Årh ja. Det er langt om længe blevet tid at starte et nyt studieår. Det er fantastisk at være tilbage, at være igang, at lave det, man brænder for, at se de gammelkendte ansigter igen. Men det er hårdt, allerede, især lige nu, fordi jeg har fanget mig en voldsom forkølelse og brugte det meste af weekenden i sengen. Og det er iblandet en hvis vemodighed; vi er ved at være nået så langt i vores studie, at gruppen begynder at spredes på forskellige valgfag og retninger, og som om det ikke skulle være nok rusken op i det sociale, er vores elskede second home på studiebaren et konstant savn og vil være det endnu indtil de forhåbentlig får fikset vandskaderne i løbet af det næste halve års tid.

Og alligevel er det den der følelse af at komme hjem, der præger studiestarten nok engang. Det er følelsen af at komme tilbage til noget og opdage, at alt er (næsten) som man forlod det, og at man er lykkelig for, at det forholder sig sådan.

Der er dog en hel del hoveder, jeg håber at se mere til, end hvad jeg har gjort i dag. Der er også én, jeg havde håbet ikke at have det sådan med. Som sagt... På mange måder har intet ændret sig.

Egentlig vil jeg også bare gerne vise mit nye look frem. Jeg er endnu ikke nået til at fortryde det. Føler på en måde, at denne ydre ændring meget passende afspejler min indre ændring.

Der er noget... Der kommer til at ske... På et tidspunkt. Tror jeg. Håber jeg, måske, idt.