Hun samler sig selv op fra det kold gulv og lader flasken stå alene tilbage. Hun kigger rundt i lokalet efter noget der er stærkere, men der er ikke noget, der kan vække resterne af hende op. Det er som om hun er i en labyrint og går hele tiden rundt om sig selv. Det har ikke nogen ende.
Der er hæse stemmer i det fjerne, der hvisker svagt om hun skal dø, og hun tror dem.
Hun prøver at åbne øjnene fordi måske ser hun noget, der kan få hende op, men hun får kun øje på familiebillederne, der hænger på den grå væk, hvor hovederne er klippet ud. Det er som om, der mangler noget, som om noget i hende har besat hendes krop og fortæret hendes sjæl. Hun kunne leve som en fortabt sjæl, der blot bliver ældre, men aldrig smukkere i dette hus og ingen vil huske hende, hvis hun er væk.
Hun er ude af sig selv. Hun er ikke længere i en krop, men mere end del af det gamle hus.
Hun bevæger sig tungt rundt i det store hus, der knirker og hvisker. Gråd og forpinte skrig er blevet en del af husets historie. Hun kan ikke tro på, engang var der lyst og livligt i dette køkken. Sommetider ser hun det for sig. Hun vender tilbage til den tid, hvor der duftede dejligt at liljer og kaffe. Hun ser altid mor stå ved vasken og skrælle kartofler, mens far læser avis. Hun får altid til sidst øje på sig selv være ude haven. Dengang hvor hun var barn, så levede hun i sin egen verden. Og da scenen kører ud og starter forfra, så opdager hun, at hun ikke lever i den tid. Hun er blot tilskuer og båndet kører ud, mens hun bliver ved med at spille det om igen.
Hun bliver trukket tilbage til sin rigtige tilstedeværelse, hvor der lugter af mug og rådne blomster. Hun føler sig ør i hovedet og prøver at støtte sig op ad væggen, mens hun husker sig selv på hvem hun er, men hun kan ikke fast på det og det siver let ud af hendes hænder. Hun sætter forsigtigt øret til væggen og lytter til den bløde banken, der kommer indefra væggen af. Hun banker svagt igen og prøver at sige noget til vedkommende, men det er blot ord, der kommer ud af hendes ord, ikke rigtige sætninger. Rødvinen stiger hende til hovedet og hun kan mærke, at hun går ind i ting og begynder at udbryde i latter over tanken om, at være alene igen.
Hun klamrer sig til sig selv og kærtegner sin egen krop, men hun mærker kun savnet. Hun tømmes for energi. Engang græd hun. Engang levede hun. Hun mindes alt det, der blev taget fra hende, som retten at leve. Et tidspunkt mærker hun kulden omfavne hendes krop med listige fingre og hun ønsker, at lige meget hvad, der gemmer sig bag selve skyggerne, at det tager hende med. Bare hun ikke ender alene.
Det regnet udenfor og hun tror, at nogen banker på vinduet, men når hun kigger efter, opdager hun, at det er blot regndråberne, der rammer på det beskidte vindue. Hun prøver at huske menneskerne, der ikke længere er til. Hun prøver at huske hvordan deres hjerte slog i takt med hendes.
Hun overvejer om, der stadig er nogen, der ville spontant forære hende et venskabeligt besøg, men hun kan ikke komme på nogle mennesker, for alle dem, som hun kender, ligger begravet i sine egne knogler og støv under gulvbrædderne. Sommetider kan hun høre dem græde dernede under gulvbrædderne. De beder hende om at sætte dem fri, men i stedet sætter hun sig over i hjørnet med sin rødvinsflaske og glemmer.
Når hun ikke er klar i hovedet, så forstiller hun sig selv træde ind i sin egen krop og rive gulvbrædderne op og forene sig med dem. Dø en sidste gang med dem og ende dette, som huset startede. Dø en sidste gang med dem, som skabte og ødelagde hende.
Hun fortsætter rundt i huset, mens hun lytter til sit hjerteskærende grin, mens hun bliver ved med at gå ind i ting og vægge. På et tidspunkt, så falder hun, tænker hun og griber ud efter en stol at støtte sig til.
Der er helt mørkt og hun kan ikke rigtig se noget. Lyset slukker altid af sig selv midt om natten og hun kan altid høre genfærd trække vejret i skyggerne. Hun mærker pludselig en banken under hendes fødder og hun ved ikke om, det er blot hendes fantasi, eller om det virkelig er deres hjerter, der banker.
Tit så tager hun en pille, så hun ikke skal opleve huset blive vækket til livs om natten, fordi det skræmmer livet ud af hende og hun begynder at se huset forandre sig i et mørkt hul og hun farer vild i de endeløse gange. Dette er ikke noget hjem.
Møblerne begynder at svæve over jorden og banken på væggen og gulvet bliver højere, mens de skriger som forpinte små børn.
I nat kan hun ikke sove, fordi det er fuldmåne og det minder hende om, at det er blot få dage siden at hendes sidste ven døde.
Hun vil aldrig glemme, hvordan hun trådte ind i stuen og fik først øje på hendes veninde, der hang oppe i loftet, mens stoffet var bundet stramt omkring hendes hals.
Hun kan stadig huske hendes venindes dinglende slappe krop og kridhvide øjne, som om livet var sivet ud af hende.
Og hun græd ikke, da hun nærmede sin veninde med lette skridt. Hun skubbede til hendes veninde i håb om hun ville vågne, men hendes øjne var døde og hjertet var stoppet for længst med at kæmpe.
Hun fik hendes veninde ned fra loftet og satte sig med hende ovre i hjørnet, mens hun vuggede frem og tilbage med hende i sin favn og bag hende vågne op igen. Hun vågnede aldrig. Når de først er gået, kommer de ikke igen.
Hun lader sin venindes krop falde til jorden, mens hun kigger ud af vinduet og ser fuldmånen skinne på den mørke himmel. Hun begravede sin veninde under gulvbrædderne. Og nu har huset vækket hende til livs, mens fuldmånen atter viser sig på himlen.
Hun føler noget borer sig igennem kødet på hende og taget fat i hendes hjerte og vrider det rundt og derefter flår det ud. Hun tager sig til hjertet, mens hun gisper. Hendes hænder males røde af blod.
Den nat vil altid leve videre indeni hende og holde hende oppe om natten med skrigende under gulvbrædderne, som vil rive hendes hjerte til blods.
Hun ønsker mere at dø end at leve, men hvem skal huske dem, der gik bort, når hun er væk? Hun vil altid være den sidste.
Da far døde på en kold november nat, så sagde mor, at det var fordi det var tid. Som om der er nogen, der tæller ned til hvornår man dør hele sit liv, og så dør man pludselig og efterlader dem, som man elsker og hader uden nogle sidste ord. De sidste ord vil fylde ud i luften i det store hus.
Og mor forsvandt så hurtigt, som far slugte pillerne. Hun husker hvordan hun sad og så på sin mor, der blev fortæret væk af sygdom. Moren hviskede, at hun næsten kunne høre huset tælle ned, og pludselig så endte tallene på nul og mors sidste åndenød var nået.
Nætterne var forfærdelige, når hun lå i sin seng og var alene i det store hus. Hun lå og lyttede til sin mors gråd, som dengang far lige var gået bort. Det hele lå i væggene, i luften. Hun lyttede til forpinte og tal, der talte ned. Hun vidste aldrig hvem, der blev den næste.
Hun rører aldrig noget i køkkenet. Hun står der bare og flygter tilbage til minderne, som altid huskes lysere og mere hjernevasket. Dengang da det hele stod på facaden og hvor alle virkede lykkelige blot for at se godt ud for naboerne. På et tidspunkt, så levede man så tæt ind på løgnene, at man troede, at man var glad.
Scenen starter med et køkken, der bliver lyst op af foråret, der lyser ind af vinduet. Duften af liljer og kaffe spreder sig i hendes næsebor. Mor skræller kartofler og far læser avis. De snakker ikke, men sådan har det altid været. Mens hun selv leger rundt, som det barn hun er, uden at vide besked.
Og den scene spiller om og om i hendes hoved, mens hun står i køkkenet og lugter støvet, der har lagt sig over alting. Hun rører ingenting omkring sig, da alting er blevet lagt et lag af minder på sig, som er uerstattelige, hvis man påfører møblerne nogle nye. Hun vil bare fortabes i minderne, og hendes sjæl drager derover hvor der er lyst, mens hendes krop lænkes tilbage i mørket.
Stemmerne bliver højere og hun ser billeder for sig og de bliver lysere og mere livlige. Hun holder sig for øjnene og stopper straks med at grine, for det er ikke nogen vittighed. Det er en tragedie, hendes liv.
Banken under hendes fødder bliver voldsommere og deres skrig piner hende. ?Lad mig være, lad mig være, lad mig være?, hvisker hun, mens hun presser sine fingre ind imod øjnene for at forhindre de ubehagelige billeder udvikle sig. Hun ser det hele for sig. Kridhvide øjne og dinglende slappe kroppe.
Stemmerne hvisker plagende i hendes ører, men hun ignorerer dem, mens hun bliver stående og begynder at tælle for huset.
De skriger højere for at få hendes opmærksomhed. Gråden bliver værre, indtil hun opdager, at det er hendes egen. Hun skriger så højt, at hendes stemme knækker over. Hun står og tramper løs på gulve, mens hun river store totter ud af sit hår. Hun skriger endnu højere for at mærke og overvejer i et splitsekund om hun er i live, men hun er i live. Huset er der også stadig med dets genfærd. Det hele er ved det samme. Hun mærker sit hjerte banke hårdt og hun har stadig blod i hendes hænder, som hun tørrer af i hendes bukser.
Hun ryster og gisper. Hendes ansigter er fyldt med savl og tårer. Hun sætter sig ned på gulvet og med sine hænder kærtegner hun gulvbrædderne. Hun lægger øret til og prøver at lytte til dem og hun hører dem hviske så blidt. Love hende ting, som hun ønsker. Hun vil ikke dø alene.
Hun finder en hammer frem og løber over til gulvet og hamre alt hvad hun kan imod gulvet. Stemmerne bliver højere og skingre, mens bankene går igennem væggene, så malingen sprækker. Hun flår gulvbrædderne op og graver sig igennem sandet og støvet. Hun bliver ved med at grave og da stemmerne pludselig og banken på væggen dør ud, så befinder hun sig på husets bund. Hun kigger efter dem, men får ikke øje på andet end knogler og sand. Hun råber desperat efter dem, men de svarer hende ikke. Hun græder højt, når hun opdager, at hendes veninde er blevet til knogler og støv. Hun ligger sig ved siden af hende og holder om hende.
Hun stopper pludselig med at græde. Hun kigger rundt og kan ikke genkende noget i mørket, ikke engang hendes veninde. Det er hele virker ukendt for hende og gangene har ikke nogen ende, så hun forbliver liggende og kigger op på loftet. Hun lukker øjnene og borer neglene ned i sandet. Hun er ikke til at finde. Hun er ikke til at huske. Hun kan stadig mærke fuldmånen, men ikke andet.
Og mens hun flygter tilbage til de lyse minder og hjernevaskede stunder, så lytter hun til huset, der stille tæller nedad. Hendes sidste ord fylder ud i luften i det store tomme hus.
