på jorden igen efter at være fløjet med "eksamens-læsnings-flyet"!
Men i min læsegruppe er vi godt på vej til at kæmpe os igennem tekster og læsestof. Noget der er utroligt hårdt for os alle sammen.
Desværre har min frustration, nervøsitet over om jeg overhovedet består det her og manglende søvn kommet til at gå ud over en af de andre i min gruppe. Hun er en af dem der er hægtet lidt af en gang imellem, og det er synd for hende at det skal gå ud over hende hele tiden. Det er også mere ubevidste bemærkninger og kommentarer jeg er kommet til at give til hende. Men hun skal have en reel undskyldning i morgen. Det har hun fortjent.
Ellers er livet ret kedeligt for tiden. Jeg har overholdt min Fjæs aftale, såvel som min gut aftale. Den sidste del kan jeg så informere om at jeg brugte noget tid med ham her den anden dag. Samme aften som jeg havde lavet gut-aftalen, skrev han og kom frem til at invitere mig samme aften. Når han inviterer skal der en meteor der rammer jordens overflade til at jeg siger nej (Desværre - Marly er blot et menneske!!!!)! Så selvfølgelig kom jeg. Og det var hyggeligt. Han fik nogle ting at vide om mig og det jeg rendte rundt og tænkte på som jeg ikke har fortalt til så mange. Dog ikke helt ind. Men hvis jeg havde fortalt ham alt, havde han nok sagt "nårh, på den måde...!" For sandheden er at jeg har fortalt ham det hele, han har bare ikke lagt to og to sammen!
Men efter vi fik snakket om det og jeg cyklede hjem ændrede det noget i mig. Jeg er stadig lige vild med ham, men der er andre aspekter af mit liv der har haft en lille forandring.
Ih.. Den gut.. Hvorfor skal det være ham der forårsager unødige sommerfugle og livsforandringer??????!
Okay, jeg har egentlig altid gerne villet gøre det her i min blog:
Lettere vild overspringshandlings-/trøste-/kedsomheds-/fornyelsestrangs-/jakkemangels-shopping:
Margit Brandt:
S'nob + taske fra Fräulein:
St-Martins:
-Og nej, jeg er ikke blevet millionær, jeg har fundet en outlet. :D Varerne er vist nok fra sidste og forringe sæson, men hvad fanden, når man får dem til under halv pris og derudover får 10% mængderabat... Jaokay. Men man kan jo altid sende det tilbage i hvert fald. Jakken og den langærmede kjole er lidt nogen sats, men en god del af resten er åååve - især den blomstrede maxikjole, faktisk (nedsat fra 699 til 149...). :3
Jeg ER stærk. Ikke svag. Gu' fanden kan jeg klare mig selv. Ud og svinge med håret. Det betyder bare, at jeg ved, hvad jeg vil og ikke vil og hvad jeg har brug for - og det skal jeg hode fast i. Slut. Bum. Færdig.
Det er jo, hvad man selv gør det til. Nu er jeg sgu træt af at gøre det hele til noget lort.
Jeg har planlagt at skrive en bog, når jeg får ferie. Jeg har tænkt meget over det siden januar. Nu har jeg skrevet prologen. Jeg har endda fundet ud af en titel, jeg synes ville være passende. Jeg har ikke tænkt mig at uddybe meget hvad den handler om.
Det er en ung elver, af den race der dræber dem som holder af hende.
Confessions
Af Line Jensen
Prolog
Jeg har tænkt mig at tage mit eget liv.
Jeg ved allerede, hvordan jeg skal gøre det.
Jeg har skaffet det, jeg skal bruge, for at gennemføre mine planer.
Jeg har gjort meget dårligt og jeg er ikke værdig til at leve.
Jeg er et af de væsner, der dræber dem der holder af mig.
Men jeg er nødt til at tilstå, inden jeg er klar til at dø.
Andre er nødt til at vide, hvad jeg har gjort, så de kan forstå,
at de ikke skal være triste over min forsvinding.
Når jeg er væk, kan verden endelig hele.
Når jeg er væk, behøver dem, jeg elsker, ikke holde vejret.
De vil ikke længere være i fare.
De vil intet have at frygte.
Jeg håber, at de bliver glade,
selvom en del af mig stadigvæk håber, at de vil savne mig.
Men det vil være godt for dem,
hvis de bare glemmer mig.
Hvis de starter på ny.
Det ville jeg gøre i deres tilfælde.
Lev vel, mine nære.
Glem at jeg nogensinde har eksisteret.
Det er kun for jeres eget bedste jeg ender det for mig selv.
Jeg har oplevet det jeg bør.
Min grund til at leve er blevet taget fra mig.
Men undskyld ikke.
Jeg er glad for at I gjorde det.
Jeg elsker jer alligevel.
Når I har læst til sidste side, er jeg væk.
Lige som jeg gik og tænkte på, hvor dejligt det er med foråret, var der en høj fyr med en hund, der sendte mig det STØRSTE tandsmi! Så blev man glad. :3
Så ser man lige Marly, der skriver en blog alt imens hun tuder sig igen halvdelen af den. Hun læser den igen og anerkender hendes gode skrive kunst kun virker når hun er nede i et negativt hul i sit liv.
Derefter vælger hun da så lige at slette det hele!?!?!?
Nå men, måske handler det om at den blog ikke var meningen jeg skulle skrive.
Jeg havde bare følt mig utilstrækkelig i weekenden. Jeg følte ikke rigtig at jeg passede ind. Jeg følte at vi alle, dem jeg var på weekend sammen med, lidt sejlede i sine egne søer.
Der, midt i en ordentlig tudetur valgte Anni at ringe til mig. Hun fortalte mig at hun følte at hun skulle ringe til mig. - Jeg tror Gud må have fortalt hende det, er egentlig ikke særlig meget i tvivl.
Det hele røg ud. Jeg kunne slet ikke lade det blive inde. Vi fik snakket om det. Fik det vendt og hun fik mig op på cyklen igen. - Fortalte mig at jeg var som jeg skulle være!
Jeg kunne stadig godt tænke mig at arbejde med nogle ting i mit liv, men tror det var lige det jeg havde brug for lige nu.
I morgen kommer en ny dag og den dag owner jeg total! I aften skal jeg bare lige tilbage "in the mood"!!!!
"Jamen Marly, selv når du finder kærligheden og slår dig ned med den person, bliver det hverdag igen på et tidspunkt" Udbrød min far, efter en kommentar jeg havde givet om gutten.
Det er ikke fordi min far hører vildt meget om det. må dryp af hele historien får han da, og det fordi min far er den person jeg stoler på aller mest i hele verdenen. Min far har været der for mig igennem tykt og tyndt. Han har været den mere eller mindre stabile klippe - alt det min mor ikke var.
Og det er jo rigtigt! I min verden skal man på efterskole - få sig en kæreste derfra - efter et par år blive gift med samme - efter endnu et par år få et par børn. Det er prototypen på en kristens liv. Meget generaliseret, men stadig forestillingen fra andre sider om det liv, jeg befinder mig i nu.
Og for det første ligner jeg ikke en der er kristen. For det andet udfylder jeg kun "efterskole" kriteriet. For det tredje er det jo ikke fordi jeg ønsker "to-somhed" lige nu.
Jeg har et liv der skal leves. Og jo, der er da ønske om fremtidig "to-somhed", men det er jo ikke noget jeg inderst inde kan se mig selv i lige nu.
Det er tilgengæld det omgivelserne fortæller mig. Mine veninder der en efter en langsomt bliver afsat, eller er gravide. Min familie der spørger til hver familiesammenkomst - "Hvornår kommer der en sidekammerat?!".
Samfundet fortæller mig at man ikke kan være 23 år gammel og aldrig have haft en rigtig kæreste.
Men det kan jeg, og ved i hvad? Jeg er ikke flov over det.
Det hele skal nok komme når det skal komme. Jeg har hele livet foran mig. Jeg har verdens fedeste studie. Jeg håber på at komme mere ud at rejse. Og snart har jeg verdens dejligste rumboer!? Hvad mere kan jeg ønske mig? - En kæreste? - ej for katten, det er en luksus-ting. Jeg kan sagtens klare mig uden. Behøver ikke en gut til at bekræfte mig i mig selv. Det har jeg mig selv til.
Amling og Præcis var her! Og Amling gav mig en klimasurprise: det er jo ikke så klimevenligt at værtindegaven går ud over de grønne planter (især ikke når man slår dem ihjel på nul komma fem), så hvad er mere oplagt end en solcellendrevet plastikblomst, der vipper beroligende!? Den er grim på en lidt kitschet måde, men også utroligt sød og hyggelig, og meget Amlingagtig. Og så skal vi tre på yndlingslandsrundtur, når vi er blevet bachelorer om to år!!! Indien, Thailand og Gambia. Niiiiice! Helt seriøst, det skal virkeig blive til noget mere end snak, det kunne være SÅ fedt! Plus hygge på den spanske trappe til sommer!
Min far er kommet på facebook. Facebook! Min far! Nok det sidste, jeg nogensinde havde forventet. Den gamle er stadig ikke overbevist om det dersens netbank, så han betaler troligt et gebyr på 10 kr., hver gang han skal ned til bankdamen for at få skrevet i sin bankbog. Og han har altid været indædt principiel modstander af konceptet i fjæsbogen. Men nu mente hans forlag altså, det ville være god reklame for hans bog. Så han er kommet på. Dog med et princip om, at forældre og børn ikke behøver "være på lårene af hinanden derinde", som han udtrykker det. Gudskelov for fornuftige forældre! Ikke at jeg egentlig tror, jeg ville have et problem med at være venner med min far derinde. Flere af mine veninder får troligt kommentarer på alle deres statusser fra forældrene, og jeg har jo i forvejen andre familiemedlemmer og hverken hemmeligheder eller udskejelser derinde. Men jeg synes sgu alligevel, det er friskt af ham. Tæhæ.
Forresten. Har jeg skrevet, at jeg egentlig har det godt for tiden? For en gangs skyld føler jeg virkelig, jeg hører til i mit eget liv. Og det er ikke bare sådan en enkelt dag. Jeg har haft det sådan de sidste par måneder. Fantastisk følelse! Det skyldes nok især familien og vennerne. Det er fantastisk at have en tryg familie at komme hjem til og at have både de gode gamle venner fra gymnasiet og de nye på studiet. Og så samtidig være super glad for at studere og alligevel have lidt tid og overskud til at gøre nogen af de mange ting, jeg også har lyst til. Jeg føler mig... He. Somehow.
Der er kun én lille negativ ting (bortset fra det med flytningen), som jeg lige skal have taget mig af. Snart. Forhåbentlig. Tror måske rent faktisk, jeg kan.
Jeg har i dag hevet Love - Forever Changes frem fra gemmerne. Et af min fars gamle 70'er- (eller var det 60'er-?) albums, som bare altid har mindet mig om sommer. Måske har jeg hørt det i min barndoms somre, eller måske er det bare det der med god gammeldags melodiøs klimpren på en akustisk guitar, som har strand og sommerfest over sig.
Det betyder, at sommeren officielt er på sin begyndelse!
Lige nu sidder jeg i min brede vindueskarm og læser. Med det store vindue vidt åbent. Først sad jeg helt dækket til i mørkt vintertøj, nu har jeg smidt først trøjen og siden strømpebukserne, og siden smøget op hvor jeg nu kan i nederdel og bluse for at få så meget sol på kroppen som muligt. Kan godt være, det ikke er sååå godt for huden, men det er godt for min D-vitaminproduktion, og hold kæft, hvor er det bare dejigt efter denne lange, kolde vinter!!
Bare surt, man skal læse op til organisk kemieksamen samtidig. Jeg har mere lyst til at gå op og lave en ordentlig smoothie med is og skaffe nogen liggestole til terrassen!
Det har for mig været nogle mærkelige dage. Jeg har ikke helt vidst hvad vej jeg skulle gå i forhold til min tro, så jeg gav slip og regnede med at det ville føre mig et sted hen hvor der var mere afklarethed.
Ingen tvivl om at jeg tror. Det vil jeg nok altid gøre. Spørgsmålet har længe været om jeg kan føre den livsstil som jeg gerne vil i forhold til min tro.
Min tro er nærmest halvdelen af min personlighed. Der er mange ting jeg allerede gør og er en del af, fordi det er en del af mig. Der er bare dele jeg ikke har kunnet få til at stemme overens med hinanden. To yderligheder der ikke rigtig har kunnet komme ind under samme hat.
Derfor gav jeg slip. Jeg lod min underbevidsthed styre. Lod alting flyde. Og i går, under en mindre hovedrengøring, blev der stilhed i mit ellers meget fyldte hoved. Jeg gik i seng og vågnede op med den samme stilhedsfornemmelse. Den der ro, der bare får en til at læne sig tilbage og nyde tilværelsen.
- Den ødelagde jeg ved at stå op, for allerede nu kan jeg fortælle at uroen vendte tilbage i ny og næ. Det kommer den nok også til i løbet af dagen. Men den her ro er anderledes.
Jeg skal have en tatovering har jeg besluttet mig. Der skal stå "Jeg tror, hjælp min vantro" det er et bibelvers fra, jeg tror det er Matthæusevangeliet, og det passer rigtig godt på mig. Det er noget der får mig til at minde mig om det jeg egentlig tror er essensen af min hverdag. Det får mig til at tage det med i mit liv.
Jeg er begyndt at acceptere. Acceptere at jeg er hvor jeg er. Acceptere at alt omkring mig har den gang det har. Accept. Igen. Lad os håbe at den holder!
Min far har igennem længere tid fortalt mig, at vi skal acceptere vores tilstand og der hvor vi befinder os. Når vi har accepteret det, så kommer det hele af sig selv.
At mine veninder begynder at slå sig ned, kan jeg virkelig mærke. Jeg kan mærke at de ikke har brug for mig, lige som før. Og det er hårdt. Det er hårdt at fortroligheden vi havde før, ikke er der i så høj grad mere. De har ikke brug for at jeg lytter til deres frustrationer som de havde før, mest af alt fordi deres frustationer bliver ført over på en anden i deres liv. Deres anden halvdel. Deres nye kærester.
De får lov til at høre på al den frustration, jeg lagde øre til før de kom ind i billedet. Og hvor jeg ønsker det aller bedste for dem.
Hvor er det rart at mærke når veninderne finder den der anden halvdel af dem, der får dem til at slå sig ned. Den anden halvdel der får dem til at føle en trang til det næste i deres liv. Jeg ønsker det virkelig for dem. Det gør bare ondt at være den glemte veninde på sidelinjen.
Jeg ved det handler om at de er på vej ind i en afdeling af deres liv, hvor jeg ikke kan være med. For de skridt de tager, er skridt jeg overhovedet ikke har taget endnu. Jeg vil gerne, på et tidspunkt. Men lige nu er der kun en der kan få mig til at gå den vej, om vi passer sammen eller ej.
"A rhinoceros does not change back and forth between two forms, looking like a unicorn one instant and a dragon the next."
Elsker bare hvor fjolet den resonanshybrid-analogi er. Yderst kemisk. :)
Jeg er decideret flov over mig selv. Jeg har overhovedet ikke fået lavet det jeg skulle. Jeg skal op på skolen i morgen og give min studie-buddy en god undskyldning for ingenting at have lavet.
Jeg har lavet alt andet. Undgået den der opgave der ellers lå og skreg mit navn.
I morgen skal der tages godt fat ved den. Jeg skal se at få lavet noget i en fart!!!
Er inde i en "måske skulle jeg droppe ud" periode. Ved ikke hvad jeg ellers skulle lave. Men føler ikke rigtig at jeg passer ind. Eller det fortæller min lave selvtillid mig. Jeg passer ikke ind. Jeg er ikke klog nok. Jeg har ikke nosserne til at få gjort noget ved det (- for katten jeg undgår jo altid de vigtige opgaver, når de skal til at laves!! Jeg kan ikke bare tage tyren ved hornene med det samme! Alt skal være i sidste øjeblik!)
Jeg er bange for et nederlag. Jeg er bange for ikke at kunne komme op at stå igen.
Jeg er bange for ikke at kunne skrive en bachelor! Ikke at være klog nok!!!
Hun er en del af min ubiologiske familie. Jeg holder utroligt meget af hende. Hun er en del af min familie og vil altid være det. Hun har rigtig mange gode kvaliteter, men også en del fra den mere mørke side. Den side man bliver nødt til at se bort fra. Den side af mennesket man bliver nødt til at se igennem og så lære at se de gode kvaliteter og sider, selv i de dårlige tider.
I dag valgte hun at kommentere den store opvask der stod i vasken. Min lillebror og min lillesøster er sløve på det punkt.
Men hendes kommentar, selvom jeg vidste den ikke var rettet mod mig, tager jeg det på mig. Føler mig skyldig. Føler som jeg gjorde, da jeg boede hjemme. Og jeg hader den følelse. Den følelse der ruser igennem mig.
Hun var der ikke i går. I går var bordet fuldstændig ryddet og hver gang der kom bare en lille smule sørgede jeg for det, eller mindede de små søskende om at det kunne være godt at putte det i opvaskemaskinen. Hun var der ikke.
Hun er en del af familien og vil altid være det. Men hun er ikke vores mor. Hun kan ikke opdrage os, det kan far. Nogle gange føler hun at hun kan, og det er grunden til at lillebror ikke gider når hun er der. Han er irriteret over det. Det er derfor han ingenting gør når hun er der. Det er ærgeligt for hun er et fantastisk menneske. Inde bagved har hun noget helt fantastisk at give til os. Hun tror bare at hun skal være "reserve mor" for os. Noget hun ikke kan. Vi har en mor, og hun fejlede. Men hun kan ikke fylde hullerne ud. Hun kan ikke give os det vi mangler.
Men det er netop i dette, man finder ud af hvor meget man holder af menneskerne omkring en. Når man tager sig selv i at bide smerten i sig, fordi smerten kommer fra den andens små personlighedstendenser man burde se bort fra. Man bider det i sig, fordi man ved, at han eller hun gør det af god mening, - fordi han eller hun holder af en.
Man bider smerten i sig, fordi smerten er skabt af mig selv og min evne til at hade lige præcis den del af hendes personlighed.
For i sidste ende kommer det hele tilbage til mig selv. - Til mine små finurligheder.
Bortset fra det har det været fantastisk i Paris med Perle! Vi kom ikke rigtig i byen som vi havde snakket om, og hun skulle pludselig og med meget kort varsel arbejde lidt mere end planlagt, men så hyggede vi med nogen filmaftener og en masse te og sådan, og en enkelt øllis i Paris by night blev det da også til. Og jeg fik set alt det der, man nu skal se i byen (omend mit franske må konstateres halvdødt), og vi fik snakket og pjattet og sunget i Paris' gader til den store guldmedaje. Jeg havde slet ikke lyst til at tage hjem derfra.
- Aldrig har det udtryk været mere passende.
Alting ændrer sig lige for tiden, og det er bare utroligt svært at følge med i alt hvad der sker.
Jeg har overvejet mange gange, hvad der har ført til, at tingene er som de nu er.
Mennesker jeg før har elsket og som jeg stadigvæk elsker meget meget højt, virker til at glemme at jeg overhovedet eksisterer. Før var det kun dem jeg egentlig aldrig så, jeg blev glemt af. Men nu er turen åbenbart også nået til de 3 venner, som jeg holder allermest af. - Stephanie, Sebastian og Kristoffer.
Der går altid lang tid mellem, at jeg hører fra Stephanie. Hun smider aldrig lige en hurtig sød sms til mig en gang imellem, ligesom hun gjorde før i tiden.. Dvs. før hun fik kæreste på. Hun er sjældent herhjemme på jydeland, fordi hun bruger hvert eneste øjeblik hun har fri på Fyn.. Gæt sammen med hvem! - Kæresten.
Sebastian og Kristoffer virker til at holde afstand til mig hele tiden.. Hvorfor?
- Det ved jeg ikke..
Jeg kan huske tilbage til dengang, hvor jeg lige havde fået at vide af Seb, at jeg var hans bedste ven. Jeg kan endda finde tekster jeg har skrevet fra dengang. Tror aldrig jeg har virket gladere. Den følelse af, at have nogen som man er 100% sikker på synes godt om dig og som man kan fortælle stort set alting til.
Jeg savner allerede den følelse. Igen sidder jeg tilbage, som jeg gjorde tidligere.
Jeg har mennesker som godt kan lide mig, men som jeg stort set aldrig ser, min familie tør jeg ikke rigtigt betro mig til. Jeg skal have en lillebror og al samtale er om ham, så gider egentlig ikke deltage. Så nu ty'er jeg til computeren igen, hvor jeg kan holde lidt liv i mine venskaber over msn, og så køber jeg nok en dagbog snart. Er man så bare sølle eller hvad? Det er sådan jeg ser mig selv. Sølle og ikke noget værd. Hvorfor skulle de ellers droppe mig, eller glemme mig, eller hvad det nu end er, de har.
Overvejer ret tit, om det måske er min skyld. Måske kunne jeg have taget mere initiativ til noget vi kunne lave sammen. Eller måske bare sørge for at kontakte dem mere.
Jeg kan huske de mange gange, hvor vi har haft videoaftener, bare os 4, og jeg har siddet og snakket med Stef, efter drengene tog hjem. Vi kom egentlig altid gennem emnet, 'Vi håber, at vi ikke glider fra hinanden'. Vi kunne begge ikke forestille os, at vi en dag ikke ville ses mere. Man kan vel godt sige, at det er hvad der sker nu. Og hvor gør det ondt.
Så nu sidder jeg tilbage med citatet:
Love sucks.
Som jeg egentlig altid har været enig i, på den ganske normale vis. At forelskelse var noget lort.
Men der er kommet ny mening bag ordet. En ny betydning for mig.
Al kærlighed stinker. Virkelig skidt. Det er den der i sidste ende knuser dit hjerte, når dem du elsker glemmer dig.
Listen to:
http://www.youtube.com/watch?v=CoUOrLe4vlY
