Det er netop det, at jeg frygter, hvad det ville bringe med sig, hvis jeg indrømmede det. Såmænd frygter jeg det gode akkurat lige så vel som det dårlige. Frygter det, og tager samtidig mig selv i at længes efter det. Det er netop det, jeg ikke vil indrømme. At jeg kunne lade det ske, hvis det skete.

Det er løgn, når jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg kunne klare det i en strakt arms distance. Sådan er jeg ikke.

Men det tror jeg, han er, og derfor tror jeg også, jeg skal være det.

Og netop derfor vil jeg ikke indrømme det. Det ville sætte mig i en sårbar situation, og jeg kan ikke lide sårbare situationer.

Og netop derfor er der ingen situation. Netop derfor har jeg ingen kontrol over den potentielle situation, der ikke er. Måske er jeg mest sårbar, netop fordi jeg frygter sårbarheden.

Jeg ville så gerne være fandenivoldsk. Jeg fantaserer om det. Jeg betragter den fremstrakte lillefinger til min indre djævel. Måske strejfer jeg den flirtende. Men jeg trækker altid følehornene til mig, førend nogen får bidt hånden af. Sådan er det.

Utroligt, at den samme lillefinger bliver ved med at blive fremstrakt igen og igen. Jeg må minde mig selv om, at det ikke nødvendigvis betyder noget. Eller måske ved han, at jeg i mit stille sind bliver mere og mere lun på idéen.

Problemet er nok, at jeg ikke er sikker på, om det er idéen eller muligheden, der er potentiel. Netop derfor vil jeg ikke indrømme det. At jeg bliver mere og mere lun på idéen. At jeg fantaserer om at række ud og gribe den fremstrakte lillefinger på hånden i en arms distance og måske også bive sårbar.

---

Dammit. Jeg ville ikke skrive noget, for jeg ved, det ikke betyder noget, men det gør det måske alligevel. Det er et portræt af en ændring i mig selv. Og af skridt, jeg stadig mangler at være i stand til at tage. Og af noget, der ikke rigtig er noget, men ikke helt er ingenting, heller. Af forvirring.

---

I dette stadie af ingenting og døre på klem er jeg sårbar, men også stærkere.

Det, jeg ikke forstår, pirrer mig.

Så jeg venter.