Kun perlerne minder mig lige nu om, at det hele ikke bare var en drøm...

Den lille ting, han ville lave til mig, fordi jeg snart har fødselsdag, viste sig at være kæde efter kæde af masai-perler, som han forsigtigt gav mig på. Det er ikke meningen, jeg skal tage dem af, ikke engang når jeg bader. "I focused on black and yellow. Ask me why I chose black and yellow," sagde han, mens han lukkede kæden om min talje. "Why?" "Because the dress you were wearing on your pictures from New Year's Eve was black and yellow, so I thought you must like these colours." Der er mange farver, jeg holder mere af end sort og gul, men bare det at han har lagt så megen tanke i det, siger mere end nok.

48 timer med en mand, der er alt hvad enhver pige drømmer om i gentlemanness, humor, lækkerhed, dybe samtaler, kys og kærtegn, omsorg, både personlig og fysisk styrke, livserfaring, fantastisk sex... Han er også broke og politisk flygting, har levet i over en måned på gaden, har set sin del af vold, korruption og trusler, er langt væk fra sin familie, sine venner og det liv, han måske aldrig får tilbage, og han kan ikke tage mig ind i sit nuværende hjem, fordi de ikke tillader besøgende. Vi er så forskellige og vores liv har været så forskellige, men jeg har aldrig følt mig så tryg med en mand, jeg har aldrig gjort så mange tossede ting som med ham, og jeg har aldrig følt mig så levende.

48 timers konstant samtale og kropskontakt. 48 timer i Paris' gader, hånd i hånd, i Paris' metro stående tæt sammen, nøgne i et lille værelse på et billigt pariserhotel, overfor hinanden i den lille restaurant nede om hjørnet...

Og glimtene, der får mig til at smile... Fra den første nat, da han løftede mig op og bar mig ned ad gaden mod hotellet og derefter trak mig ind i en dans. Det første kys. Øjeblikkene, hvor han lukkede perlekæderne om min krop. Den anden morgen, da vi bare lå og talte sammen, og jeg havde lyst til at græde, fordi jeg følte mig så forbundet med denne mand. Den allersidste togtur til lufthavnen... som jeg har lyst til at beholde for mig selv... Og så uendeligt meget mere.

Jeg ved ikke, hvor det går hen herfra. Det er det vildeste og skøreste, jeg nogensinde har gjort, men hvert øjeblik af det har været det hele værd. Jeg ved ikke, om jeg er forelsket, men jeg håber, jeg bliver det, for jeg har ikke lyst til at stoppe her. Det var en anden kvinde, der landede i København end hende, der landede i Paris 50 timer tidligere. Den verden, jeg er kommet tilbage til, virker pludselig så lille og tom. Han har fået mine øjne op for så mange ting, jeg ikke anede, jeg savnede.

Han sagde, jeg ikke skulle beslutte det, før efter jeg var kommet hjem. Om jeg ville fortsætte. Og mens jeg var der, vidste jeg det egentlig ikke. Om det bare skulle være de to fantastiske dage, eller om vi skulle prøve at gøre det til mere. Jeg kan stadig se det smukke i at lade mindet være i al sin skønhed, men det er ikke så smukt som at tilføje endnu flere minder. Jeg ved ikke, om jeg kunne tilbringe mit liv med ham, fordi vi er så forskellige, men jeg kan ikke lukke døren for muligheden nu uden at prøve, for jeg ved, at hvert øjeblik af det vil være det hele værd alligevel. Jeg ved godt, hvad han leder efter, og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad han egentlig tænker om os på det plan, så er jeg ganske sikker på, at han også har lyst til at fortsætte eventyret.

Og kun perlerne minder mig om, at det hele ikke bare var en drøm...