I det mindste kan jeg skrive, når det handler om ham. Jeg kan lade ordene flyde i en lind strøm, som aldrig stopper, og jeg kan mærke, hvordan inspirationscenteret i min hjerne sætter i gang for fuld skrue. I ved... Jeg ved ikke, om kvaliteten af ordene er anderledes. Men min stemning er. Min stemning er.... Inspireret. Min stemning er glødende lykkeligt inspireret. Sådan som jeg savner og længes efter det. Det får det til at føles, som om en højere magt griber mine hænder og mine tanker og får alting til at gløde og stråle, som en katalysator, der speeder enhver proces op og får mig til at tænke soleklart og målrettet. Det giver mening til alting. Det er lige så ordene råber mig i ørerne og skærer mig i øjnene, med en triumf og en sikkerhed, der ikke kan beskrives, fordi det er af en helt anden verden. En verden, jeg har savnet så grueligt... En verden, hvis vidunderlighed, jeg helt havde glemt.

Suk... Endnu en grund til, at jeg er hooked. Det holder liv i en del af mig, som resten af min verden har gjort alt for at slå ihjel. Min mest skattede og værdsatte del, som jeg føler mig tom uden. Måske har det ikke værdi for andre end mig, men det er heller ikke vigtigt, for intet andet er vigtigt.

Måske er det ikke helt sandt, at det kun er ham... Men det er den ende af følelsesregisteret. Helt ærligt. Skal min niche virkelig være oversvømmet af blød følelseskvalmhed og sukkersød pladderromantik som enhver ugebladsforfatter kan skrive det, fordi det er, hvad folket hungrer efter? SÅ GIV MIG DOG NOGET COOLERE INSPIRATION, HVIS DU ER DEROPPE I SKYERNE!

GRRAAWRGHOUARGHHHARHHH!

Bliver jeg nogensinde andet end en håbløs wannabe-forfatter, der kigger dybt i sit tomme (og aldrig fyldte - det er kun for billedets skyld, for jeg får instant hovedpine af vin) rødvinsglas efter den inspiration, der skal nyskabe verden og den dybe tallerken oveni?