Kun perlerne minder mig lige nu om, at det hele ikke bare var en drøm...
Den lille ting, han ville lave til mig, fordi jeg snart har fødselsdag, viste sig at være kæde efter kæde af masai-perler, som han forsigtigt gav mig på. Det er ikke meningen, jeg skal tage dem af, ikke engang når jeg bader. "I focused on black and yellow. Ask me why I chose black and yellow," sagde han, mens han lukkede kæden om min talje. "Why?" "Because the dress you were wearing on your pictures from New Year's Eve was black and yellow, so I thought you must like these colours." Der er mange farver, jeg holder mere af end sort og gul, men bare det at han har lagt så megen tanke i det, siger mere end nok.
48 timer med en mand, der er alt hvad enhver pige drømmer om i gentlemanness, humor, lækkerhed, dybe samtaler, kys og kærtegn, omsorg, både personlig og fysisk styrke, livserfaring, fantastisk sex... Han er også broke og politisk flygting, har levet i over en måned på gaden, har set sin del af vold, korruption og trusler, er langt væk fra sin familie, sine venner og det liv, han måske aldrig får tilbage, og han kan ikke tage mig ind i sit nuværende hjem, fordi de ikke tillader besøgende. Vi er så forskellige og vores liv har været så forskellige, men jeg har aldrig følt mig så tryg med en mand, jeg har aldrig gjort så mange tossede ting som med ham, og jeg har aldrig følt mig så levende.
48 timers konstant samtale og kropskontakt. 48 timer i Paris' gader, hånd i hånd, i Paris' metro stående tæt sammen, nøgne i et lille værelse på et billigt pariserhotel, overfor hinanden i den lille restaurant nede om hjørnet...
Og glimtene, der får mig til at smile... Fra den første nat, da han løftede mig op og bar mig ned ad gaden mod hotellet og derefter trak mig ind i en dans. Det første kys. Øjeblikkene, hvor han lukkede perlekæderne om min krop. Den anden morgen, da vi bare lå og talte sammen, og jeg havde lyst til at græde, fordi jeg følte mig så forbundet med denne mand. Den allersidste togtur til lufthavnen... som jeg har lyst til at beholde for mig selv... Og så uendeligt meget mere.
Jeg ved ikke, hvor det går hen herfra. Det er det vildeste og skøreste, jeg nogensinde har gjort, men hvert øjeblik af det har været det hele værd. Jeg ved ikke, om jeg er forelsket, men jeg håber, jeg bliver det, for jeg har ikke lyst til at stoppe her. Det var en anden kvinde, der landede i København end hende, der landede i Paris 50 timer tidligere. Den verden, jeg er kommet tilbage til, virker pludselig så lille og tom. Han har fået mine øjne op for så mange ting, jeg ikke anede, jeg savnede.
Han sagde, jeg ikke skulle beslutte det, før efter jeg var kommet hjem. Om jeg ville fortsætte. Og mens jeg var der, vidste jeg det egentlig ikke. Om det bare skulle være de to fantastiske dage, eller om vi skulle prøve at gøre det til mere. Jeg kan stadig se det smukke i at lade mindet være i al sin skønhed, men det er ikke så smukt som at tilføje endnu flere minder. Jeg ved ikke, om jeg kunne tilbringe mit liv med ham, fordi vi er så forskellige, men jeg kan ikke lukke døren for muligheden nu uden at prøve, for jeg ved, at hvert øjeblik af det vil være det hele værd alligevel. Jeg ved godt, hvad han leder efter, og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad han egentlig tænker om os på det plan, så er jeg ganske sikker på, at han også har lyst til at fortsætte eventyret.
Og kun perlerne minder mig om, at det hele ikke bare var en drøm...
Om den nytårsaften, hvor jeg var med til at starte et dansegulv... Am just saying!
Skrevet 4.1.2012 kl 17:11
Årh, jeg har ikke engang fået skrevet om min mest fantastiske nytårsaften ever!
Vi endte med at spise hos mig, Nordkvinden og Spøg og Stilet og jeg. Vi havde delt maden op imellem os, således at Spøg stod for forretten (jomfruhummere med kryddersmør), jeg fik hjælp af Stilet til hovedretten (laks med pestogrønsager og frisk pasta), og Nordkvinden lavede chokoladesoufflé med vanilleis. Champagne til forretten og hvidvin til fisken, inden da en masse dejlig Asti og derefter lidt Somersby og rigtige Tequila-shots med salt og citron og det hele. Og allerhelvedes meget godt selskab, var det.
En smule spil blev det også til, inden vi tog ind imod Stilets bar, nu med selskab af Kåre (en ballon med tegnet ansigt), Hans (rom og cola i en halvandenlitersflaske) og Herman Bang (stort konfettirør/bordbombe/hvad-det.-nu-hedder) samt en masse festlige mennesker i bussen, sammen med hvem det lykkedes os at overtale buschaufføren til at tænde for musikken.
Inde på baren var der endnu kun halvfyldt, da vi ankom, og vi kom gratis ind pga. Stilet, som skulle på arbejde. Spøg og Nordkvinden og jeg satte straks kursen mod det endnu tomme dansegulv, som vi hurtigt fik sat gang i, ikke mindst, da Herman Bang blev sprunget (Nordkvinden kom til at vende ham forkert, hvilket skuffede Spøg alvorligt).
Resten af aftenen husker jeg kun i brudstykker, men vi dansede en frygtelig masse, spillede bordfodbold, drak shots, og ja... Da vi ikke havde flere femmere til bordfodboldbordet, måtte jeg jo i baren og veksle, men her mødte jeg en fyr, jeg vistnok allerede havde kysset lidt på ude på dansegulvet... Jeg nåede aldrig ned med de femmere, og ved stadig ikke, om jeg overhovedet fik dem. Ved stadig heller ikke, hvordan jeg kom til at kysse på ham fyren i første omgang, men det var meget hyggeligt, han var lidt tilbageholdende sammenlignet med min sidste scoring (host), men vistnok meget pæn og høj og lyshåret. Det lykkedes mig på uvis vis at kysse fyren farvel da vi forlod baren, uden at nogen tog nogen med hjem eller fik nogens numre, selvom han havde snakket en del om begge dele, men det passede mig egentlig meget overordentligt fint.
Gåturen til stationen var ganske hård i de nu efter seks timers næsten ren dans i høje støvler, og vi holdt alle fast i hinanden... Jeg kan stadig ikke helt få puslet det sammen i mit hovede, men jeg tror også, jeg flettede fingre med Spøg, hvilket jeg fandt lidt sært, da jeg kom i tanker om det dagen efter.
Som sædvanlig var folk i McD-køen nogen idioter (ville stadig virkelig gerne have slået ham bagved os), og bussen kom aldrig, selvom det nu var tidlig morgen, så Nordkvinden og jeg tog hjem til hende og sov. Om eftermiddagen tog vi ud til mig for at hente hendes ting og finde tømmermandsmad, og vi endte med at lade aftenen gå med et par film og gøre det til endnu en sleepover. Bedste måde at tilbringe dagen derpå på! Dagen efter dagen derpå brugte jeg på oprydning, som dog var relativt nemt overstået - mine dejlige venner havde været så flinke at hjælpe med opvasken undervejs.
Tjoh. Det lyder måske tamt, når jeg får skrevet det, men ville heller ikke gøre det for langt. Og det var i sandhed en awesome aften. Mere af den slags!
... Har bare været lidt distraheret af en anden person, såedes at jeg næsten glemte at få det alt sammen skrevet. Og det så meget, at jeg har svært ved at læse og koncentrere mig og sove... Mere om det i fremtiden, er jeg ganske sikker på. Sød.
Jeg er byens flygtighed.
Et glimt i forbifarten,
et øjebliks øjes blik,
en flagrende nederdel.
Jeg elsker de øjeblikke.
Jeg elsker byen for dens flygtighed.
Man kan være uden at være.
Eller lade være med at være
som man vil.
Indtryk af udtryk.
Udtryk for indtryk.
Så korte møder.
Så dejligt overfladisk og uforpligtende.
Imorgen er jeg en anden.
Jeg ser ind i deres øjne.
Bare kort.
Bare for at se.
Bare for at blive set.
Og jeg ser, de ser mig.
I mørkets mysterier ser man hinanden lidt mindre.
Måske er det derfor, man kigger lidt mere.
Det er derfor, jeg elsker de øjeblikke, øjen-blikke.
Fordi jeg er noget, lige netop i det sekund, selvom jeg ikke er noget.
---
Re-run af et gammelt blogindlæg, som jeg blev lidt overrasket over at finde, fordi det da faktisk ikke er helt dumt, hvis jeg selv skal sige det.
Bortset fra det... Partisan har smidt sit bordfodboldbord ned i det midlertidige mBar. Fantastisk at få spillet igen! Det sidder bedre fast, end man tror. Og så var der også gratis luksuskaffe fra pallerne (vi har fået uanede mængder!!), og Pippi havde købt den vildeste chokoladekage. Og vi havde lokalet helt for os selv, fordi der egentlig ikke var åbent. Neat. Og derefter en af Præcis' og mine sædvanlige caféture, dog med en noget tvivlsom rabarberthe. Det er nu en meget hyggelig tradition, vi har fået skabt os. Skal stadig have hevet flere mennesker til den café, den er virkelig et af mine yndlingssteder...
Og jeg har været overskudsinitiativagtig og smidt en besked ud til biokemikerfolk om at finde ud af noget gøgl i ferien og ovenikøbet tilbudt at lægge hus til. Og inviteret lige præcis de mennesker, jeg havde allermest lyst til at se, selvom det går lidt udover den sædvanlige gruppe. Yeah. Så mi vi se, hvor mange, der er friske.
Great start på juleferien! Er i øvrigt i den vildeste fredagsstemning. Imorgen til det hårde arbejde med juegaverne...
Det er virkelig ikke sundt, det med at kede sig. Jeg onlineshopper alt for meget. Denne gang en parfume. Som jeg aldrig har duftet til.
Forhistorie: Jeg har altid haft en ting med multebærsyltetøj, som stort set ikke fås herhjemme, men både svenskerne, nordmændene og finnerne kan så let som ingenting købe denne himmerigsmundfuld i supermarkedet. Så det har altid været en ting, når jeg var i Sverige. I Norge besteg vi et bjerg, hvor vi fandt multebær og atter multebær på en fugtig skråning og plukkede, til vi ikke orkede mere. Jeg husker faktisk ikke smagen af friske multebær, men oplevelsen var fantastisk, fordi de her bær altså er relativt sjældne. I Finland købte jeg en halskæde med et multebærvedhæng, som jeg i lange tider gik med dagligt. Hvorfor bruger jeg egentlig ikke den for tiden? Nåh.
For nylig har jeg tilmeldt mig et nyhedsbrev fra noget, der hedder Campadre, som dagligt har kampagner med stærkt nedsatte varer, primært tøj fra diverse mærker, somme tider kendte, dyre mærker, somme tider ukendte svenske mærker. Men de har altså også lidt kosmetik og forskelligt andet. I sidste uge kørte der en kampagne fra det svenske parfumefirma Cloud & Berries, hvor der var tilbud på showergel/bodylotion med multebær/vanille-duft. Nu er det sådan, at jeg foretrækker kun at have parfumeduft i min parfume, dels fordi det er en fuldstændig unødvendig ting alle andre steder, dels fordi det bliver det rene duftkaos, hvis alting skal dufte af noget, dels af hensyn til allergener, og dels fordi min hud i sig selv er relativt sart og jeg foretrækker at bruge de produkter, jeg ved fungerer for mig. Og i øvrigt ejer jeg utallige bodylotions, jeg har fået i gave og aldrig får brugt. Så ingen showergel/bodylotion-sæt til mig. Men naturligvis måtte jeg vide, om de solgte denne duft som parfume. Men nej. Kun vanille. Vanille er også godt. Men nu var det jo multebær, der var min ting. Så i min kedsomhed, gik jeg på den store googlejagt og fandt da også en parfume af mærket Coty, som primært dufter af multebær og vanille. Da parfumen var relativt billig, besluttede jeg at købe den, så nu afventer jeg med spænding for 95 kr. parfumeoverraskese.
Man kan også måle min kedsomhedsmængde på frekvensen af lange, relativt ligegyldige indlæg i min blog. AK!
Jeg vil gerne komme med en indrømmelse... Godt nok bor jeg hos min tante og onkel og fætter, fordi jeg med tiden er blevet så bange for at være alene og deprimeret, at det grænser til at være usundt. Men hvor jeg dog elsker en weekend alene. Familien er taget til Jylland, og jeg har haft hele dagen for mig selv, og hvor er det dog dejligt somme tider... På disse weekender kan jeg bruge lidt ekstra tid i badet, forkæle mig selv lidt, gøre, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg bruger også gerne lang tid på at lave noget mad, vi ellers ikke får, mens jeg smider mit yndlingsmusik eller noget random på Touchdivaen og nyder den sublime lydkvalitet. Måske spiser jeg foran computeren, render rundt nøgen, eller synger og danser som en tosse. Således sidder jeg lige nu foran computeren med en skål hønsekødssuppe (lavet fra bunden!) og lytter til Mew - No More Stories..., som er et album, jeg holder meget af, fordi det er sådan lidt fint og poetisk og livsgladt. Senere vil jeg smutte op i sengen og se en film, tror jeg, og se om der måske kommer en besked fra Hr. Fortsættelse (en ting, der har været lidt på stand-by de seneste uger af forskellige grunde...). Oh well... ivet er ikke så slemt alligevel.
Okay... Det er altså virkelig kun, når jeg ser billeder som dette, at jeg en sjælden gang kommer til at savne mit laaaange hår:
Billedet kommer i øvrigt fra en strikkeside, jeg har nemlig en plan om at finde strikkepindene frem, nu hvor jeg har så uventet meget tid at bruge på alt og intet. En dag, jeg var ude at shoppe med Be, fandt jeg ud af, at jeg virkelig gerne vil eje én af de glimmertrøjer, der er overalt i øjeblikket. Men de er enten kasseformede eller mavekorte eller begge dele, og så var det altså, at jeg tænkte, at jeg kunne benytte lejligheden til at få genopfrisket strikkefærdighederne. Så nu skal jeg bare finde en opskrift på en figurformet, lang, relativt tynd trøje eller tunika med lange ærmer og rund hals. (Dog skal halsudskæringen være mindre end på billedet, vidden omkring hoften ligeså, og strikningen skal selvfølgelig være tæt, og helst uden mønster eller rib.) Og så skal jeg naturligvis finde både garn og gimmer (lader til at sådan noget købes separat).
Åh nej... Kan I huske, jeg skrev, jeg havde forelsket mig i denne kjole:
Well, jeg købte den, fordi der var 20 % rabat i den uge, plus 10 % studenterrabat, plus 10% førstegangskøberrabat, og jeg tænkte, jeg måske til nød kunne bruge den til julefrokosten. Den er fantastisk (der er lommer i - intet jeg elsker som kjoler med lommer!), men lige en størrelse for stor, og selvom jeg godt kunne gå med den, som den er, har jeg besluttet at sy den ind for optimal pasform.
Nu har jeg så forelsket mig i en ny kjole fra samme side:
Siden er Dorothy Perkins, og de har godt nok mange flotte kjoler (også mere enkle end de viste). Synes en del af deres andet tøj virker lidt billigt på en eller anden måde, men der er bare rigtig mange kjoler i fine snit, som jeg ville elske at eje. I øvrigt er portoen billig (H&M-niveau!), og firmaet er britisk baseret, så man slipper for told og alt det gejl, og de leverer til døgnposten, hvis man er til dét. Og så har de næsten altid én eller anden rabat. Het _fcksavedurl="http://www.livewebstats.dk/counter.php?id=4481&mark=>t" _fcksavedurl="http://www.livewebstats.dk/counter.php?id=4481&mark=>t" sikkert en side, jeg vil bruge igen.
Min yndlingsbørnebog af alle yndlingsbørnebøger. I virkeligheden er det en meget uhyggelig og sort bog af en børnebog at være, men det er også et rigtigt eventyr, og jeg har altid elsket den bog, og min mor har læst den for mig utallige gange, og jeg har selv læst den utallige gange, efter jeg selv lærte at læse. Jeg elsker den bog. Astrid Lindgren er i det hele taget genial, men Mio min Mio er efter min mening den bedste af hendes bøger og helt og aldeles undervurderet.
Det er også en bog med mange passager, der gentager sig selv med små variationer, som et rigtigt eventyr. Mange af de gentagelser sidder stadig i mit hovede, og somme tider tænker jeg på dem. I dag fik jeg lyst til at finde en bestemt passage. Jeg nåede at få downloadet og set filmen (vidste ikke der var en film!!), førend jeg fandt netbibliotekets lydbog. Lad være med at se filmen, lad for Guds skyld være med at se den. Enkelte passager har de fanget godt, men skuespillet er elendigt, ligeledes er effekterne (omend undskyld af filmens alder) og valget af, hvad der er taget med og hvad der er udeladt. Og hvad skete der for slutningen? I mean, really. Min yndlingsbørnebog af alle yndlingsbørnebøger. Øv. Sikke en skuffelse. Og den havde ikke mine citater med. Det havde lydbogen selvfølgelig. Her:
"Bare træerne ikke voksede så tæt. Bare mørket ikke var så sort. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare bjerget ikke var så uhyggeligt. Bare gangene ikke var så mørke. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare vores båd ikke var så lille. Bare søen ikke var så dyb og bølgerne ikke så vilde.Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare klippen ikke var så stejl. Bare natten ikke var så mørk. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare mørket ikke var så uhyggeligt. Bare Ridder Kato ikke var så grusom. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare det ikke var så svært at dø. Bare det ikke var så svært at dø. Og bare vi ikke var så små og så alene."
"Bare Det Fjerne Land ikke var så langt borte. Bare der ikke var så langt hjem til Øen Med De Grønne Enge. Og bare vi ikke var så små og så alene."
Nåhja. Det er også en bog, man uden de vilde anstrengelser kan tolke og analysere masser af ivsvisdom ud af, som med ethvert rigtig eventyr. Måske er det derfor, det er sådan en smuk bog, selv som voksen læser. Åh ja, jeg savner at læse bøger, som ikke er studiebøger.
