Mellem de blomstrede lagner og Christine
De så det aldrig komme. Måske var røgens tåge for tyk til at se igennem. Måske valgte de at lukke øjnene og simpelthen prøvede at glemme. Hvis blot jeg kunne, så ville jeg skære mine fingre fri blot for at de kunne spille alene på klaveret hele dagen fordi jeg nærmede mig aldrig stue hvor mit støvede klaver stod længere. Jeg var lænket til sengen uden nogen idé om verden udenfor. Dette var mit råb om hjælp. Dette var min historie.
Jeg havde aldrig brudt mig om grønsager, men min mor fik mig altid til at spise det alligevel.
Jeg var 11 år gammel og sad ved spisebordet. Far var stadig ikke kommet hjem og stilheden imellem min mor og jeg var så iskold at jeg umuligt kunne rykke mig ud af øjeblikket. Jeg var frosset til is og hver gang jeg prøvede at bevæge et led i min krop kunne jeg høre isen briste og knække imellem mine organer og knogler.
Jeg kiggede ned på min tallerken og så min tallerken som var anrettet med kartofler, brunsovs og massevis af grønsager. Grønsagerne var mest af alt blevet lagt på tallerken i den store bunke for at skjule, at der ikke var nok kød eller kartofler.
Vi havde ikke særlig mange penge, men vi havde altid nok grønsager, fordi min mor høstede selv grønsagerne.
Hun sad der og stirrede ned på sin tallerken, som var anrettet præcis min. Hendes ansigt var fyldt med væmmelse og sorg og jeg vidste godt hvorfor, men jeg lod som ingenting. Jeg lod mig simpelthen glemme det.
Hendes rynker skar ned i hendes hud og afslørede hendes alder som hun var indeni, selvom hun var så ung udenpå.
Jeg fokuserede på broccolien.
Kunne ikke lade være med at tænke på hvis jeg lagde min hånd på hendes, som hvilede på bordet, ville hun så gengælde det? Ville hun holde om mig og forklare mig hvordan vi endte her?
Måske ville hun endda trøste mig og fortælle mig, at hun elskede mig, selvom hun måske ikke gjorde.
Jeg stirrede længselsfuldt på hende med dådyrs øjne der skar igennem både kød og knogler. Lige ind til hendes sjæl som ellers var blevet lagt på is et stykke tid mens krigen mellem min mor og far stadig var i live.
"Elsk mig, mor. Elsker du mig, mor? Jeg har haft en god dag i skolen. Vil du høre om min dag? Mor? Mor?".
Mine øjne løb i vand. Disse ord kom aldrig ud af min mund, men bestod kun i mine tanker.
Min mor sagde heller ikke noget. Luften imellem os stod stille og kunne ikke holde os begge i live. Jeg følte trang til at græde det hele ud indtil jeg måske glemte alting for det gjorde for ondt når jeg huskede tilbage på nætterne og skrigene der veg mig bort fra et godt liv som jeg kunne have haft.
Jeg gjorde tegn til at rejse mig op fra bordet og det vækkede min mor op fra den dybe trance hun befandt sig i og hun vækkede op med en uendelig vrede. Hendes øjne udtrykte had mens hun stirrede på mig. "Hvor tror du, at du skal hen?", spurgte hun mens hendes øjne åd sig igennem min hud og knogler; helt ind til mit inderste.
Hjertet hoppede. Glemte, hvad jeg havde gjort. Glemte fuldstændig, hvem jeg var oppe imod.
"Svar mig!", skreg hun og bankede med den før så hvilende hånd hårdt ned i træbordet.
"Jeg er ikke sulten", sagde jeg i en god tro om hun ville lade mig slippe.
Stemningen mellem os var langt fra sund, men i stedet fyldt op med livsfarlige følelser.
Jeg indså stille med årene, at vi begge ikke ville overleve i dette hus, hvis en af os ikke forsvandt.
"Hvem tror du, at du er? Tror du virkelig at du kan komme og bestemme dagsorden. Sæt dig ned", hvæsede hun. Rynkerne gennemborede hendes hud. Øjnene forsvandt i lagene af sorg; had til mig.
Hvor er mor? Hvor er min mor?
Jeg sagde ikke noget fordi jeg ikke havde noget at sige. Ingen god undskyldning som jeg skyldte hende.
"Sæt dig", sagde hun advarende, "Og spis dine grønsager".
Jeg kunne ikke. Jeg prøvede at gå baglæns, væk fra hende, men alligevel var mine fødder plantet til jorden og gjorde mig urørlig.
Jeg følte mig blottet. Når minderne endelig viste sig for mine øjne, indså jeg at denne kvinde, som skulle være min mor, hadede mig mere end nogen anden på grund af det, der skete de par sidste nætter.
Jeg var beskidt; ikke engang flere gange i badet kunne skylde mig ren.
Sorgen var ikke nok straf, derfor fandt hun fred i sit had til mig og jeg kunne lide derefter.
Hun rejste sig op og rev fat i min arm. Hun hev mig ned på stolen og da hendes hænder endelig havde givet slip på min arm efterlod det blåmærker.
"Spis dine grønsager og vis for helvede du er taknemmelig for, at jeg stadig vil give dig mad til at overleve", skreg hun ind i mit ansigt, så hendes spyt ramte mig, men jeg var for skræmt til at reagere og fjerne det. Blot i frygt for at hun ville gøre noget ondt ved mig; skade mig. Måske endda slå mig ihjel.
Jeg kiggede ned på grønsagerne og kunne ikke få mig selv til at tage gaffelen i min ene hånd og spise. Jeg rystede i hele kroppen og ønskede, at jeg kunne komme væk. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun måtte ikke se mig græde, fordi så ville hun vide, at hun havde knækket mig.
Intet kunne knække mig fordi jeg kunne glemme, men i det øjeblik så distraherede hun mig med hendes råben og skrigen. Det var umuligt at forholde sig rolig i dette hus der rummede så mange gennemborende hemmeligheder og følelser, som man i virkeligheden ikke kunne slå ihjel.
Du kunne kun tie og tro på, at det ikke nåede ud for husets døre.
Hun tog en håndfuld af grønsagerne og tvang dem ind i min mund. Jeg prøvede at skubbe maden væk med min tunge, men hun rev mit hoved tilbage med et fast greb i mit hår og tvang det ind i mig.
Først der begyndte jeg at gå i panik, men hun blev ved indtil tallerkenen med grønsagerne var væk.
"Slug det!", skreg hun ind i mit ansigt mens hun fyldte min mund op så jeg ikke kunne trække vejret.
De kogte grønsager gled langsomt ned i min hals. Deres konsistens gav mig sure opstød, men min mors hånd var over min mund. Hvis jeg blot prøvede at kaste op, ville hun tvinge mig til også at spise mit eget bræk. Jeg havde rester af grønsager udover mit ansigt og tøj.
Jeg prøvede at kæmpe imod, men hun klemte hårdere om mit hår så jeg kunne smage blod i min mund.
Et øjeblik ville jeg ønske at hun gjorde det af med mig.
Grønsagerne røg endelig ned sammen med det sure opstød som senere sikkert ville komme, men jeg lod hende ikke vide at jeg havde det skidt. Mit blik fokuserede på den gule tallerken med resterne af en aftensmad.
Til sidst slugte jeg grønsagerne og først der slap hun mit hår og skubbede mit hoved forover så mit ansigt ramte tallerkenen med resterne af den brune sovs og kartofler.
Hun gik derefter op på sit værelse og smækkede døren efter sig. Jeg blev siddende med madrester i ansigtet og følte mig blottet; nu kunne verden se hvor beskidt jeg i virkeligheden var.
Det var først der at jeg begyndte at græde. Først stille og roligt, men jo mere jeg huskede begyndte jeg at skrige og smide med tingene. Ting gik itu omkring mig og væggene blev malet af vaser med våde forårsblomster.
Alligevel fik jeg aldrig brudt igennem den hårde murstensmur.
Alle mine skrig blev fanget og gav genlyd indtil det på et tidspunkt ikke havde mere ilt tilbage og døde ud.
De skrig blev ofte vækket til livs af hans berøring. Natten gjorde mit værelse endnu mere mørkt og uhyggeligt. Hans øjne forsvandt bag rynkerne. Tiden tog alting væk så hurtigt, men når han kom på besøg så gik tiden så langsomt.
Sommetider mistænker jeg tiden for i virkeligheden at være tidløs. Det er bare noget, som vi mennesker har fundet på for at få en tidsfornemmelse og den gave fik han frarøvet mig sammen med min glæde til livet selv.
Hun vidste det godt, men var blevet så træt af at bekæmpe det at hun tændte for grammofonen og spillede klassisk musik.
Og det gjorde det hele endnu mere deprimerende mens han holdte sin hånd over min mund. Bad mig om at tie stille. Han ville gøre meget slemme ting imod mig hvis jeg ikke lå stille.
"Se ud som om du faktisk er i live", råbte han ind i mit ansigt mens han prustede som en hest.
Jeg græd ikke længere; ikke som første gang hvor jeg skreg hans navn igennem den kolde nat. Så højt at det ikke engang kunne overdøve mors klassiske musik.
"Vis mig, at du kan lide det".
Jeg mærkede fjedrene skære ind i min nøgne ryg. Jeg var var lammet af frygt for om hun hadede mig endnu mere efter dette.
Det gjorde hun sikkert ellers havde hun banket på væggen for at han skulle skynde sig med at blive færdig så han kunne se deres yndlings tv serie, som var i fjernsynet, men denne gang lod hun som om det ikke skete; at jeg ikke eksisterede. Hun ville hellere se tv serien alene den aften.
Når han kom ind til hende igen så hældte hun kaffe op af hans "Bedste far" kop og slukkede grammofonen. Nu var det overstået. Nu var vi en rigtig familie igen.
Tit så troede jeg at det var mig, som havde fantaseret det hele. Men jeg kiggede ned ad mig selv, selvom jeg burde lade være, så jeg brændemærkerne af hans cigaretter på mine ben.
Siden da stoppede jeg bare med at kigge ned ad mig selv for jeg var ulækker; ikke et rigtigt menneske.
Jeg sov aldrig. Jeg lå som jeg blev efterladt og lod tankerne tie stille for engang skyld og lyttede blot til mine forældre bag væggen, der hældte mere kaffe op i deres kopper og tændte ild til deres cigaret. Deres kølighed var en hån imod mig. Jeg troede at jeg var ved at blive sindssyg for de lod som om det var okay.
"Hvad græder du over? Er du virkelig sådan et utaknemmeligt barn, der ikke kan tage imod din egen fars kærlighed når han kommer og putter dig om aftenen?", sagde han hvæsende da jeg stillede mig op i en krog på mit værelse om aftenen, da han kom på besøg for det sædvanlige. Ville ikke have ham tæt på mig. Allerede natten før hvilede i mine tanker og jeg kunne ikke klare mere.
"Hvis det ikke var for mig, så var du aldrig blevet født. Vidste du det?". Hans blik skar igennem og jeg kunne ane hans smil komme i det fjerne. Han elskede at sige disse ting til mig og jeg tog imod det hele. Slugte hvert et ord som kvalte mig til sidst ihjel, men kun inderst inde, desværre, kun inderst inde.
"Din mor ville ikke have dig så hun prøvede at få en abort, men fik afslag, vidste du det? Staten ville ikke hjælpe os. Maria, du skal vide, at det er hårde tider. Du gjorde din mor rigtigt ked af det over din eksistens", sagde han og gik med langsomme skridt imod mig.
"Først så søgte hun hjælp hos de såkaldte kvaksalvere, kender du dem?".
Han fortsatte med at gå imod mig med langsomme og med et drilsk blik. Han ventede ikke på et svar. Dette var hans lille forestilling.
Først nedbrød han mig psykisk fordi så strittede jeg ikke så meget imod fysisk.
Til sidst blev jeg ligeglad, hvad end han gjorde ved mig. Jeg fortjente det. Inderst inde gjorde jeg, men altid kun inderst inde.
"Men krisen havde ramt os. Du var ikke værd alle disse penge som det ville koste at fjerne dig, så din mor prøvede en tidlig morgen at grave dig ud med en strikkepind. Hun var ved at blive slået ihjel, Maria, og du var årsagen".
"Stop", skreg jeg og holdte mig for mine ører. Ikke mere, ikke mere.
"Men det er jo rigtigt, Maria, og du døde ikke engang. Du forblev indeni hende som en infektion; som den skide sygdom som du er! Du er som pesten selv! Vi kan ikke komme af med dig!", skreg han mig ind i ansigtet så jeg kunne lugte hans dårlige ånde af smøger og muggent kaffe. "Og føj, da vi fik dig græd din mor fordi hun var ulykkelig. Du var en smuk baby, men kun fordi du har arvet din mors skønhed ellers er du et monster; en forbandelse. Hvorfor kom du, Maria? Kan du ikke forstå, at din mor aldrig blev den samme igen!", og med det skubbede han mig hårdt ind i væggen, så jeg mistede hørelsen et øjeblik.
Det eneste jeg hørte var en summen i det fjerne. Det var først efter jeg fandt af at det var din anklagende stemme, som summede.
"Så vi kan lige så godt få det bedste ud af det, nu når du er her!", råbte han og tog mig hårdt i armen og kastede mig ned på gulvet og sparkede mig i maven.
"Så for helvede gør hvad jeg siger. Hvis du stritter imod låser jeg dig inde i skuret og tvinger dig spise din egen afføring".
Jeg skreg endnu højere da han rev mit tøj af. Min krop rystede og jeg fokuserede på min bamse som stirrede tomt på mig med sine glasøjne. Jeg vendte den om, så den ikke kunne se på mig imens.
"Stop med at græde!", råbte han endnu højere mens han tog sine sko af.
Jeg stoppede med det samme med at græde. Jeg lå der bare og blev kvalt i mine tårer, der ikke fik lov til at komme ud.
Og jeg var som en levende død der til hver dag gik imellem levende mennesker som jeg ikke kunne sammenligne mig selv med; skabe relationer til.
Det var som om at jeg var bag et skjult glas og bankede desperat på glasset for at blive set og bemærket, men de lydtætte vægge omkring mig slog hver og eneste skrig om hjælp ihjel inden de nåede ud. Til sidst blev jeg ligeglad. Jeg malede glasset med sort maling fordi jeg alligevel ikke ville vide ikke af den verden udenfor. Hvis den ikke var noget for mig, så ville jeg heller ikke prøve at være en del af den.
Nej, jeg ville slet ikke vide af den. Det var ikke noget for mig.
Det der vækkede mig op igen var lægens kølige hænder der rørte min mave og stolens hårde facade som jeg lænede mig op ad som om jeg ville lægge mig til at sove, men jeg lukkede ikke øjnene en eneste gang. Jeg fokuserede blot på lægens øjne bag de store brune briller. Hans blik var intetsigende og jeg kunne se, at han tænkte over noget der omhandlede mig, men jeg kunne ikke læse hans tanker. Han skubbede mig ud af hans hoved hver gang jeg prøvede at komme ind.
Han sagde ikke noget til mig, da han forlod værelset og lod mig vente uvidende på hans kontor.
Min far ventede udenfor. Han var iført jakkesæt for at vise sin bedste side som blot var en løgn, men det var det hele alligevel. Han lod som om han var den bekymrende far som havde taget sin datter til lægen på grund af en uskyldig forkølelse, men den var langt fra uskyldig
.
Forkølelsen var klistrende og ulækker. Lugten af skyld og væmmelse dækkede min krop ind som et varmt tæppe og lod mig forblive derinde som om jeg var en larve i en puppe. Jeg ville gerne vokse mig stor og flyve ud som en smuk sommerfugl, men jeg var blevet frosset inde og kunne ikke finde min vej ud. Mine vinger var blevet visnet for længst. De alle sammen havde glemt mig herinde.
Min mor gemte sit ansigt i sine små hænder mens hun udstød de fortrængte skrig af gråd. Min far nikkede og så alvorlig ud fordi det var en alvorlig situation; hans datter var en luder.
Lægens dømmende blik åd mig op. Han bad min far om at holde det hemmeligt for familiens ære og sige, at det er mine forældres. Lade det opfostre som deres eget og ikke lade nogen vide af det.
Min far nikkede. Rakte hånden frem og tog imod lægens hånd. Han takkede inderligt for lægens hjælp. Fortalte om de hårde tider uden at vide, at de tider ikke var noget i forhold til det, der ventede os.
Min far låste mig inde i skuret som straf for at det blev undfanget. Det var ikke meningen. "Du kan heller ikke gøre andet end at bringe skam over din familie!", skreg han og kastede en potteskjuler efter mig, så det ramte mig i hovedet og gik itu.
Min mor græd inde i skuret; højlydt så det trængte igennem hver en væg selv den mest lydtætte.
"Jeg hader hende! Jeg vil ikke have noget at gøre med hende eller det barn!", græd hun til min far da han trådte ind i køkkenet. "Jeg ved det godt, Ellen, men vi kan ikke gøre andet. Folk vil stille spørgsmål og vi kan ikke risikere noget".
Jeg forstillede mig ham omfavnede min mor kærligt som han aldrig omfavnede mig.
"Hvad skal vi dog stille op?", græd min mor og gemte sit våde ansigt i sine hænder.
Min far stod målløs overfor hende: "Jeg ved det ikke, Ellen, jeg ved det virkelig ikke".
Dagene var lange og mørke i skuret. Selvom jeg ikke kunne se noget, så, så jeg mange ting inde i mit hoved som ikke forsvandt selvom jeg lukkede øjnene. Jeg prøvede at tænke på noget andet. Jeg snakkede mig selv til ro.
Sommetider græd jeg for nu kunne jeg ikke lade som ingenting og være ligeglad; fordi et levende væsen voksede indeni mig og forandrede mit liv for altid. Jeg levede ikke længere for de spildte dage jeg gik imod, men et andet menneskes liv. Jeg kunne ikke engang leve mit eget, så hvordan kunne jeg leve to menneskers liv. Jeg spiste ikke engang, men som barnet voksede og viste tegn, så begyndte jeg at mærke varmen live op indeni mig mens jeg kærtegnede min voksende mave med mine beskidte hænder.
Min far kom ind til mig engang imellem med mad og vand. Mest af alt for barnets skyld for han kunne ikke være mere ligeglad med mig. Han smilede til mig og omfavnede min mave og glædede sig til sit kommende barn.
Jeg trak mig væk, men det afholdte ham ikke fra at putte mig når aftenen kom.
Til tider troede jeg at jeg var ved at blive sindssyg af al den mørke. Jeg begyndte at forstille mig ting. Det voksede indeni mig og det holdte mig i live; Hvad så når barnet var kommet ud til verden? Hvad blev der så af mig? De ville slå mig ihjel, mor og far. De ville slå mig ihjel og jeg ville aldrig overlade min egen baby i hænderne på de mennesker, som havde ødelagt alt for mig. Så jeg handlede i desperation.
Min baby fortjente ikke, at blive født i denne familie. Jeg ville hellere lade barnet forblive som et godt minde i stedet for at lade det dø ud imellem disse mennesker.
Jeg søgte i flyttekasser og i støvede kroge; efter noget spidst. Efter noget, der kunne redde os begge fordi du var en tikkende bombe. Når du først var ude af min favn, så var du ikke længere min.
Jeg fandt noget gammelt strikkegrej i en flyttekasse og huskede på, hvad min far altid fortalte hvad min mor gjorde og jeg gjorde det under risikable omstændigheder.
Jeg kunne ikke se noget i mørket, men jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke det hele og jeg skreg. Jeg skreg fordi jeg kunne mærke hvor meget jeg var ved at miste dig.
Og han hørte mig. Skyndte sig ind og stoppede mig. Han råbte og skreg og for første gang i flere måneder så jeg min mor ved døren. Hun var kommet fordi han havde råbt sådan.
"Lad hende dø", bad hun koldt mens hun stirrede mig ind i øjnene.
Min far nægtede og fik fat i lægen, som skyndte sig ud til os. Han spurgte aldrig til, hvad der var sket eller hvorfor jeg befandt mig i et beskidt skur.
"Jeg gør det igen! Jeg vil ikke have det lever!", skreg jeg og sprættede med benene.
Min læge gav mig en lussing for at få mig til at tie stille. "Har du ingen skam i livet kvinde?".
Jeg skreg endnu højere.
"Jeg gør det igen! Lad min baby være!". Min far holdte mig nede og lægen undersøgte mit underliv.
"Der er ikke sket skade med fosteret umiddelbart. Hun har ikke nået at komme helt op", sagde han.
Min far smilede. "Gudskelov".
Siden den dag holdte han øje med mig. Hver eneste bevægelse jeg lavede blev analyseret.
Jeg blev rykket ind på mit gamle værelse og kunne endelig sige farvel til flere måneders fængsel i skuret omme i baghaven. Min far mente, at de skulle sørge for fostret den sidste tid inden det kom.
"Jeg vil ikke se på hende gående rundt i mit eget hus som en slags hån imod mig!", skreg min mor og farede op fra stolen ved spisebordet.
Hun var blevet gammel at se på. Hun lignede ikke den kvinde hun var for ni måneder siden.
"Jeg forstår ikke, hvorfor du vil beholde barnet! Er det fordi jeg ikke er god nok længere, Claus? Hvad med mig?", skreg min mor og blev rød i hovedet mens tårerne der fór ned ad hendes kinder som afslørede om al hendes frustration og glemte smerte.
Min far havde sat sig ned i stolen overfor hende og åbnede avisen op og læste ligegyldige annoncer mens han stønnede opgivende fordi han ikke kunne svare hende længere. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op.
"Siden vi fik af vide, at hun bar barn har hun været det eneste du har tænkt på! Hvorfor kan du for en gang skyld ikke tænke på andet end dig selv og den forbandede skøge!", skreg min mor og hamrede hånden adskillige gange ned i bordet for at få min fars opmærksomhed.
Han lagde avisen fra sig på bordet og kiggede på hende; "Fordi det er mit barn", sagde han. "Hun bærer mit barn. Du kan jo ikke blive gravid længere efter du prøvede at udføre en abort på dig selv. Du kunne bare lade være, Ellen, så kunne vi have været det lykkelige par, som du længtes efter hver eneste forbandede dag!", råbte min far og hamrede sin hånd ned i spisebordet så hele huset rummede.
Der var stille et øjeblik. Min mor stirrede min far ind i øjnene.
"Dit forbandede svin. Gå ad helvedes til!", skreg hun og kastede et glas efter ham så det gik itu da det ramte væggen.
En dør smækkede og der var atter stilhed.
Den nat fødte jeg min egen datter. Min mor var ikke til stede under hele fødselen; kun min far og vores læge.
Alle var så begejstret for, at barnet endelig kom at de næsten ikke kunne gemme deres glæde.
Jeg følte ingen smerte den nat andet end den skarpe smerte som mine tanker påførte mig. Tankerne om, at jeg ikke kunne redde hende. Nu var hun ikke længere min.
Min far tog hende op i sine arme og kiggede stolt. "Har du tænkt på et navn?", spurgte han.
Jeg blev forskrækket og indså han spurgte mig. Jeg kiggede blot. Det havde jeg.
"Hun skal hedde Anne", sagde han og smilede til lægen. Glemte alt om mig og min mening.
"Hun skal hedde Christine", sagde jeg svagt.
Min far vendte sig imod mig og hans øjne sagde alt. Det bestemte jeg ikke.
Jeg rakte ud efter hende. "Giv mig hende. Vil du ikke nok lade mig få hende?", sagde jeg med en skælvende stemme. Tårerne begyndte allerede at komme.
Min far undveg mit blik og gik ud af rummet.
"Giv mig min baby!", skreg jeg og prøvede at komme op af sengen, men lægen holdte mig nede. "Du har brug for at slappe af. Jeg giver dig noget beroligende så du kan sove".
Jeg kiggede bedende på ham, mens han gav mig en indsprøjtning: "Vil du ikke nok give mig min baby?", hviskede jeg grædende, men han svarede mig aldrig.
Næste morgen følte jeg mig ør i hovedet. Der var gået betændelse i mit underliv, som var blevet værre.
Jeg kæmpede mig op af sengen for at komme ud af værelset og få noget frisk luft. Jeg kunne ikke tænke på andet end at få Christine i mine arme og beskytte hende fra resten af verden.
Jeg nåede slet ikke, at se hendes ansigt før hun blev taget fra mig. Jeg nåede aldrig at sige hej før vi allerede sagde farvel.
Jeg gik med langsomme skridt, mens jeg hørte gulvet der knirkede under mine bare fødder. Min kjole var stadig smurt ind i blod. De havde bare efterladt mig sådan og det gjorde mig endnu mere sikker på, at Christine ikke var sikker hos dem. Hun tilhørte mig.
På et tidspunkt ville de gøre det af med mig og så var Christine efterladt alene for sig selv og stod til en fremtid som jeg havde.
Jeg åbnede døren stille op og kunne høre min far snakke sammen med min mor. Hun ville ikke holde Christine.
"Hun ligner et misfoster", hvæsede hun vredt. Væmmelse var ikke svær at tyde i hendes tonefald.
"Hun ligner dig", sagde min far kortfattet. Prøvede at ignorere min mors fornærmende kommentar.
"Vi skulle have ladet dem dø da vi havde chancen, så ville dødsårsagen være selvforskyldt".
"Hvordan kan du sige sådan noget om din egen datter, Ellen?".
"Hun er ikke min datter. Og det der misfoster ikke er mit barn heller", hvæsede hun.
Jeg gik stille ned ad trappen mens jeg hørte dem snakke. Stemningen var spændt og et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg burde holde mig inde på værelset indtil de sov. Jeg var ikke velkommen her.
"Lægen sagde, at det skyldes nogle gener", undskyldte min far.
"Jeg er fuldstændig ligeglad! Hvad skal jeg sige til naboen? At min mand har gjort min egen datter gravid og hun har givet ham et misfoster af en datter! Du tvinger mig til at gå, Claus, du tvinger mig til at gå!?, skreg hun grædende.
"Hvorhen? Ingen andre ville tage imod sådan en gammel barnløs kælling som dig!", råbte min far og slog sin hånd hårdt ind i væggen så Christine begyndte at græde.
Min mor forblev atter tavs.
Pludselig knirkede et af trinene som jeg betrådte, så min far vendte sig om: "Maria?".
Jeg mærkede panikken vokse og skyndte mig op på mit værelse og lod som om jeg stadig sov.
Jeg lyttede efter fodtrin, men han gik ikke op for at tjekke til mig. Han troede vel bare, at det var det gamle hus, som snakkede.
Og natten faldt på og jeg hørte grammofonen blive tændt og klassikeren blive spillet som i gamle dage. Lige pludselig følte jeg mig helt hjemme. Det var som om jeg bare havde været væk et stykke tid. Nu var jeg mig selv. Intet havde ændret sig.
Det var først, da jeg hørte Christine græde fordi hun blev lagt i seng at jeg vågnede op og huskede på mit andet liv som græd bag de andre vægge.
Og jeg ventede. Tankerne strejfede mig. Jeg vidste ikke mit levende råd. Jeg følte mig magteløs. Hun var ude af mine hænder; ude af min favn. Jeg kunne ikke nå hende.
Men jeg ville fange hende; jeg ville få fat i hende igen.
Dette skulle være det sidste min far ville kunne tage fra mig.
Og da der kom ro over huset, så sneg jeg mig ud. Gik imod soveværelset. Min far var faldet i søvn foran fjernsynet og min mor sad nede i køkkenet og strikkede mens grammofonen spillede lavt.
Jeg gik imod sengen med usikre skridt. Det var først, da jeg så hendes ansigt at jeg vidste besked.
Christine var vanskabt. Hendes ansigt så ikke normalt ud og hun manglede nogle fingre. Alligevel bag det vanskabte ydre så jeg den smukkeste pige. Min babypige.
Og hun sov. Så roligt og stille selvom hun havde svært ved at trække vejret normalt.
Jeg tog hende op i min favn og duftede til hende. Hun duftede så rent; så uskyldigt.
"Du er så smuk", hviskede jeg. "Så smuk".
Og jeg kyssede hende op til flere gange mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Min fars snorken og min mors grammofon forsvandt i baggrunden og der var kun Christine og jeg tilbage.
Jeg satte mig ned i mine forældres seng og betragtede Christine der sov trygt i min favn. I det mindste sov hun, så det ikke ville blive nær så svært.
Hun skulle bare vide, hvor meget jeg elskede hende. Tanken om, at hun skulle opleve det samme som jeg har gjort i mit liv gjorde for ondt til at jeg kunne leve med det.
Så jeg tog hendes pude og lagde den over hendes ansigt. Og jeg holdte den blidt for hun var min lille pige.
Hun begyndte at vågne op og jeg bad til Gud om at hun snart faldt i søvn igen. Jeg kunne høre hende græde, men hun ville en dag forstå.
Hendes små hænder rakte ud efter mine og jeg tog fat i hendes hånd; lod hende vide at mor var ved hendes side og aldrig gav slip. Mor elskede sin dyrbare skat.
Og efter et stykke tid blev hendes lille spinkle krop kold i mine arme og jeg rystede. Jeg turde ikke fjerne puden i frygt for at hun havde øjnene åbne. Jeg ville hellere leve i den tro med, at hun stadig sov.
Og jeg ledte efter hjertebanken, men hendes krop havde givet op.
Fjernede stille puden og så hendes små blå læber. Hendes øjne var lukkede og hun så fredfyldt ud og jeg var atter alene.
Jeg skreg mens tårerne aldrig stoppede. Jeg tog hendes lille krop op til mit ansigt og græd ind i det lyserøde tæppe hun var blevet lagt ind i.
For jeg elskede hende mere end noget andet, men han måtte ikke få hende.
Jeg tog hende ind på mit værelse og skiftede de blodige lagner ud med det smukke blomstrede betræk, der duftede af lavendel.
Jeg slugte mere beroligende medicin end jeg havde brug for, men det var også meningen. Jeg havde gennemtænkt det hele; det her var min sidste chance. Jeg vidste ikke om han ville gøre det af med mig om nogle dage. Uvisheden gjorde mig desperat. Han måtte ikke få hende. Han måtte ikke tage dette fra mig.
Jeg bad om tilgivelse og forståelse fra Gud fordi han var den eneste, der så til mens alt dette skete for mig. Han vidste hvad jeg ville. Og selvom jeg havde mistet min tro for længst, så havde jeg brug for ham den nat.
Så jeg lagde mig roligt ned i min seng med de friske lagner med Christine sovende dybt i min favn.
Jeg puttede os ind i tæpper og dyner så vi aldrig ville fryse, også lukkede jeg endelig mine øjne i, mens jeg tænkte på hvor lykkelig jeg egentlig var over, at hun igen var min.
