Jeg orker ikke skrive alt lige nu. Det hele er en stor pærevælling. Tanker, følelser, indtryk fra de sidste par dage og de sidste par uger vælter rundt oven i hinanden, og helt ærligt ved jeg ikke, hvad jeg føler. Det eneste jeg ved er, at intet skete som ventet.

Min farmor døde natten til i søndags, og jeg er kommet hjem fra Kenya for at være der til begravelsen, som var i går. Tårerne kommer som et slag bag øjenlågene på uventede tidspunkter, men jeg er ikke ude af stand til at le og til at leve. Jeg tror stadig ikke, realiteten for alvor har indhentet mig, og på et eller andet tidspunkt kommer jeg nok til at græde over det for alvor.

Kenya var fantastisk, og på nogen måder kunne jeg godt have været ked af at have afbrudt ferien, men det er jeg egentlig ikke. Jeg ved, jeg gjorde det rigtige. På flere måder. Jeg ville have fortrudt det så mange gange, hvis jeg ikke var kommet hjem.

Jeg elsker Afrika. Farverne er klarere, og jeg føler mig så uendeligt meget mere levende der, i glimt næsten lykkelig. Jeg savner det, når jeg ikke er der, og jeg kan tale om det i uendeligheder og mærke mine egne julelys i øjnene. Jeg ved, Afrika har sine problemer, og min hudfarve forhindrer mig i nogensinde helt at være en del af det, men jeg elsker det. Jeg betragter det med dyb fascination og respekt, og alligevel med den afstand, der kommer af forskelligheder. Afrika sætter dybe spor i mig og bliver en del af mig og min udvikling.

Jeg skal aldrig ud at rejse med Kitty igen. Aldrig. Jeg tror ikke engang, jeg betragter hende som min veninde mere. Jeg spurgte mig selv så mange gange, hvorfor hun havde taget mig med, for hun behandlede mig ikke som én, hun bekymrede sig det mindste om. Det meste af tiden følte jeg mig som én, hun kunne prøve at opbygge sin selvtillid på bekostning af... Én, hun kunne hakke på, hundse med, kræve bekræftigelse fra og bruge til at fremhæve sig selv overfor fremmede. Hendes reaktion, da jeg fortalte om min farmor, var at give mig nøglen til vores værelse og sige, at så kunne jeg gå op og græde ud, og så gik hun ellers i gang med at tilrettelægge, hvordan hun selv hurtigst muligt kunne fortsætte som planlagt uden mig. Selv adskillige fremmede har vist mere omsorg, end hun har.

Til gengæld har jeg mødt så utroligt mange andre fantastiske mennesker. Flere end jeg kan nævne... Først og fremmest Kittys familie, som vi til dels rejste med, har været fantastisk. De tre kenyanske søstre har budt mig velkommen med åbne arme, deres døtre har været venlige omend generte, Kittys onkel har hjulpet med alt, familien vi delte lejlighed med har været så søde, så søde (omend børnene var noget larmende). Andre, der fortjener at blive nævnt: Hollænderen der rejste alene og uforberedt, det engelske par og deres guide som jeg spillede kort med, samt de to israelske piger der lærte os "Gæt en kendt"-legen, den sønderjydske familie og de to MS-damer, vores kok som fulgte mig ned af bjerget, vores rengøringskone som altid var så sød, jokerfyren på turistkontoret med de fjollede vittigheder i hver eneste sætning, adskillige tilfældige fremmede på vej diverse steder hen, et par søde taxichaufførerer (og en enkelt rådden, der ville betales to gange), den venlige arabermand fra Gulf Air der reddede mig ud af en billetkrise, den rare tykke engelske herre der forærede mig penge til en flaske vand...

Og i flyet fra Nairobi til Bahrain mødte jeg den sødeste fyr, som fortjener at få sit helt eget afsnit. Han viste sig at være danser på vej til Europa for at optræde, og vi snakkede en del om forskellene på Europa og Afrika, men det var først på den sidste del af turen, vi egentlig talte sammen. Inden da havde han både nået at hjælpe mig med at finde høretelefonindstikket og at tilbyde at skaffe mig vand da jeg vågnede af en lur - sådan nogen små ting, hvor jeg ikke kunne lade være med at smile, fordi det var så uventet omsorgsfuldt. Senere, da jeg trak benene op på sædet, slog han armlænet ved siden af mig op, hvorefter han rakte over og løsnede sikkerhedsselen om mit liv. Det gav et lille sug i mig ved berøringen, for på det tidspunkt havde vi talt en del sammen, og jeg havde allerede fundet mig selv både overraskende tryg og voldsomt tiltrukket af denne fremmede og egentlig ikke specielt pæne fyr. Vi udvekslede kun få ord på vej ud af flyet og gennem transitten, men vi gik side om side, som havde vi kendt hinanden længe, og det føltes så rart, at han var der. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bare gik i stedet for at bruge noget af ventetiden sammen med dem, men jeg fortrød det hurtigt omend for sent. Jeg har tænkt meget på ham, for det er sgu sjældent, man møder sådan én, så jeg håber snart, han ser, at jeg har tilføjet ham på facebook, som jeg lovede. Jeg kan ikke forklare det, man han var fandme så sød, altså.

Jeg læste engang en klog betragtning, hvis indhold i sin essens var, at føler man sig på en eller anden måde beriget, når man går fra samværet med et menneske, er det menneske værd at holde på her i livet. Jeg kan ikke huske ordlyden, hvem der har sagt det, eller i hvilken sammenhæng, jeg har læst det, men det er netop sådan, jeg vælger menneskerne i mit liv, og det er sådan, jeg mener, det bør være. Naturligvis for begge parter. ivet er sgu for kort til andet.