Kender I det, når man genfinder noget, man selv har skabt, men som man helt har glemt?

Blogindlæg fra 9.7.2009:

Jeg er byens flygtighed.
Et glimt i forbifarten,
et øjebliks øjes blik,
en flagrende nederdel.

Jeg elsker de øjeblikke.
Jeg elsker byen for dens flygtighed.
Man kan være uden at være.
Eller lade være med at være
som man vil.

Indtryk af udtryk.
Udtryk for indtryk.

Så korte møder.
Så dejligt overfladisk og uforpligtende.
Imorgen er jeg en anden.

Jeg ser ind i deres øjne.
Bare kort.
Bare for at se.
Bare for at blive set.

Og jeg ser, de ser mig.

I mørkets mysterier ser man hinanden lidt mindre.
Måske er det derfor, man kigger lidt mere.

Det er derfor, jeg elsker de øjeblikke, øjen-blikke.
Fordi jeg er noget, lige netop i det sekund, selvom jeg ikke er noget.

---

Re-run af et gammelt blogindlæg, som jeg blev lidt overrasket over at finde, fordi det da faktisk ikke er helt dumt, hvis jeg selv skal sige det.

Bortset fra det... Partisan har smidt sit bordfodboldbord ned i det midlertidige mBar. Fantastisk at få spillet igen! Det sidder bedre fast, end man tror. Og så var der også gratis luksuskaffe fra pallerne (vi har fået uanede mængder!!), og Pippi havde købt den vildeste chokoladekage. Og vi havde lokalet helt for os selv, fordi der egentlig ikke var åbent. Neat. Og derefter en af Præcis' og mine sædvanlige caféture, dog med en noget tvivlsom rabarberthe. Det er nu en meget hyggelig tradition, vi har fået skabt os. Skal stadig have hevet flere mennesker til den café, den er virkelig et af mine yndlingssteder...

Og jeg har været overskudsinitiativagtig og smidt en besked ud til biokemikerfolk om at finde ud af noget gøgl i ferien og ovenikøbet tilbudt at lægge hus til. Og inviteret lige præcis de mennesker, jeg havde allermest lyst til at se, selvom det går lidt udover den sædvanlige gruppe. Yeah. Så mi vi se, hvor mange, der er friske.

Great start på juleferien! Er i øvrigt i den vildeste fredagsstemning. Imorgen til det hårde arbejde med juegaverne...