Jeg har lige set den smukkeste dreng. Virkelig. Han var bare så køn. Teenager, helt sikkert oprindeligt afrikaner, nok Sydøstafrika tror jeg. Sådan noget á la Kenya/Tanzania/Mocambique er mit gæt. Han havde bare sådan nogen regelmæssige træk. Markerede. Karakteristiske. Stolte, nærmest.

Men da han åbnede munden, talte han det grimmeste perkersprog. Ja undskyld ordet, men I ved, de grupper unge mennesker, som kalder sig selv perkere og taler på en helt bestemt måde som en del af at markere tilhørsforholdet til gruppen. Sådan talte han. Det skar i mine ører. Værre end når en almindelig kornblond kartoffeldansker taler sådan. Jeg havde jo siddet og fantaseret så romantisk om hans afrikanske baggrund og forbedringen ved Danmark, mens han sad med næsen klinet til togvinduet og betragtede verden udenfor. Et enkelt usædvanligt rullende r afslørede da også, at hans primære sprog ikke var perkerdansk, selvom hans accent ellers ikke var noget der kommer af at være tilflytter.

Jeg synes bare, det er trist... At det der med at være anderledes bliver noget, man identificerer sig selv så negativt med her i landet. Get my point?

Og så var det også at jeg tænkte på, at hvis jeg skal have de der muatbørn, som jeg i al hemmelighed drømmer om, skal de så vokse op i dét? Jeg vil, at mine børn skal være stolte af sig selv. Især hvis de ser anderledes ud. Jeg ved godt, at det at være anderledes kan give vanskeligheder lige meget hvor i verden man er. Det ligger vel i den menneskelige natur. Men det må da kunne gøres bedre end perkerdansk?

PS: For Hatten da også, jeg bliver sindssyg af det ringeri!