Det her skal ikke blive det lange lange blog indlæg, det er blot fordi jeg virkelig synes at de kvinder der forstår at bruge leggins rigtigt giver sig selv et kæmpe forspring i forhold til dem som måske ikke bruger leggins.

Det skal nok bare ses mere som et vink til opfordre flere kvinder til at bruge leggins, om ikke for deres egen skyld så for vores andres skyld :)

Hvis der er noget jeg med garanti altid vender hovedet efter på gaden så er det en kvinde iført flotte stramme sorte leggins. Nøj det kan jeg bare godt lide!

Tumbs up for leggins!

det er rigtig længe siden jeg har skrevet herinde og det er fordi der simpelthen har været for meget i mit liv til at jeg har kunnet finde tidspunktet...

 

lad os starte hvor jeg stoppede sidst

 

efter jeg stoppede med de åndsvage beroligende piller fik jeg medicin for adhd (yaaay de fandt ud af at jeg har adhd)... det virkede smukt alle de ting jeg havde lært i skolen kunne jeg pludselig huske OG bruge... min hjerne blev super hurtig og jeg lærte at programmere en primitiv game engine på 1½ time... problemet er bare at de første 4 uger hvor man får den medicin skal man ha psykolog hjælp fordi rigtig mange mennesker ryger ned i en voldsom depression og selvmords %'en ryger op... jeg fik ingen hjælp... jeg flippede ud hva faen skete der lige med min hjerne hvordan helvede kunne det være muligt... har ikke taget pillerne fast siden...

 

well... jeg var jo blevet mere "normal"... men det tog et voldsomt dyk en vinter aften... jeg var hos mine forældre og skulle efter det ind til min kæreste (tog adhd medicinen på det tidspunkt)... jeg havde hentet de gamle i lufthavnen samme aften... deres fly var forsinket men selvom jeg er et af de mest utålmodige mennesker på jorden havde jeg stået på det samme sted i 3 timer (undtagen en rygepause) og var i rigtig godt humør da de kom... min mor sagde "jeg havde helt forventet at du var rødglødende af raseri eller bare var kørt hjem nu men du jo helt glad"... ingen tegn på raseri hele aftenen... så skal jeg til og afsted ind til min kæreste... og min bil vil ikke starte der var ingen strøm på... det var da mærkeligt... well på med en start booster og så afsted... stadig intet... hmm spøjst... well venter lige en halv times tid og ser om der så er strøm på... efter en halv time gik jeg ud og prøvede at starte bilen igen... der skete intet... 10 minutter efter jeg sidder i sofaen inde i stuen og lægger mærke til at mit ene knæ gør meeega ondt... spørg min mor hvordan jeg er kommet ind i stuen og hvorfor mit knæ gør ondt?...

hun forklarede mig så at mens mig og min stedfar var ude ved bilen havde jeg ligepludseligt losset så hårdt til bildøren at interiøret var gået fuldstændigt istykker og så var jeg ellers løbet min vej... min mor havde set det og var hoppet i tøjet for at følge efter mig... da hun kom ud af døren kunne hun høre nogle meget høje brag og da hun kommer ned for enden af vejen og rundt om hjørnet kommer jeg gående imod hende

min mor sagde følgende til mig : du havde smadret bus stoppestedet fuldstændigt, da du kom gående imod mig kunne jeg se at dit ene ben stak ud til siden og var drejet på en helt forkert måde, og du havde det mest sindsyge udtryk i ansigtet, nærmest som et smil... og så grinede du... du lignede mere et monster end et menneske, og da du kom tæt på og jeg spurgte om du ville ha en skulder at støtte dig til snerrede du bare et nej og sparkede ud i luften og så sad dit ben rigtigt igen...

 

jeg har stadig ingen anelse om præcis hvad der skete den aften men det var der en helt ny form for problemer kom... nemlig blackouts vi har ingen anelse om hvornår de kommer eller hvorfor men de kommer, indtil videre har det heldigvis kun resulteret i det tilsyneladende ude af led knæled og en brækket hånd... for mig altså... min familie er blevet skræmt et par gange, min mor har været nød til at stikke mig lussinger og min kæreste har været nød til at lede efter mig på hendes fødselsdag fordi jeg overfaldt en gæst og stak af (bare rolig han blev kun meget skræmt)... men utroligt nok ka min kæreste stoppe mig... ingen af mine psykologer eller psykiatere har nogen anelse om hvorfor eller hvordan men hun kan... ikke bare som i få mig til at stoppe op... hun får mig tilbage til bevidsthed...

 

well det er alt sammen noget tid siden efterhånden... jeg er flyttet tilbage til de gamle fordi tingene simpelthen blev for meget...

 

jeg VILLE have hjælp så jeg snakkede med dem i den nye kommune og prøvede at få noget hjælp... de sendte mig til en psykolog der som de andre KUN ville behandle min adhd selvom jeg fortalte ham at min gamle psykiater havde en teori om noget epilepsi som adhd medicin ville sløre hvis der blev taget tests for det... sikke en narrøv havde lyst til at give ham en røvfuld så har ikke snakket med ham siden...

 

der gik noget tid og jeg hørte aldrig fra nogle nye psykologer eller psykiatere selvom jeg burde... well jeg måtte vente...

der gik lidt mere tid og en dag stod jeg og betjente kunder på mit frivillige arbejde... der var rimelig god kø så jeg prøvede bare at komme igennem kunderne hurtigt og pludselig hører jeg en der kalder på mig... skal lige være færdig med den her kunde tænker jeg... inden jeg tog den næste kunde kiggede jeg op og spurgte hvem der kaldte... ingen svarede men alle kiggede tilgengæld på mig som om jeg var åndssvag... well næste kunde... så kom det igen... mit navn blev kaldt... og igen.... og igen.... og igen... det blev ved... det blev højere og højere og tilsidst var det som om der stod en og skreg mig lige ind i øret... men der var ingen som kaldte på mig... hva faen????

well det jo så bare det... oh nej... samme aften da jeg kom hjem var jeg rigtig bombet i hovedet så tænkte jeg ville lægge mig ned og slappe lidt af... det fik jeg ikke lov til... da jeg lukkede mine øjne hørte jeg det højeste skrig nogensinde... men det var på en forkert måde... for der er ingen i min familie med en stemme der lyder sådan, der var kun de gamle hjemme... og det var for højt til at være andre steder end lige ved siden af mig... men jeg var alene i rummet og de gamle sad inde i stuen og så tv... hva helvede?...

 

jeg ringede til kommunen nogle dage efter for at få mig en kontakt person så jeg kunne få lidt hjælp når der skulle danses med lægerne... fortalte hende om stemmerne efter nogle få møder... hun spurgte om vi ikke bare skulle køre ned på psykiatrisk skadestue så hun kunne få dem til at tage mig seriøst... det gjorde de... jeg blev indlagt så jeg kunne få den scanning for epilepsi som jeg skulle ha haft længe før... den skulle jeg ha dagen efter... og inden jeg skulle det skulle jeg lige snakke med en læge... han kom så og snakkede med mig om morgenen dagen efter... jeg forklarede ham hvad der skete osv osv osv... han spørg mig om jeg har hovedpiner?... hmm ja det har jeg da haft ret meget det sidste halve års tid... blir de værre?... hmm ja... de startede som normale hovedepiner men nu er de virkelig slemme og varer i flere dage... ok jamen han skulle lige ringe til en kollega så de kunne finde ud af noget med den scanning...

 

jeg går ind på mit værelse (fuck man en kæmpe suite man får) og ser min film færdig... lidt senere kommer lægen mens jeg er ude og ryge en smøg... jeg kunne ikke blive scannet idag... men de havde 3 teorier om hvad det kunne være

lægen sagde:

1. du har epilepsi (duuuh)

2. du er godt gammeldags sindssyg (ya think?)

3. du har en svulst i hjernen og ifølge mig selv og nogle andre kollegaer lugter det langt væk af det (say WHAT?)
men bare rolig vi skal nok finde ud af hvad det er... men nu udskriver jeg dig så... du skal bare sige til dem i receptionen at du går så får du dine ting og en kort så du kan ringe...

 

og der sluttede det så... jeg havde været indlagt i omkring 15 timer og så fik jeg den besked og blev sendt hjem... har fået en tid og der er omkring en måned til at jeg skal ind til scanningen

 

 

 

 

 

 

 

 

men nårh ja... en positiv ting er der da sket midt i alt det her... jeg blev forlovet med min elskede kæreste d 1.1.2011 (fed dato at ha i ringen btw)

Jeg er en stor fan af tidsbesparende tiltag, og derfor har jeg fundet meget gav i at køb tøj online, jeg er en af dem der meget gerne spare 1 time her og 1 time der, det skyldes nok primært at jeg gerne ville have 30timer i døgnet i stedet for de 24 vi har idag.

Men det er ikke kun tidsbesparende at købe tøj online, det giver også en masse andre fordele. Den åbenlyse er selvfølgelig det man kalder comparising shopping, altså hvor man sidder og sammenligner priser på forskellige webshops, og derfor er det altså ikke kun tid jeg spare når jeg køber tøj online, men også penge! Det næste der ligger i det er at jeg faktisk hader, og jeg mener hader prøve rum, i fx H&M er man totalt overvåget når man går prøve rummet, det er ikke fordi jeg vil stjæle noget, men det er bare det faktum at man er mistænkt lige så snart man nærmer sig prøve rummet. I andre butikker som ikke sælger tøj online der føler man nærmest at ekspidienten er hoppet med ind i prøvet rummet! Det er bare NoGo! Så det var altså endnu en fordel ved at shoppe tøj online - det giver mange fordele, du kan prøve tøjet i fred og ro!

Det er ikke fordi jeg har ønsket at forlade dette dejlige selskab, at jeg ikke skriver mere. Jeg havde bare en periode, hvor jeg ikke kunne komme ind på min blog, og så måtte jeg udvikle et alternativ. Alternativet er blevet lidt et forsøg. Jeg har igennem længere tid skrevet en del og nu har jeg udviklet den her blog som er en kombi af blog og den måde jeg skriver noveller på. Det tager, selvfølgelig, udgangspunkt i mine følelser og udvikler sig derfra til en novelle i blogform. Så det er "true stories" men med en skrivelses-edge - forhåbentlig. Min nye blog, hvis nogen skulle være interesseret, er: www.deldig.dk/profil/ishah-cothev Håber i alle har det godt og vil prøve at følge lidt med til trods for mit blog-skifte. - Marly

Jeg har været så alene at jeg begyndte at skabe mine egne venner. Sommetider når jeg græd allermest så snakkede en stemme i mit hoved berolignede til mig og jeg svarede hver gang.
Tanken om en ven, der forstod mig og kunne gå igennem det her med mig, var en lettelse fordi jeg har aldrig været god til at være alene.
I virkeligheden var der slet ikke nogen omkring mig og jeg mistede mere min sans for virkeligheden og gled mere over i min underbevidsthed. Sommetider var det nemmest. Andre gange gjorde det blot min situation værre.

Jeg har ikke mistet nogle mennesker, som jeg har elsket, ved døden og jeg er ikke fyldt op med kærlighedssorger. Jeg har noget langt værre; Jeg har en uhelbredelig sygdom, der lænker mig sommetider til sengen dag og nat.
En sygdom der jager mine ondeste dæmoner ud af skyggen og ind i sollyset. Jeg har aldrig villet stå ansigt til ansigt med dem. Derfor undgår jeg mit eget spejlbillede.
Den her sygdom er det reneste ondskab. Nogen vil sige en forbandelse, mens jeg bare vil være ærlig og indrømme, at det er medfødt. Det ligger til mine gener. Det er indeni mig. Det er smagen i mit blod.

Denne sygdom er så ond, at jeg ikke kan dø af den. Der er intet medicin, der kan kurerere mig eller visdomsord som kan hele mig. Alle burde vide, at man ikke kan flygte fra sig selv. På et tidspunkt vil man indhente sig selv og der må man bare indse, at det er spild af tid.
I det mindste bliver jeg ikke tvunget til at se mig selv i spejlet. Jeg lader det blive som det er. Jeg har kun hørt, hvordan jeg ser ud, men jeg har aldrig selv prøvet at se det. Folks meninger er forskellige. Andre er løgne mens andres er blinde.
Selv hvis jeg var smuk, kunne man ikke se det. Der er for meget der overskygger mit ansigt. Mange års vandring efter helbredelsen har lagt sig i mine rynker. Forblevet der. Nogen gange ville jeg ønske at jeg blot kunne dø.
Jeg skar mine årer op i håb om Gud ville rejse sig og omfavne min sjæl, der har været indespærret i denne syndsforladte krop, men selv efter flere timers ventetid så var min krop tømt for blod og jeg trak stadig vejret.

Nu ved jeg at Gud ikke findes fordi han ville aldrig lade mig forblive i live. Jeg har bedt alle bønner jeg kunne, men jeg har aldrig fået et svar tilbage. Ikke noget som helst.
Sommetider tror jeg, at han ikke kan se mig. Som om han er blind for mennesker som mig, der ikke fortjener at blive frelst. Mennesker som mig, der selv har valgt den familie jeg blev født i.

Nogen gange når jeg sidder og venter forgæves på at alderdommen vil fange mig, ser jeg folk dø omkring mig sammen med deres partnere. De har haft hele livet foran sig og de har levet det igennem. Uden frygt mødte de døden og forsvandt hånd i hånd.
Mens jeg stadig er her. Kigger ud af vinduet. Venter på at tågen letter. Måske en dag.

I går aftes sad jeg i min seng og begyndte at græde ustyrligt. Jeg kastede med ting og rev mit eget hår af. Brevet som jeg fik tidligt om morgen om at han var kommet videre og havde fundet en yngre kvinde slog mig ud. Kærligheden var så tæt på og alligevel slap den forbi.
Jeg bliver straffet med hele tiden at blive husket på, hvad jeg ikke må få. Alle disse kroppe som jeg aldrig må berøre eller disse hjerter som jeg aldrig må kende. Elske.

Jeg ønsker kærligheden, men jeg ønsker døden mere. Hvis jeg ikke trækker gardinet for så morgenlyset daler ind igennem glasruden, så mister jeg forstanden. Jeg rører mig selv i mørket for at mærke om jeg stadig er fysisk til stede.
Sommetider så føles selv det nemmeste som vejrtrækning en kamp. Det gør så ondt at forblive i live. At se al det liv forsvinde forbi mens jeg kun kan kigge på. Og jeg bliver ældre, men det vises ikke. Mørket trænger sig på midt om natten når jeg er alene. Og jeg er altid alene.
Så jeg skaber mine venner og glemmer alt, hvad doktoren sagde om et forbedret liv. Han er ikke min ven og vil aldrig nogensinde blive for han er et menneske. Fuldkommen menneskelig og har et liv, mens jeg er et monster, født af en kvinde, der ikke kunne give af sin kærlighed.

Jeg bosætter mig mørket og føler mig hjemme. Det er her jeg altid har befundet mig. Jeg fortæller stille om hvordan min dag er gået og straks når jeg stopper med at snakke, så begynder stemmerne at spørge ind til mig. De spørger hvordan jeg har det. Jeg kigger ud i mørket og et smil breder sig på mine tørre læber.
"Fint, bedre end i går", griner jeg og forstiller mig at ligge i deres favne. Mine venner er uden ansigter, men det skal jeg nok ordne på et tidspunkt. Lige nu er deres kropsvarme og berøring det vigtigeste.

Deres små hænder kærtegner mig og jeg lukker øjnene. Jeg føler mig som et barn igen. Uskyld og renlighed overvælder mig og jeg glemmer alt om, hvad der var sket med min barndom. Jeg glemmer min mor og hvad min far gjorde ved mig.
Pludselig ser jeg mig for mig. Jeg er lyshåret og går rundt i en hvid sommerkjole mens jeg plukker blomster. I luften lytter jeg til min mors blide stemme, som jeg aldrig har kunnet huske kun fornemmet. Jeg smiler. Jeg er lykkelig. Mit ansigt er ikke eksisterende, men jeg arbejder på det. Det er heller ikke særlig vigtigt. Bare jeg kan forblive der et øjeblik mellem påskeliljer og mælkebøtter, så er alt godt igen.

Jeg ligger mig ned i sengen og folder mine hænder sammen. "Tak venner fordi I gav mig ro igen", takker jeg. De siger ikke noget tilbage. Der er fuldstændigt tomt for mennesker i mit lille værelse, men mørket afslører ikke min ensomhed. Jeg kan være hvem som helst herinde. Her hvor ikke engang Guds øjne kan se mig.

Tidsfordriv tager tid
Mens kærlighed samler på der, der betyder
Du efterlader dit rod i mørket
I håb om at solen vil endelig lyse på dem

Øjnene ser facaderne, mens hjertet mærker det, der bevæger sig
Det kræver sin mand, at sige at man ikke er perfekt
Men problemer vil blive glemt
Tiden har nemlig den magt
Ligesom den magt at tiden lader dine kære tage afsted....

Bag gardinerne gemmer morgensolen sig
Tiden vil finde dig
Når du mindst venter det
Du føler absolut ingenting, men alligevel føler du alting
Det dræner dig for energi....
Alles smerte og bekymringer påfører du dig, som de var dine egne

Du vil ikke spilde din tid
For tid tager liv
Livet tager tid at finde ud af
Og du ønsker ikke, at de skal gå i stå
Bare fordi de fik det forkerte liv
Fordi folk aldrig gav dem tid

 

Så fandt jeg ved igen.

Siden sidst er der sket meget. Like, rigtig meget. Og jeg aner ikke hvor jeg skal starte. For at fortsætte fra sidste gang, så vil jeg igen kalde mine veninder Brooke og Peyton.

Well, Brooke er forelsket i mig. Og jeg er ved at indse at jeg også er forelsket i hende. Jeg har aldrig tænkt på hende på den måde, for jeg har altid forestillet mig, at hende og min bedste ven, lad os kalde ham Nathan, ville ende sammen. Men da de kom tættere på hinanden, kunne vi alle, både Peyton, de to og jeg se, at de ikke passer sammen. I stedet indrømmede Brooke, at hun har følelser for mig. Peyton tog det virkelig hårdt, for hun har i et stykke tid også været forelsket i mig. Men med hende dummede jeg mig. Jeg var ikke klar, og hun var ikke den rigtige for mig lige nu. Og det fortryder jeg, altså at jeg dummede mig. Men jeg troede faktisk hun ville tage det bedre end det. Det er første gang nogensinde, at hun har råbt af mig, endda efter hun selv havde sagt at hun var kølet af, og at hun gerne ville tale om det. På en eller anden måde er jeg skuffet.

Brooke sagde, at grunden til, at hun ikke havde sagt noget var, at hun vidste Peyton ville tage det sådan som hun gjorde, og at hun bare forsøgte at beskytte Peyton. Og på trods af, at hun selv havde følelser for mig, så forsøgte Brooke at gøre alt hvad hun kunne, for at Peyton og jeg skulle passe sammen. Men det gjorde vi bare ikke. Selvom jeg altid synes man skal være ærlig, så kan jeg godt se hvorfor Brooke ikke sagde det noget før. Derfor gør det ekstra ondt, at Peyton tog det som hun gjorde, for det beviste jo netop, at Brooke gjorde ret i at vente.

Så nu er Peyton og jeg så langt fra hinanden som vi nogensinde har været. Det har aldrig, på nogen mulig måde, været min intention at såre hende, og jeg synes jeg har gjort alt i min magt for ikke at gøre det. Men det er tilsyneladende ikke nok. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med hende lige nu. Det kommer vel nok på et tidspunkt.

Med hensyn til Brooke, er sagen det stik modsatte. Jo mere jeg kigger tilbage på den tid jeg har kendt hende, jo flere tegn kan jeg se på, at vi passer sammen. Hun er fantastisk. Jeg snakkede med hende i dag, og vi blev enige om at tage det stille og roligt, og lade være med at presse det. Vi har tid nok, og jeg er faktisk rigtig glad for, at hun er enig i at vi ikke skal skynde på det. Hun er jo også lige kommet ud af et forhold, så hun skal også lige komme sig :)

Midt i det hele står Nathan. Og jeg aner virkelig ikke hvor jeg har ham henne, desværre. Han siger han er helt okay med Brooke og jeg, og det tror jeg faktisk af en eller anden grund godt på. Men med hensyn til alt det andet er jeg lost. Han siger han vil gøre alt for, at vi bliver tætte igen, men jeg aner ikke om det rent faktisk bliver til noget. Det er ikke første gang han siger, at han vil gøre noget mere for os.

Hvad jeg virkelig har brug for lige nu er en at tale med om alt det her, en der står udenfor det hele. Og jeg har muligvis fundet en der passer perfekt til det formål. Men jeg er først lige ved at lære hende at kende, så vi får se hvor det leder hen :)

Helt ekstraordinært har jeg faktisk to citater med i dag. Det første har jeg valgt fordi det mindede mig om mig selv. Det andet er så sandt, at jeg bare måtte have det med :)

"In the depth of winter, I finally learned that within me there lay an invincible summer."
-Albert Camus

"There is no remedy for love but to love more."
-Henry David Thoreau

Til næsten gang
Victor

Aaah, så var der igen tid til at poste lidt her :)

Siden sidst er det gået op for mig, hvor meget det hele har påvirket mig. Mine to veninder og min bedste ven satte mig ned i går, og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde brugt dem mere, havde taget mere i mod deres hjælp. Og det er skam ikke fordi jeg ikke har lyst. For det har jeg. Det er bare så svært at stole på at de bliver der. Jeg har ingenting at læne mig opad, udover dem. Jovist, min mor gør alt hvad hun kan, men hun har ligesom sin Sclerose at slås med, min far har aldrig rigtigt været i stand til at være far for mig, og min bror kæmper med sine mentale problemer. I gamle dage brugte jeg mine tidligere bedst veninde, som jeg tidligere skrev. Men hun gik. She flat out left. Og det skræmte mig.

Jeg ønsker mere end noget andet at de to piger og min bedste ven kan hjælpe mig, og for hver gang jeg er sammen med dem, tror jeg mere og mere på det. Men jeg er nødt til at være 100% sikker på, at de magter opgaven, og at de ikke trækker sig, når først jeg åbner mig. For jeg kan ikke tåle at falde igen, ikke alene. Jeg har brug for dem. De er min familie. De passer på mig, og jeg passer på dem. Og jeg tror virkelig på, at de kan hjælpe mig igennem alt det rod der foregår. Hvis bare de viser mig 100%, at lige meget hvad der sker, så er de her. Så skal de nok få lov til at hjælpe mig alt det de har lyst til. For det er det jeg har lyst til, at jeg for en gangs skyld ikke står alene.

Men jeg er ikke den eneste der struggler for tiden. Den ene af de to piger, som jeg fremover vil kalde Peyton og Brooke, har det virkelig skidt. Brooke brød sammen. Og det gjorde SÅ ondt at se hende sådan. Hvis der er en person der bare ikke må have det sådan, så er det hende. Hun er vokset så meget siden jeg mødte hende, og af alle mennesker er det hende jeg er mest stolt af. Derfor gør det også ekstra ondt at se hende sådan.
Grunden til hendes sammenbrud, er hendes forhold. Det går virkelig dårligt mellem dem, og jeg håber så meget hun får styr på det, for det er næsten ikke til at bære, at se hende sådan!

Og som altid tror jeg altid på, at alting bliver bedre. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal blive okay, ligesom jeg heller ikke er i tvivl om, at Brooke nok skal blive okay igen. De to piger, og min bedste ven betyder alt for mig lige nu, og vi vokser tættere og tættere sammen. Jeg håber virkelig vores venskab varer ved!

Dagens citat handler om netop håbet, for det klynger jeg mig til lige nu. Og ingen har i mine øjne sagt smukkere, hvor meget håb betyder, end Samuel Johnson.

"Hope is necessary in every condition."
-Samuel Johnson

Indtil næste gang jeg finder herind, som forhåbentlig heller ikke ligger så langt væk, -Victor

Soo... Here i am again. Endnu engang fandt jeg vej til denne lysning :)

Siden sidst er der sket så mange fucked up ting at jeg ikke engang gider nævne dem alle. Men øverst på listen er min tidligere bedste veninde. Jeg siger tidligere fordi jeg ikke længere snakker med hende. Period. Og det kommer jeg aldrig til. Hun valgte at gøre noget utilgiveligt. Til min bedste vens 18 års, havde han valgt at invitere mig, min veninde og sin fætter, fordi han gerne ville lære sin fætter bedre at kende, og i det henseende gerne ville introducere mig og vores veninde for ham. Efter den aften spurgte min vens fætter min ven, om han måtte få vores venindes nummer. Min ven sagde ja, på den betingelse, at han lovede aldrig at lave noget med hende. Efterfølgende begyndte de to at ses bag mig og min bedste vens ryg, og på trods af utallige forespørgsler valgte de at blive ved med at ses indbyrdes, uden at inddrage os andre. Jeg spurgte hende personligt flere gange end jeg har tal på, om der foregik noget mere end venskab, men hver eneste gang sagde hun nej. Situationen fortsatte sådan et halvt år, indtil min og jeg til sidst ikke gad det mere. Så vi satte hende stolen for døren. Enten måtte de inddrage os andre, eller også måtte vores venskab slutte. Hun valgte ham. Jeg mistede min bedste veninde, hende der skulle være der når alt lortet gik ned. Og det gjorde det. Men hun var der ikke.

I løbet af det halve år, fra min vens fest, til vi stillede hende stolen for døren, faldt min verden sammen igen. Min brors hashmisbrug førte til, at han blev indlagt. De mente at han brugte hashen til at medicinere sig selv mod en endogen depression. Men så let var det ikke, hvis man da kan kalde det let. For det de fandt ud af var, at han sandsynligvis er skizofren. Og det skræmmer mig. Meget. For hvor stiller det mig? Det skræmmer mig at have det så tæt på. Det gør det virkeligt. Det tredje, og mest knusende, slag var min mormor. Hende som om nogen har hjulpet mig gennem alt det her, og som betyder alt for mig, bogstaveligt talt. Hun blev indlagt med forsnævrede årer i hjertet. I sig selv ikke så skræmmende, men alligevel noget der kræver en operation, med dertilhørende risici. Den sidste station i mit liv, min mor, klarer sig flot. Jeg kan godt mærke på hende, at hun ikke har ligeså mange kræfter, men jeg er stolt af, at hun klarer sig så flot, på trods af sin sclerose. Desværre har jeg det nogle gange som om hun lader nogle ting gå ud over mig, som jeg egentlig ikke har nogen indflydelse på. Men jeg forstår godt hvor frustrerende det må være, at stå i hendes situation, så jeg prøver at føje hende så meget som muligt.

Min bror ryger stadig hash, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg prøver at være der så meget for ham som overhovedet muligt, og støtte ham uden at dømme ham. For jeg forstår virkelig godt hvorfor han nogle gange har brug for at komme væk fra den her verden. Men omvendt elsker jeg mit liv.

Min mormor klarede heldigvis operationen med bravour. Og jeg er så taknemlig for hende! Jeg prøver at se hende minimum en gang om ugen, for jeg savner hende. Hun er lige fyldt 80, men hun klarer sig så flot. Hvis bare jeg klarer mig halvt så godt som hende, når jeg er 80, så er jeg stolt af mig selv! Hun har set så meget, oplevet så meget, klaret så meget. Og hun brokker sig aldrig!

Alle de her ting ved min tidligere veninde ikke, for hun spurgte ikke. Ikke een gang. Og hvis hun nogensinde spørger, så har jeg ikke tænkt mig at svare hende. Hun knuste mig. Thats it. Da mit liv faldt sammen, og jeg regnede med hun var der, så valgte hun en random fyr over mig. Jeg har aldrig talt dårligt om hende, siden vores venskab sluttede, hverken bag hendes ryg eller face to face, og det kommer jeg aldrig til. Sådan en person er jeg ikke, og hun er ærligt talt ikke det værd. Hver eneste gang jeg tænker på hende, er det dårlige minder. Så jeg prøver at tænke så lidt som muligt på hende. Men jeg stolede så dybt på hende, at hun altid vil have mærket mig. Hver eneste gang jeg former et venskab, tænker jeg mig om en ekstra gang, for sidst jeg lukkede nogen ind endte jeg med at blive såret så dybt, at det krævede alle mine ressourcer at komme videre.

Men videre er jeg kommet. Heldigvis. Og med tiden er mine sår mere eller mindre helet. Ikke mindst takket været min citat-væg, som jeg oprettede dagen efter jeg sidst talte med min veninde, eller, tidligere veninde. Væggen har i den grad været med til at hjælpe mig videre. Alle de citater jeg lever efter, og som har påvirket mit liv står deroppe, sammen med et enkelt digt, nemlig Invictus. De beskriver alle mit liv, samt den process det har været at komme til hvor jeg er, og jeg er stolt af den betydning de hver især har for mig. Den anden faktor der har hjulpet mig videre, er mine to nye veninder, samt selvfølgelig min bedste ven. De har virkelig betydet alt for mig, og jeg har på fornemmelsen at vi fire passer perfekt sammen. For første gang i mit liv føler jeg, at min vennekreds er perfekt.

De to piger er fantastiske. De er intelligente, empatiske og indladende, og jeg elsker dem. De gav mig håb tilbage om, at jeg kunne komme til at stole på folk igen som jeg gjorde før, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at kende hinanden i laaang tid. Det føles lidt som at få sit hjerte tilbage. Jeg er dem evigt taknemlige for, at de turde lære mig at kende, og jeg håber, jeg også har givet dem noget tilbage.

Min bedste ven er et kapitel for sig. Jeg elsker ham over alt på jorden, og selvom vi gled lidt fra hinanden, så er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal blive tætte igen. Han flyttede ind hos os for tre måneder siden, fordi hans mor og far skulle skilles, og han ville ikke vælge mellem dem, så han flyttede herind i stedet. Det har været virkelig rart at have ham så tæt på. Han har haft sine egne problemer, og han har været langt nede, men jeg føler virkelig han er på vej tilbage, og det er fantastisk, for jeg savner ham. Vi har været igennem så meget, og han er den eneste der har været der igennem det hele. Jeg er ikke i tvivl om, at han er en ven for livet. Jeg håber bare vi bliver så tætte igen, og formår at pleje vores forhold.

Alt i alt har det været en virkelig frustrerende og ødelæggende tid, men jeg er ovenpå igen, og jeg elsker stadig mit liv. Det vil jeg blive ved med, indtil den dag jeg dør. Ikke alle aspekter af mit liv er som jeg ønsker dem, but im getting there, so i wont complain. Lidt medvind ville dog være rart. Vinteren er ved at slutte, så hvem ved hvad foråret bringer. Jeg er i hvert fald mere åben end jeg har været i lang tid, og selvom jeg ikke ved hvad der venter forude, så ved jeg, at jeg glæder mig! :)

Så fik jeg skrevet en hel roman, og klokken er mange, så jeg vil smutte i seng. Men til dem der læser den her blog, så vil jeg håbe den bringer jer bare et glimt af det håb jeg har set det sidste stykke tid. Livet BLIVER bedre! Hang in there! :)

Åhh ja, så er der min yndlingsdel af blogningen, nemlig slut-citatet! Denne gang har jeg valgt et citat, der handler om at gøre noget for andre. For det har om noget været nøglen til, at jeg er kommet videre så godt og så hurtigt, som jeg er:

“What we do for ourselves dies with us. What we do for others and the world remains and is immortal.”

-Albert Pine

Indtil næste gang, der forhåbentlig bliver lige om lidt,

-Victor

Jeg skulle idag forlænge min fastpris aftale med dong energy, og faldt i den forbindelse over Vind energi, som koster 4øre ekstra pr Kwh. Det skulle være El fra Vindmøller, men hvordan kan de styrer at den vind energi jeg køber lander i mine elaparater?! Det er jo lidt tåbeligt, lidt ligesom at købe sig til CO2 kvoter!

Det er kun endnu mere tåbeligt at prisen er højere end den normale pris, fordi hvis de gerne vil have nedsat CO2 udslippet, så skulle måske lave prisen den samme eller lavere, så ville det pludseligt give mening at købe det, men på denne her måde forsøge de at brande det som et miljø rigtigt valg, som så er mere ekslusivt.

Godt nu ind i kampen med det! :)