OPRET GRATIS BLOG
 
Tjulahöpö

Being perfect doesn't make most people happy; accepting that being good enough is good enough gives you more time to figure out what does make you happy...

Skrevet 2.5.2016 kl 19:13

På trods...

Skrevet 23.4.2013 kl 20:48
Hmm. Det er længe siden, jeg har blogget. Der er sket meget. Mange ting, der har gjort mig ked af det. Mange ting, der gør mit liv kompliceret. Ting, jeg ikke kan ændre.

Men... Her til aften. Der tog jeg vasketøjet ind fra altanen, og idet jeg gjorde det, mærkede jeg aftenluften og stilheden som blandede sig med duften af nyvasket tøj og lyset fra vinduerne overfor og en enkelt stjerne på himlen over mig. Og fordi det er forår nu, kunne jeg stå derude et øjeblik og bare mærke det.

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Jeg frygter den næste katastrofe, den næste tragedie, det næste drame hvert øjeblik. For sådan har jeg vænnet mig til, at mit liv åbenbart skal være.

Men. På trods af alt det. Alt hvad der er sket og stadig sker. På trods af alle sorger, bekymringer og komplikationer. Eller... Måske på grund af alt det... Så har min kærlighed, min kærlighed til selveste livet, vokset sig stærk og livskraftig. I det mindste lever jeg. I det mindste lærer jeg. I det mindste kan jeg hele tiden lægge erfaringer til bunken, gode som dårlige. Og i det mindste gør jeg mit bedste. Som en danser engang sagde til mig, da jeg var rejst til Paris for at besøge ham, selvom jeg kun havde mødt ham en enkelt gang før i en flyver. I det mindste har jeg historier at fortælle. Om mit liv. Jeg sidder ikke og lader det passere forbi mig længere og har ondt af mig selv. Okay, ondt af mig selv har jeg vist rigeligt af somme tider. Men jeg bliver ved med at prøve. Og jeg har fandenfuckingkraftedeme ikke tænkt mig at give op! Sgu!

For jeg har ting, jeg brænder for. Ting, jeg gerne vil med mit liv. Mere end rigeligt med grunde til at le og blive varm om hjertet. Jeg kan godt! På trods af alt.

Så blev man et år ældre...

Skrevet 2.2.2013 kl 17:42
Så...

Jeg er så fucking heldig!

Jeg har de bedste venner i hele verden!!

De havde... De havde fandme arrangeret et surprise birthday party for mig. For mig!? Mig. Jeg har aldrig haft en børnefødselsdag. Det er min første rigtige fødselsdagsfest. Familieting ikke medregnet.
 Åh. Og det var helt perfekt. Jeg er stadig så rørt at jeg kunne tude. De kender mig så godt. Og de må holde så meget af mig, at de vil gøre alt det. For mig. Lille mig. Det var det bedste, nogen nogensinde kunne give mig. For mine venner er det bedste i mit liv. De gør mig glad.
 I må ikke sige det til nogen, men det var lidt af en hemmelig drøm for mig. Men på den anden side, hvem kunne ikke drømme om dét? Jeg fantaserede om det på vej over til Perle. Sådan á la he he, hvad mon de har fundet på, tænk hvis de havde gjort det og det...(Perle, Amling og jeg har en tradition om at arrangere ting for hinanden til fødselsdage, teaterture og sådan.) Men. Jeg troede da ikke et sekund, at det ville ske i virkeligheden. For mig. Hvor har de knoklet for at få det hele til at klappe. Åh. Det var fantastisk. Jeg knuselsker mine venner. Men nu knuselsker jeg dem endnu mere!

Om tid der er gået og ting jeg har lært.

Skrevet 13.1.2013 kl 18:59
On another note...

Hvor bliver tiden af? Jeg genfandt lige et nummer, B og jeg havde en ting med under bachelorprojekt. Og det gik op for mig, at det er et halvt år siden, jeg sidst hørte det nummer. Hvor er det halve år blevet af??



Og hvor meget er der ikke sket på det halve år? Kom ud af det rustchebaneforhold, som gjorde mig mere ulykkelig end glad - mistede ham helt til Fremmedlegionen, og må de næste fem år gå med en skyldblandet bekymring, som dog er begyndt at fylde lidt mindre efterhånden. Mistede min søde morfar, men nåede heldigvis at se dem meget og være der for dem. Min mormor er flyttet på plejehjem. Har set min far blive svagere og skrøbeligere og uhyggeligt mere dødelig, i takt med diagnose, undersøgelser og medicin - men også lært at prioritere ham højere, mens jeg har ham.
 Jeg er også flyttet. Har med farmands hjælp ændret min lejlighed, så den nu er endnu mere perfekt. Er begyndt at cykle alle steder hen - og er deraf blevet noget mere fit (hvad skal jeg sige, jeg har fået stramme lår!). Min guitar er blevet min bedste ven - selvom jeg stadig ikke er særligt god til at bruge den. Men det går da fremad. Jeg har taget mine første kandidatfag. Fundet en megasupernice specialeplads og skal snart igang.
 Jeg har fået op til flere nye, gode venner. Er kommet meget tættere på flere gamle venner. Har for første gang haft en bolleven - og fundet ud af, at det nok ikke var noget for mig (selvom det fik udvidet min seksuelle horisont gevaldigt). Er begyndt at date en supersød fyr, som jeg rent faktisk har ting til fælles med. Har indset, at jeg har et overraskende stort udvalg hvad angår mænd.
 Kort sagt... Livet sucks max nogen gange, men jeg har indset, at jeg kan gøre whatever the fuck jeg vil med mit eget liv, og at det er meganice at vælge det, som føles godt for én selv. Ved ikke lige hvad der skete for mit sprog i den sætning. På trods af alt det triste, der er sket, har jeg det faktisk ret godt. Jeg har så mange fantastiske mennesker i mit liv, og masser af tid til at gøre de ting, jeg elsker allermest, sammen med dem eller alene. Og jeg har tænkt mig at nyde, at livet kan være godt, så længe jeg kan. For jeg ved godt, at der kommer en ny skidt periode før eller siden.

Og hermed vil jeg slutte og lave mig noget aftensmad. Det er snart tid for en ordentlig madlavning fra bunden af et eller andet godt, tror jeg. Har bare ikke helt besluttet, hvad det skal være. Noget nyt. Og spændende.

Hvad nu hvis...

Skrevet 6.11.2012 kl 19:54
Jeg kan ikke lade være med at tænke på noget.

Jeg har altid troet, at hvad-nu-hvis-følelsen skulle være det værste. Ikke fordi jeg har følt mine hvad-nu-hvis'er så presserende, men fordi andre har sagt det. "Hvis du ikke forsøger, kan du gå resten af livet og tænke "hvad-nu-hvis."

Men hvorfor skal man død og pine forfølge svarene på alle sine hvis'er? Det er da noget forbandet pjat. Det generer mig ikke, at der måske kunne være kommet noget ud af det, hvis jeg havde prøvet. Og hvad så? Skal man bare have alt hvad man måske kan få - eller hvad?

Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke på det i forhold til Danser. Vores første 48 timers date var intet mindre end fantastisk, et eventyr, perfektion på alle måder. En smuk historie om et møde og om en masse potentiale. Og havde jeg besluttet at lade det blive ved det dengang, ja så kunne jeg have gået resten af livet med et hvis-spørgsmål om hvorvidt vores forhold ville være blevet så fantastisk som den første date.

Men når jeg kigger tilbage på det nu... Efter forliset. Efter alle skænderierne, al smerten. Så kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg har forfulgt mit hvis for langt her. Jeg ville gerne kunne kigge tilbage på det og stadig se den skønhed, jeg så i vores første date. Huske min fascination af ham. Men lige meget hvor meget jeg prøver, når jeg kigger på billeder af ham, så ser jeg kun en grim mand i pæn indpakning. Det tror jeg egentlig ikke, han er, især ikke, når jeg tænker på hans tilbagevendende frustration over ikke at kunne gøre mig glad. Men det er det, jeg ser. Og derfor, når han siger, at nu kan han snart komme og besøge mig... Og at han savner mig... Så føler jeg intet behov for at undersøge, om vi kan komme til at fungere sammen, hvis vi ses igen. Blot en smule frastødt af tanken. Frastødt. Af en mand, jeg engang har elsket, og ikke uden grund.

Nej. Det er sørgeligt. At have forfulgt sit hvis så langt, at der absolut intet er tilbage af det. Fuck, hvor er det sørgeligt.

Dilemmaet om at brænde for sit job versus at kunne gå hjem og holde fri...

Skrevet 10.6.2012 kl 20:51
Oh well... Hej. Semi-døde blog. Hvad skal jeg fortælle dig?

Jeg ved ikke... Hvad siger det om mig og mit liv, at jeg ikke længere har det samme behov for at blogge? Har jeg for travlt? Er det fordi jeg langt om længe har lært at have fortrolige mennesker i mit liv og holde på dem? Er det fordi nogen af de ting, der sker i mit liv, er for komplicerede og private til, at jeg orker udrede dem i en blog, der alligevel ikke rigtig er nogen, der læser?

Lige nu har jeg egentlig hverken tid til eller behov for at blogge - eller jeg har ikke så meget lyst til at blogge om dét, jeg ville have skrevet om i gamle dage.

Jeg skriver bachelorprojekt og er begyndt at få en fornemmelse af, hvad et liv som videnskabskvinde vil byde på at godt og skidt... B og jeg har snakket en del om det, fordi det er et job, det kan blive svært at gå hjem fra og lægge på hylden. Særligt når man har en deadline. Men samtidig brænder jeg jo for netop dette. At opdage. At blive udfordret mentalt. At lære mere om, hvordan verden fungerer. At være i laboratoriet. At skrive. Men jeg har ikke lyst til at blive sådan en, der aldrig rigtig holder fri, det har jeg fået nok af i løbet af min studietid og i gymnasiet. Jeg vil ikke blive ligesom vores vejleder, der glemte sin egen søns fødselsdag og lavede en aftale med os i stedet, som han af samme grund måtte springe fra i sidste øjeblik. Jeg har ikke lyst til at bruge mine weekender på at skrive artikler og rette metodeafsnit.

Resten af mit liv kan jeg ikke finde ud af at skrive noget om, jeg har lyst til at dele.

Udsigten til sommerferie med kæresten er det der holder mig kørende lige nu.

Hejhej blog.

Eyes on... Á la fattig studerende.

Skrevet 17.4.2012 kl 21:29
Nåh. Jeg er i shoppehumør. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal shoppe. Jeg har allerede to pakker ude at svømme lige nu, som jeg nok skal have kigget på, inden jeg går for meget amok. Men altså, det ligger jo og fylder i min browser, det jeg har kig på, så nu bliver det et blogindlæg. Smart, ikke? I ved, ligesom de der fancy bloggere der blogger om fancy tøj. Bare i udsalgs-/budgetversion.

Fra lagersalg.nu - som stadig er min yndlingsshop pga. den gode service og de dejlige besparelser:
Bukser, S'nob.
http://www.lagersalg.nu/product.asp?product=12301

Klik på billedet, for at se et større billede

Cardigan, Suit Female.
http://www.lagersalg.nu/product.asp?product=11048
Klik på billedet, for at se et større billede
Cardigan, Margit Brandt.
http://www.lagersalg.nu/product.asp?product=13162

Ja. Og så noget musik med Ramona Falls. Har en veninde, der ofte linker til musik på facebook og har smidt links til dem et par gange, og synes faktisk, det lidt er den type musik, jeg ledte efter. Altid dejligt med ny musik.
 

Hmm? Var der mere? Jo, leder stadig og siden efteråret efter den perfekte glimmertrøje. Den skal være mindst en smule figursyet og helst røvlang. Hvilket åbenbart er svært. Og den perfekte blondekjole måtte godt blive min ven til sommer. Helst i en farve, med små ærmer, og forestiller mig nederdelen med vidde, men det sidste er ikke et must.

Denne fra Zara har hidtil været mit bedste bud, men den sad desværre skidt på mig, og halsudskæringen var for stor. Virkede ellers god i kvaliteten, og er vild med farven... Her:


Prøvede to i H&M samme dag, som jeg ikke kan finde på hjemmesiden, og sikkert flere andre steder. Der var bare intet, der var helt perfekt. Men nu jeg var på H&M's hjemmeside, ikke... Den her er da lidt fin, den kunne jeg godt leve med at have i skabet. Eller endnu bedre - på:


Nåh... Leder også efter en perfekt nederdel og en råhvid cardigan, gerne i lækkert materiale. Hmm. Og sko. Mange sko. Og en sommerhat.

... Intet af det er egentlig strengt nødvendigt. Så det SKAL også være perfekt, før jeg køber det. Bortset fra sko. Det mangler jeg virkelig. Man hører så meget om kvinder og alle deres sko, men jeg slider altså mine ihjel, før jeg får købt for mange. Hmm.

Blabla...

Skrevet 31.3.2012 kl 16:59
Nåhja. Man kan vel godt blogge lidt alligevel. Min dag er vist gået med at sove længe, bage knækbrød (MEGET anbefalelsesværdigt! Også at putte chokolade i dem!!), og skrive med den kære hr. kæreste. Det er ikke altid nemt at være flygtning - eller at være kærester med en flygtning, når man bor i to forskellige lande. Men det er begyndt at gå op for mig, hvor tætte vi alligevel er ved at blive, følelsesmæssigt.

Før jeg mødte ham, var jeg i en periode, hvor jeg var begyndt at være ligeglad, fordi jeg havde mistet troen på nogen sinde at finde et menneske, jeg kunne passe sammen med. Jeg troede, jeg skulle vælge imellem de kvaliteter, jeg ledte efter i en mand. At jeg aldrig kunne stole på én, jeg var tiltrukket af eller være tiltrukket af én, jeg stolede på. Men han er alt, hvad jeg har drømt om. Vores forhold føles godt og sundt på en måde, som gør mig mere og mere sikker på, at det her er værd at satse på. Jeg ved ikke længere, hvordan jeg skulle klare mig uden ham. Uden den tryghed og tillid, vi deler og uden at kunne dele alt med ham. Han udfordrer mig og inspirerer mig til at være et bedre menneske og giver mig samtidig ro, tryghed og en helvedes masse kærlighed. Nåhja. Og jeg tænder vanvittigt på ham på flere planer, end jeg troede muligt. Fordi han ikke kun er en smuk mand, men et smukt menneske.

...

Jeg er virkelig, virkelig glad for ham.

Lakker min blog mod enden?

Skrevet 25.3.2012 kl 11:25
Hmm. Det lader til, at jeg langt om længe har fundet en plads i mit liv, hvor jeg ikke længere har behov for at blogge så meget. Det er vel positivt, men på en måde også trist. Jeg tegner ikke mere, maler ikke mere, laver ikke længere tossede kreative projekter af alskens slags mere, skriver ikke mere... Bloggen var mit sidste desperate link til skrivningen. Jeg mener... det var sjældent, jeg skrev noget sådan rigtigt, der ikke bare var hverdagspladder, men hvad skal der blive af det hele nu? Jeg er ikke i tvivl om, at kæresten har planer om at give mig et kærligt skub eller to i retning af de ting, jeg savner, men vil det virke? Vil jeg finde tiden og overskudet i en hverdag fuld af lange laboratoriedage, som jeg kommer smadret hjem fra? En dag vil jeg også skulle finde en hverdag med ham. En dag vil min hverdag skulle deles mellem job og familie, og hvor vil der være plads til malerpenslen mellem bleer og pipetter? Har jeg mistet min kreativitet for altid? Vil jeg overhovedet kunne genfinde den efter så lang tid, eller vil jeg blive så utilfreds med udfaldet af mine projekter, at jeg mister gejsten - som min tendens har været de sidste mange år? Var det alt sammen noget, der hørte barndommen til? Var min blog noget, der hørte min usikre, ensomme ungdom til?

Tiden vil vel vise det... Det var egentlig ikke det, jeg ville skrive. Jeg tror bare, jeg ville skrive noget hverdagspladder igen. Det var ikke ingenting, det sygdom, det var kyssesyge, og selvom jeg nu ikke har andre symptomer end en konstant øm milt, er jeg så træt, så træt, og jeg orker ikke rigtig alt det, jeg burde. Så dette er egentlig en overspringshandling. Der er to uger, til jeg skal til eksamen i videnskabsteori, og jeg har kun læst til to ud af seks emner og været til undervisning i tre. Be og jeg burde have afleveret vores projektbeskrivelse før vi overhovedet gik igang, og vi er ikke halvvejs. Men når jeg kommer hjem fra lab, er jeg så træt, at jeg nærmest bare sover, og nu er min weekend næsten gået med at komme ovenpå igen efter min første uge tilbage. Folk har åbenbart den sære idé, at de skal fortælle alle de skrækhistorier om kyssesyge, de kan tænke på, hele tiden, og jeg er ærligt talt ved at være træt af at høre, hvor let jeg er sluppet. Havde jeg ikke samarbejdet med Be om bachelorprojekt, havde jeg kunnet vinke pænt farvel til dét og goddag til et ekstra studieår. Oh well.

Ellers er alt vel godt. Eller det ved jeg ikke, om det er. Min far har hjerteflimren, er kommet på medicin, og skal til en frygtelig masse undersøgelser.

Men ellers er alt vel det sædvanlige.

Der er alt for længe til maj.

MIn blog kan vist lige så godt dø en stille død, så kedelig og indholdsløs, som den er blevet.  Hvor ironisk, at det sker, samtidig med, at mit liv bliver mere indholdsrigt. Eller måske ikke. Pløh. Jeg er vist out.

Syg

Skrevet 18.3.2012 kl 10:28
Meh. Jeg har ligget syg i over to uger nu. Har fandme sjældent følt mig så syg. Jeg mener, der har været dage, hvor jeg hverken kunne spise eller sove uden at dope mig op på smertestillende. Selv min tante og onkel er ved at blive bekymrede over, at det da ikke snart går over. Og de er ellers ikke overbekymrede mennesker, hvad den slags angår. Lægen kan i øvrigt ikke finde ud af, hvad det er. Eller, jeg får svar på nogen blodprøver imorgen, men jeg har en fornemmelse af, at der ikke er noget. Jeg har været alt for meget fraværende fra lab og er kommet alt for langt bagud i videnskabsteori. Jeg er gået glip af studierevyen og en hel weekend med kæresten. Og jeg FUCKING KEDER MIG!

Siden hvornår er min blog i øvrigt blevet der, jeg går hen, når jeg er ved at gå til af kedsomhed? Jamen altså.

Ja, jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive her. Men jeg er pissesulten. Nogen gode idéer til, hvad man kan spise, når ens mandler er på størrelse med valnødder, det gør ondt hver gang man synker, og alting smager dårligt? Jeg er træt af købesupper og havregrød og smoothies. Pissetræt, siger jeg! Jeg er i det hele taget lidt pissetræt af det hele lige nu.

Fucking lortevirus.

Jeg er simpelthen for negativ til det dersens blogning lige nu. Måske vender jeg tilbage, når jeg har noget ordentligt at sige. Hvis jeg har har dét.

Forrige side | Side 1 af 57 | Næste side