Jeg sidder og svinger med benene. Jeg kigger ned på mine nye gummistøvler. Jeg er simpelthen så stolt af dem. De er stribede, blå og grønne, adeles grimme, præcis som jeg kan lide det.
Det er en fredelig forårsdag, ikke meget at lave. Solen skinner ind ad vinduet og rammer mit ansigt. Jeg er alene for mig selv, ikke fordi det gør noget. Jeg smiler. Koppen med kaffe varmer mine hænder.

Jeg leger med tanken om at barbere mig selv skaldet, hvor jeg beholder en tot, der sidder lige i midten af knolden på mig og så vil jeg farve totten lilla. Jeg vil sætte totten op med voks og for meget hårspray, der lufter af tyggegummi, så den vil stritte op i luften.  
Jeg vil gå med bare fødder hele tiden, fordi jeg hader sko og når det er vinter, så putter jeg bare vanter på mine fødder, så jeg ikke får lungebetændelse.
Jeg vil bruge mine sidste penge, som jeg har på min konto, på vandmeloner, som jeg skærer ud i halve dele og spiser den ene halvdel til morgenmad med en ske, og den sidste til aftensmad.

Jeg vil leve i en lejlighed, hvor stuen er malet grøn og sofaen er braset sammen, fordi der engang sov femogtyve mennesker i den. Det var en hård fredag, dårligt eksperiment med smoothes med vodka og juice i. 

Jeg vil have en sej diskokugle hængende oppe i loftet i min stue og min bedste ven er en dværg, der hedder Tony. Vi mødtes ved Pølse Finns pølsebod en tirsdag morgen, selvom ingen af os kan lide pølser. Det var skæbnen.

Jeg vil lade min rotte få lov til at løbe rundt og æde af min frugtskål.
Der er sikkert ingen, der besøger mig, fordi jeg gør aldrig rent og det gør at folk udvikler støvallergi, når de er her mere end 5 minutter. Det er også helt fint.
Der vil være fisk i badekarret, og den største vil jeg kalde for Tilde, fordi jeg synes, at fisken har mine øjne.

Min seng vil være en hængekøje, og det er der jeg tilbringer min tid, når jeg skal læse bøger.
Det er ude på toilettet, hvor jeg skriver mine historier. Til hverdag, så udspionere jeg en kvinde, der hedder Dorthe, som bor lige overfor mig. Hun trækker aldrig gardinerne for, så det er hendes egen skyld at jeg kan se hende. Jeg har holdt øje med hende i flere år, og der er ikke sket noget specielt, andet end hun fik klippet spidser i fredags.

Jeg vil følge hendes liv nøje og skrive om det. Det bliver min første bog, som bliver udgivet.
Det tager ikke lang tid, før bogen bliver et fiasko, men i det mindste fik jeg nogle penge til at købe flere vandmeloner.
Det vigtigeste er, at jeg er lykkelig, tænker jeg og drikker af min kaffe og iagttager Dorthe fra mit vindue af, som stryger nogle trøjer.

Jeg ved udmærket godt, at denne tekst er underlig og jeg beundrer den, der kan finde mening i selve teksten. Det var rigtigt et digt, som jeg skrev for nogle måneder siden, men har aldrig rigtigt vist det, men det vil jeg gerne i dag.

Før det der virkede så bekendt viskes ud i mit spejlbillede. Ordene ætser så hurtigt væk, som de blev udsat for et syreangreb, jo mere de bliver tygget på. Sætninger kludres sammen, bliver aldrig til hvad man virkelig føler.
Min sjæl er gammel og blevet slidt efter alle de år, der passere forbi mig med minder, jeg enkeltvis husker. Jeg er den, der ikke beundrer ingen anden, kun dem, der er opnået den umulige krop.
Modellerne skærer hinanden i små stykker på grund af jalousi og usikkerhed med deres skrappe ribben, der stikker frem under deres silke fine kjoler. Det er hvad verden synes er smukt.
Min egne krop er rådden og den bærer dit rumvæsen, der vokser indeni mig. Jeg ville ønske, at en dag jeg ville operere min hjerne ud og ligge den i blød for bare en dag eller to. Så ville jeg ikke behøve at tænke fordi jeg ville blive hjernedød. Ude af drift. Jeg ville blot være en livløs og ubrugelig krop.

Når jeg så endelig er klar igen, så ville nogen fylde mit kranium med hjernemasse og derefter ville jeg vågne op og blive mit gamle jeg. Jeg ville starte forfra, helt fra starten hvor jeg startede. Helt fra begyndelsen af. Jeg vil stadig føle det, som jeg gjorde inden jeg blev hjernedød, fordi jeg er ikke hjerteløs.

Jeg har brug for nye ord, som jeg ikke kender til og finder inspirerende, så det kan holde min krop kørende. Jeg har brug for brandstof, ellers så vil jeg gå død i det.
Jeg er begyndt at falde tilbage i gamle ruiner og svækkende tanker, der hæmmer mig i at føle noget. Der er så mange følelser gemt indeni mig. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal administrere det.
Der er ingen kontrol.
Lov mig, at i morgen er en ny dag fordi hver dag er begyndt at ligne hinanden. Jeg glemmer både at sove og spise fordi jeg troede, at jeg havde mere tid, men pludselig er alle dem, jeg før havde tæt, kommet videre i deres liv, og det er ikke længere sommer, men vinter igen.
Sneen daler ned fra himlen og dækker verden til med hvidt sne. Jeg har aldrig forstået hvad sne var til nytte for. Det kommer bare og alligevel bliver folk så lykkelige når den første sne falder.

Jeg ville ønske at jeg var klog nok til at bygge min egen tidsmaskine, men rygterne siger, at ingen kan rejse tilbage i tiden, men de uheldige kan dog se frem i tiden.
Jeg tror, at jeg er en af dem. Jeg ser alt hvad der står foran mig, men det er stadig tåget og uklart fordi min fortid står bag og distraher mig fra at tænke klart. Det forvirrer min tidsfornemmelse, så jeg sommetider tror, at jeg lever livet, men i virkeligheden lever jeg kun igennem gamle minder.
Jeg ved ikke præcis hvor eller hvem jeg er. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på alt det, de ikke får set og alt det de aldrig får læst fordi jeg er for hjælpeløs til at få det her ned på papir.
Det er situationer, som denne, hvor jeg har brug for du er er min ven for evigt. Især når det der før virkede så begyndt viskes ud i mit spejlbillede, så skal du være der til at huske mig på hvem jeg er og hvem jeg vil være. Du skal besidde den evne, at se det smukkeste i det grimmeste i mig. Du skal have den evne, at holde mig sammen, når kropsdele af min krop rådner væk og falder af i småstykker. Du skal gribe det og sy kropsdele på min krop igen og gør mig hel. Du skal passe på mig, når jeg ikke selv kan.
Du skal være den, der tror på mig, når jeg selv er stoppet.
Du skal være den, der overbeviser mig om, at i morgen er altid en ny dag.

Egentlig ved jeg godt hvad jeg skal skrive, men alligevel ved jeg det ikke. Jeg føler mig rigtig ked af det, mens jeg tænker på hvad jeg skal lave i dag. Jeg skal til en fødselsdagsfest, der bliver holdt for en af mine venner, som jeg holder rigtigt meget af. Jeg har glædet mig til denne her fest, fordi jeg skal se alle mine gamle venner, som jeg ikke ser så meget. Inderst inde så ved jeg at det nok skal blive en god dag...
Det har bare været nogle hårde måneder. Det har været nogle hårde nætter, men dagene var langt værre fordi det var der jeg skulle være vågen og bevidst om hvordan tingene stod til. Jeg har været igennem en periode hvor alt hvad jeg havde i mit liv virkede som ingenting. Jeg havde på mystisk vis indset at jeg ikke var noget værd og mit skriveri var til grin fordi jeg blev ved med at sammenligne mig med andre forfattere. Selvom det slet ikke handlede om det. Jeg prøvede bare at finde noget at slå mig i hovedet med. Det gjorde ondt....
Også da folk, jeg holdte af forsvandt når jeg mest havde brug for dem. Jeg skabte selv afstanden, bare for at finde mere at slå mig i hovedet med... Jeg troede aldrig på at nogen kunne lide mig og blev næsten  vred når jeg ikke kunne læse deres tanker og gennemskue deres løgne.
Jeg har været så langt nede at jeg faktisk troede at jeg ville dø af sorg fordi jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere og hele min krop ryste. Sommetider skræmte det mig, sommetider håbede jeg bare på, at jeg virkelig var ved at dø fordi ingenting gav alligevel mening. Jeg har siddet for meget på min seng og set dagen blive til nat og rystet fordi ingen ville holde om mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg søgte efter.... Jeg søgte bare ikke efter det jeg allerede havde fordi jeg var ikke tilfreds med mit liv...
Jeg straffede mig selv for fejltagelser jeg har lavet i mit liv.. Min ven sagde til mig på min fødselsdag, at han ville ønske, at jeg var lidt mere optimistisk som ham... Han skulle bare vide hvor positiv jeg har været. Måske var det halvhjertet forsøg, men i det mindste forsøgte jeg... Hver morgen tænkte jeg, at jeg ville prøve igen.. Jeg var sammen med venner for at være glad, men når jeg kom hjem, var det ensomheden og sorgen der indhentede mig igen, til sidst så forblev jeg bare på mit værelse og var alene.... Jeg kan næsten ikke holde ud at være sammen med nogen i for lang tid... Jeg går i stå i samtaler fordi jeg befinder mig for meget i mit hoved. Jeg kan sommetider ikke tage telefonen fordi jeg føler mig magtesløs. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, men alligevel føler jeg trang til at være sammen med nogen, der ikke snakker. Bare en eller anden, der oprigtigt elsker mig og vil være sammen med mig. Det vil være rart. En der måske vil være der for evigt, så jeg ikke behøver at regne ud for mig selv hvornår vedkommende forsvinder.... Jeg har brug for stabile omgivelser når jeg har det så skidt, så jeg kan få styr på mig selv... Men alligevel virker det som om at jeg finder konstant de omgivelser, der er det mest ustabile i hele verden og knytter mig til det.

Jeg har ligget på gulvet og grædt uden at lægge mærke til jeg har ligget der i flere timer. Jeg har endda ventet på nogen kom og samlede mig op, men måtte opgive den tanke, da ingen vidste hvor jeg var.
Nu har jeg lyst til at græde, men måske er det bare fordi jeg tænker på alle disse forfærdelige uger, jeg har været igennem alene... Jeg har haft svært ved at mærke mig selv, men det kan jeg nu, men det virker så ekstremt. Enten er der intet eller så kommer det i store portioner, så jeg næsten ikke kan fordøje det. Jeg skal altid være så dramatisk.

Det har gjort så ondt at jeg ikke har kunnet  håndtere det. Jeg så det endda komme. Pludselig stoppede jeg med at spise, leve mit liv og derefter skrive. Så føler jeg ikke, at jeg har noget tilbage. Jeg kan ikke skrive særlig meget. Det eneste jeg skriver er små digte med ord, der er hele tiden i mit hoved. Jeg føler længsel efter at skrive og være alene for mig selv, men det kan jeg næsten ikke holde ud... Det er en evig kamp imod den jeg er og selvom jeg ved at det er spild af kræfter fordi det er nu jeg må passe på mig selv. Det er nu jeg må vække op og indse, at tingene er ikke som jeg forstiller mig.. Jeg er blind og ser kun det jeg vil.. Det er ikke sjove ting jeg ser... Det gør virkelig ondt... Sommetider er det nemmere bare at ligge i sengen, men det er ikke noget liv... Alligevel kan jeg ikke gøre andet.

Nu får jeg det helt dårligt over at skrive det her.. Får lyst til at slette det... Men jeg har brug for at skrive om det, men jeg tør næsten ikke fordi så bliver det til virkelighed..

I en periode fik jeg en stor trang til at synge og skrive sange og det får jeg altid lyst til når jeg er deprimeret, som sidste gang jeg havde en depression så skrev jeg over 100 sange. Det er ikke engang en overdrivelse. Det var det eneste tidspunkt jeg ikke var ensom.
Som om at jeg kommer ind i mit eget hoved og får lov til at hvile. En anden måde at skrive historier på...

Jeg fik også nok da jeg opdagede at jeg næsten græd hver dag hvis jeg ikke var for optaget af at sove. Jeg kom hjem fra skole, så den samme serie, som jeg plejede og derefter lagde mig til at sove. Jeg håbede oprigtigt på at nogen ville komme og redde mig fordi jeg havde ikke selv lyst.
Jeg ville have nogen skulle komme og overbevise mig at jeg var værd at redde.
Og i min venten så døde jeg en smule for hver dag der gik.... Det er svært at beskrive... Og underligt at jeg havde det sådan.. Jeg har aldrig prøvet at føle så meget trang efter kærlighed og accept før.

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at jeg har fået det bedre, men det kommer vel. Håber jeg. Jeg føler hele tiden frygt for at miste noget eller miste mig selv. Jeg får underlige tvangstanker, som tvinger mig til at gøre sære ting fordi ellers vil jeg miste noget, jeg holder af... Men det har jeg prøvet før.. Det hele minder om min depression, den her virker bare værre eller så husker jeg ikke så godt...

Jeg burde egentlig være glad. Min bedste veninde har sørget for at være der for mig hver weekend når hun kom hjem fra efterskole og det har jeg virkelig haft brug for. Faktisk har jeg været oprigtigt glad når jeg var sammen med hende. Jeg var stadig fanget i mine egne tanker, men jeg kan slappe af og det betyder meget. Det er som om at jeg aldrig får lov til at hvile. Så jeg burde være glad.. Jeg har et bedre liv end andre og der er få problemer, men problemer er der til at blive løst - medmindre man har så meget fornægtelse som jeg har. Jeg vil bare gerne være så glad... Vil så gerne leve mit liv fordi jeg føler og ser det blive spildt og det gør mig samtidigt frustreret fordi jeg kan ikke bare komme videre og tvinge mig selv til at blive glad... Det er en langsom proces, sommetider frygter jeg at det hele er gået i stå...

Jeg vil også rigtig gerne elske helt, men jeg tør næsten ikke give mig selv hen. Jeg vil simpelthen så gerne... Jeg kan næsten ikke fortælle hvor meget jeg vil... Føle.. Ikke kun med mine hænder og krop, men med mit hjerte og hele min sjæl - og det lød bare så poetisk og slet ikke Tilde, men kan ikke beskrive det bedre. Undskyld hvis jeg gav dig brækfornemmelse.

Jeg prøver at lade være med at give op, selvom det er fristende at smide alt hvad jeg har i hænderne væk og sige at jeg simpelthen bare er så ligeglad. Men så ser jeg mine drømme, som jeg gerne vil opfylde og jeg ser alt hvad jeg har bygget op igennem årene for at få et godt liv. Det hele vil gå til spilde. Det ville være en ligegyldig kamp, som jeg har kæmpet. Jeg ville være til grin i mine egne øjne og det er slet ikke sådan jeg vil ende. Jeg er ikke en person, der er syg eller er ked af det. Jeg rummer rigtig meget kærlighed og glæde... Jeg kvæler bare mig selv... I fejltagelser og selvhad.
Jeg kan ikke stoppe, selvom jeg føler mig træt... Jeg kan ikke bare sætte mig ned og vente.. Fordi livet går videre. Jeg vil ikke komme bagud igen. Sommetider så glemmer jeg helt pointen i det hele. Og så tænker jeg tilbage på gamle minder og savner ad helvedes til, men i virkeligheden savner jeg ikke noget som helst.

Jeg vil ønske at jeg kunne starte forfra og stoppe med at straffe mig selv.. Jeg vil ønske at jeg kunne stoppe alle disse tanker, der nedbryder mig og bare tro det jeg vil tro. Jeg vil ønske at jeg kun behøvede mig selv igen. Jeg vil ønske inderligt at jeg kunne sidde på mit værelse, fuldstændig alene, og skrive massevis af historier uden at lægge mærke til timerne flyver væk fra mig fordi jeg nyder mit eget selskab og historierne, der udvikler sig inde i mit hoved og skaber billeder. Det er rart og det savner jeg....

Jeg håber at jeg har ramt bunden nu... Fordi så er der kun en vej og det er op.. Det håber jeg virkelig.. Fordi så vil jeg gerne leve.. Jeg kan ikke klare at være ked af det mere fordi jeg kan ikke tåle det.  Det har været så ekstremt de sidste måneder.. Nu fortjener jeg ro til at skrive mine historier og i min langsomme proces finde mig selv....

Vejret er gråt og træerne er så nøgne at det er næsten vulgært. Jeg kan ikke se noget grønt eller noget levende omkring mig. Man skal lede længe efter nogle overlevende i denne by. Det er næsten svært bare at huske at trække vejret.
Det er næsten synd. Alle væsner søger skjul i skyggen for faren af at få hudkræft, men de har intet at frygte da deres hud er lavet af læder og stål. Der er absolut intet der kan snige sig under huden på dem. Deres organer er doneret væk og erstattet med plastic.

En flue flyver over imod mig og lander på min hånd. Jeg iagttager den mens den sidder og stirrer på mig. Jeg kan mærke dens ben svagt bevæge sig på min hånd. Det er en kildende følelse. Jeg får lyst til at give den et navn, men jeg når aldrig så langt før den allerede er fløjet op i den grå himmel igen.

Jeg betragter himlen. Det er solformørkelse over hele byen. Der er ikke rigtig nogen, der siger noget der kan muntre os op og tømme vores hoveder for bekymringer. Der er helt stille. Vi er efterladt for os selv.

Jeg er et sted hvor alle andre befinder sig, men alligevel føler jeg mig så ensom. Måske er der en, der har det præcis som mig, så jeg kigger rundt og leder efter denne person, der vil forstå i mængden af alle de mennesker, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
Menneskerne stirrer ud i luften og laver de samme mekaniske bevægelser, der alligevel er så ubevægelige og langt fra menneskelige, at jeg næsten tror, at de er robotter.
Det er koldt og mine fingre er blå. Jeg prøver at varme mig op ad nogle mennesker, der står tæt op ad mig, men de er kolde. Kolde som lig.
Jeg vender mig om og kigger på manden, der står ved siden af mig. Han har en sort lang frakke på og en hat på hovedet. Hans hud er blålig og hans øjne er sorte som solformørkelsen.
Der er intet der kan leve uden en sol.

Jeg savner somre hvor jeg var barn. Der hvor jeg kunne leve i min egen verden. Lange endeløse græsmarker og jeg løb alt hvad jeg kunne på bare fødder. Mor var min ubetinget kærlighed og den sol, som varmede min krop op. Der var ikke tale om hudkræft dengang fordi mor sørgede altid for solcreme.  
Nu står jeg alene tilbage med fjerne minder, der kun er noget værd i de mørkeste tider i mit liv.

Det er langsomt begyndt at blive deprimerende at være en del af denne verden, men døden er ikke en mulighed. Jeg har hverken lyst til at dø eller at leve.
Der er ikke noget der er ægte eller noget der virkelig har varme. Jeg griber ud efter noget der vil holde til evig tid, men der er ikke noget der holder for evigt. Vi kom til verden alene og vi vil dø alene.
Lige meget hvor mange penge og genstande vi har, så har vi i virkeligheden ingenting.

Når jeg kigger på disse mennesker, så ligner de alle sammen hinanden. Deres ansigter ligner en dukkes. De har alle sammen frivilligt været under kniven og fået bygget deres ansigt op med plastic.
Det smukke, som de før havde, dør under plastikken fordi intet kan trække vejret under noget så menneskeskabt.

Og kærligheden er det som burde beskytte os når vi er ved at miste troen på alt og er ved at dø ud. 
Men for hver gang vi indser at kærligheden er noget vi selv har skabt, så dør vi langsomt indeni og håbet bliver pustet ud som et lys. Den sidste varme forlader kroppen. Hjertet stopper dog aldrig, men følelserne mister liv. Vi tvinger os selv til at fortsætte halvhjertet videre. Der var en grund til at vi opfandt denne illusion. Det var det der skulle holde os i live når alt andet ikke kunne. 

Men heldigvis så skabte dokotoren de små blå piller, der lovede et langt bedre liv uden smerte og frygt. Selvom smerterne var en naturlig vej for kroppen til at vise at den var på vej til at få det bedre og det forhindede de blå piller.  
Pludselig levede vi alle sammen i helvede, men på grund af de små piller så var vores liv et godt og indeholdsløst liv i helvede.

Nu er det bare koldt. Jeg er begyndt at miste mig selv. Jeg kan hverken mærke mine sanser eller de tårer, der bliver ved med at dukke op og forsvinde af sig selv. Maden smager af ingenting og rådner på tallerken for øjnene af mig.
Det hele forsvinder af sig selv. Nu lægger jeg slet ikke mærke til dag, der bliver til nat eller min krop, der er begyndt at nedbryde sig selv.

Det er som tørheden i halsen, der spreder sig og når op til munden og efterlader en bitter smag. Ingen vin kan kurere dette. Der er heller ikke nogen læge, der kan helbrede en, der allerede er så ødelagt indeni. De blå piller lover et bedre liv, men de gør os blot følelseskolde.
Pludselig er der ikke noget der er rigtigt eller forkert. De sender unge soldater, der er knapt 15 år gamle, ned til blodtrøstige krige for at redde vores såkaldte land, vores såkaldte jord.
Der er ingen vindere i krige, da jorden allerede er døende.

Det er ligesom med solen der en dag gik ud, som når en pære går ud i en lampe. Vi ville skifte solen ud fordi vi vidste udmærket godt at vi ville dø uden en sol, så fordi vi er så kloge, så byggede vi den højeste stige, der nåede helt op til solen.
Vi erstattede liget af solen med plasticdele, der var selvlysende og kunne lyse verden op i mørket. Nu var solen en af os.
Problemet var bare at solen ikke længere var ægte og vi blev omslugt af kulde og blomster og træer, som vi før tog forgivet, døde ud og det forblev en kold vinter til ubegrænset tid.

Der er heller ikke noget tøj, der varmer ens krop nok. Kulden siver igennem hvert metal og stof og bider i ens hud.
Jeg får lyst til at græde og jeg ved at jeg er sikkert ikke den eneste.
Lejlighederne er mørke og forladte. Vi har et hus, men aldrig et hjem. Aldrig nogensinde et rigtigt hjem fordi et hjem er bygget op af træ, bygget op af fars egne hænder. Et rigtigt hjem er sat i stand af mor og i haven er der ægte levende planter og et stort æbletræ, der vokser sig større for hver sommer, der kommer forbi.
Vi bor alle sammen i betonhuse med glasgulve mens vi ikke længere behøver en have fordi vi har en altan med fine påskeliljer, der er lavet af plastic så vi ikke behøver at vande dem. Der er intet, der kan holdes i live når det er så menneskeskabt.

Men vi går videre mens køen rykker sig en smule. Det er en by fyldt med kemikalier og asfalt, der hvor græsset burde være. Det slår mig ihjel at se disse mennesker forsvinde langsomt ind i dem selv fordi jeg ved at de alle sammen må have startet ud med så mange følelser engang, men de blå piller udrydder det allersidste mens plastic organerne gjorde sit. Jeg ville ønske jeg kunne komme ind i deres hoved og hører deres tanker.

Jeg ser en ekstra gang omkring mig og opdager at jeg er ligesom alle de andre. Jeg ved ikke hvem jeg er længere og jeg kan ikke huske hvem jeg var før.
Jeg kigger rundt og leder efter det specielle mennesker, der vil forstå mig i mængden af alle andre menneskerne, der står i kø efter de blå piller til evig lykke.
De stirrer stift ud i luften som om de var døde. Plasticsolen stråler sine plasticstråler ned på os, der ikke kan søge i ly i skyggen og derfor giver os hudkræft i vores venten på noget bedre.

Jeg kigger op på himlen, som er mørkere end det mørkeste og opdager hvor alene vi egentlig er. Det er nok det eneste vi har til fælles.

Der er intet der lever eller gror under plasticsolen.

Træerne har mistet deres påklædning og ser nøgne ud

Der er intet smukt ved dem

Vinteren jagede det sidste smukke væk

Vi står tilbage med os selv

Alene i mørket med det ukendte

Maden smager af ingenting og ingens berøring er god nok, da det aldrig når ind

Der er en blokering. Det er som om vi er døde.

Vores kroppe er overfladiske og det er måske, derfor vi fokusere mere på vores kroppe

Det indeni os er alligevel så råddent, at ingen forbedringer er forbedrende nok

Følelsen af at være uhelbredelig syg skræmmer bogstaveligt talt livet ud af mig

Jeg står tilbage i ruiner af mit gamle liv, og det liv, som er mere gammelt end det andet

Det tog mig lang tid at lægge disse liv bag mig og nu remser min hjerne dem op

Jeg har ikke brug for et til plastic liv med overdreven kærlighed, der højst varer i få uger

Jeg vil ikke have en udløbsdato

Jeg vil have ubegrænset og ægte

Jeg har bare brug for mig selv, og kun mig selv

Der kommer rigtig mange nye noveller, som jeg har arbejdet med for mig selv...

Her er bare få af novellerne: Den fede dame på madkanalen, Alberte rimer på tærte, En skrue løs, Violas store lår og den allernyeste.... Min Charlie

 

Der er altid i morgen, men jeg kan ikke love dig, at den har en anderledes effekt end i dag. Livet er hvad du gør det til, selv hvis det ikke er dig, der smadrer det, men andre, der gør det for dig. Du lader dem gå ind og ud af dit liv.... Måske ser tingene anderledes ud, hvis du prøvede, at passe på dig selv.
Du skal vide, at viljen kommer ikke af sig selv. Lysten til at leve skjuler sig blot. Inderst inde er du jo til stede i dag fordi du tog et valg at leve i dag, selvom dine tanker siger noget andet.
Stop med at straffe dig selv for noget, som du ikke kan gøre noget ved. Du er bare et menneske og fejltagelser bliver slettet med tiden, fordi du er ikke engang kommet halvvejs igennem dit liv. Du er kun begyndt dit liv så småt. Du er ikke engang kommet ordenligt i gang. Du ved intet om livet endnu. Dette er blot en smagsprøve.
Uden smerte er der ingen kærlighed. Kærlighed findes i dig, kærlighed findes i smerten. Smerten udløser kærlighed. Smerten udbryder som en sygdom og gør dig klar til kærlighed, som du kan værdsætte.

Jeg lover dig, at din styrke ligger gemt. Hvis du leder dybt nok finder du måske endda dig selv.
Det vil være der alting begynder at give mening, fordi hvis man ikke har sig selv, så har man intet.... Hold ud.. Dem der vil kan nå stjernerne.

Jeg sidder i min seng med hovedet mellem mine ben og prøver klare tankerne op. Jeg puster ind og ud, men det virker ikke som om ilten når til min hjerne. Jeg ser ingenting.
Alt er blevet malet sort for mine øjne, og alligevel ser jeg for meget. Jeg ser igennem alle mennesker og indser deres indbildte løgne og egoisme, som de prøver at skjule fra en hver levende sjæl. Bortset fra mig. Jeg ser bare ikke pointen i, hvorfor jeg ser det, jeg ser. Hellere leve i en løgn med andre, end alene i sandheden. Jeg lukker øjnene. Jeg prøver for en sidste gang, at huske hvem jeg er.

Jeg ser igennem tiden og overvejer om det er det værd. Jeg leger med tanken om, at forsvinde, men stadig i håb om at blive fundet og genforenet med et andet menneske, som i legen gemmeleg. En der er interesseret i, at finde mig. En, der synes jeg er værd at finde.

Jeg føler mig så død, men alligevel mærker jeg følelser indeni mig, der tegner sig på, at være smerte. Ægte smerte, som er opstået af en ægte hændelse, så alt er ikke plastic kirurgi og pap vin.
Det bider sig fast til min hud og spiser sig igennem min brystkasse og direkte ind til mit hjerte. Det gror fast og slår rødder og i dens proces hæmmer den mit hjerte i at banke.
Jeg bliver svimmel og tør i munden. Ser minder, som jeg ikke engang har gennemlevet endnu.

Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har følt mig så meget i live hele mit liv.

Men jeg er smart, fordi det hele ligger også på internettet.
Så fuck dig, virus. Smag den bitre død når jeg får dig til at forsvinde.
Don't mess with Tilde!

Det her skal med i min samling af digte.
Hvilket minder mig om, at jeg er i gang med min novelle samling og den er snart færdig. Det bliver bare noget til venner og dem, der gider have den. Ikke noget specielt fancy eller noget, men der er dog forside!

For hvergang du trækker vejret ind, så tror jeg altid at det er sidste gang du trækker vejret ud. Jeg overvåger dig nøje og jeg kan stadig høre dit hjerte slå, selvom jeg sidder helt herover i hjørnet. Jeg har næsten helt glemt tiden. Det er som om jeg er et sted hvor tiden ikke eksistere. Jeg ved ikke helt  hvor jeg befinder mig, men jeg ved, at jeg er på et slags hospital. 
Jeg har aldrig kunnet lide hospitaler. Jeg er her kun på grund af dig. På hospitaler lugter der af sygdom og lagnerne er hæslige da de minder en om død. Det er vel lige meget. Det er ikke mig, der ligger i dem, det er dig, der gør. Jeg vil ønske at der var noget jeg kunne sige så du vågner op igen.
Jeg har ønsket dig død hele mit liv og nu fortryder jeg. Jeg vil gerne have du vågner op igen og er dig selv. Du er så langt væk, længere væk end du nogensinde har været fra mig.
Jeg kan huske at jeg fortalte dig at du ikke fortjente noget som helst og jeg opremsede alle de ting, jeg hadede ved dig.
Og nu når du ligger der, bevidstløs, på hospitalsengen hvor maskiner er koblet til din krop. De maskiner som holder dig i live fordi du ikke selv kan. Nu fortryder jeg hvert eneste hadefuldt ord, jeg nogensinde har sagt til dig.

Uret, der sidder oppe på væggen går langsomt fremad. Hvis blot jeg kunne få tiden til at gå baglæns så ville jeg gå tilbage i tiden og ændre alt.

Jeg savner at have nogen at snakke med. Jeg har siddet på den her stol i hjørnet og bare stirret på dig. Jeg har hverken drukket eller spist i de uger, du har været bevidstløs. Jeg har ikke følt noget behov for noget som helst. 
Folk kom ind og ud af dit værelse og efterlod blomster til dig. Selvom at blomsterne er blevet stillet i vaser med vand til at give blomsterne næring, så er blomsterne begyndt at visne. Jeg ved ikke om det er et tegn på at det er forbi.
Det er først nu jeg indser, at hvis du ikke vågner op, så forsvinder jeg også.
Jeg har nemlig lagt mærke til hvordan folk bare går forbi mig uden at lægge mærke til mig. Jeg er usynlig for deres øjne. Det er kun dig, der kan se mig og du er grunden til, at de kan se mig. Jeg vil ønske, at jeg igen kunne tage bolig i din krop.
Det var som om at din krop afviste mig, som om at den gjorde alt for at få mig udslettet, som hvis en bakterie kom ind i kroppen for at udvikle en sygdom.
Din krop har udstødt mig og har aldrig ikke kunnet acceptere min tilstedeværelse.
Dit immunsforsvar har altid været godt. Du bliver sjældent syg, men der er aldrig noget, der har beskyttet dit hjerte ordentligt. Det vigtigeste i et menneskes krop. Det, der pumper livsnødvendigt blod ud til dele af din krop.
Nu ligger du der, og jeg er skyld i at du tog dig selv foregivet.

Jeg vil ønske, at jeg kunne sige, at jeg elsker dig, men det gør jeg ikke engang.
Jeg får lyst til at gå, men siden dit hjerte stadig slår, betyder det at jeg stadig hører til her.
Jeg har aldrig set mig selv som dig eller kunnet relatere mig til en del af din krop. Jeg har følt mig som en fange og jo mere jeg blev en del af dig, jo mere prøvede jeg at adskille mig fra dig.
Nu er jeg helt tom indeni, som om jeg ikke hører til nogen steder.

Maskinerne er det eneste, der siger lyde og din svage vejrtrækning. Der er helt stille ellers på hospitalet. Udenfor sneer det. Det er år 2012.
Jeg begynder at miste håb for jeg tror ikke du kommer frivilligt tilbage. Jeg ved ikke om du kan drømme eller om du overhovedet er dig selv uden mig.
Når jeg kigger på dig, ser du så fredfyldt ud. Jeg ser dig på en helt anden måde end jeg plejer. Du ligner faktisk ikke dig selv. Du er blevet ældre.og du har fået langt hår. Du er ikke blevet smukkere, men mere fredfyldt. Det er som om at der er først nu jeg virkelig ser dig og det væsen du er. Det virker helt surrealistisk når jeg mærker din hud. Du har de blødeste kinder.
Dog er din krop kold og livløs så når jeg mærker dit hjerte banke de sidste slag, varmer det mig.  
Jeg kravler op i din seng og ligger mig ved siden af dig mens jeg betrager dig trække vejret. Jeg får helt lyst til at græde når jeg opdager hvem du er. Selvom jeg aldrig har følt mig forbundet med dig, så kan jeg se vi har en forbindelse. En blodåre, som binder din krop til min sjæl. Den sidste blodåre, som vi ikke har skåret over endnu. Vi har en forbindelse. Jeg leder efter din hånd. Jeg har brug for at mærke om du måske klemmer min hånd igen. Om du måske viser mig, at alting er i orden.
Du trækker vejret endnu lettere og langsommere som om du er ved at forsvinde fra mig og jeg føler mig svævende mens jeg prøver at indtræde din krop. Bare den sidste gang, men din krop udstøder mig og nægter mig indgang.
Jeg slipper din hånd og leder efter din puls i dit håndled. Forskrækket indser jeg, at der er ingen puls. Jeg føler panikken sprede sig i min krop og jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre af mig selv.
Maskinerne bipper højt og jeg kan høre en eller anden løbe imod dit værelse. Du stopper med at trække vejret helt, det afslører maskinerne.
Jeg kan ikke længere høre dit hjerte og jeg mærker mig selv ætse væk på den mest bløde måde. Jeg er ikke længere virkelig eller til stede. Du er nu bare en krop. 
Jeg kigger ned på dit lagen og opdager, at det er gennemblødt af rødt blod, der kommer fra dit håndled, der er skåret op. Og mens jeg prøver at holde fast i det sidste af mig selv og dig, så ved jeg at det er forbi fordi pulsåren er skåret over. Der er ingen forbindelse.
Så mens de prøver at genoplive dig, ligger jeg mig ved din side og kigger op på uret, som pludselig begynder at gå hurtigt baglæns og jeg lukker øjnene og det er det sidste jeg ser.

Jeg føler mig så mærkelig tom, som om at jeg ikke kan fyldes op igen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde virkelig har været fyldt op. Måske var det bare falsk fyldelse, der blev fyldt op i min krop. Noget jeg fantaserede mig til, fordi jeg vidste det var håbløst bare at vente..
Jeg ved ikke om jeg har brug for andres kærlighed, jeg ved ikke om jeg har lyst til at modtage det. Jeg er ikke klar. Jeg kan ikke elskes når jeg hader mig selv så meget.
Ingen kan redde mig. 
Mit syn rækker ikke langt, men jeg kan forudsige ting og fremtiden er ikke veltalende. Jeg er mæt af dage og mennesker, der går ind og ud af mit liv. Som om de blev betalt for det.
Jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg har skrevet om det her.
Tingene ændrer sig aldrig og der vil aldrig komme nogen og hjælpe mig.
Ingen kan redde mig.
Og jeg føler mig så håbløs. Jeg har lyst til at give slip på alt det der gør ondt, men hvis jeg gør, så ved jeg ikke hvad jeg har at gå tilbage til.
Mine forbrændinger bliver værre og jeg er ikke en af dem, der brænder sig og lærer af det. Der kommer væske ud af brandsåret. Jeg får helt lyst til at grine og græde.
Der er ikke mere alkohol. Der er ikke flere måder at komme væk på. Jeg ville tage hvad som helst for at få det bedre - bare i få minutter endda. Jeg ville dø i nogle dage og genopstå når jeg var klar igen.
Jeg er ikke klar til at blive reddet.
Der er ingen der kan redde mig.
Der er ingen, der vil.

Jeg vågner. Åbner øjnene, og det første jeg ser, er det hvide loft med en sprække. Den sprække har ikke nogen helst værdi for nogen, men for mig så er den en del af min hverdag. Den er det første jeg ser om morgenen, det sidste jeg ser om aftenen. Jeg vil navngive den, Peter. Min gode ven. Jeg har altid ønsket mig en ven, der hed Peter.
Og jeg rejser mig op fra sengen. Hvert et skridt man tager betyder nok ikke noget for andre, fordi alle er vant til at gå, men disse skridt ud til badeværelset betyder alt for mig. Jeg går. Et skridt og så et til.
Og jeg tænder på bruseren og vandet rammer min krop, varmer mig og vasker mig ren. For andre betyder det vel ikke noget, men for mig betyder det alt. Utroligt hvor beskidt man kan føle sig, så beskidt at ikke engang vand kan vaske det af en, men i det mindste kommer det overflødige af og bliver skyllet ned i kloakken. Der hvor det hører til.
Jeg gør mig klar. Jeg trækker vejret i et normalt tempo. Et tempo andre kan relatere til, så de ikke tror der er noget galt med mig, selvom mit hjerte banker så hurtigt, at jeg frygter at det springer ud af brystet på mig.
Tøjet er ikke valgt med omhu. Der er intet der passer min kropsform.
Jeg serverer cornflakes, fordi jeg elskede cornflakes som lille, men min mad smager af netop ingenting. Måske er jeg ikke så meget til cornflakes mere.

Men jeg går alligevel. Som om det er første gang jeg går udenfor. Måske skulle jeg lade som om, at det er første gang, fordi så bliver jeg mindre nervøs. Så ved jeg ikke hvad der venter mig, fordi i virkeligheden ved jeg godt hvad der venter mig. Det får mit hjerte til at gå amok. Ingen kvinde har nogensinde fået mit hjerte til at banke, når jeg tænker over det. Men verden kan få mit hjerte til at gå amok og endda gå i stå. Verden har knust mit hjerte itu og derefter repareret det, men ikke godt nok, fordi det blev knust lidt tid efter.
Verden er med så mange valgmuligheder, men der er nogen af os, der ikke ved hvad vi vil. Så vi bliver smidt over i en bunke med andre ustabile og misforståede mennesker. Vi glemmer helt, at vi er alle ens.
Solen skinner på mig, som om jeg er velsignet. Måske er det et tegn. Måske velsigner Gud mig for første gang i mit liv, men jeg tvivler. Der kan ikke findes en Gud når menneskehandel og børn, der dør i krig eksistere i denne verden. Vend blikket til. Det gør de fleste, ellers vil tanken gøre dig sindssyg.
Og jeg stiger ind i bussen som jeg har gjort millioner af gange før, men denne gang er det første gang. I dag er jeg født på ny. Jeg sætter mig ned på et sæde, så yndefuldt at man næsten bliver narret til at tro, at jeg er professionel til det med busser og sæder. Jeg kigger ud af vinduet og det føles næsten så nemt nu når jeg kører forbi alle disse liv, som jeg aldrig nogensinde vil berøre. Men stadig gør, fordi jeg ved at de er til. Det virker så nemt.
Jeg føler følelsen af tab, når jeg indser det. Indser hvad, ved jeg ikke, men mine tanker bliver ved med at sige ting, som får mig ned. Jeg ved ikke om det er sandhed, men jeg har kun oplevet at grimme forestillinger bliver til virkelighed. Så jeg stopper med at tænke på dem. Stopper med at tænke på den tanke at ende alene.
Sommetider tager jeg mig selv i at tænke, at det ville være så meget nemmere hvis jeg cuttede al forbindelsen med folk udefra. Det ville være så meget nemmere. Så er der ingen jeg skal være perfekte for. Ingen jeg skal frygte at miste. De kommer alligevel aldrig ordentlig ind til at kunne lære mig af kende. Jeg er et helt andet menneske end de tror.
Jeg er fyldt med tomme tanker, der ikke giver mening. Men de tomme tanker kommer til liv og bliver mit værste mareridt, og det æder mig op hvergang jeg skal sige farvel igen, bare fordi jeg ikke var god nok. Det er så svært at have venner. Hvorfor kan jeg ikke bare være venner med hvem som helst?
Jeg kigger bag mig. Jeg ved at de er der i bussen, men det føles som om, at jeg er den eneste i den her tomme bus. Tomhed. Så jeg råber op og hører ekko. Jeg er efterladt. Det er kun min egen stemme, som kommer tilbage. Ingen kalder tilbage på mig. Det er så svært at finde en ven.

Jeg sætter mig ned i min stol og tilpasser mig miljøet. Det er nemlig altid mig, der skal tilpasse mig. I forhold, venskaber og i familielivet. Jeg kan ikke bare gøre det på min måde eller gå min egen vej, fordi der er ingen, der går efter mig.
Og jeg finder mig selv alene igen.
De snakker sikkert til mig. Jeg hører tit mit navn blive nævnt, men jeg reagerer ikke. Selvom lokalet er fyldt op med levende mennesker, så føles det som om jeg er den eneste i dette store lokale. Jeg snakker slet ikke det samme sprog som dem. Jeg er anderledes, selvom jeg har prøvet hele mit liv at være ligesom dem. Der er noget jeg har overset. En evne, som jeg ikke besidder. Jeg føler mig som et monster.
Timerne flyver forbi mig og det føles næsten så let bare at lade dem flyve forbi, selvom jeg kunne udrette på disse timer. Jeg tæller dem ikke. Det gør mig bare nedtrykt alligevel. Ingen kan redde verden på få timer alligevel.
Bare forhold dig rolig og normal, så vi kan komme igennem dagen. Og jeg lukker mig i som en øster og lader helt vær med at svare. Det føles så nemt. Nu snakker de for mig. De svarer næsten på deres egne spørgsmål.

Når jeg tager hjem, føler jeg mig fladmast. Jeg prøver at skubbe alle tankerne og oplevelserne for i dag ud. I dag skal ikke have en analyse, der er så overanalyseret, så sandheden er blevet viklet ind med forskruet løgne, som jeg har selv fundet på. Det er så nemt at lyve, men så svært at skaffe sig af med løgnene der suger sig til min hud. Som sugekopper og efterlader røde og hævede mærker. Intet kan vaske de mærker af.
Jeg når ikke min bus, så jeg går.
Jeg går den samme vej, som jeg har gået i flere år, men i dag så bliver jeg fornøjet, overrasket og tilfredsstillet ved at gå ned ad den her sti. Det her er en ny dag.
Tror på det. Tror på det virkelig i dag.
Det er sommer, og det er næsten sært, fordi sidste gang jeg bemærkede årstiden så var det vinter.
Jeg lukker øjnene og husker, men jeg kan ikke huske. Alle ting er fortrængt uden jeg har fortrængt dem med vilje, men de vil komme til mig igen. Mest på sådanne nogle gode øjeblikke som denne. De vil komme og spolere min nye finpudset glæde, som jeg havde planlagt at føle dagen før. Fordi dagen før var en slem dag. Jeg slukkede alt lyset og lagde mig på gulvet, mens jeg drak vin for at komme igennem natten. Det er altid der hvor man mest har brug for en ven, at der er ingen. Jeg har aldrig bedt om andet end en ven, men det er så svært at finde rigtige venner. Hvis de virkelig findes. Men jeg har hørt rygter om, at de faktisk gør. Så jeg leder videre.
Et skridt efter det andet. Jeg går så flot så yndefuldt at det næsten ville narre folk udefra til at tro at jeg var professionel til det med at gå.

Hvergang de går ud af mit liv, så fyldes min krop med tomhed. Det æder min person op, ætser min identitet og skader min ikke-længere-eksisterende eksisens. Hvergang de går, så bliver mit hjerte knust og senere repareret, men det er lige meget i længden. Der vil altid komme andre for at træde på det.
Træd på mine drømme, på den person som jeg er. Godt og grundigt. Sig ord, som vil ramme hårdere end nogen som helst knytnæve. Selvom ord bare er tomme ord, men vi giver dem betydning og en mening. 
Og mor kan ikke bestemme sig om hun i virkeligheden hader eller elsker mig. Jeg er næsten ligesom en forbandelse. Jeg gør alle kede af det. Jeg kan ikke engang gøre mig selv glad.
Men hvis de bare vidste hvor meget jeg prøvede. Jeg vil ikke leve mit liv for andre længere. For når de så går. Sådan virkelig går, så kan jeg ikke huske hvorfor jeg lever.
Ender på gulvet og drikker vin for alle pengene igen. Inviter tomheden ind igen. Men ingen kan se mig, ingen kan dømme mig alligevel.
Og når flasken er tom, så føler jeg mig fri på liv. Indtil næste morgen hvor jeg vågner op med en følelse af længsel efter kærlighed, men jeg kan ikke tvinge dem til at elske mig. Især ikke når jeg ikke kan elske mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg gør. Det må være noget jeg har overset. En evne, jeg ikke besidder.

Og jeg går videre. Tæller hvert et skridt, men nu begynder det at gøre ondt.
Nogen sagde engang at man skulle give slip hvis det gjorde for ondt. Så mange gange jeg har spurgt mig selv hvorfor jeg stadig holder fast. Det ville være så forbandet nemt at give slip.
Og jeg mister grebet og glemmer fuldstændig hvorfor jeg prøvede i dag. Jeg savner min seng. Jeg savner at være gemt væk i mørket. Jeg savner sprækken.
Jeg træder ind i min lejlighed, overser fiskene og ligger mig i min seng. Jeg ligger på ryggen og kigger op på mit hvide loft. Jeg bemærker sprækken, den sprække som ikke har nogen betydning for nogen som helst, men den sprække betyder alt for mig. Den sprække er det første jeg ser når jeg vågner, og det sidste jeg ser når jeg skal til at sove. Jeg lukker øjnene og ignorerer tankerne, fordi tanker forårsager kaos i mit system. Jeg indser, at jeg er kommet tomhændet hjem igen.
Jeg åbner øjnene og stirrer på sprækken. Det er helt fint. Jeg skal nok klare mig. Fordi jeg ved når jeg åbner øjnene igen, så vil sprækken, Peter, være det første jeg ser og Peter vil minde mig om at det er en ny dag. En dag mere i mit liv end i går. Det betyder nok ikke noget for andre at leve atter en dag mere, men for mig betyder det alt. Det betyder nemlig at jeg bliver ved. Og måske, men også kun måske, en dag kan jeg komme hjem ikke tomhændet, men glad.

Du lægger måske ikke mærke når jeg er væk, fordi du lægger overhovedet ikke mærke til mig når jeg er her.

Jeg er helt kold og mine kramper bliver ved. Det står klart, at jeg får intet søvn i nat, men det er helt fint, fordi du er der. Dig uden noget som helst navn. Jeg ved ikke helt hvornår du kom ind i mit liv eller hvem jeg var før jeg mødte dig. Det handler ikke om kærlighed eller noget andet opreklameret fis, fordi det jeg har med dig, er så meget større. Det er ubeskriveligt og jeg vil aldrig lade nogen som helst forfatter sætte ord på dette, så derfor holder jeg det hemmeligt. Vores helt egen hemmelighed.
Du gør mig mere skør end jeg allerede er, men samtidig normal. Du ved at jeg altid har ønsket, at være normal og falde ind i mængden og kunne tilpasse mig. 
Du bærer over mig, når jeg gør fejl fordi du ved hvordan jeg er. Du har set alle mine dårlige og ikke særlige charmerende sider. Og af en eller anden grund, så har du lært i mellemtiden at elske dem. Det er næsten ufatteligt. Er du virkelig, virkelig?
Du gør mig lykkelig, jeg sagde lykkelig, bare ved din tilstedeværelse, så andres kan være lige meget. Ingen har nogensinde gjort mig så lykkelig i så lang tid. Lad det blive ved. Lad for evigt ikke blot være ord, men en virkelighed.
For når mine fingre bliver blå på grund af kulden og den manglende mad, fordi jeg har ignoreret alle mine måltider, så varmer du mine fingre og fortæller mig historier for at aflede mig. Du beroliger mig og ikke på noget tidspunkt mistænker jeg dig for at være irriteret på mig.
Jeg mistænker dig aldrig for at ville forlade mig. Fordi du er virkelig min. Min helt egen. Der findes ingen som dig. 
Jeg vil også være din.
Fordi du vil rejse med mig ud i verden. Du vil rejse væk med mig. Vi vil ændre vores navne og identitet og bo i et andet land og ingen vil nogensinde kunne finde ud. Vi vil væk fra alle og alt. Intet behøver at holde os her, fordi intet binder os fast. 
Du lytter til mine drømme og siger at det er muligt. Jeg tvivler aldrig på dine ord, og mig, der altid tvivler. Du er næsten som en drøm.

Du er nok det smukkeste menneske.
Bare fordi du gør, det du gør.
Du har lært at håndtere mig på mine dårlige dage. Dine ord kan berolige mig som bare fanden. Selv der hvor jeg giver op, kan du sige præcis det, der gør jeg at jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Og ved. Og det gør ikke engang ondt at blive ved, fordi du støtter mig for hvert et skridt jeg tager.
Du roser mig og husker mig på hvorfor jeg bliver ved. Jeg har det med at glemme pointen i det hele sommetider.
Du fortæller mig, at jeg er værd nok til at leve. Jeg fortjener at leve et liv. Det er mit værd, fortalte du mig. Ikke fordi jeg ville, men jeg troede på dig.
Du er der, når jeg kalder på dig. Du er humoristisk og forstår virkelig hvordan man får mig til at grine. Du er det ærligeste menneske, fordi du kan ikke finde ud af at lyve. Jeg læser dine tanker, og du læser mine. Du har frit adgang til mit hoved, og hvad du har set, har ikke skræmt dig. Så jeg ved du holder i længden nu.
Du ville ofre dit liv for mit, sagde du. Men det gjorde mig trist at tænke på det. Du har intet liv at ofre. Ingen identitet eller navn at ændre. For du eksistere kun i mit hoved. Det gjorde mig så ked af det, da jeg for nogle uger siden måtte indse, at jeg aldrig ville finde dig. Så jeg måtte skabe dig.
Ingen kunne umuligt være så perfekt alligevel, men i det mindste lever du i mit hoved. 
Og jeg er glad, for du vil holde mig med selskab i nat. Du vil fortælle mig historier mens du varmer mine fingre og husker mig på, at blive ved fordi jeg er det værd.

"Grunden til, at du indtil videre er den største forfatter, der nogensinde har levet (i mine øjne) er netop at du ikke gør noget. Du lader bare fingrene skrive deres egen historie, du skal ikke tænke, du skal ikke anstrenge dig... Det er sådan, en ÆGTE forfatter har det. Jeg har det sådan i perioder. Men du spytter den ene fantastiske tekst ud efter den anden!"

Jeg forstiller mig vinduet. Det er en lille sprække, og igennem den lille sprække sniger solens eneste stråle sig ind i mit mørke isoleret værelse. Det stråler på mig som om jeg var smuk. Som om jeg var Gud. Jeg bader mig i min solstråles stråle, også selvom at jeg ikke er smuk nok. Selvom jeg ikke er Gud nok.
Der lugter af cigaretter og beskidte kroppe, der aldrig bliver vasket, fordi alle er bange for at blive taget hårdt bagi i bruseren. Hellere beskidt end gennempulet af Sasja, siger de. Sasja kan godt lide at pille, men jeg kan ikke lide når han gør det ved mig, så jeg gik amok på ham i kantinen og nu sidder jeg her. Isoleret fra den virkelige verden og spændetrøjen er straffen. Straffen strammer. Det gør mig sindssyg.
Fokusér, Christian. Fokusér på andre ting.
Der står ting på væggen, som er skrevet af folk, der var her før mig. Jeg har læst det om og om igen. Beskeder om hvilke vagter der kommer til at brænde i helvede, bønner der måske aldrig er blevet besvaret og nedtælling til den dag, de måske kommer hjem.
Ingen kommer hjem.
Der findes ingen Gud. Man må skabe sin egen Gud herinde, fordi Gud forlod dig dengang du begik din synd.
Ingen Gud kan skabe et monser som dig.
Du er en fejltagelse. Du skulle have været druknet, da din mor smed dig ned i søen, da du blot var to år gammel. Ja, jeg burde have druknet.
Hun vidste udemærket godt hvilket et forfærdeligt barn du var. Dine organer er skabt af satan og dit hjerte banker ved hjælp af de andres liv, som du stjal. Du er grådig. Du suger livet ud af dem. Suget livets væske ud af dem med farvede sugerør fra mc Donalds.
Satan er der altid, når du er høj på sne. Satan er der, når du slår Maria ihjel.
Jeg forstiller mig hende være ved at dø, forstiller mig hende bede mig om at lade være med at gøre hende ondt. "Det gør ondt, Christian, lad vær! Christian! Christian!". Det er min beslutning. Bliver næsten tændt af tanken om hendes liv er i mine hænder. Næsten som en Gud, er jeg.
Død. Stendød. Liggende tungt på gulvet i klædt med sin nye lille fine kjole, der viste hendes lange slanke ben frem. Hun var på vej til en venindes fødselsdag.
Det var dog aldrig sket. Hun døde ikke den dag. Hun tog til sin fødselsdag. Vi havde bare haft et stort skænderi. Jeg dræbte hende kun i mine tanker dengang.
Jeg forstiller mig hvordan livet mon er derude. Jeg hører intet om nyhederne længere, selvom jeg aldrig har gået op i nyheder. Nu værdsætter jeg alt det, som jeg engang havde da jeg havde et liv, men som jeg forsømte dengang. Livet er sjovt. Næsten så sjovt, at ingen griner længere.
Åh, Maria, tag dine høje stiletter på og strip for mig. Du er som en slange, som slanger igennem mig, planter sig og udvikler sig til en smuk blomst indeni mig, men det ydre narrer dig. Blomsten er i virkeligheden ukrudt, som du ikke kan komme af med, lige meget hvor meget du prøver at komme ned til rødderne. Det gror bare videre. Du gror omkring mit hjerte, påvirker hvert et bank, det laver. Du ønsker mig død i din grav.
Men jeg vil eje dig. Du er min for evigt.

Jeg har aldrig kunnet lide pærer, når jeg tænker over det. De er for bløde, eller så er de for hårde. Maria elskede pærer. Sommetider spiste hun så mange, at hun fik ondt i maven.
Nu kan jeg ikke huske hvordan du ser ud, Maria. Jeg kan næsten ikke huske hvorfor jeg slog dig ihjel.
Du bad selv om det. Slut. Du provokerede mig den søndag aften, og jeg havde bare haft en dårlig dag. Der var ikke mere kaffe i Super Brugsen.
Du ved, at jeg er farlig. Jeg elskede som barn at slå gamle damer ned og barbere dem skaldede hvor jeg derefter løb med deres underbukser og efterlod dem liggende bundløse tilbage. Du ved, at jeg er farlig, men du legede med ilden. Du fortjente dit brandsår. Håber stadig at det svier, Maria.
Jeg druknede dig i toilettet. Jeg holdte bare dit hoved dernede indtil du stoppede med at gøre modstand.
Nu fortryder jeg ligesom. Hvem skal nu besøge mig i min celle? Jeg stirrer op imod den lille sprække. Sollyset dør hen. Men jeg smiler mens jeg sidder i den her stol, spændt fast til alting.
Jeg kan forstille mig hvordan tingene ser ud udenfor. Jeg kan forstille mig al verdens ting. Det eneste systemet ikke kan tage fra mig, nemlig min fantasi. Så jeg smiler, mens jeg skruer min psykopat charme på. Nu kan jeg ikke vente til at se Sasja igen. Jeg vil drukne ham i kartoffelmosen, som er menuen på torsdag. Den lille sprække af sollys falmer, men jeg er lykkelig. Jeg er føler mig så yndig, så smuk. Jeg kan gøre hvad jeg har lyst til. Haha. Nå, ja. Jeg er jo også en Gud.

Gid jeg bare ville være en dødsyg kontordame eller pædagog. Gid jeg bare kunne lade mig selv blive noget dødsygt og leve lykkeligt med det. Gid jeg ikke elskede at skrive og følte, at det var det eneste jeg ville. Gid jeg ikke tænkte over det. Gid jeg faktisk bare blev glad for det 12 tal i stedet for at tænke på hvordan jeg kan få mit næste. Gid jeg ikke pressede mig selv så meget. Gid jeg ikke behøvede at gå igennem gymnasiet. Gid jeg ikke behøvede at tænke. Gid at jeg ikke var så kompliceret. Gid at jeg ikke ville være forfatter. Gid at tingene ikke var så svære. Gid jeg ikke gik så meget op i det her.

Jeg har længe overvejet at lave en novellesamling, ikke fordi jeg vil sælge den fordi jeg aner ikke hvordan jeg skulle gøre det eller hvem der ville købe min bog... Men det kunne være sjovt at samle alle mine tekster ind, selvom det er ikke alle, der er kommet med.
Jeg har nu bestemt listen. Faktisk i den rette rækkefølge, som den skal stå i min bog.
Dog kan listen altid ændre sig, men her er lidt af hvad jeg har tænkt på:

1. Violas store lår
2. Hun er ikke mig
3. Stikkontakten
4. Tilgiv mor
5. Adriena del 1
6. Adriena del 2
7. Hjælp, jeg er i live
8. I Amalies hoved
9. Tanker, der slår ihjel
10. Dræbermaskinen
11. Pigen kan være hvem som helst
12. Søgen efter identitet
13. Vil ikke hjem alene
14. Ar på mine håndflader
15. Mors lille pige
16. Mia
17. Umenneskeligt at elske
18. Den sukkersøde frihed
19. Klovnen Edward
20. Alle ved at selv grimme mennesker bliver smukke når de er ved at dø

- Men det er ikke bestemt endnu! Alt kan ændres. Intet er helt bestemt!
Og så kender jeg en ven, som vil hjælpe mig med at tage billeder til selve bogen. Det bliver fedt :)

Tilde.