Hvem har egentlig skrevet alle de store kærlighedshistorier og sagt alle de smukke ord, hvem har opfundet de sandeste klichéer? Er det dem, der levede lykkeligt til deres dages ende, eller er det dem, det gjorde ondt på, de uforløste, dem som i virkeligheden også altid søgte den lykkelige slutning men aldrig fandt den?

Det giver næsten sig selv. Alligevel er det så paradoksalt. At det smukkeste er det mest smertefulde. Og når jeg tror, jeg ved, hvad det er nu - vil jeg så blot gå endnu et trin på en trappe næste gang og opdage, at dette var ingenting? Vil jeg finde inspirationen til det hæsblæsende drama, til forfatterens nødvendige livsklogskab? Eller vil jeg blive jævnt og kedeligt ykkelig, nogensinde, og aldrig få forløst min skrivetrang?

Jeg gentager mig selv uden at gentage mig selv, fordi jeg søger efter et svar, jeg ikke har fundet - er det derfra, ordene kommer?