De der aftener, hvor man bare ikke orker, men hvor man tager afsted alligevel. Man tager afsted for i det mindste lige at sige hej, måske har man lovet at komme, men man vil tage tidligt hjem, og man vil i hvert fald ikke drikke... Nogen gange, så ændrer de aftener sig. I det øjeblik man er der, er aftenen allerede anderledes, og når man tager den første øl, har man taget valget. Somme tider bliver de aftener, man bare ikke orker, gode.

Jeg kom hjem med den tanke, at hvor havde jeg snakket med mange nye mennesker. Med overraskelsen over, at jeg IKKE var endt i et hjørne, som jeg selv havde forventet.

Og jeg flirtede... Eller. Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg lavede. Men jeg snakkede med den her fyr. Længe. Først snakkede jeg egentlig med hans ven. Men så snakkede jeg med den her fyr. Han var ikke specielt pæn eller specielt sød eller havde noget specielt til fælles med mig eller var på nogen måde egentlig specielt tiltrækkende. Det eneste, jeg rent faktisk kan huske om ham, er, at han havde et stort mellemrum mellem sine fortænder og en neongrøn plastikhalskæde. Mest af alt var det fuldskab, tror jeg. Jeg tænkte, at der skulle ske noget. At jeg skulle gøre noget. Komme ud af min skal. Men jeg spurgte mig selv, hvad fanden jeg egentlig lavede - især da Hvede begyndte at sidde og sende mig meget sigende blikke, mens jeg snakkede med den her fyr. Og jeg kunne måske have kysset på ham eller noget. Han sagde, jeg var kær. Men det, der var ved det, var bare, at det ikke gjorde noget som helst bedre. Fordi jeg ikke har gjort sådan før. Fordi jeg bare ikke er typen, der går i byen og scorer. Det fik mig til at føle mig slutty. At jeg sad og tænkte på, hvad der kunne komme ud af det her - og det dybest set handlede om at glemme ham.

Egentlig virkede det meget godt. Jeg havde en god aften. Jeg havde det sjovt og jeg gik fra den med en overordnet god følelse. Jeg blev bekræftet i og med at der blev vist interesse for mig. Bare sådan.

Måske er det et godt tegn. Måske skal jeg bare blive ved, indtil der dukker en fyr op, som rent faktisk er interessant nok til, at jeg ikke forsvinder, mens han vender ryggen til, for at tosse rundt med mine venner. Og som er interesseret nok til ikke at vende ryggen til så længe. Men lige nu. Idet, jeg skrev, at det handlede om at glemme. Da var jeg meget, meget tæt på at tilføje: Og jeg kan ikke.

Det, jeg egentlig ville skrive i det her indlæg, var faktisk noget helt helt andet. Jeg ville kaste et spørgsmål i grams til jer: Hvad sker der for fyre (ja, fyrE) og "skal du ikke snart op og købe noget at drikke?" Hvad blev der af at købe pigen en drink - er det et hint til dét, når de siger sådan, eller er jeg bare gammeldags? Eller er jeg ikke en drink værd, måske? Næste gang skal de fandme få lov at købe mig én aligevel - hvis de er interessante nok!