well d. 9 skulle jeg til scanning på epilipse klinikken... det kom jeg os... på en måde

lad os tage dagen som den begyndte... jeg var lettere nervøs for den scanning, så jeg aftalte med min forlovede at vi tog derud sammen... vi kommer ud på epilepsi klinikken og jeg får stukket et stykke papir i hånden med spørgsmål jeg skal udfylde på både for og bagside... spørgsmål som f.eks hvad vejer du, ryger du, hvor meget, er der nogle af følgene sygdomme i familien
jeg kunne krydse af på alt og under andet kunne jeg skrive hjernesvulster på da min far har en kræft svulst i hjernen og at der tilsyneladende fornyligt er blevet fjernet en svulst på min mors side af familien

vi kommer ind til en læge efter ca 30 minutters ventetid... jeg har med vilje ladet vær med at tage smertestillende piller imod min hovedpine som på det tidspunkt er så voldsom at jeg har lyst til at skrige og krølle mig sammen på gulvet som et lille barn... lægen starter med at sige "ja jeg ved jo ikke så meget om dig men du er jo kommet fordi du er blevet fundet efter du er faldet om"... prøvet så at forklare lægen at jeg er IKKE faldet om... aldrig i mit liv er jeg faldet om eller været "bevidstløs" på den måde... jeg har raseri anfald som jeg ikke kan huske men falder ikke om... tværtimod render jeg rundt og smadrer ting

hendes personsøger bipper og væk er hun i 15-20 minutter... så kommer hun tilbage og begynder at udspørge os om hvor længe disse raserianfald varer og hvornår de kommer osv osv

ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til varer et epileptisk anfald i nogle få minutter... det længste raserianfald jeg har haft varede omkring en time...

hun afslutter så med at sige... "ja... jeg tvivler virkelig kraftigt på at du overhovedet har epilepsi... men du må ikke køre bil det næste halve år... her har du et kort du skal udfylde hvis du får et anfald"

mit kørekort var det sidste jeg havde... først mistede jeg mit arbejde fordi jeg ikke fik hjælp i tide... så mistede jeg min lejlighed fordi jeg ikke fik hjælp for det rigtige... nu har jeg mistet mit kørekort fordi soen ikke gad høre efter...

well jeg ringede til moar og bad om at blive hentet nu hvor jeg jo fik kørselsforbud med øjeblikkelig virkning... det ender med at jeg river hovedet af min mor fordi hun ikke tror på hvad jeg siger virkelig er hvad der er sket..
den aftenen ender jeg med at tage en drastisk beslutning... jeg kom frem til at den eneste måde at jeg ville få den hjælp der var nødvendig var ved at slå den næste åndsvage læge ihjel, en til læge der ikke tager mig seriøst og så går jeg efter en behandlings dom...
min mor vidste intet om planen men hun kender mig rigtig godt og hun vidste at jeg ikke kunne klare meget mere så hun ringede til dem der havde haft mig indlagt tidligere og vi skulle komme derned dagen efter

det endte med at jeg fik en scanning 4 dage efter eller med andre ord idag... det startede med at 2 unge læger styrede det... så forsvandt den ene i et kort øjeblik... så kom der en lidt ældre dame i slutningen af 30'erne... så kom der en mand i midten af 50'erne... så kom der en lang pause hvor manden stod og pegede på skærmen og så lidt sjov ud... så kom der en kvinde mere... så forsvandt de 4 af dem og så var jeg færdig... nu sidder jeg bare og venter på resultaterne som skulle komme om 3-4 dage

jeg krydser mine fingre og håber på... well jeg ved stadig ikke hvad jeg håber på...

Min krop faldt søgende ned på det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte, men alligevel frøs jeg. Verden forsvandt for mine øjne og jeg ventede på englene, der skulle føre mig bort; føre mig tilbage til der jeg kom fra.

Jeg blev født i den kolde tid i 1986. Jeg skulle rigtigt have været en abort, men min mor troede på ære og levede derfor på en løgn med at min far døde i Vietnamkrigen og derfor fik hun mig alene blot for at stille sig selv i et bedre lys, men i virkeligheden var min far ikke en soldat, men en barndomskæreste som hun aldrig så igen efter fødselen. Han vidste ikke engang, at hun ventede mig før hun var væk.
Status var en af de vigtigeste fundamenter for at opnå et lykkeligt liv og min mor skabte det på egen hånd. Hele hendes liv var en facade for at narre det der foregik udefra. Jeg vidste ingenting. Jeg forstillede mig altid min far som en tapper person, der døde for vores lands ære. Tit drømte jeg om, at han ville vende tilbage tyve år efter og fortælle mig, at jeg er hans lille pige selvom jeg nærmer mig de enogtyve og jeg er ikke længere et barn.

Min mor fortalte mig løgne om en mand, der ikke eksisterede og jeg lyttede interesseret fordi løgne behager af en eller anden grund mere end sandheden gør.
Sandheden var, at min far blot var en ganske almindelig mand, der ikke vidste at jeg blev til. Han faldt for kvinder, der vidste hvordan man holdte ham fast og manipulerede ham til at tro, at de elskede ham. Ligesom min mor var mester til. Det gjorde hun med alle. Hun løj for alt, hvad der kom hende nær og det er også af den grund, at hun var dømt til at dø som ensom kvinde.

Jeg lignede min mor på mange måder. Jeg havde en ven, der hed Jenny. Hun kom fra et fattigt hjem, hvor moren fødte børn der ikke havde den samme far. Hun skulle oprindeligt være min bedste ven fordi det kaldte hun sig selv, men jeg følte aldrig noget for hende. Måske tillod jeg aldrig mig selv at synes om hende. Måske vidste jeg ikke hvordan.
 Vi legede ude på markerne og jeg var altid helten i legene, men hun var den der altid tabte.
Solen bagte på vores små spinkle kroppe og selvom jeg ikke kunne fordrage Jenny, så legede vi indtil solen stod ned og vi skulle i seng.
Jenny var modsat af mig. Hun er lyshåret og har ærlige blå øjne, mens jeg har mørkt hår som jeg havde en tendens til at klippe kort med en køkkenkniv fordi jeg hellere ville ligne en dreng; for jeg ville være soldat ligesom min far.
Jenny var egentlig en sød pige. Det var nok derfor jeg ikke brød mig om hende. Hendes sødme rådnede op i mine tanker når hun passerede forbi mig, spurgte om jeg ikke ville ud og lege. I virkeligheden lugtede hun langt væk af alt, det som jeg ikke var; alt det som jeg ikke havde.
Selvom jeg havde penge, så var Jenny altid foran mig. Hun havde en far som stadig var i live. Godt nok drak han spandevis af whisky, men han elskede hende. Alkoholen skulle have taget livet af ham, men selv det kunne ikke holde ham fra at forblive for Jenny og hendes familie. Og min far kunne kun kæmpe for vores land, men ikke nok til at komme hjem til min mor og jeg. Troede jeg.
Jenny kaldte mig sin bedste veninde, men alligevel stjal jeg hendes legetøj blot for at opnå en følelse af magt. En følelse af at jeg var bedre.

Min mor præsenterede mig aldrig for mændene der kom og gik ud af vores hus. Sommetider bildte jeg mig selv ind, at hun prøvede at finde en perfekt far til mig. Kun for mig. Jeg ville pakke ham op til jul. Han ville være pakket flot ind i julepapir med stjerner og engle. En flot sløjfe som resultat på den perfekte gave. Perfekte farmand.
Men jeg så dem aldrig igen. Nogen kunne jeg lide andre kunne jeg ikke. Min mor viste aldrig sorg over deres forsvinden. Hun sagde, at hun ikke ventede på nogen mand.
Og alligevel kiggede hun længselsfuldt på hver og en af dem, der trådte ind af døren som om de var den endelige løsning på en perfekt tilstand. Hun narrede dem til at dele seng en nat, men når sollyset brød ind af vinduet blev min mors ydre side afsløret. Hun var ikke længere ung, men blot en kvinde hvor årene nærmede sig hende og hun havde allerede en anden mands barn. Huset var hellere ikke tiltalende. Toilettet lugtede af kloak, men om sommeren kunne man ane syren fordi blomsten voksede udenfor vinduet.

Dog så mødte jeg Johannes som en af de eneste mænd. Han var den mand som viste mig kærtegn som føltes blide imod nøgen hud. Det var en sommerdag, hvor jeg sad ved spisebordet. Han bankede på den beskidte rude overfor mig. Hans smil afslørede hans begyndende rynker. Jeg genkendte ham ikke. Jeg havde aldrig før set ham.
Jeg åbnede vinduet halvt og han spurgte om jeg var min mor. Jeg kiggede på ham. Kunne se længsel i hans øjne efter noget, som jeg ikke havde, men kunne frembringe. Han så glad ud for at se mig og jeg mærkede smigren trænge sig på.
Jeg løj og sagde, at det var jeg. Han måtte have forvekslet min mor og jeg, men jeg lignede hende også på en prik bortset fra, at jeg ejede min fars lille hage.
Han hoppede ind af vinduet og bragte mig eventyr. Vi sagde ikke særlig meget. Vi kiggede heller ikke. En enkelt gang sagde han: "Du er præcis så smuk som dine ord i brevene du skrev".
Jeg smilede og takkede. Jeg har aldrig nogensinde skrevet et brev i mit liv, men hvis det tilfredstillede ham så meget, så kunne jeg sagtens begynde at skrive.
Han tog min hånd og kiggede mig ind i øjnene. "Tænk, at denne dag endelig skulle komme, Stella".
Jeg smilede atter engang. Stella var min mor. Jeg svarede som hun ville. "Ja, men ikke mere snak.... Vi spilder tid på at snakke".
Dermed blev Johannes min første rigtige kærlighed som vi delte iblandt min mors lagner i hendes seng. Han var smuk. Niogtyve år gammel. Og jeg var blot 17.

Men jeg så ham ikke igen efter den eftermiddag. Jeg tog det ikke tungt, sådan var det med alle min mors mænd. I dette tilfælde var han min mand som blot ville blive et tal i blandt de andre der kom med tiden. Dog vil han altid være den allerførste.

Engang efter skole kom jeg hjem til min mor der sad ved spisebordet. Jeg gik over til hende og spurgte, hvad der var galt for jeg kunne mærke det i luften. Det var anspændt og ubehageligt. Den slags stemning kunne min mor bringe. Det var en af hendes skjule talenter.
Hun kiggede op på mig med et hadefuldt blik. Tusindvis af dele af mig blev slået ihjel blot af hendes blik som fortalte alt.
"Jeg hader dig", hvæsede hun. "Jeg hader dig for alle de ting som du har taget fra mig. Først tog du mit liv, min familie. Nu tror du, at du kan tage det mest dyrbare fra mig som mine mænd. Du er ikke andet end en luder som ingen andre kan elske. Ikke engang jeg, din egen mor, kan elske dig! Du spiser min mad, sover under mit tag og dette er hvad, jeg får tilbage. Jeg har ofret alt for dig og alligevel vælger du at smide alt det væk blot for en mand. Din luder, ingen vil elske sådan en forræderisk løgner!", skreg hun og spyttede på mig som jeg var skrald.
Hun kiggede på mig med væmmelse. Hendes skrig var rystende og med det så jeg for første gang min mor græde. Tårerne var næsten malet røde som blod da de trillede ned ad hendes tårer. Hendes øjne var forgrædt. Hendes hjerte var knust og jeg var årsagen uden jeg anede det var muligt.
Jeg knuste den mest urørelige kvinde i verden. Jeg knuste min egen mor.

Johannes havde været i fængsel og min mor og ham havde skrevet i få år. De havde glædet sig til at mødes. Jeg læste alle deres breve. Mærkede deres kærlighed og længsel igennem få ord. De sluttede altid brevet af med de antal dage der var tilbage indtil Johannes var en fri mand.
Og de havde kun set hinanden en enkelt gang, men alligevel kunne Johannes ikke se, at jeg ikke var min mor. Måske var det fordi det var så mange år siden sidst de sås.

Jeg var jo bare hendes datter, men det er jo klart. Hun fortalte aldrig om mig på den måde. I hendes breve eksisterede jeg ikke. Alt hun skrev i brevene om hende selv var løgne for at fremstille sig selv bedre dog indrømmede hun, at hun blev gravid som ung og blev udstødt af familien. Min far kendte hun ikke til længere, men han skulle have været hendes eneste kærlighed. Hun valgte at rejse væk i stedet for at blive med ham. Han måtte ikke vide, at jeg var til fordi hun var ikke parat til at leve et liv i fangeskab med en mand. Hun ville ud og leve livet, skrev hun.

Hun ville heller ikke spilde tiden, men hun fødte mig stadig fordi hun havde ære som den kvinde hun var. Hun bandt sin mave stramt ind i klude for at skjule sin graviditet så længe hun kunne fordi hun vidste hvordan det så ud med en ung ugift kvinde, der venter et barn alene. Luder.
Hun fødte mig, en ganske rask pige var jeg. Hun skrev i brevet til Johannes at hun overvejede mange gange, at efterlade mig på et dørtrin og håbe, at jeg kom til en god familie blot fordi hun ikke kunne leve et liv i fangenskab. Hun nævnte hele tiden hun ikke ville være bundet til andre mennesker, hun ikke ønskede at dele sit liv med.
Så i virkeligheden ønskede hun ikke at være i nærheden af mig.

Hun fortalte hun tit overvejede at drukne mig i en pose, som man gjorde med hjemløse killinger.
Til allersidst fortalte hun skylden hun måtte igennem. Den uvise kærlighed til livet som hun måtte se bort fra. Dog sagde hun, at hun bortadopterede mig væk, men hun håbede inderligt på, at Johannes ville tilgive hende for hendes synder og måske en dag lade hende bære hans barn. For hun var trods alt en kvinde med ære.
Det gjorde ondt at læse brevet, især fordi hun løj om bortadoptionen. Hun skaffede sig aldrig af med mig. Jeg ved ikke hvorfor, når hun åbenlyst hadede mig.
Jeg mindede hende om et liv, som hun ikke kunne få fordi jeg var der; fordi jeg eksisterede.
Jeg vidste ikke hvad hun havde tænkt sig, hvis Johannes endelig kom hjem og så mig. Ville hun sige jeg blot var en hjemløs hun tilbød husly for natten og derefter smide mig ud tidligt om morgenen så jeg ikke ødelagde hendes liv mere end jeg allerede har gjort?

Sommetider troede jeg ikke, at det gik op for hende, at det var et rigtigt menneske hun skrev til. Nogen gange var det tilfredsstillende ikke at stå til ansvar for et menneske med behov, men bare læse de smirgende ord og svare tilbage når hun havde lyst. Sommetider troede jeg ikke hun havde lyst til Johannes. Hun havde lyst til en, der ikke var menneskelig. En, som blot levede for at tilfredsstille hende og uden at forvente noget tilbage.
Derfor forsvandt alle mændene altid efter lidt tid. De var jo levende. Derfor hadede hun mig, fordi jeg ønskede hende så forfærdeligt meget.
Og selv efter jeg læste brevene gik jeg ned til hende og sagde, at jeg elskede hende som intet var hændt, men hun sad stadig ved spisebordet med forgrædte øjne og opsvumlende kinder.
"Gør mig en tjeneste og forsvind ud af mit liv", bad hun mig uden at kigge mig ind i øjnene.
Jeg satte vand over til te. "Sikke et dejligt sommervejr vi har i dag, mor", sagde jeg monotont mens jeg stirrede ud ad vinduet.
Hun svarede mig aldrig tilbage. Det stod næsten i kortene, at det var sidste gang vi skulle have en samtale sammen.
Min mor tog sit eget liv den nat. Hun blev fundet i seng, alene, uden udtryk i sit ansigt. I sit afskedsbrev stod der ikke engang farvel blot "Tak for ingenting".

Jenny hørte om min mor fordi vi levede i en lille by. Hun kom og bankede på døren i flere dage efter. Jeg åbnede aldrig op. Jeg lod som om jeg ikke var hjemme, men hun vidste godt, at jeg var der og lyttede.
Hun kaldte på mig og sagde, at hun lovede at alting nok skulle ordne sig. Hun var jo trods alt min bedste veninde og hun ville være der for mig, men hun kendte mig knapt nok. Derfor sagde jeg ikke farvel til hende da jeg drog afsted næste morgen fordi hun betød ikke noget for mig. Hun var allerede et minde væk.

Jeg søgte efter min rigtige far. Jeg havde hans navn, men ikke  nogen adresse. Når jeg gik på landevejen imod mit nye hjem, så sang jeg sange om min far og jeg. "John han elsker mig, fordi jeg er hans lille pige. John han er min far; han valgte mig".
Jeg forstillede mig John for mine øjne. Hvordan han ville se ud i ansigtet, når han så mig når jeg bankede på hans dør. Hans lille hage ville dirre og glædestårerne ville strømme ud af hans øjne.
Hans arme åbner sig for mig og et nyt hjem med kærlighed vil blive til for mig. Jeg ville løbe ind i hans arme og fortælle ham, at jeg har rejst langvejs blot for at dufte duften af ham.

Igennem flere ugers søgen, hvor jeg levede på forskellige moteller, hos forskellige mænd og sov på bænke i alt slags vejr så fandt jeg ham.
Det var på grund af denne her fyr som jeg mødte, der hed Carl. Vi mødtes tilfældigt på en bar og han var rigtig rar. En smule sjusket og fuld, men rarere end andre for han gav gode drikkepenge. Han gjorde det i den tro, at jeg var prosititueret, men jeg tog det ikke personligt. Blev rigtig glad for Carl i den korte tid vi tilbragte sammen.
Han levede i en lille lejlighed. Han tog antidepressive piller, fordi dem fandt jeg ude på hans badeværelse da jeg skulle tisse. Han sad inde i stuen og mumlede for sig selv.
Desværre tog han det personligt, da jeg gav ham en overdosis blandet op i en drink blot for at kunne tage hans penge og gå.
Jeg skrev i det mindste et brev til hans nærmeste, når de fandt ham: "Tak for alt. Farvel, hilsen Carl".
De ville takke mig, hvis de vidste, at det var mig. Jeg tog mig meget tit af dem, der blev forsømt af andre. Og nu når Carl havde været så sød, så ville jeg godt gøre ham en sidste tjeneste at skrive brevet fra ham. Det var sådan alle almindelige mennesker gjorde for hinanden.

Jeg gik over til en telefonboks og bladrede igennem telefonbogen mens jeg brugte alle mine småpenge fra Carl til at ringe John op. Nogle vidste jeg med det samme ikke var min far fordi de lød hostende, næsten døende som en alkoholiker var sin sidste tid i møde. Jeg vidste jo min far var en helt, ikke soldat, men en vaskeægte helt.
Jeg udgav mig for, at være Stella. Det var den eneste måde, at jeg vidste, at han kunne genkende mig på og den eneste måde jeg vidste jeg kunne finde ham.

Og lige pludselig skete det; "Stella? Stella Morena? Hvor har du været?", sagde han hæst og fik kaffen galt i halsen. Forskrækket blev han, men også jeg.
Mit hjerte stoppede. "Tyve år senere og så ringer du? Synes du ikke selv, det er lidt for sent?", spurgte han.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige som undskyldning fordi jeg ikke var hurtigere til at finde ham. Jeg havde stadig ikke forstået, at jeg stod og snakkede med min far. Kun afstanden afholdte mig fra at dufte ham. Blive omfavnet i hans arme.
Pludselig brød han ud i latter, "Hvor er det dejligt, at høre fra dig, Stella. Skal vi mødes og snakke om gamle dage?".
Jeg nikkede og han fortalte mig hans adresse fordi jeg ville hellere hjem til ham end at invitere ham hjem til mig for midlertidigt havde jeg ikke noget hjem.

Da jeg mødte op foran hans dør og ringede på var mine hænder svedige mens mit hjerte bankede. Det var præcis som min fantasi. Han boede i et gult hus. Han vandede aldrig sine blomster, så de var ved at dø ud. Han var ugift og havde et middelklasse job.
Han åbnede døren og så på mig med forbløffede øjne. "Hvem er du?", spurgte han overrasket.
"Rose", sagde jeg og rakte min hånd frem som hilsen. "Din datter".
Han kiggede blot på mig. Tog ikke imod min gestus. Han virkede bare skræmt. Ikke glad.
"Jeg ved ikke, hvad du snakker om, men jeg har ikke nogen børn", sagde han og prøvede at smække døren i, men jeg stoppede ham. Fortalte ham om min mor for at overbevise ham.
Han lyttede og hans øjne afslørede sorg da jeg fortalte om brevene, Johannes og min mors død. Han var målløs, men jeg forstod ham godt. Jeg var også glad for at se ham.
Jeg smilede til  ham og kiggede afventende for at få krammet som ventede i hans arme, men han åbnede dem aldrig.
"Jeg ved ikke, hvem du er eller hvem Stella er længere. Jeg ved ikke noget som helst. Jeg er en gammel mand som bare passer mig selv og jeg har ikke lyst til at være en del af det her", undskyldte han og kiggede ned i jorden.
"Men jeg er din datter", sagde jeg anklagende og rakte armene ud. Længselsfuldt.
"Nej, beklager. Du er ikke min datter. Jeg vil gerne bede dig om at gå. Tak". Og med det smækkede han døren i og efterlod mig tom indeni.
Jeg blev siddende udenfor hans dør i flere timer kun fordi jeg ikke vidste hvor mit rigtige hjem var. Troede jo det var her jeg hørte til, men ikke længere. Det blev taget fra mig og jeg havde ingen anelse om hvorhen jeg nu skulle gå.

Jeg boede på adskillige moteller indtil jeg fandt et der kunne lade mig bo i længere tid. Huslejen var rimelig, men værelset var også faldefærdigt.
Jeg var ensom, men det var heller ikke mærkeligt da jeg tit var alene. Kun minderne besøgte mig på motellet hvor jeg opholdte mig. 
Senere fandt jeg ud af, at jeg ventede mig et barn. Jeg var flere uger henne, mere end at jeg bare kunne gå tilbage og fjerne det. Jeg var fanget med noget, der voksede sig større indeni mig.
Jeg følte en smule væmmelse, da jeg så barnet blive vist på skærmen. Sygeplejersken smilede og fortalte mig, at det var en dreng. For mig var han ikke et menneske. Blot en klump på en skærm, men alligevel når han bevægede sig inde i mig spredte en ukendt varme sig i min krop som om jeg blev overvældet af noget, som jeg ikke kendte til. Senere fandt jeg ud af, at det var kærlighed.

Jeg vidste udmærket godt, at Johannes var faren, men jeg ville ikke kontakte ham. Dog ville jeg lade min søn af vide, hvem Johannes var. Jeg ville aldrig fortælle en løgn fordi min søn var det mest ægte, der var skabt af mig. Jeg ville aldrig ødelægge ham på den måde. Han var ren. Fortjente det bedste.

Men alligevel kunne jeg ikke vise mig frem til offentligheden. Jeg bandt maven ind, så jeg kunne arbejde som rengøringsdame. Ingen kendte til mig og jeg udgav mig for andet end jeg var.
Jeg mødte mænd som ville have mig, men forsvandt næste morgen. Jeg lå altid tilbage i sengen med min ufødte søn, der sov trygt inde i min mave.
Forårets brise kom ind ad vinduet og jeg indså, at det var en fantastisk sommerdag. Jeg tænkte på min mor. Mon om hun ikke ville synes det samme?

For de penge jeg kunne få ud af mine deltidsjob og mænd på sidelinjen betalte jeg for legetøj til mit barn. Jeg gik aldrig rundt med en fornemmelse på, at jeg skulle give ham et navn fordi det ville gøre ham menneskelig og virkelig.
Det var rart i det øjeblik, at han blot var et minde. Ikke noget, der krævede noget fra mig andet end jeg skal klare mig selv.
Jeg kunne stadig leve mit liv og det gjorde jeg. Jeg mødte mange mennesker, både tragiske og sjove tilfælde.
Men jeg mødte bare aldrig en, der fik mig til at indse, at jeg var god nok. Jeg lå altid i sengen næste morgen med en følelse af fiasko.

Sommetider trak jeg ikke gardinerne for, fordi jeg kunne ikke se en mening med mig selv.
Med mit liv. Med min eksistens. I et kort øjeblik ønskede jeg, at hoppe ud for en høj bygning, men min søn afholdte mig fra det. Han fortjente en chance ligeså vel som alle andre.
Jeg elskede ham til allersidst i graviditeten, men allerhøjst da jeg fik ham i min favn. Han var virkelig; så fantastisk levende.
Han havde sin morfars lille hage og mine brune øjne. Jeg elskede ham højere end noget andet. Jeg kunne stirre på ham i flere timer uden at stoppe. Jeg kunne kærtegne hele hans perfekte krop uden at blive træt af det. Han gav mig en perfekt tilstand. Han gjorde mit liv fuldendt, men inderst inde gjorde det for ondt til at jeg kunne nyde øjeblikket for jeg kunne ikke give ham det som han fortjente; det som han havde brug for.

Men jeg prøvede i det mindste. Han fik sit eget værelse, men jeg elskede ham for højt til at blive ved. Derfor tog jeg derhen hvor jeg vidste der altid var kærlighed. Langt væk fra der, hvor jeg levede. Markerne var stadig det samme. Det var kun mit gamle hus, som var forandret af den nye familie som var flyttet ind efter min forsvinden.
Jeg gik med rystende ben imod det blå hus. Jeg kunne allerede mærke hende som jeg bevægede mig derhen. Hendes sødme dufteded af kamiliete; af blide kærtegn. Jeg lod det ikke dø ud denne gang, fordi jeg turde lade det forblive indeni mig.

Jeg bankede på døren, men forsvandt hurtigt igen.. Jenny åbnede døren og kiggede ned på min søn. Intet havde ændret sig. Hun var blot blevet smukkere med årene og hendes lyse hår var blevet længere.
Hun tog ham op i sin favn og jeg kunne se det var, der han hørte til. Jeg vendte mig om og så ikke tilbage. For der var ikke mere jeg kunne gøre.

For engang skyld måtte jeg lade være med at tænke på mig selv, så jeg gik i god tro om at Jenny ville passe på ham med hendes kærlighed. Hvis han blev hos mig, ville han ende som mig. Jeg gav ham en ny familie. En ny start ligesom jeg også burde have fået fra min mor, men aldrig fik, så jeg vidste betydningen af det.

Motellet var bare så koldt under mine fødder. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til. Hvem jeg skulle fortælle mine synder til. Jeg følte mig alene atter igen. Ikke engang min søn kunne få mig til at blive god igen.

Jeg skreg og kastede med tingene. Smadrede glas og tallerkner, mens jeg skreg af smerte.
Tænkte på mor. Tænkte på alle disse ting, som jeg kunne have fået, men som jeg aldrig fik blot fordi det ikke er mit.
Jeg så altid på menneskerne der gik forbi og havde det hele. Kærligheden levede jo i deres øjne. De viste mig al den kærlighed, som jeg ikke fik. Det var det rene tortur. Jeg ved ikke, hvad de bildte sig ind.
Og derfor tog jeg ikke nogen mand med hjem den aften, fordi jeg ville prøve at ligge i sengen alene. Et eller andet sted måtte jeg høre til ellers ville jeg ikke være til, så jeg valgte at sluge pillerne, mens jeg lå i de beskidte lagner der lugtede af hundredvis af mænd som jeg allerede havde glemt.

I virkeligheden var det ikke så smertefuldt. Jeg var helt fredfuldt mens jeg lå der og så alting forsvinde for øjnene af mig.  
Det eneste jeg huskede var, at jeg rejste mig op fra sengen fordi jeg ville ikke dø det samme sted som min mor. Ikke alene i beskidte lagener der fortalte alt om mig og mit liv.
Jeg gik ind i vægge, men jeg slog mig aldrig. Jeg mærkede ikke til noget som helst. Jeg gik videre ud til hans værelse, men nåede aldrig frem før min krop faldt og mit hoved mødte det faldefærdige køkkengulv. Jeg svedte og rystede, men alligevel frøs jeg. Det var som om mit liv kom til en helhed. Jeg så aldrig englene, men jeg så ham for mig, mens jeg tænkte tilbage på alle vores få minder vi havde som alligevel var de bedste minder i mit liv. Nu blot et minde væk, men alligevel var det rart at tænke på.
Jeg ville aldrig glemme, hvor smertefuldt det var at skrive det brev til Jenny, men min søn fortjente et rigtigt farvel. At vide hvor han kom fra og hvorfor han blev efterladt. Jeg efterlod ham hos en familie af varme og kærlighed. Som kan overleve uden penge og stadige være rige. Jeg ville have han skulle leve et godt liv, hvor han fik lov til at være sig selv. Hvor han fik lært, hvordan kærlighed føltes som.

Og jeg afsluttede brevet som et farvel til Jenny: "....Hans navn er Andrew som en engel. Pas på ham mens jeg er væk. Tak for dit venskab. Hilsen, Rose".
Gulvet forsvandt under min krop og jeg smilede inderst inde, mens billedet af Andrew viste sig for mig. Jeg fik endelig fred i blandt englene for jeg var ikke længere til. Jeg drog tilbage hvor jeg kom fra; jeg tog hjem.....

Jeg fandt dig efter hundrede år og du lever stadig
Du lå blandt efterladte legemesdele mens du smilede fordi alt var glemt
Din krop var adskilt fra hinanden, men du lever stadig videre
Efter hundrede år består du stadig
Og jeg husker dig blot for de gange du ommøblerede dine tanker, dine egne organer
Du ønskede et helt andet image så ingen kunne se igennem
Du var en yderst mærkelig mand
Måske er jeg ikke den eneste, der fandt dig her i forglemmelsen
Der du er, liggnede hjælpeløs uden din egen stemme
De andre lod bare som ingenting og gik
Efter hundrede år og du er stadig alene
Dog med det perfekte ansigt med ingen tanker til at forhindre tiden
Desværre kunne din krop ikke følge med forandringen der var så ekstrem
Så hektisk, aldrig virkeligt, blot bestående af plastic og tape
Du fortalte dig selv løgne om at leve for evigt mens du nød kokainen og de smukke kvinder
Men du fandt altid dig selv næste morgen i en død krop ved siden af din bedste ven, som ikke kunne bevæge dig
Alting var glemt fra aftenen før
Du blev liggnede i beskidte lagner og oceaner af tab fra et tidligere liv
Et liv hvor du kunne forblive
Du hadede tiden og hvordan den fik dig til at glemme
Lige så meget hadede du når kaffen blev kold fordi du glemte at drikke den
Du fortabte dig i dine tanker, men kom aldrig til en afslutning
Du troede oprigtigt på at du skulle blive noget sort
Derfor nåede du aldrig til at elske en rigtig kvinde der var i live fordi du havde travlt med at opfinde væsener, som kun fandtes i din fantasi
En dag vil verden gå under og opstå på ny, fortalte du mig, og du ville stadig være dig, bare i en smukkere krop
Lægerne sagde mange led af samme lidelse, du var ikke et enkelt sørgeligt tilfælde
Men alligevel følte du dig alene
Selv når de sagde, der var håb forude
Men der var altid en chance for det ikke ville ske, altid en chance for du ville sove ind

Din krop var din Judas
og alligevel din eneste bedste ven som altid ville følge dig igennem livet mange tåger
Men stadig kunne ingen dele dine tanker
De var for abstrakte, ikke livlige fordi ingen kunne leve i sådan en perfekt tilstand uden at falde sammen af iltmangel
Du har taget mål af kvindens tajle, vendt hendes ansigt indad, ladet spørgsmålene blive besvaret til sidst
Du gjorde hende umenneskelig fordi du ønsker dig hende smuk med en smuk, der er syet sammen fordi du ønsker ikke at høre hendes ord eller meninger. Du har andre ting at beskæftige dig med her i livet
Du elskede allermest hende store øjenvipper der skjulte hendes øjnes dybe hemmelighed
Hun skulle føde dit barn - du ville gerne være far, men du fandt hende aldrig
Du fik aldrig lov til at holde din søn i dine arme
Kvinderne levede ikke op til dine krav

Når du var fuld fortalte du tit, at dine dage var talte
I virkeligheden vidste du jo godt, at du aldrig ville blive far og når sygdommen invaderede din krop fuldstændig ville du blot forsvinde væk og blive ubetydelig for verden
Glemt imellem alle de andre døde
Det er først nu jeg forstår, at du ikke ønskede andre end dig selv
En rigtig bedste ven, en krop der kunne passe på sig selv
Du ønskede et liv der var smertefrit
En kvinde med et helbred til at bære dit barn uden at give din sygdom videre
Dit blod var som gift, der flød igennem dine årer, gjorde dig ustabil
Ufattelig ulykkelig
Og når dagene var svare at komme igennem, lod du som ingenting
Mens du fortærede dig selv
Du skabte dit eget paradis med din fantasi
Hvor du var fri,
Hvor Judas aldrig ville kunne komme igennem
Du ville leve for evigt i den perfekte statue af dig selv
Husket for det bedste, aldrig vil du begå fejltagelser igen
Alle skal huske dig for det smukke menneske du er
Og sådan blev du en gang for alle perfekt i andres øjne
Du kom bag kulisserne og afslørede din dybe hemmelighed
Nu ved de alle sammen, hvem du er
Hvorfor du måske en dag ikke vil være her længere
Og efter hundrede år finder jeg dig
Liggende i en død krop, lykkelig indeni, men kun på grund af din krops forglemmelse

Du ville selv bestemme, du ønskede en perfekt tilstand
Den perfekte krop, det perfekte liv der forblev smertefrit
Du har ingen anelse om, at du tænkte dig selv til en afslutning
Du ønskede selv, hvornår du skulle sige farvel.... også hundrede år efter

Det her er min endestation
I min krop, i min by
Lygtepælene får byen til at skinne op i mørket efter en regnfuld aften
Du er bleg i ansigtet mens dit hjerte stadig pumper blod ud af de åbne sår du aldrig dækker til
Måske skulle du have brugt tiden bedre til at lære mig af kende når lyset bliver slukket, måske skulle du have gjort det nemmere for mig at gå
Men jeg bebrejder dig ikke, ej savner jeg livet der hører til din person eller de omgivelser jeg befandt mig i når jeg var nær dig
For glitteret ville på et tidspunkt møde tyngdekraften og falde ned til jorden igen
Lyset vil blive slukket
Alle kærlighedshistorier har en endestation - et slutkapitel når det bliver atter morgen
Et tidspunkt hvor man får nok af anstrengelserne
Dagene der går  til spilde på at leve på grædende hjerte som vi fordrer med sandpapir indtil venerne bliver tømt og slidt op - simpelthen bare dør ud
Der er ikke noget næring i dine ord, ej heller ikke i dine øjne
Det her er endestationen
Det her er min forfaldne by, min støvede lejlighed med ulæste bøger af en ukendt forfatter
Du tømmer mit hjem for alt godt og efterlader mig med så meget had og sorg
Ligesom dengang hvor jeg blot levede på en madras - du efterlader mig altid når jeg allermest har brug for en ven
Det her er endestationen for jeg har fået nok
Min krop er nøgen og nedbrudt af alle disse år hvor jeg har levet på dine ord som jeg til sidst har fundet ud af består af intet indhold.
Du fik mig altid til at flyve på de mest visne vinger fordi du fik mig til at tro, men jeg fandt altid ned til jordenigen næste morgen
Måske skulle du have brugt mig som en ven der levede med tiden, måske skulle du have indset at jeg ikke lever for evigt
Jeg kan ikke leve på linje sammen med de andre kvinder der knapt nok eksisterer.
Jeg består af tiden - forældes for hvert sekund og forsvinder ligeså stille som årene sniger sig ind på mig
Du har dog ikke knust mit hjerte fordi det banker stadig i bunken af det spildte glitter der stadig søger bunden af alt dette rod
Du er et rod, et rigtigt stort rod og jeg vil ikke være tilbage for at rydde op efter dig
Så dette er endestationen - mit endelige farvel selvom du aldrig vil se det fordi jeg ved aldrig hvornår du vender tilbage
Men jeg bebrejder dig ikke, ej vil jeg savne dette fordi jeg kender dig
Det her er bare sådan du er, men jeg kan ikke gøre for at jeg altid vil hade dig for den måde du fik mig til at elske dig
Men jeg hader dig endnu mere fordi det er blot et spørgsmål om tid før du vender tilbage for at få mig til at tilgive dig atter igen....
Og du kender mig - du ved at jeg ikke bebrejder dig....
Trods for lidelserne vi gik igennem de sidste par år hvor du burde være min ven, men efterlod mig nøgen på en muggen madres
Måske en dag hvor tiden er med mig - med os - vil vi finde hinandens endestationer og give slip fordi vi lever begge i forskellige dimensioner
Du er langt foran mig, mens jeg sakker bagud
Man skal være blind for ikke at kunne se at vores historier er dømt til at dø ud - de er knapt nok virkelige, blot ord.....
Måske vil tiden hele mig nok til at glemme selve smerten som gennemborer hver en knogle der skulle fastholde min struktur
Det er blot et spørgsmål om tid før jeg starter forfra for du er trods alt min ven....

Du gemmer på hemmeligheden som du forglemmer.... Som du i virkeligheden hader. Det er de små tegn, der får dig til at frygte atter et besøg i nat. En enkel nat og du lå søvnløs siden da. Årene er gået og udefra ligner du en voksen kvinde, men indeni dig sidder der stadig en 8-årig pige. Forskræmt. Du kalder på far. Dine evige bønner blev aldrig hørt. Måske fordi du ikke skriger højt nok, men sandheden gør dig flov. Du skjuler den smerte han påførte dig den kolde januar nat, hvor du blot ville sove ind.

Du vil helst forsvinde fra verden. Beskedent og uden nogen lægger mærke til det Der er ikke noget tilbage for dig. Dette er ikke et hjem. Du hører ikke til nogen steder.
Du vil bare gerne væk, fortæller du mig, fra alle disse mennesker, der efterhånden har lukket øjnene. Dine mærker på din krop efter hans hårde greb, fortæller din byrde. Din baby.

Pludselig blev du koldere end natten og sneen, der smeltede udenfor dit vindue lige så stille morgenen efter.
Pludselig følte du ikke nær så meget som da han trådte ind på værelset. Han tændte ikke lyset. Han lod det hele forblive mørkt. Alligevel formåede han altid at gøre det mørkere da han gik end da han kom.
Du blev liggende stiv som et lig. Du har ingenting at sige. Måske fordi ingen lytter. Du bliver bare ved med at sige.... "Lad være, lad være, lad være, lad mig være....". Men han blev ved med at skade dig også selv når du stoppede med at græde. Du vidste udmærket godt at han elskede dig. Du er hans et og alt. Hans baby.

Du bærer på en løgn du fik foræret: En løgn som du med tiden selv skulle gennemleve. Du var født som et barn der skulle opleve livets mange sider og det gjorde du som alle andre, men bare ikke det folk havde forudset. Ej heller ikke mor.

Lad mig røre dig, fordi jeg gør dig ikke ondt. Lad mig vise dig, hvordan det føles at blive beundret for den man er. En dag så vil du blive fri.... En dag vil du flyve selv med de mest visne vinger.
Normalt er kærtegn dig en trussel. Et værktøj for at få dig til at bukke under.
Men sandheden kan vaske dine synder af. Al den historie som du ikke lader nogen høre. Selv under hans besøg græder du lydløst. Du forstiller dig din mor og hendes blide hænder der kærtegner dit ansigt. Altid kunne hun få dig til at falde til ro og få det bedre. Især når du følte dig alene. Når du lyttede til liv bag væggene.
Der er alligevel ingen bag væggen. Ingen der kan gribe ind. Kun et hjemsøgt spøgelse der er for lammet til at kunne reagere fordi hun ved godt, at det går værst udover hende selv selvom hun burde ofre sig for at du har det godt. Du er hendes baby.

I det øjeblik er det blot ham og dig og selvom du har følt dit liv var slut alle de gange det foregik, så er du her endnu. Kærlighed er ikke ondt. Du har aldrig mærket til kærlighed. Ikke engang fra ham. Ham, der skulle være din tryghed. Dit blod og kød.
I stedet ødelægger han dig. En dag skænker du ham barn. Han gemmer dig væk fra mennesker, der vil dig. Folk blander sig. Folk forstår ikke. Det er din baby.
Du får ikke lov til at se, hvor smuk du egentlig er. Du forbliver gemt væk sammen med dine tanker. Alene med hans hemmeligheder.
Han besøger dig når mørket trænger sig på. Forlader dig morgen efter med kaoset tilbage som din eneste ven.

"Det er uretfærdigt", græder du ud i mørket, mens jeg lytter. Du tager chancen og lukker en smule op. Kun en smule. Verden er fuld af uretfærdighed og egoisme. Det, der blev taget fra dig, kommer ikke igen....
Du er ikke et dårligt menneske fordi dette skete for dig selvom du tror det. Det skete fordi mor ikke ville lytte. Fordi hun havde prøvet det tusindvis af gange selv. Det skete fordi han drak og lod fremmede sider af sig selv besøge dig midt om natten uden han kunne anger næste morgen. Det var jo i virkeligheden ikke ham selv undskyldte han.

Det er disse øjeblikke hvor du indser du kan se frem i tiden hvis du ikke handler og jeg vil gerne redde dig; jeg vil gerne vise dig respekt og kærlighed som du aldrig har mødt på din vej. Måske en dag vil du genopstå som ny med mod på livet og det der følger med. Lige nu er du en skikkelse af den person jeg engang kendte og holdte af, men du skal nok komme tilbage fordi jeg har ikke glemt hvem du er, selvom du selv har. Selvom du siger der ikke er noget at redde så tager du fejl. Lad mig løsrive dig fra fængslet du lever i for du er ligeså meget værd som os andre. Du er ligeså ren og smuk som os andre hvis ikke mere.

Husene står på rækkevis, mens roserne vokser nedad i Jillians forsømte have
Ikke fordi jeg går op i sådan nogle ting - normalt lægger jeg knapt nok mærke til
Men det forekom mig at Jillian var min eneste rigtige ven, da jeg mærkede hvordan grusvejen gjorde ondt under mine bare fødder - det var netop som at danse på bløde glasskår
Det får mig til at tænke på at Jillian levede for sorgerne og det, der fik hende til at komme over dem igen.
Jillian kom fra en lille landsby hvor ulige opstod uden at det blev set bort fra.
Jillian prøvede på et tidspunkt at bruge sine hænder i stedet for at se, blot for at bevise at det var muligt.

Hun prøvede på at bevise, at hendes øjne ikke bragte noget godt til sidst
Og folk mente at Jillian var sindssyg. De mente hun hørte til bag en spændetrøje der kunne holde hende i ro og beskyttet fra de grove grusveje der skar under hendes fødder som glasskår
Hvis hun fik lov ville hun sikkert sove nøgen på grusvejen og bade sig i smertens spor for Jillian mente, at smerte var overvurderet - smerte er i virkeligheden en illusion, sagde hun, som du skaber igennem din barndom.
Men Jillian har aldrig været barn - Hun har aldrig prøvet at være voksen.

Engang prikkede hun øjnene ud på sig selv blot for at chokere
Nu siger folk ikke godmorgen til hende mere fordi Jillian er anderledes.
De ser på hende med chokerende blikke uden hun opdager det
Jillian fortsætter blot ned ad grusvejen som intet er hændt
Hun kan ingenting se, blot mærke

Det der rører Jillian allermest er solen som skinner på hendes krop
Og englene der kun eksistere i hendes hoved, men alligevel daler ned fra himlen for at omfavne hende når hun har brug for en ven
Hun rækker ud med hænderne og mærker absolut ingenting. For luft er ingenting, blot et materiale der holder os i live.
Så længe Jillian mærker vinden mellem sine tynde fingre vidste hun med sikkerhed
Hvad hun ved har jeg ingen anelse om fordi Jillian er anderledes - hendes tankemønstre et mysterium

Og jeg stirrer forbløffet på hende, men Jillian går forbi mig som jeg var luft
Hun danser videre ned ad grusvejen på sine bare fødder - forbi husene der står rækkevis for at leve i sit lille telt som hun kaldte for sit hjem.

Ensomheden trænger sig ind på mig og jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg vil ikke have selskab, men mine tanker strækker sig til uendeligheder. Sommetider ved jeg ikke hvor meget værd det er at blive ved. Lige nu er det bare for hårdt at forblive i live.... Jeg vil bare falde hen og sove. Dybt. Jeg vil gerne lykkes. Jeg vil gerne lykkes.... Det er derfor jeg har kæmpet så hårdt og nu står jeg her.... på vej imod det jeg gerne vil opnå med min egen lejlighed med masser af planter som jeg tit har beskrevet i mine tekster.... Jeg lever for mig selv uden nogen som helst diktatur. Jeg er mig selv. Jeg lever for mig selv. Det eneste der ikke helt er skiftet ud er rødvinen.... den søde terra og mine drømme om at kunne blive til mere end det her. Jeg forventer ikke det helt store. Jeg forventer blot at blive noget som jeg kan stå inde for som mine tekster. Jeg vil gerne have dem ud.
Og nu når jeg sidder her og tænker tilbage for blot et år siden har jeg rykket mig meget og jeg vil ikke blive følelsesladet, men det er svært. For blot 2 år siden troede jeg ikke, at jeg ville være her. For 4 år siden troede jeg at jeg ville dø inden jeg blev 18. Da jeg var syv ønskede jeg at sidde i denne lejlighed..... så fortæl mig, at alting ordner sig.... fortæl mig at jeg faktisk godt kan finde ud af noget og det var bare et bump på vejen.... hele min barndom og ungdom var bare et bump på vejen.... det her er den glatte nylagte asfalt..... Det her er mit nye liv..... Jeg er på vej..... tro på mig.

Det her skal ikke blive det lange lange blog indlæg, det er blot fordi jeg virkelig synes at de kvinder der forstår at bruge leggins rigtigt giver sig selv et kæmpe forspring i forhold til dem som måske ikke bruger leggins.

Det skal nok bare ses mere som et vink til opfordre flere kvinder til at bruge leggins, om ikke for deres egen skyld så for vores andres skyld :)

Hvis der er noget jeg med garanti altid vender hovedet efter på gaden så er det en kvinde iført flotte stramme sorte leggins. Nøj det kan jeg bare godt lide!

Tumbs up for leggins!

det er rigtig længe siden jeg har skrevet herinde og det er fordi der simpelthen har været for meget i mit liv til at jeg har kunnet finde tidspunktet...

lad os starte hvor jeg stoppede sidst

efter jeg stoppede med de åndsvage beroligende piller fik jeg medicin for adhd (yaaay de fandt ud af at jeg har adhd)... det virkede smukt alle de ting jeg havde lært i skolen kunne jeg pludselig huske OG bruge... min hjerne blev super hurtig og jeg lærte at programmere en primitiv game engine på 1½ time... problemet er bare at de første 4 uger hvor man får den medicin skal man ha psykolog hjælp fordi rigtig mange mennesker ryger ned i en voldsom depression og selvmords %'en ryger op... jeg fik ingen hjælp... jeg flippede ud hva faen skete der lige med min hjerne hvordan helvede kunne det være muligt... har ikke taget pillerne fast siden...

well... jeg var jo blevet mere "normal"... men det tog et voldsomt dyk en vinter aften... jeg var hos mine forældre og skulle efter det ind til min kæreste (tog adhd medicinen på det tidspunkt)... jeg havde hentet de gamle i lufthavnen samme aften... deres fly var forsinket men selvom jeg er et af de mest utålmodige mennesker på jorden havde jeg stået på det samme sted i 3 timer (undtagen en rygepause) og var i rigtig godt humør da de kom... min mor sagde "jeg havde helt forventet at du var rødglødende af raseri eller bare var kørt hjem nu men du jo helt glad"... ingen tegn på raseri hele aftenen... så skal jeg til og afsted ind til min kæreste... og min bil vil ikke starte der var ingen strøm på... det var da mærkeligt... well på med en start booster og så afsted... stadig intet... hmm spøjst... well venter lige en halv times tid og ser om der så er strøm på... efter en halv time gik jeg ud og prøvede at starte bilen igen... der skete intet... 10 minutter efter jeg sidder i sofaen inde i stuen og lægger mærke til at mit ene knæ gør meeega ondt... spørg min mor hvordan jeg er kommet ind i stuen og hvorfor mit knæ gør ondt?...

hun forklarede mig så at mens mig og min stedfar var ude ved bilen havde jeg ligepludseligt losset så hårdt til bildøren at interiøret var gået fuldstændigt istykker og så var jeg ellers løbet min vej... min mor havde set det og var hoppet i tøjet for at følge efter mig... da hun kom ud af døren kunne hun høre nogle meget høje brag og da hun kommer ned for enden af vejen og rundt om hjørnet kommer jeg gående imod hende

min mor sagde følgende til mig : du havde smadret bus stoppestedet fuldstændigt, da du kom gående imod mig kunne jeg se at dit ene ben stak ud til siden og var drejet på en helt forkert måde, og du havde det mest sindsyge udtryk i ansigtet, nærmest som et smil... og så grinede du... du lignede mere et monster end et menneske, og da du kom tæt på og jeg spurgte om du ville ha en skulder at støtte dig til snerrede du bare et nej og sparkede ud i luften og så sad dit ben rigtigt igen...

jeg har stadig ingen anelse om præcis hvad der skete den aften men det var der en helt ny form for problemer kom... nemlig blackouts vi har ingen anelse om hvornår de kommer eller hvorfor men de kommer, indtil videre har det heldigvis kun resulteret i det tilsyneladende ude af led knæled og en brækket hånd... for mig altså... min familie er blevet skræmt et par gange, min mor har været nød til at stikke mig lussinger og min kæreste har været nød til at lede efter mig på hendes fødselsdag fordi jeg overfaldt en gæst og stak af (bare rolig han blev kun meget skræmt)... men utroligt nok ka min kæreste stoppe mig... ingen af mine psykologer eller psykiatere har nogen anelse om hvorfor eller hvordan men hun kan... ikke bare som i få mig til at stoppe op... hun får mig tilbage til bevidsthed...

well det er alt sammen noget tid siden efterhånden... jeg er flyttet tilbage til de gamle fordi tingene simpelthen blev for meget...

jeg VILLE have hjælp så jeg snakkede med dem i den nye kommune og prøvede at få noget hjælp... de sendte mig til en psykolog der som de andre KUN ville behandle min adhd selvom jeg fortalte ham at min gamle psykiater havde en teori om noget epilepsi som adhd medicin ville sløre hvis der blev taget tests for det... sikke en narrøv havde lyst til at give ham en røvfuld så har ikke snakket med ham siden...

der gik noget tid og jeg hørte aldrig fra nogle nye psykologer eller psykiatere selvom jeg burde... well jeg måtte vente...

der gik lidt mere tid og en dag stod jeg og betjente kunder på mit frivillige arbejde... der var rimelig god kø så jeg prøvede bare at komme igennem kunderne hurtigt og pludselig hører jeg en der kalder på mig... skal lige være færdig med den her kunde tænker jeg... inden jeg tog den næste kunde kiggede jeg op og spurgte hvem der kaldte... ingen svarede men alle kiggede tilgengæld på mig som om jeg var åndssvag... well næste kunde... så kom det igen... mit navn blev kaldt... og igen.... og igen.... og igen... det blev ved... det blev højere og højere og tilsidst var det som om der stod en og skreg mig lige ind i øret... men der var ingen som kaldte på mig... hva faen????

well det jo så bare det... oh nej... samme aften da jeg kom hjem var jeg rigtig bombet i hovedet så tænkte jeg ville lægge mig ned og slappe lidt af... det fik jeg ikke lov til... da jeg lukkede mine øjne hørte jeg det højeste skrig nogensinde... men det var på en forkert måde... for der er ingen i min familie med en stemme der lyder sådan, der var kun de gamle hjemme... og det var for højt til at være andre steder end lige ved siden af mig... men jeg var alene i rummet og de gamle sad inde i stuen og så tv... hva helvede?...

jeg ringede til kommunen nogle dage efter for at få mig en kontakt person så jeg kunne få lidt hjælp når der skulle danses med lægerne... fortalte hende om stemmerne efter nogle få møder... hun spurgte om vi ikke bare skulle køre ned på psykiatrisk skadestue så hun kunne få dem til at tage mig seriøst... det gjorde de... jeg blev indlagt så jeg kunne få den scanning for epilepsi som jeg skulle ha haft længe før... den skulle jeg ha dagen efter... og inden jeg skulle det skulle jeg lige snakke med en læge... han kom så og snakkede med mig om morgenen dagen efter... jeg forklarede ham hvad der skete osv osv osv... han spørg mig om jeg har hovedpiner?... hmm ja det har jeg da haft ret meget det sidste halve års tid... blir de værre?... hmm ja... de startede som normale hovedepiner men nu er de virkelig slemme og varer i flere dage... ok jamen han skulle lige ringe til en kollega så de kunne finde ud af noget med den scanning...

jeg går ind på mit værelse (fuck man en kæmpe suite man får) og ser min film færdig... lidt senere kommer lægen mens jeg er ude og ryge en smøg... jeg kunne ikke blive scannet idag... men de havde 3 teorier om hvad det kunne være

lægen sagde:

1. du har epilepsi (duuuh)

2. du er godt gammeldags sindssyg (ya think?)

3. du har en svulst i hjernen og ifølge mig selv og nogle andre kollegaer lugter det langt væk af det (say WHAT?)
men bare rolig vi skal nok finde ud af hvad det er... men nu udskriver jeg dig så... du skal bare sige til dem i receptionen at du går så får du dine ting og en kort så du kan ringe...

og der sluttede det så... jeg havde været indlagt i omkring 15 timer og så fik jeg den besked og blev sendt hjem... har fået en tid og der er omkring en måned til at jeg skal ind til scanningen

men nårh ja... en positiv ting er der da sket midt i alt det her... jeg blev forlovet med min elskede kæreste d 1.1.2011 (fed dato at ha i ringen btw)

Jeg er en stor fan af tidsbesparende tiltag, og derfor har jeg fundet meget gav i at køb tøj online, jeg er en af dem der meget gerne spare 1 time her og 1 time der, det skyldes nok primært at jeg gerne ville have 30timer i døgnet i stedet for de 24 vi har idag.

Men det er ikke kun tidsbesparende at købe tøj online, det giver også en masse andre fordele. Den åbenlyse er selvfølgelig det man kalder comparising shopping, altså hvor man sidder og sammenligner priser på forskellige webshops, og derfor er det altså ikke kun tid jeg spare når jeg køber tøj online, men også penge! Det næste der ligger i det er at jeg faktisk hader, og jeg mener hader prøve rum, i fx H&M er man totalt overvåget når man går prøve rummet, det er ikke fordi jeg vil stjæle noget, men det er bare det faktum at man er mistænkt lige så snart man nærmer sig prøve rummet. I andre butikker som ikke sælger tøj online der føler man nærmest at ekspidienten er hoppet med ind i prøvet rummet! Det er bare NoGo! Så det var altså endnu en fordel ved at shoppe tøj online - det giver mange fordele, du kan prøve tøjet i fred og ro!