Jeg har det bedre, når jeg er i gang og får set folk. Det har jeg altså.
Og nu har jeg travlt. Jeg er omkring halvvejse i min ansøgning om udlandsstudier, som skal sendes d. 15. september. Eller det troede jeg. I dag var jeg så inde og se på den del, som er i et skema, der skal udfyldes... Og hvad opdager jeg, at der skal tre gange så mange bilag med, som jeg havde læst på informationshjemmesiden! Det er selve ansøgningssiden, jeg har set det på, og den har de først åbnet for for få uger siden, mens alle folk var på ferie. Blandt andet skal jeg lægge budget og have en udtalelse. Undskyld, hvad? Hvordan skal jeg lægge et budget over noget, der ligger så langt væk og ude i fremtiden? Og hvem i alverden skal udtale sig om min ansøgnings fagrelevans og mit engagement - ingen underviser har kendt mig i mere end 7-8 uger, og jeg har ikke engang haft rigtig biokemi endnu... Jeg tager op og snakker med det internationale kontor imorgen sammen med Akuma. Håber bare, det kommer til at hænge sammen, for egentlig vil jeg virkelig gerne afsted. Lige nu sidder jeg og roder med fagudbud og krav, så jeg kan lave en fagplan og skrive det sidste af min projektbeskrivelse. Hallelujah, hvor er det dog kompliceret og besværligt, det her!
Ellers ikke så meget, jeg drømmer de særeste drømme for tiden om små udlejningslokomotiver eller sorte krigerkvinder i Chile med magiske maddiker.
Uh, og jeg glæææææder mig til Keeeeenyaaaa om et år! Tør stadig ikke regne med det, for jeg bliver så glad af at tænke på en hel måned i Afrika, at jeg ikke ved, om jeg vil kunne bære skuffelsen, hvis det går i vasken.
Huhej, jeg må helere komme videre med min yderst seriøse ansøgning!!!
Men lige så langsomt begynder jeg alligevel at opleve glimt af glæde igen. Langt om længe. Denne uge er ved at blive lysere. Igår sås jeg med Be for første gang siden feriens start, og selvom alle planer bogstaveligt talt gik i vasken, var det nu dejligt at se hende og få opdateret begge veje om vores feriers bedrifter. I dag var jeg i zoo med Amling, Perle, Præcis og Smil - sidstnævnte har jeg ikke set, siden vi blev studenter. Så det var fantastisk! Simpelthen så hyggeligt, på trods af regnen. Bagefter spiste vi tyrkisk buffet, og jeg kom til at spise så meget, at jeg fik ondt i maven og stadig ikke kunne få mere ned, da jeg kom hjem til indisk mad en time senere! Ups og øv. Det er nu dejligt at have været i sådan en fantastisk gymnasieklasse, hvor man stadig kan finde ud af at ses så tit og have det herligt! Imorgen aften skal jeg til Alfs fernisering på Galore, også sammen med Amling. Glæder mig vildt til at se både Alfs kæmpestore værk og alt det andet spændende upcoming kunst! Så fredag har min far lagt beslag på mig, og lørdag kommer englænderne på besøg igen, men Nordkvinden kommer vist nok også hjem, så jeg ved ikke, om jeg tager med ud og henter hende også.
Men det jeg ville skrive... Idag... Følte jeg glimt af gæde. Måske gør jeg alligevel fremskridt.
Kærlighed handler om kompromisser. Hvor store kompromisser vil man indgå? Og hvad vælger man egentlig, når det står imellem at gå på kompromis med kærligheden eller at gå på kompromis med sine krav til kærigheden?
Findes den? Den store kærlighed... Den som filmene og bøgerne og billederne og musikken og al verdens kunst udspringer af og beskriver? Findes den kærlighed, som er så stor, at den besejrer og trodser at? Beskriver kunsten virkeligheden - eller udspringer den af vores drømme?
Jeg græd foran et spejl, og det gik op for mig, at hver gang, jeg ser mine øjne, hører jeg hans ord. Hver gang. Græder han?
Megaforsinket studenterfest hos Amling var fjong. Jeg havde min elskelige maxikjole på. På vejen kom jeg forbi nogen fyre, der råbte mig an: "Øh, undskyld, men er det ikke herrevarmt det der tøj der?" "Næh," svarede jeg, "den er dejlig luftig." Hvad fanden skal man sige? Da jeg gik videre kunne jeg svagt høre, at de fortsatte: "Men den er altså meget smuk. Meget smuk." Lidt fedt alligevel.
Det var dejligt at se folk til festen, især LeMü som man ikke har set i et helt år og Alf, som jeg havde savnet på det sidste. Og det var bare rart at være samlet og alt var som i gamle dage. Plus gøgl med studenterhuer. Og ølkroket. Til sidst blev jeg bare meget træt og tog med nogen andre i en taxa til stationen. Det tog mig to timer at komme hjem, så da jeg gik det sidste stykke, bemærkede jeg overrasket, at det var ved at blive lyst og fuglene kvidrede.
Næste dag var jeg med familien på shopping. City 2, som vi stiftede bekendtskab med mens vi boede i klimahuset, ligger godt nok lidt langt væk, men til gengæld er det relativt rart at shoppe der. Der er aldrig særligt proppet med mennesker, men stort udvalg af butikker. Og så er folk i butikkerne altid så smilende og venlige, synes jeg.
Købte:
- Megalang tank til indenunder kjole (i bløøøød øko-modal).
- Oversize kjole i det herligste tynde, støvetblå skjortestof, perfekt med et bælte i taljen.
- Tyndt brunt flettet læderbælte.
- Kommende yndlingsnederdel i råhvid med smock i taljen og broderie anglaise og blonder forneden. Alle fire ting fra Vila, og absolut unødvendige, og dejligt sommerlige.
- To par blonde-ballerina-sokker for 30 i Føtex - selvom de ikke har den perfekte facon, var det billigt.
- Min yndlingsmascara fra Clinique i sort/brun... dyr, men ingen andre slår den.
- Mew: No More Stories... til en halvtredser i Fona. Hvor de forresten havde et 3d-tv. Vildt!
Billede af køb kommer, når jeg kan finde ud af det!
Bagefter var vi på stranden. Det var lidt køligt, men der var en rimeligt lækker fyr i badebukser. Jeg kom til at stirre lidt efter ham. OG han kiggede tilbage. Ret meget. Da de gik, udvekslede vi et længere blik, hvorefter han smilede og så ned. Sødt. Altid dejligt med lidt flirteri. Hot-hot.
Om aftenen grillede vi alle sammen hos min far. Som som sædvanlig havde alt for meget mad. Men ellers succes. Har det stadig mærkeligt med det der med at blande "de to sider" af min familie. Oh at være skilsmissebarn.
Og SÅ får I vist ikke mere for den 25-øre. Korsika i overmorgen, juhu! Skal til at vaske noget tøj. Hejhej.
PS: Jeg håber at stirre efter flere lækre fyre i badebukser de næste par uger! En dybt undervurderet forde (+bagdel?) ved sommer. Mmm.
Somme tider spekulerer jeg på, om jeg i virkeligheden er ved at grave min egen føelsesmæssige grav ved at lægge afstand til alle de engang vigtigste mennesker i mit liv, som reaktion på et eller andet forskruet issue, som jeg unægteligt må have pådraget mig nogen stykker af, eller om jeg bare forsøger at ændre et eller andet til det bedre, i og med at der jo egentlig ikke er færre eller værre mennesker i mit liv nu (faktisk tværtimod).
Jeg hader eksamenslæsning. HADER det. Hvad jeg hader endnu mere er fysisk kemi. Jeg er SÅ bange, SÅ bange for, at jeg ikke består det her fag. Jeg har aldrig været så usikker på mig selv fagligt. Jeg har VIRKELIG presset mig selv til at læse og læse, og jeg har da også fået en hel del ud af det, men jeg er bare ikke sikker på, om jeg har fået det RIGTIGE ud af det, om jeg kan gå op til den skide eksamen og rent faktisk regne mine opgaver og bestå.
ØV hvor jeg hader eksamenslæsning.
Men om tre dage har jeg sommerferie.
Det værste er, at jeg ved ikke, hvad jeg skal lave. De første tre uger skal jeg... Absolut ingenting!! Det var der, jeg skulle have været i Spanien med unifolk, men siden det blev droppet, har jeg ikke fået planlagt noget. Jeg er blevet forsøgt lokket med på Roskilde, men jeg kan bare ikke rigtig... Ikke rigtig se mig selv dér. Selvom jeg måske burde prøve det af. Måske næste år. Resten af ferien er til gengæld allerede gået...
Hmm. Ikke så meget, ellers.
Jo, jeg har hovedpine og føler mig feberagtig, og jeg er lidt i tvivl om, om det er af for meget eksamenslæsning eller en undertrykt forkølelse, der startede for et par uger siden. Jeg HAR bare at komme igennem de eksamener.
HADER eksamensæsning. Eneste upside er, at jeg ikke er blevet lige så vanvittig i hovedet af det, som jeg plejer. Tror jeg da.
Okay. Jeg har haft den vildest uheldige dag, det er helt absurd så uheldig jeg har været! Okay, og lidt dum, desværre. Here goes:
I dag græd jeg hos psykologen. Lige nu er det hele lidt noget lort. Der er også det, at siden jeg startede der igen, har jeg følt et presserende behov for at tale med hende om det, som fylder mine tanker 24 timer i døgnet og giver anledning til en del negative følelser, men jeg kan ikke. Jeg kan bare ikke. Der er dog så mange andre ting, at der er rigeligt at tale om alligevel. Og nu i dag... Har jeg opbrugt mit tilskud til de psykologsessioner. Og min økonomi går i forvejen den forkerte vej.
Nåh, jeg tager fra psykologen og ind i lejligheden. Jeg er lidt distræt over samtalen og det hele og sætter mig ind i bussen den forkerte vej, og der går nogen stop, før jeg opdager det, og jeg skynder mig ud. Pludselig genkender jeg stedet, jeg er kommet til. Det sygehus, hvor jeg i mine depressionsdage var til en enkelt konsultation hos en eller anden specialistlæge, som meget uprofessionelt spurgte til mine selvmordstanker, mens min mor var i rummet. Ved lige præcis dét busstoppested græd min mor og spurgte, om det virkelig passede. Jeg har aldrig før eller siden sat mine ben der, men i dag gjorde jeg, og det hele kom tilbage.
Jeg opdagede også en anden ting: Jeg var lige præcis kommet et par stoppesteder ud af den zone, mit månedskort dækker. Jeg havde ikke noget klippekort, så jeg valgte (dumt) at hoppe på bussen, flashe mit ugyldige månedskort og snyde mig til de skide tre-fire stoppesteder. Og TROR I så ikke, at lige præcis i dag, lige præcis inden for de fire stoppesteder, så kommer der en kontrollør!? Det er FØRSTE gang, jeg nogensinde er blevet kontrolleret i en bus. Lige præcis i dag, hvor jeg lige præcis havde snydt mig til fire stoppesteder, fordi jeg lige præcis havde taget en bus den forkerte vej ud af mit månedskort. Af alle dage, alle tidspunkter! Så 600 kroners bøde til mig. Oven i økonomien. Tak.
Nåh, jeg står af bussen og skal skifte til et tog. Jeg beslutter, at det her, det skal bare ikke ske for mig igen, så jeg vil købe et klippekort, som jeg vil klippe, lige gyldigt hvor få stop, jeg kommer til at tage bussen den anden vej. Så jeg begiver mig i krig med dsb-automaten. Dsb's billetautomater hader mig altid. De vil aldrig godkende mit dankort. Det tager da også tre forsøg i dag, men til sidst lykkes det rent faktisk. Endelig lidt held! Troede jeg... Lyde fra automaten. Jeg venter. Flere lyde. Printelyde. En kvittering kommer ud. Jeg tager kvitteringen og venter på mit klippekort. Ingenting. "Husk din billet," står der på skærmen. Ja tak! Jeg slår lidt til automaten og roder rundt med hånden i lugen, selvom jeg udmærket ved, der intet klippekort er. Så kommer mit tog, og jeg må opgivende stige ind med min kvittering på aldrig modtaget klippekort i hånden.
Da toget kommer til næste station, opdager jeg gudhjælpemig, at jeg igen er taget i den forkerte retning. Hvad sker der! Jeg spørger en venlig togmand, hvad jeg skal gøre med klippekortet, men han kan ikke hjælpe mig, og der er ikke noget billetsalg på stationen. Ind i toget tilbage igen.
Endelig på min egen station får jeg heldigvis uden problemer (men efter nogen diskussion i baglokalet) et klippekort for min kvittering.
Senere kommer jeg hjem til familien og taber lidt ting foran min fætter og hans bedste ven, førend jeg smutter ovenpå og føler mig såååå træææt, og jeg skal baaaare lige lægge mig lidt ned med lukkede øjne. En time efter vågner jeg, og det første, jeg tænker, er: "Hvornår er det egentlig, Præcis holder grillhygge!?" Jeg tjekker facebook. I dag. OM EN TIME!! Desorienteret af søvnen slæber jeg mig ned i køkkenet, hvor min onkel er på vej på indkøb, og jeg klager min nød til ham. Han tilbyder at køre mig (offentlig transport = halvanden time), indtil han kommer i tanker om, at der ikke er nogen bil, fordi min tante arbejder lang dag og har fiaten, mens lupoen er til mekanikeren. Jeg gør mig alligevel klar efter at have ringet til Præcis og sagt, jeg blev forsinket. Tyve minutter senere er jeg klar, og min onkel har købt kød for mig til grillen. Jeg tjekker rejseplanen (for anden gang), og indser nu, at jeg først ville kunne være der klokken 8, halvanden time for sent. Fair nok - hvis ikke det var fordi jeg skal tidligt op til spørgetime imorgen. Så kunne det altså ikke betale sig.
NU vil jeg gå ned og spise aftensmad, og med mit hed idag skal det nok lykkes mig at blive kvalt i æggesalat eller andet godt.
